Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne.

Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet. To – tre Gange havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som lød: Deres Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen – eller sligt; naar de om Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem – seks Dage til Brüssel for at besøge Sønnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde med, og hun havde ikke bedt derom – Saa havde hun aldrig set ham.

Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn … Det vilde ikke blive let – sandelig ikke let.

Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun.

Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsøn. Der hang et Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den første Aften efter Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Værelset havde set to Malerier, et større af en Dame med store melankolske Øine og underneden et mindre af en seks – otte Aars Dreng i en Fløielsbluse, der lignede Damen …

Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands første Kone og Sønnen … Siden havde hun, ærlig talt, aldrig tænkt paa dem …

Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Værelse. Der satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende.

Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk.

Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjørne en Kapsel af Citrontræ, som hun tankeløst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og Sønnen. Det maatte være taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat i Haanden i en tætsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den otteaars Dreng. Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og drømmende Øine – rene Barneøine …

Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo – der stod det. Til Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig, upersonlig Haandskrift … Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet.

Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var lagt over Ansigtet …

Hun saa igen over paa Sønnen.

Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb.

Ende paa første Del.

Anden del: Historien

I

Min Søn – min Hustru.

Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv. Hun havde været temmelig længe om at bestemme sig for en Kjole, inden hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev helt irritabel, da hendes Hænder rystede en Smule, saa hun ikke kunde faa sine Armkæder hægtede. Hun havde heller ikke læst meget, mens hun bagefter sad i Salonen og ventede … Men nu, da hun saa det Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes Mand, kom hun næsten til at smile.

Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa følte hun med en Gang Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at sige andet end:

– Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden. Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han: Ja, det siger alle.

Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De ser meget ung ud.

Greven talte lidt om den skrækkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte, om han havde husket hendes Indkøb i Brüssel.

De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsøn; naar hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slæbte sig lidt genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig. Men han sagde ikke et Ord.

Saa ringede Klokken anden Gang til table d'hôte. Ellen følte det som en Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget kommet sént.

– Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. Æres den, som æres bør.

– Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt hende Armen.

– Mange Tak, sagde han.

– De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen, De kommer til at træde i mit Slæb.

Saa holdt han forfærdelig fast.

De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin.

– Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!

– Ja – i Pensionen var der nok heller ikke ret mange.

– Nei – Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i Munden. Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords.

Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, hvem Gæsterne var og sligt. Carl tog næsten intet af Retterne, men naar de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med det altsammen paa Tallerkenen.

– De spiser ikke noget.

– Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit.

– Hvor du ler Carl, sagde Greven.

– Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen.

– Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af … Men tag dog nu lidt Artiskok … De har jo slet ingen Ting faaet…

– Aa – a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.

Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper og Klirren med Glas i den forvirrede Støi.

Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og man kunde høre hende over den halve Sal.

– Men Serpolette er hendes bedste Rolle. – Jeg har en Loge. De tager jo med, Hr. Greve, tag med … alle tre … Hun tog sin Guldlorgnet op … Qu'est ce que ça – ce jeune homme là, spurgte hun saa lidt sagtere.

Greven vidste ikke, hvorom der var Tale … den unge Mand var hans Søn.

Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge – ganske alene. De maatte følge med. Ja – han takkede, hvis Ellen vilde …

– Det vilde maaske more Carl …

Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok … Nu saa han igen paa hende.

– Nei – hvor han dog havde let ved at blive rød – jeg ved ikke, jeg forstaar ikke … rigtig at spise dem.

Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med … Kl. 9 … De maatte sé anden Akt … Scenen paa Markedet … Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik Undervisning i Kunsten at spise Artiskok.

– Il est charmant, sagde hun ganske høit.

Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad med Glasset og ventede.

– Drikker De ikke med mig, sagde hun.

– Jo Tak – saa gerne … men …

– Men saa klink dog!

– Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød.

Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes Diamantbandelokker dirrede i Vinden – og noget høirøstet forfærdeligt Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og halvt opsmøgede Frakkeærmer.

Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det.

– De snurrer – De snurrer saa latterligt.

– Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre.

Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man har været borte fem Aar …

– Ja … næsten seks … til November …

Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de blottede Arme støttede paa Bordet.

Vifterne fløi frem og tilbage, og man plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor.

Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose i Stykker i sit Skød.

Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa ham (han sad igen bøiet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han:

– Jo – De er meget smukkere end Deres Portræt.

– Synes De? sagde hun og lo igen. Ja – hvilket er det, De har.

– Et stort – med Kniplinger om Hovedet … Aa, først maatte jeg slet ikke ha'e det paa min Væg …

– Hvad for noget – maatte De ikke ha'e det? for hvem?

– Nei – i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrætter … og jeg havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var … Saa sladrede de andre … og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede … som … jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige … at … det var … Dem.

Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem, saa de fløi som Sommerfugle.

– Naa … og saa blev Billedet hængende?

– Ja – over min Seng.

De brød op. Greven gik om og bød Fyrstinden Armen, og de satte sig alle i et Hjørne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte, om hun havde været syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la plage".

Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe Palmer.

– De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt over mod Grevindens Vifte … en ungdommelig Tilbeder.

Ellen forstod ikke.

– Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"?

– A – a jo … Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen … Det er min Søn.

Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun leende:

– Ja, Baron, min Stedsøn – en Søn af min Mands første Ægteskab … Skal vi gaa ud til de andre?

* * * * *

Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom – det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.

Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og med hasarderede Antydninger.

Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket.

En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen.

– Ah – l'ingenu – il ne comprend pas.

Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der begyndte at fyldes.

Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak.

– Det varer en Evighed, sagde hun.

– Chère – la divette maa have Tid til at puste – naar man er saadan snørt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl.

– Nei – se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende … Ham maa de jo kende fra Brüssel —

– Ja – jeg har set ham et Par Gauge …

– Og hans Moder – hun er saa smuk … Ja … Fyrstinden examinerede Prinsens Loge i Kikkerten – han er forresten ogsaa køn … For den Historie kender De da?

– Alle siger, han er saa elskværdig.

– Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes Rachel —

– Spiller hun Komedie, spurgte Carl.

Ellen havde forstaaet og blev pludselig rød uden at hun vidste hvorfor. Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin Vifte og sagde:

– Nei – hun spiller bare “Fædra”.

Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for Øinene, kun beskæftiget med Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik:

– Ja – De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig.

Ellen tog først Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hørt noget, sagde hun aandsfraværende:

– Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi?

Men saa fik Fyrstinden pludselig Øie paa en Veninde i den anden Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev Urne kom ind og fulgte hende over.

Ellen følte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa meget, sagde hun og slog sin Vifte ud. Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl.

– Aa – jeg kender hende saa lidt.

– Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af Ligne, sagde han.

– Jo – jeg tror det.

Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen saa paa hende. Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand.

– De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke være vred. Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes Haand.

Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene. Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.

Carl morede sig umaadeligt og lo himmelhøit ad Løierne. Se dog, se dog, sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk – aa – nu falder han … aa … sikken Kolbøtte …

Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de bøiede sig alle frem over Logeranden. Det var Théo, som kom ind.

L’impudente, sagde Fyrstinden.

Théo gik længere frem rokkende en Smule paa sine høie Hæle.

Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret taug. Théo stod midt paa Scenen og rørte sig ikke. Hun holdt det lokkede Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide Tænder.

Se Tænderne, sagde Greven, han kærtegnede sit Overskæg – Millionknusere.

Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. La coquine, l'impudente, sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten.

Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han var ganske bleg. Han sad forbauset med store Øine og stirrede paa Scenen uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende rød, og da Théo begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev han siddende.

Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang.

Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt.

* * * * *

De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin.

Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa – han trykkede hendes Arm – hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet!

Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. Hører De, raabte hun, hør – Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans Fornavn uden at vide det. Jeg bliver – helt forpustet.

Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede Stranden. Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke.

– Nei – nei – hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug. Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet.

Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen.

De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget … om Folk … saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet —

Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede de paa de andre, og de gik op sammen.

Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften laa paa Bordet. Portneren gav ham den.

– Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen – Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde Portneren.

– L'eventail de madame la comtesse!

Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide Svanedun, inden han gik ind til de andre.

Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han løftede Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene.

Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde han. Og han har virkelig voxet sig køn – synes Du ikke?

Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi Sofaen.

– Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret …?

– Hvorfor dog? Aa – han lo – nei, ved Du hvad – det store Menneske … Det var dog for galt …

Nu da det blev sagt, følte Ellen selv det latterlige; hun kom til at smile: Nei – ikke saadan, sagde hun … Men – aa nei, det var bare en dum Idé …

Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet og gav sig til at spille. Det var en gammel Melodi, som gled frem under hendes Hænder. Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede, begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun:

Tell my the tales, as remember to my Long, long ago Long ago.

II

Deres Yndlingstur var langs Havet.

De gik bort fra Dæmningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke var banet Vei, og Ellen gled i det løse Sand. De maatte holde sig fast i Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa Klitbanken.

Thi der oppe fra var Havet skønnest.

Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, grønlig-blaat i Middagssolens Skær.

Og intet saa de uden Hav og Himmel. Himlen sommerlig med sit uendelige Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Bølgekamme Solens Straaler i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brødes.

Saa plantede de den store Lærredsparasol i Sandet og slog den op og satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fødder. Thi det var hans bedste Plads.

Men mens de talte – det var hende mest, han sad og lyttede – hørte de bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand.

Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun slet ikke tænke sig det anderledes.

* * * * *

De allerførste Dage var det hans Øine, der havde interesseret hende. De var altid duggede – hans Øine, og de hvilede pas hende overalt. Hun kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog følte hun hans Øine paa sig; de søgte hende, naar hun taug, og naar hun talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun flyttede sig.

– Deres Stedsøn har katolske Øine, sagde Fyrstinden til hende. Han lever evig med Blikket paa Madonna.

Fyrstinden havde Ret. Det var noget lignende, som laa i hans Blik, og Omskrivningen gav det halvt. Blikket paa Madonna.

Hun sagde det en Dag til ham.

– Hvorfor ser De dog altid paa mig? Er der saadan noget mærkeligt ved mig?

– Ser jeg paa Dem? – det ved jeg ikke af. Men lidt efter hang hans Blik atter paa hende med det samme Udtryk.

Naar de var alene, og hun længe havde talt og saa rettede et Spørgsmaal til ham, svarede han aandsfraværende og som en, der vaagner af Drømme. Hun vidste ikke en Gang, om han rigtig havde hørt, hvad hun havde sagt. Men hørt det, havde han alligevel; for det kunde godt hænde, at han et Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet, han havde hørt.

Saa havde han altsaa baade hørt det og tænkt derover.

Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig var, og hvad han tænkte. Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen – thi han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, hvor han gik op i det: at se og høre hende.

– De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget.

– Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.

– Ja, men jeg vilde gjerne, De skulde tale … fortælle mig lidt. Om Deres Liv, om Dem selv …

– Jeg har ikke noget at fortælle.

Et var sikkert; hendes Mands Søn var uerfaren som et Barn, Hun kunde ligefrem blive irriteret ved altid at møde det samme store, forundrede Blik, og bestandig at høre de samme vage, halvdrømmende Svar, naar hun spurgte. Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan udenfor alle Begreber …

Undertiden troede hun næsten, det hele var Affektation. En Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste Ting: til pludselig at klappe hendes Hænder, naar hun havde givet ham Armen paa Dæmningen, eller lægge sig ned for hendes Fødder om Aftenen, naar de var alene i Stuen.

Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde ikke forstaa. Sagde hun noget, saa han blot paa hende med sine besynderlige Øine, der altid var som fulde af Taarer, og hans Væsen blev sky og forknyt.

Og hun blev paany forundret, troede ham igen og kunde ikke taale at se ham bedrøvet. Selv den mindste Misstemning virkede paa ham som en hel Betagelse, næsten som en fysisk Smerte, der gjorde ham hjælpeløs og ulykkelig.

– Hvorfor ser De dog saa bedrøvet ud? spurgte hun saa omsider.

Som oftest svarede han ikke, hans Læber skælvede blot, mens han holdt dem fast lukkede.

– Er det mig, som gjorde Dem bedrøvet?

– Aa nei – De – og han saa paa hende – men jeg tror, De er vred paa mig.

– Men, hvorfor dog? – hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen Grund til at værre vred.

Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar – saa blødt, et lokket Barnehaar at føle – og han lagde næsten sit

Hoved op til hendes Knæ.

Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tænkte hun slet ikke mere derover. Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske blidt, saa blidt.

– Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hænder, der skælvede, greb hendes.

Efterhaanden begyndte han ogsaa at tale mere frit. Han fortalte om sin Barndom i Brüssel og om Livet paa Boulevard du Midi i Hr. Dubois Pensionat.

Det var en ensformig Barndom uden Afveksling. Den unge danske Dreng havde levet fremmed og alene mellem de nitten Franskmænd i Hr. Dubois adelige Planteskole. Han havde været meget gode Venner med dem især i de første Aar, men senere, da de begyndte at blive voksne allesammen, kom han langsomt til at staa helt for sig selv. De andre kom ud, fik Lov til at gaa paa Bal, fulgte med deres Slægtninge i Theatret og besøgte dem om Fridagene. Carl Urne kendte ingen. Naar de andre saa kom hjem fra Ferien, og de om Aftenen pludrede paa Sovesalene fra Seng til Seng om deres Erobringstog mod Kammerpigerne og erotiske Seirvindinger over Kusinerne og – Tanter, laa Carl vel og hørte paa Ordene, som blev sagt, men han tænkte ikke noget derover, og altsammen var det noget, som ikke vedkom ham. Thi ham traadte det aldrig imøde, og det havde ingen Virkelighed for ham.

Dagene gik saa let.

– Vi havde jo nok at gøre hele Dagen. Saa havde jeg ogsaa mine Timer med Professor Genest og saa fægtede jeg hver Dag – jeg var den dygtigste i Fægtning …

– Men i Deres Fritid – om Aftenen? …

– Aa – saa gik jeg med mig selv …

Det var Tingen. Han havde gaaet med sig selv – udenfor Livet. Han havde læst og skrevet og lært udenad og fægtet, og Dagene var gaaet, og mens Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet, maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige Dont som i Drømme.

Ellen begyndte at forstaa sin Mands Søn. Han havde levet sin Barndom som en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre ikke ham.

De første Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel instinktmæssig blevet følt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes, og hos hendes unge Stedsøn havde Længsler og Savn, vaagnende Begær og gammel Tørst efter Ømhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af vagt Drømmeri. Deri havde Carl Urne levet sin første Ungdom.

Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den krampagtigt.

– Men nu – nu har jeg det saa deiligt.

De blev tause, og bevægede lyttede de til Havets Sang. Vid og mægtig laa dets KæmpeFlade.

– Længtes De da ikke? spurgte hun.

– Længtes? Jo – nu tror jeg, det var Længsel. Mange, mange Aftener, naar jeg sneg mig ud af Sengen, mens de andre sov, og jeg stod og stirrede paa Himlen, og jeg græd og græd —

– Stakkel – det var Hjemve …

– Har De ogsaa følt det? … naar Skyerne driver, og man bli'r ved at stirre, stirre paa dem, til de fortæller En saa meget … som, man slet ikke ved, hvad er … for det er altsammen som i Drømme …

– Jo, det føler vi vel alle – naar vi er unge.

– Det er, som man gaar i Taage, og noget bliver ved at kalde og kalde paa En, og det tynger som en Byrde paa Ens Bryst … Just, fordi man ikke ved, hvad det er —

… Det er ligesom det raabte bag et Tæppe, og man lytter og lytter og forstaar det ikke …

Solen begyndte at dale. Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens den halve Himmel glødede i Flammer, gled det store Hav som en Strøm af Purpur, dunkelrødt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem.

Da døde Talen.

De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han lænet op mod hende, frem mod det funklende Hav. Hun læste i hver Krog af hans Sjæl; hver Rørelse fornam hun i dette Liv, som var begyndt at foldes ud. Og da Ellen først troede paa sin Stedsøn, veg Forbauselsen, og den blev langsomt til en halvt vemodig

Interesse i Slægt med en Søsters milde Hengivenhed. Hendes egen Erfaring bandt hende til denne Uberørthed, som hun ønskede at værne om.

Saa følte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer Sædemandens Glæde. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sjæleliv, som hun følte, hun tog i Besiddelse, en besynderlig og utænkt Fryd ved at kaste ved hvert Ord og i hver Time den første Udsæd i en ny og jomfruelig Jord, ingen Plovfure havde brudt, og som skælvende undfangede sin første Grøde.

Ligesom alle blaserede og skeptiske Sjæle var Ellen i sit inderste dybt sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls umiddelbare Sind vække hendes Følsomhed.

Der hørte saa lidt til at gøre ham glad, blot en lille Gave, saa ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst. Og naar han saa viste sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil – men hendes Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar hun sagde til ham:

– Carl – hvor De dog er et Barn.

Hun vænnede sig at kærtegne ham. Overfor ham kom Ømhed af sig selv. Hundrede Gange greb han hendes Hænder, altid maatte han være hende legemlig nær. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige Nærhed, hvori de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham til at indsuge med Sjæl og med Sanser – førte dem uimodstaaeligt sammen.

Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at tænke paa ham. Hun smilede deraf. Men uden at gjøre sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste Tid.

Hun var heller ikke mer ganske ens i sit Væsen, naar de var alene, og der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, være ganske kold og slet ikke se ham. Men saa, naar de igen blev ene, følte hun det som en Befrielse, og der kom over hende en frisk Glæde, som paa en Gang kunde gjøre hende næsten yngre end han.

Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag.

* * * * *

Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af Støi.

Naar de tunge Badevogne rullede ned gennem Brændingen, løb Herrerne hurtigt ud imod dem, barbenede og hujende, og der begyndte en Strid; klyngevis stredes de og fægtede oppe paa Vogntrinene, mens Badekonerne værgede Dørene, og de flamske Kuske skændtes … Saa blev der en Jubel af Skrig og Raaben, naar Flamlænderinderne svang de store Koste, og Kuskene smældede med Pidskene over Herrernes Hoveder, saa de maatte slippe Taget og de satte sig midt i det halvvaade Sand lige paa Bagdelen, mens Hestene stampede.

Halvnøgne Bebéer væltede rundt i de dybe Hjulspor: eller de rodede i Sandet med Spader og Hakker og lavede Volde og Fæstninger og gravede dybe Kanaler af de smaa stillestaaende Arme af Oceanets Vand, som Floden havde glemt. Eller de lod bygge Pyramider om sig af Sandet lige til Hovedet, der stak op lyslokket over Sandbjerget, mens Ammerne hvinede og Guvernanterne rendte rundt paa Strandbredden som forpjudskede Høns, der har Ællinger.