Читать книгу: «Absalons Brønd», страница 17

Bauditz Sophus

Шрифт:

KAPITEL LIV

Der var naturligvis Ingen oppe hos Generalconsulens paa den Tid – Julius var jo den eneste Morgenmand i Huset, og han var i Jylland – men Portneren lukkede dem omsider ind, og de fik da banket Familien op.

– "Hvad er der paa Færde!" raabte Generalconsulen.

"Er Ragna død?" udbrød hans Kone forfærdet.

"Gid det var saa vel!" svarede Tanterne. "Veed I virkelig Ingenting?"

Nei, Forældrene vidste af gode Grunde ikke det Mindste, og saa fortalte Vennebjergerne dem, at deres Datter den foregaaende Aften, mir nichts dir nichts, var løben væk med en anden Mand. De havde, saa snart de var kommen under Veir med, hvad hun tænkte paa, telegraphisk meddelt Manden det, men han var formodentlig lige glad, for han havde slet ikke ladet høre fra sig.

"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen, fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt Blodets Røst ned ad Trapperne!"

"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine, "og Du vil brændes og kommes paa Krukke – den Slags Ting taaler Vorherre ikke i Længden!"

"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del rystet ved, hvad han hørte. – "Skulde det virkelig være Ragna, der har Skylden – vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end er mig – men han maa vel kunne give Besked!"

"Ja, vi tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er vores Hjem, hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae nogen Redelighed paa Tingene! – Skynd Jer lidt – nei, Tak, vi skal ikke have Kaffe!"

Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche – Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine Bekjendte i den Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs Østerfælled – og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til Henrettelse Allesammen.

Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben – Duborg var altsaa hjemme – og de gik lige ind i Havestuen.

Der sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud.

Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne snøftede og tørrede Øinene.

– "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt hovedkulds afsted."

"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi saa alligevel bede om en Forklaring!"

Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende – tilsidst havde egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til Stationen og der møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn Klokken Elleve om Aftenen.

– "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?"

"Ja, det veed Gud, det var!"

"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne.

"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for det! Derfor kom jeg ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!"

– "Maa vi saa faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned.

Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien – selv Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin Svigersøn i Haanden.

– Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde:

"Veed Du, hvad min store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at Du skulde være som alle de Andre – og saa er det, jeg er lykkelig over og stolt af, jo netop det, at Du ikke er det!"

"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel hellere sidde hjemme hos dine Forældre – med Drengen, naturligvis – og ønske, at Du aldrig havde seet mig?"

"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være kommen fra!"

"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge, og Du endnu havde siddet paa Kontoret – saa havde Du dog været sparet for mange Sorger!"

"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! – Troer Du da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før – og at det er Dig, der er Skyld i det!"

"Jo, det er Du vel ogsaa. – Du havde da i alt Fald ikke faaet Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.

"Har jeg! Er det sandt!"

"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg har seet det!"

"Og Du er ikke vred over, at jeg – "

"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være vigtig af min Kone! – Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor Tid ikke er den store, men den lille Kunsts. Jeg interesserer mig ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg – men Dagligstuerne har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til igjen at slaa mig paa Porcelainet – det er dog saadan noget temmelig fornemt Noget – og det duer jeg til. – Nu har jeg været ude paa Fabriken, og der tog man imod mig med Kyshaand."

"Ja, det troer jeg nok! – Men Du skal da ogsaa male rigtige Malerier, Hans?"

"Ja – naar jeg har Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan bliver inspireret – og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være med at være Egoist – men holde af Dig, det gjør jeg alligevel altid!"

Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd – det var længe siden, hun havde gjort det!

"Men Du skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver," vedblev Duborg, "for det har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant, og havde Du i Tide lært det, jeg har, saa var Du ti Gange mere værd, end jeg er – jo, Du var!"

– Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer, der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet finde mig i, at Du var den Overlegne – men det er Du! – og saa har jeg været jaloux – paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du saae til – men det skal jeg ikke være mere!"

"Aldrig?"

"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel – en Gang imellem. Men det, som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid – næsten altid – havde Ret – det maa en Kone aldrig have!"

– Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"

KAPITEL LV

Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien. Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie.

Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at hun var hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han glædede sig umaneerligt til – hvor kunde han dog glæde sig til at være en hel Vinter borte!

Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".

Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester og Kamerater, ventede sig en Succes.

Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.

Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i Galleriet – han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.

Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par Linier fra Ragna – Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.

Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun helt igjennem førte sig.

Hun vidste, at Poul sad i Parkettet – men hun vidste ikke, om hun var glad eller bedrøvet over det.

Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.

– "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"

– Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat – Mille var bleven meget gammel.

Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St: Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. – "Nei, jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig, dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen – det har jeg selv seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse, og Be'emanden veed Besked!"

Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo nok lidt høit oppe – fjerde Sal – "men saa er man saa rart nær ved Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"

Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde, som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af sig og derfor trængte til Opmuntring.

Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.

– "Herregud, at lille Marie nu er naaet saa vidt!" sagde Jomfruen rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev paa sin Tavle! – Poppe kunde saa godt lide hende – ja, nu er der gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør med de tyve Kroner – og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i Jorden! – Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt. Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem, men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder – ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en Vest om, men alligevel – nei! Frøken Hansen synger ikke mere i Garnisons – hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og seer paa Leiligheder – ikke fordi hun flytter – hun har jo sine to Værelser i 'Trøstens Bolig' – men forat faae Tiden til at gaa med Noget – og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam Asters er bleven værkelig. – Lirekasserne er heller ikke mere, hvad de har været – det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten med. – Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen i Gothersgade – har Duerne det godt? – Ja, jeg vilde gjerne give Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed saamænd ikke, hvad det skulde være – jo, bi lidt! Jeg maa have dem i Commoden!"

Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede Silkebaand en gulnet Convolut.

"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at jeg har gjemt dem!"

"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.

"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav mig for mange Aar siden – jeg troer, hun havde faaet dem af den lille Poul Lange – ja, nu er han vel ogsaa bleven stor, for Officeer er han da – men det kunde jo være, det vilde more hende at faae dem igjen saa længe efter. – Husk nu at give hende dem, og sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"

"Det skal jeg!

"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"

"Ikke det?"

"Nei! Han siger, at det er Alderdom – men Alderdom er da ingen Sygdom, vel?"

"Nei, det er det jo ikke."

"Bare jeg kunde dø, Terndrup – men jeg troer, Sjælen er groet fast i Ryggen paa mig!"

"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! – Men nu maa jeg afsted – Farvel, Jomfru!"

Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:

"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem – De skal have Lænestolen efter mig – jo De skal!"

"Skal jeg! – Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som De – "

"Nei, der er ikke. – Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"

Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde have ret langt tilbage.

KAPITEL LVI

Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise.

Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen Maade vide af. – "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset – mere end nok!"

Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver – "og hun vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han.

Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne – der var Poul med en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae straalende fornøiet ud – nu bøiede han sig ind bag Gardinet og hviskede Noget til hende – hun saae ned – Parret forsvandt.

Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar han, han, den Eneste – aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt, fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat – forbi, forbi!

Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af Terndrup – et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i Grønsværen om Lindetræet – nu stod ogsaa det afbladet, sort og nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade have været hende en Relikvie – nu var de kun Symbolet paa en tabt Illusion.

– "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet – den visne Blomst grønnes aldrig mere!"

Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet – saa bliver den borte i Mørket.

KAPITEL LVII

– I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien. Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod det.

Det lød saadan:

Min egen, kjære Marie!
Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil.
Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter nu kunde se Dig ind i Øinene – eller maaske slaa mine Øine ned for Dig! – Men det er jo umuligt – og komme hjem uden at have skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke.
Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at Du holder af mig – hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte – og jeg holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden – det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele Verden, jeg vilde have til Kone – hvis Du da ellers vilde have mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira, men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at skrive det – og Du vidste det vel ogsaa iforveien.
Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer det.
Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og jeg var med. Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa Dig, og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og gjorde Kur til Damerne over en lav Sko.
Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme – Du kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem, som jeg dansede meget med. Hun var kjøn – det vil sige, det syntes jeg igaar – og hun var venlig og indladende og alt Muligt. Jeg maatte tale om Dig med et Menneske – netop fordi Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med – og saa fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart jeg kom hjem – det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed – kun Fornavn naturligvis – og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie, Marie, Marie" – og det lød meget kjønnere end hele Balmusiken.
Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan bære sig saadan ad.
Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men det var hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i Øieblikket tog for gode Varer – jeg havde jo ogsaa drukket en hel Del iskold Champagne, og varmt var det – noget Sludder om, at her i Vestindien var hun min Marie, og at hun skulde erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var den eneste Maade, hun kunde fange mig paa.
Jeg tænkte paa Dig, men jeg tog hende i mine Arme.
Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen skulde jo rigtignok helst have været en anden.
Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre – saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen – for med Fader maa man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre.
Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt!
Din
Poul.