Faedra Brudstykker af et Livs Historie

– Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa – nei – Dagene vilde blot komme og gaa, gaa og komme – Hun taug og sad ubevægelig.

– Og jeg da? sagde Carl sagte.

Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og lav. Lidt efter sagde hun:

– Ja … det var det bedste.

Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar.

Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem dem.

Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.

– Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac.

– Tager De Ferie nu – midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har set Dem —

– Nei – jeg er blevet forflyttet.

– Forflyttet – Men De har jo slet ikke søgt.

– Jo – Fru Grevinde – men ikke talt derom.

– Men – hvor skal De da hen?

– Til München.

Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København, sagde hun.

– Ja – jeg har holdt meget af København.

Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde Ellen:

– Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange om Aaret et Bal paa Kongens Vegne.

– Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei – det er egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München.

– Naar skal De forlade os?

– Jeg reiser om to Dage tit Paris.

– Og kommer ikke mer tilbage?

– Næppe.

Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé. Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave.

– Nei – han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin Kjole. Saa saa hun op:

– Nei – Vilsac – vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.

Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget, Vilsac, sagde hun. Vilsac rystede paa Hovedet.

– Jo – jeg vil savne Dem og mer end De tror.

– Hvis De faar Tid dertil —

– Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd godt – at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt os at være Venner. Det gør meget faa.

– Hvorfor skal vi tale derom?

– Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt, hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg ikke turde høre – det faar jeg vel Lov at takke Dem for —

Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden at tale.

Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke en Gang oftere at høre spille, sagde han.

– Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange.

– Hvis De vilde —

– Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al hendes Vemod løste sig op i Tonerne.

Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den tungsindige Sang, tænkte hun:

– Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand.

Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet nogen Tid tause, sagde Vilsac:

– Og De – De bliver her?

Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?

Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken.

– Husker De, Vilsac – sagde hun sagte – at vi en Gang talte om at møde det urimelige i Livet?

– Ja – De ønskede det —

Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale. Nei – Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette. Lev vel.

Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang.

Saa gik han.

Lidt efter kom Greven hjem.

Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt. Der flygtede hun hen.

Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit støiende, en underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle Sætninger:

– Om han véd det – hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt. Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet.

Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde:

– Urne – Urne, dog …

Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til ham.

– Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals.

– God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord … Var det morsomt?

– Aa – saa som saa. – Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig nær ved Flygelet:

– Nei – intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over hinanden og strakte sig let i Stolen.

– Nei – han var uskadelig.

Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der var af Gæster. Greven fortalte. De talte om forskellige Ting.

– Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven.

– Jeg tror ikke —

– Hør – han skiftede Plads – hvad Carl dog er for en underlig Patron … Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg.

– Aa – jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri – oprigtig talt – der er … ja … I Damer – han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa lige paa ham – forstaar Jer ikke paa Sligt … men forstaar Du, der er noget – usundt ved ham …

Han taug, og Ellen berørte Pandehaaret med Lommetørklædet.

– Jeg tror, han hænger for meget her hjemme – at han … forstaar Du – Greven lo lidt forlegent kort – det er ikke naturligt i hans Alder …

– Ja, sagde Ellen, han er besynderlig.

Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed – jeg kender ham egenlig saa lidt … Du véd maaske noget mere om hans Liv …

Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte, sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen:

– Begriber Du – jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer …

Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt til ham.

Og han gav sig til at tale om andre Ting.

Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage, aabnede Dørene og flakkede gennem Stuerne. Hun rørte ved alting, slap det igen og gik videre.

Hun gik til og fra, betragtede et Maleri.

– Det hænger skævt, sagde hun, gik frem for det.

– Ja – det hænger skævt.

Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes

Mand, som havde drukket. Hun hældte lidt op. Drak det og gik igen. Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen.

Der tog hun et Ølglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken, der var tom.

Saa gik hun til Ro ved egen Hjælp og sov.

Den næste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl:

– Hvad bestilte De igaar?

– Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart.

– Ja saa.

– Vilsac var her.

Hurtigt: Hr. Vilsac – naar kom han?

– Aa – vel Klokken syv … Han kom forresten for at sige Farvel. Han reiser.

– Saa … han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét.

– Hvem, kære Carl.

– Vilsac naturligvis. Hvem ellers?

– Et Par Timer, tror jeg …

– Naa – ja … han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle.

Ellen sad og smilede: Carl – De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise

… Han reiser allerede i Morgen Aften … saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel. Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig:

– Tager De ud og siger Farvel til Vilsac?

– Det havde jeg tænkt.

– Naa – ja, det kunde jeg begribe.

Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen til mig. Carl stod op: Hvad skal jeg.

– Sæt Dem her.

Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun.

– Jeg er aldeles ikke vred.

Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt sagde hun: Nei – Carl – De skal ikke være bange.

– Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet. Det er, fordi jeg synes, jeg ikke er god nok. God nok – til hvad?

Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig.

De taug begge … han lagde sin Haand paa hendes … Og afbrudt sagde hun:

– Carl – De véd jo … Og Blik i Blik sad de atter tause.

Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var hastig som hendes. Saa slap hun hans Haand.

Han lagde sig ned paa Knæ, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt strøg hun hans Haar.

– Carl, sagde hun – De er saa god … Men en Egenskab kender De ikke.

– Hvilken?

– Aa nei – og hun skød ham bort med sin Haand – det vil jeg ikke sige Dem …

– Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gør jeg aldrig …

– Nei, Carl – og hun reiste sig – De er Gaaden selv. Den næste Aften var de paa Bal.

De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik. Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han.

Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun slap ham:

– Nei, Carl, De har intet Mod.

Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar.

Saaledes levede hun.

Greven spøgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens milde Døs glattede alle Tanker ud i blød Bevidstløshed. Saa gik Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og følte i Halvblund sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og værkede svagt. Og hun nød sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig selv – thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen:

– Jeg vil ikke drikke mer.

Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende, og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen, sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten, slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud, og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.

Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar Middagen kom, blev hendes Forsæt sløvt og hun gik paa Akkord om det eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast. Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sløvheden fulgte efter med bevidstløs Afmægtighed.

Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forsætter og evindelige Fald, og hun begyndte at stjæle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden.

Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen; hun nød kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse.

Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage bort:

– Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun.

Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand.

Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tømte en Flakon Cognac, gik tilbage og sov som et Dyr.

Hun begyndte paa sine Køreture at søge Konditorierne, og hun drak et Par Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt døsig, slæbte sig ind i sit Boudoir og slængte sig hen med løste Klæder. Hun laa halve Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun stærkt, fordi de ofte var klamme.

Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last. Og hun var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig til hans Nærhed.

Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham. Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig.

– Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.

– Jeg ved ikke, hvad det er – jeg har aldrig prøvet det …

– Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Forsøg det – der er unge Piger nok.

Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede smaa Fester, hvor de unge kunde mødes.

Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som hun sad blandt de ældre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad.

Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en Haand, han havde trykket under Bordet – thi han fortalte hende alt – saa hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg Fortvivlelse.

Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng.

Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme Bouteiller skjulte hun i Drivhuset. Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne.

En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs, saa hans Fingre var døde.

– Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer.

– Ja – det var ikke saa galt – for jeg fryser … og han reiste sig for at ringe.

Ellen var blevet ganske bleg: Men – Carl – sagde hun – De forstaar da nok, det er Deres Faders Spøg. Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan taale en Snaps —

Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det … men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham; da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa – nei

– Carl, drik det ikke.

Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt.

– Carl – hun skreg det – lad være.

Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja – sagde hun. Jeg har aldrig kunnet taale den Lugt.

Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs, min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til.

Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun. Hvorfor skal man ogsaa lade Børn drikke Brændevin? Og de talte om andre Ting.

Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit. Den forfulgte hende i Dage.

Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfærdelige Køreture, når hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener, naar hun sad oppe og biede, og hun følte en lamslaaet Skræk for hvert Minde.

Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig.

Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed overdøvede hendes Tanker.

Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.

Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale. Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom.

Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær. I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.

Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.

De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og – bandt ham saa tæt, saa tæt. Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.

En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen. Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var halvmørkt.

Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han.

Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun … Ja – vi sad her og talte sammen …

… Det er vist blevet sent.

Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage. Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:

– God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.

Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.

Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte ham om en ligegyldig Ting.

Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod.

– Man skal være forsigtig med en Natur som hans. Ellen fik Mod til at lé: Du mener —

Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes Slag. Saa vendte hendes Mand sig.

– Godnat, sagde han. Og – han frøs – saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen —

Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i Theatret. Indtil Erindringerne om

Faderen kom igen og hun pintes paany.

Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt.

Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab.

Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til, og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som laa i hendes Skød.

Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede.

– Det er godt, sagde hun. Tag den bare.

Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte. Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte hun.

– Ja – Deres Naade – der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade. Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun.

– Det gør mig ondt – meget ondt … men der maa være en Tyv her i Huset.

– En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjæle?

– Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brændevin – og det maa være En i Huset … Ellen havde lænet Hovedet tilbage. Hendes Øine skød hastigt to Lyn op mod Jomfru Svendsen.

– Og hvem har De mistænkt?

– Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lægge Vagt i Buffetværelset – det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet.

Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja – sagde hun – De kan jo lægge Vagt derned. Og lidt efter. Gør som De vil.

Jomfru Svendsen gik.

V

Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind Knappenaalsstik i hver Fingerspids.

Konferensraadens Morfin dulmede; hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen.

Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed sig gennem hendes Legeme med en lun Varme.

Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort, som blev hun baaren. Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun faldt i Søvn.

I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner … og svandt ud i uvis Salighed.

Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede hende.

Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort. Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun bad og bad, og hun tiggede:

– Bare en Indsprøitning nu.

– Bare en Indsprøitning til – aa, for det var saa forfærdeligt.

Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende.

Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt.

Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen.

Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun saa næsten, den var let.

Thi det gav en egen Styrke at have forsaget.

Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem.

Saa længe Morfinen virkede.

Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til at løfte de matte Haandled.

Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed.

Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun skulde i Vognen.

Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande. Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og stirrede i Speilet.

Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede.

Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede: det var hendes Arm.

Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene.

Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes Fornedrelse.

Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede Mund.

Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert et Tab af den Skønhed, hun elskede.

Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun betragtede atter sig selv …

Ja – hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe.

Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres Øine hængte sig ved hende. Saaledes gik tre Maaneder.

En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind.

Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret.

Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine.

– Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig.

– Smerter? – Aa nei … Men jeg venter paa min Indsprøitning. Lidt efter kom Lægen.

Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til Konferentsraaden.

– Nei – er det Dem – Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense kommer til mig istedetfor at sende Bud. Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde – intet slemt.

– Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ … Men jeg ønskede nok at tale med Dem – at spørge Dem … Det er min Hustru …

– Ja – Grevinden er jo meget nerves …

– Ja – meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken … De har givet hende en Del Morfin, sagde han.

– Ja – temporært – mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har bekommet Grevinden meget vel.

Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det dog ikke paa Tide at holde op? sagde han.

– Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse … Hun er meget nervøs … ganske vist … men —

– Hun er mer end nervøs, Konferentsraad … Hun er abnorm, og hun ængster mig …

– Abnorm? … Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa nøie sammen, som hos hende … Enhver moralsk Lidelse viser sig hos Grevinden strax som en fysisk Smerte – og naar saa noget støder til … Kunde det ikke tænkes, at – Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde lidt under et eller andet?

Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig noget.

Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning …

Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort.

Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden Haanden, sagde han:

– Naturligvis bliver det nok bedre.

Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning.

– God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er der nogen, som har haft Bud efter Dem?

– Gud ske Lov – nei … Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop. Smerterne i Fingrene er jo meget bedre?

– Ja – Konferentsraad – heldigvis lidt bedre.

– Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene?

– Ganske lidt … men det er ikke noget at tale om …

Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at pine Deres smukke Arm, sagde han. De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort.

Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.

Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved. Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen.

– Nei, Deres Naade … men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis ganske lidt.

Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne.

– Aa, Deres Naade – Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende – De vil ikke mærke det – saa lille en Formindskelse.

Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed.

– Hvor kan De sige det? —

– Nu kommer jeg igen iaften.

Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede hysterisk.

Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.

Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver smertede som stukne. Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde Kammerjomfruen.

Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.

Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen – han har siddet paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud … Han er helt medtaget …

Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun – har ban været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til Stolen.

– Ja – han kan komme om lidt.

Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og vendte tilbage.

– Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene. Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad.

– Her er jeg, sagde hun – kan De ikke finde mig?

Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke været ude at ride, spurgte hun.

– Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte hans Ansigt i Mørket.

– Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt.

Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er meget træt, sagde hun … Vi ses …

Og hun gav ham Tegn til at gaa.

Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine.

Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er det Dem, sagde hun.

– Naa, har det været meget slemt?

– Ja – Ellen reiste sig – det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret, det var paa Tiden at holde op …

– Ellen fik ikke mere Morfin.

Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og kunde ikke finde Ro.