Читать книгу: «Absalons Brønd», страница 18

KAPITEL LVIII

Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol og straalende af Glæde. Naar han kunde, stjal han sig over til Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs.

I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie.

– "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt for hende, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!"

"Herregud, er hun borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer ud og erstattes ikke af lignende ny."

"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev Terndrup. "Nu, da hun er død, kan det saa ikke give Dem det 'Puf', De trænger til for at lade Bogen komme ud?"

"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"

Saa kom Holst.

– "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"

"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig travlt!"

"Hvormed?"

"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave – værsaagod!"

Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin Krone op over Taget.

"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at tænke paa mig – Tusind Tak!"

"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud veed, hvordan Alting var gaaet!"

"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"

"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer – og styrede dem godt! – Men hvad er det, Holst, er Du begyndt at radere?"

"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig – i alt Fald overfor mine Mesterværker – og saa tog jeg fat paa Radeernaalen og prøvede mig frem – ja, det er det første rigtige Forsøg, din Kone har faaet."

"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.

"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar – men det skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand, skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan det gamle Kjøbenhavn saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."

"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"

– "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav Ragna en Firkløver. – "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til Raderingen – den bringer nok Lykke, skal De se!"

"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret paa Firkløveren. "Og den har De virkelig plukket i Generalconsulens Gaard?"

"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under Lindetræet, og saa – "

"Det er Trifolium resupinatum!" sagde Berner næsten høitideligt.

"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum – 'Planten funden og forsvunden'!"

"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø, som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."

"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard – har De ikke?" spurgte Holst.

"Nej, jeg har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."

"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"

"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken Trifolium resupinatum eller nogen anden Kløver. – Og hvordan kan den nu pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"

Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus Resten af Aftenen.

Saa kom Poul og Marie – de kom "ganske tilfældigt" sammen.

– "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"

Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.

– "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i "Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.

"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom – har De det endnu?"

"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.

"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. – Men skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan more mig at vide?"

"Ja – jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.

"Se, se! – Og hvor var det, med Forlov at spørge?"

"Det var hjemme i Gaarden – jeg ledte efter det næste Dag, men det var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop nu, da gamle Jomfru Buxbom er død – det havde dog været et Minde om hende."

"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge – det var maaske allerbedst, det gik, som det gik. – Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg vilde!"

Man brød sent op og gik hjem i den lune, lyse Midsommernat.

– "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.

"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.

"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden – der er vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"

"Naa – aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"

"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.

Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene ad.

– "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. – Er det heller ingen 'Puf' til Bogen?"

"Jo – umuligt var det jo ikke!"

"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er varmt! – Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra Byen!"

"Fra Byen?"

"Ja – jeg reiser til Efteraaret – til Hønsetiden," svarede Terndrup og saae ned.

"Men hvorhen dog?"

"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."

"Men jeg troede dog, at De – "

"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. – Ja, det har jeg jo paa en Maade ogsaa. – Men saadan Noget skal man ikke love – for i Længden kan man ikke holde det!"

"Herregud, skal man nu miste Dem! – Men har De da Raad til at opgive Forretningen?"

"Gu', har jeg saa! – Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har lagt Skilling paa Skilling."

"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"

"Ja, det er da paa høie Tid!"

"Hvad vil det sige?"

"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar; skydes op skal de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. – Godnat, Berner!"

KAPITEL LIX

Vel var Poul, som Terndrup rigtigt havde bemærket, ikke synderlig "kaalhøgen" overfor sin Fader, men der maa jo en Ende paa Alting, og en skjønne Dag i Eftersommeren, ude paa Landet, opgav han – efter Poussecaféen – at "varpe sig frem" og fortalte rent ud, at han og Marie holdt af hinanden.

Det blev en artig Scene!

Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa, aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. – "Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt kan Du – heldigvis! – ikke skaffe, for din Danserinde har vist ikke nogen større Formue, vel?"

Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund.

– "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde mindste Forpligtelse overfor Dem – hører De: ikke den mindste! – saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt at lokke min uerfarne Søn – jo, De har! Da Deres Mand kom i Fedtefadet – "

"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt, "det blev han ved med at sige til det Sidste!"

"Lad os ikke tale om det! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand – en god Demokrat – men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru – nei! – De maa flytte til October, Understøttelsen beholder De!"

Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg brummede, og Poul saae ikke til sin Fader.

KAPITEL LX

– "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde Terndrup. "Ja, jeg har nok tænkt det!"

Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse med.

En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor.

"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i Audienspositur.

"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om," svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned."

Dermed tog han ugeneert en Stol, og da han satte sig, gjorde Generalconsulen fornærmet det Samme.

"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi stille op med hende: hun vil flytte!"

"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun skal!"

"Naa, hun skal, se, se! – Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig ved, men – "

"Nei!"

– "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste – naa, han har naturligvis unge Ben, saa – "

"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?"

"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!"

"De faaer aldrig i Evighed hinanden!"

"Naa, ikke det? – Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres Søn kun er Secondlieutenant?"

"Nei, det troer jeg dog ikke, hun gjør!"

"Ja, men hvad kan det da være for? – Er det monstro, fordi hun veed Noget?"

"Om hvem?"

"Ja, det maatte vel være om Dem!"

"Om mig!"

"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!"

"Maa jeg bede Dem øieblikkelig – "

"Ja, jeg skal strax være der! – Saa maa Fru Lund alligevel have faaet Noget at vide – men det er ikke af mig!"

"Aa, De er jo forrykt – hvad mener De?"

"Det var ellers en Skam, for jeg har holdt ren Mund – men hun maa jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!"

Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede, da han sagde:

"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer mig, at hendes Mand smuglede og blev overbevist om Toldsvig!"

"Naa, ikke?"

"Nei!"

"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. – Det var sgu Dem, der smuglede!"

"Mig!"

"Ja, vist var det saa!"

"De lyver! – Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange til, saa veed De Ingenting – Ingenting!"

"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! – Jeg har altid havt saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle Frimærker, som sad paa Brevene."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen.

"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!"

"Naa, og det Brev, det læste De?"

"Ja, jeg gjorde saamænd! – Det skulde jeg maaske ikke have gjort, men – "

"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!"

"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men gjort er gjort!"

"Naa, og Brevet, Brevet!"

"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa grumme tydelig."

"Naa, det blev den!"

"Ja, grumme tydelig! – De har jo nu altid holdt af saadan smaa, mindre propre Nebengeschäfter – ogsaa før De blev Generalconsul – og saa havde De hittet paa – bare som en Adspredelse, begribeligvis – at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne blev slaaet op om Natten i Deres Gaard – jo, de gjorde! – og De brugte Deres Agent, Lund, som Straamand – det var hans Navn, der blev klareret paa, og det var da ogsaa ham, der blev snuppet!"

"Tilstod han maaske ikke selv?"

"Jo, han gjorde!"

"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt, hvis han havde havt rent Mel i Posen!"

"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde De ham klar paa, at Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig, og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene vilde tage sig Skylden paa for det Andet!"

"Hvor meget koster det Brev?"

"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup, stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og det er jeg ogsaa hørt op med nu – men forresten er det Brev ikke til at faae."

"Hvad skal det sige?"

"Nei, for jeg har brændt det."

"Har De brændt det?"

"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort – jeg har ogsaa fortrudt det bagefter!"

Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen.

"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han.

"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. – "Men jeg er alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!"

"Kløver! – Vaas! – Hvad for en Kløver?"

"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner – De veed, ham, Deres Svigersøns gode Ven – han kom engang for mange Tider siden og sagde til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante, som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun var funden eet Sted før i Kjøbenhavn – nei, De maa sgu sidde ned og høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i Aviserne!"

"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!"

"Nei, man skulde ikke tro det, for De faaer jo ingen Klipfisk nede fra Italien, vel? Det var jo ogsaa det, der var det Mærkelige, at den Plante netop skulde voxe i Deres Gaard!"

"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!"

"Det er rigtigt – men iaar er der sgu!"

"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt – den Kløver iaar kan da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund – selvfølgelig imod mit Vidende og Villie – muligvis har brugt min Gaard til at slaa op i!"

"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke – men den er lidt lang. – Seer De, de visne Blade, som Berner i sin Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde plukket her i Gaarden og givet Marie Lund."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang.

"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. – "Om Forladelse, nu er han jo Lieutenant! – Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom – De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra Vennebjerg – det Meste af Buketten, og se, Jomfruen – hun var jo saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun – naa, hun havde gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. – Kan De saa se, at Kløveren iaar alligevel stammer fra den, Deres Appelsiner har været pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?"

"Aa, De er jo gal, Menneske – splittergal!" raabte Generalconsulen. "Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være Noget at finde i Gaarden – det kan De stole paa!"

"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke mig. – Men det gjør nu Ingenting!"

"Ikke det!"

"Nei! – Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!"

"Hvad for en?"

"Kløveren! De veed, Berner – ham, Deres Svigersøns gode Ven – han har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken – det har saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! – Jeg har ellers et Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane – her skal De se, hvad der staaer:

"Trifolium resupinatum. Første Gang funden paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum. Senere funden i Generalconsul Lange's Gaard, Store Kongensgade 238."

"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ – De kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!"

"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!"

"Ja, Gud veed! – Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium."

"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!"

"Det kan De! – Men De lader nok være med det!"

"Nei, jeg gjør ikke!"

"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal jeg sige Dem Noget: De kunde ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: det Nummer af Avisen, det kjøbte sgu Deres Fader strax!"

"Det Hele beviser Ingenting!"

"Nei, det gjør det ikke – men De er ligegodt en død Mand den Dag, det kommer frem!"

Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at vinde et nyt.

– "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig – ikke det Mindste! – men offentlig Skandale er mig modbydelig!"

"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver boende – og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden, begribeligvis!"

"Men er De da forrykt, Menneske! Min Søn og den fattige Balletspringerske – aldrig!"

"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende."

"Ikke det!"

"Nei, det kan man ikke – hun faaer da baade at bide og brænde!"

"Saa! – Maa jeg spørge hvorfra?"

"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en Maade er nærmest til at vide det – jo, seer De: Frøkenerne paa Vennebjerg har gjort Testamente for nylig – jeg var selv Vitterlighedsvidne sammen med Smeden."

"Naa, det var De! – Og hvad kommer det Sagen ved?"

"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne efterlader sig – "

"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?"

"Nei, aa, nei! – Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden – "

"Ja, den skal min Søn Julius have – han er den eneste Landmand i Familien!"

"Det er nok muligt – men den er nu ligegodt testamenteret til Marie Lund."

"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! – De to gamle Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!"

"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!"

Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen – overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede Vennebjerg, og endte med at give sig.

Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage.

– "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han – hvad er det nu, han hedder – "

"Berner!"

"Ja, Berner – der har altid været mig noget Ubehageligt ved den Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! – Den Bog ønsker jeg ikke skal udkomme!"

"Ikke det!"

"Nei, De maa standse Trykningen!"

"Det kan jeg sgu ikke!"

"Ja, det om den forbandede – om denne Kløver – det maa i alt Fald gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for min – forresten ganske frivillige – Indvilligelse i Partiet!"

"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! – Godmorgen, Hr. Generalconsul!"