Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Men lidt længere inde laa Mødrene under spraglede Lysthusparasoller med en Bog og ventede dovent paa deres Badetime.

Herrerne strakte sig paa Maven, mens de studerede "Gil Blas" og blev bagte af Solen, eller de røg med Næsen lige op i Luften og en glemt Roman paa deres Knæ, eller de iagttog Havet fra Taget af de tomme Badevogne, væbnede med uhyre Kikkerter og værnede af store Panamahatte.

Ude i Brændingen holdt Badevognene i en lang Række med deres hvide Tage skinnende i Solen. Mellem de høie Hjul dukkede de Badende frem, og sprang op og ned for Brændingens tunge Stød.

Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel, hvor man hørte Bladsælgernes Skrig og Børnenes Hvinen mens de legede … Der var et Mylr i Sollyset af rødstribede Parasoller, flamske Dragter og smaa Telte med farvede Vimpler …

Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brændingens ensformige Slag, der reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden med en dump Brusen.

Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskærm og vidste ikke, om hun vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke været ganske vel. Men da Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste sig. Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun klædte sig hurtigt af inde i Rummet.

Hun hørte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i Bølgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel løb ind foran den mægtige Brænding – der naaede og dækkede dem – og gled over.

Solen glitrede over hele Havet.

Hun følte en Glæde til Badet, mens hun fæstede de Perlemoders Spænder, kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Døren for at kalde. Den store Flamlænderinde stod opskørtet paa det nederste Trappetrin, og Ellen traadte ud.

Hun vilde lade Kaaben falde i Konens Hænder, men hun tøvede med Haanden løftet for at løse Baandet og betragtede Oceanet.

Hun syntes aldrig, hun havde set det saa smukt.

Det gled majestætisk under Augustdagens Sol i skinnende Pragt. Helt ude laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed, fortonet let i Horisontens Dis; men længere fremme fik det mørke Farver, rullede dorsk de tunge grønblaa Vande ud for Solens Kærtegn, som et Kæmpedyr, der dovent strækker Kroppen.

Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden førte an i en Kvadrille, der løstes op og flygtede med Hvin for en skummende Brænding —

Ellen vaagnede af Drømmeriet ved et Gys og løste hurtigt Snoren til sin Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det øverste af Trappen.

Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rød. Hun blev forvirret og ganske bleg.

Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet.

* * * * *

De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Dørene stod aabne til det mauriske Tag. Nede i Salen havde det været meget varmt, knap til at aande. Her følte man Luften fra Havet, stærk og kølig, og med Carl under Armen traadte Ellen ud paa Taget.

De stod lidt ved Døren – som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel.

De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge.

Husk at ønske, Carl.

Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod Mælkeveiens Skær.

De nærmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de hørte Stemmer og Raslen af Seletøi og Portierens Raab, der skreg til Kuskene … Lyset fra "Ærestrappens" Kandelabrer slog op imod dem og blændede deres Øine.

Kom – lad os gaa.

Men Ellen vilde sé, gik hen til Balustraden og lænede sig frem. Det er til Ballet, sagde hun. Sé blot.

De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud tæt ved Siden af hinanden og saa paa Strømmen af Gæster. Damerne steg ud af deres Vogne og løb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med opløftede Slæb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under Silkeslaget, naar de bøiede Hovedet. Efter dem dukkede Tjenerne frem med ubevægelige Ansigter og blottede Hoveder.

Vognene blev ved at køre til og fra. Dørene smældede op og blev smækket i.

Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set.

Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de stansede, mens Tjenerne tog Balslagene. Damerne lod Slæbene falde og lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige.

Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte dem igen.

Dét var som en hel Leg af Skyggebilleder … mens Musiken begyndte at spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen.

De blev staaende bøiede ud over Balustraden og saa ned. De følte begge en stille Glæde ved at staa her sammen i Mørket, over Sværmen; og Carl havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens.

Saaledes stod de længe. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen. Saa halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket.

De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort fra Lyset. Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem, stansede Carl:

– Hør, det er Rubinsteins "Asra". Ellen havde endnu Valsen i sit Øre. "Asra"? sagde hun.

Men pludselig genkendte hun Ordene:

– Täglich ward er bleich und bleicher, bleich und bleicher

– Og blev staaende lyttende som han.

Naar Sangerens Stemme sagtnede, hørte Ellen Carls Aandedrag tungt tæt ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev ubevægelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans.

Saa løftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og bleg. Und mein Stamm sind jene Asra, welche sterben, wenn sie lieben.

I pludselig ømhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde hun sin Arm om hans Hals. Da de vækkedes af Bifalds-Larmen, løftede Carl sit Hoved fra hendes Skulder.

– Kom – lad os gaa ned til Havet.

– Til Havet, nu … saa silde … Nei – kom, vi maa hjem.

Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det lille Taarn. Der førte Vindeltrappen gennem Læsesalonerne ned til Terrassen imod Havet.

Trappen var mørk med fortrukne grønne Gardiner. Ellens Hæle klaprede mod Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned ad Trinene som to Børn paa Flugt.

Da de kom nedenfor den første Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra. Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Læsestuen: En gammel Gentleman sad og nikkede neden under.

Saa traadte de ad en Bagdør ud paa Kaien.

Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret Støi ind mod Dæmningen, et Par Valstoner døde hen ude over Havet. Ellers var det tyst.

De satte sig paa en Bænk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det mørke Hav at lyse som hvid Ild. Bølgerne steg og sank med Skum af lyse Flammer; gød sig over Mørket som Tæpper af Lava i Luer. Indtil det hele Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans.

– Men – Carl, De, som er Lykkens Skødebarn? De skulde aldrig være helt glad?

– Nei – jeg ved ikke, men jeg kan ikke være helt glad. Som nu, hvor her er saa smukt, og De er her – og alting … Jeg tænker altid bare paa: Naar det saa er forbi … Og saa er jeg bedrøvet i det samme.

– Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som føler altfor stærkt.

– Kan man føle for stærkt?

– Ja, Carl – for stærkt til at blive lykkelig.

– Maaske. Carl bøiede Hovedet og støttede det paa sin Haand, mens Ellen talte sagte:

– Naar man elsker den høieste Lykke af hele sin Sjæls Begær – og alt det andet kun er det nøgne Intet … Livet bliver bare det ene eneste.

Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv.

Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bænken og gik hen ad Kaien. Carl fulgte efter, og da de igen gik ved Siden ad hinanden, gentog han i samme Tone.

– Det eneste —

Ellen hørte det og rystede paa Hovedet: Nei – Carl – det skal man ikke søge …

Hun gav sig til at gaa roligere for at tvinge Oprøret, hvori hun var kommen. Men hun kunde ikke finde noget ligegyldigt at sige, og de taug begge.

Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig stille paa Trinet, tæt ved hinanden. Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det mørke Vand.

Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem sagte, sagde hun:

– Jo, Carl, De maa blive lykkelig.

Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i Øinene. Saa med ét spurgte Carl:

– Hvorfor skrev De dog saa sjældent?

– Skrev? Aa – til Bryssel.

– Kun tre Gange …

– De Par Ord …

– Ja – for De vidste ikke hvor jeg længtes …

De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede.

Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst:

– Min Dreng, min bedste Dreng. Og længe modnes deres Læber.

* * * * *

I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop.

Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor behøvedes kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det gamle.

Det sene Efteraar var usædvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft. Paa Terrasserne blomstrede de højstammede Roser endnu, og Bedenes Grund var grøn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud bag mangefarvet Løv.

I Plænenes Anlæg ragede Bladplanterne op med mørke Kæmpeblade, og de store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Grønsværet. Stive Asters prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster.

Alt spirede. Den store Rødtjørn stod anden Gang med fulde Knopper, beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske Bregner sig lyse ud af deres Hylstre.

Men Rønnebærrene, der hang straalende røde, forenede Efteraarets Pragt med den sene Sommers, og Lindegangens Løv var isprængt med rigelig gult, der lignede Guldstænk i Solen.

Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen – kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin sildige

Rigdom under den første Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet de første Hilsener, faldt de begge hen paa en Bænk, og halve Timer sad de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig løs fra Synet af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver.

De sadlede Heste maatte vente.

Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne.

I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og de bare Marker laa bølgende foran dem.

Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetræerne Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Væv af Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev fælles Eie.

Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, øste Ellen sine Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind.

Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og Blikket saa dugget-blødt. Løste hele hendes Væsen op i klyngende Hjælpeløshed.

Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning.

– En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl:

– Hvor Folk dog dømmer feil …

– Om mig? Aa ja … De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig?

– Aa – saa meget … og saa er De just det mildeste, jeg kender.

– Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa … nei ikke nu … men der kommer maaske en Tid … Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig sagtere og mere tøvende:

– Men De maa heller ikke tro – hvad de fleste … det vilde gøre mig ondt, om De troede det – at jeg er meget ærgerrig … Hun tøvede igen, og Carl blev flygtig rød. Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen:

– Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun … Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv … en eneste … kun en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes – og saa siger de, jeg vil kun befale …

Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød. Carl greb dem og bevæget sagde han:

– Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad?

Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun:

– Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin.

– Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det østre Taarn, tog Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar og forunderlig mild. De gik op og ned i Alléerne, hvor det var stille, saa de hørte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden; paa de mørke Plæner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og Heliotropduften gennemtrængte Nattens Mørke.

De blev ved at gaa i Alléernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af Nattens Duft og Taushed, mødtes de i hede, uvilkaarlige Kærtegn.

Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen brændte rolig under sin blaalige Skærm, faldt Carl Urne hen i lange Drømmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm jog hun alle Strenges Toner op.

* * * * *

Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm.

En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol, drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i Ilden.

Hun vækkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevægelig i samme Stilling med store og stirrende Øine.

Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et pludseligt Smil.

– Hvorfor læser De ikke for mig? spurgte hun.

– Hvad skal jeg læse?

– De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte.

– Bogen ligger ovenpaa —

– Men saa – kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun, De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed. Hent saa Bogen …

Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen, sidde og drømme Tiden væk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt … trættende at se paa. Og hvorom drømte han saa? Om hvad?

Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over Lindene.

– Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan uden at tage Dem det allermindste til?

– Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig …

– Billeder?

Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi, saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen. Saa kunde Ørkesløsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun tankeløst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene, hvis Skygger svingede for Vinden.

Ellen trykkede nervøst Sølvringen fast om sin Arm og trak hurtig Silkeslæbet efter sig paa Tæppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds.

Da hun hørte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden.

– Sæt Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er afskyelig koldt … Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi læse? spurgte han.

– Hvad De vil.

Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at læse de første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen.

Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da. Og uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede Laag …

Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er smukt, sagde hun. Læs mer. Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten.

– Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han.

– Ja – den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at læse, bevægede hun Læberne svagt, som om hun uhørligt nynnede.

Rappelle toi, quand l'Aurore craintive Ouvre, au Soleil son palais enchanté; Rappelle toi, lorsque la nuit pensive Passe en rêvant sous son voile argenté —

Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, støttet paa hendes Haand. Hun saa Skæret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev som Guldbrand derved. Og hun lagde Mærke til alle de fine Dun paa hans Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt …

Rappelle toi, lorsque les destinées M'aurent de toi pour jamais séparé, Quand le chagrin, l'exil et les années Auront flélri et cœur désespéré. Songe à mon triste amour, songe à l'adieu suprème! L'absence mi le temps ne sont rien, quand om aime. Tant que mon Cæur battra, Toujours il te dira: Rapelle-toi.

Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen.

– Læs det en Gang endnu.

Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand – af Is – paa hans og sagde igen:

– Endnu en Gang.

Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, lukkede han sagte Bogen til. Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes Ansigt ned imod sig. Selv brændte han.

Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket. Men da Kaminilden begyndte at skære Carl i Ansigtet, bøiede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede Øinene og alle Træk var skarpe —

Og i forfærdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte Carl Urne Hænderne frem:

– Ellen, skreg han. Hvad er der? Hun vaagnede ved sit Navn.

– Lad mig gaa, rør mig ikke! hun næsten raabte, og da hun var kommen lidt hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig:

– Jeg er ikke vel …

Hun bevægede Hænderne afværgende, tøvede, som om hun endnu vilde tale og gik.

* * * * *

Da Carl næste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim over Plæner og Træer. Det var med et blevet Vinter.

Ved Frokosten var Ellen livlig som før. Scenen fra igaar var glemt. Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Plænerne, i Bedene var alle Blomster frosne bort.

Da de kom hen under Rødtjørnen, løftede Carl sin Stok og slog op imod Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa den rimdækte Jord.

– Næste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til København. Det var vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majestæt ønskede helst at have Grev Urne i Nærheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at kunne bevæge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man bestandig høre hans Raad og benytte hans Indflydelse.

I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været paa Reisen og ude paa Thorsholm.

I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves til Ære for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den kongelige Familie lovede at ville beære Festen med sin Nærværelse, og man ventede Ballet som Forsæsonens vigtigste Begivenhed.