Читать книгу: «Absalons Brønd», страница 15

KAPITEL XLVI

Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke for langt borte; helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt vilde han ikke give.

Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa omtrent, hvad han søgte.

Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt, men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret.

– "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, jeg vilde ikke bo her – det er mig alt for langt borte fra det rigtige Kjøbenhavn – men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om Campagnen – kun at her er meget kjønnere – og saa gaaer det nok!"

"Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have, Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren – ikke det fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!"

Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det alligevel ikke ret meget.

Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled, og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det voldte nogen Vanskelighed at enes om, hvor Stykkerne skulde anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden.

Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter den lange Adskillelse, og Duborg var – i alt Fald til en Begyndelse – temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke hjemme – han studerede stadig til Agrar – Poul var efter Duborgs Mening saa frisk og saa kjøn, at selv han blev i godt Humeur ved blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt som muligt med hinanden.

Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot været det, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I flere Maaneder havde han øvet sig – høit – inde paa Kontoret, og hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde Begyndelsen: "¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!" udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora!

Dette hang saaledes sammen.

Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora – ligesom i de andre mellem- og sydamerikanske Stater – været to Partier, der skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule" og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde" Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg.

Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand, var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef, der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede Haandgribeligheder; men hvad han ikke vilde, det vilde hans fyrige, spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i fuldt Firspring over ad Præsidenten til.

Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident.

Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte ikke Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den fyrige spanske Hingst. – "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare.

Den fyrige Hingst blev imidlertid – indirecte – ogsaa Skyld i noget Andet.

Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig – skuffet over endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste, for ved den havde han dog nogen Udsigt til engang at brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud.

Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei, der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære, foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne – saa længe kunde hun jo nok være borte fra Hjemmet – og for det Arbeide have et ret klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind paa – han havde jo udmærket Brug for Datteren – og ved Kaffen kom han frem med sit Tilbud men – rimeligvis paa Grund af de inden- og udenlandske Ærgrelser – under en saadan Form, at det nærmest lød som et Løfte om fast Almisse.

Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at hans Kone ikke skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene Penge, han, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin Kunst.

"Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren. "Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, De kan ernære en Familie med Deres Pensel – hidtil har De jo levet af det, som et ordentligt Udstyr skulde have kostet, og nu – nei, havde De ikke mig i Ryggen, saa sultede De!"

"Men Fader dog!" raabte Ragna.

"Ja, jeg mener, hvad jeg siger – men Du kan jo ikke gjøre ved, at din Mand er en Pjalt!"

"Hans, lad os gaa!" sagde Ragna, ligbleg men rolig. "Den, der fornærmer min Mand, fornærmer mig – ligegyldigt, hvem det er – og i hans Hus hverken kan eller vil jeg sætte min Fod!"

"Naa, Du er ogsaa høibenet!" brølte Faderen og smed Cigaren henad Gulvet. "Ja, ja, Du kommer nok igjen, naar Du bliver sulten, min Pige! – Farvel saa længe!" raabte han nedad Trappen efter hende.

KAPITEL XLVII

Men Ragna kom ikke – selv om hun var sulten.

Hun led i Stilhed under Forholdene, men hun anstrengte sig dobbelt for altid at vise Duborg et mildt Ansigt, og det lykkedes ogsaa i Reglen. Hvad der hjalp hende, var, at hun havde nok at tage Vare paa i Hjemmet – næsten for meget.

I forbausende kort Tid fik hun med ganske smaa Midler hele Huset monteret. Romer-Portièrerne blev hængt op, gamle Fyrretræs Kister dækkedes med de udsyede Stykker og blev til "Løibænke" og Skamler, og af Cigarkasser, der limedes sammen, lavede hun et stort, morsomt Kryderiskab med utallige Rum og med indbrændte, "allegoriske" Ornamenter – det saae ligefrem ud af Noget.

"Ja, saadan en vis Smag for det Decorative, det har Du," indrømmede Duborg. "Men det er jo egentlig ingen Nytte til," tilføiede han, "og først og fremmest maa Du jo tænke paa at passe Drengen."

Stundom kunde det falde hende lidt svært at holde Humeuret oppe, navnlig naar Duborg pludselig i otte Dage holdt op at bestille Noget, fordi han erklærede, at det var ham ganske umuligt at arbeide. – "Jeg har heller Ingenting mere at male," sagde han saa, "Ingenting! – Jeg skulde være bleven ved Porcelainet!"

"Saa begynd paa det igjen!" foreslog Ragna mere end een Gang, men det vilde han heller ikke, og saa kunde, hvad Duborg kaldte "Kontorblodet" komme op i hende: hun blev taus og myndig, og hun kunde lade ham vide, at han manglede Energi.

Holst var hendes Trøst.

Han beundrede hende i Stort og Smaat, udtalte sig i stærke Ord om hendes sikre decorative Smag og var altid den Oplivende. Imellem spillede han ogsaa lidt sammen med hende og bragte hende Bøger til Laans, men Duborg holdt ikke af, at hun læste ret længe ad Gangen: "det er saa uselskabeligt," sagde han.

Duborgs Affairer begyndte Holst igjen at tage sig af, skaffede ham Bestillinger – som han forresten jevnlig kun modstræbende tog imod – og skaffede Udveie, bestandig lige fornøielig og lige uegennyttig.

– "Du skulde holde Auction!" sagde han en Dag til Duborg. "Det har Du aldrig gjort, og Du vilde faae forfærdelig gode Priser – prøv det en Gang!"

Men det vilde Duborg ikke paa nogen Maade. – "Vil Folk kjøbe et Billede af mig, saa kan de jo komme ud at bestille det," sagde han.

"Ja, det kan de," indrømmede Holst, "men det gjør de sgu ikke!"

En Dag foreslog Ragna Duborg at gjøre nogle Tegninger til Julekort. – "Holst siger, at det betaler sig saa godt," sagde hun.

Men det blev han som ude af sig selv over.

"Holst!" raabte han. "Hvad kommer det ham ved? Og hvad har min Kone i det Hele at drøfte med ham! – Julekort! Troer Du, jeg vil stykke min Kunst ud i Skillinger! Tegne Julenisser og Grantræer og oplyste Kirker – nei, Pøbelkunstner er jeg ikke!"

Ragna græd, og det oplivede hende kun lidt, at der samme Dag bragtes hende en anonym Høne og en do. Rullepølse; saadanne Victualier viste sig af og til, og hun søgte af Princip aldrig at faae at vide, hvorfra de kom, men hun vidste alligevel godt, at det var fra Moderen, hvem Faderen naturligvis paa det strengeste havde forbudt at besøge hende.

Den Eneste af Familien, hun saae, var Poul.

Han brød sig Pokker om Familievrøvlet, sagde han, og han vilde besøge sin Søster og sin Svoger og sin lille Neveu, naar han havde Lyst.

Nu skulde han jo snart være Officeer og optraadte i den Anledning i det Hele med større Selvstændighed overfor Faderen, ja, vovede endogsaa, da Denne en Dag beklagede sig over Yocobora-Krydserens Udeblivelse, at sige:

"Vær Du glad ved det, Fader: Du havde sgu dog rystet i de forgyldte Buxer, naar Saluten var gaaet!"

KAPITEL XLVIII

En Aften i December var der Selskab hos Duborgs. Der var ikke Andre end Holst, Berner og Terndrup, og de var bedt paa Slagtemad fra Vennebjerg.

Holst var til at begynde med rasende indigneret. Han havde paa anden Haand faaet en "Stambog" sendende fra en ikke kjøn Dame, som han een Gang havde været sammen med i stort Selskab, og Meningen var, at han skulde tegne et Billede i den og skrive sit Navn.

– "Er det nu ikke for galt," sagde han, "at saadan en ganske almindelig Grossererfrue tillader sig at holde Stambog! Det kan en Kunstners eller en Forfatters eller en Componists Kone gjøre – En, der hører til Lavet – men Andre har sgu ikke Lov til at stille den Slags Fordringer! – Troer hun, det kan være mig en Fornøielse at male Bøgeskov og Bukøer i et Album inde mellem de Forglemmigeier, hendes private Veninder har tegnet, og de Flouser, hendes Mands Kontorister har skrevet! Nei, det er for frækt!"

"Gud veed, hvor Du gider!" mumlede Duborg, der var sulten.

"Jo, det er for paatrængende," vedblev Holst, "det sagde jeg ogsaa, da jeg gav Bogen tilbage."

"Du gjorde da ikke Noget ved den?"

"Jo – naturligvis! Hun fik for fem Øre Gurkemeie og for ti Øre Spinatgrønt i passende Blanding – jeg vil først og fremmest have Fred – men jeg vil have Lov til at ærgre mig bagefter!"

"Gud veed, hvor Du gider!" gjentog Duborg, og saa gik man til Bords.

– "Sikken Sylte!" udbrød Terndrup og satte Servietten fastere om Halsen. "Ja, jeg smagte Magen til den forgangen Dag, da jeg var ude at skyde et Par Harer for Frøkenerne."

"Og Leverpølsen er delicat!" erklærede Holst. – "I Parenthes sagt: Gudskelov, man ikke er Vegetarianer!"

"Du med dine Parentheser!" brummede Duborg.

"Ja, nu har jeg en Menneskealder igjennem talt i Parentheser," svarede Holst, "saa vil jeg ogsaa blive ved med det! – Apropos Leverpølsen: som god Demokrat maa jeg naturligvis misbillige Herregaardenes Existens saadan ganske i Almindelighed, men at Herregaards Pølse er noget for sig, det maa man indrømme."

"Det er mig alt for svær Mad om Aftenen," sagde Duborg. – "Har Du ikke noget Salat, Ragna?"

Nei, det havde hun virkelig ikke, det var alt for dyrt paa denne Aarstid.

Duborg saae gnaven ud, men Berner, der jo altid havde næret et stille Sværmeri for "den ranke Frue", som han kaldte Ragna, og ikke forsømte nogen Leilighed til at bryde en Lanse for hende, tog nu Ordet og sagde:

"Og selv om Salat slet ikke var dyrere nu end om Sommeren, saa skulde man alligevel ikke have den paa sit Bord i December Maaned!"

"Hvadbehager! Hvorfor ikke det?"

"Fordi man efterhaanden helt forrykker Aarstiderne og ikke længer veed, naar det er Paaske, og naar det er Jul! Nu har man jo Violer hele Aaret om, og Ingen skjønner mere paa dem om Foraaret. Nei, i gamle Dage, paa Frederik den Sjettes Fødselsdag den 28. Januar, saa fik Hoffet første Gang Lammesteg og Jordbær fra Driverierne ved Rosenborg; det vidste hele Byen, og hele Byen vidste ogsaa, at ingen Andre kunde faae det – det gav Ro og Tilfredshed i Gemytterne!"

"Aa, De fortjente selv at have levet paa Frederik den Sjettes Tid!" sagde Holst.

"Ja, jeg vilde sikkert have befundet mig inderlig vel," svarede Berner. "Det var hyggelige Hjem, som fandtes dengang, tarvelige men hyggelige!"

"Nei, det bliver snart for galt!" raabte Holst. "Vover De virkelig at prise Hjemmenes Hygge i de Tider! Man havde jo ingen Hjem: Manden gik i Clubben, og Kone og Børn sad om Aftenen og halvsov over et Tællelys i de kjedelige Stuer med de nøgne Vægge og de stive, haarde Stole. Nu til Dags bestræber dog næsten Enhver sig for efter Evne at forme Hjemmet efter sin Smag – den er ikke altid fin – "

"Nei!" sagde Duborg.

– "men, enfin, man begynder at forstaa, at Bohavet ikke er noget Ligegyldigt, at det giver Hjemmet Physiognomi, Characteer; man begynder at komme bort fra, at Alt skal være Fabrikarbeide, man sætter Pris paa, at Haandværkeren, ligesom i Middelalderen, har søgt at lægge sin Individualitet og sin Kjærlighed i hvert enkelt Stykke, og man ender med selv at faae Kjærlighed til alle de enkelte livløse Ting, der i Forening danner Rammen om et Hjem. Og selve Kunsten er bleven demokratiseret: den finder jo Vei derhen, hvor den fordum kun kjendtes af Navn! Gudbevares, jeg indrømmer villigt, at vor Tid ikke er den store Kunsts, ikke Galleribilledernes, men den er en Tid for Hjemmets Kunst og for Samarbeidet mellem Kunst og Haandværk. – Nei, Gud velsigne vor Tid! Tænk blot paa Blomsterne, Berner! Har De egentlig nogensinde skjønnet paa, hvordan vi i vore Dage svælger i Blomster Aaret om – Blomster i Hjemmet og Blomster paa Strøget – det er jo en ren Øienlyst! Og man kan ligefrem bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug! – Ja, i een Henseende staaer vi endnu tilbage: vi har ikke lært at sætte Blomster udenfor Vinduerne, som de gjør i Syden, i alt Fald i Smaabyerne, hvor hele Gaden om Sommeren er een broget Altanhave – men det kommer nok!"

"Nei, det kommer vist alligevel ikke," indvendte Berner.

"Hvorfor ikke det?"

"Fordi det netop er characteristisk for Sydboerne at smykke udadtil, mens vi pynter op inden Døre. Nordboen har et Hjem – det kjender Sydboen i Virkeligheden ikke. Og naar De paastaaer, at man kan bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug, saa vil jeg rigtignok hævde, at der er en anden Maalestok, der er meget, meget bedre."

"Hvad er det for en?"

"Det er de Monumenter, som vedkommende By rummer. De peger nemlig ikke blot paa bestemte historiske Begivenheder eller Personer, men de viser, hvad det er, og hvem det er, Byen ønsker at mindes om. De er et Led i den historiske Opdragelse, og den, veed De jo nok, jeg i en vis Forstand sætter over al anden Opdragelse."

"Det veed jeg!"

"Derfor beundrer jeg f. Ex. ogsaa Keiser Wilhelms Idee, i 'Siegesallee' at give sine Berlinere en kronologisk Række Statuer og Buster af de Fyrster og de store Mænd, der fra den graa Fortid til nu har skabt Landets Saga – daglig historisk Læsning for Menigmand i hvidt Marmor – det er alligevel en stolt Tanke!"

"Ja, jeg har ikke været i Berlin i de senere Aar, saa jeg veed ikke, hvordan det tager sig ud i Praxis, men de fleste Monumenter kjeder mig, det tilstaaer jeg."

"Et Monument kan aldrig kjede, naar det betyder Noget og siger Noget. – Tænk blot paa Carl den Tolvtes Statue i Stockholm – ja, jeg har ikke været der, lige saa lidt som i Berlin, men selv gjennem Afbildninger faaer man dog et Indtryk, som aldrig glemmes, af den faste Kongeskikkelse med det dragne Værge, der peger mod Øst, bestandig mod Øst. – Det er et helt stort Capitel af Sveriges Historie, man kan læse sig til af den Statue! – Og herhjemme! For blot at nævne et enkelt Eksempel: hvad siger De om Huitfeldt-Søilen ved Langelinie!"

"Ja, den er smuk!"

"Men det er ikke det, der gjør den til, hvad den er – lige saa lidt som de maleriske Buer og Tempelrester skaber Forum Romanum!" sagde Berner med et Smil. "Nei, med al Respect for den slanke, korinthiske Søile, der bærer Udødelighedens Genius, saa er det dog de gamle, irrede Malmkanoner ved dens Fod, der er det egentlige Monument. Hvert Barn veed, at de var med, da 'Dannebrog' sprang i Luften, og at de først et Par Aarhundreder efter hentedes op fra Kjøge Bugt; hvert Barn kan lægge sin varme Haand paa dem – man har ikke mange historiske Documenter af den Slags!"

"Naa, ja, Huitfeldt-Søilen har nu ogsaa Verdens deiligste Promenade – mindst lige saa smuk som Villa nazionale i Neapel – til Omgivelse: paa den ene Side Rheden med Seilere og Dampere, paa den anden Side Castelsgraven som en skovkranset Indsø – en Maaneskinsaften her – vidunderlig!"

"Ja, Huitfeldts Æresminde staaer paa den Plads, der passer for det," sagde Berner. "Orlogsmænd passerer ud og ind forbi det, paa Vagtskibet ligeoverfor vaier Splitflaget, og Saluten fra Sixtus drøner lige imod det."

– "Jeg har hele Tiden siddet og villet sige Noget," sagde Duborg.

"Saa kom med det!" svarede Holst.

"Ja, men det er ikke om jeres Monumenter – der er kun to eller tre i hele Verden, der duer noget – nei, det var dengang Talen var om Blomster."

"Saa kom med Blomsterne!"

"Ja, jeg vilde bare have sagt, at Blomster, det kan være meget godt – men hvad kan det hjælpe, man pynter op med dem, saa længe vi har de rædsomme Kakkelovne herhjemme! Saadan en sort, poleret Tingest kan jo tage Humeuret rent fra En ved bare Grimhed – og dem længtes Ragna efter nede i Rom!"

"Ja, naar jeg frøs!" svarede Ragna.

"Kakkelovnene var nok baade kjønnere og hyggeligere i Frederik den Sjettes Tid," sagde Berner, "de gamle, norske Ovne med bibelske Scener og danske Konger i Relief paa Siderne!"

"Ja, de var sgu gode!" forsikrede Terndrup. "De holdt storartet paa Varmen, og saa var der de her rare Rum, hvor man kunde stege Løgæbler i og have en Kaffepunsch staaende!"

"Er det ikke det, jeg siger," udbrød Holst. "Berner skulde have levet paa Frederik den Sjettes Tid!"

"Maaske!" svarede Berner med et Smil. – "Men hvem indestaaer mig saa for, at jeg ikke havde seet hen til Frederik den Femtes Tid som Idealet! Der er dem, som er forud for deres Tid: Folk, som helst gaaer langt udenfor Portene blot forat tage imod det Ny – og der er dem, som helst sidder indenfor Voldene og seer tilbage – jeg hører nu engang til de Sidste!"

"Og beskjæftiger Dem derfor med de uddøende Racer!"

"Og med de indvandrende!" tilføiede Berner.

"Ja, det er sandt," sagde Duborg, "hvordan gaaer det med Deres Bog?"

"Som det har gaaet i Aaringer," svarede Berner. "Jeg samler og samler og faaer jo ogsaa stadig nye Data, men jeg mangler Energi eller Resignation – man kan vel kalde det begge Dele – til at sætte Punctum. Jeg mangler et Stød fremad, et Puf i Nakken!"

"Som f. Ex. at kunne constatere den sorte Rottes Existens paa et kjøbenhavnsk Loft!" sagde Holst.

"Ja, for Exempel!"

"Veed De, hvem der egentlig er en gammel sort Rotte!" spurgte Terndrup pludselig. "Det er Jomfru Buxbom! Hun hører sgu til den oprindelig indfødte Kjøbenhavnerrace, men hun har i lange Tider været fortrængt til Loftskamrene, og naar hun engang døer, er hun saamænd den Sidste af sin Slags! – Hun er ogsaa ligefrem kommen til at ligne en gammel Stængerotte!"

Alle de Tilstedeværende kjendte jo Mille Buxbom af Navn og Omtale, og det interesserede dem derfor ogsaa meget at høre, hvordan hun efterat være flyttet fra Frimurerfamilien til Christianshavn, og gjennem flere Mellemstationer til Nørrebro, nu var havnet i Vingaardsstræde med sin udstoppede Papegøie, Lænestolen og to levende Vinterfluer. – "Men der bliver hun naturligvis heller ikke længe!" sluttede Terndrup.

Saa reiste man sig fra Bordet, fik Vin i Glassene og Cigarerne tændt; Holst sang – Duborg havde en gammel Guitar, som han kun brugte til at decorere med – og der var saare fornøieligt i den lille lune Stue, mens Vinterstormen hylede udenfor.

"Men nu maa Fru Ragnas Mandolin med," erklærede Holst. "Mandolin og Guitar, de supplerer hinanden!"

Ragna saae til Duborg, men han lod, som om han ikke mærkede det, og saa svarede hun undvigende.

"Jo, vist saa!" vedblev Holst. "Duborg, hjælp mig at overtale din Kone!"

"Hvorfor skulde jeg egentlig det?" lød Svaret mut.

"Fordi det fornøier baade hende og os Andre at faae lidt Musik – hun og jeg spiller saa godt sammen!"

"Ja, det er nok muligt – men jeg spiller jo ikke!"

"Nei, netop derfor!"

"Du er mageløs!" sagde Holst, rystede smilende paa Hovedet og tog igjen fat paa sin Sang.

– "Ja, var man endda dernede!" brummede Duborg, efterat Holst havde sunget Sul mare l'uccica.

"Her er jo meget bedre!" paastod Holst.

"Ja, jeg skal love for det! – Man hundefryser jo!"

"Saa se Dig varm paa Billedet der! – Det er da Romerminder!" – Holst pegede paa Maleriet af Ragna og Drengen.

"Ja, det er godt gjort," sagde Duborg.

"Jeg er ogsaa hel stolt af, at Hans har malet det til mig," sagde hun. "Før han begyndte paa det, sagde han: 'det Billede skal Du og ingen Anden have!' – Han havde nu heller ikke faaet Lov at male det paa andre Vilkaar!" tilføiede hun med et Smil.

Men ellers var det smaat bevendt med Smilet hos hende. Berner lagde Mærke til, at hun kunde falde helt hen, naar hun sad imellem dem, og der gled hvert Øieblik som en Skygge over hendes Ansigt – den ranke, kloge Frue!

– "Er hun lykkelig?" spurgte Berner paa Hjemveien Holst.

"Ja, Lykke er jo som alt Andet noget Relativt," svarede Denne. "Men hvis hun fik Valget imellem Alverdens Herligheder paa den ene Side og Duborg paa den anden Side, saa valgte hun alligevel ham."

"Troer De?"

"Ja, De troer maaske, hun valgte mig – eller Dem!"

Berner blev rød i Hovedet og skyndte sig at sige:

"Hun er da ikke syg?"

"Nei. Men hun har Pengesorger, og det er ogsaa saadan en Slags Sygdom. Jeg kjender den godt, for det velhavende Bourgeoisi er ikke engang rigtig villigt til at kjøbe mine Mesterværker for Tiden. – Det er nu ogsaa Pokkers uheldigt for en Kunstner, at Ingen finder paa at anskaffe sig Malerier ved Juletid!"

Det var der forresten En, der gjorde – men han var anonym.

Et Par Dage før Jul viste Terndrup sig hos Duborgs og skulde i dybeste Hemmelighed spørge, fra en ubekjendt Kunstven, der ønskede at være unævnt, om en nærmere betegnet Studie fra Albano var at faae til Kjøbs, og hvad Prisen var.

Duborg smaavrissede og sagde, at han egentlig ikke solgte Studier, men Ragna skyndte sig at tage Ordet og sagde:

"Vil De sige, at den kan faaes for hundrede Kroner."

Saa betalte Terndrup og gik med Billedet, og Ragna var vis paa, at det var Moderen, der var Kjøberen.

Det var imidlertid Berner, men foreløbig turde han dog ikke hænge Albaneserinden op.