Читать книгу: «Absalons Brønd», страница 19

KAPITEL LXI

Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem.

– "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste. Det om den her Trifolium – det maa De stryge i Correcturen!"

"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud. "Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!"

"Ja, det er nok muligt – men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den Trifolium."

"Hvem er det?"

"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og Lieutenant Lange – nu veed De det!"

"Men Terndrup – kan De forlange det af mig!"

"Ja, jeg kan sgu! – Har De ikke altid sagt, at naar en Art – et Dyr eller en Plante – saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder den?"

"Jo, det har jeg vel nok, men – "

"Naa, den Trifolium, den har opfyldt sin Mission – det kan De stole paa! – og saa lader vi den forsvinde!"

"Mission – ja, hvilken Mission?"

Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et polisk Smil i det ene Øie og svarede:

"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog – det var saamænd ellers aldrig bleven til Noget uden den."

Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og Marie – og saa lovede han – med et resigneret Suk – at føie sin gamle Ven.

"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for det! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først til sidst.

Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:

"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"

"Hvordan det?"

"Jo, havde hun ikke gjemt den lille Buket, saa – "

"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar De ikke strax havde seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds Belte!"

"Nei, det er ogsaa sandt! – Men det er dog Marie selv, der har saaet Frøet!"

"Det er det! – Men dersom Holst ikke var gaaet ind i Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"

"Og dersom De ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det Brev, Terndrup – "

"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"

– "Og saa siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med Alverdens Forfattere – men man har ikke altid saa let ved at se det i Virkeligheden som i Bøgerne!"

"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa, Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden, blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de senere Aar. Men den Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og Lieutenanten – jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev gift med hans Søster!"

"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa sikker!"

– "Ja, gu, er hun sikker!" indrømmede Terndrup.

KAPITEL LXII

Terndrup sagde selv, at hans "Mission" i Kjøbenhavn nu ogsaa var endt – ligesom Trifolium's – der var Ingenting at bie efter, og først i October vilde han reise.

Om Formiddagen, som han skulde med Dampskibet om Aftenen, kom Holst og Berner hen til ham forat sige et sidste Farvel i den gamle, tomme Leilighed, hvor der nu saae saa underlig fremmed ud, og hvor man mindst af Alt forstod, at der kunde have været saa mange Bøger til Huse i de smaa Rum.

Terndrup vilde endnu engang op paa Slaget og tage Afsked med Udsigten og Duerne – han havde forresten foræret dem til Værtens Søn – og saa gik Holst og Berner med op.

Det var smukt Octoberveir med ualmindelig klar Luft; Røgsløret laa lavt nede, kun Tage og Kviste ragede op af det.

– "Herregud, der er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup. "Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor – Gud maa vide, hvem der egentlig boer!"

"Og der var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en Photograph – sic transit – !"

Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. – "Der er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men om han nærmest tænker paa Trifolium resupinatum eller paa det "historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue", det er ikke godt at sige.

– "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver Fremmede – "

"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland ligger," afbryder Berner ham med et Smil.

"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst, "som f. Ex. Duborg – han er lige glad, om han er paa Capri eller i Kjøbenhavn – eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er borte!"

"Men hvor er det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i hele Verden!"

"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere – se blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!"

"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner, "'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!"

"Det skal det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over Staden Side om Side med Raadhustaarnet!"

"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den gyldne Kongekrone!"

"Kan indrømmes – af Skjønhedshensyn! – Men det bliver os Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny 'Kjøbenhavns Slot'!"

Berner smiler. – "For mig er det Væsentlige ikke, hvem der bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over Absalons Brønd – Traditionens 'hellige Kilde' – den, som er og bliver et Folks dyreste Eie!"

– "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af Kjøbenhavn – 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger – og hver af os holder nu af den paa sin Maade. – Men var jeg enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte i forgyldte Rammer!"

"Jeg vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!"

"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause.

Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med – og jeg synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!"

"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger, hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide, hvordan Fortsættelsen bliver – og det veed man da heldigvis heller aldrig! – Færdig, siger De! Troer De, jeg er færdig, eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa udødelige Mesterværker endnu – og De! De skal naturligvis udgive Supplementbind til Deres store Værk – hvem veed, maaske naaer De endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det ny Slot! – og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse – helst naturligvis gjennem Kunsten! – Og Duborgs! Troer De, de er færdige? Jo, Pyt! Han kan endnu blive inspireret og gjøre et Galleribillede, og Fru Ragna – ja, hun kan gjøre, hvad det skal være! – Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste – den sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa – de skal jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser – det er kun Byens Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! – Ja, vi skal vel ned!"

– Berner gaaer forrest. – "Giv mig Deres Haand," siger han til Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!"

"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er det, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!"

– Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring – det er jo tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med.

Den dæmpede Støi fra Gaderne nedenunder – et sammenstemt Kor af Raslen og Klirren, Rumlen og Raaben – lyder op til ham, i Øieblikke stærkere, i Øieblikke svagere – snart skal han slet ikke mere høre den, han drager bort, Andre kommer til.

Dueflokken slaaer et Slag over de nærmeste røde Tage, løfter og sænker sig og bliver borte for Øiet, borte i Soltaagen, som dirrer over den store By.

Og saa gaaer ogsaa Terndrup ned forat drage til sine Fædres Land og der bruge de Patroner, som Vorherre endnu maatte have bestemt for ham.