Бесплатно

Før han dræber

Текст
iOSAndroidWindows Phone
Куда отправить ссылку на приложение?
Не закрывайте это окно, пока не введёте код в мобильном устройстве
ПовторитьСсылка отправлена
Отметить прочитанной
Шрифт:Меньше АаБольше Аа

KAPITEL 5

Mackenzie blev overrasket, da hun trådte ind i Hailey Lizbrooks lejlighed. Den svarede ikke til, hvad hun forventede. Der var ordentligt og ryddeligt, møbler stod pænt placeret og var støvet af. Indretningen passede til en kvinde, der gik meget op i det huslige, selv når det drejede sig om småting som kaffekrus med søde ordsprog, og grydelapper som hang på udsmykkede kroge på komfuret. Det var tydeligt, at hun holdt en fast kurs over for sine sønner, helt ned til detaljer som frisurer og pyjamas.

Det lignede meget den familie og det hjem, som hun selv drømte om. Mackenzie huskede fra dokumenterne, at drengene var 9 og 15. Den ældste hed Kevin, og den yngste hed Dalton. Da hun mødte dem, sås det tydeligt, at Dalton græd meget, hans blå øjne var omkranset af store, oppustede røde plamager.

Kevin virkede på den anden side mere vred end noget andet. Da de var kommet ind, og Porter tog føringen, viste det sig helt tydeligt, da Porter prøvede at tale til dem i en tone, der var en blanding af nedladende, og en børnehavelærer der prøver for hårdt. Mackenzie krympede sig, da Porter talte.

"Nu vil jeg gerne vide, om jeres mor havde nogen mandlige venner," sagde Porter.

Han stod midt i rummet, mens drengene sad i sofaen i stuen. Haileys søster Jennifer stod i det tilstødende køkken, og røg en cigaret ved komfuret med emhætten kørerende.

"Du mener ligesom en kæreste?" spurgte Dalton.

"Ja, det kan være en mandlig ven," sagde Porter. "Men jeg mener det ikke kun på den måde. Alle mænd som hun måske talte med mere end én gang. Selv en mand som postbuddet, eller en eller anden hos købmanden."

Begge drengene så på Porter, som om de forventede. at han ville udføre et magisk trick eller måske endda spontant gå op i flammer. Mackenzie gjorde det samme. Hun havde aldrig hørt ham bruge sådan en blød tone. Det var næsten sjovt at høre sådan en beroligende tone komme ud af munden på ham.

. "Nej, det tror jeg ikke," sagde Dalton.

"Nej," Kevin var enig. "Og hun har heller ikke en kæreste. Ikke en jeg kender til."

Mackenzie og Porter kiggede på Jennifer ved komfuret efter et svar. Den eneste reaktion de fik var et skuldertræk. Mackenzie var temmelig sikker på, Jennifer var i en form for chok. Det fik hende til at tænke på, om der var et andet familiemedlem, der ville tage sig af drengene et stykke tid, da Jennifer i øjeblikket bestemt ikke så ud til at egne sig som værge.

"Nå, hvad så med mennesker som du og din mor ikke kom så godt ud af det med?" spurgte Porter. "Har du nogensinde hørt hende skændtes med nogen?"

Dalton rystede kun på hovedet. Mackenzie kunne se, at barnet igen var tæt på at græde. Kevin rullede med øjnene, mens han kiggede direkte på Porter.

"Nej," sagde han. "Vi er ikke dumme. Vi ved, hvad du prøver at spørge os om. Du ønsker at vide, om vi kan komme i tanke på nogen, der kan have dræbt mor. Er det ikke rigtigt?"

Porter så ud, som om han var blevet slået i maven. Han kiggede nervøst over til Mackenzie, men klarede at samle sig rimeligt hurtigt.

"Nå ja," sagde han. "Det er det, jeg mener. Men det lader ikke til, at I har nogle oplysninger."

"Tror du?" sagde Kevin.

Der opstod et anspændt øjeblik, hvor Mackenzie var sikker på, at Porter ville blive grov overfor drengen. Kevin kiggede på Porter med et smerteligt udtryk, næsten som om han udfordrede Porter til at blive vred.

"Godt," sagde Porter, "Jeg tror, at vi har forstyrret jer drenge længe nok. Tak for jeres tid."

"Vent lige lidt," sagde Mackenzie, indvendingen kom ud af munden, før hun nåede at tænke sig om.

Porter gav hende et blik, der kunne have smeltet en sten. Det var tydeligt, at han følte, de spildte deres tid ved at tale med de to sønderknuste sønner, især en 15-årig der helt klart havde problemer med autoriteter. Mackenzie affærdigede hans udtryk, og knælede ned i øjenhøjde foran Dalton.

"Hør her, tror du, at du kan gå ud i køkkenet til din moster et øjeblik?"

"Ja," sagde Dalton, stemmen var hæs og blød.

"Detektiv Porter, hvorfor går du ikke med ham?"

Igen var Porters blik på hende fyldt med had. Mackenzie stirrede direkte tilbage på ham, ubøjelig. Hun fandt sit stenansigt frem, og var besluttet på at stå fast denne ene gang. Hvis han ønskede at diskutere, ville hun tage det udenfor. Men det var tydeligt, at selv i en situation med to børn og en næsten katatonisk kvinde så ønskede han ikke at blive ydmyget.

"Selvfølgelig," sagde han endelig, mens han skar tænder.

Mackenzie ventede et øjeblik, til Porter og Dalton kom ud i køkkenet.

Så rejste hun sig igen op. Mackenzie vidste, at taktikken med at komme ned i øjenhøjde med et barn holdt op med at virke, når de var omkring 12 år.

Hun kiggede på Kevin. og så, at den trods som han viste Porter, stadig var der. Mackenzie havde intet imod teenagere, men hun vidste, at de ofte var vanskelige at arbejde med, især midt i tragiske begivenheder. Men hun så, hvordan Kevin reagerede på Porter, og fik en ide om, hvordan hun kom igennem til ham.

" Helt ærligt, Kevin," sagde hun. "Føler du, at vi dukker op alt for tidligt? Synes du, at vi er hensynsløse, når vi stiller spørgsmål, så hurtigt efter at du har fået besked om din mor?"

"På en måde," sagde han.

" Har du bare ikke lyst til at tale lige nu?"

"Nej, jeg har det fint med at tale," sagde Kevin. "Men den fyr er et røvhul."

Mackenzie vidste, det var hendes chance. Hun kunne vælge en professionel, formel tilgang, som hun normalt ville, eller hun kunne benytte chancen til at etablere kontant med en vred teenager dreng. Hun vidste, at teenagere først og fremmest værdsatte ærlighed. De så gennem alt, når de var drevet af følelser.

"Du har ret," sagde hun. "Han er et røvhul."

Kevin stirrede tilbage på hende med store øjne. Hun chokerede ham. Det var klart, at han ikke forventede det svar

"Men det ændrer ikke på, at jeg nødt til at arbejde sammen med ham," tilføjede hun, med en stemme der indeholdt sympati og forståelse. "Det ændrer heller ikke på, at vi er her for at hjælpe jer. Vi ønsker at finde frem til den, der gjorde det her mod din mor. Vil du Ikke også det?"

Han var tavs i lang tid. Så nikkede han endelig tilbage,

"Tror du, at du kan tale med mig i stedet for?" spurgte Mackenzie. "Bare et par hurtige spørgsmål, og så skal vi nok forsvinde."

"Og hvem kommer så?" spurgte Kevin, på vagt.

"Helt ærligt?"

Kevin nikkede og hun så, at han var tæt på at græde. Hun spekulerede over, om han hele tiden holdt det tilbage, og forsøgt at være stærk for sin lillebror og sin moster.

"Altså, når vi kører herfra, så ringer vi til stationen med de oplysninger, som vi har fået. Derefter vil I få besøg af de sociale myndigheder, der skal sikre, at jeres moster Jennifer er egnet til at passe jer, mens de sidste ting kommer på plads omkring jeres mor."

"Hun er cool det meste af tiden," sagde Kevin, og kiggede over på Jennifer. "Men hun og mor var virkelig tætte. Som bedste venner."

"Søstre kan være sådan," sagde Mackenzie, uden at vide om det var sandt eller ej. "Men lige nu har jeg brug for, at du fokuserer på mine spørgsmål. Kan du klare det?"

"Jaah."

“Godt. Altså jeg hader at spørge dig om det her, men det er desværre nødvendigt. Ved du, hvad din mor arbejde med?"

Kevin nikkede, og kiggede ned i gulvet.

"Ja," sagde han. "Jeg ved ikke hvordan, men børnene på skolen vidste det også. En eller andens liderlige far har sikkert besøgt klubben, set hende, og genkendt hende fra skolearbejdet eller sådan noget. Det stinker. Jeg blev mobbet med det hele tiden."

Mackenzie havde svært ved at forestille sig den slags pine, men det fik hende til at respektere Hailey Lizbrook så meget mere. Det var helt klart, at hun strippede for penge om natten, men i løbet af dagen var hun tilsyneladende en mor, som var meget involveret i sine børn.

"Okay," sagde Mackenzie. "Når du kender til hendes job, så kan du også godt forestille dig, hvilken slags mænd der besøger sådan nogle steder, er det ikke rigtigt?"

Kevin nikkede, og Mackenzie så den første tåre glide ned hans venstre kind. Hun var lige ved at række ud og tage hans hånd for at trøste ham, men hun ønskede ikke at irritere ham.

"Jeg brug for, at du tænker over, om din mor nogensinde kom hjem, og var rigtig ked af det eller gal over noget. Jeg vil også gerne have, at du tænker over, om der er nogen mænd, der måske har... æh, mænd, der måske er kommet hjem sammen med hende. "

”Ingen kom nogensinde kom hjem sammen med hende," sagde han. "Og jeg har næsten aldrig set mor vred eller ked af noget. Den eneste gang jeg nogensinde har set hende gal, var da hun sidste år fik problemer med advokaterne."

"Advokater?" spurgte Mackenzie. "Ved du, hvorfor hun talte med advokater?"

"På en måde. Jeg ved, at der skete et eller andet på arbejdet en nat, og det fik hende til at kontakte nogle advokater. Jeg hørte lidt, da hun talte i telefonen. Jeg er temmelig sikker på, at hun talte med dem om et tilhold."

"Og du tror, at det har noget at gøre med det sted, hvor hun arbejdede?"

"Jeg ved det ikke med sikkerhed," sagde Kevin. Det virkede, som om han kvikkede lidt op, da han fandt ud af, at han vidste noget, der var en hjælp. "Men det tror jeg."

"Det er en kæmpe hjælp Kevin," sagde Mackenzie. "Er der andet, som du kan komme i tanke om?"

Han rystede langsomt på hovedet, og kiggede så undersøgende ind i Mackenzies øjne. Han forsøgte at blive ved med at være stærk, men der var så meget sorg i drengens øjne, at Mackenzie ikke forstod, hvorfor han endnu ikke var brudt sammen.

 

"Mor skammede sig over det, du ved?" sagde Kevin. "Hun arbejdede lidt hjemmefra i dagtimerne. Hun var en slags teknisk skribent, lavede hjemmesider og den slags. Men jeg tror ikke, at hun tjente mange penge. Hun gjorde den anden ting for at tjene flere penge, fordi vores far... Nå, ja han skred for længe tid. Han sender aldrig penge mere. Så mor... hun var nødt til at tage det andet job. Hun gjorde det for mig og Dalton og... "

"Det ved jeg," sagde Mackenzie, og denne gang rakte hun ud efter ham. Hun lagde sin hånd på hans skulder, og han virkede taknemmelig. Hun mærkede også, at han virkelig ønskede at græde, men sikkert ikke ville tillade sig at gøre det foran fremmede.

"Detektiv Porter," sagde Mackenzie, han dukkede op fra køkkenet, og stirrede på hende. "Har du flere spørgsmål?" Hun rystede subtilt på hovedet, da hun spurgte om det, i håb om at han ville fange det.

“Nej, jeg tror vi er færdige her,” sagde Porter.

"Okay drenge," sagde Mackenzie. "vi takker, fordi I ville tale med os."

"Ja, tak," sagde Porter, og sluttede sig til Mackenzie i stuen. "Jennifer, du har mit nummer, hvis du kan komme i tanke om noget, der kan hjælpe os, så ring endelig. Selv den mindste detalje kan vise sig at være værdifuld."

Jennifer nikkede, og kvækkede et hæst, "Tak."

Mackenzie og Porter forlod dem, gik ned af en række trætrin og ind på den tilhørende parkeringsplads. Da de var i sikker afstand fra lejligheden, formindskede Mackenzie afstanden mellem dem. Hun fornemmede en enorm vrede strømme fra ham som varme, men hun ignorerede det.

"Jeg fik et spor," sagde hun. "Kevin siger, at moderen sidste år forsøgte at få et tilhold mod nogen på arbejdet. Han sagde, at det var den eneste gang, han nogensinde så hende synligt gal eller ophidset over noget."

"Godt," sagde Porter. "Om ikke andet kom der noget godt kom ud af, at du modarbejdede mig."

"Jeg modarbejdede dig ikke," sagde Mackenzie. "Jeg så bare en chance falde til jorden mellem dig og den ældste søn, så jeg trådte til for at samle den op."

"Sludder," sagde Porter. "Du fik mig til at se ringere og svagere ud foran børnene og deres moster."

"Det er ikke rigtigt," sagde Mackenzie. "Og selv hvis det var sandt, betyder det så noget? Du talte til børnene, som om de var idioter, der dårligt forstod engelske."

"Dine handlinger var et tydeligt tegn på manglende respekt," sagde Porter. "Lad mig minde dig om, at jeg har været i dette job længere, end du har eksisteret. Hvis jeg får brug for, at du træder til, og hjælper mig, så skal jeg sgu nok fortælle dig det."

"Du afsluttede det, Porter," svarede hun. "Det var overstået, kan du ikke huske det? Der var ikke noget tilbage, som jeg kunne underminere. Du var ude af døren. Det var din beslutning. Og det var den forkerte beslutning."

De nåede bilen, og idet Porter låste den op, kiggede han hen over taget på Mackenzie med et flammende blik.

"Når vi kommer tilbage til stationen, har jeg tænkt mig gå ind til Nelson og anmode om at blive overflyttet. Jeg er færdig med din manglende respekt.”

"Mangel på respekt," sagde Mackenzie, mens hun rystede på hovedet. "Du ved ikke engang, ved hvad ordet betyder. Hvorfor starter du ikke med at se nærmere på, hvordan du behandler mig."

Porter udstødte et rystet suk, og satte sig ind i bilen uden at sige noget. Fast besluttet på ikke at lade Porters anspændte humør gå hende på, satte Mackenzie sig også ind. Hun kiggede tilbage mod lejligheden, og spekulerede på, om Kevin nu tillod sig selv at græde. I den store virkelighed var den uenighed, der eksisterede mellem hende og Porter, ærlig talt ikke vigtig.

"Ringer du det ind?" spurgte Porter, helt klart møg irriteret over, at han var blevet overgået.

"Ja," sagde hun, og tog sin telefon op. Da hun fandt Nelsons nummer frem, var det svært at nægte, at en snigende følelse af tilfredshed opstod i hende. Et tilhold udstedt for et år siden, og nu var Hailey Lizbrook død.

Vi har ham, den djævel, tænkte hun.

Men var det svært ikke at spekulere over, om det virkelig var så let at opklare sagen.

KAPITEL 6

Mackenzie kom først hjem klokken kvart i elleve om aftenen, totalt udkørt. Dagen havde været lang og udmattende, men hun var klar over, at hun ikke var i stand til at sove lige med det samme. Hendes hjerne var alt for fokuseret på det spor, som Kevin Lizbrook gav hende. Da hun ringede til Nelson med oplysningen, lovede han hende, at få nogen til at kontakte til stripklubben, og finde frem til det advokatfirma, der hjalp Hailey Lizbrook med at få et tilhold.

Tankerne kørte rundt i hundredvis af forskellige retninger, Mackenzie satte noget musik på, greb en øl fra køleskabet, og tog sig et bad. Normalt var hun ikke specielt glad for karbade, men i aften var alle muskler i kroppen anspændte. Mens karret blev fyldt med vand, gik hun gennem huset, og ryddede op. Zack havde åbenbart igen ventet med at gå på arbejde indtil sidste øjeblik.

Zack og hende var flyttet sammen for lidt over et år siden, og de forsøgte at tage alle tænkelige skridt i deres forhold, som længst muligt kunne forhindrede et ægteskab. Mackenzie følte, at hun var klar til at blive gift, men Zack virkede rædselsslagen ved tanken. De havde nu været sammen i tre år, og mens de to første af årene var fantastiske, byggede den sidste del af deres forhold på monotoni, og Zacks frygt for at blive alene, og for at blive gift. Hvis han kunne blive et sted midt i mellem, med Mackenzie som sin stødpude, så var han glad.

Men da hun fjernede to brugte tallerkener fra sofabordet, og trådte hen over en Xbox disc på gulvet, spekulerede Mackenzie på, om hun måske var færdig med at agere stødpude. Faktisk var hun ikke engang sikker på, at hun vil gifte sig med Zack, hvis han spurgte hende i morgen. Hun kendte ham alt for godt. Hun så et klart billede af, hvordan det blev, hvis hun giftede sig med ham, og helt ærligt, det så ikke alt for lovende ud.

Hun sad fast i et stagneret forhold, med en partner der ikke værdsatte hende. Hun indså, at hun på samme måde sad fast i et arbejde, med kollegaer der heller ikke værdsatte hende. Hele hendes liv føltes fastlåst. Hun vidste, at det var nødvendigt at ændre på noget, men det virkede for skræmmende for hende. Og i betragtning af hvor udmattet hun følte sig, så havde hun simpelthen ikke energi til det.

Mackenzie trak sig tilbage til badeværelset, og lukkede for vandet. Bølger af damp rullede fra toppen af vandet, som om de inviterede hende. Hun klædte sig af, betragtede sig selv i spejlet, og blev endnu mere klar over, at hun spildte otte år af sit liv med en mand, der ikke inderligt ønskede at forpligte sig til at tilbringe livet sammen med hende. Hun mente, at hun var attraktiv på en enkel måde. Hendes ansigt var pænt, (måske lidt mere når håret var sat op i en hestehale) og kroppen var stærk, men måske lidt tynd og muskuløs. Maven var flad og hård, så meget at Zack ind i mellem spøgte med, at hendes mavemuskler var en smule skræmmende.

Hun gled ned i badekarret, øllen stod ved siden af hende på et lille bord til håndklæder. Hun tog en dyb udånding, og lod det varme vand gøre sit arbejde. Hun lukkede øjnene, og slappede af så godt som hun formåede, men billedet af Kevin Lizbrooks øjne vendte hele tiden tilbage. Den store sorg i dem var næsten ubærligt, og den mindede om en smerte, som Mackenzie engang selv kendte, men som hun nu gemte væk langt inde i sit hjerte.

Hun lukkede øjnene, og døsede, billedet blev ved med at hjemsøge hende. Hun følte en håndgribelig tilstedeværelse, som om Hailey Lizbrook lige nu var i rummet sammen med hende, og insisterede på, at hun opklarede mordet på hende.

En time senere kom Zack hjem direkte fra et tolvtimers skift på en lokal tekstilfabrik. Hver gang Mackenzie lugtede snavs, sved, og fedt på ham, mindede det hende om, hvor små ambitioner der efterhånden var tilbage i Zack. Mackenzie så ingen problemer med arbejdet i sig selv. Det var et respektabelt job, skabt til mænd, der var skabt til hårdt arbejde og engagement. Men Zack havde en bachelorgrad, han planlagde at bruge til at få en plads i et masterprogram for til at blive lærer. Planen var endt for fem år siden, lige siden havde han siddet fast i rollen som skifteholdsleder på tekstilfabrikken.

Mackenzie var på sin anden øl, da han kom ind, hun sad i sengen, og læste en bog. Hun planlagde at forsøge at falde i søvn omkring klokken tre, og få fem timers god søvn inden hun tog afsted på arbejdet klokken ni næste morgen. Hun havde aldrig haft brug for meget søvn, og fandt ud af, at de nætter hvor hun sov mere end seks timer, var hun sløv og ved siden af sig selv den næste dag.

Zack kom ind i værelset i hans snavsede arbejdstøj. Han sparkede skoene af ved siden af sengen, idet han kiggede på hende. Hun var iført en tank top og et par cykelshorts.

"Hej, baby," sagde han, og betragtede hende. "Sikke noget dejligt noget at komme hjem til." "Hvordan var din dag?" spurgte hun, og så knap nok op fra sin bog.

"Den var okay," sagde han. "Men så kom jeg hjem fandt dig se sådan ud, og den blev straks meget bedre." Med de ord kravlede han op på sengen og direkte hen mod hende. Hans hånd rakte ud efter hendes ansigt, idet han drejede sig for at få et kys.

Hun slap bogen, og trak sig væk på samme tid. "Zack, er du blevet tosset?" spurgte hun.

"Hvad?" sagde han, helt forvirret.

"Du er enormt beskidt. Og ikke nok med at jeg taget et bad, men du smører snavs og fedt og Gud ved hvad ellers på sengetøjet."

"Ah for pokker," sagde Zack irriteret. Han rullede målrettet hen over så meget af sengetøjet, som muligt, og steg ud af sengen. "Hvorfor er du så pernitten?"

"Jeg er ikke pernitten," sagde hun. "Jeg foretrækker bare ikke at leve i en grisesti. Forresten, tak fordi du ryddede op efter dig selv, inden du gik på arbejde."

"Åh, det er dejligt at være hjemme," vrængede Zack, gik ud på badeværelset, og lukkede døren bag sig.

Mackenzie sukkede, og sank resten af sin øl. Hun kiggede derefter ud over værelset, hvor Zacks beskidte arbejdsstøvler stadig lå på gulvet, og hvor de ville ligge, indtil han tog dem på næste dag. Hun vidste også, at når hun stod op næste morgen, og gik ud på badeværelset for at gøre sig klar, så lå hans snavsede tøj i en bunke på gulvet

Til helvede med det, tænkte hun, og vendte tilbage til sin bog. Hun læste kun et par sider, mens hun lyttede til vandet fra Zacks brusebad. Så lagde hun bogen til side, og gik tilbage ind i stuen. Hun tog sin taske, bar den med ind i soveværelset, og fandt de nyeste sagsakter frem om Lizbrook mordet, som hun hentede på stationen, inden hun tog hjem. Uanset hvor meget hun ønskede at hvile sig, selv bare nogle få timer, så kunne hun ikke.

Hun kiggede dokumenterne igennem, gravede efter detaljer som de måske overså. Da hun var sikker på, at alt var blevet undersøgt, så hun igen Kevins tårefyldte øjne, og det fik hende at prøve en gang til.

Mackenzie var så optaget af dokumenterne, at hun ikke lagde mærke til, at Zack kom ind i værelset. Han lugtede meget bedre nu, og med kun et håndklæde omkring taljen, så han også meget bedre ud.

"Jeg er ked af det med sengetøjet," sagde Zack næsten fraværende, idet han smed håndklædet, og tog et par af boksershorts på. "Jeg er … Jeg ved det ikke... Jeg kan bare ikke huske, hvornår du sidste gang rent faktisk lagde mærke til mig."

"Du mener sex?" spurgte hun. Overrasket fandt hun ud af, at hun faktisk havde lyst til sex. Det var måske lige hvad hun manglede, for at slappe af og falde i søvn.

"Ikke kun sex," sagde Zack. "Jeg mener enhver form for opmærksomhed. Jeg kommer hjem, og enten sover du allerede, eller også læser du i sagsmapper."

"Nå, men det er efter, at jeg har samlet alle dagens efterladenskaber op efter dig," sagde hun. "Du lever som en dreng, der venter på, at mor kommer, og gør rent efter ham. Så ja, nogle gange arbejder jeg, for at glemme hvor frustrerende du kan opføre dig."

"Så er vi tilbage igen?" spurgte han.

"Tilbage til hvad?"

"Tilbage til at du bruger dit arbejde som en måde at ignorere mig på."

"Jeg bruger det ikke til at ignorere dig på, Zack. Lige nu er jeg bare mere optaget af at finde ud af, hvem der brutalt dræbte en mor til to drenge, end at sikre du får den opmærksomhed, du mener, du har brug for."

"Lige præcis det der," sagde Zack, "er årsagen til, at jeg ikke har travlt med at blive gift. Du er allerede gift med dit arbejde."

 

Der var sådan cirka tusind kommentarer, hun kunne have slynget tilbage i hovedet på ham, men Mackenzie vidste, at det ikke gav mening. Hun vidste, at han på en måde havde ret. De fleste nætter fandt hun de sager, som hun tog med hjem, mere interessante end Zack. Hun elskede ham stadig, ingen tvivl om det, men der var ikke nyt ved ham, ingen udfordringer.

"Godnat," sagde han bittert, idet han kravlede i seng.

Hun kiggede på hans nøgne ryg, og spekulerede på, om det på en eller anden måde var hendes ansvar at give ham opmærksomhed. Ville det gøre hende til en god kæreste? Ville det gøre hende til en bedre investering for en mand, der var så bange for ægteskabet?

Tanken om sex var nu en glemt impuls, og Mackenzie trak simpelthen på skuldrene, og fordybede sig igen i rapporterne. Hvis hendes personlige liv var nødt til at træde i baggrunden, så måtte det være sådan. Dette liv, livet inde i sagen, føltes alligevel mere virkeligt for hende.

*

Mackenzie gik ind i forældrenes soveværelse, og inden hun nåede over dørtærsklen, lugtede hun noget, der fik hendes syvårige mave til at krampe sammen. Det var en fremmed slags lugt, der mindede hende om indersiden af sparegrisen, en lugt ligesom kobberpenge.

Hun trådte ind i værelset, og så benenden af sengen, en seng hvor hendes mor ikke havde sovet i et år eller der omkring, en seng der så alt for stor ud til hendes far.

Hun fik øje på ham. Som han lå der, med benene dinglende ud over siden af sengen, og armene der var spredt ud, som om han prøvede at flyve. Der var blod overalt. På sengen, på væggen, selv i loftet. Hans hoved var drejet til højre, han kiggede væk fra hende.

Hun vidste med det samme, at han var død.

Hun gik hen imod ham, hendes nøgne fødder plaskede ned i en pøl af blod, hun ønskede ikke at komme tættere på, men var nødt til det.

"Far," hviskede hun allerede grådfyldt.

Hun rakte forskrækket ud, men blev magnetisk tiltrukket.

Pludselig vendte han sig, og stirrede på hende, stadig død.

Mackenzie skreg.

Mackenzie åbnede øjnene, og kiggede rundt i værelset med et forvirret blik. Rapporterne lå spredt ud i over hendes ben. Zack sov ved siden af hende, stadig med ryggen vendt mod hende. Hun tog en dyb indånding, tørrede sveden af sin pande. Det var bare en drøm.

Og så hørte hun det knage.

Mackenzie stivnede. Hun kiggede hen mod soveværelsesdøren, og kom langsomt ud af sengen. Hun havde hørt det løse gulvbræt i stuen knirke, en lyd som hun altid kun hørte, når nogen gik rundt i stuen. Okay, hun sov, og vågnede midt i et mareridt, men hun havde hørt det.

Det var da rigtigt, ikke?

Hun stod ud af sengen, og greb sin pistol fra toppen af kommoden, hvor den lå ved siden hendes skilt og en lille pung. Hun fik stille sneget sig omkring dørkarmen og ud i gangen. Lyset fra gadelygterne blev filtreret gennem stuens rullegardiner, og afslørede et tomt værelse.

Hun trådte ind i stuen, og holdt pistolen i en offensiv position. Instinktet sagde, at der ikke var nogen derinde, men hun følte sig stadig rystet. Hun vidste, at hun havde hørt det knirkende gulvbræt. Hun gik hen til det område af stuen lige foran sofabordet, og hørte det knirke.

Billedet af Hailey Lizbrook kom ud af ingenting og krydsede tankerne. Hun så flængerne på kvindens ryg og aftrykket på jorden. Hun gøs. kiggede stumt ned på pistolen i hænderne, og forsøgte at huske, hvornår en sag sidst påvirkede hende så voldsomt. Hvad pokker tænkte hun på? At morderen var her i hendes stue, i gang med at snige sig ind på hende?

Irriteret vandrede Mackenzie tilbage til soveværelset. Hun lagde roligt pistolen tilbage på kommoden, og gik over til sin egen side af sengen.

Hun følte sig stadig lidt opskræmt, og resterne af drømmen flaksende fortsat rundt i hovedet, da Mackenzie lagde ned. Hun lukkede øjnene, og prøvede at falde i søvn igen.

Men hun vidste, at det ville blive svært. Hun vidste, at hun var plaget både af de levende og af de døde.

Купите 3 книги одновременно и выберите четвёртую в подарок!

Чтобы воспользоваться акцией, добавьте нужные книги в корзину. Сделать это можно на странице каждой книги, либо в общем списке:

  1. Нажмите на многоточие
    рядом с книгой
  2. Выберите пункт
    «Добавить в корзину»