Det viste sig, at Nelson tog fejl af FBI. Mackenzie fik et opkald klokken 6.35 næste morgen, og blev bedt om at køre til lufthavnen for at hente en agent, der var fløjet dertil. Hun fik travlt, for flyet ankom klokken 8.05, Og hun var flov over, at hun ikke nåede at ordne sit hår inden det første møde.

Håret var dog den mindste af hendes bekymringer, da hun sad på en af de ukomfortable stole i lufthavnen, og ventede ved gaten. Hun hældte en kop kaffe ned, i håb om at få sin hjerne til at glemme at kroppen kun fik fem timers søvn natten før. Det var hendes tredje kop denne morgen, og hun vidste, hun fik rystesyge, hvis hun ikke stoppede. Men hun kunne ikke tillade sig at føle sig træt og sjusket.

Mens hun ventede på, at agenten kom ud af flyveren, gennemgik hun det hele i hovedet, og blev ved med at cirkle omkring den grusomme scene fra aftenen før. Hun ville ikke slippe fornemmelsen af, at hun overså noget. Forhåbentlig fik FBI-agenten dem på rette kurs.

Nelson e-mailede hende agentens dossier, som hun hurtigt læste, da hun spiste sin morgenmad, der bestod af en banan og en skål havregryn. Derfor opdagede Mackenzie agenten med det samme, da han trådte ned fra flytrappen, og gik ind i lufthavnen. Jared Ellington, enogtredive år gammel, Georgetown kandidat med en baggrund der omfattede en tørn i profilering i sager om terrorbekæmpelse. Hans sorte hår var redt tilbage, som det var på hans foto, og det afslørende jakkesæt han bar, fortalte at han var en person på en officiel opgave.

Mackenzie gik over til gaten for at møde ham. Det ærgrede hende, at hun blev ved med at spekulerede på sit dumme hår. På grund af det hastværk morgenen var begyndt med, følte hun sig udmattet og irritabel. Desuden spekulerede hun normalt ikke særligt meget over det første indtryk, og var ikke typen, der bekymrede sig voldsomt om sin udseende. Så hvorfor lige nu?

Måske var det, fordi han var fra FBI, et agentur som hun respekterede. Eller måske var det, fordi hun blev påvirket af hans udseende. Hun hadede sig selv for det, ikke kun på grund af Zack, men på grund af deres vigtige og grusomme arbejde

"Agent Ellington," hun sagde, rakte sin hånd frem, og tvang sin tone til at lyde så professionel som muligt. "Jeg er Mackenzie White, en af detektiverne på sagen."

"Dejligt at møde dig," sagde, Ellington. "Din chef fortæller mig, at du er den detektiv, der leder efterforskningen. Er det rigtigt?"

Hun gjorde sit bedste for at skjule sit chok, men nikkede.

"Det er korrekt," sagde hun. "Jeg ved, at du lige er stået ud af flyet, men vi er nødt til at skynde os at få dig hen på stationen."

"Selvfølgelig," sagde han. "Du fører an."

Hun førte ham gennem lufthavnen og tilbage ud til parkeringspladsen. De var tavse under gåturen, og Mackenzie tog sig tid til at kigge nærmere på ham. Han virkede afslappet, ikke stiv og rigid som de par mænd fra FBI hun tidligere var rendt ind i. Han virkede også meget alvorlig og intens. Han udstrålede en langt mere professionel udstråling, end nogen af de mænd hun arbejdede sammen med.

Da de kørte ud på hovedvejen, og kæmpede sig igennem lufthavnens morgentrafik, begyndte Ellington at rulle igennem en række e-mails og rapporter på sin telefon.

"Fortæl mig, detektiv White," sagde han, "hvilken slags person tror du, vi leder efter? Jeg har kigget igennem de rapporter, politichef Nelson har sendt mig, og jeg må indrømme, at du virker temmelig skarp."

"Tak," sagde hun. Derefter, hurtig til at ignorere komplimenten, tilføjede hun: "med hensyn til persontype tror jeg, at det skyldes misbrug. Når du tænker på, at ofrene ikke var seksuelt misbrugte, men alligevel lun iført deres undertøj, så fortæller det mig, at mordene er et ønske om hævn på en eller anden kvinde, der har krænket ham tidligere i livet. Så jeg tror, at det er en mand, der er flov over sex, eller i det mindste finder det ækelt."

"Jeg kan se, at du ikke har udelukket religiøs sammenhæng," sagde Ellington.

"Nej, ikke endnu. Selve måden han viser dem frem på har indlysende undertoner af korsfæstelse. Plus det faktum at de kvinder han dræber alle repræsenterer mandligt begær, det gør det svært at udelukke."

Han nikkede, og var stadig i gang med at rulle igennem sin telefon. Hun skævede i hans retning, samtidig med at hun fandt sin vej gennem trafikken, og blev slået af hvor smuk han var. Det var ikke indlysende til at begynde med, men der var noget meget almindeligt og alligevel karakterfuldt ved Ellington. Han ville aldrig blive en leder, men han var en vigtig tilføjelse til heltens hold.

"Jeg ved, at det kan virke uhøfligt," sagde han, "men jeg vil gerne kontrollere, at jeg er godt inde i sagen. Jeg regner med, at du ved det, at jeg blev sat på sagen for mindre end seks timer siden. Det er gået rigtig hurtigt."

"Nej, du er ikke spor uhøflig," sagde Mackenzie. Hun fandt det forfriskende at sidde i en bil med en mand og ikke føre en samtale fyldt med småskjulte fornærmelser og sexisme. "Har du noget imod, hvis jeg spørger, hvad dine første tanker om morderen er?"

"Mit store spørgsmål er, hvorfor han overhovedet fremviser ligene," sagde Ellington. "Det får mig til at tænke, at morderen ikke kun er ude på en personlig vendetta. Han vil have folk til at se, hvad han har gjort. Han ønsker at lave en forestilling ud af disse kvinder, og det fortæller mig, at han er stolt af, hvad han gør. Jeg vil gå så langt som til at gætte på, at han føler, han gør verden en tjeneste

Mackenzie følte en sitrende spænding, da de nærmede sig stationen. Ellington var en modpol til Porter, og det virkede, som han brugte den samme tilgang til profilering som hende. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst frit delte sine tanker med en kollega uden frygt for at blive latterliggjort eller talt ned til. Allerede nu følte hun, at Ellington var let at tale med, og værdsatte andres meninger. Og helt ærligt, det gjorde det ikke værre, at han så godt ud.

"Jeg tror, at du er på rette spor," sagde Ellington. "Mellem to af os tror jeg, at vi kan fange ham. Når jeg ser på oplysningerne om knob, det at han kører en varevogn eller lastbil, og tilsyneladende bruger det samme våben hver gang, så giver meget at gå efter. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dig på sagen, detektiv White."

"I lige måde," sagde hun og fangede et glimt af ham, idet han pligtskyldigt fortsatte med at læse e-mails igennem på sin telefon. Begejstringen fortsatte med at vokse. Hun følte sig motiveret på en måde, som hun ikke havde oplevet i meget lang tid i på sit arbejde. Hun følte sig inspireret, genopfrisket, og at tingene var ved at ændre i hendes liv.

Lidt over en time senere blev Mackenzie hurtigt bragt tilbage til virkeligheden, da hun iagttog Agent Jared Ellington stå i et mødelokale fyldt med lokale politifolk, der mærkbart følte, at de ikke havde brug for hans hjælp. Et par stykker omkring bordet tog noter, men der lå en spænding i luften, som viste sig i alles ansigter. Hun bemærkede, at Nelson sad tæt ved bordenden af konferencebordet, og så nervøs og ukomfortabel ud. Det var i sidste ende hans valg at kontakte FBI, og det var tydeligt, at han ikke var sikker på, om det var det rigtige valg.

I mellemtiden gjorde Ellington sit bedste for at kontrollere af lokalet, da han kort opsummerede det, som han og Mackenzie diskuterede på vej fra lufthavnen. De var på udkig efter en morder, der sandsynligvis følte en slags aversion mod sex, og som også var stolt af mordene. Han kom også med en opsamling af alle de spor, de skulle fortsætte med, og hvad de betød. Det var først, da han kom til det med at få træet fra pælen analyseret, at han fik en form for reaktion fra betjentene, der sad spredt omkring bordet.

"Med hensyn til prøverne på træet," sagde Nelson, "så bør vi have resultaterne inden for et par timer."

"Hvad kan vi bruge det til?" spurgte Porter.

Nelson kiggede over på Mackenzie, og nikkede for at give hende tilladelse til at besvare spørgsmålet.

"Altså, alt efter resultaterne kan vi undersøge lokale savmøller og firmaer, der sælger træ, for at finde ud af om nogen for nylig har købt præcis den type pæl."

"Det lyder som en vildand," sagde en ældre betjent bagerst i lokalet.

"Det gør det," sagde Ellington, og tog hurtigt kontrollen tilbage. "Men en vildand er bedre end ingenting. Og I må ikke misforstå mig, jeg er her ikke for at overtage sagen. Jeg er her kun som en dynamisk del af opklaringen, en spydspids der sikrer, at I har fuld adgang, til alle de ressourcer som Bureauet kan tilbyde. Det omfatter research, mandskab og alt andet der kan hjælpe med at fange morderen. Jeg er her kun midlertidigt, sikkert ikke mere end 36 eller 48 timer og så er jeg væk. Det er jeres show, gutter. Jeg er bare den lejede hjælp."

"Så hvor skal vi begynde?" spurgte en anden betjent.

"Efter briefingen vil jeg sammen med Nelson opdele jer efter behov," sagde Ellington. "Vi skal have et par af jer til at tage ud og tale med Hailey Lizbrooks kollegaer. Og som jeg forstår det, får vi om lidt obduktionsresultater og oplysninger om den afdøde der blev fundet i går aftes. Så snart vi har en positiv identifikation, så er nogle af jer nødt til at besøge hendes familie og venner for at indsamle oplysninger. Vi har også brug for nogen til at kontrollere de lokale savmøller, når vi får resultaterne af træprøven retur."

Igen bemærkede Mackenzie den stive kropsholdning hos de fleste betjente rundt om bordet. Hun fandt det svært at tro på, at de var for stolte (eller måske, tænkte hun, for dovne) til at tage imod direkte ordrer fra nogen, som de ikke kendte godt, uanset hvor i fødekæden han var placeret.

Var det så svært at bryde ud af lillebymentaliteten? Hun undrede sig ofte over det, midt i den nedværdigende måde som de fleste af mændene i lokalet havde behandlet hende på, lige siden hun startede på stationen.

"Det er alt, hvad jeg har lige nu," sagde Ellington. "Nogen spørgsmål?"

Selvfølgelig var der ingen spørgsmål. Nelson kom dog på benene, og sluttede sig til Ellington forrest i lokalet.

"Agent Ellington arbejder sammen med detektiv White, så hvis I har brug for ham, finder I ham på hendes kontor. Jeg ved, at det er lidt utraditionelt, men lad os tage det for hvad det er og få fuld valuta ud af Bureauets generøsitet."

Der var en accepterende mumlen og småsnakken, da betjentene rejste sig fra bordet, og gik i gang med opgaverne. Idet de forlod lokalet bemærket Mackenzie at et par af dem kiggede på hende med mere bebrejdelse og irritation end sædvanligt. Hun kiggede væk, da hun rejste sig, og sluttede sig til Nelson og Ellington forrest i lokalet.

"Er der noget, som jeg bør vide?" spurgte Mackenzie Nelson

"Hvad mener du?"

"Jeg får flere fordømmende blikke end normalt," sagde hun.

"Fordømmende blikke?" spurgte Ellington. "Hvorfor får du normalt fordømmende blikke?"

"Fordi jeg er en beslutsom yngre kvinde, der siger, hvad jeg mener," sagde Mackenzie. "Mænd her omkring bryder sig ikke om det. Der er flere, der mener, at jeg skal blive hjemme i køkkenet."

Nelson så ret forlegen ud, og også lidt irriteret. Hun regnede med, at han ville sige et eller andet for at forsvare sig selv og hans betjente, men han fik ikke en chance. Porter sluttede sig til dem, og smækkede dagens lokalavis på bordet.

"Jeg tror, det her er grunden til de ubehagelige blikke," sagde han.

De kiggede alle sammen på avisen. Mackenzies hjerte blev iskoldt, da hun hørte Nelson bande bag hende.

Overskriften på forsiden var "FUGLESKRÆMSEL MORDER stadig på fri fod." Underoverskriften fortsatte: "Den hårdt pressede politistyrke har ingen spor, nyt offer er fundet."

Billedet nedenunder viste Mackenzie sætte sig ind den bil, som Porter og hende i går var kørt ud til marken i. Fotografen fangede hele venstre side af hendes ansigt. Det forbandede ved det hele var, at hun så temmelig køn ud på billedet. Billedet af hende placeret direkte under overskriften satte hende i front af efterforskningen, uanset om hun ønskede at indrømme det eller ej

"Det ikke er fair," sagde hun, og hadede den måde ordene lød, da de kom ud af hendes mund.

"Gutterne tror, at du tænder på det," sagde Porter. "De tror, du er opsat på at opklare sagen for reklamens skyld.”

"Er der sådan du føler?" spurgte Nelson ham.

Porter tog et skridt tilbage, og sukkede. "Personligt, nej. For mig har White de sidste dage vist, hvad hun er værd. Hun ønsker at fange den fyr, uanset hvad."

"Hvorfor bakker du hende så ikke op?" sagde Nelson. "Bland dig og sig din mening, mens vi venter identifikation af det seneste offer og resultaterne på træprøven."

Han så ud som et barn, der blev skældt ud for at lyve. Porter bøjede sit hoved, og sagde: "Ja, sir." Han gik uden at kigge sig tilbage.

Nelson kiggede tilbage ned på avisen og derefter på Mackenzie. "Jeg synes, du skal få det bedste ud af det her. Hvis pressen ønsker at forbinde et kønt ansigt med efterforskningen, så lad dem køre med det. Det får dig til at se meget bedre, ud når du fanger ham."

"Ja, sir

"Agent Ellington, hvad har du brug for fra mig?" spurgte Nelson.

"Bare din bedste detektiv."

Nelson grinede, og vendte en tommelfinger mod Mackenzie.

"Du kigger på hende."

"Så jeg tror, vi klarer os."

Nelson gik af mødelokalet, og efterlod Ellington og Mackenzie alene. Mackenzie begyndte at samle sin computer og notater, mens Ellington kiggede rundt i lokalet. Det var tydeligt, at han følte sig malplaceret, og ikke var sikker på, hvordan han skulle håndtere det. Hun var selv en anelse forvirret. Hun var glad for, at alle andre var væk. Hun nød at arbejde alene med ham. Det fik hende til at føle, at hun havde en fortrolig i alt det her, nogen der så hende som en ligeværdig.

"Hm," sagde han, "ser de virkelig ned på dig, fordi du er ung og kvinde?"

Hun trak på skulderne.

"Det virker sådan. Jeg har set nye betjente, mænd, vel at mærke, få nogle knubs, men der bliver ikke talt ned til dem på den måde, som de taler til mig. Jeg er ung, motiveret, og ifølge nogle få så ser jeg også nogenlunde ud. Der er noget ved den kombination, der virker frastødende. Det er lettere for dem at afskrive mig som en af de alt for ambitiøse kvinder, end en kvinde under 30 der har en større arbejdsmoral end dem."

"Det er uheldigt," sagde han.

"Jeg har følt en lille ændring de sidste par dage," sagde hun. "Især Porter er vist blevet en smule overbevist."

"Nå, lad os opklare sagen og få dem alle sammen overbevist," sagde Ellington. "Kan du skaffe et foto fra begge gerningssteder?"

"Ja," sagde hun. "Mød mig på mit kontor om cirka ti minutter."

"Det er en aftale."

Lige præcis der besluttede Mackenzie sig for, at hun syntes godt om Jared Ellington, faktisk lidt for meget til hendes eget bedste. Det ville blive udfordrende og interessant at arbejde sammen med ham de kommende dage, men af andre grunde end den igangværende sag.

KAPITEL 12

Mackenzie kom hjem lige efter syv om aftenen, fuld ud klar over at hun risikerede at blive kaldt tilbage når som helst. Nu stod der så mange muligheder åbne, så mange forskellige spor, som muligvis krævede hendes opmærksomhed. Hun mærkede, at kroppen var træt. Hun sov ikke godt, efter hun så det første gerningssted, og vidste, at hvis hun ikke gav selv tid til at hvile, ville det ende med nogle tåbelige fejl, når hun kom tilbage på arbejdet.

Da hun kom ind, så hun Zack sidde i sofaen med en Xbox controller i hånden. En flaske øl stod på sofabordet foran ham, og to tomme flasker var sat ned på gulvet. Hun vidste, at han havde fri i dag, og regnede med, at det var, hvad han brugte dagen på. I hendes øjne fik det ham til at ligne et uansvarligt barn, og det var ikke, hvad hun ønskede, når hun kom hjem fra en dag som i dag.

"Hey, baby," sagde Zack, og kiggede dårligt nok væk fra fjernsynet.

"Hej," sagde hun tørt, på vej i køkkenet. Da hun fik øje på øllen på sofabordet, fik hun trang til at drikke en. Men helt ærligt, hun følte sig opbrugt og irritabel, og besluttede sig for en kop pebermynte te i stedet for.

Mens hun ventede på at kedlen kogte, gik Mackenzie ind i soveværelset, og skiftede tøj. Hun havde glemt alt om aftensmad, og blev pludselig konfronteret med, at der var meget lidt at spise i huset. Hun havde ikke handle et stykke tid, og vidste udmærket godt, at Zack ikke tænkte på at gøre det.

Hun skiftede til gymnastik shorts og en T-shirt, og gik ud til den lokkende fløjte fra te kedlen. Da hun hældte vandet over posen, hørte hun dæmpet skyderi fra Zacks spil. Nysgerrig, og med et ønske om i det mindste at berøre emnet for at se hvordan han reagerede, var det svært at holde sin frustration for sig selv.

"Hvad har du lavet til middag?" spurgte hun.

"Har ikke spist endnu," sagde han, uden at gide at kigge væk fra skærmen. "Er du ved at lave noget?"

Hun gloede på bagsiden af hans hoved, og spekulerede et øjeblik på, hvad Ellington foretog sig. Hun tvivlede på, at han spillede videospil, som en taber der sad fast i sin barndom. Hun ventede et øjeblik for at lade raseriet køle ned, og tog derefter et skridt ind i stuen.

"Nej, jeg er ikke i gang med at lave noget. Hvad har du lavet hele eftermiddagen?"

Hun hørte hans suk på trods af eksplosionerne i spillet. Zack satte spillet på pause, og drejede sig endelig for at se på hende. "Og hvad helvede skal det så betyde?"

"Det er bare et spørgsmål," sagde hun. "Jeg spørger, hvad du har lavet i eftermiddag. Hvis du ikke legede med dit lille spil, kunne du måske finde tid til at lave middagsmad. Eller i det mindste hentet en pizza eller lignende."

"Det er jeg ked af," sagde han sarkastisk og med volumen. "Hvordan skal jeg vide, hvornår du kommer hjem? Du fortæller mig det aldrig. "

"Nå, så ring og spørg," snerrede hun.

"Hvorfor fanden skulle jeg det?" spurgte Zack, smed controlleren og kom op og stå. "De få gange jeg rent faktisk ringer til dig på arbejdet, går opkaldet direkte på din voicemail, og du ringer aldrig tilbage."

"Det er fordi, jeg arbejder Zack," sagde hun.

"Jeg arbejder også," sagde han. "Jeg slider min røv i laser på den forbandede fabrik. Du har ingen idé om, hvor hårdt jeg arbejder."

"Jo, jeg har," sagde hun. "Men fortæl mig lige. Hvornår så du sidste gang mig bare at sidde på min røv? Når jeg kommer hjem, bliver jeg normalt konfronteret dit snavsede tøj på gulvet eller brugte tallerkener i vasken. Og ved du hvad, Zack? Jeg arbejder også hårdt. Jeg arbejder forbandet hårdt, og jeg ser hver dag en masse lort, der ville få dig til at bryde sammen. Jeg har ikke brug for at komme hjem til en lille dreng, der spiller videospil, og spørger hvad vi have til middag. "

"Lille dreng?" spurgte han, nu råbte han næsten.

Mackenzie ønskede at gå så langt, men nu var det sket. Det var en enkel og simpel sandhed, som hun havde vidst i månedsvis, og nu da det var sagt, følte hun sig lettet.

"En gang i mellem virker der sådan," sagde hun.

"Du er en bitch."

Mackenzie rystede på hovedet, og tog et skridt baglæns. "Du har tre sekunder til at tage det tilbage," sagde hun.

"Åh, gå ad helvede til," og sagde Zack, kom rundt om sofaen, mens han nærmede sig hende. Hun fornemmede, at han var lige ved at gå på hende, men han vidste bedre end at prøve på det. Han var klar over, at hun ville vinde over ham i en kamp. Det var en del af det, der han ikke havde problemer med at fortælle hende, når han klagede over ting, der gjorde ham ulykkelig i deres forhold.

"Undskyld mig?" spurgte Mackenzie, og håbede næsten, at han ville blive aggressiv og gå til angreb. Og samtidig følte hun krystal klart også noget andet. Deres forhold var færdigt.

"Du hørte mig," sagde han. "Du er ikke glad, og det er jeg heller ikke. Det har kørt sådan et stykke tid, Mackenzie. Og helt ærligt så er jeg træt af at finde mig i det. Jeg er træt af at komme på andenpladsen, og jeg ved, at jeg ikke kan konkurrere med dit arbejde. "

Hun sagde ikke noget, ønskede ikke at sige mere der provokerede ham. Måske var hun så heldig, at skænderiet snart var overstået, at det bragte dem til den slutning, som de begge ønskede, uden en udmattende og lang kamp der bare trak ud.

Til sidst var det eneste hun sagde: "Du har ret. Jeg er ikke glad. Lige nu har jeg ikke tid til at bo sammen med en kæreste. Og jeg har bestemt ikke tid til skænderier som det her. "

"Jamen, så er jeg da ked af at spilde din tid," sagde Zack stille. Han hentede sin ølflaske, slugte det der var tilbage, og satte den hårdt på bordet, så hårdt, at Mackenzie troede glasset gik i stykker.

"Jeg tror, at du skal gå nu," sagde Mackenzie. Hun holdt øjenkontakt med ham, og fastholdt hans blik, så han vidste, at det var ikke var til forhandling. De havde haft deres kampe tidligere, hvor han næsten pakkede sine ting, og var gået. Men denne gang skulle det ske. Denne gang ville hun sørge for, at der ikke var nogen undskyldninger, ingen reparationssex, ingen manipulerende samtaler om hvor meget de havde brug for hinanden.

Zack kiggede endelig væk fra hende, og da han gjorde det, så han rasende ud. Alligevel sørgede han for, at der var et par centimeter mellem dem, da han trampede forbi hende og hen mod soveværelset. Mackenzie stod i køkkenet, og rørte passivt i sin te, mens hun hørte ham gå.

Så det er, hvad jeg er blevet til, tænkte hun. Alene, kold og følelsesløs.

Hun rynkede panden, hadede uundgåeligheden ved det hele. Hun havde engang haft en mentor, der advarede hende om, hvordan hendes liv ville blive alt for travlt og hektisk, til at have noget der bare lignede et sundt forhold, hvis hun forfulgte sine høje ambitioner om en karriere inden for retshåndhævelse.

Efter et par minutter hørte Mackenzie, at Zack begynde at mumle for sig selv. Efterhånden som skuffer i soveværelset blev åbnet og lukket, hørte hun ord som fucking bitch, arbejdsnarkoman, og hjerteløs forbandet robot.

Ordene gjorde ondt, hun forsøgte ikke at lade som om, at hun var så hård, at de ikke gjorde, men hun rystede dem af sig. I stedet for at fokusere på dem, begyndte hun at rydde op i det rod, Zack akkumulerede i løbet af dagen. Hun fjernede de tomme ølflasker, nogle brugte tallerkener, og et par beskidte sokker, samtidig med at manden der skabte svineriet, en mand som hun på et tidspunkt var blevet forelsket i, fortsatte med at forbande og fornærme hende inde fra soveværelset.

Zack var væk ved halvnitiden, og Mackenzie gik i seng en time senere. Hun tjekkede sin e-mail, og så, at der var et par rapporter som fløj frem og tilbage mellem Nelson og nogle andre detektiver, men det var ikke noget, som behøvede hendes opmærksomhed lige nu. Overbevist om at hun rent faktisk kunne få et par timers uafbrudt timer søvn, slukkede Mackenzie sengelampen, og lukkede sine øjne.

Som et forsøg rakte hun ud, og mærkede den tomme side af sengen. Det føltes ikke forkert at Zacks side af sengen var tom. På grund hans skifteholdsarbejde var han der ikke altid, når hun gik i seng. Men nu hvor hun vidste, at han ikke kom tilbage, virkede sengen meget større. Da hun strakte sig helt, og mærkede den tomme side af sengen, spekulerede hun på, hvornår hun var holdt op med at elske ham. Det var mindst en måned siden, det vidste hun med sikkerhed. Men hun sagde ikke noget, i håb om at det der bragte dem sammen, dukkede op igen.

I stedet for var tingene blevet værre. Hun havde ofte troet, at Zack mærkede, at hun blev mere og mere fjern, efterhånden som hendes følelser døde ud. Men Zack var ikke typen, der erkendte sådan noget. Han undgik konflikter for enhver pris, og lige meget hvor meget hun hadede at indrømme det, så var hun ret sikker på, at han var blevet hængende så længe som muligt, bare fordi han frygtede forandringer, og var for doven til at flytte.

Da hun lå og tænkte alle disse ting igennem, ringede telefonen. Fantastisk, tænkte hun. Det var den søvn.

Hun tændte lampen, helt overbevist om at se Nelsons eller Porters nummer på sin skærm. Eller måske var det Zack, der ringede for at spørge hende, om han ikke nok måtte komme hjem igen. I stedet for så hun et nummer, som hun ikke kendte.

"Hej?" sagde hun, og gjorde sit bedste for ikke at lyde træt.

"Hej, detektiv White," sagde en mands stemme. "Det er Jared Ellington."

"Åh, Hej."

"Ringer jeg for sent?"

"Nej," sagde hun. "Hvad sker der? Har du noget nyt?"

"Nej, desværre ikke. Faktisk har jeg fået besked om, at vi ikke får resultaterne af træ-analysen før i morgen."

"Nå, så ved vi i mindste, hvordan dagen begynder," sagde hun.

"Præcis. Men hør her, jeg tænkte på, om vi skal mødes og spise morgenmad sammen," sagde han. "Jeg vil gerne gennemgå rapporten med dig, for at være sikker på, at vi er på samme side, og ikke har overset den mindste detalje."

"Helt sikkert," sagde hun. "Hvad tid -"

Her stoppede hun, og kiggede hen mod soveværelse døren.

Et kort øjeblik hørte hun noget bevæge sig der ude. Igen havde hun hørt det forbistrede gulvbræt knage. Men hun hørte også en skrabende lyd. Hun kom langsomt ud af sengen, stadig med telefonen ved øret.

" White, er du der stadig?" spurgte Ellington.

"Ja, jeg er her," sagde hun. Beklager. Jeg spurgte, hvad tid du vil mødes. "

"Hvad med klokken syv på Carols Diner? Ved du, hvor det er? "

"Ja," sagde hun, og gik hen til døråbningen. Hun kiggede ud, og så kun skygger og mørke, dæmpede konturer. "Og klokken syv lyder fint."

"Fantastisk," sagde han. "Vi ses."

Hun hørte ham næsten ikke, da hun trådte ud af sit soveværelse og ind i den lille entre, der førte hen til køkkenet. Alligevel lykkedes det hende at klemme et "lyder godt," frem.

Hun slukkede lyset i gangen, det fremhævede køkkenet, og fik stuen til at se skummel ud. Ligesom for flere nætter siden var der ikke nogen. Men for at få ro i sjælen, gik hun ind i stuen og tændte lyset.

Selvfølgelig var der ikke nogen. Der var ingen steder i stuen, hvor man kunne skjule sig, og den eneste forandring var den manglende Xbox, som Zack tog med. Mackenzie kiggede rundt en gang til, hun brød sig ikke om, at hun så let blev skræmt. Hun gik endda over til det knirkende bræt, testede lyden, og sammenlignede med den hun hørte.

Hun kontrollerede låsen på hoveddøren, og satte derefter kurs mod soveværelset. Kiggede bagud en gang mere, før hun lukkede lyset i gangen, og vendte tilbage til sengen. Inden hun slukkede lampen, tog hun sin pistol ud af skuffen, og lagde den på natbordet indenfor rækkevidde.

Hun betragtede den i det mørke soveværelse, helt klar over at hun ikke havde brug for den, men hun følte sig mere sikker, når den lå der let at få øje på.

Hvad var det, der skete med hende?