Читать книгу: «Absalons Brønd», страница 16

KAPITEL XLIX

Terndrup havde naturligvis havt fuldstændig Ret den Aften ude hos Duborgs: Mille Buxbom blev ikke i Vingaardsstræde.

De første otte Dage, hun var der, havde som sædvanligt Alt været udmærket: Værelset, Kosten og den selskabelige Omgang. Men saa blev paa een Gang Alt umuligt: der var ingen Sol, hun fik Puddersukker til Eftermiddagskaffen, kort sagt, hun maatte flytte, og det mente ogsaa baade Madam Asters og Frk. Hansen og Madam Siegler, der troligt opsøgte hende, hvor hun boede, og aldrig forsmaaede hendes private Kaffe.

Jomfruen var bleven gammel og daarlig til Bens, kunde ikke mere gaa til Brylluper men nøiedes med Frk. Hansens Referater og maatte til sin store Sorg lade Maskinmandens Kone kjøbe den Snus, som hun stadig brugte og stadig betragtede som en Statshemmelighed. Hun kom i Grunden kun paa Gaden, naar hun flyttede, men da dette i Reglen skete hver Maaned, blev hun dog ikke hel fremmed for Byen og dens forskjellige Kvarterer.

Sidst havde hun jo boet ude paa Nørrebro, lige overfor Assistens-Kirkegaard, og det havde strax tiltalt hende i høi Grad. – "Her er tre, fire store Begravelser hver Dag," sagde hun, "og om Søndagen kommer Folk ud og har deres Smørrebrød og en Baier med i Lommen – det er lige saa livligt som Dyrehavsbakken!" men da Madamen, hun boede hos, tillod sig at skulle have en Lille, erklærede hun strax, at hun vilde bort. "Den Historie ønsker jeg dog ikke at overvære," sagde hun bestemt, "og saa skulde man maaske oven i Kjøbet i otte Dage spises af med Havresuppe og Vandgrød – nei, Tak!"

Nu var hun foreløbig installeret hos en Rodemesterfamilie ved Vestervold, men da Solen stod paa, saa det ikke var muligt at være der, havde hun bestilt Terndrup op forat gjøre Aftale om et nyt Sted.

– "Ak, ja, lille Terndrup," sagde Jomfruen, "det er besværligt, kan De tro, for mig skrøbelige Stakkel at skulle raabe 'Kom ind!' hver Gang det banker – De maa tro, jeg savner salig Poppe og de tyve Kroner aarligt! Men jeg trøster mig med den der" – hun pegede paa en Løvfrø, der med store Øine sad og philosopherede i et Sylteglas. "Den har jeg byttet mig til for de hvide Mus, jeg fik efter Guldfiskene – de var ikke til at holde ud at have i Længden – og den er uhyre interessant, for man kan bestemt se paa den, hvordan Veiret bliver, og det slaaer mangen Gang til. – Aa, vær saa god at sidde ned – nei, i Lænestolen – ja, der skulde nyt Betræk, jeg veed det nok, men det maa Doctor Hjarup selv koste sig!"

"Hvem?" spurgte Terndrup.

"Min egen Læge, den velsignede Mand! Han har fundet ud af, hvad tre andre Læger ikke kunde: det er i mit Hovede, det sidder, siger han, og der er ikke Noget at gjøre ved det, men det er dog saa beroligende at vide, hvad det er, man feiler."

Siden Mille Buxbom ikke mere kunde komme i Kirke, havde hun nemlig kastet sig over Læger. Hver Gang hun flyttede, skiftede hun ogsaa Doctor og omtalte naturligvis Vedkommende, som om han var hendes private Hof-Medicus; Honorar fik han ikke, men Expectance paa Lænestolen.

– "Naa, har De saa fundet et Sted, hvor De vil hen?" spurgte Terndrup.

"Gud, ja! Det er et lille Pensionat for enlige Damer, der har kjendt bedre Dage, henne i Løngangsstræde, lige ved det nye Raadhus, saa man har Klokkerne der paa første Haand. Det er kun fine, dannede Damer, som logerer der – ifjor havde to af dem abonneret i Tivoli, og den Ene, som jeg kjender gjennem Frøken Hansen, er saa musikalsk, at hun kan fortælle om Symphonierne saa livagtigt, at det er, som om man hørte dem. – Der vil jeg hen!"

"Ja, ja, saa skal jeg se at ordne det – men prøv paa at holde ud der et Par Maaneder!"

"Et Par Maaneder – hvor vil De hen! Jeg vil aldrig derfra, før jeg skal kjøres ud paa Kirkegaarden! Nu har jeg ogsaa aftalt det Hele angaaende Begravelsen med Be'emanden: der skal være Kareth til Præsten og to smaa Laurbærtræer i Capellet ved Hovedenden af Kisten – vil De huske det, hvis han skulde glemme det?"

"Det skal jeg!"

"Saa var der ogsaa noget Andet, jeg vilde tale med Dem om: De veed jo, at Marie skal confirmeres nu?"

"Ja, hun skal jo saa."

"Troer De, hun vilde bryde sig om at faae Poppe – med Bur, naturligvis? Han er saa besværlig at flytte med!"

"Nei, det troer jeg sgu egentlig ikke!"

"Naa, ikke – nei, det kan jo ogsaa nok være, det var for verdslig en Gave ved saadan en Leilighed. – Ja, saa troer jeg, jeg vil give hende den hellige Barbara i Ramme, som jeg fik af Søster Veronica."

"Ja, gjør De det, Jomfru!"

– "Hvordan mon Frøkenerne paa Vennebjerg har det?"

"Udmærket! – Jeg skjød to Snepper i Lunden til dem forgangen Dag. – Farvel Jomfru!"

"Farvel, lille Terndrup! – Og husk saa angaaende min Begravelse, at Be'emanden veed Besked! – Farvel!"

KAPITEL L

Marie blev confirmeret i Slotskirken – det kongelige Theater hører jo til Slotsmenigheden.

Vennebjergerne kom, for første Gang i Gud veed hvor mange Aar, til Byen udenfor Terminstiderne og var høiligt opbyggede: Marie svarede storartet, syntes de, og Slotspræsten talte meget bedre end Capellanen derhjemme, som stadig var uden Varmeapparat.

Holst og Terndrup forærede Marie henholdsvis en Aquarel og Oehlenschläger's Tragedier – et saa godt som nyt Exemplar – Mille Buxbom blev ved den trufne Aftale og skjænkede hende den hellige Barbara i Ramme, og Generalconsulen havde om Morgenen sendt hende en Psalmebog med Guldsnit.

Men det Bedste af Alt var dog den Ring – en glat Guldring med en enkelt Turkis – som Poul selv kom med om Aftenen; han var halv forlegen ved at give den, og hun blev baade rød og bleg ved at tage imod den, men Ingen af dem sagde egentlig noget Rigtigt. Poul fortalte mest om sin Afgangsexamen, som han nu var oppe til, og om sin Udnævnelse til Officeer, som han vilde faae til Efteraaret, naar Sommertogtet var forbi, og Marie ønskede ham god Lykke og tænkte uvilkaarligt: "Hvad saa?"

– "Nu kommer min Marie paa Placaten som 'Frøken'," sagde Fru Lund og tørrede Øinene. "Herregud, havde blot min Mand oplevet den Dag!"

"Ja, De har Glæde af Deres Datter," sagde Generalconsulinden, der ogsaa var kommen paa Gratulationsvisit i Baghuset, "og De lever daglig sammen med hende – skjøn paa det!"

Og saa græd ogsaa hun – det gjorde hun nu saa jevnlig, naar Manden ikke saae det.

– Generalconsulen var ikke bleven blidere, tvertimod.

Han havde af en eller anden Grund – eller maaske af flere – ventet at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog ved en bestemt Leilighed, men han blev det ikke, og saa gik det pludselig op for ham, at han egentlig altid havde næret frisindede, oppositionelle Anskuelser. Høireregjeringen havde ikke holdt, hvad han havde ventet sig af den, og det var jo da ogsaa en Republik, intet Monarchi, som han havde den Ære at repræsentere: han besluttede sig til at blive radical. Da imidlertid den liberale Directeur for det amerikanske Exportselskab omtrent samtidig udnævntes til Etatsraad og fra nu af blev en trofast og værdifuld Støtte for de conservative Interesser, skete der altsaa ingen Forrykkelse af de politiske Partiers numeriske Forhold.

Generalconsulens Frontforandring foregik med den resolute Forretningsdygtighed, der altid havde udmærket ham: han meldte sig ud af Høires Arbeider- og Vælgerforening og ind i den liberale Vælgerforening, og forat constatere, at han nu var rettroende radical paa alle Omraader, opsagde han samtidigt sin faste Stol i Garnisons Kirke og blev Medlem af Foreningen for Ligbrænding.

– "Jesper vil brændes!" sagde Vennebjergerne og slog Hænderne sammen, da dette rygtedes ud paa Landet. "Han vil brændes i de forgyldte Buxer, og saa skal hans Aske kommes paa Krukke og bindes til ligesom Syltetøi! – Ja, vi vil i alt Fald ikke have Krukken ned i vores Familiebegravelse!"

KAPITEL LI

Ude i det gamle Havehus paa Jagtveien sad en Junidag "den ranke Frue" – betydelig mindre rank end før, syntes Holst, der var kommen paa Besøg; Duborg var ude.

– "Skal vi saa gjøre lidt Musik, Fru Ragna?" spurgte han.

"Nei, Tak," svarede hun, "Hans holder nu engang ikke rigtig af det, og saa kan jeg ikke lide at spille med Dem, naar han er ude."

"Men det er jo mere end urimeligt!" indvendte Holst. "Hvad i al Verden kan han dog have imod det?"

"Ja, det er jo en lille Særhed – dem har vi vel Alle – men jeg troer ligefrem, han er jaloux!"

"Paa mig?"

"Nei, det troer jeg dog ikke! Men paa Alt, hvad jeg overhovedet foretager mig, undtagen netop at passe Drengen og en Strikkestrømpe!"

"Er han da heller ikke glad for Deres Teppe?"

"Han har saamænd slet ikke seet det! Jeg arbeider kun paa det, naar han er ude, for saae han det, vilde han sige, at det ikke var nogen Nytte til, og at det kun tog mine Tanker fra ham!"

Holst rystede paa Hovedet. – "Maa jeg se, hvor vidt De er kommen?"

Ragna gik ind i Værelset ved Siden af, lukkede en Puf op og hentede et Teppe, som hun bredte ud over Gulvet. Paa hvid Bund var der over hele Midten syet gule Silkebaand overkors, saa de dannede regelmæssige Parallelogrammer; udenom var der Tunger af Laurbærblade i mørkegrønt Klæde.

"Det er jo bleven complet smukt!" udbrød Holst. "Ren Empire! Og det har De selv componeret saadan lige ud af deres kloge lille Hoved! – Veed De hvad: der er ikke ti Fruentimmer – om Forladelse: Damer! – i hele Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, der kunde gjøre noget saa Simpelt og Stilfuldt! – De har en Fremtid for Dem, hvis De selv vil!"

"Aa, det mener De jo slet ikke!"

"Jo, det veed Gud, jeg gjør! Den store Kunst, den staaer i Stampe hele Verden over, men den 'lille', den florerer, og i den kan De ogsaa præstere Noget. – Maa jeg have Lov at indlevere Teppet til den kunstindustrielle Udstilling – det er jo færdigt!"

"Aa, nei, lad hellere være! Det er ikke nær godt nok, og – "

"Jo, det er!"

– "og Hans vilde slet ikke synes om, hvis det virkelig blev antaget!"

"Han skal Ingenting vide, før det er paa Udstillingen. – Nu pakker jeg det ind og tager det med mig!"

Holst begyndte at rulle Teppet sammen og fik et stort Papir lagt om, men han var knap færdig, da Ragna ængstelig udbrød:

"Der kommer Duborg! Jeg kan høre ham i Haven – skynd Dem endelig!"

Teppet var accurat bundet sammen, da Duborg kom ind, men Ragna blev alligevel rød i Hovedet, da han saae paa hende, og der blev et Par Øieblikkes Taushed, før Nogen sagde Noget.

Lidt efter lidt tøede man dog saa temmelig op, og Duborg hentede Drengen ind, saae beundrende paa ham med store Øine og sagde saa til Holst:

"Er han nu ikke storartet!"

"Jo, det er han vist," svarede Holst, "men det interesserer mig altid mere at se paa de smaa Børns Mødre end paa Børnene selv!"

Duborg kigede stjaalent op paa ham, saae ogsaa hen paa Ragna men sagde ikke Noget.

– "Veed Du, hvad jeg vilde gjøre, hvis jeg var i dit Sted, Duborg?" spurgte Holst, der Ingenting havde mærket. "Havde jeg den Kone, Du har, saa gjorde jeg hende for det Første til enevældig Minister – Gudbevares, jeg er Demokrat, udadtil, men i Hjemmet, det er noget Andet – og saa gav jeg hende Ret til Krigserklæringer og Afslutning af Fred og Tractater – ved de sidste forstaaer jeg nu nærmest Overdragelse af Kunstværker for contant Betaling til det velhavende Bourgeoisi – og veed Du, hvad jeg saa mere vilde gjøre? Jeg vilde igjen tage fat paa det Decorative og – "

"Naa, paa Porcelainet!"

"Ja! Du skal naturligvis male Billeder imellem, men der er Ingen herhjemme, der har viist den Sans for det Decorative som Du – skjøndt vor moderne Keramik i det Hele jo ubestridt staaer som den første i Verden – og naar Du nu oven i Kjøbet har en Kone, som – "

"Som hvad for Noget?"

Ragna saae bønligt hen paa Holst, han dreiede af og svarede blot:

"En Kone, som ogsaa har Interesse for den Gren af Kunsten – ja, saa synes jeg, at Du – "

"Og jeg synes, Du skulde lade mig passe mig selv!" afbrød Duborg ham. "Gjøres umyndig vil jeg ikke!"

Saa vovede Holst sig ikke længere frem, han tog Fru Ragnas Teppe og gik.

KAPITEL LII

Duborg blev ved med at være i et skrækkeligt Humeur, og det blev ikke bedre, da Løvenørn-Petersen – Gud maa vide hvorfor – aflagde ham et længere Besøg. Han kom lige fra Cultusministeriet – der var nemlig udnævnt en ny Minister, og den lovende Yngling paa de halvhundrede Aar forsømte ikke ved hvert Personskifte at bringe sig selv og sin miskjendte Kunst i behagelig Erindring hos Excellencen for om muligt ad den Vei at opnaa en beskeden Understøttelse paa Finansloven eller en ydre Anerkjendelse af sine Fortjenester.

Duborg snærrede næsten ad ham, og Løvenørn-Petersen maatte to, tre Gange bede om at se det sidste Billede, han havde malet, før han bekvemmede sig til at vise ham det. Saa blev Løvenørn-Petersen elskværdig og smilende og roste det i høie Toner, og da han omsider var vel ude af Døren, sagde Duborg til Ragna:

"Det er ikke til at tage feil af: selv han kan se, at det er noget Skidt!"

Men det blev ikke ved det Besøg: samme Dag kom "Stabstrompeteren", A. B. Jensen.

Han var for sin Klike ifærd med at arrangere en Salgsudstilling hos en tysk Kunsthandler, men han vilde gjerne have et Par Navne udenfor de Sammensvornes Kreds med, og derfor kom han til ham og bad ham udstille; der var udmærkede Chancer for at sælge, forsikrede han, og han skulde blot ikke forlange for lave Priser.

Nei, Duborg havde saamænd Ingenting at udstille og Ingenting at sælge for Tiden, saa det kunde ikke hjælpe.

Jo, han havde da det brillante Billede nede fra Rom, sagde A. B. Jensen, det af Fruen og Barnet. – "Der hænger det jo!"

Ja, mente Duborg, men det var jo ikke saadan Noget at udstille og —

"Det er det Bedste, De nogensinde har gjort!" forsikrede den Anden.

"Ja, Billedet er godt nok, men – "

"Jeg vil næsten garantere Dem, at De kan faae det solgt dernede – De skal forlange 1500 Mark!"

"Ja – a, det er godt nok, men – "

"Det Billede er hverken bestemt til at udstilles eller til at sælges," sagde Ragna.

"Ja, det vil da sige – ", begyndte Duborg.

"Billedet er min personlige Eiendom," afbrød Ragna ham og reiste sig op, "og det kommer ikke udenfor denne Stue uden min Villie!"

Duborg havde knap et eneste Øieblik for Alvor tænkt sig Muligheden af at udstille eller afhænde Billedet, men Ragnas bestemte Optræden irriterede ham, han vilde ikke "gjøres umyndig", og derfor svarede han bryskt:

"Jeg har da malet Billedet, veed jeg!"

"Ja, til mig," indvendte Ragna.

"Men vil De da virkelig forhindre Deres Mand fra en stor Succes?" spurgte A. B. Jensen nok saa lumskeligt.

"Ja! Naar Succes'en kun kan kjøbes paa Bekostning af noget Større!"

"Noget Større?"

"Ja, De forstaaer det formodentlig ikke – men det er noget Andet og Større, der staaer paa Spil!"

"Og jeg skal virkelig gaa med uforrettet Sag?"

"Ja, tvinge min Kone kan jeg jo ikke," svarede Duborg med indeklemt Forbitrelse, og A. B. Jensen gik.

Det varede nogle Øieblikke, inden Uveiret brød løs – hverken Duborg eller Ragna vilde begynde.

Omsider busede han ud med et rasende:

"Egoist, som Du er! – Hvad mente Du med den Snak om, at 'noget Større' stod paa Spil?"

"Dit og mit Samliv!" svarede hun.

"Talemaader!"

"Det er ikke Talemaader! – Nei, Du skal blive og høre mig! Kunde Du virkelig ønske, at det Billede blev solgt! Forstaaer Du da ikke, at det er mit – paa samme Maade som jeg tilhører Dig, og Dig alene, med Sjæl og Legeme!"

"Ja, gjør Du da det?"

"Om jeg gjør! Betragter Du mig som en Model, som Capripigen, der – "

"Snerperi!"

"Og det kalder Du Snerperi! – Du maa være mig taknemmelig, fordi jeg har forhindret Dig fra at gjøre Noget, som Du bittert vilde have fortrudt!"

"Glad!" raabte Duborg ude af sig selv. "Glad over, at din utidige Sentimentalitet forhindrer mig fra at vinde Anerkjendelse som Kunstner! – Du glemmer nok, at Du allerede een Gang har spoleret min Lykke!"

"Jeg!"

"Ja, Du! Var det maaske ikke for din Skyld, jeg ødelagde det bedste Billede, jeg nogensinde har gjort!"

"Og det fortryder Du! Glemmer Du da, at det var det, som – "

"Jeg mener hvert Ord, jeg siger! Havde jeg dengang gjort, som enhver Anden vilde have gjort, og ikke været dum hensynsfuld, saa havde det Billede bragt mit Navn Verden over og – "

"Og havde Du saa været lykkeligere?"

"Saa havde jeg nu været en fri Mand, der ikke maatte gaa i Trædemøllen forat føde Kone og Barn!"

"For Guds Skyld, Hans, sig dog, at Du ikke mener et Ord af, hvad Du der har sagt!"

"Jeg mener hvert Ord! En Kunstner skal være fri – uafhængig til alle Sider – ellers gaaer han bag af Dansen som Kunstner!"

Ragna var bleven ligbleg. – "Jeg skal ikke længer staa Dig i Veien!" sagde hun. "Jeg gaaer og tager mit Barn med mig!"

"Naa, saa Du gaaer! Hvor gaaer Du hen? Til dine Forældre, til Kontoret? – Du kommer nok snart igjen!"

"Nei, Hans, jeg kommer ikke igjen!"

"Hvor skulde Du løbe hen, spørger jeg? – Du tænker da vel ikke paa – Pjank!"

Duborg slog en tvungen Latter op, tog sin Hat og gik, men da han en Timestid efter kom hjem, var baade hans Kone og Barn borte.

Som en Vanvittig styrtede han op til Holst – han var ikke hjemme.

KAPITEL LIII

– "Hvem er det, der kommer Sine?" udbrød Hanne, der stod paa den lille Høi i Vennebjergs Have og saae ned ad Veien til Stationen. "Er det ikke Posten?"

"Ih, nei!" svarede Sine. "Det er jo et Fruentimmer med en Barnevogn!"

"Er det Smedekonen?"

"Nei, det er det ikke – hun har rund Hat paa! – Jeg troer, saa min Sandten, det er Ragna!"

Og det var det.

– "Velkommen til Vennebjerg!" raabte Tanterne i Kor. "Det er dog et deiligt Barn, Du har! – Men hvad er der i Veien! Du seer jo ud, som om Du havde solgt Smørret og tabt Pengene! – Og hvor er din Mand?"

Saa let og saa skaansomt som muligt sagde Ragna, at hun havde maattet forlade ham, fordi hun ikke kunde blive, men bad dem forresten gjøre hende den Tjeneste ikke at spørge videre.

"Er Du rendt fra ham!" udbrød Søstrene. "Saa Marsch omkring strax, og hjem igjen – vi har ingen Fraskilte i vores Familie!"

Ragna brast i Graad – "den ranke Frue" var som et knækket Rør.

"Jeg har ikke et Sted i Verden at gaa hen uden her," hulkede hun, "og saa jager I mig bort!"

"Nei, det veed Gud, vi ikke gjør!" sagde Hanne og kyssede hende, og Sine sagde: "Vel er vi et Par haardhændede gamle Jomfruer, men rene Umennesker er vi da heller ikke! – Sikken en Skurk han maa være!"

"Nei, det er han slet ikke, Tante!"

"Jo, vist er han saa! Han skulde kagstryges paa Gammel-Torv, skulde han, om der ellers var Lov og Ret i Landet, og vi vilde leie Vinduer hos Conditoren paa Hjørnet og se paa det!"

"Tante Hanne og Tante Sine, jeg beder Jer saa mindeligt om det: sig ikke noget Ondt om Hans – det bedrøver mig jo kun!"

"Gud, lille Ragna, det maa da kun opmuntre Dig!" sagde Hanne, og Sine tilføiede: "Vi siger det jo kun forat vise, at vi er paa dit Parti overfor det fremmede Mandfolk, der har trængt sig ind i Familien – men naar Du vil have det, saa tier vi bomstille og nævner ikke Mennesket! – Kom nu med indenfor!"

Hvor diplomatisk Tanterne end optraadte, og hvor taus end Ragna var, kunde det dog ikke undgaaes, at Sommergjæsterne paa Vennebjerg efterhaanden fik Færten af, at der var noget Aparte ved Ragnas uventede Besøg uden Mand. Enkefruen og Datteren overbød hinanden i ufine Spørgsmaal og ufin Hvisken, Frøkenen fra Langeland tabte næsten Interessen for Spisesedlen, og selv den Døve fik man gjennem Trompeten bibragt Forestillingen om, at der var Noget paa Færde.

Under disse Forhold blev Marie Ragnas eneste Trøst.

Ragna stod for Marie bestandig som den fine Frøken fra Forhuset, hvem hun havde seet op til fra ganske Lille, men Ragna var jo tillige noget Andet: hun var Pouls Søster. Intet Under derfor, at Marie af hele sin sextenaarige Sjæl kom Ragna imøde og, uden at spørge, instinctmæssigt forstod hende bedre end Nogen af de Andre. Ragna maatte aabne sit Hjerte for En, og det var, til Trods for Aldersforskjellen, Marie, der blev hendes Fortrolige. Time efter Time kunde de To sidde sammen, Ragna talte som til en Jevnaldrende, og tilsidst blev hun for Marie som den ældre Søster, hvem man kunde betro Alt. Ængstelig prøvende sig frem nævnede Marie tilsidst Pouls Navn efterat have havt det paa Læberne hundrede Gange, og da det først var nævnet, var det, som alle Sluser sprængtes; hidtil havde hun kun turdet hviske til Sivene ved Søen, nu kunde hun tale til et levende Væsen, nævne Navnet høit: Poul, Poul, Poul!

– Et Par Dage efter Ragnas Ankomst til Vennebjerg kom der Brev til hende fra Faderen. Heri erklærede han, til Trods for sine nyanlagte moderne Anskuelser, at han betragtede det Hele som en Skandale, men at hendes Plads i Hjemmet og paa Kontoret ikke desto mindre stod hende aaben, naar hun snarest muligt vilde gjøre de fornødne Skridt til en lovformelig Separation.

Det Brev svarede hun ikke paa.

Dagen efter kom Terndrup paa Besøg fra Morgen til Aften – han var ude forat skyde Ænder.

– "Jeg har ellers en Hilsen til Fruen," sagde han til Ragna, og Ragna blev blodrød. "Det er fra Holst, han kommer imorgen."

Og Holst kom.

I flere Timer gik han alene rundt med Ragna, i Haven og i Lunden; Sine saae, at han kyssede hende paa Haanden, baade da han kom, og da han gik, og Hanne hørte, at han kaldte hende "Kjære Fru Ragna!"

– "Ham kan vi ikke lide!" sagde Tanterne.

Og Holst kom igjen to Dage efter. Ragna blev hel febrilsk, Enkefruen og hendes Datter korsede sig, og der blev sagt stygge Ting i Trompeten til den Døve.

– "Sine!" sagde Hanne. "Vi har næret en Slange ved vores Barm! Ragna er rendt væk fra een Mand forat løbe væk med en anden – saadan gaar det til nutildags!" Og Sine svarede: "Hanne! Hun løber ingen Steder uden Barnet – saa meget Fruentimmer er hun dog! Lad os bare passe paa Drengen men forresten lade som Ingenting, for tale til hende, det kan gjøre Ondt værre!"

Med den største Forbauselse mærkede Ragna, at Tanterne var hel anderledes imod hende end før; de iagttog hende skarpt, benyttede enhver Leilighed til at omtale Duborg med en vis Anerkjendelse og skiftedes ligefrem til i Afstand at gaa efter hende, saa snart hun var udenfor med Barnet.

Tredie Gang kom Holst.

– "Tør vi spørge, hvem der egentlig har havt Bud efter Dem?" spurgte Hanne, og Sine tilføiede den ganske overflødige Forsikring: "Mig er det ikke!" Men Holst var uforknyt og svarede blot, at da han laa paa Landet kun to Mil fra Vennebjerg, saa var det jo saa rimeligt, at han besøgte sin Veninde Fru Ragna saa ofte, han kunde.

– "Han er lige saa fræk som Stratenrøveren i den forrige Feuilleton!" erklærede Hanne, og da Ragna gik ud i Haven med Holst, listede de sig begge To efter dem.

"Hvor blev de af?" spurgte Hanne.

"De satte sig paa Bænken nede ved den gamle Eg – jeg kan se dem gjennem Buskene!" svarede Sine.

"Kom saa – men forsigtigt!"

– "Kan Du høre, hvad de siger?"

"Vist kan jeg saa, men vær blot stille!"

Hvad Hanne hørte og siden meddelte til Sine, opfyldte imidlertid de Gamle med Forfærdelse – saa vidt havde dog Ingen af dem troet, det var kommet!

– "Tage Afsked forinden med Tanterne vil jeg ikke," havde Ragna sagt til Holst, "det giver kun Scener, og jeg troer heller ikke engang, de godvilligt lod mig tage afsted, for i de sidste Dage vogter de paa hvert af mine Skridt, som om de anede Noget! Skal det ske imorgen, saa maa det være, efterat hele Gaarden er iseng, ikke før Klokken Elleve!"

Og Holst havde svaret: "Altsaa imorgen Aften Klokken Elleve med lukket Vogn paa Landeveien nedenfor Havehøien!"

– Tanterne holdt Krigsraad.

"Skal vi lukke hende inde?" foreslog Hanne.

"Nei, hun springer ud af Vinduet!" mente Sine.

"Eller ligefrem tage Barnet fra hende?"

"Nei, saa kan hun gjøre en Ulykke paa sig selv!"

"Ja, hvad da?"

– "Veed Du hvad, Søster," sagde Sine efter nogen Betænkning, "hendes Mand er da nærmest til at vide det Hele, saa kan han jo gjøre, hvad han vil. Vi ynder ham ikke, men vi skal dog huske paa, at det ikke er ham, der er løbet fra hende, saa noget Hensyn skylder man ham da!"

"Det har Du Ret i, Søster, vi maa skrive!"

"Nei, det bliver for sent at skrive, og Postvæsenet er ogsaa noget usikkert Noget: vi maa telegraphere."

Efter længere Raadslagning opsattes da et Telegram til Duborg saalydende:

"Hun vil løbe væk igjen imorgen Nat Klokken Elleve, men vi veed det Hele og passer paa. Nu kan De gjøre, hvad De synes."

Hanne og Sine.

Telegrammet blev afsendt – det var første Gang i deres lange Liv, at Vennebjergerne havde telegrapheret – og hele næste Dag ventede de to Gamle Duborg, men han kom ikke.

"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har vi i alt Fald vores Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om han ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil vi!"

Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; det kunde der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var borte.

Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud, han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort – i Retning af Hovedlandeveien.

Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet paalidelige Efterretninger.

"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller ogsaa har man det ikke – nu kjører vi ind til hendes Forældre og derfra til hendes Mand, saa maa de tage Affaire!"

Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens Gaard.