Blake Pierce er forfatter til bestseller-spændingsserien RILEY PAGE, som omfatter de psykologiske spændingsthrillere FORSVUNDET (bog #1), KIDNAPPET (bog #2) og BEGÆRET (bog#3). Blake Pierce er desuden forfatter til spændingsserien MACKENZIE WHITE.

Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.com, hvor du finder mere information og kan kontakte forfatteren.

Copyright © 2016 Blake Pierce. Alle rettigheder forbeholdes. Med undtagelse af tilladelse i henhold til U.S. Copyright Act af 1976, må ingen del af denne publikation gengives, distribueres eller transmitteres i nogen form eller på nogen måde, eller lagres i en database eller i et download system, uden forudgående tilladelse fra forfatteren. Denne e-bog er kun licenseret til din personlige brug. Denne e-bog må ikke videresælges eller gives væk til andre. Hvis du gerne vil dele denne bog med andre, skal du købe en ekstra kopi til hver modtager. Hvis du læser denne bog, og ikke har købt den, eller hvis den ikke er købt til dit brug, bedes du venligst returnere den, og købe din egen kopi. Tak for at respektere forfatterens hårde arbejde. Denne bog er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens fantasi eller anvendt som fiktion. Enhver lighed med faktiske personer, levende eller døde, er helt tilfældig. Billede på omslag: Copyright lassedesignen, anvendt under licens fra Shutterstock.com.

BØGER AF BLAKE PIERCE

RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN

FORSVUNDET (Bind 1)

KIDNAPPET (Bind 2)

BEGÆRET (Bind 3)

MACKENZIE WHITE KRIMISERIE

FØR HAN DRÆBER (Bog #1)

FØR HAN SER (Bog #2)

INDHOLD

PROLOG

KAPITEL 1

KAPITEL 2

KAPITEL 3

KAPITEL 4

KAPITEL 5

KAPITEL 6

KAPITEL 7

KAPITEL 8

KAPITEL 9

KAPITEL 10

KAPITEL 11

KAPITEL 12

KAPITEL 13

KAPITEL 14

KAPITEL 15

KAPITEL 16

KAPITEL 17

KAPITEL 18

KAPITEL 19

KAPITEL 20

KAPITEL 21

KAPITEL 22

KAPITEL 23

KAPITEL 24

KAPITEL 25

KAPITEL 26

KAPITEL 27

KAPITEL 28

KAPITEL 29

KAPITEL 30

KAPITEL 31

KAPITEL 32

KAPITEL 33

KAPITEL 34

KAPITEL 35

KAPITEL 36

PROLOG

På alle andre dage ville det første lys fra daggryet, der faldt på toppen af majsstænglerne, se smukt ud. Hun betragtede de første lysstråler skabe en dæmpet gylden farve, mens de dansede langs majsene og, og prøvede alt hvad hun kunne for at finde skønheden i det.

Hun var nødt til at distrahere sig selv, ellers var smerten ikke til at holde ud.

Hun var bundet til en stor træpæl, der løb langs hendes ryg, og stoppede godt en halv meter over hendes hoved. Hænderne var bundet bag hende, bundet sammen bag træpælen. Hun var kun iført sort blondeundertøj, og en bh der skubbede hendes allerede fyldige bryster tættere sammen og højere op. Det var den bh, som skaffede hende flest drikkepenge på stripklubben. Bh'en fik hendes bryster til at se ud, som om de tilhørte en 21-årig i stedet for en 34 år gammel mor til to.

Pælen skrabede langs hendes ryg, og huden var allerede flået af. Men det var ikke nær så slemt, som den smerte manden med den dybe, uhyggelige stemme uddelte.

Hun blev anspændt, da hun hørte hans sagte trin gå rundt bag hende i rydningen i majsmarken. Der var også en anden lyd, svagere. Han slæbte et eller andet. Hun indså, at det var pisken, som han brugte til at slå hende med. Der var en slags modhager på den, og en vifteformet hale. Hun havde kun set et glimt af den en gang, og det var rigeligt.

Hendes ryg brændte fra utallige piskeslag, og bare det at høre den slæbe hen over jorden, fik hende til at gå i panik. Der undslap et skrig fra hende, det var mindst skrig nummer 100 den nat, og det faldt dødt og fladt til jorden. Til at begynde med skreg hun om hjælp, og håbede at nogen hørte hende. Men som tiden gik blev det til forvrængede vræl af fortvivlelse, skrig fra en som vidste, at der ikke kom nogen for at hjælpe hende.

”Jeg overvejer at lade dig gå” sagde manden.

Hans stemme lød, som om at han enten røg eller skreg meget. Der var også en underlig slags læspen i hans tale.

”Men først må du tilstå dine forbrydelser.”

Sagde han for fjerde gang. Undrende vred hun igen sin hjerne. Hun havde ingen forbrydelser at tilstå. Hun var god over for alle, som hun kendte, en god mor, ikke så god som hun gerne ville, men hun forsøgte virkelig.

Hvad ønskede han af hende?

Hun skreg igen, og forsøgte at bøje sin ryg mod pælen. I det samme mærkede hun, at rebet gav sig en anelse rundt om hendes håndled. Hun følte også, at hendes klæbrige blod samlede sig omkring rebet.

”Tilstå dine forbrydelser,” gentog han.

”Jeg ved ikke, hvad du taler om!” stønnede hun.

”Du kommer til at huske,” sagde han.

Det sagde han også før. Og han sagde det lige før hver --

Der lød en blød, hvislende lyd, da pisken bugtede sig gennem luften.

Hun skreg, og vred sig mod pælen, da tingesten igen ramte hende.

Nyt blod flød fra hendes nye sår, men hun opdagede det næsten ikke. Hun fokuserede i stedet på hendes håndled. I løbet af den sidste time havde blodet samlet sig, og var blevet blandet med hendes sved. Hun mærkede lidt luft mellem rebet og sine håndled. Og hun troede, at hun kunne slippe fri. Hun følte, at bevidstheden var ved at forsvinde, fjerne sig fra situationen.

Smæld!

Denne gang blev hun ramt direkte på skulderen, og hun skreg.

”Vent”, sagde hun. ”Jeg vil gøre alt, hvad du siger! Bare du lader mig gå!”

”Tilstå dine--”

Hun kastede sig frem, så hårdt som hun kunne, og fik armene frem. Hendes skuldre skreg af smerte, men hun var fri. Rebet brændte lidt øverst på hendes hånd, men det var ingenting, i sammenligning med den smerte, der flænsede hendes ryg.

Hun rykkede frem så hårdt, at hun næsten faldt på knæ, og var tæt på at ødelægge sin flugt. Men den primitive overlevelsestrang fik kontrol over hendes muskler, og før hun blev klar over det, satte hun i løb

Hun spurtede afsted, forbløffet over at hun virkelig fra fri, og forbavset over at hendes ben stadig duede efter at have været bundet så længe. Hun drømte ikke om at stoppe op og tænke over det.

Hun væltede igennem majsene, og stænglerne slog imod hende. Blade og stilke rakte ud efter hende, og rørte ved den ødelagte ryg som gamle, visne fingre. Hun gispede efter vejret, og fokuserede på at holde den ene fod foran den anden. Hun vidste, at landevejen var tæt på. Det eneste hun skulle gøre, var at blive ved med at løbe, og ignorere smerten.

Bag hende grinede manden. Hans stemme fik latteren til at lyde, som om den kom fra et monster, der var gemt sig i majsmarken i flere århundreder.

Hun klynkede og løb, de bare fødder klaskede mod jorden, og den næsten nøgne krop slog majsstænglerne væk. Hendes bryster hoppede op og ned på en latterlig måde, og det venstre slap ud af BH’en. I det øjeblik lovede hun sig selv, at hvis hun slap derfra i live, ville hun aldrig strippe igen. Hun ville finde et bedre arbejde, en bedre måde at forsørge sine børn på.

Det tændte en ny energi i hende, og hun løb hurtigere, og styrtede igennem majsene. Hun løb så stærkt, som hun overkom. Hun kunne slippe fri fra ham, hvis hun bare fortsatte med at løbe. Landevejen burde være lige rundt om hjørnet. Til højre?

Måske. Men alligevel var der ingen garanti for, at der var nogen på vejen. Klokken var ikke engang seks om morgenen, og landevejene i Nebraska var ofte tomme på den tid af døgnet.

Foran hende så hun en åbning i majsstænglerne. Daggryets dunkle lys faldt ind over hende, og hjertet sprang et slag over, da hun fik øje på landevejen.

Hun gled igennem, og til sin forbavselse hørte hun i det samme lyden fra en motor, der kom tættere på. Hendes håb steg.

Hun så lyset fra forlygter, der nærmede sig, og løb endnu hurtigere, nu så tæt på at hun lugtede den varme asfalt.

Hun nåede udkanten af majsmarken, netop som en rød firhjulstrækker passerede. Hun skreg, og viftede ophidset med armene.

”HJÆLP!” græd hun.

Men til hendes rædsel brølede firhjulstrækkeren forbi.

Hun vinkede grædende med armene. Måske hvis chaufføren kiggede i bakspejlet--

Smæld!

En skarp bidende smerte eksploderede langs bagsiden af hendes venstre knæ, og hun faldt om på jorden.

Hun skreg, og prøvede at komme op og stå, men hun mærkede, at en stærk hånd greb fat i hendes hår, og snart trak han hende tilbage ind i majsmarken.

Hun prøve at flytte sig, slippe fri, men denne gang magtede hun det ikke.

Der kom et endnu smæld fra pisken, inden hun til sidst taknemmelig mistede bevidstheden.

Hun vidste, at det hele sluttede om lidt. Støjen, piskeslagene, smerten, og hendes korte, smertefyldte liv.

KAPITEL 1

Da detektiv Mackenzie White gik igennem majsmarken den eftermiddag, forberedte hun sig på det værste. Lyden af majsstænglerne gik hende på nerverne, da hun bevægede sig igennem række efter række, en død lyd der rørte ved hendes jakke. Rydningen hun ledte efter. virkede som om den var flere kilometer væk.

Hun nåede frem til sidst, og med det samme ønskede hun, at hun var alle andre steder end der. Der var en død, næsten nøgen, kvinde i 30’erne bundet til en pæl, ansigtet var stivnet i et udtryk af smerte. Det var et udtryk, som Mackenzie ønskede, at hun aldrig havde set, og som hun vidste, at hun aldrig ville glemme.

Fem politimænd dryssede omkring i rydningen uden at foretage sig ikke noget særligt. De forsøgte at se optagede ud, men hun vidste, at de simpelthen forsøgte at få det til at give mening. Hun fornemmede, at ingen af dem tidligere havde set noget lignende. Det tog ikke Mackenzie mere end fem sekunder at se på den blonde kvinde bundet til træpælen, og vide at der foregik meget mere. Noget helt andet, som hun ikke havde oplevet tidligere. Det her var ikke noget, der skete i Nebraskas majsmarker.

Mackenzie nærmede sig liget, og gik langsomt i en cirkel omkring det. Hun mærkede, at de andre betjente betragtede hende. Og hun vidste, at nogle af dem mente, at hun tog sit job alt for alvorligt. Hun gik lidt for tæt på tingene, kiggede efter forbindelser og sammenhæng, der næsten var abstrakte. Hun vidste også, at mange mænd i distriktet betragtede hende som den unge kvinde, der fik stillingen som detektiv alt for hurtigt. Hun var den ambitiøse pige, som alle troede, havde øjnene rettet på større og bedre ting end at arbejde som detektiv i lille by i Nebraska.

Mackenzie ignorerede dem. Hun fokuserede kun på liget, og viftede fluerne væk, de var overalt. De svævede i en lille uregelmæssig sort sky omkring kvindens krop, og varmen var ikke til ligets fordel. Det havde været varmt hele sommeren, og det føltes, som om al den varme der var ophobet i majsmarken, var gemt lige her.

Mackenzie gik tæt på, studerede hende, og prøvede at undertrykke følelsen af kvalme og en bølge af tristhed. Kvindens ryg var dækket af flænger. De så ensartede ud, sikkert afsat med det samme redskab. Hendes ryg var fuld af blod, det meste udtørret og klæbrigt. Bagsiden af hendes g-streng var også smurt ind i det.

Idet Mackenzie afsluttede sin runde omkring liget nærmede en lav, kraftig politimand sig. Hun kendte ham godt, men hun brød sig ikke om ham.

“Goddag, detektiv White,” sagde politichef Nelson

“Chef,” svarede hun.

“Hvor er Porter?”

Der var ikke noget nedladende i hans stemme, men hun følte det alligevel. Den hærdede lokale 50-et-eller-andet-årige politichef ønskede ikke, at en 25 år gammel kvinde skulle hjælpe med til at opklare sagen. Walter Porter, hendes 55 år gamle partner, var den bedste til jobbet.

“Henne ved landevejen” sagde Mackenzie. “Han taler med den bonde, der opdagede liget. Han kommer lige om lidt.”

“Okay,” sagde Nelson, helt klart mere rolig. ”Hvad får du ud af det her?”

Mackenzie var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle svare. Hun var klar over, at han testede hende. En gang i mellem gjorde han det også med ligegyldige ting. Det var ikke noget, han gjorde med nogen af de andre betjente eller detektiver, og hun var temmelig sikker på, at det gik ud over hende, fordi hun var ung og en kvinde.

Instinktet sagde hende, at det her var mere end et teatralsk mord. Var det på grund af de utallige piskeslag på kvindens ryg? Var det, fordi kvindens krop var en model værdig?

Hendes bryster var helt klart falske, og hvis Mackenzie skulle gætte, var der også blevet arbejdet med hendes bagdel. Hun havde en del makeup på, noget af det var løbet ud og udtværet af tårer.

"Jeg tror," sagde Mackenzie, og besvarede endelig Nelsons spørgsmål, "at det kun er en voldelig forbrydelse. Jeg tror, at retsmedicineren vil sige, at der ikke er tegn på seksuelt misbrug. De fleste mænd der kidnapper en kvinde på grund af sex, mishandler sjældent deres ofre så voldsomt, selvom de planlægger at dræbe dem senere. Jeg synes også, at stilen på det undertøj hun har på, antyder at hun af karakter var sensuel. Helt ærligt, hvis jeg skulle dømme ud fra hendes makeup og de store bryster, så vil jeg begynde at ringe til stripklubber i Omaha, for at høre om de manglede en danser i går aftes. "

”Det er allerede gjort,” svarede Nelson selvtilfreds. "Den afdøde er Hailey Lizbrook, 34 år gammel, mor til to drenge og danser på mellemniveau på The Runway i Omaha."

Han opremsede disse fakta, som om han læste op fra en instruktionsbog. Mackenzie regnede med, at han havde haft sin stilling længe nok, til et mordoffer ikke længere var et menneske, men bare et puslespil der skulle løses.

Men Mackenzie, der kun var få år inde i sin karriere, var ikke så hærdet og hjerteløs. Hun studerede kvinden for at finde ud af, hvad der var sket, men så hende også som en kvinde der efterlod sig to drenge, der skulle leve resten af deres liv uden deres mor. Mackenzie regnede med, at hvis en mor til to var stripper, så var der pengeproblemer i hendes liv, og at hun var villig til at gøre stort set alt for at forsørge sine børn. Men nu var hun her, bundet til en pæl og delvist mishandlet af en ansigtsløs mand, der -

Majsstænglerne bag hende raslede, og fik hende til at stoppe. Hun vendte sig om, og så Walter Porter komme igennem majsene. Han så irriteret ud, da han gik ind i rydningen og tørrede jord og majssilke af sin frakke.

Han kiggede sig omkring et øjeblik, inden hans øjne standsede ved Hailey Lizbrooks lig på pælen. Et overrasket grin viste sig på hans ansigt, og hans grå overskæg vippede til højre i en skæv vinkel. Så så han på Mackenzie og Nelson, og skyndte sig der over.

”Porter,” sagde politichef Nelson. ”White er allerede i gang med at opklare sagen. Hun er ret dygtig.”

”Det kan hun være,” sagde Porter afvisende.

Det var altid sådan. Nelson gav hende ikke et ægte kompliment. Han drillede i stedet Porter, som hang på den smukke unge pige, der var kommet ud af ingenting, og fik stillingen som detektiv, den smukke unge pige som få mænd over 30 år i distriktet tog alvorligt. Og ved Gud, Porter hadede det.

Selvom hun nød at se Porter vride under drilleriet, var det ikke det værd at føle sig utilstrækkelig og undervurderet. Gang på gang opklarede hun sager, som mændene ikke formåede, og hun vidste, at det virkede truende på dem. Hun var kun 25, alt for ung til at begynde at føle sig udbrændt i en karriere, som hun engang elskede. Men nu hvor hun hængte på Porter og på hele denne politistyrke, så var hun begyndt at hade det.

Porter gjorde sig anstrengelser for at placere sig mellem Nelson og Mackenzie, og på den måde vise at nu var det hans show. Mackenzie mærkede, at hun begyndte at koge over, men prøvede at kvæle det. Hun havde kvalt det i de seneste tre måneder, lige fra den dag hun begyndte at arbejde sammen med ham. Fra den første dag forsøgte Porter ikke at skjule, at han ikke brød sig om hende. Når alt kom til alt så erstattede hun Porters tidligere partner gennem 28 år, som, efter Porters opfattelse, var fritaget fra tjeneste for at give plads til en ung kvinde.

Mackenzie ignorerede hans åbenlyse manglende respekt. Hun nægtede at lade det påvirke sin arbejdsetik. Uden at sige et ord gik hun tilbage til liget. Hun betragtede det grundigt. Det var smertefuldt at kigge på, men hvad det angik mente hun alligevel ikke, at der var nogen død krop, som var i stand til at påvirke hende mere, end den første hun nogensinde så. Hun var næsten ved at nå det punkt, hvor hun ikke længere så sin fars krop, da hun trådte ind på mordscenen. Men ikke helt. Hun var syv år gammel, da hun gik ind i soveværelset, og så ham ligge halvt udstrakt på sengen i en sø af blod. Og hun var aldrig holdt op med at se det syn.

Mackenzie ledte efter spor, der viste, at dette mord ikke handlede om sex. Hun så ingen tegn på blå mærker eller rifter, hverken på bryster eller bagdel, ingen udvendige blødninger omkring skeden. Derefter så hun på kvindens hænder og fødder, og spekulererede på, om der måske var et religiøst motiv. Tegn på huller i håndflader, ankler og fødder var måske en reference til korsfæstelsen. Men det var der heller ikke tegn på.

Ud fra den hurtige rapport hun og Porter fik, vidste hun, at ofrets tøj ikke var blevet fundet. Mackenzie mente, at det sandsynligvis betød, at morderen gemte det, eller havde skaffet sig af med det. For hende indikerede det, at han enten var forsigtig, eller borderline tvangspræget. Tilføj til det at hans motiv i går aftes næsten helt sikkert ikke var af seksuel karakter, så gav det en morder, der muligvis både var listig og beregnende.

Mackenzie bakkede hen til udkanten af lysningen, og tog et overblik over hele gerningsstedet. Porter skævede til hende, ignorerede hende derefter totalt, og fortsatte med at tale med Nelson. Hun bemærkede, at de andre politimænd så på hende. Nogle af dem betragtede i det mindste hendes arbejde. Hun var gledet ind rollen som detektiv med et ry for at være usædvanligt skarp, og meget anerkendt af flertallet af instruktører på politiakademiet. Og fra tid til anden stillede yngre politifolk, både mænd og kvinder, hende ægte spørgsmål, eller bad om hendes mening.

På den anden side vidste hun også, at et par af de mænd, som delte rydningen med hende, kiggede sjofelt efter hende. Hun var ikke sikker på, hvad der var værst, Mændene der tjekkede hendes røv, når hun gik forbi, eller dem der grinede bag hendes ryg, af den lille pige der forsøgte at spille rollen som den slemme detektiv.

Da hun undersøgte gerningsstedet, blev hun endnu en gang overfaldet af en nagende mistanke om, at der var noget helt galt. Det føltes, som om hun åbnede en bog, og læste første side af en historie, som hun vidste, indeholdt nogle meget sværere sider længere inde i historien.

Det er kun begyndelsen, tænkte hun.

Hun kiggede på jorden omkring pælen, og opdagede et par slæbende mærker fra støvler, men ikke noget, der var brugbart til aftryk. Der var også en række figurer på jorden, de lignede næsten slanger.

Hun satte sig på hug for at komme tættere på, og så at flere af figurerne bugtede sig side om side, snoede sig rundt om træpælen på en buet måde, som om de cirkulerede rundt om pælen flere gange. Så kiggede hun på kvindens ryg, og så at flængerne i huden, lignede nogenlunde den samme form som figurerne på jorden.

“Porter,” sagde hun.

”Hvad er det?” Spurgte han, helt klart irriteret over at blive afbrudt.

”Jeg tror, at jeg har et våbenaftryk her.”

Porter tøvede et øjeblik, men gik derefter hen til Mackenzie, der bukkede sig ned over jorden. Da han kæmpede sig ned ved siden af hende, stønnede han lidt, og hun hørte hans bælte knirke. Han bar på omkring 25 kilos overvægtig, og det viste sig mere og mere, efterhånden som han nærmede sig de 55.

“En pisk af en eller anden slags?” spurgte han.

“Det ser sådan ud.”

Hun undersøgte jorden, fulgte mærkerne helt op til pælen - og i det samme opdagede hun noget andet. Det var noget småt, så lille at hun næsten ikke så det.

Hun gik hen til pælen, og var forsigtig med ikke at røre ved liget, inden retsmedicinerne hentede det. Hun bukkede sig igen ned, og følte i det samme den fulde vægt af eftermiddagens hede presse sig ned over på hende. Uforfærdet strakte hun halsen, og fik hovedet tættere på pælen, så tæt at panden næsten rørte ved den.

“Hvad fanden har du gang i?” Spurgte Nelson.

“Der er et eller andet udskåret her,” sagde hun. ”Det ligner tal”

Porter kom hen for at undersøge det, men gjorde alt for at undgå at bøje sig ned en gang til. White, den træpæl kan sagtens være tyve år gammel, ”sagde han. ”Inskriptionen ser lige så gammel ud”

“Måske,” sagde Mackenzie. Men det troede hun ikke på.

Allerede uinteresseret i opdagelsen gik Porter tilbage til for tale med Nelson, og sammenligne noterne med de oplysninger han fik fra landmanden, der opdagede liget.

Mackenzie fandt telefonen frem, og tog et billede af tallene. Hun forstørrede billedet, og tallene blev en smule tydeligere. At se dem så detaljeret en gang til, fik hende til at føle, at det hele kun var begyndelsen på noget meget større.

N511/J202

Tallene sagde hende ikke noget. Måske havde Porter ret, måske betød de absolut intet. Måske var de indridset af en skovarbejder, da pælen blev lavet. Måske var det nogle børn som kedede sig, der indridsede dem på et eller andet tidspunkt.

Men det føltes ikke rigtigt.

Intet af det her føltes rigtigt.

Og hun vidste i sit hjerte, at det kun var begyndelsen.