Copyright © 2016 Blake Pierce. Alle rettigheder forbeholdes. I henhold til U.S. Copyright Act fra 1976 – og med mindre andet er tilladt – må ingen dele af denne publikation reproduceres, distribueres eller overføres i nogen form eller på nogen måde opbevares i en database eller informationssystem uden forudgående tilladelse fra forfatteren. Denne e-bog må kun anvendes til personligt brug. Denne e-bog må ikke videresendes eller gives væk til andre mennesker. Hvis du vil dele denne bog med en anden person, bedes du købe en ekstra kopi til hver modtager. Hvis du læser denne bog og ikke har købt den, eller den ikke blev købt til personligt brug, skal du returnere den og købe din egen kopi. Tak, fordi du respekterer denne forfatters hårde arbejde. Dette værk er fiktion. Navne, karakterer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens frie fantasi eller anvendes fiktivt i bogen. Enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, er helt tilfældig. Jacket image Copyright GoingTo er anvendt med licens fra Shutterstock.com.

Blake Pierce

Blake Pierce er forfatter til bestseller-spændingsserien RILEY PAGE, som omfatter de psykologiske spændingsthrillere FORSVUNDET (bog #1), KIDNAPPET (bog #2) og BEGÆRET (bog#3). Blake Pierce er desuden forfatter til spændingsserien MACKENZIE WHITE.

Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.com, hvor du finder mere information og kan kontakte forfatteren.

BOGER AF BLAKE PIERCE

RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN

FORSVUNDET (Bind 1)

KIDNAPPET (Bind 2)

BEGÆRET (Bind 3)

Prolog

Kaptajn Jimmy Cole var netop blevet færdig med at fortælle sine passagerer en gammel Hudsonflod-spøgelseshistorie. Det var en god én af slagsen om en øksemorder i en lang, mørk frakke, helt perfekt til en tåget nat som denne. Han lænede sig tilbage i stolen og hvilede et øjeblik sine knæ, som knirkende efter alt for mange operationer, og han overvejede for hundrede syttende gang at gå på pension. Han havde set næsten hver eneste landsby, som Hudsonfloden havde at tilbyde, og en af de nærmeste dage ville hans lille fiskerbåd Suzy gøre det af med ham.

Færdig for i aften styrede han sit skib mod land, og da det blidt stødte mod kajen ved Reedsport, var der en af hans passagerer, som råbte på ham, og rev ham ud af hans dagdrømmerier.

"Halløj, kaptajn – er det ikke dit spøgelse derovre?"

Jimmy gad ikke se derhen. Alle fire passagerer – to unge par på ferie – var temmelig berusede. Den ene af fyrene forsøgte uden tvivl at skræmme de unge kvinder.

Men så tilføjede den ene af kvinderne: "Jeg kan også se det. Er det ikke underligt?"

Jimmy vendte sig mod sine passagerer. Forbandede fulderikker. Det var sidste gang, han lejede sin båd ud så sent om aftenen.

Den anden mand pegede.

"Det er derovre," sagde han.

Hans kone holdt sig for øjnene.

"Åh, jeg tør ikke kigge!" sagde hun med en nervøs og pinlig berørt latter.

Jimmy indså irriteret, at han ikke ville få fred, og han vendte sig omsider rundt og kiggede derhen, hvor manden pegede.

I et mellemrum mellem træerne langs kystlinjen fangede noget hans opmærksomhed. Han syntes, det lyste, og jo det kunne godt ligne et menneske. Uanset, hvad det var, så det ud til at svæve hen over jorden. Men det var for langt væk til, at man kunne se det tydeligt.

Før Jimmy nåede at række ud efter sin kikkert, forsvandt tingesten bag træerne langs bredden.

Sandheden var, at Jimmy selv havde fået et par øl. Det var ikke et problem for ham. Han kendte floden godt. Og han kunne godt lide sit job. Han nød især at være ude på Hudson på dette tidspunkt af natten, hvor vandet var så stille og fredeligt. Få ting herude kunne ødelægge hans følelse af ro.

Han bremsede og styrede Suzy omhyggeligt mod kajen, stoppede motoren og surrede båden fast.

Passagererne tumlede fnisende og grinende fra borde. De gik hen ad kajen mod kysten og satte kurs mod deres overnatningssted. Jimmy var glad for, at de havde betalt ham på forhånd.

Men han kunne ikke holde op med at tænke på den mærkelige tingest, han havde set. Det var langt tilbage nede ad kyststrækningen og umuligt at se herfra. Hvem eller hvad kunne det være?

Han var irriteret over det, men vidste, at han ikke ville finde ro i sindet, før han havde fundet ud af det. Sådan var han bare.

Jimmy sukkede højlydt og endnu mere irriteret traskede han til fods hele vejen tilbage langs flodbredden og langs togskinnerne, der løb langs vandet. Disse togskinner havde været i brug for hundrede år siden, dengang Reedsport mest var en by med bordeller og spillehaller. Nu lå de bare som et levn fra en svunden tid.

Endelig rundede Jimmy et sving og nærmede sig et gammelt lager tæt ved togskinnerne. Et par lamper på bygningen kastede et svagt lys ud over området, og nu så han det: en skinnende menneskelignende skikkelse, der så ud til at svæve i luften. Skikkelsen hang i et reb i en af elmasterne.

Da han nærmede sig og så det på tæt hold, løb det ham koldt ned ad ryggen. Skikkelsen var virkelig menneskelig – alligevel viste den ikke tegn på liv. Liget vendte væk fra ham, og det var viklet ind i en slags stof, og der var viklet tunge kæder omkring, som krydsede og bandt det fast langt mere end nødvendigt var. Kæderne glimtede i lyset.

Åh gud, ikke igen.

Jimmy kom i tanke om det andet grusomme mord, der havde rystet hele området for flere år siden.

Jimmy følte sig svag i knæene, da han gik om på den anden side af liget. Han stod tæt nok på til at se ansigtet – og han faldt nærmest om på togskinnerne i chok. Han genkendte hende. Det var en lokal kvinde, en sygeplejerske, og en af hans venner gennem mange år. Hendes hals var blevet skåret over, og hendes mund var kneblet med en kæde, der var viklet om hendes hoved.

Jimmy gispede af sorg og rædsel.

Morderen var tilbage.

Kapitel 1

Specialagent Riley Paige frøs på stedet og stirrede chokeret. Den håndfuld småsten på hendes seng burde ikke være der. Nogen var brudt ind i hendes hjem og havde lagt dem der – én der ville skade hende.

Hun vidste straks, at småstenene var en besked, og at beskeden var fra en gammel fjende. Han fortalte hende, at hun ikke var lykkedes med at dræbe ham.

Peterson lever.

Hendes krop begyndte at ryste ved tanken.

Hun havde længe haft mistanke om det, og nu var hun helt sikker. Endnu værre var det, at han havde været inde i hendes hus. Tanken gav hende lyst til at kaste op. Var han mon stadig i huset?

Hun snappede efter vejret af frygt. Riley vidste, at hendes fysiske ressourcer var begrænsede. Lige netop i dag havde hun overlevet et dødbringende møde med en sadistisk morder, og hendes hoved var stadig forbundet med bandager, og hendes krop var forslået overalt. Ville hun være klar til at møde ham, hvis han befandt sig i hendes hus?

Riley trak sin pistol frem fra hylsteret. Med dirrende hænder gik hun hen til garderobeskabet og åbnede det. Der var ingen derinde. Hun tjekket under sin seng. Heller ingen der.

Riley blev stående og tvang sig selv til at tænke klart. Havde hun været inde i soveværelset, efter hun kom hjem? Ja, det havde hun, for hun havde lagt sit pistolhylster oven på kommoden ved siden af døren. Men hun havde ikke tændt lyset og havde ikke engang kigget ind i rummet. Hun var simpelthen trådt ind ad døren og havde lagt sit våben på kommoden. Derefter havde hun klædt om og taget natkjole på i badeværelset.

Havde hendes forfølger befundet sig i huset hele tiden? Efter hun og April kom hjem, havde de to snakket og set tv til sent om natten. Så var April gået i seng. I et lille hus som hendes ville det kræve stor forsigtighed og omhu at holde sig skjult. Men hun kunne ikke afvise, at det var muligt

Så blev hun grebet af en ny frygt.

April!

Riley snuppede lommelygten, som lå på natbordet. Med pistolen i højre hånd og lommelygten i venstre hånd trådte hun ud af soveværelset og tændte lys i entréen. Da hun ikke kunne høre, at noget var galt, gik hun hurtigt hen til Aprils værelse og skubbede døren op. Værelset var mørkt. Riley tændte lyset.

Datteren lå allerede i sengen.

"Hvad er der, mor?" spurgte April og blinkede overrasket.

Riley trådte ind i soveværelset.

"Stå ikke ud af sengen," sagde hun. "Bliv liggende, hvor du er."

"Mor, du gør mig bange," sagde April med rystende stemme.

Det var helt fint med Riley. Hun var selv meget bange, og hendes datter havde al mulig grund til at være lige så bange, som hun selv var. Hun gik hen til Aprils garderobeskab og skyndte sig at lyse rundt derinde med lommelygten, men der var ingen. Der var heller ingen under Aprils seng.

Hvad skulle hun gøre nu? Hun var nødt til at tjekke hver en krog og hvert et hjørne i resten af huset.

Riley vidste, hvad hendes tidligere arbejdskollega, Bill Jeffreys, ville sige.

Riley, for pokker. Ring efter hjælp.

Hendes mangeårige vane med at ville klare alting selv havde altid irriteret Bill. Men denne gang ville hun følge hans råd. Med April i huset turde Riley ikke tage nogen chancer.

"Tag en badekåbe på og nogle sko," sagde hun til sin datter. "Men gå ikke ud af værelset – endnu ikke."

Riley gik tilbage til soveværelset og tog mobilen på natbordet. Hun trykkede automatisk opkald til Enhedsadfærdsanalysen. Så snart hun hørte en stemme på linjen, hviskede hun: "Det er specialagent Riley Paige. Nogen er brudt ind i mit hjem. Han er her muligvis stadigvæk. Jeg har brug for hjælp hurtigt."Hun tænkte et øjeblik og tilføjede derefter: " Og send et hold teknikere."

"Vi er på vej," lød svaret.

Riley afsluttede telefonopkaldet og gik ud i entréen igen. Lyset var slukket i huset, bortset fra i de to soveværelser og entréen. Han kunne lure hvor som helst og vente på at angribe. Denne mand havde allerede taget hende til fange én gang før, og hun var næsten død i hans fangenskab.

Riley tændte lys, imens hun gik og holdt sin pistol klar, og hun bevægede sig hurtigt gennem huset. Hun sigtede med lyset fra lommelygte ind i ethvert skab og alle mørke hjørner.

Til sidst kiggede hun op mod loftet i entréen. Lemmen over hende førte op på loftet ved hjælp af en trappestige, som kunne trækkes ned. Turde hun klatre derop for at kigge efter?

I det øjeblik hørte Riley politisirener. Lyden fik hende til at drage et lettelsens suk. FBI havde tilsyneladende tilkaldt det lokale politi, fordi Enhedsadfærdsanalysen lå mere end en halv times kørsel væk.

Hun gik ind i soveværelse og tog et par sko og en badekåbe på og vendte derefter tilbage til Aprils værelse.

"Kom med mig," sagde hun. "Hold dig tæt til mig."

Riley, der stadig holdt sin pistol, lagde sin venstre arm omkring Aprils skuldre. Den stakkels pige skælvede af frygt. Riley førte April ud til hoveddøren og åbnede den, samtidig med, at adskillige uniformerede politibetjente kom og løbende op på fortovet.

Lederen af politistyrken trådte ind i huset med sin pistol trukket.

"Hvad er problemet?" Spurgte han.

"Der var nogen i huset," sagde Riley. "Han er her måske stadigvæk."

Han kiggede utilpas på pistolen i hendes hånd.

"Jeg er ansat hos FBI," sagde Riley. "FBI-agenterne kommer snart. Jeg har allerede undersøgt i huset, bortset fra loftet." Hun pegede derop. "Der er en dør i loftet i entréen."

Lederen af politistyrken råbte: "Bowers, Wright, kom herind og tjek loftet! Resten af jer leder udenfor, bagved og foran!"

Bowers og Wright gik direkte ind i entréen og trak stigen ned. Begge trak deres våben. Den ene ventede ved foden af stigen, imens den anden klatrede op og lyste rundt med lommelygten, hvorefter han forsvandt op på loftet.

Kort efter råbte han: "Her er ingen!"

Riley ønskede at føle sig lettet. Men sandheden var, at hun ønskede, at Peterson havde været deroppe. Så kunne han være blevet arresteret med det samme – eller endnu bedre – skudt. Hun var helt sikker på, at han ikke ville dukke op i forhaven eller baghaven.

"Har du en kælder?" spurgte lederen af politistyrken.

"Nej, kun en krybekælder," sagde Riley.

Han råbte ud til sine folk: "Benson, Pratt, tjek under huset!"

April holdt stadig fast i sin mor, som gjaldt det livet.

"Hvad sker der, mor?" spurgte hun.

Riley tøvede. I årevis har hun undladt at fortælle April den grimme sandhed om sit arbejde. Men hun havde for nylig indset, at hun havde været alt for beskyttende. Så hun havde fortalt April om sit traumatiske fangenskab hos Peterson – eller i det mindste så meget, som hun troede, datteren kunne klare at høre. Hun ville også gerne slippe sin tvivl om, hvorvidt manden virkelig var død.

Men hvad skulle hun sige til April nu? Hun tøvede.

Før Riley kunne nå at forklare noget, sagde April: "Det er Peterson, ikke?"

Riley omfavnede sin datter hårdt. Hun nikkede tilbage og forsøgte at skjule de rystelser, som løb gennem hendes krop.

"Han er stadig i live."

Kapitel 2

En time senere var Rileys hus fyldt med folk iført uniformer eller FBI-skilte. Tungt bevæbnede FBI-agenter og et hold bevisteknikere sammen med det lokale politi.

"Put småstenene på sengen i plastikposer," råbte Craig Huang. "De skal undersøges for fingeraftryk eller DNA."

Først var Riley ikke blevet glad for at se, at Huang var leder af politistyrken. Han var meget ung, og hun havde ikke tidligere haft gode erfaringer med at samarbejde med ham. Men nu kunne hun se, at han var en dygtig leder for holdet. Huang voksede med sit job.

Bevisteknikerne var allerede i gang med at finkæmme hver en centimeter af huset på jagt efter fingeraftryk. Andre agenter var forsvundet i mørket bagved huset og forsøgte at finde spor efter køretøjer eller antydningen af en sti gennem skoven. Nu hvor tingene så ud til at køre, trak Huang Riley væk fra de andre og ind i køkkenet. Han og Riley satte sig ved bordet. April satte sig sammen med dem, og hun var stadig meget rystet.

"Nå, hvad tror du?" spurgte Huang henvendt til Riley. "Er der nogen chance for, at vi finder ham?"

Riley sukkede modløst.

"Nej, jeg er bange for, at han forlængst er væk. Han må have været her tidligere på aften, før min datter og jeg kom hjem."

Netop da kom en Kevlar-klædt kvindelig agent ind fra bagsiden af huset. Hun havde mørkt hår, mørke øjne og mørk hud, og hun så endnu yngre ud end Huang.

"Agent Huang, jeg fandt noget," sagde kvinden. "Ridser på låsen til bagdøren. Det ser ud som nogen har dirket den op."

"Godt arbejde, Vargas," sagde Huang. "Så ved vi, hvordan han kom ind. Kan du blive her lidt hos Riley og hendes datter?"

Den unge kvindes ansigt lyste op af glæde.

"Det vil jeg gerne," sagde hun.

Hun satte sig ved bordet, og Huang forlod køkkenet og gik ud til de andre.

"Jeg er agent María de la Luz Vargas Ramírez," smilede hun. "Jeg ved, det er et langt navn. Sådan er det med os mexicanere. Folk kalder mig Lucy Vargas."

"Jeg er glad for, at du er her, agent Vargas," sagde Riley.

"Bare kald mig Lucy."

Den unge kvinde tav et øjeblik og stirrede på Riley. Til sidst sagde hun: "Agent Paige, jeg håber ikke, jeg rammer forbi ved at sige dette, men… det er virkelig en ære at møde dig. Jeg har fulgt dit arbejde lige siden jeg var under uddannelse. Du har udført et helt fantastisk stykke arbejde."

"Tak," sagde Riley.

Lucy smilede fuld af beundring. "Jeg mener den måde, hvorpå du fik afsluttet hele Peterson-sagen – hele historien forbløffer mig bare."

Riley rystede på hovedet.

"Jeg ville ønske, at tingene var så enkle," sagde hun. "Han er ikke død. Han var den person, som begik indbrud her i dag."

Lucy stirrede forskrækket på hende.

"Men alle siger," begyndte Lucy.

Riley afbrød.

"Der var en anden, som troede, at han var i live. Marie, kvinden jeg reddede. Hun var sikker på, at han stadig var derude og hånede hende. Hun…»

Riley tav, da hun huskede det smertefulde syn af Maries lig, der hang i soveværelset.

"Hun begik selvmord," sagde Riley.

Lucy så forfærdet og overrasket ud. "Det er jeg ked af," sagde hun.

Netop da hørte Riley en velkendt stemme kalde på hende.

"Riley? Er du ok?"

Hun vendte sig og så Bill Jeffreys stå i køkkenets buegang og se bekymret ud. Enhedsadfærdsanalysen havde åbenbart advaret ham om problemet, så han var kørt herhen alene.

"Jeg har det godt, Bill," sagde hun. "Det har April også. Kom og sid ned."

Bill satte sig ved bordet sammen med Riley, April og Lucy. Lucy stirrede på ham, tilsyneladende med ærefrygt over at møde Rileys tidligere partner, endnu en FBI-legende.

Huang vendte tilbage til køkkenet.

"Der er ingen i huset eller udenfor," sagde han til Riley. "Mine folk har samlet de beviser, de kan finde. De siger, at der ikke er meget at arbejde videre med. Det er op til laboratorieteknikkerne at se, hvad de kan gøre med det."

"Det var, hvad jeg frygtede," sagde Riley.

"Det ser ud til, at det er tid til, at vi pakker sammen for i aften," sagde Huang. Derefter forlod han køkkenet for at give de sidste ordrer til agenterne.

Riley vendte sig mod sin datter.

"April, du skal overnatte hos din far."

April spærrede øjnene op.

"Jeg vil ikke have, at du skal være alene her," sagde April. "Og jeg vil i hvert fald ikke være hos far."

"Du skal," sagde Riley. "Du er sandsynligvis ikke i sikkerhed her."

"Men mor…"

Riley afbrød. "April, der er stadig ting, som jeg ikke har fortalt dig om den mand. Forfærdelige ting. Du vil være i sikkerhed hos din far. Jeg henter dig i morgen efter skoletid."

Inden April nåede at protestere yderligere, blandede Lucy sig.

"Din mor har ret, April. Du kan faktisk se det som en ordre fra mig. Jeg finder et par agenter, der kan køre dig. Agent Paige, hvis det er ok med dig, så ringer jeg til din eksmand og fortæller ham, hvad der er sket."

Riley blev overrasket over Lucys tilbud. Hun blev også glad. Det var næsten uhyggeligt, så intuitivt Lucy forstod, at dette ville være en akavet opringning for Riley at foretage. Ryan ville uden tvivl tage denne nyhed mere alvorligt fra en hvilken som helst anden agent end Riley. Lucy havde også håndteret April på den gode måde.

Lucy havde ikke kun opdaget den opdirkede hængelås. Hun udviste også empati. Empati var en fremragende kvalitet hos en FBI-agent, og det blev alt for ofte nedprioriteret på grund af arbejdspresset.

Denne kvinde er dygtig, tænkte Riley.

"Kom nu," sagde Lucy til April. "Lad os ringe til din far."

April stirrede hadefuldt på Riley. Alligevel rejste hun sig fra bordet og fulgte med Lucy ind i stuen, hvor de ringede til Ryan.

Riley og Bill blev siddende alene ved køkkenbordet. Selvom der ikke syntes at være noget tilbage at gøre, føltes det rigtigt for Riley, at Bill var der. De havde arbejdet sammen i årevis, og hun havde altid tænkt på dem som et godt match. De var begge to fyrre år med grå stænk i det mørke hår. De var begge to dedikerede til deres job og havde problematiske ægteskaber. Bill var robust både fysisk og følelsesmæssigt.

"Det var Peterson," sagde Riley. "Han var her."

Bill sagde ingenting. Han så ikke overbevist ud.

"Tror du ikke på mig?" Spurgte Riley. "Der lå småsten på min seng. Han må have lagt dem der. De kunne ikke være kommet der på nogen anden måde."

Bill rystede på hovedet.

"Riley, jeg er sikker på, at der virkelig var én, der brød ind," sagde han. "Den del kunne du ikke forestille dig. Men Peterson? Det tvivler jeg meget på."

Riley mærkede vreden ulme.

"Bill, hør på mig. Jeg hørte en raslen mod døren forleden nat, og jeg kiggede udenfor, og jeg så, der lå småsten. Marie hørte også nogen kaste småsten på hendes soveværelsesvindue. Hvem skulle det ellers være?"

Bill sukkede og rystede på hovedet.

"Riley, du er udmattet," sagde han. "Og når du er udmattet og får en fiks idé, er det let at tro næsten alt. Det kan ske for hvem som helst."

Riley kæmpede imod tårerne. I gamle dage ville Bill have haft tillid til hendes instinkter uden at stille spørgsmål. Men de dage var forbi. Og hun vidste hvorfor. For et par nætter siden havde hun ringet beruset til ham og havde foreslået, at de skulle følge deres gensidige tiltrækning og indlede en affære. Hun vidste, det var en forfærdelig ting at gøre, og hun havde ikke drukket siden den nat. Alligevel havde tingene ikke helt været det samme mellem hende og Bill siden.

"Jeg ved, hvad det handler om, Bill," sagde hun. "Det er på grund af det dumme telefonopkald. Du har ikke tillid til mig mere."

Bills stemme knækkede over af vrede.

"For fanden, Riley. Jeg prøver bare at være realistisk."

Riley sydede af raseri.

"Bare gå, Bill."

"Men Riley…"

"Du kan tro på mig eller lade være. Det er dit valg. Men lige nu vil jeg gerne have, at du går."

Med et udtryk af resignation rejste Bill sig fra bordet og gik.

Gennem køkkendøren kunne Riley se, at næsten alle havde forladt huset, inklusive April. Lucy kom tilbage i køkkenet.

"Agent Huang lader et par agenter blive her," sagde hun. "De vil overvåge huset fra en bil resten af natten. Jeg er ikke sikker på, at det er en god idé, at du er i huset alene. Jeg vil gerne blive her."

Riley tænkte sig om et øjeblik. Hvad hun ville, og hvad hun havde brug for lige nu, var, at nogen skulle tro på, at Peterson ikke var død. Hun tvivlede på, at hun kunne overbevise Lucy om det. Det virkede helt håbløst.

"Tak, men jeg klarer mig, Lucy," sagde Riley.

Lucy nikkede og forlod køkkenet. Riley hørte de sidste agenter forlade huset og lukkede døren bag dem. Riley rejste sig og kontrollerede både hoveddøren og bagdøren for at sikre sig, at de var låst. Hun flyttede to stole op mod bagdøren. De ville skramle, hvis nogen forsøgte at dirke låsen op igen.

Så gik hun ind i stuen og kiggede rundt. Huset virkede underligt oplyst med hvert eneste lys tændt.

Jeg burde slukke nogle af dem, tænkte hun.

Men da hun rakte ud mod stikkontakten i stuen, frøs fingrene. Hun kunne bare ikke gøre det. Hun var lammet af frygt

Peterson ville opsøge hende igen. Det vidste hun.