Anno 7603

Personerne:

Een Feen.

Julie.

Leander.

Professor.

Capitain Sophie.

Sergeant Gunild.

En Tambour.

Ole Secretairs.

Jesper Kammeraads.

Adskillige Poeter.

En Aktør.

Adskillige Raadsherrer.

En Rettens Betient.

En Pedel.

Nogle Soldater.

En Kammerpige.

En Auditeur.

En Major.

Et Pigebarn.

Grete Skoeflikker.

Jens, Gretes Mand.

Første Act

Første Scene

En Fee. Julie. Leander

Feen til Julie og Leander

Nu mine Børn! ønsker I endnu at see hinanden omskabte? Julie! vil du endnu have din Elsker forvandlet til en forfinet Kiældedægge? Og du Leander, seer du endnu gierne at din Julie blir en martialsk Person.

Julie

Jeg ønsker ham min naadige! mere øm og kiælen.

Leander

Hvor vilde de forbinde mig, om de skaffede Julie mere Kiækhed, mindre Qvindagtighed. Det maae være en himmelsk Fornøielse, at eie en Person, som man ikke maae elske, som man elsker et Barn. Qvindagtig er et Udtryk, hvormed man forbinder et Begreb, modsat mandig. Menneskene vare eens i Tænkemaade, naar Opdragelsen ikke giorde Forskiel.

Feen

Julie! du kiender ikke ret de forfinede Væsener, de stift udzirede Dukker, de foragtelige Skabninger, som med den ækkelste Lispen og Skurren fremsige stiaalne Vittigheder, og, i Mangel af Hukommelse, hiemmegiorte Dumheder. Lærte du at kiende dem, vilde du skienke dem din hele Foragt – og du Leander?

Leander

Jeg troer min Naadige, at Julie vilde behage mig mere, naar hun var mindre det, man kalder qvindagtig. De har sagt mig, at Fruentimmer har af Naturen faaet Egenskaber forskiellige fra dem, som den meddeelte Mandspersonerne; men erindrer de Amazonerne.

Feen

Nok et Beviis imod dig. Amazonerne maatte lemlæste sig for at gaae i Krig; saa vist er det, at Mands Væsen og Handteringer ere unaturlige for Fruentimmer: men jeg har fra jeres Fødsel af taget dig og Julie under min Beskyttelse, og besluttet at giøre jer lykkelige; det kan I ikke blive fuldkommen, saa længe I plages af uopfyldte Længseler; jeg vil derfor vise baade dig og Julie hvordan eders Efterslægt vilde blive, naar man giennem mange Aarhundrede opdrog sine Børn saaledes, som I ønsker hinanden at have været opdragne. Det torde maaskee udrette saa meget, at I bleve vel fornøiede med hverandre saadanne, som I ere.

Julie

Det troer jeg neppe med deres naadige Tilladelse.

Feen

Nu vel, jeg vil føre jer mange hundrede Aar frem i Tiden til et Folk, hvis Forfædre opdrog fordum deres Børn efter jeres Ønske, og hvis Efterslægt stedse rafinerede paa denne Opdragelsesmaade.

Leander

Men vi forstaae jo ikke deres Sprog? og mange hundrede Aar frem i Tiden?

Feen

Det bliver min Sag.

 
I skulle snart den største Fee
I jer Beskytterinde see;
Min Magt Naturens Orden bryder,
Umueligheder Trods jeg byder,
Og puffer, naar jeg seer min Kands,
Min Fiende den sunde Sands.
Særskildte Sprog eens Lyd jeg giver,
Og Tid og Sted forflyttet bliver,
Saasnart det stikker mægtig Fee
At lade sine Konster see.
Hvad jeg har sagt, jeg kan udøve
I snart skal see derpaa en Prøve.
 

Kommer nu og følger mig.

(de gaae)

Anden Act

Theatret forestiller en aaben Mark, inderst sees et Telt, Fruentimmerne ere klædte, saa meget mueligt, som Mandspersoner. – Mandspersonerne qvindagtigen pyntede.

Første Scene

Leander. Professor Anne Cattrine

Leander (seer sig rundt om, bliver Anne Cattrine vaer)

Med Tilladelse min smukke Dame! vil De have den Godhed at sige mig, hvor jeg er.

Anne Cattrine

Deilige Cavailler! De spørger hvor De er? De veed nok selv, at De er i Koklikot. (afsides) Det er uden Tvivl et letfærdigt Mandfolk, som søger Eventyrer i Leiren. (høit.) De har maaskee nogen af Deres Paarørende i Leiren min Smukke! der staaer den.

(peger derhen hvor Teltet staaer.)

Leander. (afsides.)

Deilige Cavailler, min Smukke! Hun er vist ikke Kydskheden selv. – Saa venlig ved første Øiekast. (høit) Jeg kiender ingen i Leiren, jeg har ikke engang vidst, at her stod en Leir. (afsides) hvilken Dragt!

Professor Anne Cattrine

Vi har her Krig med Nagerne. (afsides) Et Mandfolk med Kaarde, han er klædt som Cavaillererne der, hvor jeg kom fra. Maaskee – — (høit) Min Herre, det er ikke Brug her, at Mandspersonerne bære Kaarde.

Leander

Bære Fruentimmerne den da?

Professor Anne Cattrine

Ja hvad andet (afsides) enten er han forrykt, eller det er en fremmed, som er kommen hid paa samme Maade som jeg. (høit) Maae jeg spørge, hvem jeg har den Ære at tale med.

Leander

Mit Navn er Leander, og jeg er Kaptein. Maae jeg nu tage mig den Frihed at spørge hvem den Dame er, som jeg har den Ære at tale med.

Professor Anne Cattrine

Min navn er Anne Cattrine, jeg er Professor i den gamle Historie; jeg skulde været Soldat, men Kundskab i den nye Historie erhvervede mig Professoratet i den gamle.

Leander. (afsides)

Hun har en Hoben Skruer løse. (høit) Det er selsomt nok, at Damer ere Professorer, men at de blive det i den gamle Historie for deres Kundskab i den nye – — (afsides) Hun er fra Forstanden. (høit) Jeg beder, forklar mig det.

Professor Anne Cattrine

Min Herre! fortæl mig først een Ting! ved hvad Leilighed er De kommen hid?

Leander

De spørger mere, end jeg kan svare Dem paa. For et Øieblik siden var jeg i Kiøbenhavn. Hvorledes min Reise herhid gik for sig, kan jeg ingen Rede giøre for.

Professor Anne Cattrine

Beskyttes, eller hades De af nogen Fee?

Leander

Jeg beskyttes af en Fee, som har lovet at vise mig Ting, som under visse Vilkaar skulle kunde skee.

Professor Anne Cattrine

Og hun, som taler med Dem, er kommen herhid fra samme Sted og paa samme Maade, som De for otte Dage siden. Da De er fremmed, saa vil jeg underrette Dem om, at Mandfolk er Fruentimmer her til Lands i Henseende til Deres Sysler. Nu seer De hvorfor jeg som Fruentimmer kan være Professor. End videre, maae De vide at man er her nogle Tusinde Aar længere frem i Tiden end vi. – De skrive i Aar 7603, saa den nye Historie hos os, er den ældgamle hos dem.

Leander

Men siig Frue Professor! hvad tager Mandfolkene sig for.

Professor Anne Cattrine

Jeg har sagt Dem, de ere de samme i Staten, som Fruentimmer hos os, men langt mere forkiælede. De har dog en svag Skygge tilbage af deres forrige Værdighed. De har for Exempel et Raad, hvori de leege Raadsherrer, og dømme med den pudseerligste Alvorlighed i Sager af det jammerligste og latterligste Slags. I dette Raad indtræde de fleste smukke Folkes Børn. Fruentimmerne har og forundt dem et Academie, hvoraf Medlemmerne alle ere Poeter, og kaldes den herlige Poesies Academie. Dets Poeter ere ligesaa, om ikke mere forrykte end (hun hvisker) hos os.

Leander. (efter at have seet sig om.)

Hvorfor hvisker De. Der hører jo ingen os.

Professor Anne Cattrine

Det er en Vane. Jeg har altid hvisket Sandhed om ham. Thi at sige den høit var orimen læsi &c. Nu har jeg givet Dem den Underviisning jeg har faaet. Tag Dem vare for, at De ikke bliver forført, ja vel voldtaget af Fruentimmerne her.

Leander

Ha, ha, ha, det skal jeg dog vel være sikker for ikke at blive.

(Man hører en vild Sang bag Teltet, som vedvarer, til tre Soldater lader sig see syngende.)

Professor Anne Cattrine

Ja see Dem for! der kommer nogle vilde Soldater – Lad os gaae.

Leander

Lad os bie – jeg er just kommen for at lære at kiende Landets Sæder.

Professor Anne Cattrine

Som De behager – jeg gaaer – Farvel.

Leander

Farvel smukke Professor.

Professor Anne Cattrine

Tag Dem vare for at tiltale saaledes de indfødte Fruentimmer, De vilde da vist blive anseet for et Skiørlevnets Mandfolk, og behandlet paa den uanstændigste Maade, omtrent som liderlige Fruentimmer hos os. Der kommer de, Adjeu Cavailler.

Leander

Adjeu Frue Professor.

Anden Scene

Leander. Tre Soldater (noget beskiænkede, og blive efterhaanden mere.)

Leander

Ha! ha! de have min Troe Kaarde paa!

Første Soldat

Lad os sætte os her at drikke vort Brændeviin. Her kan Capitain Sophie ikke see os, hun er en rar Kone; men hun drikker ikke selv, den Nar, hun er.

(De sætte sig, tager hver sin Pegleflaske af Lommen, hvormed de klinke, og synge)

Første Soldat

 
Elske Mandfolk, Tungen væde,
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.
 

Anden Soldat

 
Elske varmt, men ikke længe,
Pene, nydelige Drenge,
Det er Krigerens Maneer.
Glade vi i Krigen drage,
Kommer seirende tilbage,
Glad hver Dreng i Landet seer.
 

Tredie Soldat

 
Kiække Piger, vi vil drikke,
Naar vi mere det giør ikke
Er vi heller meer ei til;
Elske vil vi smukke Drenge,
Som: I streede alt for længe,
Ved vor Hiemkomst sige vil.
 

Alle

 
Elske Mandfolk, Tungen væde
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.
 

Leander

Det er en anstændig Sang for Fruentimmer!

Anden Soldat

Nei see der Søster; vi har, paa min Siæl, faaet en Rekrut til Leiren. Men hvad for Pokker er det? han har Kaarde paa.

(De see alle paa Leander, og slaae op en stor Latter.)

Tredie Soldat. (til Leander)

Kys mig mit velsignede, deilige Drengebarn!

(Hun kysser ham, de andre følge hendes Exempel, og derpaa sætte sig igien)

Første Soldat. (til Anden Soldat)

Søster Grete! har du dine sædvanlige Tærninger hos dig?

Anden Soldat

Ja naar gik jeg uden dem? De er mit halve Liv i Fredstider, de har skaffet mig Levebrød, siden jeg blev Soldat. – Lønningen skulde jeg ikke komme langt med, og sauge Brænde gider jeg ikke.

Tredie Soldat

Nei, lad os heller spille Femkort, det er et ærligt reent Spil. – Jeg har Kort. —

(Hun tager Kortet af Patrontasken.)

De Tre Andre

Ja fem Kort, fem Kort.

Første Soldat

Men drikke først det vakre Drengebarns Skaal.

Anden Soldat

Det var Ret. (De drikke.)

Alle

Skaal for dig du vakre Drengebarn!

Leander

Jeg takker. (sagte) Jeg er i godt Sælskab.

Tredie Soldat

Men hvad skal vi spille om?

Første Soldat

Hvor kan du spørge saa taabeligt? Om hvem der først skal føre ham i Teltet.

Leander. (sagte)

Om han ellers vil lade sig føre. De godt Folk giøre Regning uden Verten.

Tredie Soldat

Første Es har Forhaand. (han lægger Kort om) Forhaanden fik jeg.

Leander. (medens Kortene blandes)

See, hvor alting gaaer ordentlig til.

Anden Soldat

Ja min Siæl vandt Fridrike.

Tredie Soldat

Det priser jeg min Kunst for.

Første Soldat. (til Anden)

Siden vi ikke vandt, saa lad os drikke paa den Skræk.

Tredie Soldat

(staaer op, til Leander)

Kom med mig min søde Dreng, der skal ingen være i Teltet uden vi to.

Leander. (sagte)

Hvilken Uforskammenhed og Frækhed! (høit) Jeg følges aldrig med drukne Folk.

Første Soldat

Hille Knø! der kommer Capitain Sophie.