Blake Pierce er forfatter til bestseller-spændingsserien RILEY PAGE, som omfatter de psykologiske spændingsthrillere FORSVUNDET (bog #1), KIDNAPPET (bog #2) og BEGÆRET (bog#3). Blake Pierce er desuden forfatter til spændingsserien MACKENZIE WHITE.

Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.com, hvor du finder mere information og kan kontakte forfatteren.

Copyright © 2016 Blake Pierce. Alle rettigheder forbeholdes. I henhold til U.S. Copyright Act fra 1976 – og med mindre andet er tilladt - må ingen dele af denne publikation reproduceres, distribueres eller overføres i nogen form eller på nogen måde opbevares i en database eller informationssystem uden forudgående tilladelse fra forfatteren. Denne e-bog må kun anvendes til personligt brug. Denne e-bog må ikke videresendes eller gives væk til andre mennesker. Hvis du vil dele denne bog med en anden person, bedes du købe en ekstra kopi til hver modtager. Hvis du læser denne bog og ikke har købt den, eller den ikke blev købt til personligt brug, skal du returnere den og købe din egen kopi. Tak, fordi du respekterer denne forfatters hårde arbejde. Dette værk er fiktion. Navne, karakterer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens frie fantasi eller anvendes fiktivt i bogen. Enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, er helt tilfældig. Jacket image Copyright GoingTo er anvendt med licens fra Shutterstock.com.

BOGER AF BLAKE PIERCE

RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN

FORSVUNDET (Bind 1)

KIDNAPPET (Bind 2)

BEGÆRET (Bind 3)

INDHOLD

Prolog

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Kapitel 16

Kapitel 17

Kapitel 18

Kapitel 19

Kapitel 20

Kapitel 21

Kapitel 22

Kapitel 23

Kapitel 24

Kapitel 25

Kapitel 26

Kapitel 27

Kapitel 28

Kapitel 29

Kapitel 30

Kapitel 31

Kapitel 32

Kapital 33

Kapitel 34

Kapitel 35

Kapitel 36

Kapitel 37

Kapitel 38

Kapitel 39

Kapitel 40

Kapitel 41

Prolog

Janine syntes, hun så noget mørkt i vandet nede ved kystlinjen. Det var stort og sort, og det så ud til at bevæge sig en smule i det blidt skvulpende vand.

Hun tog et sug af marihuana-piben og gav resten til sin kæreste. Kunne det være en virkelig stor fisk? Eller en anden slags væsen?

Janine rystede lidt og sagde til sig selv, at nu skulle fantasien ikke løbe af med hende. At blive bange ville ødelægge hendes rus. Nimbo-søen var et kæmpestort kunstigt reservoir til fiskeri ligesom mange andre søer i Arizona. Der havde aldrig været historier om Loch Ness-uhyret her.

Hun hørte Colby sige: ”Wow! Søen brænder!”

Janine vendte sig og kiggede på sin kæreste. Hans fregnede ansigt og røde hår glødede i den sene eftermiddagssol. Han havde lige inhaleret af piben og stirrede ud over vandet med et ansigtsudtryk, der udstrålede idiotisk ærefrygt.

Janine fniste. ”Du brænder,” sagde hun. ”På alle måder.”

”Ja, det gør søen også,” sagde Colby.

Janine vendte sig og kiggede ud over Nimbo-søen. Selvom hun endnu ikke kunne mærke, at hun var høj, så var synet fantastisk. Den sene eftermiddagssol fik klippevæggen til at stråle i rød og guld. Vandet reflekterede farverne som et stort glat spejl.

Hun huskede, at nimbo var spansk og betød glorie. Navnet passede helt perfekt.

Hun tog piben tilbage og inhalerede dybt og følte den behagelige brændende fornemmelse i halsen. Hun kunne blive høj hvert minut det skulle være nu. Det ville blive sjovt.

Men, hvad var den sorte skygge nede i vandet?

Det var nok bare lyset, der spillede hende et puds, sagde Janine til sig selv.

Uanset hvad, så var det bedst at ignorere det og ikke lade sig snyde af det eller blive bange. Alt andet var så perfekt. Dette var hendes og Colbys yndlingssted – så smukt, gemt væk i en af bugterne ved søen, væk fra campingpladserne, væk fra alt og alle.

Hun og Colby tog normalt hertil i weekenderne, men i dag havde de pjækket fra skole og taget af sted. Sensommervejret var for godt til at gå glip af. Det var langt køligere og pænere herover end i Phoenix. Colbys gamle bil stod parkeret ved den smattede vej bag dem.

Da hun kiggede ud over søen, tog det brændende syn til – følelsen af, at hun virkelig var ved at blive høj. Søen virkede næsten for intenst smuk at se på. Hun kiggede på Colby. Han så også intenst smuk ud. Hun greb fat i ham og kyssede ham. Han gengældte hendes kys. Han smagte fabelagtigt. Alt omkring ham så og føltes fabelagtigt.

Hun trak læberne væk fra hans og kiggede ham i øjnene og sagde: ”Nimbo betyder glorie. Vidste du det?”

”Wow,” sagde han. ”Wow.”

Han lød, som om det var den mest fantastiske ting, han nogensinde har hørt i sit liv. Han så og lød så sjov og sagde, at det nærmest var religiøst eller noget. Janine begyndte at grine, og Colby lo også. I løbet af et par sekunder var de helt sammenfiltrede i hinandens arme og famlede og kærtegnede hinanden.

Janine rev sig løs.

”Hvad sker der?” spurgte Colby.

”Ingenting,” sagde Janine.

Med en hurtig bevægelse tog hun sin blusetop af. Colbys øjne blev store.

”Hvad laver du?” spurgte han.

”Hvad tror du, jeg laver?”

Hun begyndte at bakse med hans T-shirt og forsøgte at trække den af ham.

”Vent et øjeblik,” sagde Colby. ”Lige her?”

”Hvorfor ikke lige her? Det er bedre end bagsædet af din bil. Ingen kigger.”

“Men måske en båd ...”

Janine lo. ”Hvis der er en båd, hva’ så? Hva’ så?”

Colby indvilligede og tog sin T-shirt af. De var begge kejtede af ophidselse, hvilket kun gjorde det endnu mere spændende. Janine fattede ikke, hvorfor de ikke havde gjort det her før. Det var jo ikke første gang, de røg marihuana her.

Men Janine blev ved med at se skyggen i vandet for sig. Der var noget, og indtil hun vidste, hvad det var, ville det fortsætte med at forstyrre hende og ødelægge alt.

Hun rejste sig op.

”Kom lige,” sagde hun. ”Der er noget, vi skal tjekke.”

”Hvad?” spurgte Colby.

”Jeg ved det ikke. Bare kom med.”

Hun tog Colbys hånd, og de snublede ned ad skråningen mod vandet. Janines trip begyndte at blive dårligt nu. Hun hadede, når det skete. Jo før, hun fandt ud af, at det hele var ufarligt, jo hurtigere kunne hun igen føle sig godt tilpas.

Hun begyndte at ønske, at hendes rus ikke var kommet så hurtigt og så stærkt.

For hvert skridt, de tog, blev tingesten i vandet tydeligere. Det var lavet af sort plastik, og nu og da kom der bobler op gennem vandoverfladen. Og der var noget småt og hvidt lige ved siden af.

På tættere afstand kunne Janine se, at det var en stor sort affaldspose. Den var åben i den ene ende, og ud af åbningen stak en hånd, som var unaturligt bleg.

Måske en mannequin, tænkte Janine.

Hun bøjede sig ned mod vandet for at kigge nærmere. Fingerneglene var malet røde og stod i kontrast til blegheden. En frygtelig erkendelse løb gennem Janines krop som en elektrisk strøm.

Hånden var ægte. Det var en kvindehånd. Affaldsposen indeholdt et lig.

Janine begyndte at skrige. Hun hørte også Colby skrige.

Og hun vidste, at de ikke ville være i stand til at stoppe med at skrige i lang tid.

Kapitel 1

Riley vidste, at de dias, hun var ved at vise, ville chokere hendes studerende på FBI Akademiet. Nogle af dem ville sandsynligvis slet ikke kunne håndtere det. Hun lod blikket glide henover de unge, ivrige ansigter, der så på hende fra halvcirklen med todelte skrivepulte.

Lad os se, hvordan de reagerer, tænkte hun. Det kan være vigtigt for dem.

Riley vidste naturligvis godt, at seriemord var sjældent set i forhold til alle de kriminelle handlinger, der blev begået. Alligevel skulle de studerende lære alt, hvad der var at lære. De stræbte efter at blive FBI-feltagenter, og snart ville de finde ud af, at de fleste lokale advokater ikke havde nogen erfaring med seriemord. Og specialagent Riley Paige var en autoritet, når det handlede om seriemord.

Hun klikkede på fjernbetjeningen. De første billeder, der blev vist på den store skærm, var alt andet end voldelige. Det var fem portrætter malet med trækul, som forestillede kvinder i alderen fra ung til midaldrende. Alle kvinderne var attraktive og smilende, og portrætterne var udført med dygtig og kærlig kunstnerhånd.

Da Riley trykkede på knappen, sagde hun: ”Disse fem tegninger blev lavet for otte år siden af en kunstner ved navn Derrick Caldwell. Hver sommer tjente han masser af penge på at tegne portrætter af turister på Dunes Beach Boardwalk her i Virginia. Disse kvinder var blandt hans allerførste kunder.”

Efter det sidste af de fem portrætter klikkede Riley igen. Det næste foto var et afskyeligt billede af en åben kummefryser fyldt med parterede kvindelige kropsdele. Hun hørte de studerende gispe.

”Det er, hvad der blev af disse kvinder,” sagde Riley. ”Imens han tegnede dem, blev Derrick Caldwell overbevist om, at de var ’for smukke til at leve’ for nu at bruge hans egne ord. Så han stalkede dem én efter én, dræbte dem, skar dem i småstykker og opbevarede dem i sin kummefryser.”

Riley klikkede igen, og de næste billeder, der dukkede op, var endnu mere chokerende. Det var fotografier taget på retsmedicinsk afdeling, efter at de havde syet kroppene sammen igen.

Riley sagde: ”Caldwell 'blandede' faktisk kropsdelene, så kvinderne blev dehumaniserede og ikke kunne identificeres.”

Riley kiggede rundt i klasseværelset. En mandlig studerende skyndte sig hen mod døren, imens han holdt sig på maven. Andre studerende så ud til at skulle kaste op. Et par stykker græd. Kun et par af de studerende syntes upåvirkede.

Paradoksalt nok var Riley temmelig overbevist om, at de upåvirkede studerende var dem, der ikke ville gennemføre akademi-uddannelsen. For dem var det her bare billeder og ikke virkelighed. De ville ikke være i stand til at håndtere den ægte rædsel, når de blev konfronteret med den i virkeligheden. De ville ikke være i stand til at håndtere det personlige chok, som posttraumatisk stress kunne medføre. I hendes egen bevidsthed kom der stadig fra tid til anden billeder af en lysende flamme fra en propanbrænder, men hendes PTSD var aftagende. Hun gennemgik en helingsproces. Men hun var overbevist om, at man skulle føle noget, før man kunne komme sig over det.

”Og nu vil jeg komme med et par udsagn, og I skal svare mig på, om de er myter eller faktum. Her er den første: De fleste seriemordere dræber af seksuelle årsager. Myte eller faktum?”

Hænder røg i vejret blandt de studerende. Riley pegede på en særlig ivrig studerende på forreste række.

”Faktum?” lød det fra den studerende.

”Ja, rigtigt,” sagde Riley. ”Selvom der kan være andre grunde, så er det seksuelle den hyppigste årsag. Det kan antage forskellige former og undertiden virke temmelig bizart. Derrick Caldwell er et klassisk eksempel. Retsmedicinsk afdeling konkluderede, at han begik nekrofili over for ofrene, før han parterede dem.”

Riley så, at de fleste af de studerende skrev noter på deres bærbare computere. Hun fortsatte: ”Nu kommer næste påstand: 'Seriemordere bliver i stigende grad voldelige over for deres ofre, jo mere de dræber'.”

Hænder røg i vejret. Denne gang pegede Riley på en studerende et par rækker tilbage.

”Faktum?” sagde den studerende.

”Myte,” sagde Riley. ”Selvom jeg helt sikkert har set nogle undtagelser, så viser de fleste tilfælde ingen ændring af den slags over tid. Derrick Caldwells voldsniveau forblev konstant, så længe han begik drab. Han var hensynsløs, men næppe satan selv. Han blev grådig. Han overfaldt sine ofre inden for en periode på halvanden måned. Ved at tiltrække sig den slags opmærksomhed blev han hurtigt fanget.”

Hun kiggede på klokken og så, at timen var forbi.

”Det er alt for i dag,” sagde hun. ”Men der er mange forkerte antagelser om seriemordere, og mange myter i omløb. Enheden for Adfærdsanalyse har indsamlet og analyseret dataene, og jeg har arbejdet med sager om seriemord på gerningssteder over hele landet. Vi har stadig en række informationer, som skal afdækkes.”

Klassen brød op, og Riley begyndte at pakke sine ting for at gå hjem. Tre-fire studerende samlede sig omkring hendes skrivebord for at stille spørgsmål.

En mandlig studerende spurgte: ”Agent Paige, arbejdede du ikke på Derrick Caldwell-sagen?”

”Jo, det gjorde jeg,” sagde Riley. ”Den historie må jeg fortælle en anden gang.”

Det var også en historie, som hun ikke var så ivrig efter at fortælle, men det sagde hun ikke.

En ung kvinde spurgte: ”Blev Caldwell nogensinde henrettet for sine forbrydelser?”

”Ikke endnu,” sagde Riley.

Riley forsøgte at komme forbi eleverne hen imod udgangen uden at virke uhøflig. Caldwells forestående henrettelse var ikke noget, hun havde lyst til at tale om. Sandheden var, at hun regnede med, at han ville blive henrettet én af de nærmeste dage. Eftersom hun var den, der havde fanget ham, havde hun fået en invitation til at komme og overvære hans henrettelse. Hun havde endnu ikke besluttet sig for, om hun ville tage derhen.

Riley fik det bedre, da hun forlod bygningen, for det var en dejlig eftermiddag i september. Hun var trods alt stadig på sygeorlov.

Hun havde lidt af PTSD, lige siden en gal morder havde holdt hende fanget. Hun var sluppet fri og havde til sidst udryddet sin plageånd. Men hun var ikke gået på sygeorlov efter den hændelse. Hun fortsatte direkte med at opklare en anden sag. Det var en uhyggelig sag i delstaten New York, der endte med, at morderen begik selvmord for øjnene af hende ved at skære i sin egen hals over.

Det øjeblik hjemsøgte hende stadig. Da hendes chef, Brent Meredith, havde henvendt sig vedrørende en ny sag, havde hun afvist at tage den. I stedet foreslog Meredith, at hun underviste en klasse på Quantico FBI Akademi.

Da hun satte sig ind i sin bil og begyndte at køre hjem, tænkte Riley, at det havde været en klog beslutning. Endelig havde hun en følelse af fred og ro i sit liv.

Men da hun kørte hjemad, begyndte en velkendt følelse alligevel at komme snigende, og den fik hendes hjerte til at hamre midt i den lyse dag. Det var en voksende følelse af forventning og noget ildevarslende, som hun vidste ville komme.

Og selvom hun prøvede at forestille sig denne ro for evigt, så vidste hun, at den ikke ville vare ved.

Kapitel 2

Riley mærkede frygten, da hun følte en vibreren i sin taske. Hun standsede foran hoveddøren til sit nye rækkehus og tog sin mobil frem. Hendes hjerte slog et slag over.

Det var en besked fra Brent Meredith.

Ring til mig.

Riley blev bekymret. Hendes chef ringede måske bare for at høre, hvordan hun havde det. Det gjorde han ofte i denne tid. På den anden side ville han måske have, at hun skulle vende tilbage til jobbet. Hvad skulle hun så gøre?

Jeg siger naturligvis nej, sagde Riley til sig selv.

Det var dog ikke let. Hun kunne godt lide sin chef, og hun vidste, at han kunne være meget overtalende. Det var en beslutning, hun ikke ønskede at træffe, så hun lagde mobilen væk.

Da hun åbnede hoveddøren og trådte ind i de lyse, rene rum i sit nye hjem, forsvandt Rileys angst øjeblikkeligt. Det føltes så rigtigt, at hun var flyttet hertil.

En venlig stemme råbte:

“Hvem er det?”

”Mig,” råbte Riley tilbage. ”Jeg er hjemme, Gabriela.”

Den runde, middelaldrende guatemalanske kvinde kom ud af køkkenet og tørrede hænderne med et viskestykke. Det var godt at se Gabrielas smilende ansigt. Hun havde været familiens husholderske i årevis, længe før Riley var blevet skilt fra Ryan. Riley var taknemmelig for, at Gabriela havde accepteret at flytte ind sammen med hende og hendes datter.

”Hvordan har din dag været?” spurgte Gabriela.

”Fantastisk,” sagde Riley.

“Det var godt!”

Gabriela forsvandt tilbage i køkkenet. Der duftede dejligt af middagsmad i hele huset. Hun hørte Gabriela begynde at synge på spansk.

Riley stod i sin stue og nød omgivelserne. Hun og hendes datter var flyttet ind for nylig. Det lille hus på landet, som de havde boet i efter at hendes ægteskab gik i stykker, havde ligget for isoleret til, at det var trygt at bo der. Desuden havde Riley følt et presserende behov for forandring, både for sig selv og April. Nu hvor hun endelig var blevet skilt, og Ryan var generøs med børnebidrag, var det på tide at skabe et helt nyt liv.

Der var stadig et par ting, som skulle ordnes. Nogle af møblerne var temmelig gamle og malplacerede i så fint et hjem. Hun skulle finde nye møbler. En af væggene så temmelig bar ud, og Riley havde ingen anelse om, hvilke billeder hun skulle hænge op. Hun mindede sig selv om at tage på indkøbstur med April den kommende weekend. Den idé fik Riley til at føle sig godt tilpas og som en kvinde med et dejligt familieliv i stedet for en FBI-agent, der er på jagt efter sindssyge mordere.

Nu spekulerer hun på – hvor var April?

Hun stoppede og lyttede. Der lød ingen musik fra Aprils værelse på første sal. Så hørte hun sin datter skrige.

Aprils stemme kom fra baghaven. Riley gispede og skyndte sig gennem spisestuen og ud på den store terrasse. Da hun så Aprils ansigt og overkrop komme til syne over hegnet ind til naboen, gik der et øjeblik, før Riley forstod, hvad der foregik. Så slappede hun af og lo ad sig selv. Hendes panik havde været en overreaktion. Men den havde været instinktivt. For nylig havde Riley reddet April ud af kløerne på en gal morder, der målrettet havde kidnappet April for at hævne sig på hendes mor.

April forsvandt ud af syne og dukkede derefter op igen, imens hun skreg af glæde. Hun hoppede på naboens trampolin. Hun var blevet venner med pigen, der boede ved siden af, en teenager på Aprils egen alder, som endda gik på den samme skole.

”Vær forsigtig!” råbte Riley til April.

”Jeg har det fint, mor!” råbte April stakåndet tilbage.

Riley lo igen. Det var en fremmed lyd, der stammede fra følelser, hun næsten havde glemt. Hun ville øve sig i at grine igen.

Hun ville også vænne sig til datterens glade ansigtsudtryk. Det virkede nærmest som i går, at April havde været en frygtelig oprørsk og sløv teenager. Riley kunne næppe bebrejde April. Riley vidste, at hun ikke altid havde været en særlig god mor. Men hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at ændre det nu.

En ting, hun især godt kunne lide ved at være på sygeorlov fra feltarbejdet med dets lange, uforudsigelige arbejdstimer, ofte på fjerntliggende steder, var, at hendes dagsrytme passede sammen med Aprils. Riley var bekymret for, hvad der ville ske, når det en dag ændrede sig igen.

Det er bedst at nyde det, imens jeg kan, tænkte hun.

Riley gik ind i huset lige tidsnok til at høre dørklokken.

Hun råbte: ”Jeg åbner selv, Gabriela.”

Hun åbnede døren og blev overrasket over at stå ansigt til ansigt med en smilende mand, hun ikke havde set før.

”Hej,” sagde han lidt genert. ”Jeg hedder Blaine Hildreth og bor inde ved siden af. Din datter er derovre lige nu sammen med min datter, Crystal.” Han rakte en gaveæske frem mod Riley og tilføjede: “Velkommen til kvarteret. Jeg har taget en indflyttergave med.”

”Åh,” sagde Riley. Hun blev forskrækket over den usædvanlige hjertelighed. Det tog hende et øjeblik at sige: ”Mange tak, kom ind.”

Hun tog kejtet imod gaveæsken og bad ham om at sætte sig ind i stuen. Riley satte sig på sofaen og holdt gaveæsken i skødet. Blaine Hildreth kiggede forventningsfuldt på hende.

”Det er meget venligt af dig,” sagde hun og åbnede pakken. Den indeholdt to sæt farverige kaffekrus. To krus var dekoreret med sommerfugle og de to andre krus med blomster.

”De er pæne,” sagde Riley. ”Vil du have noget kaffe?”

”Meget gerne,” sagde Blaine.

Riley kaldte på Gabriela, der kom ind fra køkkenet.

”Gabriela, vil du lave noget kaffe til os?” sagde hun og rakte hende to af krusene. "Blaine, hvordan foretrækker du din kaffe?”

”Sort, tak.”

Gabriela tog krusene med ud i køkkenet.

”Jeg hedder Riley Paige,” sagde hun til Blaine. ”Tak, fordi du kommer forbi. Og tak for gaven.”

”Selv tak,” sagde Blaine.

Gabriela vendte tilbage med to krus dejlig varm kaffe og gik derefter tilbage for at arbejde i køkkenet. Riley tjekkede lidt forlegent sin mandlige nabo ud. Nu, hvor hun var single, kunne hun ikke modstå trangen. Hun håbede ikke, at han lagde mærke til det.

Nå, ja, tænkte hun. Måske tjekker han også mig ud.

Det første, hun lagde mærke til, var, at han ikke havde nogen vielsesring. Enke eller skilt, tænkte hun.

Dernæst vurderede hun, at han var på hendes egen alder, måske lidt yngre, måske i slutningen af trediverne.

Sidst, men ikke mindst, var han en flot fyr – eller han så i hvert fald rimelig godt ud. Han havde en vigende hårgrænse, men det gjorde ikke noget. Og han så slank og veltrænet ud.

”Så, hvad laver du?” spurgte Riley.

Blaine trak på skuldrene. ”Jeg ejer en restaurant. Kender du Blaines Grillbar inde i centrum?”

Riley var imponeret. Blaines Grillbar var en af de bedste og hyggeligste frokostrestauranter i Fredericksburg. Hun havde hørt, at det var et fantastisk sted at spise middag, men havde endnu ikke selv prøvet det.

”Jeg har været der,” sagde hun.

”Det er min restaurant,” sagde Blaine. ”Og hvad laver du?”

Riley tog en dyb indånding. Det var aldrig let at fortælle en fuldstændig fremmed, hvad hun arbejdede med. Især mænd følte sig nogen gange truet.

”Jeg arbejder for FBI,” sagde hun. ”Jeg er FBI-agent.”

Blaines øjne blev store.

”Er det sandt?” spurgte han.

”Ja, men jeg har orlov i øjeblikket. Jeg underviser på akademiet.”

Blaine lænede sig mod hende med voksende interesse.

”Imponerende. Jeg er sikker på, at du kan fortælle nogle vilde historier. Jeg vil meget gerne høre en.”

Riley lo lidt nervøst. Hun spekulerede på, om hun nogensinde kunne fortælle nogen uden for FBI om nogle af de ting, hun havde set. Det ville være endnu sværere at tale om nogle af de ting, hun havde gjort.

”Det tror jeg ikke,” svarede hun lidt skarpt. Blaine stivnede, og Riley indså, at hendes tonefald var temmelig uhøfligt.

Han dukkede nakken og sagde: ”Undskyld. Jeg vil ikke trænge mig på.”

De småsnakkede lidt, men Riley blev klar over, at hendes nye nabo blev mere forbeholden. Da han høfligt havde sagt farvel og var taget af sted, lukkede Riley døren bag sig med et suk. Hun var ikke tilgængelig. Kvinden, der havde startet et nyt liv, var stadig den samme gamle Riley.

Men hun sagde til sig selv, at det ikke betød noget i øjeblikket. Det sidste, hun havde brug for lige nu, var et trøsteforhold. Hun havde brug for seriøst at rydde op i sit liv, og hun var netop begyndt at gøre fremskridt.

Alligevel havde det været rart at tale med en attraktiv mand i nogle minutter, og hun var lettet over endelig at have naboer igen – det var hyggeligt.

Da Riley og April sad ved middagsbordet, kunne April ikke holde fingrene væk fra sin smartphone.

”Hold op med at sende beskeder,” sagde Riley. ”Vi spiser aftensmad.”

”Om lidt, mor,” sagde April. Hun fortsatte med at skrive sms’er.

Riley blev kun mildt irriteret over Aprils teenageadfærd. Sandheden var, at der bestemt var fordele. April klarede sig godt i skolen i år og havde fået nye venner. Så vidt Riley kunne se, var de en flok mere velopdragne unge end dem, som April tidlige havde haft som venner. Riley gættede på, at April lige nu sms'ede med en fyr, hun var interesseret i. April havde dog ikke selv sagt noget om ham endnu.

April holdt op med at sende beskeder, da Gabriela kom ind fra køkkenet med et fad med chiles rellenos. Da hun satte de dampende, saftigt fyldte peberfrugter på køkkenbordet, fniste April ondskabsfuldt.

”Har du krydret dem nok, Gabriela?” spurgte hun.

”Sí,” sagde Gabriela og fniste også.

Det var en tilbagevendende vittighed iblandt de tre. Ryan kunne ikke lide fødevarer, der var for krydrede. Faktisk kunne han slet ikke spise dem. April og Riley, derimod, foretrak masser af krydderier. Gabriela behøvede ikke længere at holde sig tilbage med krydderierne – eller i det mindste ikke så meget, som hun plejede at gøre. Riley tvivlede på, at hun eller April selv kunne lave mad efter Gabrielas originale guatemalanske opskrifter.

Da Gabriela var færdig med at sætte maden frem til dem alle tre, spurgte hun Riley: ”Var han ikke en flot fyr?”

Riley rødmede. ”En flot fyr? Det lagde jeg ikke mærke til, Gabriela.”

Gabriela lo. Hun satte sig ned for at spise sammen med dem og begyndte at nynne en lille melodi. Riley gættede på, at det var en guatemalansk kærlighedssang. April stirrede på sin mor.

”Hvilken mand, mor?” spurgte hun.

”Øh, vores nabo kom ind for lidt siden ...”

April afbrød hende ophidset. ”Åh, mor! Var det Crystals far? Det var det, ikke! Er han ikke flot?”

”Og jeg tror, han er single,” sagde Gabriela.

”Slap lige af,” sagde Riley og lo. ”Jeg vil bare gerne leve. Jeg har ikke brug for, at I to forsøger at smede mig sammen med fyren inde ved siden af.”

De stak alle sammen gaflerne i de fyldte peberfrugter, og middagen var næsten færdig, da Riley mærkede den vibrerende mobil i lommen.

Fandens osse, tænkte hun. Jeg skulle ikke have taget den med ind til bordet.

Mobilens summen fortsatte. Hun kunne ikke så godt lade være med at besvare opkaldet. Siden hun var kommet hjem, havde Brent Meredith skrevet yderligere to beskeder, og hun blev ved med at sige til sig selv, at hun ville ringe til ham senere. Hun kunne ikke udskyde det længere. Hun undskyldte, rejste sig fra bordet og besvarede telefonopkaldet.

”Riley, undskyld, jeg forstyrrer,” sagde hendes chef. ”Men jeg har virkelig brug for din hjælp.”

Riley blev foruroliget over at høre Meredith kalde hende ved fornavn. Det var sjældent. Selvom hun havde et godt forhold til ham, plejede han at kalde hende agent Paige. Han var normalt typen, der gik direkte til sagen, og han var undertiden brysk.

”Hvad drejer det sig om, chef?” spurgte Riley.

Meredith tav et øjeblik. Riley spekulerede på, hvorfor han var så tilbageholdende. Hun blev i dårligt humør. Hun var sikker på, at det netop var den nyhed, hun havde frygtet skulle komme.

”Riley, jeg vil bede dig om en personlig tjeneste,” sagde han og lød meget mindre kommanderende end normalt. ”Jeg er blevet bedt om at undersøge et mord i Phoenix.”

Riley blev overrasket. ”Et enkelt mord?” spurgte hun. ”Hvorfor er der brug for FBI?”

”Én af mine gamle venner er på feltkontoret i Phoenix,” sagde Meredith. “Garrett Holbrook. Vi gik sammen på akademiet. Hans søster Nancy var offeret.”

”Jeg beklager,” sagde Riley. “Men det lokale politi ...”

Der var en sjælden appel i Merediths stemme.

”Garrett har virkelig brug for vores hjælp. Nancy var prostitueret. Hun forsvandt, og senere fandt man hendes lig i en sø. Han ønsker, at vi skal undersøge det som et seriemord.

Anmodningen var virkelig mærkelig for Riley. Prostituerede forsvandt ofte uden at blive dræbt. Nogen gange besluttede de sig for at arbejde et andet sted. Eller bare stoppe med prostitutionen.

”Hvorfor har han grund til at tro det?” spurgte hun.

”Jeg ved det ikke, sagde Meredith. ”Måske tænker han sådan, fordi han gerne vil have os på sagen. Men du ved godt, det er sandt, at prostituerede ofte ender som ofre for seriemordere.”

Riley vidste, at det var sandt. Prostitueredes livsstil bragte dem i højrisikogruppen. De var synlige og tilgængelige, alene med fremmede, og ofte var de også stofafhængige.

Meredith fortsatte: ”Han ringede til mig personligt. Jeg lovede ham, at jeg ville sende mine allerbedste folk til Phoenix. Og det inkluderer selvfølgelig dig.”

Riley var påvirket af situationen. Meredith gjorde det ikke nemt for hende at sige nej.

”Prøv lige at forstå, chef,” sagde hun. ”Jeg kan ikke bare påtage mig en ny sag.”

Riley følte sig en smule uærlig. Kan ikke eller vil ikke? spurgte hun sig selv. Efter hun var blevet taget til fange og tortureret af en seriemorder, havde alle insisteret på, at hun skulle tage orlov fra jobbet. Hun prøvede at efterleve det, men var samtidig desperat efter at være tilbage på arbejde. Nu spekulerede hun på, hvad denne desperation virkelig havde handlet om. Hun havde været hensynsløs og selvdestruktiv og havde haft helvedes svært ved at få sit liv under kontrol. Da hun omsider havde dræbt Peterson, sin plageånd, havde hun troet, at alt ville gå i orden. Men han hjemsøgte hende stadig, og hun havde fået nye problemer i kølvandet på den seneste sag.

Efter en pause tilføjede hun: ”Jeg har brug for mere tid væk fra jobbet. Jeg er stadig teknisk set på orlov og prøver virkelig at få styr på mit liv.”

En lang tavshed fulgte. Det lød ikke, som om Meredith ville diskutere eller tvinge hende. Men han ville heller ikke sige, at det var OK, at hun ikke tog sagen. Han fastholdt presset.

Hun hørte Meredith komme med et langt, trist suk. ”Garrett har følt sig som en fremmed over for Nancy i årevis. Nu piner det ham, hvad der er sket med hende. Jeg tror, der er en lektie at lære, ikke? Tag ikke nogen i dit liv for givet. Ræk altid hånden ud.”