Читать книгу: «Før han dræber»

KAPITEL 7

Mackenzie kunne ikke huske, hvornår stationen sidst var så kaotisk. Den første ting hun så, da hun gik gennem fordøren, var Nancy der kom farende ned ad gangen til en eller andens kontor. Hun havde aldrig set Nancy bevæge sig så hurtigt, og ansigterne på alle de betjente, som hun passerede på sin vej til mødelokalet, lyste af ivrighed.

Det så ud til at blive en begivenhedsrig morgen. Der var en spænding i luften, der mindede hende om atmosfæren lige før en grim sommerstorm.

Hun følte selv lidt af den spænding, inden hun forlod sit hus. Hun fik det første opkald klokken halv otte, der informerede hende om, at de rykkede på hendes spor inden for få timer. Mens hun sov, havde sporet som hun trak ud af Kevin, tilsyneladende vist sig at virke meget lovende. En arrestordre blev udfærdiget, og en plan blev iværksat. Én ting var dog allerede fastlagt, Nelson ønskede, at det var Porter og hende, som hentede den mistænkte.

De ti minutter hun tilbragte på stationen, var som en hvirvelvind. Mens hun hældte en kop kaffe op, gøede Nelson ordrer til alle, mens Porter alvorligt sad på en stol ved bordet. Porter lignede et surmulende barn, der søgte efter al den opmærksomhed, han kunne få. Hun vidste, at det gik ham på, at sporet kom fra en dreng, som Mackenzie havde talt med, en dreng som han var klar til at afskrive som betydning for efterforskningen.

Mackenzie og Porter kørte forrest, to andre biler var med for at hjælpe dem, hvis det blev nødvendigt. Det var fjerde gang i sin karriere, at hun fik til opgave at hente en mistænkt, og adrenalinsuset var altid det samme. Trods den bølge af energi der løb igennem hende, forblev Mackenzie rolig og fattet. Hun gik ud af mødelokalet med selvsikkerhed og styrke, og fik følelsen af, at nu var det hendes sag, uanset hvor meget Porter ønskede den.

På vej ud nærmede Nelson sig, og tog hende blidt i armen. "White, lad mig lige tale med dig et øjeblik, ok?"

Han trak hende til side, og førte hende ind i kopirummet, før hun nåede at svare. Han kiggede konspiratorisk rundt, for at sikre at ingen hørte dem. Da han så, at ingen lyttede med, kiggede han på hende på en måde, der fik hende spekulere på, om hun havde gjort noget forkert.

"Ser du" sagde Nelson, "Porter kom ind til mig i går aftes, og bad om at blive forflyttet. Jeg afslog det uden diskussion, og fortalte ham også, at han var dum, hvis han slap en sag som den her. Ved du, hvorfor han ønsker at blive forflyttet?"

"Han mener, at jeg trådte på hans tæer i aftes," sagde Mackenzie. "Men det var tydeligt, at børnene var ikke reagerede på ham, og at han ikke prøvede stærkt nok på at trænge igennem til dem."

"Åh, du behøver ikke at forklare det til mig," sagde Nelson. "Jeg synes, du gjorde et pokkers godt stykke arbejde med at ældste barn. Drengen fortalte endda nogle af de fyre, der dukkede op, blandt andet fra socialmyndighederne, at han virkelig syntes godt om dig. Jeg vil bare fortælle dig, at Porter er fornærmet i dag. Hvis han giver dig nogen problemer, så sig det til mig. Men det tror jeg nu ikke han gør. Selvom han ikke er stor fan af dig, fortalte han mig, at han respekterer dig allerhelvedes meget. Men der bliver mellem dig og mig. Forstår du det?"

"Ja, sir," sagde Mackenzie, overrasket over den pludselige støtte og opmuntring.

"Alt i orden," sagde Nelson, og klappede hende let på ryggen. "Se at komme afsted og få hentet den fyr."

Omgående satte Mackenzie kursen mod parkeringspladsen, hvor Porter allerede sad bag rattet i deres bil. Han gav hende et, hvad fanden tog så lang tid blik, idet hun skyndte sig hen til bilen. I samme øjeblik hun var inde, kørte Porter ud fra parkeringspladsen, selvom Mackenzie ikke helt fik lukket døren.

"Jeg regner med, at du i morges fik den komplette rapport på vores mistænkte?" spurgte Porter, idet han trak ud på motorvejen. To biler med Nelson og fire andre betjente kørte bag efter dem, som backup hvis det blev nødvendigt.

"Det gjorde jeg," sagde Mackenzie. "Clive Traylor, 41 år, registreret seksualforbryder. Har tilbragt seks måneder i fængsel for et overfald i 2006 på en kvinde. Han arbejder i øjeblikket på et lokalt apotek, men han laver også noget træarbejde i et lille skur på sin ejendom."

"Åh, så må du have overset det sidste notat, som Nancy sendte," sagde Porter.

"Gjorde jeg?" spurgte hun. "Hvad mangler jeg?"

"Skiderikken har flere udskårne træpæle bag sit skur. Informationer viser, at de er nogenlunde samme størrelse, som den vi fandt ude i majsmarken."

Mackenzie rullede igennem e-mail på sin telefon, og så at Nancy havde sendt et notat for mindre end ti minutter siden.

"Det lyder som vores mand," sagde hun.

"Helt sikkert," sagde Porter. Han talte som en robot, der var programmeret til at sige bestemte ting. Han så ikke på hende en eneste gang. Det var tydeligt, at han var sur, men det var okay med Mackenzie. Så længe han brugte vreden og beslutsomheden til at anholde den mistænkte, så ville hun ikke bekymre om det.

"Jeg vil gå videre og sparke elefanten ud af bilen," sagde Porter. "Jeg blev skide sur, da du tog over i går aftes. Men jeg lyver, hvis jeg siger, at du ikke udførte et eller andet mirakel med den knægt. Du er skarpere, end jeg giver dig kredit for, det vil jeg indrømme. Men din manglende respekt..."

Han gik i stå, som om han ikke var sikker på, hvordan han skulle afslutte sætningen. Mackenzie svarede ikke. Hun kiggede bare frem. og forsøgte at sluge, at hun inden for de sidste 15 minutter modtog noget, der næsten var komplimenter, fra to meget usandsynlige kilder.

Pludselig følte hun, at det blev en rigtig god dag. Forhåbentlig havde de ved dagens afslutning fanget den mand, der var ansvarlig Hailey Lizbrooks død, og måske for flere andre uopklarede mord gennem de sidste tyve år. Hvis der var belønningen, så kunne hun helt sikkert leve med Porters vrantne humør.

*

Mackenzie kiggede ud, og blev deprimeret, da hun så omgivelserne forandre sig for øjnene af hende, da Porter kørte ind i de mere forfaldne forstæder til Omaha. Velhavende kvarterer skiftede til lavpris lejlighedskomplekser, som derefter falmede væk til et forhutlede nabolag.

Snart nåede de Clive Traylors kvarter, der bestod af lavindkomst huse placeret på ofte visne græsplæner, punkteret langs gaden med skæve postkasser. Række efter række af huse. Det virkede endeløst, og hver eneste så mindre velholdt ud end det forrige. Hun vidste ikke, hvad der var mest deprimerende. Den forsømte forfatning, eller den bedøvende monotoni.

Clives vej var stille, da de drejede ned mod den, Mackenzie følte det velkendte adrenalinsus. Hun sad instinktivt, og gjorde sig klar til at konfrontere en morder.

Ifølge overvågningsteamet som holdt øje med huset siden klokken tre i nat, så var Traylor stadig hjemme. Han skulle ikke møde på arbejdet før klokken et i eftermiddag.

Porter satte farten ned, da han kørte længere op ad gaden, og parkerede direkte foran Traylors hus. For første gang den morgen kiggede han derefter på Mackenzie. Han så lidt nervøs ud. Hun indså, at hun sikkert så ligesådan ud. Og på trods af deres forskelle så ville Mackenzie stadig føle sig sikker, hvis hun gik kom i potentiel fare sammen med ham. Sexistisk hård banan eller ej, manden havde en lang karriere bag sig, og vidste det meste af tiden, hvad han lavede.

"Er du klar?" spurgte Porter hende.

Hun nikkede, og tog mikrofonen fra radioenheden.

"Det er White," sagde hun ind i mikrofonen. "Vi er klar til at gå ind på din kommando."

"Sæt i gang," lød Nelsons enkle svar.

Mackenzie og Porter steg langsomt ud af bilen, de ønskede ikke at give Traylor nogen årsag til at blive skræmt, hvis han tilfældigvis så ud af vinduet, og opdagede fremmede på vej op langs hans græsplæne. Porter tog føringen, da de gik op af nogle vakkelvorne verandatrin. Verandaen var dækket af flager af hvid maling og rester af utallige døde insekter.

Mackenzie følte, at hun spændte, og forberedte sig. Hvad ville hun gøre, når hun så ind i ansigtet på den mand, der myrdede kvinderne?

Porter åbnede den spinkle trådnetdør, og bankede på hoveddøren.

Mackenzie stod ved siden af ham, og ventede med et dundrende hjerte. Hun mærkede, at håndfladerne blev klamme.

Et par sekunder gik før hun hørte fodtrin, der nærmede sig. Der lød et klik fra en lås, der blev drejet rundt. En lille sprække i døren blev åbnet, og Clive Traylor kiggede ud på dem. Han så forvirret ud, og derefter meget foruroliget.

"Kan jeg hjælpe jer?" spurgte Traylor.

"Mr. Traylor," sagde Porter, "Jeg er detektiv Porter, og det er detektiv White. Hvis du har et øjeblik, så vil vi gerne tale med dig."

"Hvad handler det om?" spurgte Traylor, straks defensiv.

"Om en forbrydelse der blev begået for to nætter siden," sagde Porter. "Vi har bare et par spørgsmål, og så længe du svarer ærligt, så er vi væk igen om fem til ti minutter."

Traylor så ud, som om han spekulerede over det et øjeblik. Mackenzie var temmelig sikker på, at hun kendte den logik, der summede gennem hans hoved. Han var en registreret seksualforbryder, og enhver modstand mod at hjælpe politiet når de bad om det, ville virke alarmerende, og måske føre til yderligere efterforskning af Traylors igangværende aktiviteter.

Og det var det sidste, en mand som Clive Traylor ønskede.

"Okay, kom ind," sagde Traylor endelig, tydeligvis ikke tilfreds med situationen. Alligevel åbnede han døren, og førte dem ind i et hus, der lignede et kollegieværelse.

Der var bøger stablet op overalt, tomme øldåser lå her og der, og bunker af tøj var tilfældigt placeret på enhver tilgængelig overflade. Stedet lugtede, som om Traylor for nylig brændte noget af på komfuret

Han førte dem ind i sin lille stue, og Mackenzie betragtede det hele. Hun analyserede lynhurtigt alt, for at finde ud af om det var en morders hus. Der var mere tøj stablet op på sofaen, og sofabordet var overstrøet med snavset service og en bærbar computer. Da Mackenzie så al det rod, indså hun, at Zacks levevaner måske ikke var lige så slemme, som hun troede. Traylor bad dem ikke om at sidde ned, hvilket var godt, for Mackenzie ville på ingen sidde noget som helst sted i det hus.

"Tak for din tid," sagde Porter. "Som jeg sagde, så er der begået en forbrydelse for to nætter siden, et mord. Vi er her, fordi du har en temmelig usund fortid med offeret. "

"Hvem er det?" spurgte Traylor.

Mackenzie betragtede ham nøje, og studerede hans ansigtsudtryk og kropsholdning, i håb om at hun fandt nogle spor. Det eneste hun ind til videre så, var at han fandt det meget ubehageligt at have politiet inde i hans hus.

"En kvinde ved navn Hailey Lizbrook."

Traylor så ud til at tænke over det et øjeblik, og derefter rystede han på hovedet.

"Jeg ikke kender nogen med det navn."

"Er du sikker?" spurgte Porter. "Vi har bevis for, at hun sidste år bad om at få et tilhold mod dig."

Genkendelsen lyste i hans ansigt, og han rullede med øjnene.

"Åh. Hende. Jeg har aldrig vidst hvad hun hed."

"Men du ved, hvor hun boede?" spurgte Mackenzie.

"Det gør jeg," sagde Traylor. "Ja, jeg fulgte efter hende hjem fra Runway et par gange. Der kom nogle politifolk, og talte med mig om det. Men jeg har ikke overtrådt tilholdet. Det sværger jeg på."

"Så du benægter ikke, at du forfulgte hende på et tidspunkt?" spurgte Porter.

Mackenzie så hvordan Traylor blev forlegen, og hjertet sank. Hun var temmelig sikker på, at det ikke var deres morder.

"Nej, det indrømmer jeg. Men efter tilholdet, holdt jeg mig væk. Jeg holdt endda op med at besøge stripklubben."

"Okay," sagde Porter. "Kan du fortælle mig, hvor du var for to nætter siden?"

"Hm, jeg arbejdede indtil ved ni-tiden, og da jeg kom hjem, så jeg lidt TV, og gik i seng omkring midnat."

"Kan du bevise det?" spurgte Porter.

Traylor så ud, som om han var blevet taget på sengen, og han forsøgte at komme med et passende svar. "For helvede, det ved jeg ikke. Jeg loggede ind på min online bankkonto. Kan I bruge det?"

"Det kan vi," sagde Porter, og pegede på den bærbare computer på sofabordet. "Vis os det."

Traylor så et øjeblik ud til at kæmpe med et eller andet. Han rakte langsomt ud efter computeren, men tøvede så. "Det er, ja altså, det er et brud på mit privatliv. Kom tilbage med en dommerkendelse, så vil jeg - "

"Det her er altså ikke min første rodeo, " sagde Porter. "Vi har flere betjente udenfor, og jeg kan få dem herind på tredive sekunder. Vi har allerede en dommerkendelse. Så gør det så let som muligt for os begge, og vis mig din browser historik."

Nu svedte Traylor næsten. Mackenzie var temmelig sikker på, at han ikke var morderen, men han skjulte helt sikkert et eller andet.

"Hvad er problemet?" spurgte Mackenzie.

"I bliver nødt til at få oplysningerne direkte fra min bank," sagde han.

"Hvorfor?"

"Fordi min browserhistorik ikke findes på computeren."

Porter trådte frem, og gentog sin tidligere kommando. "Vis os det."

Mackenzie og Porter stod omkring Traylor, en på hver side. Mackenzie overvågede opmærksomt, at Traylor åbnede sin browser meget hurtigt. Alligevel nåede Mackenzie at set hans startskærm, og var temmelig sikker på, at hun havde set nok.

Hun gik væk fra Traylor, da han viste Porter, at hans browserhistorik var tom. Hun lyttede også til ham, da han forklarede Porter, at han altid slettede historikken for at slippe af med cookies og junk i sin cache. Hun lod Porter diskutere den ældgamle undskyldning med ham, mens hun kiggede ud i entreen. Der hang ingen billeder på væggene, der var kun junk på gulvet langs væggene. Blandt rodet fik hun øje på en tom kasse, der alarmerede hende.

Mackenzie gik tilbage til stuen, samtidig med at samtalen mellem Porter og Traylor begyndte at blive lidt mere ophidset

"Undskyld mig," sagde hun, og talte hen over dem. "Mr. Traylor, jeg tvivler ikke på dig. Jeg er temmelig sikker på, at du ikke har noget at gøre med mordet på Hailey Lizbrook. Jeg kan fortælle dig, at mange ting pegede på dig, helt ned til træpælene bag dit skur. Men nej, jeg tror ikke at du har dræbt nogen. "

"Tak," han snerrede sarkastisk.

"White," sagde Porter, "Hvad er du —"

"Men du bliver nødt til at fortælle mig, hvilke andre upassende ting du er involveret i."

Han kiggede overrasket, næsten fornærmet. "Intet," sagde han. "Jeg ved godt, at min straffeattest ikke er er ikke perfekt. Når du en gang er registreret som seksualforbryder, bliver dit liv aldrig det samme igen. Folk ser anderledes på dig og — "

"Spar mig," sagde Mackenzie. "Er du sikker på, at du ikke er involveret i noget, som du ikke burde?"

"Det sværger jeg på."

Mackenzie nikkede, og kiggede på Porter med et smalt smil. "Detektiv Porter, vil du give ham håndjern på, eller skal jeg gøre det?"

Før han nåede at svare, var Traylor på farten. Han kolliderede med Mackenzie, og forsøgte at vælte hende for at komme ud i entreen. Han forventede dog helt klart ikke, at hun var så solid. Hun satte sine fødder rigtigt, og låste knæene, idet Traylor ramlede ind i hende, hvilket fik ham til at ryge forvirret baglæns.

"Shit," mumlede Porter, og famlede efter sin tjeneste pistol.

Idet han rodede efter pistolen, satte Mackenzie albuen hårdt i Traylors bryst, da han forsøgte at pivotere omkring hende. Han udstødte et whoof, og sendte hende et overrasket blik. Han begyndte at gå i knæ, men før han overhovedet rørte gulvet, greb Mackenzie ham om nakken, og smækkede ham ned i gulvet.

Traylor råbte op, idet Mackenzie plantede et knæ i hans ryg, og fik sine håndjern frem på samme måde, som en tryllekunstner tryller med lommetørklæder.

"Skidt med det," sagde Mackenzie, og skævede til Porter. "Jeg gør det."

Med de ord smækkede hun håndjernene omkring Traylors håndled, mens Porter fortsat stod ubevægelig, med hånden frosset på hoften hvor hans pistol stadig sad i hylstret.

*

Mackenzie kiggede på plastikposen, og blev syg ved tanken om, at hun temmelig sikkert viste, hvad USB-drevene indeholdt. Der var 11 i alt. Efter nogle hårde forhør, fandt de ud af, at det var disse USB drev, som Traylor forsøgte at få fat på, da han begik den fejl, at prøve på at komme forbi Mackenzie.

"For pokker da," sagde Nelson, og så lidt for glad ud, da Clive Traylor blev placeret på bagsædet af en politibil. "Det er ikke den anholdelse, som jeg ønskede i dag, men jeg er helt sikker på, at jeg kan bruge den."

Der var gået lidt mindre end en time, siden Traylor nægtede at være involveret i noget mistænkeligt. I det tidsrum var hans computer blevet konfiskeret, og hans browser historik var fundet. I huset fandt de flere USB-drev fyldt med billeder og videoer. Med det der blev fundet på hans computer, herunder hjemmesider som han havde besøgt de sidste to dage, og USB drev, så var Clive Traylor i besiddelse af mere end 500 billeder og 25 videoer med børnepornografi. Ud over det solgte han filer online. Den seneste postering var fra en IP-adresse i Frankrig på en sum af 200 dollars, en transaktion der blev bekræftet af Traylors bank.

Clive Traylor var overhovedet ikke i nærheden af majsmarken, hvor Hailey Lizbrook blev myrdet for to nætter siden. I stedet var han online og distribuerede børnepornografi.

På Traylors startskærm så Mackenzie først et ikon for software til anonym surfing, og derefter ude i gangen så hun en boks med hardware til at blokere IP-adresser. Så faldt brikkerne på plads. At Traylor var en kendt seksualforbryder, gjorde det nemt at regne ud.

Nelson stod sammen med Mackenzie og Porter, da Traylor blev kørt væk.

"Vi tror, at det kun er toppen af isbjerget, som vi har set," sagde han. "Når vi kommer forbi det software, han har installeret, finder vi sikkert en helvedes masse mere. Fantastisk godt arbejde af jer to."

"Tak, sir," sagde Porter, tydeligvis i konflikt ved at modtage den ros, som Mackenzie mest fortjente.

"Forresten," sagde Nelson, og kiggede nu direkte på Mackenzie, "jeg sendt nogle folk ud i til skuret bagved. De fandt ikke noget, kun nogle ufærdige håndlavede ting, en reol, et par borde og lignende. Jeg fik dem endda til at undersøge pælene bag skuret, og det viser sig, at de er lavet af fyrretræ, af samme slags træ som de ting han laver. Så det var bare en stor tilfældighed."

"Jeg var så sikker på, at han var gerningsmanden," sagde Porter.

"Nå, det må ikke få dig til at gå i stå," sagde Nelson. "Dagen er ny."

Nelson forlod dem, og gik over for at tale med teknikerne, der arbejdede på at grave dybere i Traylors computer.

"Du tænkte hurtigt derinde," sagde Porter. "Jeg overså begge dele, softwaren på hans computer og hardwareboksen."

Han lød deprimeret, næsten trist.

"Tak," sagde Mackenzie, lidt ubehagelig til mode. Hun ønskede at fortælle ham, hvordan hun var kommet frem til sine konklusioner, men hun regnede med, at det kun ville irritere ham. Så hun holdt sin mund som altid.

"Nå," sagde Porter, og slog hænderne sammen, som om sagen nu var opklaret. "Lad os komme tilbage til stationen, og se hvad vi kan grave op om vores morder."

Mackenzie nikkede, og tog sig god tid med komme ind i bilen. Hun kiggede tilbage til Clive Traylors hus og skur i baghaven. Hun kunne se toppen af pælene, derfra hvor hun stod. På overfladen, ja så havde det virket som en vandtæt sag. Men nu hvor det viste sig at dreje sig om noget helt andet, så blev hun konfronteret med, at de var sendt tilbage til start.

Der var stadig en morder der gik frit rundt, og for hvert minut der gik, gav de ham en endnu en mulighed for slå ihjel igen.

KAPITEL 8

Som dreng var et af hans foretrukne tidsfordriv, at sidde på verandaen bag huset, og se deres kat snige sig omkring i gården. Det var især interessant, når den fik færten af en fugl, eller et egern hvilket skete en enkelt gang. Han betragtede katten, der tilbragte mere end et kvarter med at forfølge en fugl, lege med den, indtil den pludselig kastede sig over fuglen, knækkede halsen på den, og sendte små fjer op i luften.

Nu tænkte han på den kat, da han iagttog kvinden komme hjem fra endnu en nat på arbejdet. Et arbejde hvor hun stod på en scene, og solgte sit kød. Ligesom katten fra hans barndom, forfulgte han hende. Han var gået væk fra tanken om at tage hende på hendes arbejdsplads, der var sikkerheden for effektiv, og selv i den dunkle belysning fra den tidlige morgens gadelygter var der for stor en risiko for at blive fanget. I stedet ventede han på parkeringspladsen til det lejlighedskompleks, hvor hun boede.

Han parkerede direkte foran trappen i den højre side af komplekset, det var der, hun plejede at gå op til sin lejlighed på 2. sal. Lidt over tre gik han op af trapperne, og ventede på trappeafsatsen mellem første og anden etage. Der var dårligt oplyst og helt stille på den tid af natten. Hvis nogen tilfældigvis gik forbi ham, havde han et skalkeskjul. En gammel mobiltelefon han hurtigt kunne tage frem, og lade som han talte i.

Han forfulgte hende i to nætter, og vidste nu, at hun ville komme hjem et sted mellem tre og fire om morgenen. Begge de gange hvor han fulgte efter hende og parkerede på den modsatte side af gaden, så han kun én person som brugte trapperne mellem klokken tre og fire, og vedkommende var helt klart beruset.

Da han stod på trappeafsatsen, opdagede han hendes bil køre ind og parkere. Han betragtede hende, da hun steg ud. Selv klædt i almindeligt tøj virkede det som om hun viste sin ben frem. Og hvad havde hun lavet hele natten? Viftet med disse ben, som fik mænd til at længes.

Hun kom ind i trappeopgangen, og han tog telefonen op til sit øre. Et par trapper mere, og hun ville dukke op lige foran ham. Han følte sine lægmuskler stramme, klar til spring, og han tænkte igen på katten i sin barndom.

Da han hørte de svage lyde af hendes fodtrin nedenunder, lod han som om han talte. Han talte roligt, ikke på en konspiratoriske måde. Han tænkte, at han måske endda ville smile til hende, når hun dukkede op.

Og så var hun der, hun kom rundt om trappeafsatsen på vej mod de næste trapper. Hun kiggede på ham, så at han var optaget, og virkede harmløs, og gav ham et lille nik. Han nikkede smilende tilbage.

Da hun vendte ryggen til ham, reagerede han hurtigt.

Hans højre hånd rakte ned i jakkelommen, og trak en klud ud, som han vædede med kloroform, få sekunder før han steg ud af bilen. Han brugte sin anden arm til lægge rundt om hendes hals, og trak hende bagud og ud af balance. Hun nåede kun at udstøde et lille bjæf af overraskelse, før kluden blev presset mod munden.

Hun kæmpede straks imod, og bed sig fast, på en eller anden måde lykkedes det hende at sætte tænderne i hans lillefinger. Hendes bid var hårdt, og i første omgang var han sikker på, at hun bedt lige gennem hans finger. Han trak sig tilbage et øjeblik, men det var nok for hende til at komme væk fra ham, og vride sig ud af det greb som han havde omkring hendes hals med sin venstre arm.

Hun løb op ad trappen, og udstødte en klynken. Han vidste, at den klynken blev til et skrig i løbet af ingen tid. Han kastede sig frem, rakte ud, og fik fat på et silkeklædt ben. Trappen ramte ham i brystet og i maven, og bankede luften ud af ham, men han var stadig i stand til at trække hårdt i hendes ben. Med en lille desperat råb, faldt hun til jorden. Der lød et ubehageligt knæk, da ansigtet ramte trappen

Hun blev slap, og han kravlede straks op ad trappen for at få et nærmere kig. Hun slog sin tinding på trappen. Overraskende nok der var ingen blod, men selv i det svage lys så han, at en bule allerede var begyndt at danne sig.

Med en hurtig bevægelse lagde han kluden tilbage i lommen, og så at hun havde bidt temmelig dybt i hans lillefinger. Han løftede hende, og opdagede, at der ikke var nogen kræfter i hendes ben. Hun var slået helt ud.

Men han havde tidligere haft det samme problem. Han stablede hende op fra den side hvor bulen sad, og lagde hele hendes vægt over på den side. Han slæbte hende derefter ned ad trappen med den ene arm omkring taljen, med fødderne dinglende ubrugelige bag efter. Med sin anden hånd tog han den lukkede telefon op til sit øre, i tilfælde af at de mødte nogen i løbet af de fem meter, der adskilte dem fra hans bil. Han havde sine replikker klar, og var forberedt hvis det skete. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, mand. Hun er fuld, som i stinkende beruset. Jeg tror, at det er bedst, at jeg kører hende hjem.

Men det sene tidspunkt gjorde dens slags forberedelser unødvendige. Trappen og parkeringspladsen var helt øde. Han fik hende ind i sin bil uden uheld, og så aldrig så meget som skyggen af andre mennesker.

Han startede bilen og kørte ud af parkeringspladsen, på vej mod øst.

Ti minutter senere da hendes hoved bankede blødt mod vinduet i passagersiden, mumlede hun noget, han ikke forstod.

Han rakte over, og klappede hendes hånd.

"Det er okay," sagde han. "Det skal nok blive okay.”

KAPITEL 9

Mackenzie læste den slutrapporten om Clive Traylor, og spekulerede over, hvor hun var gået fejl, da Porter trådte ind på hendes kontor. Han så stadig lidt utilfreds ud efter morgenens aktion. Mackenzie vidste, at han havde været overbevist om, at Traylor var deres mand, og han hadede at tage fejl. Men hans evindelige gnavne humør var noget Mackenzie havde vænnet sig til for lang tid siden.

"Nancy sagde, at du var på udkig efter mig," sagde Porter.

"Ja," sagde hun. "Jeg tror, vi nødt besøge den stripklub, hvor Hailey Lizbrook arbejdede."

"Hvorfor?"

"For at tale med hendes chef."

"Vi har allerede talt med ham i telefonen," sagde Porter.

"Nej, du talte med ham i telefonen," påpegede Mackenzie. "Alt i alt omkring tre minutter kunne jeg tilføje."

Porter nikkede langsomt. Han trådte helt ind på kontoret, og lukkede døren bag ham. "Ser du," sagde han, "Jeg var forkert på den med Traylor her til morgen. Og du imponerede mig som en i helvede med den arrestation. Det er helt klart, at jeg ikke har respekteret dig nok. Men det giver dig stadig ikke ret til at tale ned til mig."

"Jeg taler ikke ned til dig," sagde Mackenzie. "Jeg gør bare opmærksom på, at i en sag hvor vi stort set ikke har et eneste brugbart spor, så bliver vi nødt til at prøve alle muligheder."

"Og du tror, at ejeren af stripklubben kan være morderen?"

"Sikkert ikke," sagde Mackenzie. "Men jeg synes, det er værd at tale med ham, hvis han kan føre os til et eller andet. Bortset fra det, har du så kigget på hans straffeattest?"

"Nej," sagde Porter. Grimassen på hans ansigt gjort det klart, at han hadede at indrømme det.

"Han er kendt for en sag om vold i hjemmet. Og for seks år siden var han involveret i en sag, hvor han angiveligt fik en 17 år gammel pige til at arbejde for sig. Hun indrømmede senere, at hun kun fik jobbet, fordi hun udførte seksuelle ydelser for ham. Sagen blev dog lukket, fordi pigen var løbet hjemmefra, og ingen kunne bevise hendes alder."

Porter sukkede. "White, ved du hvornår, jeg sidste gang satte foden i en stripklub?"

"Jeg tror, at jeg helst ikke vil vide det," sagde Mackenzie. Og ved Gud, hun fik ham faktisk til at smile?

"Det er længe siden," sagde han, og rullede med øjnene. ”

"Nå, skidt med det, det er forretning og ikke fornøjelse."

Porter klukkede. "Når du kommer op i min alder, så er linjen mellem de ting to ind i mellem sløret. Kom så. Lad os komme afsted. Jeg forestiller mig ikke, at en stripklub har ændret sig så meget i de sidste 30 år."

*

Mackenzie havde kun set en stripklub på film, og selv om hun ikke turde sige det til Porter, var hun ikke sikker på, hvad hun skulle forvente. Da de gik ind, var klokken lige omkring seks om aftenen. Parkeringspladsen begyndte at blive fylde med stressede mænd, der kom direkte fra arbejdet. Et par af mændene gav Mackenzie lidt for meget opmærksomhed, da hun og Porter gik gennem lobbyen og hen mod området ved baren.

Mackenzie absorberede stedet, så godt som muligt. Belysningen var dæmpet ligesom et permanent tusmørke, og musikken var høj. På en scene som lignende en startbane, var der i øjeblikket to kvinder der dansede med en stang imellem dem. Kun iført et par tynde trusser, gjorde de deres bedste i et forsøg på at danse på en sexet måde til en Rob Zombie sang.

"Nå," sagde Mackenzie, da de ventede på bartenderen, "er det så sket nogle ændringer?"

"Intet ud over musikken," sagde Porter. "Den her musik er forfærdelig."

Hun var nødt til at give ham et point. Han kiggede ikke på scenen. Porter var en gift mand på 25’ende år. Du hun så, hvordan han fokuserede på rækker af spiritus flasker bag baren i stedet for på de topløse kvinder på scenen, gik hende respekt for ham et trin op. Det var svært at forestille sig Porter som en mand, der respekterede hans kone på sådan en måde, og hun var glad for at have taget fejl.

Bartenderen kom langt om længe over til dem, og hans ansigt blev med det samme slapt. Selvom hverken Porter eller Mackenzie bar nogen form for politi uniform, afslørede deres påklædning dem stadig som mennesker, der besøgte stedet på grund at forretninger, og sikkert ikke af den positive slags.

“Kan jeg hjælpe jer?” spurgte bartenderen.

Kan jeg hjælpe jer? Tænkte Mackenzie. Han spørger ikke, hvad vi vil have at drikke. Han spørger, om han kan hjælpe os. Han har tidligere set vores typer her. Første point til ejeren.

"Vi vil gerne tale med Mr. Avery," sagde Porter. "Og jeg vil gerne have en Rom og Cola."

"Han er optaget i øjeblikket," sagde bartenderen.

"Der er jeg er sikker på, at han er," sagde Porter. "Men vi har brug at tale med ham." Han tog sit skilt ud af den indvendige lomme i sin frakke, og viste det, for derefter at lægge det tilbage som om han udførte et magisk trick.

"Han kan vælge at tale med os, eller jeg kan foretage nogle opkald og gøre det her rigtig officielt. Det er op til ham."

"Et øjeblik," sagde bartenderen, uden at spilde et minut. Han gik over til den anden side af baren og gennem et par dobbeltdøre, der mindede Mackenzie, om dem hun havde set i saloons i billige westernfilm.

Hun kiggede tilbage på scenen, hvor der var nu kun én kvinde, der dansede til Van Halens "Running with the Devil." Der var noget ved den måde, kvinden bevægede sig på, der fik Mackenzie til spekulere over, om strippere manglede værdighed, og derfor ikke havde problemer med at fremvise deres krop, eller om de bare var meget sikre på sig selv. Hun vidste, at der ikke var ti vilde heste, som fik hende til at gøre noget lignende. Selvom hun var selvsikker på mange områder, så var hendes krop ikke et af dem, på trods de mange sjofle blikke hun ind i mellem modtog fra tilfældige mænd.

"Du ser ud, som om du er landet et forkert sted," var der en, der sagde siden af hende. Hun kiggede til højre, og så en mand nærme sig. Han var omkring 30 år gammel, og så ud som om han havde siddet i baren et stykke tid. Han havde det glimt til øjnene, som hun havde set i mange værtshusslagsmål.

"Der er der en grund til," sagde Mackenzie.

"Jeg siger bare," sagde manden. "at man ikke ser mange kvinder, på steder som det her. Og når de er her, så er det som regel sammen med en mand eller kæreste. Og helt ærligt, jeg kan ikke forestille mig jer to," sagde han, og pegede på Porter, "som et par."

Mackenzie hørte Porter klukle. Hun var ikke sikker på, hvad irriterede hende mest. At manden viste mod nok til at sidde ved siden af hende, eller at Porter nød hvert minut af det.

"Vi er ikke et par," sagde Mackenzie. "Vi arbejder sammen."

"Direkte fra arbejdet for at få noget at drikke, huh?" spurgte han. Han lænede sig tættere på, tæt nok til at Mackenzie lugtede tequila i hans ånde. "Skal jeg ikke købe dig en drink?"

"Hør her," sagde Mackenzie, stadig uden at kigge på ham. "Jeg er ikke interesseret. Så flyt bare videre til det næste uskyldige offer."

Manden lænede sig tættere på, og stirrede på hende et øjeblik. "Du behøver opføre dig som en bitch."

Mackenzie vendte sig endelig om mod ham, og da deres øjne mødtes, ændrede mandens blik sig. Han så, at hun mente det, men han havde fået et par drinks for meget, og fandt det åbenbart svært styre sig. Han lagde en hånd på hendes skulder, og smilede til hende. "Det er jeg ked af," sagde han. "Hvad jeg mente var, nå, nej, jeg mente, hvad jeg sagde. Du behøver ikke at være en bitch - "

"Flyt din hånd fra mig," sagde Mackenzie sagte. "Sidste advarsel."

"Du kan ikke lide fornemmelsen af en mands hånd?" spurgte han, grinende. Hans hånd gled ned ad armen, nu mere gramsende. "Jeg tror, at det er derfor, du er her, for at se på nøgne kvinder!"

Mackenzies arm fløj op med lynets hast. Den stakkels berusede mand var ikke selv klar over, hvad der skete, før hun stak sin underarm ind i hans hals, og han faldt gylpende ned af barstolen. Da han ramte gulvet, lavede det støj nok til at tiltrække en af de vagter, der stod ved kanten af lounge-område.

Porter kom på benene, og gik imellem vagten og Mackenzie. Han viste sit skilt, og til Mackenzies overraskelse stod han næse mod næse med den langt større vagt.

"Tag det roligt, kammerat," sagde Porter, mens han næsten rørte fyrens ansigt med sit skilt. "Faktisk vil jeg foreslå, at du smider det her røvhul ud, hvis du vil undgå at nogen bliver arresteret i det her snuskede etablissement, "

Vagten kiggede fra Porter til den berusede mand på gulvet, som stadig hostede, og gispede efter luft. Vagten forstod de muligheder, han stod over for, og nikkede. "Selvfølgelig," sagde han, og halede den fulde mand på benene.

Mackenzie og Porter så på, mens vagten eskorterede den fulde mand hen til døren. Porter puffede til Mackenzie, og grinede. "Du er bare fuld af overraskelser, hva’?"

Mackenzie trak på skuldrene. Da de vendte tilbage til området ved baren, var bartenderen vendt tilbage. En anden mand stod ved siden af ham, og stirrede på Mackenzie og Porter, som om de var et par herreløse hunde, han ikke havde tillid til.

"Vil I fortælle mig, hvad det drejer sig om?" spurgte manden.

"Er du Mr. William Avery?" spurgte Porter.

"Det er jeg."

"Nå, Mr. Avery," Mackenzie sagde, "dine kunder skal anstrenge sig mere for at holde munden lukket, og holde deres hænder for dem selv."

"Hvad handler det om?" spurgte Avery.

"Er der et mere privat sted, hvor vi kan tale sammen?" spurgte Porter.

"Nej. Det er ok her. For os er det den travleste tid på dagen. Jeg er nødt til at blive her for at hjælpe til i baren. "

"Det er du helt sikkert," sagde Porter. "Jeg bestilte en Rom og Cola for fem minutter siden, og jeg stadig ikke har set skyggen af den."

Bartenderen skulede, og vendte sig derefter om mod flaskerne bag ham. I hans fravær lænede Avery sig frem, og sagde: "Hvis det drejer sig om Hailey Lizbrook, har jeg allerede fortalt de andre strissere, alt hvad jeg ved om hende

"Men du har ikke talt med mig," sagde Mackenzie.

"Og hvad så?"

"Jeg har en anden tilgangsvinkel end de fleste, og det er vores sag," sagde hun, og nikkede hen mod Porter. "Så jeg har brug for, at du svarer på flere spørgsmål."

"Og hvad så hvis jeg ikke har lyst til det?"

"Tja, hvis du ikke vil," sagde Mackenzie "så kan jeg kan afhøre en kvinde, der hedder Colby Barrow. Lyder navnet bekendt? Jeg tror, at hun var 17 år, da hun begyndte at arbejde her, er det ikke rigtigt? Hun fik jobbet ved at give dig oralsex, tror jeg nok. Jeg ved godt, at sagen er lukket. Men jeg tænker på, om hun har noget at fortælle om din måde at drive forretning på, som måske blev fejet ind under gulvtæppet for seks år siden. Jeg spekulerer på, om hun måske kan fortælle mig, hvorfor du er så ligeglad med, at en af dine dansere blev myrdet for tre nætter siden."

Avery kiggede på hende, som om han ønskede at smække hende en. Hun håbede næsten, at ham prøvede. Hun havde mødt alt for mange mænd som ham i de sidste par år, mænd der var ligeglade med kvinder indtil lyset blev slukket, og de havde brug for sex eller noget at slå på. Hun fastholdt hans blik, og lod ham vide, at hun var meget mere end en boksebold.

"Hvad vil du gerne vide?" spurgte han.

Før hun fik svaret, kom bartenderen endelig med Porters drink. Porter nippede til den, og smilede velovervejet til Avery og bartenderen.

“Var der mænd, som kom her på grund af Hailey?” spurgte Mackenzie. “Havde hun nogen faste kunder?”"

"Måske en eller to," sagde Avery.

"Kender du deres navne?" spurgte Porter.

"Nej, jeg lægger ikke mærke til de mænd, der kommer her. De er ligesom alle andre mænd, du ved?"

"Men hvis det nu var," Mackenzie sagde, "tror du så, at nogle af dine andre dansere kender deres navne?"

"Jeg tvivler på det," sagde Avery. "Og lad os bare se det i øjnene, de fleste af danserne spørger om mandens navn for at virke venlig. De er skide ligeglade med hvad han hedder. De prøver bare at tjene penge."

"Var Hailey en god medarbejder?" spurgte Mackenzie.

"Ja, Det var hun faktisk. Hun var altid villig til at tage ekstra vagter. Hun elskede sine to drenge, du ved?"

"Ja, vi har mødt dem," sagde Mackenzie.

Avery sukkede, og kiggede ud på scenen. "Hør, du er velkommen til at tale med nogle af pigerne, hvis du tror, at det vil hjælpe jer med at finde ud af, hvem der dræbte Hailey. Men jeg kan ikke lade jer gøre det her, ikke lige nu. Det ville forstyrre dem og ødelægge min forretning. Men jeg kan give dig en liste med deres navne og telefonnumre, hvis du absolut har brug for det."

Mackenzie tænkte lidt over det, og rystede derefter på hovedet. "Nej, jeg tror ikke, det bliver nødvendigt. Men tak for din tid."

Med det rejste hun sig, og prikkede Porter på skulderen. "Vi er færdige her."

"Jeg ikke er," sagde han. "Jeg skal lige være færdig med min drink."

Mackenzie skulle til at brokke sig, da Porters telefon ringede. Han svarede, og trykkede sin frie hånd mod sit andet øre, for at overdøve den rædselsfulde støj fra Skrillex sangen der blæste ud af højtalerne. Han talte kun lidt, og nikkede et par steder, før han lagde på. Derefter hældte han resten af sin drink i halsen, og rakte bilnøglerne til Mackenzie.

"Hvad er det?" spurgte hun.

"Det ser ud til at vi er færdige her," sagde han. Så blev hans ansigt beslutsomt. "Der er sket et nyt mord."

KAPITEL 10

Efter opringningen kørte de lidt mere end to en halv time fra stripklubben til gerningsstedet. I løbet af turen kom natten langsomt snigende, og forstærkede Mackenzies deprimerede humør, og da de ankom, var det blevet mørkt. Langt om længe drejede de væk fra hovedvejen ind over en stribe asfalt, og kørte derefter ned af en markvej, som førte hen til en stor åben mark. Da de nærmede sig deres bestemmelsessted, fik hun en fornemmelse af snarlig undergang.

Forlygterne oplyste kun området lige foran hende, hun kørte forsigtigt ned ad den ujævne markvej, og langsomt begyndte hun at se de mange politibiler, der allerede holdt på stedet. Et par af dem vendte mod midten af marken, og deres forlygter afslørerede et uhyggeligt, men velkendt syn.

Selvom hun prøvede at undgå det, krympede hun sig ved synet.

"Åh Gud," sagde Porter.

Mackenzie parkerede, men fjernede ikke sine øjne fra scenen, da hun trådte ud af bilen, og langsomt gik frem. Græsset på marken var højt, og nåede nogle steder til hendes knæ, hun så den lidt nedtrampede sti, som betjentene brugte. Her var for mange betjente, hun bekymrede sig allerede om, at gerningsstedet blev forurenet.

Hun kiggede op, og tog en dyb indånding. Endnu en kvinde, afklædt bortset fra undertøjet, bundet til en pæl, der var omkring to en halv meter høj. Denne gang var Mackenzie ude af stand til at undertrykke et minde om sin søster, da hun så kvinden hængt op på den måde. Steph arbejdede også som stripper på et tidspunkt. Mackenzie var ikke helt sikker på, hvad hun var i gang med nu om dage, men det var nemt at forestillede, Stephs liv slutte på samme måde.

Da Mackenzie nærmede sig offeret, kiggede hun rundt på gerningsstedet og talte syv betjente i alt. To betjente stod ude i siden, og talte med to teenagere. Nelson stod oppe foran en halv meter fra pælen og offeret, og talte i telefon med en eller anden. Da han så dem, vinkede han til dem, og sluttede hurtigt samtalen.

"Noget fra stripklubben der kan bruges?" spurgte Nelson.

"Intet, sir." sagde Mackenzie. "Jeg er overbevist om, Avery ikke er involveret. Han har tilbudt os navne og telefonnumre på alle sine medarbejdere, hvis vi har brug for dem. Men jeg tror ikke, vi har brug for hans hjælp."

"Vi har brug for en eller andens hjælp," sagde Nelson, idet han kiggede på pælen, og så ud som om han var ved at blive dårlig.

Mackenzie nærmede sig liget, og så med det samme, at det var i dårligere forfatning end liget af Hailey Lizbrook. For det første var der en stor bule og blå mærker på den venstre side af kvindens ansigt. Der var også indtørret blod i og omkring øret. Det lignede det samme våben, der var brugt til piskeslagene på hendes ryg, men denne gang var de påført med mere kraft, og der var flere af dem.

“Hvem fandt liget?” Spurgte Porter.

De to børn derovre," sagde Nelson, og pegede hen mod det sted, hvor en af betjentene stadig talte med de teenagerne. "De indrømmer, at de kom herud for at ryge noget pot og kæle lidt. De siger, at det har de har gjort i en måneds tid eller deromkring. Men i aften de fandt det der."

"Samme kropstype som Hailey Lizbrook," sagde Mackenzie, der tænkte højt. "Jeg tror, at vi kan regne med den samme slags arbejde, eller et tilsvarende."

"I to. Jeg har brug for svar på det her," sagde Nelson. "Og jeg har brug for det nu."

"Vi forsøger," sagde Porter. "White brænder for sagen og —"

"Jeg har brug for resultater," sagde Nelson tæt på at blive rasende. " White, i den her sag vil jeg endda acceptere din utraditionelle måde at tænke på."

"Kan jeg låne en lommelygte?" hun spurgte.

Nelson rakte ned i sin jakkelomme, og tog en lille Maglite frem, som han med glæde kastede over til hende. Hun greb den, tændte og begyndte at kigge sig omkring på stedet. Hun tunede væk fra Nelsons nervøse drilleri, og lod ham lukke dampen ud sammen med Porter.

På tidspunkter som nu kom der en afklaret omhyggelighed over hende, og omgivelserne forsvandt, da hun begyndte at lede efter spor på gerningsstedet. Flere viste sig omgående. For eksempel opdagede hun, at for at undgå at forurene scenen havde Nelson og de andre betjente brugt den samme nedtrampede sti for at komme ind til liget. Og uden for stien fra deres biler og hen til liget var der flere andre fordybninger i det høje græs, tilsyneladende noget som morderen havde afsat.

Hun forvildede sig lidt uden for stien, og lod langsomt lommelygten lyse i en bue omkring marken, der omgav pælen. Hun tog nogle mentale noter, kiggede over på de to teenagere, og gik derefter tilbage til pælen. Hun kiggede grundigt efter yderligere spor på liget, og var overbevist om, at ligesom i Hailey Lizbrooks tilfælde fandt de ikke tegn på seksuelt misbrug.

Hun spekulerede på, om opsætningen af pælen var mere end en teatralsk genstand. Der var noget ved den, der virkede beslutsomt, næsten som en nødvendighed for morderen. Et kort øjeblik så hun ham for sig, hans hænder der greb om pælen, og gik i gang med at arbejde.

Han trækker den med stolthed, måske hejser han endda den op på ryggen. Der skal arbejdes for at fuldføre til opgaven, det er en nødvendighed for morderen. At kæmpe med pælen, transportere den til stedet, grave hullet og sætte den op, der er tilfredshed i opgaverne. Han gør stedet klar til mordet. Han er lige så glad for det arbejde, som han er for selve mordet.

"Hvad tænker du, White?" spurgte Nelson, da han så hendes cirkle rundt om kroppen. Mackenzie blinkede, og i hendes hjerne blev billedet af morderen revet væk. Da hun indså, hvor dybt hun et øjeblik var trængt ned, gik en kuldegysning igennem hende.

"Et par hurtige skud lige fra hoften er, at du kan se sporet, hvor han slæbte pælen fra markvejen og hertil." sagde hun. " Det bekræfter, at pælen ikke var her oprindeligt. Han har bragt den med sig. Og det indikerer, at han kører i en pickup truck eller en varevogn af en slags."

"Det er, hvad jeg regnede med," sagde Nelson. "Noget andet?"

"Altså, det er svært at se, når det er mørkt," sagde hun, "men jeg er temmelig overbevist om, at morderen har pakket ofret ind i et eller andet, da han bragte hende her ud."

"Hvorfor det?"

"Jeg kan ikke se blod nogen steder i græsset, men nogle af sårene på ryggen, især dem omkring hendes balder, er stadig temmelig våde.

"Samtidig med at Nelson fordøjede den oplysning, gik Mackenzie hen til ofrets bagside bagerst på pælen, og trykkede græsset ned med den ene hånd. Med den anden lyste hun med lommelygten langs bunden af pælen.

Hjertet hamrede, da hun så tallene: N511/J202.

Han bruger en kniv eller en mejsel, han tager sig god tid, er omhyggelig for at sikre at udskæringerne er til at læse. Udskæringerne er vigtige for ham, og endnu mere vigtigt er det, at han ønsker, de skal blive opdaget. Uanset om det er bevidst eller ubevidst, så han ønsker at nogen skal finde ud af, hvorfor han gør det. Han har brug for nogen, der forstår hans motiver.

“Chef?” sagde hun.

“Ja, White?”

"Jeg har fundet de der tal igen."

"Fandens," sagde Nelson, og kom hen til det sted, hvor hun knælede. Han kiggede ned, og udstødte et tungt suk. "Nogen idé om hvad de betyder?"

"Overhovedet ikke, sir."

"Okay," sagde Nelson. Hans satte sin hænder på hofterne, og kiggede op på den mørke himmel som en besejret mand. "Vi har fået et par spor mere, men ikke noget der hjælper os med at opklare sagen hurtigt. En mand der kører en lastbil eller varevogn, og som har adgang til træpæle og — "

"Vent," sagde Mackenzie. "Du sagde lige noget."

Hun gik tilbage til bagsiden af pælen. Lænede sig ned for at kigge på det sted, hvor kvindens håndled var bundet med reb.

"Hvad er der?" spurgte Porter, der var kommet over for at kigge med.

"Er du god til knob?" spurgte hun.

"Ikke rigtigt."

"Jeg er," sagde Nelson, og kom også over for at se. "Hvad har du der?"

"Jeg er temmelig sikker på, at det er den samme knude, der blev brugt til Hailey Lizbrook.

" Og hvad hvis det er?" sagde Porter.

"Det er lidt usædvanligt," svarede Mackenzie. "Kan du binde en knude som den der? Jeg kan ikke."

Porter kiggede igen på den, tilsyneladende forvirret.

"Jeg tror, at det er et sømandsknob," sagde Nelson.

"Det tænkte jeg nok," sagde Mackenzie. "Og selv om det er langt ude, så er det værd at overveje om vores morder er vant med både. Måske bor han i nærheden af havet, eller har boet i nærheden af vandet på et tidspunkt."

"Kører en lastbil eller en varevogn, bor i nærheden af vand, og har en slags mor problemer," sagde Nelson. "Ikke meget at gå efter, men det er bedre end i går."

"Hvis vi tænker på den rituelle måde drabene er udført på," sagde Mackenzie, "og det korte tidsrum mellem dem, så kan vi kun forvente, at han vil gøre det igen."

Hun vendte sig, kiggede på ham, og forsøgte at se så alvorlig ud, som muligt.

"Med al respekt, sir, jeg tror, at det er på tide at informere FBI."

Han rynkede panden.

"White, alene deres arbejdsgang ville bremse os. Vi ender med to lig mere, inden de får sendt nogen her ud."

"Jeg tror, at det er værd at prøve," sagde hun. "Vi er langt ud over vores kompetencer." Hun hadede at indrømme det, men udtrykket i Nelsons ansigt fortalte hende, at han var enig. Han nikkede højtideligt, og kiggede tilbage på liget på pælen. "Jeg ringer," sagde han endelig.

Bag dem hørte de kraftige forbandelser fra en af de andre betjente. De vendte sig alle for at se, hvad der foregik, og fik øje på det hoppende lys fra forlygter, på vej ned ad markvejen.

"Hvem fanden er det?" spurgte Nelson. "Ingen andre bør vide noget, og —"

"En nyhedsbil," sagde den betjent, der bandede.

“Hvordan?” sagde Nelson. “Pokkers, hvem fanden er det, der bliver ved med at informere de røvhuller?”

Stedet blev fyldt med hektisk aktivitet, da Nelson gjorde alt hvad han kunne for at forberede pressens ankomst. Der stod røg ud af hans ører, og det så ud som om, hans hoved var ved at eksplodere. Mackenzie benyttede lejligheden til at tage så mange billeder som muligt. Af de nedtrykte områder på marken, af knuderne på ofrets håndled, af tallet i bunden af pælen

“White, Porter, se at komme væk herfra og tilbage til stationen," sagde Nelson.

"Men sir," sagde Mackenzie, " vi er nødt til -"

"Bare gør som jeg siger," sagde han. "I to leder denne her sag, og hvis medierne finder ud af det, har I dem konstant lige i røven, og det forsinker jer. Kom så afsted."

Det var en fornuftig tanke, og Mackenzie gjorde som hun blev bedt om. Men da hun vendte tilbage til bilen sammen med Porter, slog en tanke ned i hende. Hun gik tilbage til Nelson, og sagde: "Sir, jeg synes at vi skal have træet undersøgt, både fra denne pæl og fra den forrige. Tag en prøve og få det analyseret. Måske kan det træ som er brugt til pælene føre os frem til noget."

"Rigtig god tanke, White," sagde han. "Se så at komme væk."

Det var netop det Mackenzie var med, da hun så to par forlygter mere bag det første sæt. De første tilhørte en nyhedsbil med WSQT skrevet på siden. Den var lige parkeret på den anden side af politiets biler. En journalist og en fotograf steg fortravlet ud, og Mackenzie tænkte straks på dem, som gribbe der kredser om frisk kød.

Da hun kom ind i bilen, og satte sig på førersædet, steg et andet medlem af nyhedsholdet ud af deres bil, og begyndte tage billeder. Mackenzie blev sønderknust, da kameraet pegede i hendes retning. Hun sænkede hovedet, kom ind i bilen, og startede motoren. I det samme så hun, at tre betjente allerede stormede hen mod nyhedsbilen, med Nelson i midten. Alligevel gjorde journalisten sit bedste for at genere hende på vejen frem.

De tog afsted, men Mackenzie vidste, at det allerede var for sent.

I morgen ville hendes billede være på forsiden af alle aviser.

KAPITEL 11

Det viste sig, at Nelson tog fejl af FBI. Mackenzie fik et opkald klokken 6.35 næste morgen, og blev bedt om at køre til lufthavnen for at hente en agent, der var fløjet dertil. Hun fik travlt, for flyet ankom klokken 8.05, Og hun var flov over, at hun ikke nåede at ordne sit hår inden det første møde.

Håret var dog den mindste af hendes bekymringer, da hun sad på en af de ukomfortable stole i lufthavnen, og ventede ved gaten. Hun hældte en kop kaffe ned, i håb om at få sin hjerne til at glemme at kroppen kun fik fem timers søvn natten før. Det var hendes tredje kop denne morgen, og hun vidste, hun fik rystesyge, hvis hun ikke stoppede. Men hun kunne ikke tillade sig at føle sig træt og sjusket.

Mens hun ventede på, at agenten kom ud af flyveren, gennemgik hun det hele i hovedet, og blev ved med at cirkle omkring den grusomme scene fra aftenen før. Hun ville ikke slippe fornemmelsen af, at hun overså noget. Forhåbentlig fik FBI-agenten dem på rette kurs.

Nelson e-mailede hende agentens dossier, som hun hurtigt læste, da hun spiste sin morgenmad, der bestod af en banan og en skål havregryn. Derfor opdagede Mackenzie agenten med det samme, da han trådte ned fra flytrappen, og gik ind i lufthavnen. Jared Ellington, enogtredive år gammel, Georgetown kandidat med en baggrund der omfattede en tørn i profilering i sager om terrorbekæmpelse. Hans sorte hår var redt tilbage, som det var på hans foto, og det afslørende jakkesæt han bar, fortalte at han var en person på en officiel opgave.

Mackenzie gik over til gaten for at møde ham. Det ærgrede hende, at hun blev ved med at spekulerede på sit dumme hår. På grund af det hastværk morgenen var begyndt med, følte hun sig udmattet og irritabel. Desuden spekulerede hun normalt ikke særligt meget over det første indtryk, og var ikke typen, der bekymrede sig voldsomt om sin udseende. Så hvorfor lige nu?

Måske var det, fordi han var fra FBI, et agentur som hun respekterede. Eller måske var det, fordi hun blev påvirket af hans udseende. Hun hadede sig selv for det, ikke kun på grund af Zack, men på grund af deres vigtige og grusomme arbejde

"Agent Ellington," hun sagde, rakte sin hånd frem, og tvang sin tone til at lyde så professionel som muligt. "Jeg er Mackenzie White, en af detektiverne på sagen."

"Dejligt at møde dig," sagde, Ellington. "Din chef fortæller mig, at du er den detektiv, der leder efterforskningen. Er det rigtigt?"

Hun gjorde sit bedste for at skjule sit chok, men nikkede.

"Det er korrekt," sagde hun. "Jeg ved, at du lige er stået ud af flyet, men vi er nødt til at skynde os at få dig hen på stationen."

"Selvfølgelig," sagde han. "Du fører an."

Hun førte ham gennem lufthavnen og tilbage ud til parkeringspladsen. De var tavse under gåturen, og Mackenzie tog sig tid til at kigge nærmere på ham. Han virkede afslappet, ikke stiv og rigid som de par mænd fra FBI hun tidligere var rendt ind i. Han virkede også meget alvorlig og intens. Han udstrålede en langt mere professionel udstråling, end nogen af de mænd hun arbejdede sammen med.

Da de kørte ud på hovedvejen, og kæmpede sig igennem lufthavnens morgentrafik, begyndte Ellington at rulle igennem en række e-mails og rapporter på sin telefon.

"Fortæl mig, detektiv White," sagde han, "hvilken slags person tror du, vi leder efter? Jeg har kigget igennem de rapporter, politichef Nelson har sendt mig, og jeg må indrømme, at du virker temmelig skarp."

"Tak," sagde hun. Derefter, hurtig til at ignorere komplimenten, tilføjede hun: "med hensyn til persontype tror jeg, at det skyldes misbrug. Når du tænker på, at ofrene ikke var seksuelt misbrugte, men alligevel lun iført deres undertøj, så fortæller det mig, at mordene er et ønske om hævn på en eller anden kvinde, der har krænket ham tidligere i livet. Så jeg tror, at det er en mand, der er flov over sex, eller i det mindste finder det ækelt."

"Jeg kan se, at du ikke har udelukket religiøs sammenhæng," sagde Ellington.

"Nej, ikke endnu. Selve måden han viser dem frem på har indlysende undertoner af korsfæstelse. Plus det faktum at de kvinder han dræber alle repræsenterer mandligt begær, det gør det svært at udelukke."

Han nikkede, og var stadig i gang med at rulle igennem sin telefon. Hun skævede i hans retning, samtidig med at hun fandt sin vej gennem trafikken, og blev slået af hvor smuk han var. Det var ikke indlysende til at begynde med, men der var noget meget almindeligt og alligevel karakterfuldt ved Ellington. Han ville aldrig blive en leder, men han var en vigtig tilføjelse til heltens hold.

"Jeg ved, at det kan virke uhøfligt," sagde han, "men jeg vil gerne kontrollere, at jeg er godt inde i sagen. Jeg regner med, at du ved det, at jeg blev sat på sagen for mindre end seks timer siden. Det er gået rigtig hurtigt."

"Nej, du er ikke spor uhøflig," sagde Mackenzie. Hun fandt det forfriskende at sidde i en bil med en mand og ikke føre en samtale fyldt med småskjulte fornærmelser og sexisme. "Har du noget imod, hvis jeg spørger, hvad dine første tanker om morderen er?"

"Mit store spørgsmål er, hvorfor han overhovedet fremviser ligene," sagde Ellington. "Det får mig til at tænke, at morderen ikke kun er ude på en personlig vendetta. Han vil have folk til at se, hvad han har gjort. Han ønsker at lave en forestilling ud af disse kvinder, og det fortæller mig, at han er stolt af, hvad han gør. Jeg vil gå så langt som til at gætte på, at han føler, han gør verden en tjeneste

Mackenzie følte en sitrende spænding, da de nærmede sig stationen. Ellington var en modpol til Porter, og det virkede, som han brugte den samme tilgang til profilering som hende. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst frit delte sine tanker med en kollega uden frygt for at blive latterliggjort eller talt ned til. Allerede nu følte hun, at Ellington var let at tale med, og værdsatte andres meninger. Og helt ærligt, det gjorde det ikke værre, at han så godt ud.

"Jeg tror, at du er på rette spor," sagde Ellington. "Mellem to af os tror jeg, at vi kan fange ham. Når jeg ser på oplysningerne om knob, det at han kører en varevogn eller lastbil, og tilsyneladende bruger det samme våben hver gang, så giver meget at gå efter. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dig på sagen, detektiv White."

"I lige måde," sagde hun og fangede et glimt af ham, idet han pligtskyldigt fortsatte med at læse e-mails igennem på sin telefon. Begejstringen fortsatte med at vokse. Hun følte sig motiveret på en måde, som hun ikke havde oplevet i meget lang tid i på sit arbejde. Hun følte sig inspireret, genopfrisket, og at tingene var ved at ændre i hendes liv.

*

Lidt over en time senere blev Mackenzie hurtigt bragt tilbage til virkeligheden, da hun iagttog Agent Jared Ellington stå i et mødelokale fyldt med lokale politifolk, der mærkbart følte, at de ikke havde brug for hans hjælp. Et par stykker omkring bordet tog noter, men der lå en spænding i luften, som viste sig i alles ansigter. Hun bemærkede, at Nelson sad tæt ved bordenden af konferencebordet, og så nervøs og ukomfortabel ud. Det var i sidste ende hans valg at kontakte FBI, og det var tydeligt, at han ikke var sikker på, om det var det rigtige valg.

I mellemtiden gjorde Ellington sit bedste for at kontrollere af lokalet, da han kort opsummerede det, som han og Mackenzie diskuterede på vej fra lufthavnen. De var på udkig efter en morder, der sandsynligvis følte en slags aversion mod sex, og som også var stolt af mordene. Han kom også med en opsamling af alle de spor, de skulle fortsætte med, og hvad de betød. Det var først, da han kom til det med at få træet fra pælen analyseret, at han fik en form for reaktion fra betjentene, der sad spredt omkring bordet.

"Med hensyn til prøverne på træet," sagde Nelson, "så bør vi have resultaterne inden for et par timer."

"Hvad kan vi bruge det til?" spurgte Porter.

Nelson kiggede over på Mackenzie, og nikkede for at give hende tilladelse til at besvare spørgsmålet.

"Altså, alt efter resultaterne kan vi undersøge lokale savmøller og firmaer, der sælger træ, for at finde ud af om nogen for nylig har købt præcis den type pæl."

"Det lyder som en vildand," sagde en ældre betjent bagerst i lokalet.

"Det gør det," sagde Ellington, og tog hurtigt kontrollen tilbage. "Men en vildand er bedre end ingenting. Og I må ikke misforstå mig, jeg er her ikke for at overtage sagen. Jeg er her kun som en dynamisk del af opklaringen, en spydspids der sikrer, at I har fuld adgang, til alle de ressourcer som Bureauet kan tilbyde. Det omfatter research, mandskab og alt andet der kan hjælpe med at fange morderen. Jeg er her kun midlertidigt, sikkert ikke mere end 36 eller 48 timer og så er jeg væk. Det er jeres show, gutter. Jeg er bare den lejede hjælp."

"Så hvor skal vi begynde?" spurgte en anden betjent.

"Efter briefingen vil jeg sammen med Nelson opdele jer efter behov," sagde Ellington. "Vi skal have et par af jer til at tage ud og tale med Hailey Lizbrooks kollegaer. Og som jeg forstår det, får vi om lidt obduktionsresultater og oplysninger om den afdøde der blev fundet i går aftes. Så snart vi har en positiv identifikation, så er nogle af jer nødt til at besøge hendes familie og venner for at indsamle oplysninger. Vi har også brug for nogen til at kontrollere de lokale savmøller, når vi får resultaterne af træprøven retur."

Igen bemærkede Mackenzie den stive kropsholdning hos de fleste betjente rundt om bordet. Hun fandt det svært at tro på, at de var for stolte (eller måske, tænkte hun, for dovne) til at tage imod direkte ordrer fra nogen, som de ikke kendte godt, uanset hvor i fødekæden han var placeret.

Var det så svært at bryde ud af lillebymentaliteten? Hun undrede sig ofte over det, midt i den nedværdigende måde som de fleste af mændene i lokalet havde behandlet hende på, lige siden hun startede på stationen.

"Det er alt, hvad jeg har lige nu," sagde Ellington. "Nogen spørgsmål?"

Selvfølgelig var der ingen spørgsmål. Nelson kom dog på benene, og sluttede sig til Ellington forrest i lokalet.

"Agent Ellington arbejder sammen med detektiv White, så hvis I har brug for ham, finder I ham på hendes kontor. Jeg ved, at det er lidt utraditionelt, men lad os tage det for hvad det er og få fuld valuta ud af Bureauets generøsitet."

Der var en accepterende mumlen og småsnakken, da betjentene rejste sig fra bordet, og gik i gang med opgaverne. Idet de forlod lokalet bemærket Mackenzie at et par af dem kiggede på hende med mere bebrejdelse og irritation end sædvanligt. Hun kiggede væk, da hun rejste sig, og sluttede sig til Nelson og Ellington forrest i lokalet.

"Er der noget, som jeg bør vide?" spurgte Mackenzie Nelson

"Hvad mener du?"

"Jeg får flere fordømmende blikke end normalt," sagde hun.

"Fordømmende blikke?" spurgte Ellington. "Hvorfor får du normalt fordømmende blikke?"

"Fordi jeg er en beslutsom yngre kvinde, der siger, hvad jeg mener," sagde Mackenzie. "Mænd her omkring bryder sig ikke om det. Der er flere, der mener, at jeg skal blive hjemme i køkkenet."

Nelson så ret forlegen ud, og også lidt irriteret. Hun regnede med, at han ville sige et eller andet for at forsvare sig selv og hans betjente, men han fik ikke en chance. Porter sluttede sig til dem, og smækkede dagens lokalavis på bordet.

"Jeg tror, det her er grunden til de ubehagelige blikke," sagde han.

De kiggede alle sammen på avisen. Mackenzies hjerte blev iskoldt, da hun hørte Nelson bande bag hende.

Overskriften på forsiden var "FUGLESKRÆMSEL MORDER stadig på fri fod." Underoverskriften fortsatte: "Den hårdt pressede politistyrke har ingen spor, nyt offer er fundet."

Billedet nedenunder viste Mackenzie sætte sig ind den bil, som Porter og hende i går var kørt ud til marken i. Fotografen fangede hele venstre side af hendes ansigt. Det forbandede ved det hele var, at hun så temmelig køn ud på billedet. Billedet af hende placeret direkte under overskriften satte hende i front af efterforskningen, uanset om hun ønskede at indrømme det eller ej

"Det ikke er fair," sagde hun, og hadede den måde ordene lød, da de kom ud af hendes mund.

"Gutterne tror, at du tænder på det," sagde Porter. "De tror, du er opsat på at opklare sagen for reklamens skyld.”

"Er der sådan du føler?" spurgte Nelson ham.

Porter tog et skridt tilbage, og sukkede. "Personligt, nej. For mig har White de sidste dage vist, hvad hun er værd. Hun ønsker at fange den fyr, uanset hvad."

"Hvorfor bakker du hende så ikke op?" sagde Nelson. "Bland dig og sig din mening, mens vi venter identifikation af det seneste offer og resultaterne på træprøven."

Han så ud som et barn, der blev skældt ud for at lyve. Porter bøjede sit hoved, og sagde: "Ja, sir." Han gik uden at kigge sig tilbage.

Nelson kiggede tilbage ned på avisen og derefter på Mackenzie. "Jeg synes, du skal få det bedste ud af det her. Hvis pressen ønsker at forbinde et kønt ansigt med efterforskningen, så lad dem køre med det. Det får dig til at se meget bedre, ud når du fanger ham."

"Ja, sir

"Agent Ellington, hvad har du brug for fra mig?" spurgte Nelson.

"Bare din bedste detektiv."

Nelson grinede, og vendte en tommelfinger mod Mackenzie.

"Du kigger på hende."

"Så jeg tror, vi klarer os."

Nelson gik af mødelokalet, og efterlod Ellington og Mackenzie alene. Mackenzie begyndte at samle sin computer og notater, mens Ellington kiggede rundt i lokalet. Det var tydeligt, at han følte sig malplaceret, og ikke var sikker på, hvordan han skulle håndtere det. Hun var selv en anelse forvirret. Hun var glad for, at alle andre var væk. Hun nød at arbejde alene med ham. Det fik hende til at føle, at hun havde en fortrolig i alt det her, nogen der så hende som en ligeværdig.

"Hm," sagde han, "ser de virkelig ned på dig, fordi du er ung og kvinde?"

Hun trak på skulderne.

"Det virker sådan. Jeg har set nye betjente, mænd, vel at mærke, få nogle knubs, men der bliver ikke talt ned til dem på den måde, som de taler til mig. Jeg er ung, motiveret, og ifølge nogle få så ser jeg også nogenlunde ud. Der er noget ved den kombination, der virker frastødende. Det er lettere for dem at afskrive mig som en af de alt for ambitiøse kvinder, end en kvinde under 30 der har en større arbejdsmoral end dem."

"Det er uheldigt," sagde han.

"Jeg har følt en lille ændring de sidste par dage," sagde hun. "Især Porter er vist blevet en smule overbevist."

"Nå, lad os opklare sagen og få dem alle sammen overbevist," sagde Ellington. "Kan du skaffe et foto fra begge gerningssteder?"

"Ja," sagde hun. "Mød mig på mit kontor om cirka ti minutter."

"Det er en aftale."

Lige præcis der besluttede Mackenzie sig for, at hun syntes godt om Jared Ellington, faktisk lidt for meget til hendes eget bedste. Det ville blive udfordrende og interessant at arbejde sammen med ham de kommende dage, men af andre grunde end den igangværende sag.

KAPITEL 12

Mackenzie kom hjem lige efter syv om aftenen, fuld ud klar over at hun risikerede at blive kaldt tilbage når som helst. Nu stod der så mange muligheder åbne, så mange forskellige spor, som muligvis krævede hendes opmærksomhed. Hun mærkede, at kroppen var træt. Hun sov ikke godt, efter hun så det første gerningssted, og vidste, at hvis hun ikke gav selv tid til at hvile, ville det ende med nogle tåbelige fejl, når hun kom tilbage på arbejdet.

Da hun kom ind, så hun Zack sidde i sofaen med en Xbox controller i hånden. En flaske øl stod på sofabordet foran ham, og to tomme flasker var sat ned på gulvet. Hun vidste, at han havde fri i dag, og regnede med, at det var, hvad han brugte dagen på. I hendes øjne fik det ham til at ligne et uansvarligt barn, og det var ikke, hvad hun ønskede, når hun kom hjem fra en dag som i dag.

"Hey, baby," sagde Zack, og kiggede dårligt nok væk fra fjernsynet.

"Hej," sagde hun tørt, på vej i køkkenet. Da hun fik øje på øllen på sofabordet, fik hun trang til at drikke en. Men helt ærligt, hun følte sig opbrugt og irritabel, og besluttede sig for en kop pebermynte te i stedet for.

Mens hun ventede på at kedlen kogte, gik Mackenzie ind i soveværelset, og skiftede tøj. Hun havde glemt alt om aftensmad, og blev pludselig konfronteret med, at der var meget lidt at spise i huset. Hun havde ikke handle et stykke tid, og vidste udmærket godt, at Zack ikke tænkte på at gøre det.

Hun skiftede til gymnastik shorts og en T-shirt, og gik ud til den lokkende fløjte fra te kedlen. Da hun hældte vandet over posen, hørte hun dæmpet skyderi fra Zacks spil. Nysgerrig, og med et ønske om i det mindste at berøre emnet for at se hvordan han reagerede, var det svært at holde sin frustration for sig selv.

"Hvad har du lavet til middag?" spurgte hun.

"Har ikke spist endnu," sagde han, uden at gide at kigge væk fra skærmen. "Er du ved at lave noget?"

Hun gloede på bagsiden af hans hoved, og spekulerede et øjeblik på, hvad Ellington foretog sig. Hun tvivlede på, at han spillede videospil, som en taber der sad fast i sin barndom. Hun ventede et øjeblik for at lade raseriet køle ned, og tog derefter et skridt ind i stuen.

"Nej, jeg er ikke i gang med at lave noget. Hvad har du lavet hele eftermiddagen?"

Hun hørte hans suk på trods af eksplosionerne i spillet. Zack satte spillet på pause, og drejede sig endelig for at se på hende. "Og hvad helvede skal det så betyde?"

"Det er bare et spørgsmål," sagde hun. "Jeg spørger, hvad du har lavet i eftermiddag. Hvis du ikke legede med dit lille spil, kunne du måske finde tid til at lave middagsmad. Eller i det mindste hentet en pizza eller lignende."

"Det er jeg ked af," sagde han sarkastisk og med volumen. "Hvordan skal jeg vide, hvornår du kommer hjem? Du fortæller mig det aldrig. "

"Nå, så ring og spørg," snerrede hun.

"Hvorfor fanden skulle jeg det?" spurgte Zack, smed controlleren og kom op og stå. "De få gange jeg rent faktisk ringer til dig på arbejdet, går opkaldet direkte på din voicemail, og du ringer aldrig tilbage."

"Det er fordi, jeg arbejder Zack," sagde hun.

"Jeg arbejder også," sagde han. "Jeg slider min røv i laser på den forbandede fabrik. Du har ingen idé om, hvor hårdt jeg arbejder."

"Jo, jeg har," sagde hun. "Men fortæl mig lige. Hvornår så du sidste gang mig bare at sidde på min røv? Når jeg kommer hjem, bliver jeg normalt konfronteret dit snavsede tøj på gulvet eller brugte tallerkener i vasken. Og ved du hvad, Zack? Jeg arbejder også hårdt. Jeg arbejder forbandet hårdt, og jeg ser hver dag en masse lort, der ville få dig til at bryde sammen. Jeg har ikke brug for at komme hjem til en lille dreng, der spiller videospil, og spørger hvad vi have til middag. "

"Lille dreng?" spurgte han, nu råbte han næsten.

Mackenzie ønskede at gå så langt, men nu var det sket. Det var en enkel og simpel sandhed, som hun havde vidst i månedsvis, og nu da det var sagt, følte hun sig lettet.

"En gang i mellem virker der sådan," sagde hun.

"Du er en bitch."

Mackenzie rystede på hovedet, og tog et skridt baglæns. "Du har tre sekunder til at tage det tilbage," sagde hun.

"Åh, gå ad helvede til," og sagde Zack, kom rundt om sofaen, mens han nærmede sig hende. Hun fornemmede, at han var lige ved at gå på hende, men han vidste bedre end at prøve på det. Han var klar over, at hun ville vinde over ham i en kamp. Det var en del af det, der han ikke havde problemer med at fortælle hende, når han klagede over ting, der gjorde ham ulykkelig i deres forhold.

"Undskyld mig?" spurgte Mackenzie, og håbede næsten, at han ville blive aggressiv og gå til angreb. Og samtidig følte hun krystal klart også noget andet. Deres forhold var færdigt.

"Du hørte mig," sagde han. "Du er ikke glad, og det er jeg heller ikke. Det har kørt sådan et stykke tid, Mackenzie. Og helt ærligt så er jeg træt af at finde mig i det. Jeg er træt af at komme på andenpladsen, og jeg ved, at jeg ikke kan konkurrere med dit arbejde. "

Hun sagde ikke noget, ønskede ikke at sige mere der provokerede ham. Måske var hun så heldig, at skænderiet snart var overstået, at det bragte dem til den slutning, som de begge ønskede, uden en udmattende og lang kamp der bare trak ud.

Til sidst var det eneste hun sagde: "Du har ret. Jeg er ikke glad. Lige nu har jeg ikke tid til at bo sammen med en kæreste. Og jeg har bestemt ikke tid til skænderier som det her. "

"Jamen, så er jeg da ked af at spilde din tid," sagde Zack stille. Han hentede sin ølflaske, slugte det der var tilbage, og satte den hårdt på bordet, så hårdt, at Mackenzie troede glasset gik i stykker.

"Jeg tror, at du skal gå nu," sagde Mackenzie. Hun holdt øjenkontakt med ham, og fastholdt hans blik, så han vidste, at det var ikke var til forhandling. De havde haft deres kampe tidligere, hvor han næsten pakkede sine ting, og var gået. Men denne gang skulle det ske. Denne gang ville hun sørge for, at der ikke var nogen undskyldninger, ingen reparationssex, ingen manipulerende samtaler om hvor meget de havde brug for hinanden.

Zack kiggede endelig væk fra hende, og da han gjorde det, så han rasende ud. Alligevel sørgede han for, at der var et par centimeter mellem dem, da han trampede forbi hende og hen mod soveværelset. Mackenzie stod i køkkenet, og rørte passivt i sin te, mens hun hørte ham gå.

Så det er, hvad jeg er blevet til, tænkte hun. Alene, kold og følelsesløs.

Hun rynkede panden, hadede uundgåeligheden ved det hele. Hun havde engang haft en mentor, der advarede hende om, hvordan hendes liv ville blive alt for travlt og hektisk, til at have noget der bare lignede et sundt forhold, hvis hun forfulgte sine høje ambitioner om en karriere inden for retshåndhævelse.

Efter et par minutter hørte Mackenzie, at Zack begynde at mumle for sig selv. Efterhånden som skuffer i soveværelset blev åbnet og lukket, hørte hun ord som fucking bitch, arbejdsnarkoman, og hjerteløs forbandet robot.

Ordene gjorde ondt, hun forsøgte ikke at lade som om, at hun var så hård, at de ikke gjorde, men hun rystede dem af sig. I stedet for at fokusere på dem, begyndte hun at rydde op i det rod, Zack akkumulerede i løbet af dagen. Hun fjernede de tomme ølflasker, nogle brugte tallerkener, og et par beskidte sokker, samtidig med at manden der skabte svineriet, en mand som hun på et tidspunkt var blevet forelsket i, fortsatte med at forbande og fornærme hende inde fra soveværelset.

*

Zack var væk ved halvnitiden, og Mackenzie gik i seng en time senere. Hun tjekkede sin e-mail, og så, at der var et par rapporter som fløj frem og tilbage mellem Nelson og nogle andre detektiver, men det var ikke noget, som behøvede hendes opmærksomhed lige nu. Overbevist om at hun rent faktisk kunne få et par timers uafbrudt timer søvn, slukkede Mackenzie sengelampen, og lukkede sine øjne.

Som et forsøg rakte hun ud, og mærkede den tomme side af sengen. Det føltes ikke forkert at Zacks side af sengen var tom. På grund hans skifteholdsarbejde var han der ikke altid, når hun gik i seng. Men nu hvor hun vidste, at han ikke kom tilbage, virkede sengen meget større. Da hun strakte sig helt, og mærkede den tomme side af sengen, spekulerede hun på, hvornår hun var holdt op med at elske ham. Det var mindst en måned siden, det vidste hun med sikkerhed. Men hun sagde ikke noget, i håb om at det der bragte dem sammen, dukkede op igen.

I stedet for var tingene blevet værre. Hun havde ofte troet, at Zack mærkede, at hun blev mere og mere fjern, efterhånden som hendes følelser døde ud. Men Zack var ikke typen, der erkendte sådan noget. Han undgik konflikter for enhver pris, og lige meget hvor meget hun hadede at indrømme det, så var hun ret sikker på, at han var blevet hængende så længe som muligt, bare fordi han frygtede forandringer, og var for doven til at flytte.

Da hun lå og tænkte alle disse ting igennem, ringede telefonen. Fantastisk, tænkte hun. Det var den søvn.

Hun tændte lampen, helt overbevist om at se Nelsons eller Porters nummer på sin skærm. Eller måske var det Zack, der ringede for at spørge hende, om han ikke nok måtte komme hjem igen. I stedet for så hun et nummer, som hun ikke kendte.

"Hej?" sagde hun, og gjorde sit bedste for ikke at lyde træt.

"Hej, detektiv White," sagde en mands stemme. "Det er Jared Ellington."

"Åh, Hej."

"Ringer jeg for sent?"

"Nej," sagde hun. "Hvad sker der? Har du noget nyt?"

"Nej, desværre ikke. Faktisk har jeg fået besked om, at vi ikke får resultaterne af træ-analysen før i morgen."

"Nå, så ved vi i mindste, hvordan dagen begynder," sagde hun.

"Præcis. Men hør her, jeg tænkte på, om vi skal mødes og spise morgenmad sammen," sagde han. "Jeg vil gerne gennemgå rapporten med dig, for at være sikker på, at vi er på samme side, og ikke har overset den mindste detalje."

"Helt sikkert," sagde hun. "Hvad tid -"

Her stoppede hun, og kiggede hen mod soveværelse døren.

Et kort øjeblik hørte hun noget bevæge sig der ude. Igen havde hun hørt det forbistrede gulvbræt knage. Men hun hørte også en skrabende lyd. Hun kom langsomt ud af sengen, stadig med telefonen ved øret.

" White, er du der stadig?" spurgte Ellington.

"Ja, jeg er her," sagde hun. Beklager. Jeg spurgte, hvad tid du vil mødes. "

"Hvad med klokken syv på Carols Diner? Ved du, hvor det er? "

"Ja," sagde hun, og gik hen til døråbningen. Hun kiggede ud, og så kun skygger og mørke, dæmpede konturer. "Og klokken syv lyder fint."

"Fantastisk," sagde han. "Vi ses."

Hun hørte ham næsten ikke, da hun trådte ud af sit soveværelse og ind i den lille entre, der førte hen til køkkenet. Alligevel lykkedes det hende at klemme et "lyder godt," frem.

Hun slukkede lyset i gangen, det fremhævede køkkenet, og fik stuen til at se skummel ud. Ligesom for flere nætter siden var der ikke nogen. Men for at få ro i sjælen, gik hun ind i stuen og tændte lyset.

Selvfølgelig var der ikke nogen. Der var ingen steder i stuen, hvor man kunne skjule sig, og den eneste forandring var den manglende Xbox, som Zack tog med. Mackenzie kiggede rundt en gang til, hun brød sig ikke om, at hun så let blev skræmt. Hun gik endda over til det knirkende bræt, testede lyden, og sammenlignede med den hun hørte.

Hun kontrollerede låsen på hoveddøren, og satte derefter kurs mod soveværelset. Kiggede bagud en gang mere, før hun lukkede lyset i gangen, og vendte tilbage til sengen. Inden hun slukkede lampen, tog hun sin pistol ud af skuffen, og lagde den på natbordet indenfor rækkevidde.

Hun betragtede den i det mørke soveværelse, helt klar over at hun ikke havde brug for den, men hun følte sig mere sikker, når den lå der let at få øje på.

Hvad var det, der skete med hende?

KAPITEL 13

"Far? Far, det er mig. Vågn op."

Mackenzie trådte ind i soveværelset, forberedte sig, og drejede sig væk fra synet af sin døde far.

"Hvad er der sket far?"

Hendes søster var også i værelset, hun stod på den anden side af sengen, og kiggede på deres far med et skuffet udtryk i ansigtet.

"Steph, hvad er der sket?" spurgte Mackenzie.

"Han kaldte på dig, og du kom ikke. Det er din skyld."

"Nej!"

Mackenzie gik frem igen, og selvom hun var klar over, at det var vanvittigt at gøre, kravlede hun alligevel op i sengen, og puttede sig ved siden af hendes far. Hun vidste, at hans krop snart blev kold og bleg.

Mackenzie vågnede med er sæt, klistret til af sved rev mareridtet hende ud af søvnen klokken 3:12.

Hun sad, og trak vejret hårdt, og foragtede sig selv, da hun begyndte at græde.

Hun savnede sin far så meget, at det gjorde ondt.

Hun sad der alene, og prøvede at græde sig i søvn.

Men det ville tage timer, det vidste hun, før hun faldt i søvn igen. Hvis hun overhovedet kom til at sove.

På en mærkelig måde længtes hun efter at kaste sig tilbage ind i sagen. Af en eller anden grund var det mindre smertefuldt.

*

Da Mackenzie ankom til Carols Diner et par timer senere, var hun vågen og på vagt. Hun så på Agent Ellington hen over det lille bord. Det var pinligt at tænke på, hvor meget hendes mareridt påvirkede hende, og hvor nemt hun var blevet skræmt i går aftes. Hvad pokker var der galt med hende?

Hun vidste godt, hvad det var. Sagen var trængt ind i hende, og vækkede gamle minder, som hun troede, hun havde lagt bag sig. Den påvirkede måden hun levede på. Hun havde hørt, at det skete for andre, men indtil nu havde hun aldrig selv oplevet det.

Hun spekulerede på, om Ellington nogensinde oplevede det. Fra hendes side af bordet så han velpudset og professionel ud, et præcist billede på hvordan Mackenzie forventede en FBI-agent så ud. Han var muskuløs, men ikke kraftig, selvsikker, men ikke kæphøj. Det var svært at forestille sig, at han blev stresset af ret meget.

Han fangede hende i at betragte sig, men i stedet for at blive flov og kigge væk, fastholdt hun hans blik.

"Hvad er det?" spurgte han.

"Ikke rigtigt noget," sagde hun. "Jeg spekulerer bare på, hvordan det er at vide, at du med en enkelt opringning kan få Bureauet til undersøge noget, der tager mig flere timer at overbevise det lokale politi om at kigge på."

"Det ikke er altid så nemt," sagde Ellington.

"Ok, men i den her sag virker Bureauet motiveret," påpegede Mackenzie.

"Den rituelle opsætning af mordscenen skriger næsten seriemorder," sagde han. "Og nu hvor vi har fundet endnu et lig, ser det ud som om, at det er lige præcis det, vi er oppe imod."

"Har Nelson været imødekommende?" spurgte hun.

Ellington smilede, og viste tegn på, at en subtil charme lurede under hans professionelle ydre. "Han prøver på det. Undertiden er lilleby-mentaliteten svært at bryde ud af."

"Det ved jeg alt om," sagde Mackenzie.

Servitricen kom over til dem for at tage imod deres ordrer. Mackenzie valgte en veggie omelet, mens Ellington bestilte en stor tallerken morgenmad. Da afbrydelsen var overstået, foldede Ellington sine hænder, og lænede sig frem.

"Nå," sagde han. "Hvor er vi med det her?"

Mackenzie vidste, han gav hende en chance for at vise ham, hvordan hun arbejdede. Det hørte hun på hans tonefald, og i det lille smil der knapt rørte kanten af hans mund. Han var smuk på en robust måde, og Mackenzie var lidt ukomfortabel med, hvor ofte hendes øjne blev draget mod hans mund.

"Lige nu er vi nødt til at vente på de spor, der er indsamlet, og så efterforske dem grundigt," sagde hun. "Sidste gang vi fandt et spor, som vi troede var lovende, var vi helt forkert på den."

"Men du fangede en mand, der solgte børneporno," påpegede Ellington. "Så det var ikke total spildt."

"Det er rigtigt. Men alligevel, jeg går ud fra, at du har bemærket hierarkiet på vores lokale station. Hvis jeg ikke snart opklarer sagen, sidder jeg fast i det samme job i meget lang tid."

"Det er jeg ikke så sikker på. Nelson har meget høje tanker om dig. Men om han vil indrømme overfor de andre, det er en anden historie. Det er derfor, at han har sat mig til at hjælpe dig. Han ved, at du kan få arbejdet gjort."

Hun kiggede væk fra ham for første gang. Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle få løst sagen, hvis hun ikke holdt op med at springe op ved hver lille lyd i sit hus og sove med sin pistol på natbordet.

"Jeg regner med, at vi starter med testen af træet," sagde hun. "Vi besøger alle, der sælger den slags træ, helt ned til der hvor det er savet. Hvis det ikke giver noget, er vi nødt til at lægge pres på de kvinder, som Hailey Lizbrook arbejdede sammen med. Vi kan endda blive så desperate, at vi kigger på overvågningskameraer i klubben, hvor hun arbejdede."

"Alle er gode idéer," sagde han. "En anden ide jeg vil foreslå Nelson, er at indsætte undercover betjente på nogle af de stripklubber, der er placeret i en radius af 150 km. Vi kan trække på nogle agenter fra Omaha kontoret, hvis vi har brug for det. Og hvis vi læser gamle sager igennem, kan vi også lede efter en mand, der forfølger prostituerede. Her må jeg sige, at du ifølge Nelson ramte plet ved et tidligere møde. Vi skal bare ikke tro, at det kun er strippere."

Mackenzie nikkede, selvom hun var begyndt at tvivle på, at den sag hun huskede fra 80’erne, hvor en prostitueret blev hængt op på en pæl, havde forbindelse til denne sag. Alligevel var det var rart, at hendes indsats blev anerkendt af nogen med erfaring.

"Okay," sagde Ellington. "Så jeg nødt til at spørge."

"Spørge om hvad?"

"Det er tydeligt, at du bliver modarbejdet på lokal plan. Men det er også tydeligt, at du slider røven ud af bukserne og ved hvad det handler om. Selv Nelson har fortalt mig, at du er en af hans mest lovende detektiver. Jeg kiggede på dine data, du ved… Alt hvad jeg så, er imponerende. Så hvorfor bliver du her, hvor man er hånlig over for dig, og ikke giver dig en fair chance, når du så let som ingenting kan arbejde som detektiv hvor som helst?"

Mackenzie trak på skuldrene. Det var noget, hun spurgte sig selv flere gange, og svaret var enkelt, selvom det var morbidt. Hun sukkede, og ønskede ikke at komme ind i det, men samtidig ønskede hun heller ikke at forpasse chancen. Et par gange havde hun talt med Zack om sin grund til at blive i lokalområdet, dengang de stadig talte sammen, og Nelson kendte også lidt til hendes historie. Men hun kunne ikke huske, hvornår nogen frivilligt opfordrede hende til at tale om det.

"Jeg voksede op lige udenfor Omaha," sagde hun. "Min barndom var... ikke den bedste. Da jeg var syv år gammel, blev min far dræbt. Jeg fandt ham i soveværelset."

Ellington rynkede panden, ansigtet blev fyldt med medfølelse.

"Det er jeg ked af," sagde han sagte.

Hun sukkede.

"Han var privatdetektiv," tilføjede hun. "før det var han lokalbetjent i omkring fem år."

Han sukkede også.

"Det er min teori, at mindst én ud af hver femte betjent har en fortid med en slags uløst traume, der er relateret til en forbrydelse," sagde han. "Det er det traume, der får dem til at ønske at ”beskytte og tjene."

"Ja," sagde Mackenzie. Og vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle reagere på, at Ellington regnede hende ud på mindre end 20 sekunder. "Det lyder rigtigt."

"Blev din fars morder nogensinde fundet?" spurgte Ellington.

"Nej. Ud fra de sagsakter jeg har læst, og den lille smule min mor har fortalt mig, om det der skete, så var han i gang med at efterforske en lille gruppe, der var involveret i narkotikasmugling fra Mexico, da han blev dræbt. Politiet efterforsket sagen i et stykke tid, men den blev droppet inden for tre måneder. Og det var det."

"Det er jeg ked af at høre," sagde Ellington.

"Bagefter indså jeg, at der foregår en masse dovent og sjusket arbejde i retssystemet, og derfor ønskede jeg at komme til at arbejde med noget med retshåndhævelse, at blive detektiv, for at være helt præcis."

"Så du opnåede din drøm i en alder af 25," sagde Ellington. "Det er imponerende."

Før hun nåede at sige noget, kom servitricen med deres mad. Hun satte tallerkenerne, og da Mackenzie begyndte at gøre kål på sin omelet, blev hun overrasket over at se Ellington lukke øjnene og bede en tavs bøn over sin mad.

Det var svært ikke at stirre et øjeblik, mens hans øjne var lukkede. Hun havde ikke tænkt på ham som en religiøs mand, og et eller andet rørte hende, da hun så ham bede før sit måltid. Hun stjal sig til at kigge på hans venstre hånd, og så ikke nogen vielsesring. Hun tænkte over, hvordan hans liv mon var. Boede han i en ungkarlelejlighed med øl på lager i køleskabet, eller var han mere typen, med vinreol og IKEA-reoler fyldt med klassisk og moderne litteratur?

Hun arbejdede med en åben bog her. Det var mere interessant, hvordan han var blevet FBI-agent. Hun funderede over, hvordan han var i et forhørslokale, eller i det ophedede øjeblik hvor pistoler blev trukket mod en mistænkt, der var en millimeter fra enten at overgive sig eller åbne ild. Hun vidste ingen af disse ting om Ellington, og det var spændende.

Da han åbnede øjnene, og begyndte at spise, kiggede Mackenzie væk, tilbage på sin mad. Et øjeblik senere ikke kunne hun klare det længere.

"Okay, hvad så med dig?" spurgte hun. "Hvad fik dig til at vælge en karriere hos FBI?"

"Jeg er barn af firserne," sagde Ellington. "Jeg ville være John McClane og Dirty Harry, bare lidt mere raffineret."

Mackenzie smilede. "De er ret gode rollemodeller. Farligt og risikofyldt."

Han skulle til at sige noget, da hans telefon ringede.

"Undskyld mig," sagde han, rakte ind i jakkelommen, og trak telefonen frem.

Mackenzie lyttede til hans del af samtalen, som viste sig at blive kort. Efter et par bekræftende svar og et hurtig Tak, lagde han på, og kiggede trist på sin mad.

"Alt okay?" spurgte hun.

"Ja," sagde han. "Men vi må pakke det her sammen. Resultatet fra analysen af træet er kommet."

Han kiggede direkte på hende.

"Det stammer fra et tømmerværft, der ligger mindre end en halv time væk."

KAPITEL 14

Mackenzie havde altid elsket lugten af frisk træ. Det gik tilbage til juleferier sammen med bedsteforældrene, efter hendes far var død. Hendes bedstefar opvarmede huset med en gammel brændeovn, og den bagerste ende af huset duftede altid af cedertræ og af den ikke helt ubehagelige lugt af frisk aske.

Hun blev mindet om den gamle brændeovn, da hun steg ud af bilen i gruset foran Palmers tømmerværft. Til venstre for hende var en savmølle sat op, et kæmpe træ kørte ned af et bælte og hen mod en sav, der omtrent var på størrelse med den bil, hun havde lige var trådt ud af. Flere bunker af nyskovet tømmer ventede på en tur i saven.

Hun gav sig selv et øjeblik til at kigge på processen. En laster, der lignede en blanding af en lille kran, og de der maskiner der man kan fange legetøj med, løftede stammerne og stablede dem på en maskine som så gammeldags ud, den skubbede dem ind på et bælte. Derfra blev stammerne ført direkte til en sav, som hun mente, blev justeret til hver stamme af en mekanisme eller et kontrolpanel, hun ikke kunne se, derfra hvor hun stod. Da hun vendte sig, så hun en lastbil køre ud fra tømmerværftets med en trailer fyldt med groft skåret træ, der var stablet omkring tre en halv meter højt.

Underligt nok tænkte hun på Zack, da hun så det hele. Han søgte arbejde på et sted som det her i den anden ende af byen, lige omkring det tidspunkt hvor han fik jobbet på tekstilmøllen. Da han opdagede de roterende skift på tekstilmøllen, valgte han det arbejde i håb om at få mere fritid. Hun var sikker på, at han var blevet god til at arbejde med tømmer, han var altid god til at bygge ting.

"Det ser ud til at være hårdt arbejde," sagde Ellington.

"Vores er også temmelig hårdt," sagde hun, glad for at få tankerne om Zack ud af hovedet.

"Det er det helt sikkert," var Ellington enig i.

Foran dem lå en almindelig betonbygning, der kun skiltede med nogle sorte stencilerede bogstaver med teksten KONTOR over døren. Hun gik sammen med Ellington over til døren, og blev igen overrasket, da Ellington åbnede døren for hende. Hun huskede ikke, at nogen i politiet var så galant, eller viste hende respekt, helt tilbage til den første dag, hun bar sit skilt.

Indenfor var støjen udefra dæmpet til et stille brøl. Kontoret bestod af en stor skranke med rækker af arkivskabe bagved. Lugten af frisk træ gennemsyrede stedet, og det virkede som om, der var støv overalt. En enlig mand stod bag skranken, og var ved at skrive noget i en journal, da de kom ind. Da han så dem var det tydeligt, at han blev en smule forvirret, sikkert på grund af Ellingtons jakkesæt og Mackenzies afslappede påklædning.

"Hej," sagde manden bag skranken. "Kan jeg hjælpe jer?"

Ellington tog føringen, hvilket Mackenzie havde det fint med. Han viste hende den største respekt, og var mere erfaren end hende. Det fik hende til at spekulere på, hvor Porter var. Beholdt Nelson ham på kontoret for at gennemgå billederne? Eller var han med til at udspørge potentielle vidner, måske tale med Hailey Lizbrooks kollegaer?

"Jeg er Agent Ellington, og det er detektiv White," sagde Ellington. "Vi vil gerne tale med dig et øjeblik, om en sag som vi forsøger at opklare."

"Øh, helt sikkert," sagde manden stadig, mærkbart forvirret. "Er du sikker på, at du er på det rigtige sted?"

"Ja, sir," sagde, Ellington. "Vi kan desværre ikke afsløre detaljer om sagen, men jeg kan fortælle dig, at der er fundet en pæl på gerningsstederne. Vi har taget en prøve fra træet, og resultatet har ført os hertil."

"Pæle?" spurgte manden, og så overrasket ud. " Taler du om Fugleskræmsel Morderen?"

Mackenzie rynkede panden, hun kunne ikke lide, at sagen allerede var ved at blive en fast bestanddel af den offentlige samtale. Hvis en ensom mand i et kontor på tømmerværftet havde hørt om den, så var chancerne gode for at nyheden om sagen bredte sig som løbeild. Og midt i det hele var hendes ansigt klisteret op på forsiden af de aviser, der skrev om historien.

Faktisk kiggede han på hende, og hun mente, at hun så genkendelse i hans ansigt.

"Ja," sagde Ellington. "Har du haft nogen ud af de sædvanlige kunder, der har købt pæle?"

"Jeg vil gerne hjælpe," sagde manden bag disken. "Men jeg tror, det bliver noget af en kaninjagt for jer. Forstår I, jeg sælger kun tømmer til virksomheder eller mindre træværfter. Alt hvad der stammer herfra, går normalt til et andet tømmerværft eller til et firma af en eller anden slags."

"Hvilke slags firmaer?" spurgte Mackenzie.

"Det afhænger hvilken slags træ vi snakker om," sagde han. "Det meste af mit træ går til bygge-og anlægsvirksomheder. Men jeg har også et par kunder, der er laver ting som møbler i træ."

"Hvor mange kunder har du på en måned?" spurgte Ellington.

"70 eller deromkring på en god måned," svarede han. "De sidste par måneder har nu været temmelig sløve. Men så er det lettere at finde det, som I leder efter."

"En ting mere," sagde Mackenzie. "Markerer du på en eller anden måde på det tømmer, der kommer herfra?"

"På større ordrer sætter jeg nogen gange et stempel på ét stykke pr. last".

"Et stempel?"

"ja. Det bliver gjort med en lille trykpresse jeg har uden for. Den sætter dato og navn på mit tømmerværft på stykket."

"Men ingen indgravering eller udskæring?"

"Nej, slet ikke sådan noget," sagde manden.

"Har du mulighed for at finde frem til de kunder, der har købt færdigskåret pæle af cedertræ?" spurgte Ellington.

"Ja, det har jeg. Ved du hvilken størrelse?"

"Et øjeblik," sagde Ellington, og fandt sin telefon frem for at lede efter oplysningerne.

"Tre meter" sagde Mackenzie, og hentede tallet frem i hukommelsen.

Ellington kiggede over på hende, og smilede til hende.

"En halv meter under jorden," sagde Mackenzie, "og to en halv meter over jorden."

"Pælene er også temmelig gamle," sagde Ellington. "Træet er ikke frisk. Og vores test viser, at det aldrig er blevet behandlet."

"Det gør det lidt lettere," sagde manden. "Hvis det kom herfra, så er ældre træ taget fra mit skrot lager. Giv mig et par minutter så finder jeg oplysningerne. Hvor langt tilbage skal jeg lede?"

"Tre måneder bagud, bare for at være sikker," sagde Ellington.

Manden nikkede, og gik hen til et af antikvariske arkivskabe bag ham. Mens de ventede, begyndte Mackenzies telefon at ringe. Da hun svarede, var hun nervøs for, at det var Zack, der ringede for at foreslå en forsoning. Hun blev lettet over at opdage, at det var Porter.

"Hej?" sagde hun og besvare opringningen.

"Mackenzie, hvor er du lige nu?" spurgte Porter.

"Jeg er sammen med Ellington på Palmers tømmer værft for at undersøge resultatet af testen af træstykket fra pælen."

"Nogen resultater?"

"Det ligner en spor, der fører til flere andre spor."

"Okay, noget møg," sagde Porter. "Jeg hader skulle sige det til jer, men det kan ikke gøres anderledes." Han tøvede et øjeblik, og hun hørte et rystet suk i anden ende, før han tilføjede: "Vi har fundet et nyt lig."

KAPITEL 15

Da de ankom til det nye gerningssted 40 minutter senere, var Mackenzie urolig, fordi det lå tættere på. Scenen var præcis 35 minutter fra hendes hjem, i baghaven af et faldefærdige hus der for længst var forladt. Hun fornemmede næsten skyggen fra den nye dræbte kvinde strække sig over det flade landskab, på tværs af byens gader og hen til sin hoveddør

Hun gjorde sit bedste for at skjule sine flossede nerver, da hun og Ellington gik hen mod pælen. Hun kiggede op mod det gamle hus, især på de tomme vinduer. For hende lignede de store truende øjne, der lurede, og spottede hende

Der stod en lille flok betjente omkring pælen, med Porter i midten af dem. Han betragtede Mackenzie og Ellington, da de nærmede sig pælen, men Mackenzie bemærkede det næsten ikke. Hun var alt for travlt optaget med at betragte liget, og så med det samme to meget tydelige forskelle på det nye offer.

For det første havde kvinden små bryster, mens de to forrige ofre var blevet langt mere begavede. For det andet havde piskeslagene, der tidligere kun havde ramt de andre ofres ryg, også ramt kvindens mave og bryst.

"Det er ved at komme ud af kontrol," sagde Porter, hans stemme var lav og hærget.

"Hvem opdagede liget?" spurgte Mackenzie.

"Ejeren. Han bor to miles mod øst. Han har sat en kæde på den private grusvej, og opdagede tilfældigvis, at den var klippet over. Han siger, at ingen kommer her bortset fra en tilfældig jæger i jagtsæsonen, men som bekendt ligger jagtsæsonen flere måneder væk. Og desuden siger han, at han kender alle de mænd, der jager her."

"Er det en privat vej?" spurgte Mackenzie, og kiggede tilbage på den grusvej, de var kommet ad.

"Ja. Uanset hvem der gjorde det," sagde han, og nikkede hen mod den ophængte krop, "klippede kæden over, så han vidste, hvor han ville fremvise sit næste trofæ. Han har planlagt det."

Mackenzie nikkede. "Der viser overlagt hensigt og formål fremfor kun et sindsforvirret psykologiske behov."

"Er der nogen mulighed for, at grundejeren er involveret?" spurgte Ellington.

"Jeg har to mænd, der afhører ham hjemme hos ham selv lige nu," sagde Nelson. "Men jeg tvivler. Han er 78 år, og halter når han går. Jeg kan ikke se ham trække rundt på pæle eller have succes med at lokke strippere ind i sin lastbil."

Mackenzie gik tættere på liget. Ellington fulgte efter. Kvinden så betydeligt yngre ud end de andre, måske i begyndelsen af 20’erne. Hovedet hang lavt, og kiggede ned mod jorden, men Mackenzie bemærkede den mørkerøde læbestift, smurt ud omkring kinden og hagen. Hendes sort mascara var også løbet, og havde efterladt mørke striber ned langs ansigtet.

Mackenzie begyndte på bagsiden af pælen. Piskeslagene var de samme som på de to andre ofre. Nogle var stadig så friske, at de var våde i kanten, blodet var endnu ikke helt tørt. Hun bøjede sig ned mod bunden af pælen, men blev stoppet af Nelson.

"Jeg har allerede tjekket," sagde han. "Dine tal er der."

Ellington kom over til hende, og bøjede sig ned for at se. Han kiggede op på Mackenzie. "Nogen anelse om hvad disse tal betyder?"

"Ingen," sagde hun.

"Jeg tror næsten, det siger sig selv," sagde Nelson, " sagen vil fra nu af have første prioritet. Agent Ellington, hvor hurtigt kan vi få flere betjente på opgaven?"

"Jeg kan ringe nu, og forhåbentlig kan vi så få et par mere herud i eftermiddag."

"Gør det. Nogen resultater fra tømmerværftet?"

"Vi fik 16 navne," sagde Mackenzie. "De fleste af dem er bygge-og anlægsvirksomheder. Vi er nødt til at tjekke hver og en, og se om de har nogle brugbare oplysninger."

"Jeg får nogle mænd på det," sagde han. "Lige nu har jeg brug for, at du og Ellington følger op på de mest lovende spor. I to er mine frontløbere i denne sag, så gør hvad pokker I behøver for at for at opklare den. Jeg vil have den syge stodder siddende i et forhørslokale, inden dagen slutter.”

"I mellemtiden jeg vil få mine mænd til at kigge på kort over de omkringliggende 150 kilometer eller deromkring. Vi deler det op, og starter med isolerede områder som det her, marken fra det sidste mord, og majsmarker der er let adgang til."

"Ellers andet?" spurgte Ellington.

"Ikke noget jeg kan komme på lige nu. Men hold mig underrettet om selv den mindste detalje, I finder. Vi kan snakke mere om det om lidt. " sagde Nelson. Han kiggede derefter over på Mackenzie og nikkede med hovedet mod højre." White, kan jeg tale med dig et øjeblik?"

Mackenzie gik væk fra pælen, og fulgte efter Nelson over til siden af det faldefærdige hus, mens hun spekulerede over, hvad det handlede om.

Er du komfortabel med at arbejde sammen med Ellington?" spurgte han.

"Ja sir. Han er meget præcis, og er utrolig god til tale tingene igennem med mig."

"Godt. Hør her, jeg er ikke en idiot. Jeg kender dit potentiale, og jeg ved, at hvis der er nogen af mine detektiver, der kan fange den stodder, så er det dig. Og jeg har fandeme ikke tænkt mig bare at lade FBI køre det rundt og snuppe sagen fra os. Så jeg vil have, at du arbejder sammen med ham. Jeg har allerede talt med Porter om det og omfordelt ham. Han er stadig på sagen, men jeg har fået ham at hjælpe med dør-til-dør efterforskningen."

"Og det er han okay med?"

"Det er ikke noget, du skal bekymre dig sig om. Lige nu skal du bare holde dig til sagen og følge dit maveinstinkt. Jeg har fuld tillid til, at du træffer de rigtige beslutninger. Du behøver ikke at tjekke med mig om hver eneste lille ting. Bare gøre hvad du skal gøre for at opklare det her. Kan du klare det for mig?"

"Ja, sir."

"Det tænkte jeg nok," sagde Nelson med et lille smil. "Nu skal du og Ellington komme ud herfra i en fart og skaffe os nogle resultater."

Han gav hende et blidt klap på ryggen, hvilket, alt taget i betragtning, næsten svarede til da Ellington åbnede døren for hende på tømmerværftet. Det var en stor indrømmelse, når det kom fra Nelson, og hun værdsatte det. De gik sammen tilbage til liget, og Mackenzie kiggede igen på tallene. Hun følte, at der var noget der, at nøglen til at opklare det hele lå i disse forbistrede tal.

Hun fornemmede at en del af ham, ønskede at blive fanget. Han lokkede dem.

"Er du okay?" spurgte Ellington, der stod på den anden side af pælen.

Hun nikkede, og kom op og stå.

"Har du nogensinde før haft en sag som den her?"

"Kun to," sagde han. "En af dem endte med otte mord, før vi fangede ham."

"Tror du, at det sker her?" spurgte hun.

Hun hadede spørgsmålet, for det fik hende til at lyde usikker og måske endda uerfaren, men hun var nødt til at vide det. For at indse hvor meget sagen var begyndt at påvirke hende, skulle hun bare tænke på, hvor bange hun i flere minutter var i sit eget hjem, forskrækket af hvad der sikkert var en indbildt lyd af et knirkende gulvbræt. Hun havde mistet sin kæreste, hun var langsomt ved at miste dømmekraften, og hun ville for pokker ikke miste mere på grund af den.

"Ikke hvis vi kan gøre noget," svarede Ellington. Han sukkede. "Fortæl mig, hvad kan du se, som er nyt her?"

"Altså, det virker underligt, at morderen har valgt en vej midt i ingenting. Kæden på tværs af vejen stoppede ham ikke. Men det er ikke kun det, han vidste den var der. Han var forberedt på at klippe den over."

"Hvad betyder hvad?"

Hun var klar over, at han testede hende, men han gjorde det på en måde, der ikke fornærmede hendes intelligens. Han udfordrende hende, og hun nød det virkeligt.

"Det betyder, at de steder han vælger ikke bare tilfældige. Han har valgt dem af en årsag."

"Så det er ikke bare mordene der er planlagte, men også gerningsstederne."

"Det virker sådan. Jeg tror, jeg - " sagde hun, men stoppede så.

Til højre, i kanten af den lille skov, så hun en bevægelse.

Et øjeblik troede hun, at det var indbildning.

Men nu så hun det igen.

Noget var på vej længere ind i skoven. Hun så nok af figuren til at afgøre, at det var en menneskelig skikkelse.

"Hej!"

Det var alt, hvad hun kom i tanke om at sige, og det lød en smule anspændt. Ved lyden af hendes stemme, satte skikkelsen farten op, ethvert forsøg på at være usynlig forsvandt da grene knækkede og løv raslede, mens den slap væk.

Mackenzie reagerede instinktivt, og løb hen mod skoven i et sprint. På det tidspunkt hvor Ellington opfattede hvad der skete og fulgte efter hende, var Mackenzie allerede ude af gården og inde i skoven. Træerne omkring hende så lige så glemte og farveløse ud som huset, der lå bag hende, med de sorte vinduer der stadig stirrede ud på hende.

Hun slog grenene væk, da hun løb gennem skoven. Hun hørte næsten ikke lyden af Ellington, der fulgte efter hende, men hun spildte hverken tid eller kræfter på at kigge sig tilbage.

"Stop!" forlangte hun.

Hun blev ikke overrasket, da skikkelsen fortsatte med at løbe. Mackenzie regnede på få sekunder ud, at hun var hurtigere end sit mål, og kom tættere på med en hastighed, som hun altid var stolt af. Hun fik et par grene i ansigt, og mærkede spindelvæv klistre sig til huden, men hun spænede beslutsomt videre gennem skoven.

Da hun nærmede sig skikkelsen, så hun, at det var en mand klædt i en sort hættetrøje og et par mørke jeans. Fordi han ikke en eneste gang så sig helt tilbage, havde Mackenzie svært ved at bedømme, hvor gammel han var, men hun kunne se, at han var en smule overvægtig og tilsyneladende lidt ude af form. Hun hørte ham hvæse, da hun kom tættere på ham.

"For pokker," sagde hun, da hun nåede ham, strakte armen og greb ham i skulderen. "Jeg sagde stop!"

Derefter gav hun ham et hårdt skub, der sendte ham ned på jorden. Han rullede rundt en gang, inden han stoppede.

Jeg fik ham, tænkte Mackenzie.

Manden forsøgte at komme på benene, men Mackenzie leverede en hurtigt spark på bagsiden af hans knæ, der sendte ham ned igen. Han slog sit hoved mod en trærod, da han faldt.

Mackenzie plantede hårdt knæet i mandens ryg, og rakte ned efter sit våben. Ellington var nået derhen, han holdt også manden fast nede på jorden. Nu hvor Ellingtons fulde vægt lå på ham, stoppede han med at vride sig. Mackenzie rakte ned til sit bælte, og fandt sine håndjern, mens Ellington trak mandens arme om bag ryggen med endnu et skrig af smerte. Mackenzie smækkede håndjernene på, og trak derefter hårdhændet manden på benene.

"Hvad er dit navn?" spurgte Mackenzie.

Hun trådte hen foran ham, og så ham for første gang. Fyren så harmløs ud, overvægtig og sandsynligvis i slutningen af 30’erne.

"Skal du ikke spørge mig om de ting, før du angriber mig?"

Ellington rystede ham lidt, og trykkede en smule på hans skulder. "Hun stillede dig et spørgsmål."

"Ellis Pope," sagde manden, synligt chokeret.

"Og hvorfor er du her?"

Han sagde ikke noget i første omgang, og i stilheden hørte Mackenzie mere uro i skoven. Støjen kom fra hendes højre side, og da hun vendte sig i den retning, så hun Nelson og tre andre betjente komme masende gennem de tynde træer og blade.

"Hvad fanden et det, der foregår?" råbte Nelson. "I bakspejlet så jeg dig spurte afsted, og —" han stoppede, da han så den tredje person sammen med dem med hænderne i håndjern bag på ryggen.

"Han siger, at han hedder Ellis Pope," sagde Mackenzie. "Han luskede rundt i kanten af skoven, og kiggede på os. Da jeg råbte til ham, løb han."

Nelson gik helt tæt på Popes ansigt, og det var tydeligt, at Nelson kæmpede for ikke at angribe ham fysisk. "Hvad lavede du her, Mr. Pope?" spurgte Nelson. "Holdt du dig tæt på for at beundre dit værk?"

"Nej," sagde Pope, nu mere bange end tidligere.

"Hvorfor er du så her?" spurgte Nelson. "Det er sidste gang, jeg spørger dig, før jeg mister besindelsen."

"Jeg er en journalist," sagde han.

"For hvilken avis?" spurgte Mackenzie.

"Ingen avis. En webside. Oblong Journalen."

Mackenzie, Nelson og Ellington delte et ubehageligt blik, inden Mackenzie langsomt rakte ned i sin lomme efter telefonen. Hun åbnede browseren, søgte på Oblong Journal og åbnede websiden. Hun navigerede hurtigt til personalesiden, og ikke nok med at hun fandt navnet Ellis Pope, men billedet i biografien var helt klart den mand, der stod foran dem.

Det var sjældent at Mackenzie bandede, men hun rakte sin telefon til Nelson, og udstødte et anstrengt, "Fandens."

"Okay," sagde Ellis Pope, der indså, at han langsomt var ved at få kontrol over situationen. "Hvem af jer pansersvin skal jeg tale med for at anmelde det her."

KAPITEL 16

Mackenzie følte lidt utilstrækkelig i Ellingtons selskab, og underligt nok var det var en følelse, der blev stærkere da de to timer senere sad side om side i en bar. Hun vidste, at de begge så trætte og lidt slidte ud, og det fik dem til at falde ind med resten af gæsterne. De var ikke de eneste, der var forholdsvis pænt påklædt. Gæsterne som kom direkte fra arbejdet, var også klædt lidt mindre afslappet, og trak op til baren i skjorter, slips og jakkesæt. Dæmpet eftermiddagslys faldt fra to vinduer langs den anden side af baren, men det var neonlyset, og afspejlingen af spiritusflaskerne på hylden bag baren, der satte stemningen

”Har du nogen ide om, hvordan Pope fandt ud af det med mordet så hurtigt?" spurgte Ellington hende.

"Overhovedet ikke. Der må være en muldvarp på stationen."

"Det jeg regner også med," sagde Ellington. "Og derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor Nelson er så hård ved dig. Du kan på ingen måde have vidst, at bevægelsen i skoven var en journalist. Især ikke når Pope stak af på den måde."

"Lad os håbe det," sagde hun

Mackenzie vidste, at hun var sluppet let. Hendes overordnede havde set hende smide en overvægtig og forsvarsløs online journalist til jorden i en temmelig hård tackling. Og selvom Pope kun fik en meget lille flænge i tindingen, da han ramte en rod i faldet, og at han var trængt ind på privat ejendom, så var det alligevel grundlag for en reprimande. Alligevel fik hun kun, hvad stort set svarede til et rap over fingrene. Hun havde set Nelson uddele langt værre straffe for mindre forseelser. Det fik hende dog til at spekulere på, hvor meget tillid han gav hende. At han lod hende fortsætte på hendes egen lystige måde, mens Ellis Pope sikkert var ved at ringe rundt forskellige steder, talte om en meget stor tiltro til hende.

Selvfølgelig krævede han også, at hun forsvandt i en vis fart, og gik et sted for at tænke sig om, før hun overfaldt den næste stakkels idiot, der var så uheldig at komme i vejen for hende. Hun fornemmede en lille chance for at undslippe, inden han nåede at tænke over sin beslutning om lade hende blive på sagen, så hun valgte at gøre lige præcis det.

Da hun sad og nippede så ansvarligt som muligt på en lokal brygget Stout fra hanen, forsøgte hun at huske, hvornår hun sidst var gået på bar for at slippe væk fra verden. Det brugte hun normalt arbejdet til, noget der var meget lettere at indrømme over for sig selv, nu Zack var ude af billedet. Men da arbejdet sendte hende væk et stykke tid, føltes det surrealistisk at sidde på en bar.

Det var endnu mere fremmed at sidde ved siden af en FBI-agent, hun lige havde mødt i går. I den korte tid hun havde tilbragt med Agent Ellington, regnede hun et par ting ud om ham. For det første så var han en gammeldags gentleman, han åbnede døren for hende, spurgte altid om hendes mening, inden han traf en beslutning, henvendte sig til personer der var ældre end ham med fru og hr. og han virkede også beskyttende over hende. Da de var kommet ind på baren, gjorde to mænd meget lidt for at skjule, at de tjekkede hende. Ellington opdagede det, og trådte hen ved siden af hende, for at blokere deres udsyn.

“Du ved godt, hvorfor mændene på din station er så bitre på dig, ikke?" sagde Ellington.

"Jeg regner med, at det bare er den måde, de er opdraget på," sagde Mackenzie. "Hvis jeg ikke har et forklæde på, og kommer med sandwich eller øl til dem, hvad kan jeg så bruges til?"

Han trak på skulderen. "Det kan være noget af det, men nej, jeg tror, det er noget andet. Jeg tror, at du skræmmer dem. Mere end det tror jeg, at de på en måde frygter dig. De er bange for, at du måske får dem til at virke dumme og uduelige."

"Hvordan tænker du?"

Han smilede til hende et øjeblik. Selv om der ikke var noget særligt romantiske ved smilet, var det rart at blive betragtet på den måde. Hun huskede ikke, hvornår Zack sidste gang kiggede sådan på hende, som noget der blev værdsat i stedet for bare brugt eller tolereret.

"Godt, lad os få det åbenlyse af vejen, du er ung, og du er kvinde. Du er stort set den splinternye computer, der kommer ind på kontoret for at tage alles arbejde. Efter hvad jeg hører. er du også et omvandrende leksikon inden for retsvidenskab og efterforskninger, Hvis du oven i det lægger den måde, som du jagtede den stakkels journalist på i dag, så er det den komplette pakke. Du er den nye race, og de er de gamle hunde. Den slags ting."

"Så det er frygt for fremskridt?"

"Sikkert. Jeg tvivler på, at de overhovedet ser det på den måde, men det kan koges ned til det."

"Jeg går ud fra, at det er en kompliment?" spurgte hun.

"Selvfølgelig. Det er tredje gang, jeg er blevet sat sammen med en højt motiveret detektiv, og du er absolut den dygtigste og mest engagerede, jeg har arbejdet med. Jeg er glad for, at vi arbejder sammen."

Hun nøjedes med at nikke, fordi hun endnu ikke sikker på, hvordan hun skulle håndtere hans komplimenter og evalueringer. På arbejdet var han meget professionel og lige efter bogen, ikke kun i sin tilgang til jobbet, men også i måden han henvendte sig til hende på. Men nu hvor han var ved at blive lidt mindre reserveret, fandt Mackenzie det svært at trække linjen, hvor Ellington-på-arbejdet stoppede, og hvor den private Ellington begyndte.

“"Har du nogensinde tænkt på at arbejde hos FBI?" spurgte Ellington.

Spørgsmålet ramte hende så hårdt, at hun et øjeblik var ude af stand til at svare. Selvfølgelig havde hun tænkt på det. Hun drømte engang som barn om det. Men selv som en beslutsom 22-årig med øjnene rettet mod en karriere inden for retshåndhævelse, virkede FBI som en uopnåelig drøm.

"Det har du, ikke også?" spurgte han.

"Er det så indlysende?"

"Lidt. Du så flov ud lige nu. Det får mig til at tro, at du har tænkt det, men ikke gået efter det."

Det var en slags drøm for mig i et stykke tid," sagde hun.

Det var pinligt at indrømme, men der var noget ved måden han læste hende på, der gjorde, at hun ikke havde så meget imod det.

"Du har evnerne," sagde Ellington.

"Tak," sagde hun. "Men jeg tror mine rødder her stikker for dybt. Det føles, som om det er for sent."

"Det er aldrig for sent, det ved du."

Han kiggede på hende, professionelt og intenst.

"Skal jeg lægge et ord ind for dig, og se om det lander i et interesseret øre?"

Hun blev overrasket over hans tilbud. På den ene side ønskede hun det mere end noget andet, på den anden side bragte det alle hendes gamle usikkerheder frem. Var hun overhovedet kvalificeret til at arbejde for FBI?

Langsomt rystede hun på hovedet.

"Tak," svarede hun. "Men nej tak."

"Hvorfor ikke?" spurgte han. "Ikke for at tale alt for dårligt om de mænd, som du arbejder sammen med, men du bliver udnyttet."

"Hvad skal jeg lave hos FBI?" spurgte hun

"Du bliver en fantastisk agent i marken," sagde han. "For pokker, måske også profiler."

Mackenzie kiggede eftertænksomt ned sin øl, lidt overrasket. Hun blev igen tavs af forbløffelse, og mærkede, at hun havde meget at overveje. Hvad nu hvis hun blev agent? Hvor meget ændrede det hendes liv? Det forekom meget tilfredsstillende, med et arbejde som hun elskede, uden mænd som Nelson og Porter til at prøve på at holde hende tilbage?

"Er du okay?" spurgte Ellington.

Hun sukkede, og stirrende stadig ned i det mørke øl foran hende. Hun tænkte et øjeblik på Zack, og fandt det svært at huske, hvornår de sidst førte en meningsfuld samtale. Hvornår han sidst byggede hende op, på samme måde som Ellington var i gang med lige nu? For den sags skyld, hvornår havde nogen mand sidst talt så godt om hende, direkte til hende selv?

"Jeg har det fint," sagde hun. "Jeg værdsætter, alt hvad du siger. Du giver mig en masse at tænke over."

"Godt," sagde Ellington sagte uden at tøve. "Men lad mig spørge dig om noget. Har du en historie der holder dig tilbage?

"Jeg tror ikke, det er mig selv," sagde hun. "Jeg tror, det er bare... Jeg ved det ikke. Min fortid måske?"

"Mordet på din far?"

Hun nikkede.

"Det er noget af det," sagde hun.

Der er også min liste over mislykkede forhold, tænkte hun, men syntes ikke, at det var passende at sige. Da hun tænkte på det, kom hun pludselig til at spekulerede på, om de to ting hang sammen, hendes fars død og hendes egne relationer. Døden var måske kilden til det hele. Kom hun sig nogensinde over det? Hun kunne ikke se, hvordan det var muligt. Uanset hvor mange slemme fyre hun satte bag tremmer, hjalp det aldrig.

Han nikkede, som om han fuldkommen forstod det.

"Jeg forstår," sagde han.

Så smilede hun til ham, så han vidste, at hun lavede sjov, og spurgte: "Psykoanalyserer du mig, Agent Ellington?"

"Nej, jeg taler med dig. Jeg lytter. Ikke andet."

Mackenzie drak resten af sin øl, og kørte glasset hen til kanten af baren. Bartenderen greb det med det samme, fyldte det igen, og satte det tilbage foran hende.

"Jeg ved, at det er grunden til, at denne sag har mig rystet så meget," tilføjede hun. "En mand der mishandler kvinder. Måske ikke på grund af sex, men han påfører dem smerte og skam som en måde at udtrykke nogle forskruede meninger."

"Du har ikke haft andre sager som den her?"

"Jo. Jeg mener, jeg var med på nogle lokale sager om vold i hjemmet, en mand var grov mod sin kone, og jeg har afhørt to kvinder, efter de blev voldtaget. Men ikke noget som det her."

Hun tog en tår af sin øl, og erkendte, at den gled ned alt for let. Hun drak aldrig ret meget, og øllen, den tredje i aften, skubbede hende hen mod en grænse, som hun siden studietiden prøvede at undgå at krydse.

"Jeg ved ikke, om min fornemmelser betyder noget for dig," sagde Ellington, "men den her morder bliver fanget i løbet af et par dage. Det er jeg ret sikker på. Han er ved at blive alt for kæphøj. og et af de spor, som vi hele tiden indsamler, giver på et tidspunkt et gennembrud. Og så er det et stort plus, at du leder efterforskningen. ”

"Hvorfor er du så sikker på det?" spurgte hun. "Min præstation, mener jeg? Og hvorfor er du så venlig?"

Han gav hende selvtillid, men samtidig fremprovokerede han en egenskab hos hende, som hun vidste, var en af de værste ting ved hende. Hun fik tendens til at blive defensiv, over for mænd som roste hende, især fordi det altid betød, at de ville have noget. Da hun så hvordan Ellington smilede til hende, blev hun enig med sig selv om, at det måske ikke var så slemt, hvis han var ude efter den bestemte ting. Faktisk var hun begyndt at tro, hun ville nyde det pokkers meget. Selvfølgelig rejste han tilbage i morgen, og der var store chancer for, at hun aldrig fik ham at se igen.

Måske det er lige det, som jeg har brug for, tænkte hun. En nat. Ingen følelser, ingen forventninger, bare mørke og den her for-godt-til-at-være-sand FBI-agent, som kender alle de rigtige ting at sige, og —

Hun skubbede tanken væk, fordi den, helt ærligt, var alt for fristende. Hun indså, at Ellington stadig ikke besvarede hendes spørgsmål: Hvorfor er du så venlig?

Han holdt sit smil tilbage, og svarede endelig.

"Fordi," svarede han, " du fortjener en chance. Jeg fik min stilling, fordi en ven kendte en ven, som kendte en politichef. Og jeg kan garantere dig for, at halvdelen af de hulemænd der er på din station, kan sige det samme eller noget lignende. "

Hun lo, og lyden fik hende til at indse, at hun var lige ved at gå over grænsen. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde drukket, hældte resten af øllet i sig, og skubbede glasset hen til kanten af baren. Da bartenderen kom efter det, rystede hun på hovedet.

"Kan du køre?" spurgte hun. "Jeg er lidt bedugget. Undskyld."

"Ja, det er fint."

Da bartenderen kom med deres regninger, tog Ellington hurtigt hendes, før hun nåede at lægge hånden på den. Da hun så ham gøre det, besluttede hun sig for at finde ud af, hvordan en nat med en drømmemand er, når der ikke er følelser involveret. Nu havde hun jo trods alt sit hjem og sin seng helt for sig selv. Hvad skade ville det gøre?

De gik udenfor til bilen, og hun lagde mærke til, at Ellington gik meget tæt på hende. Han åbnede bildøren for hende, og i hendes øjne forøgede det hans charme. Da han lukkede døren, og gik rundt til førersiden, hvilede Mackenzie hovedet mod nakkestøtten, og tog en dyb indånding. Fra et forladt hus med en død kvinde på en pæl, og her til lige ved at tilbyde sig til en mand hun mødte i går, var alt det virkelig sket i løbet af mindre end 12 timer?

“Din bil holder på stationen, ikke også?" spurgte Ellington.

"Jo," sagde hun. Og så tilføjede hun tøvende og med bankende hjerte, "men vi kører forbi mig på vejen, vi kan bare stoppe der, hvis du vil."

Han gav hende et forvirret blik, og hjørnerne af munden så ud til at kæmpe mellem et smil og en grimasse. Det var tydeligt, at han vidste, hvad hun foreslog. Hun var ikke i tvivl om, at han havde fået lignende tilbud før.

"Ah, Jesus," sagde han og gned sig i ansigtet. "For yderligere at vise dig min stærke vilje og karakter, så er det her tidspunktet, hvor jeg fortæller dig, at jeg er gift."

Mackenzie kiggede på hans venstre hånd, den samme hånd som hun skævede til flere gange i baren bare for at være sikker. Der var ingen ring.

"Jeg ved det," sagde han. "Jeg har den aldrig på, når jeg arbejder. Jeg hader den måde, det føles, når jeg nødt til at få fat på min pistol."

"Åh Gud," Mackenzie sagde. "Jeg er —"

"Nej, det er okay," sagde han. "Og tro mig, jeg er meget mere end smigret. Jeg mente alt, hvad jeg sagde derinde. Og selvom jeg er sikker på, at min indre primal resten af livet mentalt vil sparke mig i røven for det, så elsker jeg min kone og min datter meget højt. Jeg tror, jeg — "

"Kan du ikke bare køre mig hen til min bil?" spurgte Mackenzie flovt. Hun kiggede ud af vinduet, og fik lyst til at skrige.

"Jeg er ked af det," sagde Ellington.

"Det skal du ikke tænke på. Det er min skyld. Jeg burde vide bedre."

Han startede bilen, og trak sig ud fra kantstenen. "Bedre end hvad?" spurgte han, da de kørte tilbage til stationen.

"Ikke noget," sagde hun, og nægtede stadig at se på ham.

Men i den stilhed der hang tungt på vejen til stationen, tænkte hun: Jeg burde vide bedre, end at tro på noget der er alt for godt til at være sandt.

Da de kørte i stilhed, ønskede hun at krølle sig sammen som en bold og dø. Hun hadede sig selv, og spekulerede på, om hun lige havde ødelagt den bedste chance, der havde vist sig i hendes liv i meget, meget lang tid.

KAPITEL 17

Klokken 6.45 den næste morgen blev Mackenzie vækket af lyden fra en indgående tekstbesked. Hun var nu allerede vågen, klædt i sit undertøj. Hun tjekkede beskeden, og hjertet sank, da hun så, at det var fra Ellington.

På vej hjem. Jeg ringer til dig senere i dag for at høre om der er nyt.

Hun tænkte på at ringe til ham lige her og nu. Hun var godt klar over, at hun i går handlede som en umoden afvist teenager. For pokker, hun var ikke engang blevet rigtig afvist. Ellington forblev simpelthen tro mod sin karakter, og tilføjede trofast ægtemand til sin lange liste af beundringsværdige egenskaber.

Til sidst lod hun det ligge. Hun følte sig stadig flov, men mere end det, hun følte sig besejret. Og det var ikke noget, hun ofte følte. Morderen var stadig derude, og de var ikke tættere på at fange ham, end de var for tre dage siden. Hun havde mistet sin kæreste, som hun havde tilbragt tre år sammen med, og var derefter blevet fascineret af en FBI-agent mindre end 24 timer senere. For at gøre tingene værre, så havde hun set en flig af, hvordan fremtiden blev, hvis hun var sammen med Ellington. Hun havde set, hvordan hendes arbejde var, sammen med en person der respekterede hende, og på en måde viste ærefrygt over for hende. Og nu var det væk

Nu havde hun Porter og Nelson at se frem til, der omringede hende med tvivl, i en sag der var ved at krybe under huden på hende.

Da hun trak en skjorte på, sad hun på hjørnet af sin seng, og kiggede på telefonen. Pludselig var det ikke Ellington, hun ønskede at ringe til. Hun tænkte på en anden, en der delte de samme traumer og følelser af svigt, som hun kendte så godt

Pludselig var der et tomt hul i hendes mave, Mackenzie tog telefonen fra kommoden, og rullede gennem sine kontakter. Da hun nåede til navnet Steph, trykkede hun på OPKALD, og var derefter lige ved at afbryde med det samme.

Da telefonen begyndte ringe, fortrød hun allerede, at hun ringede op. Den ringede to gange, før der blev svaret. Hendes søsters stemme i den anden ende var velkendt, men slet ikke en hun hørte tit nok

"Mackenzie," Stephanie sagde. "Det er tidligt."

"Du sover aldrig længere end fem," påpegede Mackenzie.

"Det er rigtigt. Men jeg vil bare gøre opmærksom på det. Det er tidligt."

"Undskyld," sagde hun. Det var et ord hun brugte meget, når hun talte med Steph. Ikke fordi hun rent faktisk mente det, men Steph overdængede hende på en ubesværet måde med skyld om selv de mindste ting.

"Hvad har Zack gjort denne gang?" spurgte Steph.

"Det ikke er Zack," sagde Mackenzie. "Zack er væk."

"Godt," sagde Steph sagligt. "Han var spild af plads."

Der var stilhed på linjen et øjeblik. Det var tydeligt, at Steph gladelig gik igennem resten af sit liv uden at tale med sin søster igen. Det var en kendsgerning, hun gjorde klart mange gange. De hadede ikke hinanden, overhovedet ikke, men når de havde kontakt, bragte det gamle dage op til overfladen. Og gamle dage var noget, som Steph havde tilbragt det meste af hendes 33-årige liv med at løbe hastigt væk fra.

Som altid lød Steph halvsovende, når hun talte i telefon.

"Ingen grund til at komme ind på detaljer. Regninger der næsten ikke kan betales. Fordrukken kæreste der er kendt for at give mig en lige højre. Konstant migræne. Hvad vil du gerne høre om?" Mackenzie tog en dyb indånding.

"Nå, hvad med at begynde med den kæreste, der slår dig?" Mackenzie sagde. "Hvorfor anmelder du ham ikke for vold?"

Steph sagde grinende. "Alt for meget besvær. Nej tak."

Mackenzie slugte en liste med svar på de andre ting. Blandt dem var: Hvad med at du vender tilbage til college, bliver færdig med din uddannelse, og holder op med dit fremtidsløse job? Men lige nu var det ikke tiden til den slags forslag. Når de talte i telefon, så skulle tingende blive på overfladen. For længe siden havde de begge lært, at det var bedst på den måde.

"Nå, lad mig så høre," sagde Steph. "Du ringer kun når tingene er gået i kludder for dig. Er det bare fordi Zack har forladt dig? Fordi hvis det er det, kan jeg fortælle dig, at det er det bedste, der er sket for dig. "

"Der er en del af det," sagde Mackenzie. "Men det er også denne her sag, der er at ved at krybe ind under huden på mig, på en måde som jeg aldrig før har oplevet. Den får mig føle mig, jeg ved ikke rigtigt, utilstrækkelig. Hvis du oven i det lægger den kendsgerning, at jeg i går inviterede en gift mand med seng og — "

“Fik du bid?" Afbrød Steph.

"Åh Gud, Steph. Er det alt du får ud af det?"

"Det var den eneste interessante ting, jeg hørte. Hvem var det?"

"En FBI-agent, der er sendt hertil for at hjælpe med sagen."

"Åh," sagde Steph, tilsyneladende færdig med samtalen. Stilhed faldt over linjen i omkring fem sekunder, før hun gentog spørgsmålet: "Nå, gjorde du?"

"Nej."

"Avs," sagde Steph.

"Har du ikke lyst til tale?" spurgte Mackenzie.

"Sjældent. Jeg mener, vi er som fremmede Mackenzie. Hvad vil du have fra mig?"

Mackenzie sukkede, overvældet af tungsind.

"Jeg vil have min søster," sagde Mackenzie, og overraskede endda sig selv. "Jeg vil have en søster, som jeg kan ringe til, og som vil ringe til mig ind i mellem for at fortælle mig om det kryb på arbejdet, der har gramse-hænder."

Steph sukkede. Det var en lyd, der lød som om den rejste de 1200 kilometer der adskilte dem, og kom ud gennem telefonen for at slå hende i ansigtet.

"Det ikke er mig," sagde Steph. "Du ved, at hver gang vi taler sammen, så kommer far op. Og derfra går det hele ned ad bakke. Eller endnu værre, vi begynder at tale om mor. "

Ordet mor sendte endnu et slag gennem telefonlinjen. "Hvor har hun det?" spurgte Mackenzie.

"Det samme som altid. Jeg talte med hende i sidste måned. Hun spurgte mig, om hun kunne låne nogle penge."

"Lånte du hende noget?"

"Mackenzie, jeg ikke har ikke nogen penge, jeg kan låne hende."

En anden tavshed fyldte telefonen. Mackenzie tilbød flere gange at låne Steph penge, men hvert forsøg blev mødt med hån, vrede og harme. Efter et stykke tid var Mackenzie simpelthen holdt op med at prøve.

"Er det det hele?" spurgte Steph.

"En ting mere, hvis du ikke har noget imod det," sagde Mackenzie.

"Hvad er det?"

"Da du talte med mor, nævnte hun mig bare en gang?"

Steph var stille et øjeblik og svarede så endelig. Da hun gjorde, var den søvnige stemme tilbage. "Ønsker du virkelig at gøre det her mod dig selv?"

"Spurgte hun til mig?" pressede Mackenzie, hendes stemme var højere nu og mere krævende.

”Ja hun gjorde. Hun spurgte, om jeg troede, at du ville låne hende nogen penge. Jeg sagde, at det måtte hun selv spørge dig om. Det var det hele."

Mackenzie følte sig overvældet af sorg. Der var alt, hvad hendes mor nogensinde havde ønsket af hende. Hun holdt telefonen op til øret, og følte en tåre, usikker på hvad hun skulle sige.

"Hvad sagde jeg," sagde Steph. "Helt ærligt, jeg nødt til at gå."

Telefonen gik død.

Mackenzie smed telefonen på sengen, og stirrede på den et øjeblik. Samtalen varede ikke mere end fem minutter, men det føltes som en levetid. Alligevel var det underligt nok gået meget bedre end deres sidste telefonsamtaler, som endte med skænderier over familiens dynamik, og om hvem der var skyld i deres mors undergang efter deres fars død. Alligevel var det hen her samtale værre.

Hun tænkte de år, der sad som en rådden forbinding mellem den nat hun fandt sin myrdede far, og natten hvor hendes mor for første gang blev kørt på den psykiatriske afdeling på hospitalet. Mackenzie var 17 år, da det skete, Steph var på college og arbejdede på at få en uddannelse som journalist. Efter det gik alt galt for dem alle tre, det var kun Mackenzie der klarede det, og hun var som den eneste kommet videre i så tæt på topform som muligt i forhold til omstændighederne.

Hun tænkte på sin mor, mens hun klædte sig på, og spekulerede på, hvorfor den stakkels kvinde valgte at hade hende gennem alt det her. Det var et spørgsmål, hun gemte væk i de fjerneste kroge i sit sind, og kun tog frem når hun var længst nede.

Hun hentede sin telefon, skilt og pistol. Og gjorde alt for at undgå blive fanget af de tanker. Derefter gik hun på arbejde, beslutsomt. Men hvilken retning skulle hun nu gå? Hvad var det næste skridt?

For første gang siden hun blev forfremmet til detektiv, følte hun, at hun var endt i en blindgyde. Blindgyde, tænkte hun, ordene begyndte at forme en idé i hendes hjerne.

Hun tænkte på grusvejen, hvor det andet lig blev fundet tæt ved. Endte den ikke i en blindgyde i marken?

Og hvad med det forladte hus? Den grusvej der førte op til huset og til det tredje offer, var endt i en blindgyde, en lille firkant jord foran huset.

"Blindgyde," sagde hun højt, da hun forlod sit hjem.

Og pludselig vidste hun, hvor hun skulle hen.

KAPITEL 18

Hans stue var for det meste mørk, kun oplyst af de tynde stråler fra morgensolen, som formåede at trænge igennem persiennerne. Han sad i en gammel laset lænestol, og kiggede hen mod det ældede chatol, der stod i det fjerneste hjørne af rummet. Jalousilågen var rullet op, og afslørede de ting, som han beholdt fra hvert af sine ofre.

Der var en notesbog med en tegnebog indeni. I tegnebogen lå der et førerbevis, som tilhørte Hailey Lizbrook. Der var også en nederdel, der tilhørte kvinden, han hængte op på marken, og en tot rødblondt hår med sort farve på spidserne, fra kvinden han placerede bag det forladte hus.

Der var stadigvæk plads, til de minder han ville bringe med hjem fra resten af sine ofre, minder om hver kvinde han tog, for at færdiggøre det arbejde som Herren havde tildelt til ham. Selvom han var tilfreds med, hvordan tingene var gået indtil videre, så vidste han, at der stadig var arbejde, som skulle udføres.

Han sad i lænestolen, og stirrede på hans minder, hans trofæer, og ventede på, at solen var stået helt op. Først når morgenen var i fuld gang, begynde han igen at arbejde.

Mens han kiggede på tingene i chatollet, spekulerede han på (ikke for første gang), om han var en ond mand. Han mente det ikke. Nogen var nødt til at udføre arbejdet. De hårdeste job blev altid overladt til dem, der ikke var bange for at fuldføre det.

Men nogle gange når han hørte kvinderne skrige og bede for deres liv, spekulerede han på, om der var noget galt med ham.

Da lysstrålerne på gulvet gik fra en gennemsigtig gul farve til en næsten alt for skarp hvid, vidste han, at tiden var inde.

Han rejste sig fra sin stol, og gik ind i køkkenet. Fra køkkenet forlod han huset gennem en trådnetdør, der førte ud til hans baghave.

Baghaven var lille og omkranset af et gammelt trådhegn, der både så malplaceret ud, og på en eller anden måde camouflerede det forsømte kvarter. Græsset stod højt og overgroet med ukrudt. Bierne summede, og andre navnløse insekter pilede afsted, da han nærmede sig på sin vej gennem det høje græs.

I baghaven lå et forfaldent skur, som fyldte hele venstre hjørne. Det var en skamplet på en allerede grim ejendom. Han gik over til det, og åbnede døren på de slidte, rustne hængsler. Den knirkede, da den lukkede op, og afslørede det klamme mørke indenfor. Før han trådte ind, kiggede han rundt på de omkringliggende huse. Ingen var hjemme. Han kendte deres tidsplaner temmelig godt.

I det sikre klokken ni morgenlys trådte han ind i sit skur, og lukkede døren bag sig. Luften var tyk af lugten af træ og støv. Da han kom ind, skyndte en stor rotte sig væk langs bagvæggen, og forsvandt gennem et hul i brædderne. Han bemærkede ikke gnaveren, men gik direkte hen til de tre lange træpæle, der var stablet i højre side af skuret. De var stablet i en miniature pyramideform, den ene oven på de to andre. For ti dage siden var der tre pæle mere. Men de var blevet brugt på en tilfredsstillende måde, der gavnede hans arbejde.

Og nu skulle den næste gøres klar.

Han gik over til pælene, og lod sin hånd løbe kærligt ned langs overfladen, på den godt slidte cedertræspæl der lå øverst. Han fortsatte hen bagerst i skuret, hvor et lille arbejdsbord var opsat. Der var en gammel håndsav, tænderne var hakkede og rustne, en hammer og en mejsel. Han tog hammeren og mejslen, og vendte tilbage til pælene.

Han tænkte på sin far, da han løftede hammeren. Hans far havde været tømrer. Ved mange lejligheder fortalte faren ham, at Herren Jesus også havde været tømrer. Tankerne om hans far fik ham til også at tænke på sin mor. Det fik ham til huske, hvorfor hun forlod dem, da han kun var syv år gammel.

Han grublede over den mand, der boede længere oppe af gaden, og på hvordan han kom hen til dem, når hans far ikke var hjemme. Han mindedes de knirkende sengefjedre og de beskidte ord, der lød fra soveværelset blandet med hans mors skrig. Skrig, der både lød glade og smertefulde på samme tid.

”Det er vores hemmelighed," sagde hans mor. "Han er kun en ven, og din far behøver ikke at vide noget om det, er det ikke rigtigt?"

Han var enig. Desuden virkede hans mor lykkelig. Og det var årsagen til, at han blev så forvirret, da hun forlod dem.

Han satte hænderne på den øverste pæl, og lukkede øjnene. En flue på væggen ville have troet, at han bad over pælen, eller endda kommunikerede med den en eller anden måde.

Da han var færdig, åbnede han øjnene, og gik i gang med at bruge hammeren og mejslen.

I det sparsomme lys der trængte ind gennem revnerne i brædderne, begyndte han med mejslen.

Først kom N511, så J202.

Derefter ville der komme et offer.

Og han ville kræve det i aften.

KAPITEL 19

Mackenzie var på vej ind på en lille café med et meget lille flimmer af håb. Efter de akavede opkald til sin søster, ringede hun til en anden person, som hun ikke havde talt med i temmelig lang tid. Samtalen var kort og præcis, og endte med en aftale om at mødes over en kop kaffe.

Hun kiggede op, og fik øje på den mand, hun havde ringet til. Han var svær at overse. I en skare af travle mennesker på deres vej til arbejde, for det meste unge og velklædte, stak hans hvide hår og flannel skjorte stærkt ud.

Han sad vendt væk fra hende, hun nærmede sig ham bagfra, og placerede en blid hånd på hans skulder.

"James," sagde hun. "Hvordan har du det?"

Han vendte sig, og smilede bredt til hende, da hun satte sig ned foran ham.

"Mackenzie, jeg sværger på, du bliver smukkere og smukkere," sagde han.

"Og du bliver mere og mere glat," sagde hun. "Det er godt at se dig, James."

"Det samme her," sagde han.

James Woerner var tæt på de 70 men lignede mere en på 80. Han var høj og mager, noget der engang fik de betjente han arbejdede sammen med, til at kalde ham Crane efter Ichabod Crane. Det var et navn, han havde tilpasset sig, efter han trak sig tilbage fra politiet, og tilbragte otte år som konsulent for det lokale politi, og ved to lejligheder for statspolitiet.

"Nå hvad er der sket, som er så slemt, at du er nødt til at få fat i en gammel gut som mig?" spurgte han.

Der var humor i spørgsmålet, men Mackenzie følte, at hun skrumpede ind foran ham, da hun indså, at James var den anden person på mindre end to timer, der regnede med, at hun ringede, fordi hun havde en eller anden slags problemer.

"Jeg spekuler på, om du nogensinde har haft en sag, der krøb helt ind under huden på dig," sagde hun. "Og jeg mener ikke, noget der bare generer dig. Jeg taler om en sag, der påvirker dig så voldsomt, at du bliver paranoid, når du er hjemme, og det føles som alle mislykkede spor er din skyld."

"Jeg regner med, at du taler om Fugleskræmsel Morderen med det elendige navn?" spurgte James.

"Hvordan..." var hun lige ved at spørge, men indså, at hun kendte svaret, selvom James gav hende det.

"Jeg så dit billede i avisen," sagde han, før han nippede til sin kaffe. "Jeg blev glad på dine vegne. Du har brug for en sag som den her på din opklaringsliste. Jeg synes, at jeg kan huske, jeg for flere år siden fortalte dig, at du var bestemt til at opklare den slags sager."

"Det gjorde du," sagde hun.

"Men alligevel hænger du stadig i skyttegravene med de lokale betjente?"

"Det gør jeg."

" Behandler Nelson dig okay?"

"Som godt som han kan, i betragtning af dem der arbejde for ham. Han har sat mig til at lede sagen. Jeg håber, at han gør det, for at jeg kan bevise noget, så alt det macho skidt fra de andre stopper."

"Og du arbejder stadig sammen med Porter?"

"Det gjorde jeg, men han blev flyttet, da en FBI-agent dukkede op."

"Nå så du arbejder sammen med FBI," sagde James med et smil. "Jeg er sikker på, at det var den anden forudsigelse, jeg kom med. Men nu er jeg kommet ud på et sidespor."

Han smilede, og lænede sig frem.

"Fortæl mig hvorfor sagen påvirker dig så meget. Og hvis du nøjes at holde det på et overfladisk niveau, så tager jeg min kaffe og går. Jeg har en travl dag foran mig med at foretage mig absolut intet."

Hun smilede.

"Den glamourøse pensionerede livsstil," sagde hun

"Det er helt rigtigt," sagde James. "Men du skal ikke prøve at undvige."

Hun vidste bedre end at danse rundt om en direkte anmodning. Hun havde lært det, da han tog hende under sine vinger for fem år siden, hvor han underviste hende i grundlæggende profilering, og i hvordan man kommer ind i hjernen på en kriminel. Manden var stædig som et æsel, og gik altid direkte til sagen, Mackenzie mente, at det var grunden til at de kom så godt ud af det med hinanden.

Jeg tror, at det er fordi, det er en mand, der kun at dræber kvinder. Mere end det, han dræber kvinder, der bruger deres krop som en levevej."

"Og det generer dig, hvorfor?"

Det stak i hjertet at indrømme det, men hun fik det alligevel ud.

"Det får mig til at tænke på min søster. Og når jeg tænker på min søster, så tænker jeg på min far. Og når jeg gør det, så jeg føler mig som en fiasko, fordi jeg endnu ikke har fanget morderen."

Din søster var stripper?" spurgte James.

Hun nikkede.

"I cirka seks måneder. Hun hadede det. Men pengene var gode nok til at hjælpe hende med at komme på fode efter en hård periode. Det har altid gjort mig trist at tænke på, at hun gjorde det for at leve. Og selvom jeg ikke ser min søster på de træpæle, når jeg er ude på gerningsstederne, så ved jeg, at der er gode chancer for, at de kvinder som her mand dræber, sikkert lever på en måde, der ligner Stephs. "

"Altså Mackenzie, du ved, at du ødelægger dig selv, når du altid vender tilbage til din far, hver gang en sag ikke går efter dit hoved? Der er ingen grund til at pine dig selv."

"Jeg ved det. Men jeg kan ikke gøre for det"

"Nå, lad os se bort fra det lige nu. Jeg regner med, at du ringede til mig for at få en eller anden slags vejledning, er det ikke rigtigt?"

"Ja."

"Altså, den dårlige nyhed er, at alt hvad jeg har læst i nyhederne, er præcist hvad jeg ville have sagt. Du leder efter en mand med en aversion mod sex, som sikkert har haft problemer i sit liv med en kone, søster eller mor. Jeg vil dog også tilføje, at fyren ikke kommer meget ud. Hans tilbøjelighed til at fremvise sine ofre i landlige omgivelser, får mig til at tro, at han er en dreng fra en lille by. Han bor formentlig i en faldefærdig del af byen. Hvis ikke denne by, så er det helt sikkert ikke længere væk end en radius på 150 hundrede kilometer eller deromkring. Men det er bare et gæt."

"Så vi kan indsnævre vores eftersøgning, til en person der bor i de mere lurvede dele af byen, og som har pæle af cedertræ klar til brug?"

"Til at begynde med. Men fortæl mig lige, er detaljer som du har bemærket ved scenerne, der har gjort indtryk ud over den overordnede rædselsfuldhed? "

"Kun tallene," sagde hun.

"Ja, jeg læste om dem, men kun to gange. Medierne er alt for besat af kvindernes erhverv, til at komme ind på noget de ikke øjeblikkelig forstår. Som for eksempel tallene. Men husk at du aldrig må tage et gerningssted for givet. Hver scene har en historie at fortælle. Selv om den historie er skjult i noget, der tilsyneladende først virker ligegyldigt, så er der en historie. Det er dit job at finde den, læse den, og finde ud af, hvad den betyder."

Hun tyggede lidt på det. Og undrede sig, hvad hun overså?

"Der er noget andet, som jeg er nødt til at spørge dig om," sagde hun. "Jeg er lige ved at gøre noget, som jeg aldrig før har gjort, og jeg ønsker ikke at gøre min situation værre. Det kan medføre, at sagen trænger dybere ind i mig."

James kiggede på hende et øjeblik, og gav hende den samme snu smil, som nogle gange gav hende kuldegysninger, da han var hendes mentor. Det betød, at han havde regnet sig frem til noget uden få det fortalt. "Du vil tilbage til gerningsstederne," sagde han.

"Ja."

"Du vil forsøge at komme ind i hovedet på morderen," sagde han. "Du vil prøve at se på gerningsstederne på samme måde som en mand med nogle fejl, et had til kvinder, og en slags vanvittig frygt for sex."

"Det er planen," sagde hun.

"Og hvornår har du tænkt dig at gøre det?"

"Lige så snart jeg går ud her fra."

James så ud til at tænke over det et øjeblik. Han tog endnu en tår af sin kaffe, og gav nikkende sin anerkendelse.

"Jeg ved, at du fuldt ud er i stand til af det," sagde han. "Men er du mentalt klar?"

Mackenzie trak på skuldrene, og sagde: "Det skal jeg være."

"Det kan blive farligt," advarede han. "Hvis du begynder at se stederne gennem øjnene på morderen, kan det fordreje den måde, du er trænet til at betragte den slags scener. Du skal være klar til det. Til at trække grænsen mellem en slags mørk inspiration og dit ultimative behov for at finde gerningsmanden og anholde ham."

"Det ved jeg," sagde Mackenzie sagte.

James trommede med fingrene langs siderne af koppen. "Vil du gerne have, at jeg kommer med dig?"

"Jeg havde tænkt på at spørge dig," sagde hun. "Men jeg tror, at det er noget, jeg skal gøre alene."

"Det er sikkert den rigtige beslutning," sagde James. "Men jeg er nødt til at advare dig. Selv om som du forsøger at se tingene fra en morders synspunkt, så må du aldrig give dig selv lov til at udlede noget. Prøv at starte på en frisk. Du skal blokere din hjerne for antagelser, som at han hader kvinder. Lad scenen tale til dig, før du aftegner dig selv mod den."

Mackenzie grinede på trods af situationen. "Det lyder temmelig New Age agtigt," sagde hun. "Har du vendt et nyt blad?"

"Nej. Jeg holdt op med at vende blade, da jeg blev pensioneret. Hvor meget tid har du, før du begiver dig ud på din lille søgen?"

“Ikke så meget," sagde hun. "Jeg vil gerne besøge det første sted omkring middagstid."

"Godt," sagde han. "Det betyder, at du har lidt tid. Så lige nu skal du skubbe Fugleskræmsel Morderen til side. Gå hen og bestil dig en kop kaffe, og underhold en gammel mand i et stykke tid. Hvad siger du til det?"

Hun kiggede på ham med det blik, som hun forsøgte så hårdt at skjule for ham i de år, han var hendes mentor. Det var en ung piges blik, der kigger på sin far med et behov for at behage og gøre ham glad. Selvom hun aldrig psykoanalyserede sig selv for at afdække sandheden, havde hun vidst det med det samme, lige fra den første uge, hvor hun tilbragte to timer over to dage med ham. James Woerner var en faderfigur for hende på det tidspunkt af hendes liv, og det var noget, hun var evigt taknemmelig over.

Så da han bad hende om at tage en kop kaffe og holde ham med selskab, sagde hun gladeligt ja. Majsmarken, grusvejen og det gamle forladte hus havde ligget der i umindelige tider uden at bevæge sig. De kunne vente en times tid.

KAPITEL 20

I den korte tid James Woerner vejledte hende, var hendes instinkt en af de ting, han hele tiden roste hende for. Hun havde mavefornemmelse, sagde han, og det var bedre end at læse i håndflader eller spå i teblade, for at finde ud af det næste, der skulle ske. Det var derfor, hun ikke spildte tiden på majsmarken, hvor Hailey Lizbrooks lig blev fundet, eller på den åbne mark hvor det andet lig var blevet hængt op.

Hun gik direkte tilbage til det forladte hus, hvor det seneste offer var vist frem. Under sit første besøg følte hun, at de mørkelagte vinduer var et sæt øjne, der betragtede hver eneste bevægelse hun foretog sig. Hun vidste dengang dybt i sit hjerte, at gerningsstedet havde mere at byde på. Men efter alt det der var sket med Ellis Pope, fik hun ikke chancen for at følge sin intuition.

Hun parkerede bilen foran huset, og stirrede et øjeblik på gennem forruden, før hun steg ud. Forfra så huset lige så ildevarslende ud. Det lignede en model for alle hjemsøgte huse, der nogensinde blev brugt i bøger og film. Hun kiggede på huset, og forsøgte at se det på samme måde en morder ville se det. Hvorfor vælge dette sted? Var det selve huset eller den overvældende følelse af isolation, der appellerede til ham?

Det fik hende til gengæld til at tænke over, hvor længe morderen ledte efter de steder, hvor han ville vise sine ofre frem. Retsmedicinerens rapporter indikerede, at ligene blev transporteret til stedet og dræbt. De blev ikke dræbt på forhånd, og simpelthen hængt op til skue. Hvorfor? Hvad var ideen?

Til sidst steg Mackenzie ud af bilen. Inden hun satte kurs mod den faldefærdige veranda, gik hun om på siden af huset, og hen stedet hvor det tredje offer havde været hængt op. Liget og pælen var fjernet, området var synligt ændret, trampet ned af støvler på den håndfuld myndighedspersoner, der havde arbejdet der. Mackenzie stod nøjagtig der, hvor pælen tidligere stod. Hullet var stadig synligt, og løs jord viste et præcist omrids.

Hun bøjede sig ned, og lagde sin hånd på hullet. Hun kiggede på den omkringliggende skov og på bagsiden af huset, i et forsøg på at se hvad morderen så, i det øjeblik han var begyndt at mishandle kvinden. En kuldegysning løb ned af rygraden, da hun lukkede øjnene og prøvede at forestille sig det.

Pisken havde flere haler, og mønstret på sårene antydede, at der måske var pigtråd på dem. Alligevel skulle der stadig bruges stor kraft for at flænge kødet på den måde. Han forfulgte sikkert først ofrene, gik rundt i cirkler omkring pælen, nød deres skrig og hørte dem tigge om nåde. Så sker der noget. Et eller andet klikker i hovedet på ham, eller måske siger offeret noget, der sætter ham i gang. Det er der, han begynder at piske dem.

På det her gerningssted har han angrebet med mere vrede end tidligere. Slagene har ikke kun ramt ryggen, men også brystet og maven, der var endda et par slag på lårene. På et tidspunkt mener morderen, at hans arbejde er færdigt, og stopper. Og hvad så? Sikrer han sig at de er døde, før han forlader stedet i en lastbil eller en varevogn? Hvor længe bliver han her hos dem?

Hvis han dræber på grund at andet end ren glæde, sandsynligvis en aversion mod kvinder og/eller sex, så er han sikkert blevet et stykke tid, for at se dem bløde, se livet sive ud af deres øjne. Når de er døde, er han måske modig nok til at betragte deres kroppe, til forsøgsvis at holde på et bryst med en rystende hånd. Føler han sig sikker eller magtfuld, væmmes han, eller bliver han opstemt af blodet, af at se døden sænke sig over dem, mens han forlader deres nøgne udstillede kroppe?

Mackenzie åbnede øjnene, og så på hullet, som hendes hånd stadig hvilede på. Rapporterne viste, at alle tre huller i et hurtigt tempo var blevet groft udgravet med en skovl, og ikke med et meget nemmere og mere præcist pælebor. Han har travlt med at komme i gang, placere pælen i hullet, og lægge jorden tilbage. Hvor er kvinderne i mellemtiden? Bedøvede? Bevidstløse?

Mackenzie rejste sig, og gik tilbage til forsiden af huset. Selvom hun ikke havde nogen god grund til at tro, at morderen var gået indenfor, så blev det forbundet med forbrydelsen, fordi han valgte pladsen bag huset som en trofæplads.

Hun trådte op på verandaen, der omgående knirkede under vægten. Faktisk virkede det, som om hele verandaen lagde sig til rette omkring hende. Et eller andet sted ude i skoven kaldte en fugl.

Hun fandt vej ind i huset ved at skubbe sig forbi en forvitret trædør, der skrabede mod gulvet. Hun blev omgående overfaldet af lugten af støv og mug, en samlet lugt af forsømmelse.

At træde ind i huset var som at træde ind i en sort-hvid film. Da hun var indenfor, sagde den gamle mavefornemmelse, som James engang var meget respektfuld over for, at der ikke var noget unormalt at finde, ikke noget enormt ah-ha-fingerpeg der opklarede sagen.

Alligevel hun kunne ikke modstå det. Hun udforskede de tomme rum og entreen. Hun observerede de revnede vægge, og det afskallede puds, og forsøgte at forestille sig den familie, som engang levede i det ødelagte hus. Til sidst gik hun videre til den bagerste del af huset, hvor det så ud som om, der engang lå et køkken. Gammelt revnet og bulet linoleum klamrede sig til gulvet, og afslørede et råddent gulv nedenunder. Hun kiggede tværs igennem køkkenet, og så de to vinduer ud mod baghaven. De samme to vinduer, som hun havde følt stirrede på hende, første gang hun kom her.

Hun valgte at gå tværs over køkkenet, og holdt sig ude i siden langs det skrammede køkkenbord for at undgå det tvivlsomme gulv. Da hun gik videre, lagde hun mærke til, hvor stille der var i huset. Det var et sted for spøgelser og minder, ikke for en desperat detektiv der i blinde forsøgte at forstå, hvad en morder gik igennem. På trods af det kom hun igennem køkkenet, hen til bagvæggen, og kiggede ud af det første vindue, der sad til venstre for en gammel bulet køkkenvask.

Det sted hvor pælen og det tredje offer var placeret, var uden fuldt ud synligt fra vinduet. Set inde fra huset, virkede det slet ikke så truende. Fra sin plads ved vinduet forsøgte Mackenzie at forestille sig rækkefølgen, ligesom hvis man så en scene i fjernsynet. Hun så morderen bringe kvinden hen til pælen, som han allerede havde nedgravet. Hun tænkte over, om ofret var bevidstløs eller beruset på en eller anden måde, slingrende på benene med hans hænder under armen eller på ryggen.

Det satte gang i en tanke, som ingen endnu havde gidet følge op på. Hvordan får han dem hen til pælen? Er de bevidstløse Bedøvede? Overmander han dem simpelthen? Måske skal vi få retsmedicineren til at kigge efter stoffer, der kan medføre søvnig adfærd...

Hun stirrede på stedet lidt længere, og begyndte at føle den afsondrethed, som skoven langs baghaven pressede hen mod hende. Der var intet derude, kun træer, skjulte dyr og en anelse uro på grund af vinden.

Hun forlod køkkenet, og gik ud af huset gennem noget der tidligere var en stue. Et gammelt ramponeret skrivebord stod op mod væggen. Det var synligt skævt langs toppen, og der lå mange spredte dokumenter på det. Det lignede blade, der var smidt på jorden og i mange år efterladt ude i regnen. Mackenzie gik hen til skrivebordet, og rodede par stykker igennem.

Hun fandt fakturaer på svinefoder og korn. Den ældste var dateret juni 1977, og kom fra en landhandel i Chinook, Nebraska. På en blok der var så gammel at de blå linjer manglede, var der skrevet med falmet håndskrift. Mackenzie læste lidt, det så ud som noter til en time i en søndagsskole. Hun så henvisninger til Noah og syndfloden, David, Goliat og Samson. Under rodet af papir lå to bøger, en andagtsbog der hed Guds Helbredende Ord, og en Bibel der var så gammel, at hun var bange for, at den blev til støv, hvis hun rørte ved den.

Det var svært ved at komme væk fra den Bibel. Da hun fik øje på den, fik hun visioner om korsfæstelsen, som hun lærte om, en af de få gange hun i en tidlig alder vovedes sig ind i en kirke sammen med sin mor. Hun tænkte på Kristus på korset, hvad det repræsenterede, og kunne ikke lade være med at række ud efter bogen.

Tankerne strejfede korset hvor Kristus døde, og lagde den vision oven på synet af de tre kvinder på hver deres pæle. De udelukkede et religiøst motiv, men hun havde svært ved at undgå at reflektere over det.

Hun åbnede Bibelen, og bladrede forbi den forreste del direkte hen til indholdsfortegnelsen. Hendes viden om Bibelen var meget ringe, og halvdelen af navnene på bøgerne var ikke nogle som hun genkendte.

Da hun fraværende skannede indholdsfortegnelsen, og var tæt på at lægge bogen fra sig, fik hun pludselig øje på noget, der fik hjertet til at slå hurtigere. Navnene på bøgerne. Numrene ved siden af dem.

Da hun så forkortelserne, mindede de hende om noget.

Pælen

Tallene

N511

J202

Med skælvende hænder begyndte hun øverst på siden med indholdsfortegnelsen, placerede sin finger på Første Mosebog. Hun rullede derefter fingeren ned, på udkig efter en bog, der begyndte med "N”.

I løbet af få sekunder stoppede hun ved listen over Numeri, Fjerde Mosebog.

Hun bladrede gennem de støvede sider, den rådne lugt steg op i hende ansigt. Hun fandt tallene, og skannede derefter hen til Kapitel 5. Da hun fandt stedet, lod hun fingeren løbe ned langs siden, indtil hun kom til vers 11.

N511. Numeri, Kapitel 5, vers 11.

Hun læste, og for hvert ord slog hendes hjerte hurtigere. Det føltes som om temperaturen i huset var faldet med 20 grader.

Og Herren sagde til Moses. Tal med børnene af Israel, og sig til dem, at hvis en mands hustru er utro, og begår synd mod ham, og en anden mand ligger med hende, uden hendes mand ved det, og uden der er vidner på det, fordi hun ikke er blevet grebet i akten, eller hvis jalousien kommer over ham, og han bliver skinsyg på sin hustru, skønt hun ikke er besudlet: Så skal manden bringe sin hustru til præsten,

Med rystende hænder læste hun det flere gange, og følte sig spændt og syg på samme tid. Passagen fyldte hende med en forudanelse, der gjorde hende utilpas.

Hun bladrede tilbage til indholdsfortegnelsen, og så, at der var flere bøger, der begyndte med J, men det var ikke var hendes speciale at løse den gåde. Desuden var hun temmelig sikker på, at hun havde nok til at gå videre med passagen fra Fjerde Mosebog.

Mackenzie lukkede Bibelen, og lagde den tilbage til de glemte papirer. Hun løb ud af huset og over til sin bil, hun fik pludselig fået travlt.

Hun var nødt til at komme tilbage til stationen.

Mere end det, hun havde brug at tale med en præst.

Morderen var ikke så tilfældig, som alle troede.

Han havde en Modus Operandi.

Og hun var ved at knække den.

KAPITEL 21

Mackenzie havde ikke sat sine fødder i en kirke siden værelseskammeraten på College blev gift. Da hendes far døde, forsøgte hendes mor kirke ved flere lejligheder at trække hende og Steph i kirke, og det var derfor, at Mackenzie gjorde alt for at undgå det.

Da hun trådte ind i Metodistkirken Sanctuary of New Life, måtte hun alligevel indrømme, at her var en vis grad af skønhed. Det var mere end de blyindfattede glasvinduer og det udsmykkede alter, det var noget helt andet, som hun helt ærligt ikke kunne sætte sin finger på.

Da hun nærmede sig skibet i kirken, så hun en ældre mand sidde på en af kirkebænkene. Han hørte hende åbenbart ikke komme ind, fordi han sad med bøjet hovedet og var ved at læse en bog.

"Pastor Simms?" spurgte hun. I det hvælvede kirkerum rungede hendes stemme højt den Almægtige selv.

Manden kiggede op fra bogen, og vendte ansigtet hen mod hende. Han var en mand i 50’erne, klædt i skjorte og kaki bukser. Han bar den slags briller, der straks fik ham til at fremstå som uendelig venlig.

“Detektiv White, går jeg ud fra?” spurgte han, og rejste sig op.

"Det er korrekt," sagde hun.

Han kiggede lidt chokeret, men gik alligevel hende i møde i kirkeskibet.

"Tilgiv mig min overraskelse," sagde han. ”Da din chef Nelson ringede for at bede hjælp med din efterforskning, forventede jeg ikke at se en kvinde. På grund af forbrydelsens afskyelige karakter finder jeg det lidt underligt, at en kvinde leder efterforskningen. Ikke for at fornærme dig, selvfølgelig."

"Det er helt i orden."

"Ved du, at Clark taler meget positivt om dig."

Navnet Clark gjorde hende forvirret, og det tog et øjeblik at finde ud af, at han talte om Nelson, politichef Clark Nelson.

"Det har jeg hørt tit her på det sidste," sagde hun.

"Jamen, det må da være rart."

"Og uventet," sagde hun.

Simms nikkede, som om at det forstod han godt. "Ind i mellem er Nelson lidt af en hård banan. Men han er også meget venlig, når han skal være det. Jeg forestiller mig, at det er en svær del af sig selv at vise på arbejdet."

”Så han hører til i denne kirke?” spurgte Mackenzie.

"Åh ja," sagde han. "Hver søndag. Men jeg kommer på afveje. Vær så venlig," tilføjede han, og pegede hen mod den kirkebænk, som han havde siddet på. "Sid ned."

Mackenzie satte sig, kiggede på bogen som Pastor Simms læste i, og blev ikke overrasket over, at det var en Bibel.

"Nå, Nelson fortæller mig, at du har nogle spørgsmål om Skriften, som måske kan føre til en anholdelse af manden, der har dræbt de stakkels kvinder."

Hun trak sin telefon frem, og viste det billede, som hun tog af den gamle Bibel i det forladte hus. Hun rakte den til ham, han tog den, og justerede sine briller, inden han kiggede på billedet.

"Tal, kapitel 5, vers 11 og 20 eller deromkring. Tror du, at du kan fortælle mig, hvordan du fortolker det?" spurgte hun

Han kiggede kort på billedet, og rakte derefter telefonen tilbage.

"Tja, det er ret selvforklarende. Ikke alle bibelske passager skal afkodes. Denne her tekst taler blot om, at utro kvinder tvinges til at drikke den bitre forbandelses vand. Hvis de er rene, så sker der ikke nogen skade. Men hvis de har engageret sig i seksuelle relationer med andre end deres mænd, så bringer vandet en forbandelse over dem.”

Hun overvejede det.

"Morderen har skåret N511 på hver pæl, som han har hængt et offer op på," sagde hun. "Og ud fra den type kvinder, han har valgt, virker allegorien temmelig passende."

"Ja, det er jeg enig i," sagde Simms

"Han skærer også J202 i pælene. Der er for mange bøger i Bibelen, der begynder med J, til at jeg kan give et kvalificeret gæt. Jeg håbede, at du har en vis indsigt?"

"Altså, Fjerde Mosebog hører til det Gamle Testamente, og hvis jeres morder dræber ud fra det, som han opfatter er det Gamle Testamentes lov, uanset hvor misforstået hans fortolkninger og handlinger er. så tror jeg godt, at jeg kan sige, det også henviser til det Gamle Testamente. Og hvis det er rigtigt, er jeg sikker på, at det refererer til Josvabogen. I kapitel 20 i Josvabogen taler Gud om tilflugtsbyer. Det var byer, hvor mennesker der ved et uheld dræbte andre, flygtede til for at undgå blodhævn."

Mackenzie tyggede lidt på det, hjertet bankede vildt, og noget begyndte at klikke inden i hende. Hun tog Bibelen op, fandt Josvabogen, og slog passagen op. Da hun fandt den, læste hun højt, en smule uhyggelig til mode over lyden af Skriften som kom ud af hendes mund i den tomme kirke.

Så talte Herren til Josva og sagde: ”Fortæl israelitterne, at de skal udpege tilflugtsbyer, som jeg har instrueret Jer i gennem Moses, sådan at alle der dræber tilfældigt og uden intention, kan flygte dertil og finde beskyttelse mod blodhævneren. Når de søger tilflugt i en af disse byer, skal de stå ved indgangen til byporten, og forelægge deres sag for byens ældste. De ældste skal tillade, at flygtningen lukkes ind i byen, og de skal give ham et sted at bo blandt dem selv. Når blodhævneren forfølger …

Forbavset døde hendes stemme langsomt ud, fordi nu forstod hun endelig, hvad tallene betød. Det var både spændende og udmattende. Nu havde hun et vindue ind til hans modus operandi, og alligevel var det stadig utydeligt. Intet af det her bragte hende hen til hans hoveddør.

"Der er mere, ved du," sagde Simms.

"Ja, det ser jeg," sagde hun. "Men jeg tror, det er nok. Fortæl mig, Pastor, ved du, hvor mange af disse tilflugtsbyer der fandtes? "

"Seks i alt," sagde Simms.

"Ved du også, hvor de var placeret?"

"Nogenlunde," svarede han.

Han tog Bibelen, bladrede om til slutningen, og viste hende en række opslagsværker og kort. Han fandt frem til et kort, der repræsenterede Israel i Biblens tid, justerede igen sine briller, og udpegede seks steder.

"Selvfølgelig," sagde han, "er stederne ikke helt præcise, men..."

Hjertet begyndte at banke hurtigere, da hun så en forbindelse, der næsten var for god til at være sand. Hun greb hårdt fat om bogen.

"Må jeg tage et billede?" spurgte hun.

"Selvfølgelig," svarede han.

Hun fotograferede med rystende hænder.

“Detektiv White, hvad er der galt?" spurgte han, og studerede hende. "Har jeg hjulpet, på en måde som jeg ikke forstår?"

"Mere end du ved," sag

KAPITEL 22

Da Mackenzie trådte ind i mødelokalet, summede det af aktivitet. Nancy sad på sin sædvanlige plads ved bordenden, og var i gang med at uddele de opdaterede rapporter i Fugleskræmsel Morder sagen. Politifolk fandt en plads ved bordet, og mumlede højtideligt, som om de deltog i en begravelse. Da Mackenzie masede sig frem til den forreste del af lokalet, så hun Nelson tale med en anden betjent, og hun bemærkede, at hun fik en masse blikke, fra dem hun passerede forbi. Nogle skulede stadig til hende, som de havde gjort for tre dage i det samme lokale. Men (og måske var det hendes fantasi) andre så på hende med ægte interesse, og, hun turde næsten ikke sige det, med respekt

Nelson så hende komme ind, og afsluttede omgående sin samtale med betjenten. Han lagde en arm omkring hende, og vendte hende væk fra mængden, der stadig fortsatte med at samle sig i lokalet. "Den her nyhed," sagde han. "giver den os en anholdelse inden for de næste par timer?"

"Det ved jeg ikke," sagde Mackenzie. "Men den kan helt sikkert indsnævre vores søgning. Den kommer til at bringe os meget tættere på. "

"Og du styrer forestillingen," sagde han. "Kan du klare det?"

"Ja," sagde hun, og ignorerede den boblende bekymring, der dukkede op i maven.

"Jamen så starter vi," sagde han. Med de ord vendte han sig om mod lokalet, og slog sin kødfulde hånd ned på bordet flere gange. "Okay folkens," råbte han. "Tag plads og luk munden," sagde han. "Mackenzie har fået hul på sagen, og I skal give hende jeres fulde opmærksomhed. Gem jeres spørgsmål til hun er færdig."

Til Mackenzies overraskelse tog Nelson en af de sidste stole, der stod op mod væggen skubbet væk fra det store konferencebord. Han kiggede på hende, og det var der, at hun indså, at det hele afhang af hende. Måske var det en test, eller måske var Nelson bare udkørt. Uanset hvad så var det hendes chance for at få fat på struben på stationen, og bevise sit værd.

Hun så rundt i lokalet, og fik øje på Porter blandt ansigterne. Han gav hende et hurtigt smil, næsten som han ønskede at sikre, at ingen andre så det. Det var nok den sødeste ting, han nogensinde havde gjort for hende, og hun tænkte, at Porter var begyndt at overraske hende, hver gang hun mødte ham.

"Jeg vendte tilbage til et af gerningsstederne i morges," forklarede Mackenzie. "Selvom besøget i sig selv ikke gav noget, ledte det mig direkte til et gennembrud. Som mange af jer ved, er der på hver pæl, som morderen bandt kvinderne til, indgraveret to kode-lignende grupperinger af bogstaver og tal: N511 og J202. Jeg talte med en præst tidligere i dag, og opdagede, at det henviser til Numeri, fjerde Mosebog 5:11 og Josva 20:2.

"Numeri passagen taler om en Gammeltestamentlig opfattelse af utroskab. Kvinder der mistænkes for at begå ægteskabsbrud, skal bringes til præsterne, og drikke, hvad der blev kaldt bittert vand. Tanken var, at det velsignede vand ville forbande ægteskabsbrydere, men ikke påvirke en ren kvinde. Det vigtige er, at det er kirkens måde at dømme eller beskylde kvinder, der anses for at være urene.”

”Hvad angår referencen til Josva så henviser passagen til tilflugtsbyer. Det er byer, mænd kan flygte til, hvis de ved et uheld begår mord, eller dræber for at beskytte sig selv, deres familie eller deres folk. I tilflugtsbyerne kan morderne ikke retsforfølges. Faktisk står der, at alle der bor i en tilflugtsby, vil blive skånet for blodhævn.”

“Altså, Ifølge den præst jeg talte med, fandtes der seks byer. Og det får mig til at tro, at der vil blive begået mindst tre mord mere."

"Hvorfor det?" spurgte Nelson, og så bort fra hans tidligere regel, om at gemme alle spørgsmål, til hun var færdig.

"Jeg tror, at morderen dræber kvinderne, for at bruge dem som en repræsentation for hver tilflugtsby. Og når han dræber dem, tror han på, at han påtager sig rollen som blodhævner. Mere end det, på en måde er han ved at bygge en by."

Rummet blev stille et øjeblik, de ventede på hendes forklaring. Hun vendte sig om mod væggen bag hende, hvor et godt brugt whiteboard for nylig var gjort ren. Hun greb en tusch, og tegnede ud fra hukommelsen en grov skitse af kortet, som Pastor Simms viste hende i kirken.

"De seks byer er cirka placeret sådan her," sagde hun, og tegnede store prikker på den rå kortskitse. ”De danner en ujævn oval form, hver by ligger med næsten den samme afstand til den næste.”

"Hvis vi så kigger på et kort over det område, hvor ligene er fundet," sagde hun, "så ligner det næsten helt nøjagtigt mit kort."

Nancy begyndte med det samme at skrive noget ind på sin computer. Uden at se op fra skærmen, sagde hun, "Jeg henter et kort frem. Lys, tak."

Betjenten som stod tættest på lyskontakten, trykkede på knappen, mens en anden tændte for projektoren, der stod midt på det rodede konferencebord. Mackenzie trådte til side, så lyset skinnede direkte på whiteboardet.

Nancy hentede det samme kort, som var vedhæftet i de rapporter, hun tidligere uddelte. Det viste alle motorveje og andre mindre veje og byer inden for en radius af 250 kilometer. På kortet var der afsat tre X’er, et for hvert sted hvor der var fundet et offer.

"Selvom X’erne ikke danner en perfekt linje," sagde Mackenzie, "så det er meget tæt på. Det betyder, at hvis det ikke bare er et tilfælde, og på nuværende tidspunkt tror jeg helt sikkert ikke, at det er tilfældigt, så kan vi finde en nogenlunde præcis placering for det næste gerningssted."

“Hvordan ved vi, hvilken rækkefølge han går efter? " spurgte en af betjentene ved bordet. "Hvis der er tre byer tilbage, er der så garanti for, at han vælger en geografisk rækkefølge?"

"Nej, der er ingen garanti," indrømmede Mackenzie. "Men indtil videre har det været sådan."

"Og vi er stadig usikre på, hvordan han udvælger ofrene?" spurgte Porter.

"Det bliver undersøgt, samtidig med at vi er her," sagde Mackenzie. "Der er sendt mænd ud for at tjekke de tre stripklubber, der ligger indenfor en radius af 150 kilometer. Men jeg tror, at vi også skal tage højde for, at han måske ikke kun holder sig til prostituerede. "

"Hvad med det bitre vand?" spurgte en anden. "Hvilken slags vand er det?"

"Jeg ved det ikke med sikkerhed," sagde Mackenzie. "Men vi har allerede bedt retsmedicinerne om at kontrollere maveindholdet på ofrene, for at se om der er noget ud over det sædvanlige, giftstoffer, kemikalier, noget i den stil. Personligt tror jeg, at det nok er helligt vand, og hvis det er rigtigt, er det ikke muligt at finde det. "

"Du tror ikke, at velsignet vand lyser magisk?" spurgte en anden betjent. Der lød et par spredte grin rundt omkring bordet.

"Hallo!" sagde Nelson, og indtog igen lokalet. Han gik op til tavlen, tog en rød tusch, og tegnede en cirkel omkring det område på projektor kortet, der så ud til at passe bedst med den fjerde by, på kortet Mackenzie havde tegnet.

"Jeg sætter White til at sørge for, at området bliver lukket ned," sagde han. "Jeg vil have mindst otte tilgængelige mænd derude inden for den næste time for at gennemgå omgivelserne. Få en ide om landskabet, lær vejene at kende, og fortsæt med at patruljere indtil I hører andet fra mig. Nancy, jeg har brug for, at du ringer til statspolitiet, og anmoder om en helikopter til at undersøge området.”

"Ja, sir," sagde Nancy.

"En anden ting," sagde Mackenzie. "Kun anonyme biler. Det sidste vi ønsker, er at advare ham."

Nelson overvejede det, og hun så, at noget irriterede ham. "Hm, vi har kun fire anonyme biler, det begrænser os. Så jeg vil tillade patruljebiler, men ikke parkerede eller stationære. Med alt det vi ved nu, så er der ingen undskyldning for ikke at fange ham, før en fjerde kvinde dør. Nogen spørgsmål? "

Ingen sagde noget, da alle i lokalet rejste sig. Der var en dirrende spænding i luften, og Mackenzie kunne næsten mærke den som en fysisk tilstedeværelse. Betjentene begyndte ivrigt at gå ud, de fornemmede, at afslutningen på den afskyelige sag var tæt på. Hun kendte mentaliteten. På det her tidspunkt havde alle potentielt set en chance for at arrestere den mistænkte. Selv om en anden (i det her tilfælde hende) der samlede trådene, og præsenteret dem med en løsning til slutspillet, så var alle spillere på banen lige nu.

Da Mackenzie gik hen mod døren, stoppede Nelson hende. "Det er forbandet godt arbejde, Mackenzie. Og jeg kan også fortælle dig noget andet. Ellington talte godt for dig, da han kom tilbage til Quantico. Jeg fik et opkald fra hans chef, og de roste dig."

"Tak".

"Hvis jeg bare kan holde dig væk fra at jage overvægtige online journalister og skræmme livet ud af dem, så jeg tror, at du har en lovende karriere foran dig. Det der kryb til Pope har to forskellige advokater, der ringer, og spørger efter dig. Jeg tror ikke, at han dropper det. "

"Undskyld, chef," sagde hun, og mente det.

"Glem det," sagde Nelson. "Nu skal vi koncentrere os om at fange morderen. Journalister er næsten lige så slemme, men i det mindste hænger Ellis Pope ikke kvinder op på pæle, og pisker dem ihjel.”

Hun krummede tæer over, hvor lemfældigt Nelson nævnte ofrene. Det mindede hende om, at selv midt i en pludselig og uventet strøm af tillid og ros fra manden, så var han det samme vanedyr, som han var, da hun begyndte at arbejde for ham.

"Hvis det er i orden med dig," sagde han, "så kører jeg med dig. Jeg har sat dig i spidsen for efterforskningen, men jeg vil gerne fungere som din backup."

"Selvfølgelig," sagde hun, og hadede straks ideen.

Da de gik ud af mødelokalet, kiggede hun rundt efter Porter. Det var sjovt på en ironisk måde, hvor meget hun foretrak at dele bil med Porter, når sagen skulle afsluttes, Måske var det vanen, eller bare fordi hun stadig følte, at Nelson var lidt for meget en chauvinist til at tage hende alvorligt på trods af rosen fra FBI.

Men Porter var forsvundet i forvirringen og spændingen, da alle i gåsegang forlod mødelokalet. Hun fik ikke øje på ham i gangen, da hun stoppede på sit kontor, for at og hente sit skilt og pistol, og han var heller ikke til at finde på parkeringspladsen.

Nelson mødte hende ved bilen, og det var ikke engang et spørgsmål, om hvem der kørte. Han satte sig straks ind bag rattet, og virkede meget utålmodig, mens han ventede på, at hun kom ind på passagersædet og fik spændt sikkerhedsselen. Hun gjorde sit bedste for at skjule sin irritation, men tænkte så, at det faktisk ikke gjorde noget. Nelson var så opslugt af udsigten til at fange Fugleskræmsel Morderen, at hun var dybest set bare var en eftertanke, et tandhjul i den for det meste maskulint-drevne maskine, der bragte dem hertil.

Pludselig virkede Ellingtons forslag om at søge ind hos FBI mere tiltalende end nogensinde.

"Klar til at fange det røvhul?" spurgte Nelson, da de kørte ud fra parkeringspladsen bag to patruljebiler.

Mackenzie bed i sin underlæbe for at skjule et sarkastisk smil, der forsøgte at sprede sig, og sagde:

"Mere end du aner."

KAPITEL 23

Mackenzies telefon ringede mindre end ti minutter efter, at hun var kørt med Nelson. Hun kiggede på nummeret på displayet, og selv om hun endnu ikke havde gemt det, var det velkendt og i frisk erindring i hukommelsen. Hun havde næsten glemt, at Ellington sendte en besked om, at han ville ringe til hende. Hun vidste, at han sendte den om morgenen, men det virkede, som der var sket for meget lang tid siden. Hun tjekkede klokken på telefonen, den var kun lidt over tre. Dagen var utrolig lang.

Hun ignorerede opkaldet for ikke at gøre tingene mere komplicerede, det havde allerede vist sig som en ret kaotisk dag. Samtidig med at hun ignorerede Ellington, talte Nelson i telefon med Nancy. Han var kortfattet, præcis og direkte. Det var mærkbart, at han var nervøs og langt ud over stresset, noget som Mackenzie selv var begyndt at føle.

Han afsluttede samtalen flere sekunder senere, og begyndte nervøst at tromme på rattet med tommelfingrene. "Nancy har lige talt med drengene fra statspolitiet," sagde han. "De har en helikopter klar inden for halvanden time til at flyve hen over området.”

"Det er gode nyheder," sagde Mackenzie

"Sig mig," sagde Nelson. "Tror du, at han dræber kvinderne, før han hænger dem op på pælen, eller dræber han dem på stedet?"

"Der er ikke noget, der beviser hverken det ene eller det andet," sagde Mackenzie. "Men det første gerningssted i majsmarken får mig til at tro, at kvinderne er i live, når han binder dem til pælen. Der er mærker på jorden, hvor pisken eller hvad han nu bruger, er blevet slæbt."

"Og?"

"Han går frem og tilbage. Han er nervøs, og trækker tiden ud. Hvis kvinden allerede var død, hvorfor så gå rundt med pisken?"

Nelson nikkede. og gav hende et påskønnende smil. "Vi skal nok fange den skiderik," sagde han, og fortsatte med at tromme på rattet.

Mackenzie ville forfærdelig gerne dele hans entusiasme, men der var noget, der føltes ufærdigt. Hun var sikker på, at hun overså et eller andet, men det var simpelthen umuligt at sætte fingeren på, hvad det var. Hun sad stille, og spekulerede lydløst, mens Nelson kørte videre.

Tyve minutter senere kørte de ind i det, som Nelson kaldte Område af Interesse. Under kørslen lyttede hun til flere af Nelson korte telefonsamtaler, og regnede ud, at Nelson var ved at arrangere en afspærring for at overvåge et areal på 50 kilometer. Området bestod mest af krat og sekundære veje. Et par af de sekundære veje var omgivet af majsmarker, ligesom det første gerningssted, der startede hele dette vanvid.

Da Nelson kørte ned sådan ad en vej, kvækkede radioen til dem. "Detektiv White, er du derude?" spurgte en mandsstemme.

Mackenzie kiggede på Nelson, som om hun ville have hans accept. Med et smil pegede han på radioen, der var installeret under instrumentbrættet.

"Fortsæt," sagde han. "Det er din forestilling."

Mackenzie klikkede mikrofonen fri af radioen, og trykkede Send-knappen ned. "Det er White. Hvad har du fundet?"

"Jeg er herude på State Route 411 og har fundet en sidevej, faktisk ikke andet end en gammel grusvej, Vejen fører lige ind i en majsmark, og findes ikke på kortet. Den er omkring en kilometer lang, og ender blindt i en lille rydning i majsmarken."

“Okay," sagde hun. "Var der noget interessant?"

"Mildest talt," sagde betjenten i den anden ende. "Jeg tror, at du skal komme her hen så hurtigt som muligt."

*

Det var utroligt uhyggeligt at hun befandt sig på en anden majsmark. Det føltes næsten, som om hun kom hele cirklen rundt, men ikke som om hun var tæt på en afslutning. Nærmere som om hun startede forfra.

Hun var i udkanten af rydningen sammen med Nelson og betjent Lent, den mand der kontaktede hende over radioen. De tre stod blandt de udtyndede majsstængler, og kiggede ud på en lille rydning.

En træpæl var rejst i midten af området. I modsætning til de andre træpæle, som de havde set for nylig, og som var magen til den her, så var der ingen krop bundet op på den. Pælen var bar, og lignede næsten en slags underlig gammel monolit i den tomme rydning.

Langsomt gik Mackenzie op til den. Den var af cedertræ, det samme træ som de forrige tre pæle. Hun kom ned på knæene, og følte på jorden omkring bunden af pælen. Den mærkedes blød, og var helt sikkert gravet op for nyligt, og derefter gravet ned igen.

"Den pæl har ikke stået her ret lang tid," sagde Mackenzie. "Den opgravede jord er meget frisk. Jeg vil næsten gætte på, at det blev gjort tidligere i dag. "

"Så han forbereder stederne, før han henter sine ofre," spekulerede Nelson. "Jeg ved ikke, om det er genialt eller højrøvet."

Selvom Mackenzie blev frastødt af ordet geni sat i forbindelse med morderen, ignorerede hun ham. Hun gik om på bagsiden af pælen, og fandt straks indgraveringen langs bunden flere centimeter over den løse jord, der holdt stangen nede i jorden: N511/J202.

"Jeg skal ikke kunne sige, om det er det ene eller det andet," sagde Mackenzie. "Men jeg ved, at han praktisk talt har efterladt sit visitkort til os. Vi ved, at han kommer tilbage, og han vil sandsynligvis have sit næste offer med sig. "

Da hun igen kom op og stå, blev hun ramt af en trang til hævn, noget hun aldrig havde oplevet tidligere. Manden bag forbrydelserne rystede hende på en eller anden måde. Han var blevet et gespenst af en slags, et spøgelse med evnen til at hjemsøge hendes hus, hendes sind, og hendes selvtillid. Han fik hende til hoppe ved lyden af knirkende gulvbrædder, og fik hende så langt ned, at hun lagde an på en helteagtig FBI-agent. Han påvirkede hende så meget, at hun hverken havde energi eller følelser til tage sig af, at Zack endelig forlod hende.

Oven i det så tog han kvinder som ofre, bare fordi de brugte deres kroppe som et middel til at tjene til dagen og vejen. Og hvem fanden gav ham ret til at dømme dem for det?

"Jeg vil blive her," sagde Mackenzie. "Jeg vil patruljere, overvåge eller hvad pokker vi er nødt til at gøre for fange ham. Jeg vil sætte håndjernene på den skiderik."

Hun var klar over, at det lød egoistisk, men det gik hun ikke op i. Lige i det øjeblik gav hun ikke en døjt for, hvad Nelson tænkte om hende. Hun var ligeglad med, om han gik tilbage til drengene på stationen, og grinede over, hvordan den søde lille kvinde krævede noget af ham. Pludselig var det vigtigere end noget andet, at fange manden der stod bag morderen, også vigtigere end hendes job og hendes omdømme.

"Det kan jeg godt gå med til," sagde Nelson med et smil. "Godt at se dig ophidset, White. Jeg vidste ikke, du havde det i dig."

En bemærkning lå på tungen, men hun holdt den tilbage, og nøjedes med at tænke det i stedet.

Det vidste jeg heller ikke.

KAPITEL 24

Mackenzie var sikker på, at morderen ikke slog til før om natten, og de andre var enige med hende. Det gav dem yderligere fire timers dagslys til at blive klar til, hvad de håbede blev en vellykket anholdelse. Hvis der skulle ske noget før mørkets frembrud, blev tre patruljebiler stationeret langs State Route 411, for holde øje med køretøj på vej ind på grusvejen, som førte op til stedet, som morderen havde forberedt. En politihelikopter var på vej for at hjælpe, og den tilføjelse fik dem til at mærke en sejrsfornemmelse, allerede inden solen var gået ned.

Mackenzie sad i en af de anonyme biler langs State Route 411, lettet over at være alene. Nelson var travlt optaget med at komme tilbage til stationen for at mødes med en rådgiver fra statspolitiet, men han gav tilladelse til, at hun blev, og holdt øje med hvad der skete, og fik kontrol over sagen. Bilen var parkeret to kilometer væk fra grusvejen, delvist skjult fra 411 fordi den var bakket ind på noget, der engang var en genvej, som landmænd brugte til at komme fra en majsmark til den næste.

Hun sad der i 15 minutter, og den eneste bil hun så køre forbi, var en politibil, der forlod stedet, og kørte tilbage til stationen. Hun var stadig sikker på, at der ikke skete noget før langt ud på natten, og vidste, at der var en lang ventetid at se frem til. Hun spekulerede på, om Nelson gav hende opgaven for at holde hende langt væk fra sig selv, eller om han så det som at tildele hende en position, der fik hende foran og midt i begivenhederne, efterhånden som de skred frem.

Med et suk og et blik ud over den begivenhedsløse strækning af State Route 411 fandt Mackenzie sin telefon frem. Hun stirrede på listen over ubesvarede opkald, og så at Ellington havde forsøgt at ringe til hende for en halv time siden. Hun klikkede på ikonet, og gjorde sit bedste for ikke at huske, hvad der skete i går aftes, hvor hun gjorde sig selv til grin over for ham. Da hans nummer kom frem, trykkede hun omgående på det, før hun kunne nå at skifte mening.

Han svarede på det tredje ring, og hun hadede, at det var så godt at høre hans stemme. "Ellington her," sagde han.

"Det er Mackenzie White," sagde hun. "Jeg ringer tilbage på din besked."

"Åh, hej! Jeg hører, at I har fået et lovende gennembrud.”

”Det ser sådan ud, men tiden vil vise det. Vi fandt den næste pæl, den var allerede opsat og klar til brug.”

"Det har jeg hørt. Hvad tænker du om det? "

"Det er fint," sagde hun.

"Du lyder tvivlsom."

"Det virker bare for godt, til at det er rigtigt. Jeg føler, at der mangler noget. "

"Måske har du ret," siger Ellington. "Dine instinkter er ret skarpe. Jeg ville ikke stille spørgsmålstegn ved dem, hvis jeg var dig. "

"Det plejer jeg heller ikke."

En akavet stilhed faldt mellem dem, og Mackenzie prøvede at grave noget nyt frem at tale om. Han har allerede hørt om udviklingen i sagen, så det bliver et ligegyldigt sammenkog. Det her er ynkeligt, Mackenzie, tænkte hun.

"Nå," sagde Ellington, og brød tavsheden. "Jeg tog mig den frihed at udarbejde en profil, efter at jeg hørte det med den religiøse forbindelse. Chancerne er meget store, for at vi er på udkig efter en person med religion i hans opvækst. Måske endda en præst eller pastor, selv om historien peger på en opvækst i et strengt religiøst hjem. Måske har han gået på en privat religiøs skole. Jeg tænker også, at han enten ikke havde en mor derhjemme, eller også var det en letlevende mor. Han var formentlig et uartigt barn, ikke på den ekstreme måde, vi ser i dag, men mere de almindelige drengestreger. "

"Hvad er grundlaget for alt det her?" spurgte hun. "Kun tidligere sager?"

"Ja, for det meste," sagde han. "Jeg kan overhovedet ikke tage æren for det. Men hvis sandheden skal frem, så er det en formel, der virker omkring 70% af tilfældene."

"Okay, altså hvis stedet her ikke giver noget, så holder vi øje med en af omkring tusind mulige mistænkte."

"Måske ikke så mange. Baseret på min profil, tror jeg, at fyren er lokal. Hvis han er ved at grundlægge sin egen by, som du regnede ud, vil jeg sige, at han er vokset op tæt på. Og derfor har jeg foretaget et par opkald. Der findes en katolsk skole inden for 100 kilometer fra Omaha. Der er en mere i staten, men jeg tror, at den der ligger tættest på Omaha, er det bedste sats. "

"Det er fantastisk," sagde Mackenzie.

"Hvad er?"

"Bare sådan uden videre har du indsnævret eftersøgningen, og har endda fundet en mulig kilde til baggrundsinformation."

"Altså, I’et i FBI står for efterforskning." Han grinede lidt af sin egen vittighed, men da Mackenzie ikke reagerede, holdt han op.”

"Tak, Ellington.

" Mig en fornøjelse. Men der er lige en sidste ting, før jeg går."

"Hvad er det?" spurgte hun nervøst, og håbede på, at han ikke kom ind på hendes pinlige opførsel forrige aften.

"Da jeg afleverede min rapport til min chef, fortalte jeg ham, at du er fantastisk, og at jeg forsøgte at få dig over på den mørke side."

Hun følte sig smigret.

"Og den mørke side er det Bureauet?"

”Korrekt. Nå, men han virkede interesseret. Hvis du tænker på at slutte dig til os, kan jeg give dig hans kontaktoplysninger. Den samtale kan være værd at tage.”

Hun tænkte over det, og selvom hun ønskede at sige mere, at fortælle ham, hvor meget hun værdsatte ham, lykkedes det kun at få et simpelt "Tak” klemt ud som svar. Selve ideen virkede drømmeagtig. Store ting som slet ikke skete for hende.

"Er du okay derovre?" spurgte Ellington.

"Ja, jeg har det fint. Jeg er nødt til at gå. Vi er ved at lukke sagen, og jeg er tvunget til at holde fokus."

"Det hører jeg. Se så at komme ud og fang ham."

Hun grinede, selvom han for hende virkede som et urørligt idol, så var Ellington også lige så smagløs og fejlbehæftet som alle andre.

Hun slukkede for telefonen, kiggede igen ud på State Route 411, og begyndte at føle sig utålmodig, som om hun spildte tiden ved bare at sidde der. Hun fandt webbrowseren frem på telefonen, søgte efter lokale katolske skoler, og fandt ud af, at Ellington var knivskarp med sin profil.

Hun gemte adressen på sin telefon, og fandt derefter Nelsons nummer. Han svarede efter den fjerde ring, og lød sur over at blive forstyrret i at slikke statspolitiets støvler.

"Hvad sker der, White?"

"Jeg vil følge op på et spor, sir," sagde hun. "Det kræver bare, at jeg forlader 411 i to eller tre timer."

"Absolut ikke," sagde Nelson. "Du leder aktionen, så du er nødt til at blive i nærheden. Det er dit show, White. Du skal ikke engang tænke på det. Har vi ikke fanger ham inden i morgen tidlig, kan vi tale sammen igen. Og hvis det virkelig er et lovende spor, kan jeg sende en anden ud for at undersøge det."

"Nej," sagde Mackenzie. "Det er bare en fornemmelse."

"Okay," sagde han. "Bliv der, indtil jeg siger noget andet."

Hun nåede ikke engang nå at svare, før han lagde på.

Hun fandt adressen på den katolske skole frem på sin GPS, og gemte den. Hun kiggede til højre, hvor der lidt længere nede State Route 411 stod en ensom tom pæl på en majsmark, og ventede på et offer.

Hun vidste, at hun skulle blive på stedet, hun var nødt til at følge ordren og sidde her i flere timer uden at foretage sig noget.

Men som hun sad der, gnavede noget i hende. Hvad nu hvis han dræbte ofrene, før han bragte dem hen til pælen?

Hvis det var rigtigt, så sad der lige nu en pige fanget et eller andet sted, der blev tortureret. En pige der ville dø, mens Mackenzie bare sad, og ventede på, at hendes døde krop skulle dukke op.

Det var svært at klare tanken om.

Og hvad hvis den katolske skole, den eneste der lå i området, den der passede perfekt til profilen fra FBI, kunne give dem et navn? En identifikation?

Det kunne bringe dem hjem til morderen, inden han kørte her hen. Og måske redde det næste offer, inden det var for sent.

Mackenzie sad der, ventede, og brændte inden i, mens hun hørte det næste offers skrig i sit hoved. Hvert forbipasserende minut var smertefuldt.

Til sidst gassede hun op, og kørte derfra på hvinende dæk.

Hun indtastede Holy Cross på sin GPS.

Hun satte sit job, og hele sin fremtid på spil ved ikke adlød en direkte ordre.

Men der var ikke noget andet valg.

Hun håbede bare, at hun nåede frem og tilbage igen, inden det var for sent.

KAPITEL 25

Dum.

Ordet kørte rundt i hans hoved, da han passerede skæringspunktet mellem Highway 32 og State Route 411.

Dum.

Hvis han havde brug for et bevis på, at Gud var på hans side, så viste det sig i timingen af det hele. Han var på vej til scenen for det fjerde mord, det som blev hans fjerde by, da han opdagede en politibil på vej ned af State Route 411. Da han så den, fortsatte han lige frem af Highway 32, mens hans hjerte hamrede i brystet.

Måske var det bare et tilfælde. Måske var betjenten på rutine patrulje, på udkig efter fartsyndere.

Eller måske havde de fundet pælen. Han vidste, at de ledte efter ham. Han så historierne om Fugleskræmsel Mordene i aviserne, men gad ikke at læse dem, eller se dele af hans arbejde på tv. Han gjorde det ikke for at få opmærksomhed eller omtale. Han gjorde det for at sprede Guds vrede, og for at lære verden om kærlighed, barmhjertighed og renhed.

Selvfølgelig ville politiet ikke forstå det. Og hvis de fandt det sted, der var bestemt til hans fjerde by, var det forbi for ham. Så var han ikke i stand til at færdiggøre sit arbejde, og det behagede ikke Gud.

Det var nødvendigt at ændre det fjerde sted. Måske hjalp det ham i det lange løb. Måske var politiet så optaget af at forsøge at finde ham der, at han fik fred til at afslutte sit arbejde et andet sted, uden risiko for at blive fanget.

Han nåede frem til en dagligvarebutik på Highway 32, og vendte sin lastbil på parkeringspladsen, satte kursen tilbage mod krydset, og kørte igennem uden at kigge på State Route 411 i forbifarten.

Det næste offer var allerede valgt og gjort klar, han kunne stadig nå bygge sin fjerde by i aften, sådan som han havde planlagt.

Han ville fortsætte sit arbejde et nyt sted.

*

Hun åbnede øjnene, og stråler af smerte eksploderede i hendes hoved. Hun græd, og fandt ud af at stemmen lød mærkelig, nærmest dæmpet. Hun forsøgte at løfte hånden op til munden, men fandt ud af, at hun ikke var i stand til det. Hun fandt også ud af, at hun var kneblet med en klud, der var bundet så stramt, at hjørnerne skar ind i mundvigene.

Hun blinkede hurtigt, og forsøgte at få smerten i hovedet til at gå væk. Da øjnene begyndte at fokusere, og den forvirrede tåge forsvandt, fik hun en fornemmelse af, hvor hun var. Hun lå på et hårdt trægulv fyldt med støv. Armene var bundet bag ryggen, og hendes ankler var også bundet sammen. Hun var afklædt bortset fra undertøjet.

Det var den sidste ting, der fik det hele til at komme tilbage i hukommelsen. En mand var kommet ud af ingenting i går aftes, da hun kom hjem. Klokken var fire, og hun havde…... Åh Gud, hvad havde hun gjort?

Men den pink BH som hun var iført, gjorde det umuligt at glemme, hvad hun lavede i går aftes. Hun gjorde sit bedste for at overbevise sig selv om, at eskorte var anderledes end hvad andre kvinder lavede. Hun havde klasse, mere kontrol.

Men ved afslutningen af dagen, havde hun lavet det samme som de andre kvinder. Hun blev betalt rundhåndet (Hallo, 1500 dollars for halvanden times "arbejde" var ikke alt for lurvet), og bagefter føltes det ikke så slemt, som hun havde regnet med.

Men så dukkede den der mand op fra skyggerne. Han sagde kun Hej, og lagede derefter sin arm omkring hendes hals. Et øjeblik lugtede hun et eller andet, og da hun faldt ned i mørket, hørte hun ham hviske noget i sit øre om ofre og bitre vande.

Og nu lå hun her. Trusserne var stadig på, og der var ingen smerte, så hun var temmelig sikker på, at hun ikke var blevet voldtaget. Men alligevel var hun i knibe.

Hun forsøgte at komme op på knæ, men hver gang hun var tæt ved, fik hendes sammenbundne ankler hendes til at tippe over, og banke skulderen ned i gulvet. Hun lå og græd, og forsøgte at huske det sidste, som manden sagde til hende, før han bedøvede hende ved at lægge et eller andet over hendes næse og mund.

Langsomt huskede hun det. Og overraskende nok fik vanviddet hende til at ønske at synke ned og give op, i stedet for at finde en udvej.

Bare rolig, sagde han. Jeg vil bygge en by til dig.

KAPITEL 26

Det tog Mackenzie lidt over en time at nå frem til den katolske skole Holy Cross, selvom hun kørte 140 hele vejen. Undervisningen var slut for i dag, da hun ankom, hun skyndte sig op ad trappen, og vejledt af receptionisten fandt hun ud af, at hun fangede rektor på et godt tidspunkt på dagen.

Rektor var en rund dame, der opfyldte næsten alle de stereotyper Mackenzie nogensinde havde haft om nonner. Varm og indbydende til at begynde med, men Rektor Ruth-Anne Costello gik direkte til sagen, og blev kort for hovedet, da Mackenzie kom ind på kvindens kontor, og tog plads foran hendes skrivebord.

"Vi har hørt mumlen om denne såkaldte Fugleskræmsel Morder," sagde Rektor Costello. "Er det derfor, du er her?"

"Ja det er derfor," sagde Mackenzie. "Hvordan vidste du det?"

Rektor Costello rynkede panden, men det var den slags panderynken, der mere kom af vrede end af skuffelse. Mackenzie regnede med, at på en skole som den her slags, viste den slags rynker sig hos de fleste ansatte i løbet af dagen.

"Altså, de stakkels kvinder er spændt op på træpæle og pisket, korrekt? Den religiøse symbolik er ubestridelig. Og når en morder gør sit arbejde i navnet af frygteligt misforståede religiøse principper eller en skæv og misforstået fortolkning af religionen, så er det altid de private religiøse skoler, der bliver sat under et mikroskop. "

Mackenzie kunne kun nikke. Hun vidste, at det var sandt, hun havde set det flere gange, siden hun var begyndt at arbejde mod sin karriere som førsteårsstuderende på College. Men hun var også tavs, fordi Rektor Costello havde ret, de religiøse undertoner af Fugleskræmsel Morderens handlinger var indlysende. Mackenzie følte det, da de fandt det første lig. Så hvorfor pokker ignorerede hun det?

Fordi jeg er bange for at tale om det med Nelson og Porter, af frygt for at tage fejl og derefter blive latterliggjort, tænkte hun.

Men nu fik hun en chance for at korrigere sin uvidenhed, og hun ville absolut ikke lade den gå til spilde.

"Tja," sagde Mackenzie, "vi har en meget specifik profil. Jeg håbede på, at hvis jeg kom til at tale med dig, eller måske med nogen der har været ansat her i lang tid, så kan jeg måske finde en eventuel mistænkt. Og selv om der ikke er en mistænkt, så er der måske nogen, der ved noget om mordene."

"Nå," sagde Costello, "Jeg har arbejdet her i 35 år. Jeg var vejleder i starten, og blev derefter rektor, en stilling jeg har besat i næsten 20 år."

Hun rejste sig, og gik til over i venstre side af kontoret, hvor en række arkivkabinetter, der så antikke ud, stod op af væggen. "Du ved," sagde Costello, "du er ikke den første detektiv, der kommer her, og snuser rundt, når der bliver begået en forbrydelse, som ser ud til at have religiøse undertoner. Slet ikke."

Costello trak fire mapper frem fra kabinettet, og tog dem med tilbage til skrivebordet. Hun smed dem på bordet med tilstrækkelig kraft til at vise, at hun var frygtelig irriteret. Mackenzie rakte ud for at tage dem op, men Costellos hånd lå allerede på dem. Uden at kigge på Mackenzie, begyndte Costello igen at tale, og banke på hver mappe med sin småfede pegefinger.

"Den første," sagde hun, og pegede på den første mappe, "er Michael Abner. Da han gik her i begyndelsen af 70’erne, angreb han en pige på legepladsen, og blev taget i onanere på pigernes toilettet i femte klasse. Men han døde i 1984. En forfærdelig bilulykke, tror jeg nok. Så han er naturligvis ikke en mistænkt."

Costello fjernede med de ord Michael Abners mappe fra skrivebordet. Hun eliminerede omgående to andre mapper, en af dem var død for fem år siden på grund af lungekræft, og den anden tilbragte sit liv i en kørestol, og var derfor selvfølgelig ikke en person, der slæbte træpæle hen til mordscener.

"Den sidste," sagde Costello, "tilhører Barry Henderson. Mens han gik på Holy Cross, kom han i flere slåskampe, hvoraf den ene sendte to drenge til skadestuen. Da han vendte tilbage fra sin karantæne, begyndte han at sende lærerne sjofle breve, en aktivitet, der kulminerede med hans forsøg på voldtægt af skolens kunstlærer, mens han sang sin mors yndlingssalme. Det skete i 1990. Jeg er ked af at sige det, men han er heller ikke jeres mistænkte. Han har de sidste 12 år været indlagt på Westhall Home for kriminelle sindssyge "

Mackenzie tog en mental note om at kontrollere det, og kiggede derefter på Costello, der lagde mapperne tilbage i sit kabinet. Da hun lukkede det, gav hun det et lille smæk, der lød som en bombe på kontoret.

"Og det er de eneste elever, du har haft i de sidste 35 år, der er er i stand til forbrydelser som dem Fugleskræmsel Morderen begår?"

"Vi har ikke nogen mulighed for at vide det," sagde Costello. "Med al respekt så holder vi altså ikke øje med hver eneste elev, der har evner for et liv i kriminalitet. Det vil indebære detaljerede rapporter om hvert barn, der bryder selv den mindste regel. De fire jeg lige viste dig, er de mest ekstreme tilfælde, og jeg har haft dem ved hånden de sidste mange år, fordi det sparer en hel del tid, når vi bliver kontaktet af politiet, især når de er kommet frem til noget, som de mener er passende profiler. De ønsker altid at klandre religion for forbrydelser, som de ikke kan opklare på egen hånd."

"Der er ingen bebrejdelser herfra," sagde Mackenzie.

"Selvfølgelig er der det," sagde Costello. "Sig mig, detektiv. Er du kommet her for bare at finde navnet på en mistænkt, eller for at finde ud af hvilket religiøst doktrin, der har fordrejet dem så voldsomt, at de nu begår disse forfærdelige handlinger?"

"Jeg er ligeglad med, hvordan informationen bliver fundet", vrissede Mackenzie. "Jeg skal bare finde ud af, hvem der dræber kvinderne. Hvorfor er sekundært på nuværende tidspunkt."

Mackenzie begyndte at føle sig idiotisk, fordi hun var kørt helt ud til Holy Cross. Hvad forventede hun egentlig? En pæn og nydelig løsning? En gammel elev, der matchede Ellingtons profil til på en prik?

"Tak for din tid, Mrs. Costello," sagde hun sagte. Hun rejste sig og gik hen til døren. Da hendes hånd tog fat om dørhåndtaget, blev hun stoppet af Rektor Costello.

"Hvorfor tror du det er sådan, detektiv White?"

"Hvilket?"

"Hvorfor leder politiet efter svar i religionen, når de ikke kan opklare det, som de mener er trosbaserede forbrydelser?"

"I de fleste tilfælde matcher det bare profilen," sagde Mackenzie.

Gør det?" spurgte Costello. "Eller er det fordi mennesker ikke kan acceptere ondskab, for hvad det egentlig er? Og fordi vi ikke kan acceptere det, så vi er nødt til at finde noget lige så uhåndgribelig, som vi kan bebrejde? "

Der lå et spørgsmål lå på tungen, som hun ikke var i stand til at holde tilbage, før det slap ud.

"Hvad er Ondskab, mrs. Costello? Hvordan ser ondskab ud?”

Rektor Costello grinede hårdt. Det var et skræmmende grin, et udtryk der antydede en slags mørk forståelse.

"Ondskab ser ud som dig. Den ligner mig. Vi lever i en falden verden, detektiv. Ondskab er overalt.”

"Dørhåndtaget under Mackenzie hånd følte sig pludselig meget koldt. Hun nikkede og forsvandt, uden at bekymre sig om at se tilbage på Rektor Costello for at sige farvel.

Da hun fandt vej ned gennem de labyrintiske haller i Holy Cross, summede hendes telefon i lommen. Hun tog den op, og så Nelsons navn og nummer på displayet. Hjertet sank. Morderen, tænkte hun. Han er dukket op, mens jeg var væk, og Nelson vil have min skalp for det.

Hun tog telefonen med en knude af frygt i maven. "Hej, chef."

"White," sagde han. "Hvor er du?"

"Den katolske skole Holy Cross," sagde hun. "Jeg følger op på Ellingtons profil."

Nelson blev stille et øjeblik, mens han overvejede det. "Vi må tale senere om hvorfor fanden du trodser min ordre, og spilder tid på det," sagde han. "Men lige nu har jeg brug for, at du kører forbi stationen på vej tilbage."

Men hvad med Route 411? "spurgte hun. "Jeg vil gerne tilbage inden myldretiden."

"Endnu en grund til, at du ikke skulle have spildt tiden på at følge op på Ellingtons spor. Se så at komme her ind."

"Er alting okay?" spurgte hun.

Men Nelson havde allerede lagt røret på, og efterladt Mackenzie med en død linje.

KAPITEL 27

Hendes bekymring blev endnu større, da Mackenzie kom ind på stationen, og så Nancy sidde i receptionen. Nancy gav hende kun et kort smil, og kiggede derefter tilbage på sit bord. Det var meget ukarakteristisk for Nancy, en kvinde der normalt gjorde sig store anstrengelser for at være imødekommende, og smile til alle, der kom ind af stationens fordør.

Mackenzie var lige ved at spørge Nancy, om hun vidste, hvad der foregik, men besluttede sig for ikke at gøre det. Det sidste hun ønskede, var at virke svag og uvidende, mens hun forsøgte at stå i spidsen for opklaringen af sagen. Så hun gik forbi receptionsskranken, og ind bagved, pligtskyldigt på vej mod Nelsons kontor

Hun åbnede døren, trådte ind, og forsøgte at virke selvsikker, som om hun havde kontrol over situationen. Men da hun lukkede døren bag sig, vidste hun, at det var en fejltagelse, at bruge to og en halv time på at besøge Holy Cross. Hun jagtede spøgelser i et forsøg på at vise sig som så perfekt som mulig, følge op på alle spor, og komme til bunds i sagen, især de spor der blev leveret af imponerende FBI-agenter.

Nelson kiggede op på hende, og et kort sekund var der et bekymret udtryk i hans ansigt.

"Tag plads, White," sagde Nelson, og nikkede mod stolene på den modsatte side af hans overfyldte skrivebord.

"Hvad sker der?" spurgte hun. Nerverne kunne tydeligt høres i stemmen, men det var den sidste ting, hun tænkte på nu, hvor Nelson tog mål af hende.

"Vi har fået et problem," sagde han. "Og du vil ikke kunne lide løsningen. Vores afskyelige ven Ellis Pope har indgivet en formel klage over dig. Lige nu holder han mund, det bliver mellem os og hans advokat. Men han siger, at hvis der ikke bliver handlet omgående, vil han sende det til aviserne. Normalt ville jeg ikke engang bekymre mig om en sådan trussel, men aviserne og endda nogle af tv-medierne har udråbt dig som leder af efterforskningen. Hvis Pope går til medierne med sin klage, bliver tingene meget dårlige."

"Sir, jeg handlede impulsivt," bønfaldt Mackenzie. "En mistænksom person lurede i udkanten af et gerningssted. Det var en privat ejendom. Han trængte ulovligt ind. Derefter skyndte han sig at løbe væk. Skulle jeg bare lade ham løbe? Det eneste jeg gjorde, var at stoppe ham. Jeg angreb ham ikke."

Han rynkede panden.

"White, jeg er på din side i det her. 100%. Men der er en anden ting, som jeg ikke kan komme uden om. Nu er statspolitiet involveret. De fik færten af din konfrontation med Pope. Der er også det faktum, at du var ikke var tilstede, da de dukkede op på scenen på State Route 411 i eftermiddag. Jeg er selv godt gal over det. Men de så det som sjusket arbejde fra din side. Det efterlader Ikke noget godt indtryk. "

Han løftede en hånd, før hun nåede at sige noget.

"Som om det ikke er nok, så blev jeg ringet op af rektor Ruth-Anne Costello for en halv times tid siden. Hun klagede over, at du var uhøflig og aggressiv. Hun indgav også en klage."

"Er du seriøs?"

Nelson så deprimeret ud, da han nikkede med hovedet.

"Ja, desværre, det er jeg. Læg det hele sammen, og vi står i lort til halsen."

"Så hvad gør vi for at få styr på det?" spurgte hun. "Hvad skal Pope have for at tie stille? Hvordan kan vi berolige statspolitiet, og gøre nonnen lykkelig?"

Nelson sukkede, og vrængede mod loftet. Det var åbenlyst, at han ikke var tilfreds det, han skulle til at sige.

"Det, der skal til, er, at jeg med omgående virkning er nødt til at tage dig af Fugleskræmsel Morder sagen."

Mackenzie mærkede, at hendes hud blev kold. Tanken om at morderen var derude, og fortsatte med at dræbe, mens hun ikke kunne gøre noget for at stoppe det, det var bare for meget for hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

Nelsons panderynke blev dybere.

"Jeg kæmpede hårdt for dig, og prøvede at få dem til at tage det roligt," sagde han. "Jeg forsøgte oven i købet at få dem til at acceptere, at du afsluttede sagen, og derefter blev suspenderet i en uges tid. Men Pope og statspolitiet vil ikke gå med til det. Mine hænder er bundet i det her. Jeg er ked af det."

Mackenzie følte vrede erstatte den frygt, der var ved at koge op i hendes mave. Hendes første instinkt var at slå ud efter Nelson, men hun så, at han også var temmelig utilfreds, med den vending begivenhederne tog. Og i betragtning af måden han viste hende mere respekt i de sidste par dage, så tvivlede hun ikke på ham, når han sagde, at han havde prøvet alt, hvad der var muligt.

Det var ikke hans skyld. Hvis det var nogens skyld, så var det Ellis Popes. Og måske sikkert også hende selv. Lige siden hun hørte det knirkende gulvbræt for tre nætter siden, havde hun ikke været sig selv. At tingene gik skævt med Ellington, hjalp heller ikke.

Ja, det det meste lå på hende selv. Og det var måske det værste af det hele.

"Så hvem håndterer sagen nu?" spurgte Mackenzie.

"Statspolitiet. Og de har FBI på standby, hvis det bliver nødvendigt. Men i betragtning af at vi mener, vi har en nøjagtig position på, hvor morderen slår til næste gang, så håber vi, at det bliver en temmelig enkel sag."

"Sir, jeg kan ikke engang..."

Her stoppede hun, og vidste ikke hvad der var at sige. Hun var ikke et tudefjæs, men som hun sad der i Nelsons kontor, var hun så vred, at det virkede, som kroppen ikke fandt andre måder at udtrykke sig på, end truslen om tårer

"Jeg ved det," sagde han. "Det stinker. Men når det så er sagt, når røvhullet er bag tremmer og papirarbejdet bliver overstået, så har jeg har tænkt mig at sørge for, at dit navn står over det hele på den bedst mulige måde. Det har du mit ord på, White."

Hun rejste sig op i en tilstand af chok, kiggede på døren, som om den kunne transportere hende til en magiske verden, hvor samtalen aldrig havde fundet sted.

"Så hvad skal jeg gøre nu?" spurgte hun.

"Tag hjem. Drik dig fuld. Gør hvad pokker du skal gøre for at ryste det af dig. Når sagen er lukket, ringer jeg til dig, og giver besked. Statspolitiet bekymrer sig ikke om de problemer, når først morderen er anholdt. Ellis Pope er det eneste, vi skal spekulere på, og det er let, når du ikke er i rampelyset."

Hun åbnede døren, og trådte ud.

"Jeg er ked af det som ind i helvede, White," sagde han, før hun lukkede døren. "Det er jeg virkelig."

Hun kunne kun nikke, da hun lukkede døren bag sig.

Hun kom gennem gangen, og holdt blikket på gulvet, så hun var fri for at kigge nogen i øjnene, hvis hun gik forbi dem. Da hun havde klaret vejen ud til indgangen, kiggede hun op på Nancy.

Nancy rynkede høfligt panden, og forventede tilsyneladende, at Mackenzie nu vidste, hvad der var galt,

"Er du okay?" spurgte Nancy.

"Det bliver jeg," sagde Mackenzie, uden at vide, om det var sandt eller ej.

KAPITEL 28

Selv om ideen med at blive beruset helt sikkert virkede tillokkende, så mindede det hende også om, hvad der skete sidste gang, hun fik noget at drikke. Selvom det kun var en dag siden, fik forlegenheden det til at virke, som om det var sket for flere år siden, og hjemsøgt hende lige siden. Så i stedet for at drikke vreden væk, gjorde Mackenzie det eneste andet, hun kunne gøre.

Hun gik hjem, og lagde alle sagsakterne om Fugleskræmsel Morderen ud på sit sofabord. Bryggede en kande kaffe, og gennemgik hver eneste lille bid hun fandt om sagen. Selvom en del af hende følte, at de stensikkert ville anholde morderen, når nu de vidste, hvor det fjerde mord ville finde sted, så fortalte instinktet hende, at morderen var smart. Hvis han fik øje på det mindste tegn på politiets tilstedeværelse, så ændrede han sine planer. Nelson og statspolitiet havde sikkert også indset det, men fordi de var så tæt på en opklaring, blev de lidt for konservative i deres tilgang til opgaven.

Udenfor var det ved at blive mørkt. Hun stirrede et øjeblik ud af persiennerne, og undrede sig over, hvordan begivenhederne de sidste par dage påvirkede dele af hendes liv. Hun tænkte på Zack, og indså måske for første gang, at hun var glad for, at han var væk. Hvis hun var ærlig over for sig selv, så tolererede hun kun forholdet, fordi hun ikke ville være alene. Noget hun havde frygtet, lige siden hun gik ind i hendes forældres soveværelse, og fandt sin døde far.

Hun spekulerede også på, hvad Ellington foretog sig. Hans opringning om profilen tidligere på dagen, var bevis på, at han stadig var involveret i Fugleskræmsel Morder sagen, selv om det kun var som hjælpende reserve. Da hun tænkte på ham, kom hun til at spekulerede på, om hun ville tage profilen, og besøget på Holy Cross lige så alvorligt, hvis sporet kom fra andre. Forsøgte hun at imponere ham, eller at imponere Nelson?

Da hun kiggede tilbage på dokumenterne foran hende, fyldte en meget simpel, men provokerende tanke hovedet: Hvorfor imponere nogen? Hvorfor ikke bare gøre et godt job, og arbejde så godt som mine evner rækker? Hvorfor tage sig af hvad andre tænker om mig, især ikke en ubrugelig ex-kæreste, chauvinistiske chefer, og en gift FBI-agent?

Telefonen ringede, som om den var udfordret af hendes tanker. Hun fandt den i rodet af papirer og mapper på sofabordet, og så, at det var Ellington. Hun smilede fjoget til telefonen, og var lige ved ikke at tage den. Han ringede sikkert for at modtage tak for vildanden om Holy Cross, eller måske med nogle andre indsigtsfulde ideer, der fik hende på afveje og irettesat. Hvis hun i det øjeblik havde været mere klar i hovedet, havde hun ignoreret opkaldet. Men som det var nu, lurede lidt at vreden fra Nelsons kontor stadig i hjertet, og forlangte, at hun svarede.

”Hej, agent Ellington," sagde hun.

"Hej White. Jeg ved, at jeg bliver ved med at forstyrre dig, men jeg er ved at lukke ned for i dag, så jeg vil høre, om min profil gav dig noget at gå efter."

"Nej, det gjorde den ikke," sagde Mackenzie, og sprang høflighederne over. "Faktisk lader det til, at det eneste jeg fik ud af mit besøg på en katolsk skole, var at gøre priorinden skidesur.”

Ellington forventede helt sikkert ikke det svar, og den anden ende af linjen blev stille i hele fem sekunder, inden han reagerede.

"Hvad skete der?" spurgte han.

"Det var en blindgyde. Og mens jeg blev belært af rektor om karakteren af det onde, dukkede statspolitiet op, på det sted som vi tror, er forberedt til det fjerde mord. Da jeg ikke var der, trådte de i karakter."

"Åh, noget møg."

"Ja da, og det bliver endnu bedre," snerrede Mackenzie. "Kan du huske Ellis Pope?"

"Ja, journalisten."

"Netop, ham. Nå, i dag han besluttede sig for at lægge sag an med trusler om at gå til medierne med vores lille slagsmål. Det har statsdrengene også hørt om. Så de kom efter Nelson, og for omkring en time siden blev jeg officielt fjernet fra sagen."

"Tager du gas på mig?" spurgte han.

Hans vantro udløste endnu mere vrede, og heldigvis fik det hende til at indse, at hun var uhøflig uden grund. Det var ikke hans skyld, at hun befandt sig, der hvor hun var lige nu. Det eneste han gjorde, var at spørge, hvordan det gik og tilbyde en skulder at græde ved.

"Nej, jeg tager ikke gas på dig," sagde hun, og forsøgte kontrollere sig selv. "Jeg er blevet bedt om at sidde med hænderne i skødet, mens de gode gamle drenge lukker sagen."

"Det er ikke retfærdigt."

"Jeg er enig," sagde hun. "Men jeg ved, at Nelson ikke fik noget valg."

"Så hvad kan jeg gøre?" spurgte Ellington.

"Ikke meget, er jeg bange for. Hvis du virkelig vil hjælpe med sagen, så ring til Nelson. Du kan faktisk få problemer ved at tale med mig om den."

"White, jeg er virkelig ked af det her."

"Det er, hvad det er," sagde hun.

Stilhed fyldte igen linjen, og denne gang gav hun ikke Ellington en chance for at tage samtalen op. Hvis han gjorde, så var hun nervøs for, at hendes malplacerede vrede dukkede op igen, og det fortjente han absolut ikke.

"Jeg er nødt til at gå," sagde hun. "Pas på dig selv."

"Er du okay?" spurgte han.

"Ja," sagde hun. "Det var bare et chok."

"Jamen, så må du også passe på dig selv."

"Tak".

Hun afsluttede opkaldet uden at vente på et svar, og kastede telefonen tilbage på bordet ved siden af de fotokopierede sider af bibelske passager, som de fandt på grund af indgraveringerne i pælene. Hun læste dem igen og igen, men opdagede ikke noget nyt. Hun så på kortet fra bagsiden af Bibelen, og på det simple kort som Nancy lavede, hvor alle potentielle mordscener var optegnet. Det virkede så perfekt sat sammen, og så enkelt.

Og det var det, der gjorde Mackenzie ubehagelig tilpas. Det er derfor, hun følte behov for at blive ved med at grave, for at afdække den sandhed, de endnu ikke havde fundet. Hun drak kaffe, fordybede sig i dokumenterne, som om det bare var endnu en dag på kontoret, og glemte alt omkring sig, på trods af hun var udelukket fra sagen.

*

Da telefonen igen ringede, viste uret på skærmen 19:44. Hun kneb øjnene sammen, og gned sig i nakken, lidt i chok. Næsten to timer var forsvundet siden Ellingtons opringning, men det føltes slet ikke som så lang tid.

Forvirret så hun Nelsons navn på displayet. Hun fnøs lidt, da hun tog telefonen, Gad vide hvad hun ellers havde gjort, der berettigede til yderligere straf.

Hendes øjne flyttede sig igen hen til vinduet og natten udenfor, da hun to telefonen. Var morderen derude, klar til at hænge sit næste offer op? Eller var han allerede i gang?

”Du er den sidste person, jeg forventer at høre fra," sagde Mackenzie.

" White, jeg har brug for, at du lukker munden, og hører godt efter," sagde Nelson. Hans stemme var blød, og næsten blid på en måde hun ikke tidligere havde hørt

"Okay," sagde hun, usikker på hvordan hun skulle opfatte hans tone og indledning.

"For tyve minutter siden, stoppede betjent Patrick en mand ovre på State Route 411. Han kørte i en gammel rød Toyota pickup. Der var en Bibel på passagersædet, og tråde fra reb på gulvet. Manden, Glenn Hooks, er præst i en lille Baptistkirke i byen Bentley. Og det bedste er, at der var otte passager markeret i hans Bibel. En af dem handler om de seks tilflugtsbyer."

"Åh Gud," pustede Mackenzie.

"Patrick har endnu ikke anholdt manden, men han insisterede kraftigt på, at han fulgte med på stationen. Hooks argumenterede hårdt, men Patrick har ham lige nu. Mens de er på vej, har jeg sendt en anden enhed hen til hans hus, for at se om de finder noget mistænkeligt."

"Okay," var alt hvad Mackenzie klarede at sige.

"Statspolitiet ved endnu ikke noget om det," fortsatte Nelson. "Mellem dig og mig, så er det efter min ordre. Jeg ønsker at få fingrene i fyren, inden de bliver involveret. Jeg har lige haft Patrick i røret. De er tilbage på stationen om 10 minutter. Jeg vil have dig til at udspørge ham. Og jeg har brug, at du gør det omgående, fordi jeg ved ikke, hvor længe vi kan holde det hemmeligt for drengene fra statspolitiet. Du har måske 20 eller 30 minutter, før jeg bliver nødt til at få dig ud igen. "

"Efter alt hvad du har fortalt mig på dit kontor, tror du så virkelig, at det er en god idé?"

"Nej, det er ikke en god idé," sagde Nelson. "Men det er alt, hvad jeg har lige nu. Jeg ved godt, at jeg sendte dig væk for mindre end fem timer siden, men nu spørger jeg, om du vil gøre det her. Du er stadig ikke officielt på sagen. Det ændrer sig ikke. Det her er uofficielt. Jeg har brug for dig, White. Har du forstået det?"

Hun havde aldrig følt sig så lidt respekteret, og samtidig så værdsat på samme tid. Hendes hjerte bankede af spænding, men det blev hjulpet af den vrede, der havde presset hende det meste af eftermiddagen.

Husk, tænkte hun. Det handler ikke om at imponere nogen. Det handler ikke om at være rigtig eller forkert, eller om at tage sig godt ud. Det handler om at gøre dit job, og fange en mand der torturerer og dræber kvinder.

"White?" vrissede Nelson.

Hun kiggede ned på sofabordet, og så på billederne. Kvinderne var blevet frataget deres værdighed, terroriseret, slået og dræbt. Hun skyldte dem retfærdighed. Hun skyldte deres familier en slags afklaring.

Med et hårdt greb om telefonen og stålsat blik sagde Mackenzie:

"Jeg er der om et kvarter."

KAPITEL 29

Da Mackenzie ankom til stationen, stod der to betjente, og ventede på hende ved fordøren. Hun var forbløffende glad for at se, at en af dem var Porter. Han gav hende et vidende smil, da hun nåede hen til dem, uden et ord åbnede mændene døren, og førte hende ind. De havde taget tre skridt ind på stationen, da Mackenzie indså, at Porter og den anden betjent fungerede som et skjold. De gik på hver sin side af hende i et rask tempo, og hjalp hende med at falde ind i, bare for en sikkerheds skyld hvis nogen på stationen så hende, og måske ønskede at skabe problemer.

De nåede hurtigt frem til hovedgangen, hvor hun så Nelson stå uden for forhørslokalet. Han rettede sig op, da han så dem komme, og Mackenzie opdagede, at han så frygtelig nervøs ud, som om han på når som helst ville fare afsted som skudt ud af en kanon.

"Tak," sagde han, da de nåede ham.

“Selvfølgelig," sagde Mackenzie.

Nelson gav Porter og den anden betjent et kortfattet nik, og de forsvandt med det samme. Men efter at have taget et enkelt skridt, vendte Porter tilbage til hende og hviskede. "Forbandet fint arbejde," med det samme smil, han havde mødt hende med ved fordøren.

Hun nøjedes med at nikke, og smilede tilbage. Så forsvandt betjentene ned igennem gangen, tilbage mod forsiden af bygningen.

"Altså," sagde Nelson. "Den her Hooks, han er for det meste samarbejdsvillig. Han er bare bange og nervøs. Han taler en hel del, og har endnu ikke bedt om at en advokat. Så du skal ikke presse ham for hårdt, vi vil gerne klare det, uden en advokat der kommer, og forsinker det hele."

"Okay."

"Vi følger med fra observationslokalet. Hvis noget går galt, er vi derinde på mindre end ti sekunder. Er du klar?"

"Ja, jeg er klar."

Nelson gav hende et beroligende klap på ryggen og åbnede døren for hende. Til hendes overraskelse gik Nelson væk fra lokalet, ned ad gangen mod observationslokalet.

Mackenzie kiggede et øjeblik på den åbne dør, før hun gik ind.

Han er derinde, tænkte hun. Fugleskræmsel Morderen er derinde.

Da hun trådte ind i forhørslokalet, gennemgik manden ved det lille bord midt i lokalet en mærkelig række reaktioner. Først sad han op så stiv som en pind, så rynkede hele hans ansigt, efterfulgt af forvirring, og til sidst en form for lettelse.

Mackenzie gik igennem en lignende række følelser, da hun så morderen for første gang. Han så ud til at være i begyndelsen af 50’erne, hans hår var gråt i kanterne, og alderslinjer begyndte at vise sig i ansigtet. Han var en mager mand, men temmelig høj. Han betragtede hende med dybe brune øjne, der var lette at læse: Han var bange og meget forvirret.

"Hej, Mr. Hooks," sagde hun. "Mit navn er detektiv White. Jeg tror, at hvis du svarer på nogle spørgsmål, så ærligt som du kan, så kommer du nok ud herfra ret hurtigt. Jeg har hørt, at du er samarbejdsvillig indtil videre, så lad os holde til det, okay? "

Han nikkede. "Det er en stor misforståelse," sagde Hooks. "De tror, at jeg har dræbt tre kvinder. De tror, jeg er at Fugleskræmsel Morderen. "

"Og det er du ikke?" spurgte hun.

"Selvfølgelig er jeg ikke det! Jeg er præst ved Grace Creek Baptistkirke."

"Det har jeg hørt," sagde Mackenzie. "I Bibelen i din lastbil er der sat markeringer ved flere passager. En af dem er tilfældigvis tæt forbundet med Fugleskræmsel Morder sagen."

"Ja, det sagde de andre betjente. Tilflugtsbyer, korrekt?"

Det tog Mackenzie et øjeblik at komme sig. Hun var gal over, at nogen allerede havde afsløret deres viden, og fortalt Hooks om forbindelsen med tilflugtsbyerne. Hun var nødt til at prøve en anden vinkel. Hun vidste med sikkerhed, at mavefornemmelsen tydeligt sagde, at Hooks bestemt ikke var deres Fugleskræmsel Morder. Frygten i hans øjne var ægte, og for hende fortalte det alt, hvad hun havde brug for at vide.

"Hvad med de stumper af reb, som vi fandt på gulvet?"

"Grace Creeks ferie Bibelskole starter om to uger," sagde Hooks. "Rebet er i overskud fra en af de scenedekorationer, som vi laver. Vi arbejder med et jungletema i år, og vi brugte rebet til vinstokke, og til en lille falsk svingbro. "

"Hvor ligger Grace Creek Baptistkirke?"

"På Highway 33."

"Og den løber parallelt med State Route 411, er det ikke rigtigt?"

"Det gør den."

Mackenzie var nødt til at vende ryggen til Hooks et øjeblik for at skjule udtrykket i sit ansigt. Hvordan kunne Nelson, og hans sykofantiske officerer være så blinde og dumme? Havde de overhovedet ikke undersøgt noget, før de tog den stakkels mand med?

Da hun formåede at samle sig selv, vendte hun sig tilbage mod ham, og gjorde sit bedste for ikke at vise ham, at hun allerede var overbevist om, at han ikke var morderen. "Hvorfor er det lige præcis tilflugtsbyerne, du har markeret en passage i?"

“Jeg planlægger en prædiken om emnet om tre eller fire uger."

"Må jeg spørge hvorfor?" Mackenzie spurgte.

"Det er for at tale om det at begå synd, på en måde der ikke får menigheden til at føle sig skyldig. Vi synder alle, ved du. Selv mig. Selv de mest troende. Men mange mennesker er opdraget til at tro, at synd betyder evig fordømmelse, og byerne er en fin illustration af Guds tilgivelse for synd. De handler om graden af synd. De var hovedsageligt beregnet til dem, der begik utilsigtet mord. Ikke alle synder er ens. Og selv dem der begår mord, kan tilgives, hvis det er utilsigtet."

Mackenzie tænkte på det et øjeblik, en forbindelse forsøgte at klikke i hendes hoved. Der var et eller andet, men det var endnu ikke til at få fat på det.

"Et sidste spørgsmål, Mr. Hooks," sagde hun. "Din Toyota er ret gammel. Hvor længe har du ejet den?"

Hooks tænkte et øjeblik, og trak på skuldrene. "Otte år eller deromkring. Jeg købte den brugt af et medlem af Grace Creek."

"Har du nogensinde kørt en eller anden form for træ i den?"

”Ja. Jeg kørte nogle plader krydsfiner i den sidste uge til flere dekorationer. Og fra tid til anden hjælper jeg andre med at samle brænde om vinteren og køre det hjem til dem.”

"Noget større end det?"

”Nej, ikke noget jeg kan huske."

"Mange tak, mr. Hooks. Du er meget hjælpsom. Jeg føler mig ret sikker på, at du er ude herfra om kort tid."

Han nikkede, nu mere forvirret end nogensinde. Mackenzie gav ham et sidste blik, da hun forlod lokalet, og lukkede døren bag sig. Samme øjeblik hun var ude af forhørslokalet, kom Nelson ud af observationslokalet et par døre længere nede. Han så forvirret ud, da han nærmede sig, og hun følte anspændtheden stråle fra ham i bølger.

"Nå, det var hurtigt," sagde han.

"Han er ikke morderen," sagde Mackenzie.

"Og hvorfor fanden er du så sikker på det?" spurgte han.

"Med al respekt, sir, har I overhovedet spurgt ham om rebet?"

"Det gjorde vi," snerrede Nelson. "Han kom med nogle historier om, at det skal bruges til en ferie Bibelskole i hans kirke."

"Har nogen gidet at kontrollere?"

"Jeg venter en opringning hvert øjeblik," sagde han. "Jeg sendte en bil derud for en halv time siden."

"Sir, hans kirke ligger omkring 15 minutter fra det pågældende sted. Han sagde, at han har planer om at prædike om tilflugtsbyerne."

"Det virker bekvemt, gør det ikke?"

"Det gør det," sagde hun. "Men hvornår er sådan en svag forbindelse blev grund nok til en anholdelse?"

Nelson skulede til hende, og satte hænderne på hofterne. "Jeg vidste, at det var en fejltagelse at få dig her ind. Er du fast besluttet på at trække det ud, så længe du kan? Vil du have opmærksomhed, så du kan blive nævnt i overskrifterne?"

Mackenzie kunne ikke styre sig selv, da hun tog et skridt frem, vreden brusede op. "Fortæl mig venligst, at det er din frustrationen taler," sagde hun. "Jeg vil gerne tro, at du er for klog til at tænke på den måde."

"Pas på din tone, Mackenzie," sagde han. "Lige nu er du taget af sagen. Gør du det her igen, så suspenderer jeg dig på ubestemt tid."

En anspændt stilhed faldt mellem dem, den varede kun tre sekunder, så ringede Nelsons telefon. Han kiggede væk fra Mackenzie, vendte ryggen til hende, og besvarede opkaldet. Mackenzie lyttede til samtalen, og håbede, at uanset hvad det handlede om, så ville det hjælpe med at rydde op i misforståelserne, så Pastor Hooks blev løsladt.

“Hvad er det?" spurgte Nelson, stadig med ryggen til. ”Ja? Okay.... du er sikker? Godt, satans. Ja... jeg fik det."

Da Nelson igen vendte sig imod hende, han så ud, som han ønskede at kyle telefonen langt hen ad gangen. Hans kinder antog en lyserød farve, og han så totalt besejret ud.

"Hvad er der?" spurgte Mackenzie.

Nelson tøvede, kiggede op i loftet, og udstødte et suk. Det lignede en kropsholdning på en person, der var ved at sluge en meget stor kamel.

"Rebet i hans bil er et eksakt match, med det reb som er brugt til at skabe scenedesign til ferie Bibelskolen i Grace Creek Baptistkirke. Ud over det så var der trykte dokumenter og håndskrevne notater i et lille kontor bag kirken, der viser, at Hooks faktisk er ved planlægge en prædiken om tilflugtsbyerne.

Det krævede al hendes viljestyrke ikke at komme med en kommentar, om hvor forkerte han og hans betjente var på den. Om hvordan de var så ivrige efter at foretage en anholdelse uden hjælp fra hverken statspolitiet eller FBI, at de anholdt en mand, der ikke havde noget som helst med sagen at gøre.

"Så han er klar til at køre hjem?" spurgte Mackenzie.

Ja. Han kan køre hjem."

Hun tillod sig et tyndt smil. "Vil du fortælle ham det, eller skal jeg?"

Nelson så ud, som om hans hoved var tæt på at eksplodere. "Du gør det," sagde han. "Og når du er færdig, så vær venlig omgående at forføje dig herfra. Det er nok bedst, at du og jeg ikke taler sammen en dags tid eller deromkring."

Hellere end gerne, tænkte hun.

Hun vendte tilbage til forhørslokalet, glad for at være ude af Nelsons synsvinkel. Da hun lukkede døren bag sig, kiggede Hooks op på hende med håb i de mørkebrune øjne.

"Du er velkommen til at gå."

Han nikkede påskønnende, trak vejret dybt og sagde: ”Tak.”

"Har du noget imod, at jeg stiller dig et spørgsmål mere, inden du går?" spurgte hun.

"Det er helt i orden."

"Hvorfor vil Gud udpege byer som syndere kan flygte til? Er det på en måde ikke Guds arbejde at straffe syndere?"

"Det er op til diskussion. Min egen overbevisning er, at Gud ønsker at se sine børn lykkes. Han giver dem en chance for at komme overens med ham."

”Og synderne troede, at de fandt Gud i byerne? At de der fandt velvilje hos ham?"

"På en måde, ja. Men de vidste også, at Gud er i centrum for alle ting. Det var bare op til dem at opsøge ham. Og byerne var udpeget for dem, som steder de kunne gøre det. "

Mackenzie tyggede på det, da hun gik hen mod døren. Hun gennemgik proceduren med Hooks, om hvordan han kom ud, men hjernen var andre steder. Hun tænkte på seks byer placeret i en cirkel, og på hvordan en nogle gange opfarende, men i sidste ende tilgivende Gud overvågede det hele.

Hvordan havde Hooks sagt det?

Men de vidste også, at Gud er i centrum for alle ting.

Pludselig mærkede Mackenzie at filter ligesom blev fjernet fra sit indre øje. Da sætningen svævede rundt i hendes hoved, klikkede den forbindelse, som hun for lidt siden var tæt på at opdage inde i forhørslokalet.

Fem minutter senere skyndte hun sig hjem, og lod den ene sætning skylle hen over alle hjørner af sin hjerne.

Gud er i centrum af alle ting.

Uret på hendes instrumentbræt viste 20:46, men Mackenzie var klar over, at aftenen kun lige var begyndt.

Hvis hun havde ret, så vidste hun, hvordan hun fandt ud af, hvor morderen boede,

KAPITEL 30

Da hun kom hjem, gik Mackenzie direkte hen til sofaen, og skyndte sig tilbage til det virvar af papirarbejde, hun havde efterladt på sofabordet. På en måde var det ironisk, at hun havde troet, at huset blev mere ordentligt, når nu Zack var væk. I stedet for havde hendes rod fra arbejdet erstattet hans rod. Et øjeblik spekulerede hun på, hvor han var, og hvad han lavede. Men tanken varede kun et par sekunder. Den blev erstattet af sætningen, som fulgte hendes hjem, og som stadig hvirvlede gennem hovedet som en omstrejfende brise over en ørken.

Gud er i centrum af alle ting.

Hun bladrede igennem papirerne på bordet, og fandt de to kort, kortet fra Det Gamle Testamente med tilflugtsbyerne, og det lokale kort der viste et område på 150 kilometer. Hun lagde dem over hinanden, og kiggede spekulativt på dem. Så fokuserede hun på det lokale kort, stirrede på X’erne, som hun havde tegnet med en sort tusch, og fulgte dem med fingeren. Derefter forbandt hun X’erne med en linje der formede en cirkel omkring ”byerne”.

Da cirklen var færdig, vendte hun sin opmærksomhed mod indersiden af cirklen. Snuppede den nærmeste pen, og trak en svag linje fra hver af de seks "byer" fra kanten af cirklen, lige som eger på et hjul.

Gud er i centrum af alle ting.

Alle linjerne mødtes i midten af cirklen. Hun trak en anden, meget mindre cirkel, hvor alle linjerne blev forbundet. Den omfattede den del af Downtown distriktet, der lå tæt på stedet, de pågreb Clive Traylor for et par dage siden. Langs kanten af den nye, mindre cirkel, så hun den bølgende linje, der betød, at der løb en flod. Det var Danvers floden, en lille vandvej der ætsede sig igennem en Downtown park, fortsatte langs bagsiden af flere nedslidte Downtown huse, for til sidst at ende i Sapphire Søen.

Det var svært at sige ud fra kortet, men hun var temmelig sikker på, at den lille cirkel omfattede to eller tre forskellige gader, og en lille klynge skov der adskilte den vestlige Downtown-del fra bredden af Sapphire søen.

Det var centrum for drabene, det centrale punkt, der eksisterede mellem morderens scener, de såkaldte byer. Hvis manden følte, at han på en måde var Gud, eller arbejdede under Guds vejledning, så troede han sikkert også, at han levede i centrum af det hele. Og hvis Gud var i centrum af alle ting, så var det centrale punkt højst sandsynligt hans hjem.

Et øjeblik sad hun bare stille, et velkendt jag af spænding begynder at folde sig ud i hjertet. Hun vidste, at hun blev nødt til at tage en beslutning, og at den meget vel var afgørende for hendes fremtidige karriere. Hun kunne ringe til Nelson og informere ham, men hun var ret sikker på, at han ikke ville besvare hendes opringning. Og selv hvis han tog hende alvorligt, frygtede hun, at ideen ville blive placeret sidst på listen

Pælen allerede var plads på det sted, som de opdagede, det betød, at morderen var klar til at slå til igen. Hvad hvis han allerede havde en kvinde klar som det næste offer? Og hvad hvis han var nødt til at tænke uden for boksen, nu hvor hans tre andre planlagte mordscener var under observation?

Til helvede med det, tænkte hun.

Mackenzie sprang op, på grund af hastværk og spænding røg en del af papirerne på gulvet. Hun gik ind i soveværelset, og hentede sin pistol, da hun satte den i hylstret i bæltet, ringede telefonen. Den pludselige og uventede lyd fik hende hoppe, og før hun svarede, hun var nødt til at puste et øjeblik for at berolige nerverne. På displayet så hun, at det igen var Ellington.

”Hej? ”spurgte hun.

"Åh, wow," sagde Ellington. "Jeg regnede ikke med, at du svarede. Jeg vil bare lægge en besked og sige, at jeg lukker ned for i dag, og så bede dig om at ringe til mig i morgen med nyheder om anholdelsen. Er du ikke på stationen?"

"Nej, jeg er allerede hjemme igen. Det var ikke morderen."

Han holdt en pause.

“Og det fandt du ud af på mindre end en halv time?"

"Ja. Det var indlysende. Nelson og hans mænd, de, nå ja, de har ikke ligefrem helt styr på tingene.

"For ivrig efter at foretage en anholdelse?"

"Noget i den stil," sagde hun, og var færdig med at sætte pistolen på plads.

"Er du okay?" spurgte Ellington. "Du lyder virkelig forjaget."

Hun var lige ved ikke at fortælle ham det, hun var tæt på at holde sin nye teori for sig selv. Hvis hun var forkert på den, kunne det ende meget skidt, især hvis nogen på forhånd var klar over, hvad hun var i gang med. Men på den anden side fornemmede hun, at hun ikke tog fejl. Hun følte det i hjertet, i maven og i hendes knogler. Og hvis hun rent faktisk overså noget, eller var for hurtig til at konkludere, så var Ellington den mest logiske person, hun kendte.

“White?"

"Jeg tror, at jeg har regnet noget ud," sagde Mackenzie. "Om morderen. Om, hvor han bor.”

"Hvad?" Han lød chokeret. "Hvordan det?"

Hurtigt fortalte hun ham om sin samtale med pastor Hooks, og hvordan hun fandt centrum på kortet. Da hun sagde det højt, blev hun endnu mere overbevist om, at det var rigtigt. Endelig havde hun fundet vejen, der førte dem hen til morderen.

Da hun var færdig, blev der et øjeblik stille på linjen. Hun forberedte sig, og forventede den sædvanlige kritik, som hun altid fik.

"Du tror, at det er forkert?" spurgte hun.

”Nej. Overhovedet ikke. Jeg synes, det er genialt."

Hun blev overrasket, og følte sig motiveret.

"Hvad sagde Nelson?" spurgte han.

"Jeg har ikke ringet til ham. Det gør jeg heller ikke."

"Du er nødt til det," opfordrede han.

"Nej, det er jeg ikke. Han vil ikke have mig på sagen. Og efter en episode på stationen, tvivler jeg på, at han tager telefonen, hvis jeg ringer."

"Jamen så lad mig sende sporet til statspolitiet."

"For risikabelt," sagde hun. "Hvis det er en blindgyde, hvem ender skylden så hos? Dig? Mig? Ingen af de scenarier er gode."

"Det er rigtigt," sagde Ellington. "Men hvad nu, hvis det ikke er en blindgyde? Hvad hvis du anholder morderen? Så bliver du jo nødt til at ringe til Nelson alligevel."

"Men så kan jeg i det mindste fremvise resultatet. Og så længe jeg fanger den stodder, er jeg virkelig ligeglad med konsekvenserne."

"Hør her," sagde han og lød frustreret, "du kan ikke gøre det her. Ikke alene."

"Det er jeg nødt til," sagde hun. "Vi har ingen anelse om, hvornår han dræber næste gang. Jeg kan ikke sidde på det, indtil Nelson er klar til at tale med mig, eller indtil dine drenge beslutter sig for, at det er deres tid værd at komme herned."

"Jeg kan præsentere ideen som min egen," sagde Ellington. "Måske kan det fremskynde tingene på Bureauet."

"Jeg har tænkt på det," sagde Mackenzie. "Men hvor hurtigt kan du have agenter herude?"

Hans suk fra den anden ende fortalte hende, at han vidste, hun havde ret.

"Nok om fem eller seks timer," svarede han. "Og det er et optimistisk gæt."

"Nu kan du se min pointe."

"Og du kan se, hvordan du sætter mig i en akavet situation," svarede han. "Hvis du går derhen, og der sker dig noget, så er jeg nødt til at sige det til min chef. Hvis du kommer til skade eller bliver dræbt, og det bliver er opdaget, at jeg vidste noget om din plan, så er det min røv, der kommer i skudlinjen."

"Jeg tror, at jeg så bare nødt til at sørge for, at jeg ikke kommer til skade eller bliver dræbt."

"For pokker, White—”

"Tak for bekymringen, Ellington. Men det skal gøres nu."

Hun slukkede telefonen, før han nåede at sige noget, der risikerede at påvirke hendes beslutning. Selv nu hvor samtalen var slut, spekulerede hun på, om det var for uansvarligt af hende. Hun var alene, på vej ud i mørket med en specifik ordre på ikke at involvere sig i sagen. Og værre endnu så endte hun måske på et domæne, der tilhørte en morder, som de vidste meget lidt om.

Hun gik gennem stuen og ud af hoveddøren, før hun nåede at ændre mening. Da hun trak vejret i den sprøde natteluft, forsvandt enhver tvivl. Hun førte hånden ned langs pistolen, den sad i bæltet, og det beroligede hende en smule.

Uden at spilde mere tid hun løb hen til sin bil, og startede den. Hun kørte ud af indkørslen, og satte kursen vestpå. Natten foldede sig ud foran hende, som et mørkt gardin på en scene, der endelig var ved at åbne.

KAPITEL 31

Hele dagen hørte hun ham rode rundt i huset. Ind i mellem sang han hymner, hun kendte en af dem, fra dengang hun sad på sin bedstemors skød på en lille bænk i en landlig Baptistkirke. Hun var temmelig sikker på, at den hed "O store Gud". Hver gang han nynnede den, følte hun en ny bølge af kvalme og frygt, ved tanken om hvad han havde gjort ved hende, og hvad han ville gøre.

Mens hun lyttede til hans sang og rumsteren, forsøgte hun igen at komme op at stå. Hvis hun havde haft på tøj, ville det være nemmere. Hun klarede at rulle hen til den fjerneste væg, placere ryggen mod den, og langsomt løfte sig op. Men så begyndte hende lægge at gå i krampe og brænde, fordi anklerne var bundet så stramt sammen. Hun svedte så meget på det tidspunkt, at ryggen gled mod muren, og hun skred tilbage på gulvet.

Nu skrabede rebet hendes håndled, blødningerne ætsede sig ind i huden, men hun bakkede igen op mod væggen. Hendes ben føltes som cement, og de rifter hun fik langs ryggen sved som bistik. Klynkende forsøgte hun igen, trykkede sig mod væggen, mens hun skubbede sig op på fødderne. Da hun nåede det punkt, hvor ankler og lægge begyndte at brænde, tvang hun sig simpelthen igennem smerten og strakte sine ben.

Da hun stod helt op, vaklede benene, og hun var lige ved at falde. Men hun pressede sig mod muren, og klarede at holde balancen.

Okay, hvad nu?

Det vidste hun ikke. Hun var bare lettet til endelig at stå op. Hun regnede med, at hvis hun kom igennem døren et par meter til højre for hende, fandt hun måske en telefon og kunne ringe til politiet. Hun havde hørt ham åbne og lukke døren hele dagen. Hun regnede med at han gik udenfor i korte perioder, og så kom tilbage igen. Hvis hun bare fik et glimt af, hvad der foregik andre steder i huset, kom hun måske levende ud af det her.

Hun faldt ind mod væggen, men klarede den hen til døråbningen. Efterhånden som sveden lagde sig på kroppen fik hun gåsehud. Det føltes som om kroppen rystede, hun var lige ved at græde, og synke tilbage til gulvet. Hun kiggede rundt i rummet, på udkig efter et skarpt instrument, som hun kunne skære rebet om hendes håndled over med.

Men der var ingenting.

Hun havde lyst til at give op. Det var for meget, tænkte hun, alt for hårdt.

Med ryggen til døren, famlede hun efter dørhåndtaget. Da hun lagde hænderne om det, drejede hun det langsomt. Der lød et lille klik, da tromlen kom fri af dørkarmen.

Hun trådte væk fra døren, og lod den langsomt svinge op. Hun mærkede den friske luft på den anden side af døren, og tænkte på, om hun nogensinde havde oplevet noget, der føltes lige så godt.

Hun vendte langsomt rundt, og prøvede at bevæge sig, så stille som muligt. Hun ville finde en telefon og ringe til nogen, eller bare et åbent vindue. Hænder og ben var godt nok bundet, men hun ville gerne tage risikoen for at falde, hvis det fik hende ud herfra.

Men da hun vendte sig helt om mod døren, stod han der.

Skriget blev blokeret af kluden over munden. Han smilede til hende, og trådte ind i rummet. Han lagde en hånd på hendes bare skulder, og kærtegnede hende. Så blev hans smil bredere, og han skubbede til hende. Hun faldt henslængt på gulvet, og skulderen bumpede akavet. Hun skreg igen, det blev til en dyb hulken.

”Du bliver tids nok fri," fortalte han hende.

Han kom ned på knæ og lagde igen en hånd på skulderen, som for at berolige hende.

"Vi bliver begge fri, og det bliver glorværdigt."

Han forlod lokalet, og da han lukkede den, hørte hun en ekstra klikkende lyd, da han satte låsen på. Hun græd, og følte at hun var ved at blive kvalt på grund af kneblen. Samtidig flyttede han rundt nedenunder og sang salmer til den samme Gud, som hun så desperat bad til på hans støvede gulv.

*

Han brød sig ikke om at arbejde under pres. Han brød sig heller ikke om forandring, især ikke når tingene var så omhyggeligt planlagte og gennemtænkte. Men nu var han nødt til at ændre planerne halvvejs gennem sit arbejde. Der var yderligere tre byer at bygge, tre ofre mere. Det ene var klar, men han vidste stadig ikke, hvordan han skulle fuldføre de sidste to.

Lige nu måtte han tage et skridt ad gangen. Lige nu var den fjerde by alt hvad han skulle bekymre sig over.

Han mente, at han tilpassede sig godt i forhold til de seneste begivenheder. Det var Guds værk, at han kørte forbi det planlagte sted til den fjerde by lige i rette tid til at se politiets tilstedeværelse. Mænd ude i verdens var efter ham, og ville gøre, hvad de kunne for at stoppe hans arbejde. Men Gud, hersker og alvidende, beskyttede ham. Da han bad, fortalte Gud ham, at det var arbejdet, der betød noget, ikke stedet for ofringen.

Han justerede planen i overensstemmelse med det. Og efter hans mening, så klarede han det godt.

For eksempel var kvinden ikke længere ovenpå, i det værelse hvor han efterlod hende for en time siden. Nu var hun i skuret. Hun lå i fosterstilling, med armene trukket om bag sig, og knæene trukket op. Hendes ankler og håndled var bundet sammen, han slækkede rebet lidt, så hun ikke ved et uheld rev skulderen af led. Hun var nødt til at være uplettet, når han hængte hende på pælen. Gud ville ikke acceptere et offer med fejl.

Han studerede hende et øjeblik, da han stod op mod pælen, som han lige var færdig med at rejse i skuret. Kvinden var ret smuk, smukkere end de andre, det var helt sikkert. Kørekortet viste, at hun var 19 år, og han læste, at hun oprindeligt kom fra Los Angeles. Han vidste ikke, hvorfor kvinden var kommet her, men han var klar over, at Gud havde placeret hende på hans vej. Pigen vidste det ikke, men hun burde føle sig beæret. Hun var ikke klar over, at før hun blev født, var hun udvalgt til at blive ofret til Guds herlighed.

Han gad aldrig forsøge at forklare det til kvinderne. De ville ikke lytte.

Han afklædte denne her, så hun var helt nøgen. Han lod BH og trusser blive på de andre, fordi han ikke ville risikere at blive fristet. Men hun var sådan et dadelfrit offer, at han havde svært ved at styre sig. Han havde aldrig set så perfekte bryster, ikke engang i film eller i blade.

Han vidste, at han ville blive straffet for at se på hendes kød på den måde. Han var sikker på, at han skulle angre sin synd, og skade ham selv mange gange i aften.

Efter opsætningen af pælen, gik han hen til isenkræmmeren, og købt en rulle plastik. Han tilbragte en halv time med at tildække gulvet i skuret, og brugte hæfteklammer i stedet for søm, fordi de var lettere at fjerne bagefter. Opsætningen af pælen i skuret, og derefter afdækningen af gulvet med plastik, var et omstændeligt arbejde, men det var godt for ham. På en måde blev ham mere taknemmelige for det kommende offer. At arbejde hårdt for at gøre klar til et offer, fik ham til at føle sig mere værdig.

Han stoppede, og tog en dyb indånding, og beundrede sit værk.

Nu var det næsten tid.

Han var nødt til at bede først, og så ville han binde kvinden op på pælen. Han var tvunget til at stramme kneblen, fordi han aldrig tidligere ofret i et beboet område. En fejl, og en nabo hørte hendes skrig, når pisken ramte hende. Men det ville han bekymre sig om, efter hun var bundet til pælen.

Først bøn og anger. Han var nødt til at bede til, at hans byer, hans ofre, blev en fryd for Gud, og at hans værk ville eksemplificere hans herlighed og kærlighed til mennesket.

Han lagde sig på knæ foran pælen. Før han lukkede øjnene for at bede, kiggede han igen på kvinden. Stille forståelse syntes at sprede sig over hendes ansigt, og da han så det, gik han ind i bønnen med en dyb følelse af fred.

Det var næsten som om hun vidste, at der ventede en stor belønning bagefter, som om hun vidste, at hun ville modtage belønningen, og blive befriet fra denne verden af synd inden der var gået en time.

KAPITEL 32

Mackenzie parkerede sin bil for enden af en husblok i det forfaldne kvarter, og fandt et detaljeret kort over området på telefonen, inden hun steg ud af bilen. Hun var klar over, at det område hun ville søge i, bestod af en blok langs tre forskellige gader. Harrison, Colegrove og Inge.

Hun stregede Inge Street af listen, fordi husene i den ende af gaden var tomme, efter en ekspropriation for flere år siden. Det vidste hun, fordi det var et populært mødested for handel med narkotika og bande aktivitet. Det var der, hun fangede sin første narkoforbryder, og kun et par gader væk blev hun tvunget til at trække son pistol for første gang i karrieren.

Colegrove og Harrison Streets var imidlertid fuldt beboede, og havde succes med at klare sig i en del af byen, der ellers blev værre og værre. Her boede mennesker med håndlanger jobs, der normalt brugte deres lønsedler på spiritus, lotterisedler, og hvis der var penge til overs, fastfood middage de fleste aftener i ugen.

Før hun fortsatte, fandt hun Ellingtons nummer frem. Hun sendte ham en besked med gadenavnene, og sluttede derefter med: Hvis du ikke hører fra mig inden for et par timer, så ring til nogen, og send dem her hen.

Derefter satte hun telefonen på lydløs, og trådte ud i natten.

Mackenzie gik ned ad Harrison Street i et rask tempo, hun ønskede ikke at virke overdrevent mistænkelig på grund af det sene tidspunkt, selvom det under alle omstændigheder blev betragtet som tåbeligt, hvis en enlig kvinde gik ned ad disse gader efter mørkets frembrud. Hun holdt øje med huse, hvor der holdt lastbiler eller varevogne på ejendommen, og fik øje på to boliger, der passede til beskrivelsen.

Ved det første hus holdt en varevogn ude foran, parkeret i den lille indkørsel. Slidte vinyl bogstaver langs siden af den hvide varevogn, viste at den tilhørte Smith Brødrenes VVS.

Mackenzie luskede gennem skyggerne, så hurtigt som det lod sig gøre, og gik hen til siden af bilen, og kiggede ind af vinduet i passagersiden. Det var svært at se ind bagved, men det lykkedes hende at se et hjørne af en værktøjskasse. Foran, gemt mellem sæderne og konsollen og mellem instrumentbrættet og forruden, så hun flere fakturaer. I toppen af et par stykker så hun det samme kunstværk, som fandtes på siden af varevognen, fakturaerne tilhørte Smith Brødrenes VVS-firma.

Huset blev streget i hendes eftersøgning, og hun flyttede sig videre til det næste. En sort lastbil holdt udenfor langs kantstenen. Det var en nyere model, prydet med et Don’t Tread On Me klistermærke på kofangeren, og en mærkat i bagruden der indikerede, at ejeren var Vietnam veteran. Hun kiggede ind i bagenden af lastbilen efter tegn på, at en stor cedertræspæl for nylig var blevet transporteret, men fandt ingenting. Selvom hun ikke ønskede at udelukke veteraner kun på grund af deres tjeneste for landet, så havde Mackenzie svært at forestille sig en mand på omkring 70 år grave pælene ned.

Hun nåede til slutningen af blokken, og drejede så til højre mod Colegrove Street. Hun hørte den dunkende bas fra et nærliggende hus, der eksploderede i rap musik. Da hun gik forbi husene på udkig efter lastbiler eller varevogne, fangede hun glimt af den skumle Danvers flod, der afspejlede måneskinnet langt væk bag husene.

Der stod en lastbil parkeret langs med gaden lige foran hende. Selv inden hun nærmede sig, så hun, at det ikke var den lastbil, hun ledte efter. Bagdækkene var flade, og bilen viste tegn på en forsømmelse, der fik hende til at mene, at den var opgivet for mange år siden.

Hun var nået halvvejs ned ad gaden, stirrede frem, og så ikke andet end biler resten af vejen. Nogle få i forsømte indkørsler, men de fleste var parkeret langs med kantstenen. Det var i alt seks, med en enkelt ny model blandt fem andre rustbunker.

Hun var lige begyndt at føle, at hun var i gang med endnu en mislykket teori, da hun lagde mærke til huset på sin venstre side. En ældre model af en Honda Accord holdt langs kantstenen. En lille overgroet forhave førte hen til et dårligt vedligeholdt trådhegn, der blev forlænget med et lige så dårligt vedligeholdt træhegn, som adskilte gården fra naboejendommen. Hun gik længere hen langs ejendommen, og stivnede, da hun kom til den modsatte side af huset

Trådhegnet var ikke til at få øje på nogen steder, det endte tilsyneladende et sted inde i baghaven. Hvad hun derimod fik øje på, var en interimistiske indkørsel, som ikke var andet end fladtrykt græs og smalle gruspor. Hun fulgte sporene med øjnene, og så, at de sluttede, hvor en gammel grøn Ford Pickup stod parkeret. Den vendte med forenden frem, kølergitteret og døde forlygter stirrede på hende.

Mackenzie kiggede ind mod huset, der var en enkelt lampe tændt. Den kastede meget lidt lys, og det fik hende til at tro, at det var en lampe eller entre lys længere inde i huset.

Med en hurtig bevægelse sprang hun ind i gården, og gik hen over det fladkørte græs til lastbilen. Hun kiggede ind i lastbilen gennem vinduet førersiden, og så nogle gamle fastfood æsker og andet affald.

Blandt det hele på midten af det bænke-lignende sæde lå en Bibel.

Adrenalinen pumpede i hjertet, hun rakte ud efter døren i førersiden, og blev ikke overrasket over, at den var låst.

Hun gik om til bagenden af lastbilen, og så, at bagklappen stod åben. Hun kiggede ind, men fandt ingen tydelige spor af, hvad lastrummet fornyeligt havde indeholdt, det var svært at se noget i mørket.

Hun kiggede om bag sig og ind i baghaven, og opdagede, at hun havde ret. Trådhegnet løb langs gården, og kom derefter op og rundt, hvor det stoppede ved siden af et skur. Hun så ikke nogen vinduer, men hun kunne se et glimt af lys, der kom fra et sted langs døren til skuret.

Hun trådte ind i baghaven, og sneg sig tættere på trådhegnet. Da skuret blev synligt, begyndte hun at tror, at lyset faktisk var noget mindre, et stearinlys, måske. Nysgerrigheden ændrede sig til noget, der var tæt på forsigtighed, idet hun nåede frem til kanten af hegnet. Hun krøb sammen på jorden, da hun kom tættere på den svage glød, der skinnede mellem den lille revne langs døren og dørkarmen.

Hun begyndte at kigge efter en vej gennem hegnet, da hun var bange for, at det lavede for meget støj, hvis hun kravlede over. I det samme faldt hendes øjne på noget andet, der også befandt sig i skuret. Hun overså det før, da det var tæt på gulvet og indhyllet i skygger. Men nu hvor hun ikke var mere end ti meter fra skuret, var figuren tydelig og defineret.

Faktisk var det to figurer.

To cedertræspæle, skåret til en længde på omkring to en halv meter.

Hun vidste, at hun skulle vente på backup.

Men hun fornemmede med hele sit hjerte, at der ikke var tid.

Med ild i musklerne og nerver der fyrede på alle kanaler, kravlede hun op, og greb fat i trådhegnet.

Og så begyndte hun at klatre.

KAPITEL 33

Hegnet var gammelt og rustent som alt andet i den gudsforladte gade. Hun mærkede rusten skære ind i fingrene, men i det mindste var der grund af rusten stort set ingen støj, da hun kravlede over. Det var omkring to meter højt, og hun nåede hurtigt toppen.

Hun svang det ene ben over, fik sig selv i ro og trak derefter det andet ben over.

Med et enkelt skub væk fra hegnet hoppede hun fra toppen, og landede gården med et sagte bump.

Hun trak øjeblikkelig sin Glock frem fra hylstret, og krøb hen mod skuret i en sammenbøjet stilling. Hun klarede den hen til døren, rejste sig en anelse, og prøvede at finde det skæve område i dørkarmen, der forhindrede døren at lukke helt tæt. Hun fandt det tre fjerdele oppe på døren og at kiggede ind,

Hun så omgående pælen, der var placeret direkte i centrum af skuret. En hurtig skygge fløj hen over den, efterfulgt af det objekt, der kastede skyggen. Hun så først kvinden med benene sparkende i luften, og derefter manden der holdt henne fast bagfra. Kvinden var nøgen bortset fra en knebel om munden. En række dæmpede skrig lød bag den, da hun kæmpede for at slippe fri.

Manden baksede for at få hende hen til pælen, et stykke reb hang på hans skulder som en slap slange.

Mackenzies hjerte hamrede så hårdt, at hun næsten ikke kunne høre, men hun havde set nok. Hun vidste, at hun var nødt til at handle hurtigt, hun måtte åbne døren og gå ind med pistolen hævet, før det kryb fik nogen anelse om, hvad der skete.

Det er så her, hvor det var lettere, hvis jeg havde hjælp, tænkte hun for sig selv, og fortrød pludselig, at hun vovede sig ud helt alene.

Hun strakte hånden hen mod dørens rustne håndtag. Da hun tog fat i det, fyldte en syg tanke hendes hoved. Hvad nu hvis den på en eller anden måde er låst indefra?

Svaret var enkelt nok. Nu da hun var så tæt på morderen, så var hun villig til at tage flere chancer. Hvis det er tilfældet, tænkte hun, så skyder jeg igennem den forbandede dør.

Hun greb fat i håndtaget, og tog en dyb indånding. Slap ikke før hun åbnede døren helt.

Hun sprang frem, og holdt Glocken frem.

"Politiet! Læg våbenet fra dig og vis dine hænder"

I samme øjeblik som hun trådte indenfor, vidste hun, at hun begik en fejl. Noget under fødderne føltes forkert. Og der var en lyd, som ikke gav mening.

Mackenzie kiggede ned et kort sekund, og tog øjnene væk fra manden foran hende, så plastikunderlaget som dækkede gulvet. Hun stod på det. Og selvom det tog mindre end et sekund for hende at forstå, hvad er hun så, så var det et sekund for meget.

Den suspekte figur foran hende satte sig øjeblikkelig på hug, greb fat i plastikunderlaget, og trak til med alle sine kræfter

Mackenzie følte jorden bevæge sig. Plastikken som hun stod på, blev hevet hen mod ham, hun mistede fodfæstet, og blev flyvende.

Manden kastede den nøgne kvinde hen imod hendes, og hun landede oven på hende.

Mackenzie blev forvirret, rakte frem, og skubbede den hysteriske kvinde væk fra sig, men inden hun kom fri, langede manden allerede ud efter hende med en knytnæve. Hun var halvvejs oppe, da den ramte Mackenzie direkte mellem øjnene, og sendte hende tilbage i jorden.

Da hun faldt om, fik Mackenzie sit første glimt af morderen. Han var i 40’erne og delvist skaldet. Hans øjne var elektrisk blå, og lignede et forvildet dyr, fanget alt for længe og med en temmelig god idé om, hvordan frihed kan være. Han var ikke ret høj, men kompakt. Mackenzie havde en rimelig stor forventning om, at der var flere muskler under hans skjorte, end hans udseende viste. Det slag han gav hende, var yderligere en indikation af dette.

Han kom efter hende, og bevægede sig med en hurtighed, som den ringe plads i skuret slet ikke kunne rumme. Han holdt noget i hånden, der så ud til at sno sig gennem mørket. Da han løftede armen, indså Mackenzie, hvad det var. Hun så den splittede ende komme sejlende ned mod hende.

Mackenzie rullede væk lige i rette tid.

Pisken smældede mindre end fem centimeter fra Mackenzie højre øre. Lyden var øredøvende.

Morderen trak igen pisken tilbage, og sigtede nu direkte efter Mackenzie.

Denne gang rakte hun bagud, løftede sin pistol, stabiliserede hænderne, og skød.

Den bevægelse han foretog, da han svingede pisken frem, forvred hendes sigte, og kuglen ramte ham højt i venstre skulder i stedet for hjertet.

Han tabte pisken, og snublede forlæns, kiggede på Mackenzie, som om selve idéen om en pistol var absurd for ham.

Alligevel var han uberørt. Han dykkede efter hende, og prøvede at få fat på pistolen. Mackenzie skød igen, denne gang skrabede kuglen han højre arm, idet han faldt ned. Han smækkede sin fulde vægt oven på hende, og stødet sendte en voldsom smerte gennem hendes krop. Hænderne åbnede sig automatisk, og Glocken faldt på gulvet.

I samme øjeblik som hun hørte pistolen ramme gulvet, rejste morderen sig, og trak sin knyttede næve baglæns. Før han nåede at slå, slog Mackenzie ham direkte i maven. Hun lå på ryggen på gulvet, og fik ikke fuld kraft på slaget, det rykkede bare hans slag. Alligevel snittede knytnæven kun hendes skulder, da han slog, Mackenzie hvirvlede rundt, og ramte ham hårdt på siden af kæben med sin albue.

Han gled af hende, og hun ledte omgående efter sin Glock.

Morderen stak af, da Mackenzies hånd fandt pistolen. Hun tog den op, og sigtede mod døren, i samme øjeblik som han forlod skuret. Hun var lige ved at skyde, men den nøgne kvinde var i vejen.

Mackenzie sprang op, kiggede over på kvinden der rystede, og stadig var bundet.

"Bliv her," sagde Mackenzie. "Jeg kommer tilbage til dig."

Kvinden nikkede, og Mackenzie så noget nedbrudt i øjnene. Nattens begivenhederne, uanset hvordan de forløb, ville traumatisere den stakkels unge kvinde resten af hendes liv

Den skræmmende tanke skubbede hende i gang, og fik Mackenzie til at sprinte ud af skuret lige i tide til at se husets bagdør lukke i. Mackenzie fulgte øjeblikkelig efter, men forventede at bagdøren var låst.

Da hun trykkede dørhåndtaget ned, gav det ingen modstand. Bagdøren åbnede, og afslørede en lille indgang med et mørkt køkken bagved.

Det gjorde han med vilje, tænkte hun. Han vil have mig til at følge efter ham indenfor.

Hun tænkte sig kun om et sekund, inden hun fortsatte, løftede pistolen, og kastede sig ind i mørket.

KAPITEL 34

Mackenzie trådte ind i køkkenet, og fornemmede straks, at manden ikke tog sig meget af, hvordan han levede.

Hun lugtede noget råddent et eller andet sted, blandet med lugten af støv og gammel kropslugt. Hun mærkede sine svedige håndflader mod pistolen, og hjertet hamrede, fordi hun vidste, at hun kunne dø i dette hus. Hun prøvede at holde hænderne stille.

Mackenzie sneg sig hen over køkkengulvet, og lyttede efter bevægelser andre steder i huset. Nu hvor de var indenfor, vidste hun, at det ikke var til at vide, hvad morderen måske havde adgang til. Lige nu var han måske ved at hente sin egen pistol.

Mackenzie nåede hen til enden af køkkenet, hvor en mørk gang ventede. Halvvejs nede af den lille gang førte nogle trætrapper op til næste etage. Morderen havde fordelen her, det vidste hun. Det ville være tåbeligt at gå ned ad den gang. Hun kiggede til højre, og så en stue, oplyst af en lille lampe på et sidebord. Endnu en Bibel lå på bordet, et bogmærke stak ud, og blyant og notesblok lå ved siden af.

Ovenpå lød en svag lyd fra et knirkende gulvbræt, som afslørede hvor morderens var.

Mackenzie handlede hurtigt for at overraske ham.

Det er nu eller aldrig, tænkte hun.

Hun løb ned ad gangen, og var halvvejs op ad trappen på mindre end tre sekunder. Hun stoppede, og stirrede ind i mørket over hende. Øjnene begyndte at tilpasse sig, og da hun mente, det var sikkert, gik hun op ad trappen.

Hun var midt i et trin, da hun hørte skridt i køkkenet. Forvirret kiggede Mackenzie tilbage ned ad trappen, samtidig med at det påtænkte offer kom hen mod trappen. Hendes øjne lyste med et skær af vanvid, og det virkede så abstrakt, at se en attraktiv kvinde i undertøj midt i den anspændte scene, at Mackenzie blev forvirret.

“Ring til politiet. Jeg kan -” sagde kvinden

Men hun fik ikke chancen for at gøre sætningen færdig. Hun skreg, og øjnene fortabte sig bag Mackenzie. Mackenzie vendte sig om tidsnok til at se morderen komme mod hende, han løb så hurtig ned af trappen, at Mackenzie næsten ikke fik tid til at hæve pistolen.

Smæld!

Han piskede hende, og en voldsom sviende fornemmelse bredte sig langs hendes højre hånd tværs over knoerne, efterfulgt af en brændende smerte, der løb langs venstre kind, da han igen svang pisken.

Hun mærkede med det samme, at blodet flød, det løb ned over hendes fingre og ansigt. Hun så ham dykke ned mod hende fra det øverste trin. Hun skød i blinde, helt klar over at smerten i hånden påvirkede hendes skud.

Alligevel hørte hun ham skrige af smerte, da skuddet ramte ham lavt i maven.

Utrolig nok fik skuddet ham kun til at bevæge sig langsommere. Endnu en gang hamrede hele hans vægt ind i hende, og hun faldt baglæns ned ad trappen.

Hun greb ud efter væggen, tabte igen sin pistol, men fik ikke fat. De faldt begge to ned af trappen, og da Mackenzies ryg ramte gulvet, eksploderede den i smerte, og luften gik ud af hende.

De tumlede ned ad resten af trapperne som et bundt arme og ben. Da de endelig ramte gulvet, var Mackenzies ryg gået i krampe af smerte, og blodet fra ansigtet dækkede halsen og gennemblødte hendes skjorte.

Morderen var ved at komme op på knæ, og trak pisken til sig, som han angreb hende med på trappen. Han vendte sig, og piskede det oprindelige objekt for sit vanvid, kvinden i den lyserøde BH, der stod måbende og stiv af frygt. Den ramte hende på tværs af skulderen, og efterlod en rød flænge, blodet sprøjtede op på væggen i gangen.

Da kvinden faldt om på gulvet, og jamrede sig, forsøgte Mackenzie at starte sit eget angreb, men hendes ryg ville ikke samarbejde. Hun følte sig lammet, og spekulerede på, om ryggen var brækket på vej ned ad trappen.

Morderen vendte sin opmærksomhed mod hende, og trak pisken bagud. Smilet på hans ansigt var vanvittigt, et smil, der hørte til på anstalter og i mareridt.

"Jeg vil rejse en by i dit navn," sagde han, da han gjorde sig klar til at piske hende.

Mackenzie kunne kun krympe sig, mens hun ventede på, at pisken ramte hende med den syge smældende lyd, og den pigtrådsbelagte ende gennemborede huden, og vansirede hende for evigt. Hun spekulerede på, hvordan hun så ud, når han var færdig, hvis hun da overhovedet overlevede.

Pludselig kom der en kraftig støj fra køkkenet. Mackenzie forstod ikke, hvad det var, før hun så en skikkelse dukke op i gangen. Den kom farende ned ad gangen, og sprang på morderen.

Morderen, der var fanget i en halv drejning, blev slået i gulvet. Det var ikke før de to kroppe begyndte at kæmpe på gulvet, at Mackenzie chokeret så, hvem den anden person var.

Porter.

Det gav ingen mening. En del af Mackenzie spekulerede på, om hovedet blev ramt på vej ned ad trappen, og hun derfor så ting, der ikke eksisterede.

Da hendes ryg endelig begyndte at løsne sig, kom hun rundtosset på benene, og så hvad der skete foran hende. Porter havde reddet hende. Han kæmpede med morderen, sad oven på ham, og leverede en lige højre i hans ansigt.

Mackenzie kiggede efter sin pistol, men så kun sorte prikker fare rundt i synsfeltet. Det føltes som om gulvet gyngede under hende, og nu lugtede hun ligefrem sit eget blod. Det løb ud af kinden i en strøm, der føltes som en flod, og –

Pludselig så hun sin pistol. Den lå få centimeter fra morderens hånd, og han rakte ud efter den.

"Porter," kvækkede hun, ryggen var stadig ustabil, og benene usikre.

Hun forsøgte at løbe frem, men ryggen låste sig fast, og hun faldt ned på knæ med en grimasse af smerte. Hun så hjælpeløst til, da morderen greb hendes Glock.

Porter bemærkede det lige i sidste øjeblik, og rakte ud for at forhindre morderen i at skyde.

Men Porter mistede balancen oven på morderen, som udnyttede det, og rullede væk, bevægelsen sendte Porter i gulvet, og han snuppede pistolen.

Morderen rejste sig, og skød.

Pistolskuddet var overdøvende, og brølet af smerte fra Porter, var alt for kort. Mackenzies hjerte sank, og håbede, at det ikke betød, det som hun var bange for.

Mackenzie ignorerede den intense smerte i ryggen, og snublede fremad. Morderen stod med et blodigt ansigt efter Porters slag, Mackenzie angreb ham bagfra, og sendte en albue hårdt ind i mellem skulderbladene.

Han faldt om på gulvet, og pistolen fløj ud af hans greb.

Mackenzie skreg på grund af smerterne i ryggen, da hun fulgte op, og jagede knæet ind i midten af hans ryg. Hun kunne næsten føle luften gå ud af ham, og med det samme benyttede hun sig af det.

Efter angrebet med pisken var den højre hånd en blodig handske, men hun greb fat om hans hoved, og hævede det flere centimeter fra gulvet. Med et skrig, der var en kæmpe blanding af smerte, frustration og sejr, smækkede hun hovedet ned i trægulvet.

Han stønnede, og gispede.

Hun gjorde det igen, i en hurtig maskine-lignende bevægelse. Op og så ned.

Denne gang kom der ingen lyd fra ham.

Hun rullede ned fra hans ryg, og lænede sig op mod væggen. Gled over til Porter og hjertet svulmede, da hun så, at han bevægede sig. Venstre side af hans hoved var dækket af blod, og han holdt på sit øre som et skræmt barn.

"Porter?"

Han reagerede ikke. Han rullede dog rundt, og så på hende.

"White?"

Han kiggede bekymret, og tørrede blodet væk fra sit ansigt.

"Den forbandede pistol gik af lige ved mit øre," sagde han med høj stemme. "Jeg kan ikke overhovedet ikke høre noget."

Hun nikkede, og bøjede ryggen bagover i et forsøg på at strække smerten ud. Men smerten var kommet for at blive, eller det virkede i hvert fald sådan. Hun rakte hånden hen til morderen, og lagde den på hans hals. Den var svært at mærke på grund af den bølgende adrenalin og hendes hjerteslag, men hun var temmelig sikker på, der var en puls.

Mackenzie lå på gulvet ved siden af Porter, og trak langsomt sin telefon ud af baglommen.

Da hun ledte efter Nelsons nummer, efterlod hun blodige striber hen over telefonen.

Idet telefonen begyndte at ringe, rakte hun ud med sin frie hånd, og fandt Porters.

Hun gav den et klem, og på trods af det klæbrige blod på hendes fingre, klemte Porter tilbage.

KAPITEL 35

Tre dage efter at Fugleskræmsel Morderen blev anholdt, vendte Mackenzie tilbage til det samme hospital, som hun forlod kun to dage tidligere med fjorten sting kinden og fem i den øverste del af højre hånd. Hun tog op til tredje sal, og trådte ind i på den stue, hvor Porter lå. Det knuste hendes hjerte at se ham i en hospitalsseng, især i betragtning af hvordan han var endt der.

Han smilede til hende, da hun kom ind. Der sad en kraftig polstret forbinding ned langs venstre side af hans hoved, men hun var lettet over at se, at alle veneflon var fjernet, siden hun sidst så ham.

"Der er hun," sagde Porter.

Hun smilede, forundret over hvor meget deres forhold havde ændret sig.

"Hvordan har du det, Porter?"

"Tja, den gode nyhed er, at jeg kan høre dig, For to dage siden var lægerne ikke var sikre på, at jeg kom til at høre igen. Den dårlige nyhed er, at jeg ikke kan høre dig særlig godt. Den værre nyhed er, at mit højre øre aldrig kommer til at se ud på samme måde som før. Det lader til, at kuglen rev en del af toppen."

"Jeg er så ked af det."

"Nå, hvad forventer du, jeg skulle gøre?" spurgte Porter i et lidt dårligt humør. "Din FBI-kammerat ringer til mig, og fortæller, at du helt alene planlægger at finde den her fyrs hule. Jeg blev nødt til at hjælpe dig.”

Hun rystede på hovedet, og klemte hans hånd.

"Hvordan fandt du mig, forresten?"

"Måske kom jeg til at bryde ind i dit hus," sagde Porter med et snu smil. "Jeg så det kort, du tegnede, det der markerede centrum af byerne. Da jeg nåede frem til området, hørte jeg pistolskud. Jeg gætter på, at det var dengang, du sprang på ham inde i skuret. Så jeg fulgte bare efter postyret."

"Porter, tusind tak. Jeg var død –»

Han rystede på hovedet med en beslutsom mine.

"For helvede da, nej," sagde han. "Du havde fået ham på en eller anden måde."

Mackenzie nikkede, rørt af komplimenten, men ikke så sikker på, at det var rigtigt. Når hun lukkede øjnene, så hun stadig morderens ansigt, da han løftede pisken klar til at dræbe hende. De sidste to nætter var hun vågnet svedende midt i et panikanfald, alene i sengen, og hun spekulerede på, om hun nogensinde holdt op med at se det.

Hun for vild i sit drømmeri, og var ikke sikker på, hvor lang tid der var gået, da Porter talte igen.

"Nå, hvordan har din ryg det?" spurgte han, hurtig til at skifte emne, sikkert fordi han fornemmede, hvad der skete med hende.

Hun smilede, tvang sig selv væk, tvang sig til at virke optimistisk. Hun var trods alt kommet for at trøste Porter, det skyldte hun ham.

"Jeg fik taget min sidste røntgen i morges," sagde hun. "Alting er perfekt. Ingen rygmarvsskader, bare en grim forstuvning. Jeg var heldig. "

"Når jeg kigger på stingene i dit ansigt, og på mit manglede øre, så er jeg ikke helt sikker på, at heldig er det ord, jeg havde valgt."

Mackenzie gik hen besøgsstolen ved hovedgærdet, og kiggede på ham med så meget oprigtighed, som hun kunne mønstre.

"Jeg kommer for at takke dig," sagde hun. "Og for at sige farvel."

Han så bekymret ud.

"Farvel?"

Hun forberedte sig.

“Ja. Nelson måtte træffe en svær beslutning. Da det kom ud, at jeg fangede morderen, efter at han tog mig af sagen, så blev det grimt. "

"Han har altså fyret dig?"

”Nej. Han suspenderede mig i seks måneder. Og derefter sagde jeg op."

Med en grimasse satte Porter sig op i sengen, men det lykkedes ham stadig at snerre af Mackenzie.

"Hvorfor fanden har du gjort det?"

Hun kiggede ned i gulvet, usikker på hvordan hun skulle forklare det.

"Fordi," sagde hun, "jeg har brugt for meget tid på at prøve at bevise, at jeg ikke bare er en ung naiv pige, der forsøger at udkonkurrere en overvejende ældre mandlig politistyrke. Og hvis du tilføjer en rebel, der åbenlyst ignorerer chefens ordre, så er det bare en ting mere, som jeg skal leve med.”

Han rynkede panden, og var tavs i lang tid.

"Hvad har du tænkt dig at gøre nu?" spurgte han. "Du er for god en detektiv til at lave noget andet."

Hun smilede og sagde: "Jeg overvejer andre muligheder."

Han grinede et øjeblik til hende, og klukkede så.

"Du skal starte hos FBI, er det ikke rigtigt"

Hun var sikker på, at hun var elendig til at skjule sit chok. Hun gengældte hans smil, da han rakte ud, og tog hendes hånd. Det mindede hende om det øjeblik i morderens hus, hvor de endelig fandt sammen i gensidig forståelse, og hun havde lyst til at fortælle ham, hvad hun havde i tankerne om fremtiden. Men hun holdt mund. Lige nu var ikke det rigtige tidspunkt.

Han havde ramt sømmet på hovedet, og det overraskede hende. Var han altid så indsigtsfuld? Havde han hele tiden skjult en slags ægte omsorg for hende under alle sine bemærkninger og utålmodighed?

"Der er du," sagde han. "Godt for dig. Helt ærlig, det er der, du hører til. Du har altid været for god til det her sted. Jeg ved det, og du skal fandeme også vide det. Jeg har altid kørt dig så hårdt, fordi jeg ville have dig til at blive bedre. Jeg ville have dig ud herfra. Og det ser ud som om, at jeg har jeg lavet et godt stykke arbejde."

Hun havde forventet en reprimande, og hun rørt og lettet af hans varme, og hans ægte glæde for hende.

For første gang i meget lang tid følte hun taknemlighedstårer. Det lykkedes hende at holde dem skjult ved at lade tavsheden tale, da deres hænder forblev samlet i en højtidelig gestus for et venskab, der havde udviklet sig alt for sent.

KAPITEL 36

Det tog hende ikke lang tid at pakke. Hun klarede at få omkring halvdelen af sit tøj ned i to kufferter, og lagde den anden halvdel i en papkasse som hun med en tusch mærkede VENLIGST DONER. En anden kasse indeholdt forskellige ting som forskellige paperback bøger, en gammel iPad, og en pladespiller, hun engang ville reparere, men aldrig var nået til. Kassen blev mærket på samme måde.

Hun ringede til Zack, fuldt ud klar over at han var på arbejde, og derfor ikke tog telefonen. Hun efterlod en besked, som hun nu fortrød, da hun trak kufferterne hen til hoveddøren. Den var kort, og selv nu da hun kiggede rundt i huset unaturligt tomt og rent, spekulerede hun på, om hun skyldte ham en lidt længere forklaring.

Det var alligevel latterligt. Hvis hun skyldte nogen en forklaring, så var sig selv for at holde fast i den måde at leve på.

“Jeg rejser væk fra byen for altid," sagde hun. "Huslejen er betalt indtil udgangen af næste måned. Det er dit, hvis du vil have det. Hvis du ikke er interesseret. så udløber lejekontrakten bare. Alle dine ting er her stadig, så du kan hente dem, når det passer dig. Du kan beholde havemøbler, TV, og alt det andet vi hver har betalt halvdelen af. Jeg starter et nyt kapitel i mit liv, og det er indlysende, at du ikke er en del af det. Vær sød at respektere mine ønsker, og brug ikke tid på at ringe. Pas godt på dig selv, Zack."

Bemærkningen om et nyt kapitel var lidt af en kliche, men det var sandt. Det var derfor, hun uden problemer efterlod møbler og ting, der var tusindvis af kroner værd. Det var simpelthen ikke værd at argumentere med Zack over fordelingen af det. Det var også derfor, hun efterlod halvdelen af sit tøj. Hun ville købe nyt tøj, noget som hun altid havde ønsket sig, men ikke købte på grund af hvad Zack ville tænke, eller hvordan Porter eller Nelson ville reagere.

Det nye liv hun var klar til, viste ny version af hende, som hun tidligere kun drømte om. Hvad var alternativet? Var det meningen, at hun blev her, og slugte suspensionen, for så at vende tilbage til arbejdet med endnu et brændemærke i et hav af aldrende mænd, der så hende som en tom trussel?

Nej tak.

Huset havde aldrig virket så stille. Det var næsten ligeså fredfyldt og stille, som gerningssteder hun havde oplevet, næsten lige så stoisk som den første majsmark, hvor de fandt det første offer. Hvis noget af hende blev tilbage i dette hus, så var det død. Det var hun sikker på, da hun rakte ud efter dørhåndtaget.

Da Mackenzie åbnede døren og trådte udenfor, følte hun en usynlig vægt forsvinde fra skuldrene. Fornemmelsen blev stærkere, da hun rullede kufferterne på tværs af den lille gård og hen til bilen. Hun lagde kufferterne ind bagagerummet, smækkede det, og satte sig ind bag rattet.

Da hun bakkede ud mod gaden, kiggede hun ikke på huset en sidste gang. Hendes fremtid var i den anden retning. Huset repræsenterede en fortid, som hun allerede nu følte lettede fra hendes skuldre, en byrde hun bar på i meget længere tid, end hun burde.

*

Aviserne blev til sidst træt af historien. Mackenzie læste om den i fem forskellige versioner, og uanset hvordan den blev fortalt, følte hun stadig, at hun læste om en anden person. Hun gav ikke nogle interviews, så dovne journalister tillod sig at formode ting. Hun var endda gået online på Oblong Journal for at se, om Ellis Pope skrev noget om det.

Han skuffede ikke. Han fortalte en historie om en voldelig ung kvinde, der troede, at hun var Hævneren, som gik imod chefens ordre, og som alligevel fangede den onde. Mens artiklen var bidende og hadefuld, revsede kommentarerne Pope, og hyldede Mackenzie som en hård hund, og ifølge et par stykker, ret lækker.

I lufthavnen læste hun netop den historie på sin iPad, da hendes fly blev annonceret. Hun greb sine tasker, og tænkte samtalen, som hun tidligere i morges havde med Ellington. Det føltes stadig, som om hun drømte det hele, selv da hun begyndte at gå hen mod gaten.

"Jeg ringer for at fortælle dig, at de har bedt mig om at være med til dit første møde," sagde han. "Er det okay med dig?"

"Ja, det er fint."

"Er du spændt?"

"Det er jeg. Men jeg er mere nervøs end noget andet."

"Det er der ingen grund til. Alle glæder sig, til at du starter. Og nu er det ikke kun på grund at mine anbefalinger. Nyhederne har vist sig usædvanlig venlige over for dig på det sidste. Og det faktum, at du er ydmyg omkring det, siger en hel del."

“Forresten tak, en gang til," sagde Mackenzie.

Han smålo, og sagde: "Special Agent White. Lyder det stadig godt for dig?"

Hun begyndte at gå op ad trappen mod flyet, og stoppede for at se tilbage på lufthavnen en sidste gang. Hun forventede at tage det hele ind, et sidste kig på hjembyen, men i stedet så hun til sin rædsel, det øjeblik hvor hun smækkede morderens hoved ned i gulvet igen og igen. Hun huskede, hvor vild det fik hende til at føle sig, total utæmmet og uforudsigeligt. Det skræmte hende i de dage der fulgte, men hun vidste også, at det nu var en del af hende, en del der havde eksisteret, lige siden hun fandt sin fars lig.

Nu hvor hun havde sluppet den del af hende ud, og accepteret den som sin egen, hvordan ændrede det måden, som hun fra nu af arbejdede på?

Hun mente, at der ikke fandtes en bedre måde at finde ud af det på, end at starte på et nyt job, hvor ingen kendte hende. Selvom hun ikke var naiv nok til at tro, at det blev en helt ny start, så troede hun for første gang på, at hun var i stand til det. Hun rystede væk billedet, og gik ind i hallen. Et fly ventede på hende.

Og det samme gjorde en ny fremtid.

ER UDKOMMET!

FØR HAN SER

(En Mackenzie White krimi—Bog 2)

Fra Blake Pierce, bestsellerforfatter til FORSVUNDET (en #1 bestseller med over 600 femstjernede anmeldelser), udkommer bog #2 i en ny hjertebankende krimiserie.

I før HAN SER (en Mackenzie White krimi bog #2), kæmper FBI-aspirant Mackenzie White for at markere sig på FBI Akademiet i Quantico, i et forsøg på at bevise sig selv som kvinde og som tilflytter fra Nebraska. Hun håber, at hun har, hvad der skal til for at blive FBI agent, og lægge sit liv i Midtvesten bag sig for altid, Mackenzie ønsker bare at holde en lav profil og imponere sine overordnede.

Men alt ændrer sig, da liget af en kvinde bliver fundet på en losseplads. Mordet har chokerende ligheder med Fugleskræmsel Morder sagen, der gjorde Mackenzie berømt i Nebraska. I det hektiske kapløb mod tiden for at stoppe en ny seriemorder, beslutter FBI sig for at bryde reglerne, og give Mackenzie en chance for at opklare sagen.

Det bliver Mackenzies store gennembrud, hendes mulighed for at imponere FBI, men indsatsen har aldrig været højere. Ikke alle ønsker hende på sagen, og alt hvad hun rører ved ser ud til at gå galt. Efterhånden som presset stiger, og morderen slår til igen, befinder Mackenzie sig som en ensom båd i et hav af erfarne agenter, og hun må snart indse, at hun er langt kommet ud over sine kompetencer. Hele hendes fremtid hos FBI kommer i fare.

Uanset hvor hård og beslutsom Mackenzie er, og hvor genial hun er i jagten på morderen, så er den nye sag en umulig gåde, noget der ligger lige uden for hendes rækkevidde. Hun har måske ikke engang tid til at opklare den, da hendes eget liv falder fra hinanden omkring hende.

En mørk psykologisk krimi med hjertebankende spænding, FØR HAN SER er bog #2 i en medrivende ny serie, med en elsket ny karakter, der får dig til at blive ved med at vende sider til langt ud på natten.

Bog #3 i Mackenzie White krimiserien udkommer snart.

FØR HAN SER

(En Mackenzie White krimi—Bog 2)

Blake Pierce

Blake Pierce er forfatter til bestseller-spændingsserien RILEY PAGE, som omfatter de psykologiske spændingsthrillere FORSVUNDET (bog #1), KIDNAPPET (bog #2) og BEGÆRET (bog #3). Blake Pierce er desuden forfatter til spændingsserien MACKENZIE WHITE.

Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.com, hvor du finder mere information og kan kontakte forfatteren.

BØGER AF BLAKE PIERCE

RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN

FORSVUNDET (Bind 1)

KIDNAPPET (Bind 2)

BEGÆRET (Bind 3)

MACKENZIE WHITE KRIMISERIE

FØR HAN DRÆBER (Bog #1)

FØR HAN SER (Bog #2)