Da hun kom hjem, gik Mackenzie direkte hen til sofaen, og skyndte sig tilbage til det virvar af papirarbejde, hun havde efterladt på sofabordet. På en måde var det ironisk, at hun havde troet, at huset blev mere ordentligt, når nu Zack var væk. I stedet for havde hendes rod fra arbejdet erstattet hans rod. Et øjeblik spekulerede hun på, hvor han var, og hvad han lavede. Men tanken varede kun et par sekunder. Den blev erstattet af sætningen, som fulgte hendes hjem, og som stadig hvirvlede gennem hovedet som en omstrejfende brise over en ørken.

Gud er i centrum af alle ting.

Hun bladrede igennem papirerne på bordet, og fandt de to kort, kortet fra Det Gamle Testamente med tilflugtsbyerne, og det lokale kort der viste et område på 150 kilometer. Hun lagde dem over hinanden, og kiggede spekulativt på dem. Så fokuserede hun på det lokale kort, stirrede på X’erne, som hun havde tegnet med en sort tusch, og fulgte dem med fingeren. Derefter forbandt hun X’erne med en linje der formede en cirkel omkring ”byerne”.

Da cirklen var færdig, vendte hun sin opmærksomhed mod indersiden af cirklen. Snuppede den nærmeste pen, og trak en svag linje fra hver af de seks "byer" fra kanten af cirklen, lige som eger på et hjul.

Gud er i centrum af alle ting.

Alle linjerne mødtes i midten af cirklen. Hun trak en anden, meget mindre cirkel, hvor alle linjerne blev forbundet. Den omfattede den del af Downtown distriktet, der lå tæt på stedet, de pågreb Clive Traylor for et par dage siden. Langs kanten af den nye, mindre cirkel, så hun den bølgende linje, der betød, at der løb en flod. Det var Danvers floden, en lille vandvej der ætsede sig igennem en Downtown park, fortsatte langs bagsiden af flere nedslidte Downtown huse, for til sidst at ende i Sapphire Søen.

Det var svært at sige ud fra kortet, men hun var temmelig sikker på, at den lille cirkel omfattede to eller tre forskellige gader, og en lille klynge skov der adskilte den vestlige Downtown-del fra bredden af Sapphire søen.

Det var centrum for drabene, det centrale punkt, der eksisterede mellem morderens scener, de såkaldte byer. Hvis manden følte, at han på en måde var Gud, eller arbejdede under Guds vejledning, så troede han sikkert også, at han levede i centrum af det hele. Og hvis Gud var i centrum af alle ting, så var det centrale punkt højst sandsynligt hans hjem.

Et øjeblik sad hun bare stille, et velkendt jag af spænding begynder at folde sig ud i hjertet. Hun vidste, at hun blev nødt til at tage en beslutning, og at den meget vel var afgørende for hendes fremtidige karriere. Hun kunne ringe til Nelson og informere ham, men hun var ret sikker på, at han ikke ville besvare hendes opringning. Og selv hvis han tog hende alvorligt, frygtede hun, at ideen ville blive placeret sidst på listen

Pælen allerede var plads på det sted, som de opdagede, det betød, at morderen var klar til at slå til igen. Hvad hvis han allerede havde en kvinde klar som det næste offer? Og hvad hvis han var nødt til at tænke uden for boksen, nu hvor hans tre andre planlagte mordscener var under observation?

Til helvede med det, tænkte hun.

Mackenzie sprang op, på grund af hastværk og spænding røg en del af papirerne på gulvet. Hun gik ind i soveværelset, og hentede sin pistol, da hun satte den i hylstret i bæltet, ringede telefonen. Den pludselige og uventede lyd fik hende hoppe, og før hun svarede, hun var nødt til at puste et øjeblik for at berolige nerverne. På displayet så hun, at det igen var Ellington.

”Hej? ”spurgte hun.

"Åh, wow," sagde Ellington. "Jeg regnede ikke med, at du svarede. Jeg vil bare lægge en besked og sige, at jeg lukker ned for i dag, og så bede dig om at ringe til mig i morgen med nyheder om anholdelsen. Er du ikke på stationen?"

"Nej, jeg er allerede hjemme igen. Det var ikke morderen."

Han holdt en pause.

“Og det fandt du ud af på mindre end en halv time?"

"Ja. Det var indlysende. Nelson og hans mænd, de, nå ja, de har ikke ligefrem helt styr på tingene.

"For ivrig efter at foretage en anholdelse?"

"Noget i den stil," sagde hun, og var færdig med at sætte pistolen på plads.

"Er du okay?" spurgte Ellington. "Du lyder virkelig forjaget."

Hun var lige ved ikke at fortælle ham det, hun var tæt på at holde sin nye teori for sig selv. Hvis hun var forkert på den, kunne det ende meget skidt, især hvis nogen på forhånd var klar over, hvad hun var i gang med. Men på den anden side fornemmede hun, at hun ikke tog fejl. Hun følte det i hjertet, i maven og i hendes knogler. Og hvis hun rent faktisk overså noget, eller var for hurtig til at konkludere, så var Ellington den mest logiske person, hun kendte.

“White?"

"Jeg tror, at jeg har regnet noget ud," sagde Mackenzie. "Om morderen. Om, hvor han bor.”

"Hvad?" Han lød chokeret. "Hvordan det?"

Hurtigt fortalte hun ham om sin samtale med pastor Hooks, og hvordan hun fandt centrum på kortet. Da hun sagde det højt, blev hun endnu mere overbevist om, at det var rigtigt. Endelig havde hun fundet vejen, der førte dem hen til morderen.

Da hun var færdig, blev der et øjeblik stille på linjen. Hun forberedte sig, og forventede den sædvanlige kritik, som hun altid fik.

"Du tror, at det er forkert?" spurgte hun.

”Nej. Overhovedet ikke. Jeg synes, det er genialt."

Hun blev overrasket, og følte sig motiveret.

"Hvad sagde Nelson?" spurgte han.

"Jeg har ikke ringet til ham. Det gør jeg heller ikke."

"Du er nødt til det," opfordrede han.

"Nej, det er jeg ikke. Han vil ikke have mig på sagen. Og efter en episode på stationen, tvivler jeg på, at han tager telefonen, hvis jeg ringer."

"Jamen så lad mig sende sporet til statspolitiet."

"For risikabelt," sagde hun. "Hvis det er en blindgyde, hvem ender skylden så hos? Dig? Mig? Ingen af de scenarier er gode."

"Det er rigtigt," sagde Ellington. "Men hvad nu, hvis det ikke er en blindgyde? Hvad hvis du anholder morderen? Så bliver du jo nødt til at ringe til Nelson alligevel."

"Men så kan jeg i det mindste fremvise resultatet. Og så længe jeg fanger den stodder, er jeg virkelig ligeglad med konsekvenserne."

"Hør her," sagde han og lød frustreret, "du kan ikke gøre det her. Ikke alene."

"Det er jeg nødt til," sagde hun. "Vi har ingen anelse om, hvornår han dræber næste gang. Jeg kan ikke sidde på det, indtil Nelson er klar til at tale med mig, eller indtil dine drenge beslutter sig for, at det er deres tid værd at komme herned."

"Jeg kan præsentere ideen som min egen," sagde Ellington. "Måske kan det fremskynde tingene på Bureauet."

"Jeg har tænkt på det," sagde Mackenzie. "Men hvor hurtigt kan du have agenter herude?"

Hans suk fra den anden ende fortalte hende, at han vidste, hun havde ret.

"Nok om fem eller seks timer," svarede han. "Og det er et optimistisk gæt."

"Nu kan du se min pointe."

"Og du kan se, hvordan du sætter mig i en akavet situation," svarede han. "Hvis du går derhen, og der sker dig noget, så er jeg nødt til at sige det til min chef. Hvis du kommer til skade eller bliver dræbt, og det bliver er opdaget, at jeg vidste noget om din plan, så er det min røv, der kommer i skudlinjen."

"Jeg tror, at jeg så bare nødt til at sørge for, at jeg ikke kommer til skade eller bliver dræbt."

"For pokker, White—”

"Tak for bekymringen, Ellington. Men det skal gøres nu."

Hun slukkede telefonen, før han nåede at sige noget, der risikerede at påvirke hendes beslutning. Selv nu hvor samtalen var slut, spekulerede hun på, om det var for uansvarligt af hende. Hun var alene, på vej ud i mørket med en specifik ordre på ikke at involvere sig i sagen. Og værre endnu så endte hun måske på et domæne, der tilhørte en morder, som de vidste meget lidt om.

Hun gik gennem stuen og ud af hoveddøren, før hun nåede at ændre mening. Da hun trak vejret i den sprøde natteluft, forsvandt enhver tvivl. Hun førte hånden ned langs pistolen, den sad i bæltet, og det beroligede hende en smule.

Uden at spilde mere tid hun løb hen til sin bil, og startede den. Hun kørte ud af indkørslen, og satte kursen vestpå. Natten foldede sig ud foran hende, som et mørkt gardin på en scene, der endelig var ved at åbne.

KAPITEL 31

Hele dagen hørte hun ham rode rundt i huset. Ind i mellem sang han hymner, hun kendte en af dem, fra dengang hun sad på sin bedstemors skød på en lille bænk i en landlig Baptistkirke. Hun var temmelig sikker på, at den hed "O store Gud". Hver gang han nynnede den, følte hun en ny bølge af kvalme og frygt, ved tanken om hvad han havde gjort ved hende, og hvad han ville gøre.

Mens hun lyttede til hans sang og rumsteren, forsøgte hun igen at komme op at stå. Hvis hun havde haft på tøj, ville det være nemmere. Hun klarede at rulle hen til den fjerneste væg, placere ryggen mod den, og langsomt løfte sig op. Men så begyndte hende lægge at gå i krampe og brænde, fordi anklerne var bundet så stramt sammen. Hun svedte så meget på det tidspunkt, at ryggen gled mod muren, og hun skred tilbage på gulvet.

Nu skrabede rebet hendes håndled, blødningerne ætsede sig ind i huden, men hun bakkede igen op mod væggen. Hendes ben føltes som cement, og de rifter hun fik langs ryggen sved som bistik. Klynkende forsøgte hun igen, trykkede sig mod væggen, mens hun skubbede sig op på fødderne. Da hun nåede det punkt, hvor ankler og lægge begyndte at brænde, tvang hun sig simpelthen igennem smerten og strakte sine ben.

Da hun stod helt op, vaklede benene, og hun var lige ved at falde. Men hun pressede sig mod muren, og klarede at holde balancen.

Okay, hvad nu?

Det vidste hun ikke. Hun var bare lettet til endelig at stå op. Hun regnede med, at hvis hun kom igennem døren et par meter til højre for hende, fandt hun måske en telefon og kunne ringe til politiet. Hun havde hørt ham åbne og lukke døren hele dagen. Hun regnede med at han gik udenfor i korte perioder, og så kom tilbage igen. Hvis hun bare fik et glimt af, hvad der foregik andre steder i huset, kom hun måske levende ud af det her.

Hun faldt ind mod væggen, men klarede den hen til døråbningen. Efterhånden som sveden lagde sig på kroppen fik hun gåsehud. Det føltes som om kroppen rystede, hun var lige ved at græde, og synke tilbage til gulvet. Hun kiggede rundt i rummet, på udkig efter et skarpt instrument, som hun kunne skære rebet om hendes håndled over med.

Men der var ingenting.

Hun havde lyst til at give op. Det var for meget, tænkte hun, alt for hårdt.

Med ryggen til døren, famlede hun efter dørhåndtaget. Da hun lagde hænderne om det, drejede hun det langsomt. Der lød et lille klik, da tromlen kom fri af dørkarmen.

Hun trådte væk fra døren, og lod den langsomt svinge op. Hun mærkede den friske luft på den anden side af døren, og tænkte på, om hun nogensinde havde oplevet noget, der føltes lige så godt.

Hun vendte langsomt rundt, og prøvede at bevæge sig, så stille som muligt. Hun ville finde en telefon og ringe til nogen, eller bare et åbent vindue. Hænder og ben var godt nok bundet, men hun ville gerne tage risikoen for at falde, hvis det fik hende ud herfra.

Men da hun vendte sig helt om mod døren, stod han der.

Skriget blev blokeret af kluden over munden. Han smilede til hende, og trådte ind i rummet. Han lagde en hånd på hendes bare skulder, og kærtegnede hende. Så blev hans smil bredere, og han skubbede til hende. Hun faldt henslængt på gulvet, og skulderen bumpede akavet. Hun skreg igen, det blev til en dyb hulken.

”Du bliver tids nok fri," fortalte han hende.

Han kom ned på knæ og lagde igen en hånd på skulderen, som for at berolige hende.

"Vi bliver begge fri, og det bliver glorværdigt."

Han forlod lokalet, og da han lukkede den, hørte hun en ekstra klikkende lyd, da han satte låsen på. Hun græd, og følte at hun var ved at blive kvalt på grund af kneblen. Samtidig flyttede han rundt nedenunder og sang salmer til den samme Gud, som hun så desperat bad til på hans støvede gulv.

Han brød sig ikke om at arbejde under pres. Han brød sig heller ikke om forandring, især ikke når tingene var så omhyggeligt planlagte og gennemtænkte. Men nu var han nødt til at ændre planerne halvvejs gennem sit arbejde. Der var yderligere tre byer at bygge, tre ofre mere. Det ene var klar, men han vidste stadig ikke, hvordan han skulle fuldføre de sidste to.

Lige nu måtte han tage et skridt ad gangen. Lige nu var den fjerde by alt hvad han skulle bekymre sig over.

Han mente, at han tilpassede sig godt i forhold til de seneste begivenheder. Det var Guds værk, at han kørte forbi det planlagte sted til den fjerde by lige i rette tid til at se politiets tilstedeværelse. Mænd ude i verdens var efter ham, og ville gøre, hvad de kunne for at stoppe hans arbejde. Men Gud, hersker og alvidende, beskyttede ham. Da han bad, fortalte Gud ham, at det var arbejdet, der betød noget, ikke stedet for ofringen.

Han justerede planen i overensstemmelse med det. Og efter hans mening, så klarede han det godt.

For eksempel var kvinden ikke længere ovenpå, i det værelse hvor han efterlod hende for en time siden. Nu var hun i skuret. Hun lå i fosterstilling, med armene trukket om bag sig, og knæene trukket op. Hendes ankler og håndled var bundet sammen, han slækkede rebet lidt, så hun ikke ved et uheld rev skulderen af led. Hun var nødt til at være uplettet, når han hængte hende på pælen. Gud ville ikke acceptere et offer med fejl.

Han studerede hende et øjeblik, da han stod op mod pælen, som han lige var færdig med at rejse i skuret. Kvinden var ret smuk, smukkere end de andre, det var helt sikkert. Kørekortet viste, at hun var 19 år, og han læste, at hun oprindeligt kom fra Los Angeles. Han vidste ikke, hvorfor kvinden var kommet her, men han var klar over, at Gud havde placeret hende på hans vej. Pigen vidste det ikke, men hun burde føle sig beæret. Hun var ikke klar over, at før hun blev født, var hun udvalgt til at blive ofret til Guds herlighed.

Han gad aldrig forsøge at forklare det til kvinderne. De ville ikke lytte.

Han afklædte denne her, så hun var helt nøgen. Han lod BH og trusser blive på de andre, fordi han ikke ville risikere at blive fristet. Men hun var sådan et dadelfrit offer, at han havde svært ved at styre sig. Han havde aldrig set så perfekte bryster, ikke engang i film eller i blade.

Han vidste, at han ville blive straffet for at se på hendes kød på den måde. Han var sikker på, at han skulle angre sin synd, og skade ham selv mange gange i aften.

Efter opsætningen af pælen, gik han hen til isenkræmmeren, og købt en rulle plastik. Han tilbragte en halv time med at tildække gulvet i skuret, og brugte hæfteklammer i stedet for søm, fordi de var lettere at fjerne bagefter. Opsætningen af pælen i skuret, og derefter afdækningen af gulvet med plastik, var et omstændeligt arbejde, men det var godt for ham. På en måde blev ham mere taknemmelige for det kommende offer. At arbejde hårdt for at gøre klar til et offer, fik ham til at føle sig mere værdig.

Han stoppede, og tog en dyb indånding, og beundrede sit værk.

Nu var det næsten tid.

Han var nødt til at bede først, og så ville han binde kvinden op på pælen. Han var tvunget til at stramme kneblen, fordi han aldrig tidligere ofret i et beboet område. En fejl, og en nabo hørte hendes skrig, når pisken ramte hende. Men det ville han bekymre sig om, efter hun var bundet til pælen.

Først bøn og anger. Han var nødt til at bede til, at hans byer, hans ofre, blev en fryd for Gud, og at hans værk ville eksemplificere hans herlighed og kærlighed til mennesket.

Han lagde sig på knæ foran pælen. Før han lukkede øjnene for at bede, kiggede han igen på kvinden. Stille forståelse syntes at sprede sig over hendes ansigt, og da han så det, gik han ind i bønnen med en dyb følelse af fred.

Det var næsten som om hun vidste, at der ventede en stor belønning bagefter, som om hun vidste, at hun ville modtage belønningen, og blive befriet fra denne verden af synd inden der var gået en time.

KAPITEL 32

Mackenzie parkerede sin bil for enden af en husblok i det forfaldne kvarter, og fandt et detaljeret kort over området på telefonen, inden hun steg ud af bilen. Hun var klar over, at det område hun ville søge i, bestod af en blok langs tre forskellige gader. Harrison, Colegrove og Inge.

Hun stregede Inge Street af listen, fordi husene i den ende af gaden var tomme, efter en ekspropriation for flere år siden. Det vidste hun, fordi det var et populært mødested for handel med narkotika og bande aktivitet. Det var der, hun fangede sin første narkoforbryder, og kun et par gader væk blev hun tvunget til at trække son pistol for første gang i karrieren.

Colegrove og Harrison Streets var imidlertid fuldt beboede, og havde succes med at klare sig i en del af byen, der ellers blev værre og værre. Her boede mennesker med håndlanger jobs, der normalt brugte deres lønsedler på spiritus, lotterisedler, og hvis der var penge til overs, fastfood middage de fleste aftener i ugen.

Før hun fortsatte, fandt hun Ellingtons nummer frem. Hun sendte ham en besked med gadenavnene, og sluttede derefter med: Hvis du ikke hører fra mig inden for et par timer, så ring til nogen, og send dem her hen.

Derefter satte hun telefonen på lydløs, og trådte ud i natten.

Mackenzie gik ned ad Harrison Street i et rask tempo, hun ønskede ikke at virke overdrevent mistænkelig på grund af det sene tidspunkt, selvom det under alle omstændigheder blev betragtet som tåbeligt, hvis en enlig kvinde gik ned ad disse gader efter mørkets frembrud. Hun holdt øje med huse, hvor der holdt lastbiler eller varevogne på ejendommen, og fik øje på to boliger, der passede til beskrivelsen.

Ved det første hus holdt en varevogn ude foran, parkeret i den lille indkørsel. Slidte vinyl bogstaver langs siden af den hvide varevogn, viste at den tilhørte Smith Brødrenes VVS.

Mackenzie luskede gennem skyggerne, så hurtigt som det lod sig gøre, og gik hen til siden af bilen, og kiggede ind af vinduet i passagersiden. Det var svært at se ind bagved, men det lykkedes hende at se et hjørne af en værktøjskasse. Foran, gemt mellem sæderne og konsollen og mellem instrumentbrættet og forruden, så hun flere fakturaer. I toppen af et par stykker så hun det samme kunstværk, som fandtes på siden af varevognen, fakturaerne tilhørte Smith Brødrenes VVS-firma.

Huset blev streget i hendes eftersøgning, og hun flyttede sig videre til det næste. En sort lastbil holdt udenfor langs kantstenen. Det var en nyere model, prydet med et Don’t Tread On Me klistermærke på kofangeren, og en mærkat i bagruden der indikerede, at ejeren var Vietnam veteran. Hun kiggede ind i bagenden af lastbilen efter tegn på, at en stor cedertræspæl for nylig var blevet transporteret, men fandt ingenting. Selvom hun ikke ønskede at udelukke veteraner kun på grund af deres tjeneste for landet, så havde Mackenzie svært at forestille sig en mand på omkring 70 år grave pælene ned.

Hun nåede til slutningen af blokken, og drejede så til højre mod Colegrove Street. Hun hørte den dunkende bas fra et nærliggende hus, der eksploderede i rap musik. Da hun gik forbi husene på udkig efter lastbiler eller varevogne, fangede hun glimt af den skumle Danvers flod, der afspejlede måneskinnet langt væk bag husene.

Der stod en lastbil parkeret langs med gaden lige foran hende. Selv inden hun nærmede sig, så hun, at det ikke var den lastbil, hun ledte efter. Bagdækkene var flade, og bilen viste tegn på en forsømmelse, der fik hende til at mene, at den var opgivet for mange år siden.

Hun var nået halvvejs ned ad gaden, stirrede frem, og så ikke andet end biler resten af vejen. Nogle få i forsømte indkørsler, men de fleste var parkeret langs med kantstenen. Det var i alt seks, med en enkelt ny model blandt fem andre rustbunker.

Hun var lige begyndt at føle, at hun var i gang med endnu en mislykket teori, da hun lagde mærke til huset på sin venstre side. En ældre model af en Honda Accord holdt langs kantstenen. En lille overgroet forhave førte hen til et dårligt vedligeholdt trådhegn, der blev forlænget med et lige så dårligt vedligeholdt træhegn, som adskilte gården fra naboejendommen. Hun gik længere hen langs ejendommen, og stivnede, da hun kom til den modsatte side af huset

Trådhegnet var ikke til at få øje på nogen steder, det endte tilsyneladende et sted inde i baghaven. Hvad hun derimod fik øje på, var en interimistiske indkørsel, som ikke var andet end fladtrykt græs og smalle gruspor. Hun fulgte sporene med øjnene, og så, at de sluttede, hvor en gammel grøn Ford Pickup stod parkeret. Den vendte med forenden frem, kølergitteret og døde forlygter stirrede på hende.

Mackenzie kiggede ind mod huset, der var en enkelt lampe tændt. Den kastede meget lidt lys, og det fik hende til at tro, at det var en lampe eller entre lys længere inde i huset.

Med en hurtig bevægelse sprang hun ind i gården, og gik hen over det fladkørte græs til lastbilen. Hun kiggede ind i lastbilen gennem vinduet førersiden, og så nogle gamle fastfood æsker og andet affald.

Blandt det hele på midten af det bænke-lignende sæde lå en Bibel.

Adrenalinen pumpede i hjertet, hun rakte ud efter døren i førersiden, og blev ikke overrasket over, at den var låst.

Hun gik om til bagenden af lastbilen, og så, at bagklappen stod åben. Hun kiggede ind, men fandt ingen tydelige spor af, hvad lastrummet fornyeligt havde indeholdt, det var svært at se noget i mørket.

Hun kiggede om bag sig og ind i baghaven, og opdagede, at hun havde ret. Trådhegnet løb langs gården, og kom derefter op og rundt, hvor det stoppede ved siden af et skur. Hun så ikke nogen vinduer, men hun kunne se et glimt af lys, der kom fra et sted langs døren til skuret.

Hun trådte ind i baghaven, og sneg sig tættere på trådhegnet. Da skuret blev synligt, begyndte hun at tror, at lyset faktisk var noget mindre, et stearinlys, måske. Nysgerrigheden ændrede sig til noget, der var tæt på forsigtighed, idet hun nåede frem til kanten af hegnet. Hun krøb sammen på jorden, da hun kom tættere på den svage glød, der skinnede mellem den lille revne langs døren og dørkarmen.

Hun begyndte at kigge efter en vej gennem hegnet, da hun var bange for, at det lavede for meget støj, hvis hun kravlede over. I det samme faldt hendes øjne på noget andet, der også befandt sig i skuret. Hun overså det før, da det var tæt på gulvet og indhyllet i skygger. Men nu hvor hun ikke var mere end ti meter fra skuret, var figuren tydelig og defineret.

Faktisk var det to figurer.

To cedertræspæle, skåret til en længde på omkring to en halv meter.

Hun vidste, at hun skulle vente på backup.

Men hun fornemmede med hele sit hjerte, at der ikke var tid.

Med ild i musklerne og nerver der fyrede på alle kanaler, kravlede hun op, og greb fat i trådhegnet.

Og så begyndte hun at klatre.