Da de kørte op foran politistationen følte Mackenzie en knude i maven, da hun kiggede ud af bilruden, og så nyhedsbiler linet op, og journalister der masede på for at få den bedste plads til at angribe hende og Porter. Da Porter parkerede, så hun flere nyhedesværter komme nærmere, løbende hen over plænen, og bag dem overlæssede kameramænd der forsøgte at holde tempoet.

Mackenzie bemærkede, at Nelson allerede stod ved fordøren ilde til mode og ophidset, og forsøgte at pacificere dem. Selv fra hendes plads, så hun se sveden glinse på hans pande.

Da de steg ud, sjokkede Porter op på siden af hende, for at sikre at hun ikke var den første detektiv som medierne så. Da han passerede hende, sagde han, ”Nu må du ikke fortælle vampyrerne alt."

Hun følte en bølge af fornærmelse over den nedladende kommentar.

"Det ved jeg godt, Porter."

Trængslen af journalister og kameraer nåede dem. Der var mindst et dusin mikrofoner der stak ud fra mængden og ind i deres ansigter, da de kæmpede for at komme forbi. Spørgsmålene faldt over dem som summende insekter.

"Er ofrets børn blevet underrettet?"

"Hvad var bondens reaktion, da han fandt liget?"

"Er der tegn på seksuelt misbrug?"

"Er det klogt, at en kvinde arbejder på sådan en sag?"

Det sidste stak en smule i Mackenzie. Selvfølgelig vidste hun godt, at de forsøgte at få en reaktion, i håb om et saftigt 22 sekunders spot i eftermiddagens nyhedsudsendelse. Klokken var kun lige 16. Hvis de handlede hurtigt, fik de måske et scoop til nyhederne klokken 18.

Idet hun arbejdede sig gennem døren og ind i bygningen, rungede det sidste spørgsmål som torden i hovedet.

Er det klogt, at en kvinde arbejder på sådan en sag?

Hun huskede på hvor følelsesløst, Nelson opremsede oplysningerne om Hailey Lizbrook.

Selvfølgelig er det klogt, tænkte Mackenzie. I virkeligheden er det ret afgørende.

Endelig trådte de ind på stationen, og dørene blev smækket bag dem. Mackenzie pustede ud af lettelse over at være inde i stilheden

"Forbandede igler," sagde Porter.

Han droppede sin storsnudede gangart, nu da han ikke længere var foran kameraerne. Han gik langsomt forbi receptionistens skranke, og hen mod gangen der førte ned til de mødelokaler og kontorer, som udgjorde deres station. Han så træt ud, klar til at tage hjem, klar til at afslutte sagen allerede nu.

Mackenzie gik først ind mødelokalet. Der sad adskillige betjente ved et stort bord, nogle i uniform og nogle i civilt tøj. I betragtning af deres tilstedeværelse og pressens pludselige tilsynekomst gættede Mackenzie på, at historien var lækket i alle mulige retninger, i de to en halv time der var gået, siden hun forlod kontoret for at køre ud til majsmarken, og til hun kom tilbage. Det var mere end et tilfældigt uhyggelig mord, nu var det blevet en forestilling.

Mackenzie tog en kop kaffe, og fandt en plads ved bordet. En eller anden havde allerede lagt mapper rundt om bordet, med de få oplysninger som indtil nu var indsamlet om sagen. Mens hun kiggede det igennem, begyndte flere mennesker at fylde lokalet op. Porter indfandt sig endelig, og tog plads i den modsatte ende af lokalet.

Mackenzie brugte et øjeblik på at tjekke sin telefon, og fandt ud af, at der var otte ubesvarede opkald, fem talebeskeder, og en halv snes e-mail. Det var en kraftig påmindelse om, at hun allerede arbejde med andre sager, inden de i morges blev sendt ud til majsmarken. Den triste ironi var, at mens de ældre kollegaer tilbragte en masse tid på at nedgøre hende og smide subtile fornærmelser efter hende, erkendte de samtidig hendes talent. Som et resultat af det, bar hun en at de største arbejdsbyrder i afdelingen. Til dato havde hun dog aldrig været bagud, og hun kunne fremvise en førsteklasses liste over lukkede sager.

Hun overvejede at besvare nogle e-mail, mens hun ventede, men politichef Nelson kom ind, før hun fik chancen. Han lukkede hurtigt døren til mødelokalet bag sig.

"Jeg ved ikke, hvordan medierne fandt ud af det her så hurtigt," knurrede han, "men hvis jeg finder ud af, at nogen i dette lokale er ansvarlig, så bryder helvede løs."

Der blev stille. Et par betjente og andre medarbejdere begyndte at kigge nervøst på indholdet i mapperne foran dem. Selvom Mackenzie ikke gav meget for Nelson, så var der ingen tvivl om, at mandens tilstedeværelse og stemme kunne styre et lokale uden den helt store anstrengelse.

"Her er hvor vi står," sagde Nelson. "Offeret er Hailey Lizbrook, en stripper fra Omaha. 34 år gammel, mor til to drenge på 9 og 15. Ud fra hvad vi har fundet frem til, så blev hun bortført, inden hun kom på arbejde, for arbejdsgiveren siger, at hun aldrig dukkede op aftenen før. Optagelser fra sikkerhedskameraer på hendes arbejdsplads the Runway viser intet. Så vi arbejder ud fra den teori, at hun blev bortført et sted mellem sin lejlighed og the Runway. Det er et areal på 12 kilometer, et område som vi lige nu har et par kollegaer til at gennemgå sammen med Omaha Politiet."

Han kiggede derefter på Porter, som om han var en værdsat elev, og sagde:

"Porter, hvorfor beskriver du ikke gerningsstedet?"

Selvfølgelig ville han vælge Porter.

Porter rejste sig op, og kiggede rundt i lokalet, som for at sikre at alle var meget opmærksomme.

"Ofret var bundet til en træpæl, med hænderne bundet bag hende. Gerningsstedet findes i en majsmark, en lysning der ligger lidt mindre end halvanden kilometer fra landevejen. Hendes ryg er dækket af noget, der ligner mærker efter piskeslag med en eller anden slags pisk. Vi opdagede aftryk på jorden med den samme form og størrelse som mærkerne. Selvom vi ikke kan sige det med 100% sikkerhed, før vi får retsmedicinerens rapport, så vi er ret sikre på, at det ikke er et seksuelt angreb, selv om ofret kun var iklædt undertøj, og vi ikke kan finde hendes tøj nogen steder. "

"Tak, Porter," sagde Nelson. "Når nu vi taler om retsmedicineren, så talte jeg med ham i telefonen for 20 minutter siden. Han siger, at selvom han ikke kan vide med sikkerhed, før en obduktion er gennemført, så er dødsårsagen sandsynligvis blodtab, eller en form for traume, formentligt i hovedet eller hjertet. "

Hans øjne vandrede videre til Mackenzie, og der var meget lidt interesse i dem, da han spurgte: "Noget at tilføje, White?"

"Tal," sagde hun.

Nelson rullede med øjnene foran alle. Det var et tydeligt tegn på manglende respekt, men hun overså det, fast besluttet på at få det ud til alle de tilstedeværende inden hun blev stoppet.

"Jeg opdagede noget skåret i bunden af pælen, det ligner to tal, adskilt af en skråstreg."

"Hvilke tal?" spurgte en af de yngre betjente ved bordet.

"Tal og bogstaver faktisk," sagde Mackenzie. "N 511 og J 202. Jeg har et foto på min telefon."

"Der kommer flere billeder om lidt, lige så snart Nancy får dem printet ud," sagde Nelson. Han talte hurtigt og kraftfuldt for at lade dem vide, at spørgsmålet om tallene nu var lukket.

Mackenzie lyttede til Nelson, da han plaprede videre om de opgaver, der skulle udføres for at dække det 12 kilometer store område mellem Hailey Lizbrooks hjem og the Runway. Men hun hørte faktisk kun halvt efter. Hjernen blev ved med at vende tilbage, til den måde kvindens krop var ophængt på. Noget ved fremvisningen af kroppen havde virket bekendt næsten omgående, og det blev ved med at dukke op, da hun sad i mødelokalet.

Hun gik igennem de korte noter i mappen, og ledte efter små detaljer, der udløste et eller andet i hukommelsen. Hun bladrede i de fire sider med oplysninger, i håb om at opdage noget. Hun vidste allerede alt, hvad der stod i mappen, men hun skannede alligevel detaljerne.

34-årig kvinde formodes dræbt den foregående aften. Flænger, rifter, forskellige hudafskrabninger på hendes ryg, bundet til en gammel træpæl. Dødsårsag antages at være blodtab eller mulige traumer i hjertet. Metoden der er anvendt til at binde, tyder på mulige religiøse overtoner, mens kvindens kropstype antyder seksuelle motiver.

Da hun læste det igennem, klikkede et eller andet. Hun lukkede ned og tillod sit sind at vandre frit uden indblanding fra omgivelserne.

Da hun forbandt prikkerne, begyndte der at dukke en forbindelse op, som hun håbede var forkert. Nelson var ved at være færdig.

"... og da det er for sent, til at vejspærringer er effektive, så er vi nødt til at stole mest på vidneudsagn, helt ned til den mest minutiøse og tilsyneladende ligegyldige detalje. Er der nogen, der har noget andet at tilføje?"

"En ting, sir," sagde Mackenzie.

Hun så at Nelson tilbageholdt et suk. Fra anden ende af bordet hørte hun Porter afgive en form for stille klukkende støj. Hun ignorerede det hele, og ventede for at se, hvordan Nelson ville henvende sig til hende.

"Ja, White?" spurgte han.

"Jeg kan huske en sag i 1987, der var magen til denne her. Jeg er temmelig sikker på. at det var lige uden for Roseland. Metoden med ophængning var den samme, kvindetypen var den samme. Jeg er også temmelig sikker på at måden at slå på, var den samme.

"1987?" Nelson spurgte. " White, var du overhovedet født på det tidspunkt?"

Det blev mødt med sagte latter fra mere end halvdelen af lokalet. Mackenzie lod det glide af. Det måtte hun finde tid til at være flov over senere.

"Det var jeg ikke," sagde hun, ikke bange for at være uenig med ham. "Men jeg har læst rapporten."

“Du glemmer sir,” sagde Porter. “at Mackenzie tilbringer sin fritid med at læse om uopklarede sager. Pigen er et omvandrende leksikon i den slags."

Mackenzie bemærkede omgående, at Porter nævnte hende ved fornavn, og kaldt hende en pige i stedet for en kvinde. Det sørgelige var, at hun ikke troede, han var selv opmærksom på manglen på respekt.

Nelson gned sig på hovedet, og udstødte endelig det tordenlignende suk, der byggede sig op. "1987? Er du sikker på det?"

"Næsten helt sikker."

"Roseland?"

"Eller den nærmeste omegn," sagde hun.

"Okay," sagde Nelson, og kiggede ned mod fjerneste ende af lokalet, hvor en midaldrende kvinde sad, og lyttede opmærksomt. Der stod en bærbar foran hende, som hun stille og roligt skrev på under hele mødet. "Nancy, kan du køre en søgning i databasen efter det?"

“Ja sir,” sagde hun. Hun begyndte med det samme at skrive noget i stationens interne server.

Nelson kastede Mackenzie et misbilligende blik, der bedst kunne oversættes til: Du må hellere have ret. Hvis ikke, så har du spildt 20 sekunder af min kostbare tid.

"Okay, herrer og damer," sagde Nelson. "Vi kommer til at gøre det sådan her. I samme øjeblik dette møde slutter, så vil jeg have Smith og Berryhill på vej til Omaha for at hjælpe det lokale politi derude. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi derefter rotere i par. Porter og White, jeg vil have jer to til at tale med den afdødes børn og hendes arbejdsgiver. Vi arbejder også på at få adressen til hendes søster."

"Undskyld mig, sir," sagde Nancy, og kiggede op fra sin computer.

"Ja, Nancy?"

"Det ser ud til at detektiv White har ret. Oktober 1987 blev en prostitueret fundet død, bundet til en træpæl lige uden for Roseland bygrænse. Sagsakterne som jeg kigger på, siger at hun kun var iført sit undertøj, og var pisket hårdt. Ingen tegn på seksuelle overgreb, og ikke noget motiv."

Lokalet blev igen stille, da mange tilintetgørende spørgsmål forblev uudtalte. Til sidst var det Porter, der sagde noget, og selvom Mackenzie mærkede, at han prøvede at afvise sagen, hørte hun en antydning af bekymring i hans stemme.

”Det er næsten 30 år siden,” sagde han. ”Jeg vil kalde det en spinkel forbindelse.”

”Men det er ikke desto mindre en forbindelse,” sagde Mackenzie.

Nelson hamrede heftigt hånden ned i skrivebordet, hans øjne brændte sig ind i Mackenzie. ”Hvis der er en forbindelse her, så ved du godt, hvad det betyder, ikke også?”

”Det betyder, at vi måske har en seriemorder,” sagde hun. ”Og alene tanken om at vi måske har en seriemorder, gør at vi er nødt til at overveje at tilkalde FBI.”

”Åh for helvede,” sagde Nelson. ”Du er for hurtig her. Du springer en masse over.”

”Med al respekt,” sagde Mackenzie, “det er værd at følge op på.”

”Og nu hvor din hurtige hjerne har gjort os opmærksom på sagen, så er vi nødt til det,” sagde Nelson. ”Jeg foretager nogle opkald, som du følger op på. Nå, lad os rubbe os med de ting, som er relevante og rettidige. Det er alt for nu folkens. Se at komme i gang med arbejdet. ”

Den lille gruppe omkring konferencebordet begyndte at sprede sig, og tog deres mapper med dem. Idet Mackenzie gik ud af lokalet, sendte Nancy hende et lille bekræftende smil. Det var den største påskyndelse Mackenzie havde fået på arbejdet i mere end to uger. Nancy var receptionist, og nogen gange var det hende, der undersøgte faktuelle ting. Så vidt Mackenzie vidste, var hun et af de få ældre medlemmer i politistyrken, der ingen reelle problemer havde med hende.

"Porter og White, stop lige," sagde Nelson.

Hun så, at Nelson nu udviste nogle af de samme bekymringer, hun bemærkede hos Porter, da han talte for et øjeblik siden. Han så næsten sløj ud.

"Godt husket med sagen i 1987," sagde Nelson til Mackenzie. Det så ud, som om det gjorde fysisk ondt ham at give hende et kompliment. "Det er et skud i tågen. Men det får mig til at spekulere på..."

"Spekulere på hvad?" spurgte Porter.

Mackenzie, der aldrig var bange for at sige tingene ligeud, svarede for Nelson.

"Hvorfor han er aktiv igen," sagde hun.

Så hun tilføjede:

"Og hvornår vil han dræbe igen."

KAPITEL 3

Han sad i sin bil, og nød stilheden. Gadelygterne kastede et spøgelsesagtig skær på gaden. Der var ikke mange biler ude på det sene tidspunkt, og der virkede overnaturligt roligt. Han vidste, at hvis nogen var ude i denne del af byen på sådan et tidspunkt, så var de sandsynligvis optaget, eller i gang med deres forretninger i al hemmelighed. Det gjorde det lettere for ham at fokusere på det aktuelle arbejde – den Gode Gerning.

Fortovene var mørklagte bortset fra periodiske neonlys fra snuskede etablissementer. Den brutale figur af en veludrustet kvinde glødede i vinduet i den bygning, som han betragtede. Den blinkede som et fyrtårn på et stormfuldt hav. Men der var ingen tilflugtssteder på disse kanter, i hvert fald ingen respektable steder.

Som han sad der i sin bil, så langt væk fra gadelygterne som han kunne komme, tænkte han på sin samling der hjemme. Han studerede den nøje, inden han gik ud i aften. Det var relikter fra hans arbejde, lagt frem på hans lille skrivebord. En pung, en ørering, en guldhalskæde, en lok blondt hår placeret i en lille Tupperware beholder. Det var påmindelser. Påmindelser om, at han er udvalgt til dette arbejde. Og om at han har mere arbejde, der skal fuldføres.

En mand kom ud af bygningen på den modsatte side af gaden, og afbrød hans tanker. Han sad tålmodigt, og betragtede det hele. Han havde lært en hel del om tålmodighed gennem årene. Derfor gjorde det ham nervøs, at han nu var nødt til at arbejde hurtigt. Hvad nu hvis han ikke var præcis?

Han havde kun få valgmuligheder. Hailey Lizbrooks mord var allerede over alt i nyhederne. Man ledte efter ham, som om det var ham, der gjorde noget forkert. De forstod det simpelthen ikke. Det var en gave, han gav den kvinde.

En nådeshandling.

Før i tiden lod han lang tid gå mellem sine hellige handlinger. Men nu var det blevet presserende for ham. Der var så meget arbejde. Der var altid kvinder derude, på gadehjørner, i personlige annoncer, på tv.

Til sidst ville de forstå. De ville forstå, og de ville takke ham. De ville spørge ham, hvordan de blev rene, og han ville åbne deres øjne.

Et øjeblik senere blev neon billedet af kvinden sort i vinduet. Gløden bag vinduet døde ud. Stedet var mørklagt, lysene blev slukkede, når de lukkede for natten.

Han vidste, at det betød, at kvinderne når som helst kom ud af bagindgangen på vej hen til deres biler, for derefter at køre hjem.

Han skiftede gear, og kørte langsomt rundt om karreen. Der virkede som om, gadelygterne forfulgte ham, men han vidste, at der ikke var nogen nysgerrige øjne, der kiggede på ham. I det kvarter var der ingen, der var tog sig af, hvad der skete.

På bagsiden af bygningen var de fleste af bilerne pæne. Der var gode penge i at vise sin krop frem. Han parkerede i den fjerneste ende af parkeringspladsen, og ventede.

Efter lang tid blev personaledøren endelig åbnet. To kvinder kom ud, ledsaget af en mand der så ud, som om han arbejdede med sikkerheden på stedet. Han stirrede på sikkerhedsvagten, og spekulerede over, om han blev et problem. Han gemte en pistol under sædet, som han ville bruge, hvis han absolut var nødt til, men han ville helst undgå det. Han havde endnu ikke haft brug for den. Han afskyede pistoler. Der var noget urent ved dem, nærmest noget dovent.

Endelig gik de hver til sit, satte sig ind i deres biler, og kørte af sted.

Han så, at andre dukkede op, og så satte han sig pludselig helt oprejst. Ham mærkede, at hans hjerte bankede. Det var hende. Det var den udvalgte.

Hun var lav, med uægte blondt hår der krøllede lige over skuldrene. Han så hende sætte sig ind i hendes bil. Han kørte ikke frem, før baglygterne var forsvundet rundt om hjørnet.

Han kørte rundt om den anden side af bygningen for ikke at gøre opmærksom på sig selv. Han fulgte efter hende, hjertet begyndt at banke hurtigere. Instinktivt følte han under sit sæde, og mærkede rebet. Det dæmpede hans nerver.

Det beroligede ham at vide at efter forfølgelsen fulgte ofringen.

Og følge, det ville den.

KAPITEL 4

Mackenzie sad på passagersædet, forskellige dokumenter lå bredt ud i hendes skød. Porter sad bag rattet, og fingrene bankede rytmen til en Rolling Stones sang. Han sørgede for, at radioen var indstillet på den samme klassiske rock station, som han altid lyttede til, når han kørte. Mackenzie kiggede op, irriteret over at koncentrationen blev brudt. Hun iagttog bilens forlygter skære ind på motorvejen med 130 km i timen, og vendte sig mod ham.

"Kan du ikke være sød og skrue ned?" vrissede hun.

Normalt generede det hende ikke noget imod det, men hun prøvede at glide ind i den rette sindstilstand for at forstå morderens måde at arbejde på.

Med et suk og en hovedrysten skruede Porter ned for radioen. Han skævede afvisende til hende.

"Hvad håber du i dette hele taget at finde?" spurgte han.

"Jeg ikke forsøger at finde noget," sagde Mackenzie. "Jeg forsøger at sætte brikkerne sammen for bedre at forstå morderens personlighedstype. Hvis vi kan tænke som ham, har vi en langt større chance for at fange ham."

"Eller," sagde Porter, "du kan bare vente, indtil vi kommer til Omaha, og taler med ofrets børn og søster, som Nelson gav os besked på."

Selv uden at se på ham mærkede Mackenzie, at han var ved at brænde inde med en smart bemærkning. Hun var nødt til at give ham lidt kredit, tænkte hun. Når det kun var de to på farten eller på et gerningssted, begrænsede Porter sine vittigheder og nedværdigende adfærd til et minimum.

Hun ignorerede Porter, og kiggede på rapporterne. Hun var ved at sammenligne rapporter fra sagen i 1987 med mordet på Hailey Lizbrook. Jo mere hun læste det igennem, jo mere var hun overbevist om, at de var begået af den samme mand. Men det blev ved med at frustrere hende, at der ikke var noget tydeligt motiv.

Hun kiggede frem og tilbage igennem dokumenterne, bladrede siderne igennem og ledte efter information. Hun begyndte at mumle for sig selv, stille spørgsmål og opremse fakta højt. Det var en vane der gik tilbage til high school, en særhed som hun aldrig helt var vokset fra.

"Ingen tegn på seksuelt misbrug i nogle af sagerne," sagde hun sagte. "Ingen indlysende forbindelser mellem ofrene ud over deres erhverv. Mulighed for religiøs motivation. Hvorfor ikke gå efter en rigtig korsfæstelse i stedet for bare en simpel pæl, hvis det er et religiøst tema? Tallene er til stede i begge tilfælde, men de viser ikke nogen klar betydning for drabene."

"Nu må du ikke opfatte det forkert," sagde Porter, "men jeg vil virkelig hellere lytte til Stones."

Mackenzie holdt op med at tale med sig selv, og bemærkede, at lyset for nye meddelelser blinkede på hendes telefon. Efter hun og Porter var kørt, sendehun en e-mail til Nancy, og bad hende om at foretage et par hurtige søgninger på ordene pæl, stripper, prostitueret, servitrice, majs, piskeslag og tallene N511/J202 i mordsager over de sidste tredive år. Da Mackenzie tjekkede sin telefon, så hun, at Nancy som sædvanlig handlede hurtigt.

I den mail som Nancy sendte retur, stod der: Ikke meget, er jeg bange for. Jeg har vedhæftet en opsummering af de få tilfælde, som jeg fandt. Held og lykke!

Der var kun fem vedhæftede filer, og Mackenzie var i stand til at se dem igennem temmelig hurtigt. Tre af dem var helt tydeligt uinteressante i forbindelse med Lizbrook mordet og med sagen fra 1987. Men de sidste to var interessante nok til i det mindste blive taget i betragtning.

En af dem var en sag fra 1999, hvor en kvinde var fundet død bag en forladt stald i et landdistrikt omkring 150 kilometer uden for Omaha. Hun var bundet til en træpæl, og man mente, at liget havde hængt der i mindst seks dage, før det blev opdaget. Hendes krop var blevet stiv, og et par af skovens dyr, formentligt nogle losser, var begyndt at spise af hendes ben. Kvindens straffeattest var lang, herunder to anholdelser for at sælge sex. Igen var der ingen klare tegn på seksuelt misbrug, og selv om der var piskeslag på ryggen, så var de slet ikke lige så omfattende, som dem Hailey Lizbrooks ryg blev udsat for. Opsummeringen af mordet nævnte dog ikke noget om, at der var fundet tal på pælen.

Den anden måske-relaterede sag handlede om en 19 år gammel pige, der blev meldt kidnappet, da hun i 2009 ikke vendte hjem på juleferie fra sit første år på Nebraska Universitet. Tre måneder senere blev hendes lig fundet på en bar mark, delvist begravet, og der var piskeslag på ryggen. Billeder, der senere blev lækket til pressen, viste den unge pige nøgen, og midt i en slags skummel sexfest i et broderskabshus. Billederne var taget, en uge før hun blev meldt savnet.

Den sidste sag var lige at stramme den, men Mackenzie troede på, at begge potentielt kunne være knyttet til mordet i 1987 og Hailey Lizbrook

"Hvad fik du der?" spurgte Porter.

"Nancy sendte mig en opsummering på nogle andre sager, der måske kan sammenkædes."

"Noget brugbart?"

Hun tøvede, men fortalte ham så om de to potentielle sammenfald. Da hun var færdig, nikkede Porter med hovedet, mens han stirrede ud i mørket. De passerede et skilt, der oplyste dem om, at der var 35 kilometer til Omaha.

"Jeg tror, at du nogle gange prøver for hårdt," sagde Porter. "Du slider din røv i laser, og en masse mennesker har lagt mærke til det. Men for at være ærlig. Uanset hvor hårdt du forsøger, så er det ikke alle sager, der kan kobles sammen, og udvikle sig til en kæmpe sag for dig. "

"Så gør mig lige en tjeneste, og fortæl mig." sagde Mackenzie. "Hvad siger din mavefornemmelse dig om sagen lige i dette øjeblik? Hvad har vi at gøre med her?"

"Det er bare en almindelig pervers med mor-problemer," sagde Porter afvisende. "Hvis vi taler med nok mennesker, finder vi ham. Analyse er spild af tid. Du kan ikke finde mennesker ved at trænge ind i deres hoved. Du finder dem ved at stille spørgsmål. Fodarbejde. Dør til dør. Vidne efter vidne."

Da de faldt hen i stilhed, begyndte Mackenzie at bekymre sig over, hvor forenklet hans opfattelse af verden var, hvor sort og hvid det hele blev opfattet. Der var ikke plads til nuancer, til noget der faldt uden for hans forudbestemte overbevisninger. Hun mente, at den psykopat der var ansvarlig for det her, var alt for avanceret.

"Hvad er din mening om vores morder?" spurgte han endelig.

Hun hørte bitterheden i hans stemme, som om han virkelig ikke ønskede at spørge hende, men stilheden vandt over ham.

"Jeg tror, at han hader kvinder, for hvad de repræsenterer," sagde hun sagte, mens hun tænkte det igennem, samtidig med at hun talte. "Måske er han en 50 år gammel jomfru, der mener, at sex er ækelt, men samtidig har han også behov for sex. At dræbe kvinder får ham til at føle, at han vinder over sine instinkter, instinkter han opfatter som ulækre og umenneskelige. Hvis han kan fjerne kilden til de seksuelle drifter, føler han, at han har kontrol. Flængerne på ryggen angiver, at han næsten straffer dem, sandsynligvis for deres provokerende karakter. Så er der det, at der ikke er tegn på seksuelt misbrug. Det får mig til at spekulere på, om det er en slags forsøg på renselse i morderen øjne."

Porter rystede på hovedet næsten ligesom en skuffet forælder.

"Det er det, jeg taler om," sagde han. "Spild af tid. Du får viklet dig så langt ind i sagen, at du ikke længere ved, hvad du selv du tror, og intet af det hjælper os. Du kan ikke se skoven for bare træer."

Den akavede stilhed faldt over dem igen. Tilsyneladende var de færdige med at tale sammen, Porter tændte for radioen.

Det varede dog kun et par minutter. Da de nærmede sig Omaha, skruede Porter igen ned for radioen, denne gang uden at blive bedt om det. Porter talte, og han lød nervøs, men Mackenzie hørte også den anstrengelse, han gjorde for at lyde, som om det var ham der bestemte.

"Har du nogensinde afhørt børn, efter at de har mistet en forælder?" spurgte Porter.

"Én gang," sagde hun. "Efter et drive-by-skyderi. En elleveårig dreng."

"Jeg har også haft et par stykker- Der er ikke sjovt."

"Nej, det er ikke," var Mackenzie enig i.

"Godt, hør så her, vi skal stille to drenge spørgsmål om deres afdøde mor. Det der med hvor hun arbejdede er vi nødt til at komme ind på. Vi må håndtere det med fløjlshandsker.

Hun kogte. Han gjorde igen den der ting, hvor han talte ned til hende, som om hun var barn.

"Lad mig føre ordet. Du kan være den trøstende skulder, hvis de begynder at græde. Nelson siger, at søsteren også er der, men jeg kan ikke forestille mig, at hun er til meget trøst. Hun er sikkert lige så ødelagt som børnene."

Mackenzie mente faktisk ikke, at det var den bedste idé. Men hun vidste også, at når Porter og Nelson var involveret, skulle hun vælge sine kampe med omhu. Så hvis Porter ønskede at tage ansvaret for at udspørge to sørgende børn om deres afdøde mor, så ville hun lade ham fortsætte hans underlige egotrip.

"Som du vil," sagde hun gennem sammenbidte tænder.

Det blev igen stille i bilen. Denne gang lod Porter radioen være skruet ned, de eneste lyde kom fra Mackenzies bladren i sagsakterne som hun sad med. Der var en større historie i de sider og dokumenter, som Nancy sendte. Mackenzie var sikker på det.

Hvis historien skulle fortælles, så var det nødvendigt, at alle karakterer blev afsløret. Og som situationen så ud lige nu, så gemte hovedkarakteren sig stadig i skyggerne.

Bilen satte farten ned, og Mackenzie kiggede op, netop som de drejede ned langs en rolig bebyggelse. Hun følte en velkendt rumlen i maven, og ønskede, at hun var alle andre steder end her.

De kom for at tale med en død kvindes børn.