Mackenzie kunne ikke huske, hvornår stationen sidst var så kaotisk. Den første ting hun så, da hun gik gennem fordøren, var Nancy der kom farende ned ad gangen til en eller andens kontor. Hun havde aldrig set Nancy bevæge sig så hurtigt, og ansigterne på alle de betjente, som hun passerede på sin vej til mødelokalet, lyste af ivrighed.

Det så ud til at blive en begivenhedsrig morgen. Der var en spænding i luften, der mindede hende om atmosfæren lige før en grim sommerstorm.

Hun følte selv lidt af den spænding, inden hun forlod sit hus. Hun fik det første opkald klokken halv otte, der informerede hende om, at de rykkede på hendes spor inden for få timer. Mens hun sov, havde sporet som hun trak ud af Kevin, tilsyneladende vist sig at virke meget lovende. En arrestordre blev udfærdiget, og en plan blev iværksat. Én ting var dog allerede fastlagt, Nelson ønskede, at det var Porter og hende, som hentede den mistænkte.

De ti minutter hun tilbragte på stationen, var som en hvirvelvind. Mens hun hældte en kop kaffe op, gøede Nelson ordrer til alle, mens Porter alvorligt sad på en stol ved bordet. Porter lignede et surmulende barn, der søgte efter al den opmærksomhed, han kunne få. Hun vidste, at det gik ham på, at sporet kom fra en dreng, som Mackenzie havde talt med, en dreng som han var klar til at afskrive som betydning for efterforskningen.

Mackenzie og Porter kørte forrest, to andre biler var med for at hjælpe dem, hvis det blev nødvendigt. Det var fjerde gang i sin karriere, at hun fik til opgave at hente en mistænkt, og adrenalinsuset var altid det samme. Trods den bølge af energi der løb igennem hende, forblev Mackenzie rolig og fattet. Hun gik ud af mødelokalet med selvsikkerhed og styrke, og fik følelsen af, at nu var det hendes sag, uanset hvor meget Porter ønskede den.

På vej ud nærmede Nelson sig, og tog hende blidt i armen. "White, lad mig lige tale med dig et øjeblik, ok?"

Han trak hende til side, og førte hende ind i kopirummet, før hun nåede at svare. Han kiggede konspiratorisk rundt, for at sikre at ingen hørte dem. Da han så, at ingen lyttede med, kiggede han på hende på en måde, der fik hende spekulere på, om hun havde gjort noget forkert.

"Ser du" sagde Nelson, "Porter kom ind til mig i går aftes, og bad om at blive forflyttet. Jeg afslog det uden diskussion, og fortalte ham også, at han var dum, hvis han slap en sag som den her. Ved du, hvorfor han ønsker at blive forflyttet?"

"Han mener, at jeg trådte på hans tæer i aftes," sagde Mackenzie. "Men det var tydeligt, at børnene var ikke reagerede på ham, og at han ikke prøvede stærkt nok på at trænge igennem til dem."

"Åh, du behøver ikke at forklare det til mig," sagde Nelson. "Jeg synes, du gjorde et pokkers godt stykke arbejde med at ældste barn. Drengen fortalte endda nogle af de fyre, der dukkede op, blandt andet fra socialmyndighederne, at han virkelig syntes godt om dig. Jeg vil bare fortælle dig, at Porter er fornærmet i dag. Hvis han giver dig nogen problemer, så sig det til mig. Men det tror jeg nu ikke han gør. Selvom han ikke er stor fan af dig, fortalte han mig, at han respekterer dig allerhelvedes meget. Men der bliver mellem dig og mig. Forstår du det?"

"Ja, sir," sagde Mackenzie, overrasket over den pludselige støtte og opmuntring.

"Alt i orden," sagde Nelson, og klappede hende let på ryggen. "Se at komme afsted og få hentet den fyr."

Omgående satte Mackenzie kursen mod parkeringspladsen, hvor Porter allerede sad bag rattet i deres bil. Han gav hende et, hvad fanden tog så lang tid blik, idet hun skyndte sig hen til bilen. I samme øjeblik hun var inde, kørte Porter ud fra parkeringspladsen, selvom Mackenzie ikke helt fik lukket døren.

"Jeg regner med, at du i morges fik den komplette rapport på vores mistænkte?" spurgte Porter, idet han trak ud på motorvejen. To biler med Nelson og fire andre betjente kørte bag efter dem, som backup hvis det blev nødvendigt.

"Det gjorde jeg," sagde Mackenzie. "Clive Traylor, 41 år, registreret seksualforbryder. Har tilbragt seks måneder i fængsel for et overfald i 2006 på en kvinde. Han arbejder i øjeblikket på et lokalt apotek, men han laver også noget træarbejde i et lille skur på sin ejendom."

"Åh, så må du have overset det sidste notat, som Nancy sendte," sagde Porter.

"Gjorde jeg?" spurgte hun. "Hvad mangler jeg?"

"Skiderikken har flere udskårne træpæle bag sit skur. Informationer viser, at de er nogenlunde samme størrelse, som den vi fandt ude i majsmarken."

Mackenzie rullede igennem e-mail på sin telefon, og så at Nancy havde sendt et notat for mindre end ti minutter siden.

"Det lyder som vores mand," sagde hun.

"Helt sikkert," sagde Porter. Han talte som en robot, der var programmeret til at sige bestemte ting. Han så ikke på hende en eneste gang. Det var tydeligt, at han var sur, men det var okay med Mackenzie. Så længe han brugte vreden og beslutsomheden til at anholde den mistænkte, så ville hun ikke bekymre om det.

"Jeg vil gå videre og sparke elefanten ud af bilen," sagde Porter. "Jeg blev skide sur, da du tog over i går aftes. Men jeg lyver, hvis jeg siger, at du ikke udførte et eller andet mirakel med den knægt. Du er skarpere, end jeg giver dig kredit for, det vil jeg indrømme. Men din manglende respekt..."

Han gik i stå, som om han ikke var sikker på, hvordan han skulle afslutte sætningen. Mackenzie svarede ikke. Hun kiggede bare frem. og forsøgte at sluge, at hun inden for de sidste 15 minutter modtog noget, der næsten var komplimenter, fra to meget usandsynlige kilder.

Pludselig følte hun, at det blev en rigtig god dag. Forhåbentlig havde de ved dagens afslutning fanget den mand, der var ansvarlig Hailey Lizbrooks død, og måske for flere andre uopklarede mord gennem de sidste tyve år. Hvis der var belønningen, så kunne hun helt sikkert leve med Porters vrantne humør.

Mackenzie kiggede ud, og blev deprimeret, da hun så omgivelserne forandre sig for øjnene af hende, da Porter kørte ind i de mere forfaldne forstæder til Omaha. Velhavende kvarterer skiftede til lavpris lejlighedskomplekser, som derefter falmede væk til et forhutlede nabolag.

Snart nåede de Clive Traylors kvarter, der bestod af lavindkomst huse placeret på ofte visne græsplæner, punkteret langs gaden med skæve postkasser. Række efter række af huse. Det virkede endeløst, og hver eneste så mindre velholdt ud end det forrige. Hun vidste ikke, hvad der var mest deprimerende. Den forsømte forfatning, eller den bedøvende monotoni.

Clives vej var stille, da de drejede ned mod den, Mackenzie følte det velkendte adrenalinsus. Hun sad instinktivt, og gjorde sig klar til at konfrontere en morder.

Ifølge overvågningsteamet som holdt øje med huset siden klokken tre i nat, så var Traylor stadig hjemme. Han skulle ikke møde på arbejdet før klokken et i eftermiddag.

Porter satte farten ned, da han kørte længere op ad gaden, og parkerede direkte foran Traylors hus. For første gang den morgen kiggede han derefter på Mackenzie. Han så lidt nervøs ud. Hun indså, at hun sikkert så ligesådan ud. Og på trods af deres forskelle så ville Mackenzie stadig føle sig sikker, hvis hun gik kom i potentiel fare sammen med ham. Sexistisk hård banan eller ej, manden havde en lang karriere bag sig, og vidste det meste af tiden, hvad han lavede.

"Er du klar?" spurgte Porter hende.

Hun nikkede, og tog mikrofonen fra radioenheden.

"Det er White," sagde hun ind i mikrofonen. "Vi er klar til at gå ind på din kommando."

"Sæt i gang," lød Nelsons enkle svar.

Mackenzie og Porter steg langsomt ud af bilen, de ønskede ikke at give Traylor nogen årsag til at blive skræmt, hvis han tilfældigvis så ud af vinduet, og opdagede fremmede på vej op langs hans græsplæne. Porter tog føringen, da de gik op af nogle vakkelvorne verandatrin. Verandaen var dækket af flager af hvid maling og rester af utallige døde insekter.

Mackenzie følte, at hun spændte, og forberedte sig. Hvad ville hun gøre, når hun så ind i ansigtet på den mand, der myrdede kvinderne?

Porter åbnede den spinkle trådnetdør, og bankede på hoveddøren.

Mackenzie stod ved siden af ham, og ventede med et dundrende hjerte. Hun mærkede, at håndfladerne blev klamme.

Et par sekunder gik før hun hørte fodtrin, der nærmede sig. Der lød et klik fra en lås, der blev drejet rundt. En lille sprække i døren blev åbnet, og Clive Traylor kiggede ud på dem. Han så forvirret ud, og derefter meget foruroliget.

"Kan jeg hjælpe jer?" spurgte Traylor.

"Mr. Traylor," sagde Porter, "Jeg er detektiv Porter, og det er detektiv White. Hvis du har et øjeblik, så vil vi gerne tale med dig."

"Hvad handler det om?" spurgte Traylor, straks defensiv.

"Om en forbrydelse der blev begået for to nætter siden," sagde Porter. "Vi har bare et par spørgsmål, og så længe du svarer ærligt, så er vi væk igen om fem til ti minutter."

Traylor så ud, som om han spekulerede over det et øjeblik. Mackenzie var temmelig sikker på, at hun kendte den logik, der summede gennem hans hoved. Han var en registreret seksualforbryder, og enhver modstand mod at hjælpe politiet når de bad om det, ville virke alarmerende, og måske føre til yderligere efterforskning af Traylors igangværende aktiviteter.

Og det var det sidste, en mand som Clive Traylor ønskede.

"Okay, kom ind," sagde Traylor endelig, tydeligvis ikke tilfreds med situationen. Alligevel åbnede han døren, og førte dem ind i et hus, der lignede et kollegieværelse.

Der var bøger stablet op overalt, tomme øldåser lå her og der, og bunker af tøj var tilfældigt placeret på enhver tilgængelig overflade. Stedet lugtede, som om Traylor for nylig brændte noget af på komfuret

Han førte dem ind i sin lille stue, og Mackenzie betragtede det hele. Hun analyserede lynhurtigt alt, for at finde ud af om det var en morders hus. Der var mere tøj stablet op på sofaen, og sofabordet var overstrøet med snavset service og en bærbar computer. Da Mackenzie så al det rod, indså hun, at Zacks levevaner måske ikke var lige så slemme, som hun troede. Traylor bad dem ikke om at sidde ned, hvilket var godt, for Mackenzie ville på ingen sidde noget som helst sted i det hus.

"Tak for din tid," sagde Porter. "Som jeg sagde, så er der begået en forbrydelse for to nætter siden, et mord. Vi er her, fordi du har en temmelig usund fortid med offeret. "

"Hvem er det?" spurgte Traylor.

Mackenzie betragtede ham nøje, og studerede hans ansigtsudtryk og kropsholdning, i håb om at hun fandt nogle spor. Det eneste hun ind til videre så, var at han fandt det meget ubehageligt at have politiet inde i hans hus.

"En kvinde ved navn Hailey Lizbrook."

Traylor så ud til at tænke over det et øjeblik, og derefter rystede han på hovedet.

"Jeg ikke kender nogen med det navn."

"Er du sikker?" spurgte Porter. "Vi har bevis for, at hun sidste år bad om at få et tilhold mod dig."

Genkendelsen lyste i hans ansigt, og han rullede med øjnene.

"Åh. Hende. Jeg har aldrig vidst hvad hun hed."

"Men du ved, hvor hun boede?" spurgte Mackenzie.

"Det gør jeg," sagde Traylor. "Ja, jeg fulgte efter hende hjem fra Runway et par gange. Der kom nogle politifolk, og talte med mig om det. Men jeg har ikke overtrådt tilholdet. Det sværger jeg på."

"Så du benægter ikke, at du forfulgte hende på et tidspunkt?" spurgte Porter.

Mackenzie så hvordan Traylor blev forlegen, og hjertet sank. Hun var temmelig sikker på, at det ikke var deres morder.

"Nej, det indrømmer jeg. Men efter tilholdet, holdt jeg mig væk. Jeg holdt endda op med at besøge stripklubben."

"Okay," sagde Porter. "Kan du fortælle mig, hvor du var for to nætter siden?"

"Hm, jeg arbejdede indtil ved ni-tiden, og da jeg kom hjem, så jeg lidt TV, og gik i seng omkring midnat."

"Kan du bevise det?" spurgte Porter.

Traylor så ud, som om han var blevet taget på sengen, og han forsøgte at komme med et passende svar. "For helvede, det ved jeg ikke. Jeg loggede ind på min online bankkonto. Kan I bruge det?"

"Det kan vi," sagde Porter, og pegede på den bærbare computer på sofabordet. "Vis os det."

Traylor så et øjeblik ud til at kæmpe med et eller andet. Han rakte langsomt ud efter computeren, men tøvede så. "Det er, ja altså, det er et brud på mit privatliv. Kom tilbage med en dommerkendelse, så vil jeg - "

"Det her er altså ikke min første rodeo, " sagde Porter. "Vi har flere betjente udenfor, og jeg kan få dem herind på tredive sekunder. Vi har allerede en dommerkendelse. Så gør det så let som muligt for os begge, og vis mig din browser historik."

Nu svedte Traylor næsten. Mackenzie var temmelig sikker på, at han ikke var morderen, men han skjulte helt sikkert et eller andet.

"Hvad er problemet?" spurgte Mackenzie.

"I bliver nødt til at få oplysningerne direkte fra min bank," sagde han.

"Hvorfor?"

"Fordi min browserhistorik ikke findes på computeren."

Porter trådte frem, og gentog sin tidligere kommando. "Vis os det."

Mackenzie og Porter stod omkring Traylor, en på hver side. Mackenzie overvågede opmærksomt, at Traylor åbnede sin browser meget hurtigt. Alligevel nåede Mackenzie at set hans startskærm, og var temmelig sikker på, at hun havde set nok.

Hun gik væk fra Traylor, da han viste Porter, at hans browserhistorik var tom. Hun lyttede også til ham, da han forklarede Porter, at han altid slettede historikken for at slippe af med cookies og junk i sin cache. Hun lod Porter diskutere den ældgamle undskyldning med ham, mens hun kiggede ud i entreen. Der hang ingen billeder på væggene, der var kun junk på gulvet langs væggene. Blandt rodet fik hun øje på en tom kasse, der alarmerede hende.

Mackenzie gik tilbage til stuen, samtidig med at samtalen mellem Porter og Traylor begyndte at blive lidt mere ophidset

"Undskyld mig," sagde hun, og talte hen over dem. "Mr. Traylor, jeg tvivler ikke på dig. Jeg er temmelig sikker på, at du ikke har noget at gøre med mordet på Hailey Lizbrook. Jeg kan fortælle dig, at mange ting pegede på dig, helt ned til træpælene bag dit skur. Men nej, jeg tror ikke at du har dræbt nogen. "

"Tak," han snerrede sarkastisk.

"White," sagde Porter, "Hvad er du —"

"Men du bliver nødt til at fortælle mig, hvilke andre upassende ting du er involveret i."

Han kiggede overrasket, næsten fornærmet. "Intet," sagde han. "Jeg ved godt, at min straffeattest ikke er er ikke perfekt. Når du en gang er registreret som seksualforbryder, bliver dit liv aldrig det samme igen. Folk ser anderledes på dig og — "

"Spar mig," sagde Mackenzie. "Er du sikker på, at du ikke er involveret i noget, som du ikke burde?"

"Det sværger jeg på."

Mackenzie nikkede, og kiggede på Porter med et smalt smil. "Detektiv Porter, vil du give ham håndjern på, eller skal jeg gøre det?"

Før han nåede at svare, var Traylor på farten. Han kolliderede med Mackenzie, og forsøgte at vælte hende for at komme ud i entreen. Han forventede dog helt klart ikke, at hun var så solid. Hun satte sine fødder rigtigt, og låste knæene, idet Traylor ramlede ind i hende, hvilket fik ham til at ryge forvirret baglæns.

"Shit," mumlede Porter, og famlede efter sin tjeneste pistol.

Idet han rodede efter pistolen, satte Mackenzie albuen hårdt i Traylors bryst, da han forsøgte at pivotere omkring hende. Han udstødte et whoof, og sendte hende et overrasket blik. Han begyndte at gå i knæ, men før han overhovedet rørte gulvet, greb Mackenzie ham om nakken, og smækkede ham ned i gulvet.

Traylor råbte op, idet Mackenzie plantede et knæ i hans ryg, og fik sine håndjern frem på samme måde, som en tryllekunstner tryller med lommetørklæder.

"Skidt med det," sagde Mackenzie, og skævede til Porter. "Jeg gør det."

Med de ord smækkede hun håndjernene omkring Traylors håndled, mens Porter fortsat stod ubevægelig, med hånden frosset på hoften hvor hans pistol stadig sad i hylstret.

Mackenzie kiggede på plastikposen, og blev syg ved tanken om, at hun temmelig sikkert viste, hvad USB-drevene indeholdt. Der var 11 i alt. Efter nogle hårde forhør, fandt de ud af, at det var disse USB drev, som Traylor forsøgte at få fat på, da han begik den fejl, at prøve på at komme forbi Mackenzie.

"For pokker da," sagde Nelson, og så lidt for glad ud, da Clive Traylor blev placeret på bagsædet af en politibil. "Det er ikke den anholdelse, som jeg ønskede i dag, men jeg er helt sikker på, at jeg kan bruge den."

Der var gået lidt mindre end en time, siden Traylor nægtede at være involveret i noget mistænkeligt. I det tidsrum var hans computer blevet konfiskeret, og hans browser historik var fundet. I huset fandt de flere USB-drev fyldt med billeder og videoer. Med det der blev fundet på hans computer, herunder hjemmesider som han havde besøgt de sidste to dage, og USB drev, så var Clive Traylor i besiddelse af mere end 500 billeder og 25 videoer med børnepornografi. Ud over det solgte han filer online. Den seneste postering var fra en IP-adresse i Frankrig på en sum af 200 dollars, en transaktion der blev bekræftet af Traylors bank.

Clive Traylor var overhovedet ikke i nærheden af majsmarken, hvor Hailey Lizbrook blev myrdet for to nætter siden. I stedet var han online og distribuerede børnepornografi.

På Traylors startskærm så Mackenzie først et ikon for software til anonym surfing, og derefter ude i gangen så hun en boks med hardware til at blokere IP-adresser. Så faldt brikkerne på plads. At Traylor var en kendt seksualforbryder, gjorde det nemt at regne ud.

Nelson stod sammen med Mackenzie og Porter, da Traylor blev kørt væk.

"Vi tror, at det kun er toppen af isbjerget, som vi har set," sagde han. "Når vi kommer forbi det software, han har installeret, finder vi sikkert en helvedes masse mere. Fantastisk godt arbejde af jer to."

"Tak, sir," sagde Porter, tydeligvis i konflikt ved at modtage den ros, som Mackenzie mest fortjente.

"Forresten," sagde Nelson, og kiggede nu direkte på Mackenzie, "jeg sendt nogle folk ud i til skuret bagved. De fandt ikke noget, kun nogle ufærdige håndlavede ting, en reol, et par borde og lignende. Jeg fik dem endda til at undersøge pælene bag skuret, og det viser sig, at de er lavet af fyrretræ, af samme slags træ som de ting han laver. Så det var bare en stor tilfældighed."

"Jeg var så sikker på, at han var gerningsmanden," sagde Porter.

"Nå, det må ikke få dig til at gå i stå," sagde Nelson. "Dagen er ny."

Nelson forlod dem, og gik over for at tale med teknikerne, der arbejdede på at grave dybere i Traylors computer.

"Du tænkte hurtigt derinde," sagde Porter. "Jeg overså begge dele, softwaren på hans computer og hardwareboksen."

Han lød deprimeret, næsten trist.

"Tak," sagde Mackenzie, lidt ubehagelig til mode. Hun ønskede at fortælle ham, hvordan hun var kommet frem til sine konklusioner, men hun regnede med, at det kun ville irritere ham. Så hun holdt sin mund som altid.

"Nå," sagde Porter, og slog hænderne sammen, som om sagen nu var opklaret. "Lad os komme tilbage til stationen, og se hvad vi kan grave op om vores morder."

Mackenzie nikkede, og tog sig god tid med komme ind i bilen. Hun kiggede tilbage til Clive Traylors hus og skur i baghaven. Hun kunne se toppen af pælene, derfra hvor hun stod. På overfladen, ja så havde det virket som en vandtæt sag. Men nu hvor det viste sig at dreje sig om noget helt andet, så blev hun konfronteret med, at de var sendt tilbage til start.

Der var stadig en morder der gik frit rundt, og for hvert minut der gik, gav de ham en endnu en mulighed for slå ihjel igen.

KAPITEL 8

Som dreng var et af hans foretrukne tidsfordriv, at sidde på verandaen bag huset, og se deres kat snige sig omkring i gården. Det var især interessant, når den fik færten af en fugl, eller et egern hvilket skete en enkelt gang. Han betragtede katten, der tilbragte mere end et kvarter med at forfølge en fugl, lege med den, indtil den pludselig kastede sig over fuglen, knækkede halsen på den, og sendte små fjer op i luften.

Nu tænkte han på den kat, da han iagttog kvinden komme hjem fra endnu en nat på arbejdet. Et arbejde hvor hun stod på en scene, og solgte sit kød. Ligesom katten fra hans barndom, forfulgte han hende. Han var gået væk fra tanken om at tage hende på hendes arbejdsplads, der var sikkerheden for effektiv, og selv i den dunkle belysning fra den tidlige morgens gadelygter var der for stor en risiko for at blive fanget. I stedet ventede han på parkeringspladsen til det lejlighedskompleks, hvor hun boede.

Han parkerede direkte foran trappen i den højre side af komplekset, det var der, hun plejede at gå op til sin lejlighed på 2. sal. Lidt over tre gik han op af trapperne, og ventede på trappeafsatsen mellem første og anden etage. Der var dårligt oplyst og helt stille på den tid af natten. Hvis nogen tilfældigvis gik forbi ham, havde han et skalkeskjul. En gammel mobiltelefon han hurtigt kunne tage frem, og lade som han talte i.

Han forfulgte hende i to nætter, og vidste nu, at hun ville komme hjem et sted mellem tre og fire om morgenen. Begge de gange hvor han fulgte efter hende og parkerede på den modsatte side af gaden, så han kun én person som brugte trapperne mellem klokken tre og fire, og vedkommende var helt klart beruset.

Da han stod på trappeafsatsen, opdagede han hendes bil køre ind og parkere. Han betragtede hende, da hun steg ud. Selv klædt i almindeligt tøj virkede det som om hun viste sin ben frem. Og hvad havde hun lavet hele natten? Viftet med disse ben, som fik mænd til at længes.

Hun kom ind i trappeopgangen, og han tog telefonen op til sit øre. Et par trapper mere, og hun ville dukke op lige foran ham. Han følte sine lægmuskler stramme, klar til spring, og han tænkte igen på katten i sin barndom.

Da han hørte de svage lyde af hendes fodtrin nedenunder, lod han som om han talte. Han talte roligt, ikke på en konspiratoriske måde. Han tænkte, at han måske endda ville smile til hende, når hun dukkede op.

Og så var hun der, hun kom rundt om trappeafsatsen på vej mod de næste trapper. Hun kiggede på ham, så at han var optaget, og virkede harmløs, og gav ham et lille nik. Han nikkede smilende tilbage.

Da hun vendte ryggen til ham, reagerede han hurtigt.

Hans højre hånd rakte ned i jakkelommen, og trak en klud ud, som han vædede med kloroform, få sekunder før han steg ud af bilen. Han brugte sin anden arm til lægge rundt om hendes hals, og trak hende bagud og ud af balance. Hun nåede kun at udstøde et lille bjæf af overraskelse, før kluden blev presset mod munden.

Hun kæmpede straks imod, og bed sig fast, på en eller anden måde lykkedes det hende at sætte tænderne i hans lillefinger. Hendes bid var hårdt, og i første omgang var han sikker på, at hun bedt lige gennem hans finger. Han trak sig tilbage et øjeblik, men det var nok for hende til at komme væk fra ham, og vride sig ud af det greb som han havde omkring hendes hals med sin venstre arm.

Hun løb op ad trappen, og udstødte en klynken. Han vidste, at den klynken blev til et skrig i løbet af ingen tid. Han kastede sig frem, rakte ud, og fik fat på et silkeklædt ben. Trappen ramte ham i brystet og i maven, og bankede luften ud af ham, men han var stadig i stand til at trække hårdt i hendes ben. Med en lille desperat råb, faldt hun til jorden. Der lød et ubehageligt knæk, da ansigtet ramte trappen

Hun blev slap, og han kravlede straks op ad trappen for at få et nærmere kig. Hun slog sin tinding på trappen. Overraskende nok der var ingen blod, men selv i det svage lys så han, at en bule allerede var begyndt at danne sig.

Med en hurtig bevægelse lagde han kluden tilbage i lommen, og så at hun havde bidt temmelig dybt i hans lillefinger. Han løftede hende, og opdagede, at der ikke var nogen kræfter i hendes ben. Hun var slået helt ud.

Men han havde tidligere haft det samme problem. Han stablede hende op fra den side hvor bulen sad, og lagde hele hendes vægt over på den side. Han slæbte hende derefter ned ad trappen med den ene arm omkring taljen, med fødderne dinglende ubrugelige bag efter. Med sin anden hånd tog han den lukkede telefon op til sit øre, i tilfælde af at de mødte nogen i løbet af de fem meter, der adskilte dem fra hans bil. Han havde sine replikker klar, og var forberedt hvis det skete. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, mand. Hun er fuld, som i stinkende beruset. Jeg tror, at det er bedst, at jeg kører hende hjem.

Men det sene tidspunkt gjorde dens slags forberedelser unødvendige. Trappen og parkeringspladsen var helt øde. Han fik hende ind i sin bil uden uheld, og så aldrig så meget som skyggen af andre mennesker.

Han startede bilen og kørte ud af parkeringspladsen, på vej mod øst.

Ti minutter senere da hendes hoved bankede blødt mod vinduet i passagersiden, mumlede hun noget, han ikke forstod.

Han rakte over, og klappede hendes hånd.

"Det er okay," sagde han. "Det skal nok blive okay.”