Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Før havde skiftevis en Jens og en Jørgen Maag – de to var Slægtens Yndlingsnavne – fra Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland.

Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de. Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa til Udlandet drog de – de yngre Børn – og man havde ofte hørt Ry af dem baade paa Valpladser og i Hofsale.

Kun to af Slægten var det gaaet ilde.

Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landet styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.

Den anden var en Kvinde.

Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige Øine.

Velhavende var hun ogsaa – Maagerne var endnu rige – og Ellen havde haft Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende hjemme. Saa hændte det en Sommer – da Jomfru Maag var tredive Aar – at Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa Gaarden i fjorten Dage.

Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det mørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.

Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes. Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes Lig i Graven.

Disse to var de Maagers Slægtsagn.

Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snart bortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stort skulde det stadig være paa Thorsholm.

Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles, og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmet Mand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris, og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættede for Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alle Husets gamle Tæpper – Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet – og pakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paa Silkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med

Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.

Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske, som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en køn Karl endnu, og som altid havde en Flaske Cognac staaende i Køkkenskabet.

Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa længe siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person. Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en Erotik, der vel nærmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men som alligevel førte Jeannette til Altret med den gamle Maag.

Ægteskabet blev ikke lykkeligt.

Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og huløiet, og hendes Sind var tungt.

Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krøb op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Læber hviskede sagte fortvivlede Ord.

Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr.

Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til saadanne Tider en blind Lydighed over hende.

Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig Lunefuldhed, der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den øde Riddersal og sang dertil.

Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig. Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde strax efter Fødselen.

Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet Erik.

Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.

De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret, der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord, Jacques, og det var oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at høre.

Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til – indtil han faldt i Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.

Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke, han havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han blevet saa

bange for Jacques.

Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik derinde og puslede hele Dagen.

Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i Ærmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med Guldbroderi, der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu skulde de til Lit de Parade.

Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen.

Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud og vilde ikke ind. Han blev saa ræd.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i Knæ ved det, – og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar.

Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.

Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten.

Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede. Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine.

Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store malede Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store Vaabenskjold fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt til Skive efter det med sin Flitsbue.

Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme. Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og Hovedet faldt ned paa hans Bryst.

Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.

Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved.

Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da Kistelaaget blev slaaet til. Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs Relikvier.

Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes.

Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde henad Bænken. Han havde ingen Venner.

Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.

Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der drukket en Del paa Thorsholm.

Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.

Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn. Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.

Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa saa langt – langt bort under de fine Bryn – saadanne Øine!

Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.

Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene bort paa deres Vei.

Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes Billede.

Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han siddet – og der laa den Gang Humlehaven – og der – Saa holdt han inde forvirret …

Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af. Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.

Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja – det vilde de gjerne.

Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte. Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne Sal.

Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle.

Det var en Admiral, der havde kæmpet paa et fremmed Hav … Han havde været Rigets Marsk. – Han saa hen.

– De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne foldede.

– Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?

Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle de gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte Spindevævene og Laserne i Tapetet … Saa mærkede de, der var Ekko i Salen og begyndte at raabe omkap.

Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i Taarnkammeret.

Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge Egetræsstole, at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra Venedig – men al Forgyldningen var gaaet af – de var helt brune.

De var Present fra en Doge. En Doge?

Ja – saa gamle.

Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.

Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem:

– Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.

Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.

Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke.

Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre hendes Haar med sin Haand … Skælvede som hun.

Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen.

Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder.

Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel.

– Marie – hvor er du – Marie …

Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere Ord, før Linds kørte bort.

Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt bag Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet. Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til Gelænderet.

Hvor det dufter, – han hørte hendes Ord igjen – Hvor her er smukt. Og atter og atter sagde han de samme Ord.

Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og han hviskede hendes Navn, igen … igen … og han kyssede med hede Læber det kolde Træ.

Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen stak ham i Nakken. – Erik var forelsket.

Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.

Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han maatte tale med Marie.

Ialfald derind – ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa den badedes i Sved og Fraade.

Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om det saa kun var i Smug at sé hende. Bare at komme hende nær.

Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte dog gaa langsommere.

Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For andet – nei – andet turde han ikke … Dyret gik helt langsomt. Tøilerne faldt Erik af Hænderne.

Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen – og der … omtrent ved Kirken – laa Linds Gaard … Ja, der med Skorstenen.

Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover. Da Aftenen kom, holdt han igen paa Bakken ved Veile.

Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig træt.

Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved at høre Byens Stenbro under dens Hove.

Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til Gæstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.

Der var en Duft af Tjørn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro. Han løftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.

Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig bøiet tæt langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede Hænderne mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt.

En Hund gøede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hørte saa Skridt i Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.

Han kunde ikke tale. Stod med bøiet Hoved og Hænderne knuget sammen, som om han foldede dem.

Hr. Maag – hvad vil De her – Marie talte sagte, strakte Hænderne afværgende frem – Hvorfor er De kommen?

Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bønner i hans Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes Fødder.

Og mod hendes Kjoles Sømme trykkede han sine Læber, mod hendes Hænder, mod Jorden, hvor hun stod – i elskovssyg Tilbedelse.

Marie vilde fly; sagde: Maag – men Maag … med en Stemme fuld af Graad. Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.

Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten.

Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om Slægtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op.

Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjørselen, for baade Skjoldene og Vaabenet var for længst faldet de gamle af Kløerne.

Det var Slægtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og øde Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes Helte, her de stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt.

Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans Hustru.

Ægteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hænder.

Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under Riddersalens Billeder for at vælge Navnet til den Søn, hun bar under sit Hjerte. Efter de berømmeligste maatte han opkaldes.

Men da Tiden kom, fødte Marie en Datter og døde samme Dag.

Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden. Barnet vilde han ikke sé.

Da det var svagt og skrøbeligt, lod Madam Lind det hjemmedøbe og gav det i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.

Hun skaffede det en Amme og sørgede i det hele for Barnet, hvad der var nødvendigt nok. Thi Erik var bare

opslugt af sin Sorg og tænkte kun paa Gravmælet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over Navnet Marie.

Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort om lille Ellen.

II

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage – som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen" – hendes Øgenavn – saa kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende – lige som en Søvngængers.

Barneøine var det ikke.

Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til dem paa Thorsholm og hed Maag.

Gamle Lind var en Særling.

Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse var henved de halvfjerds.

Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik, og Datteren Ellen voxede til, laante Niels – han havde nu taget Navnet Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden, for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom – Ellen mange venlige Øine og Folk talte meget om de to.

Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det ligefra den Bryllupsdag.

Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden, som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.

Lind byggede alt op fra nyt – Assurancen havde været meget høi – og gjaldt nu for Byens rigeste Mand.

Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig med Erik Maag og døde.

Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn. Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Valø.

Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele virkede eiendommelig paa Barnet.

Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget nedladende.

Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets Nærværelse.

En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og maatte følges strax.

– Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

– Hvormange, spurgte Madammen.

– Aa – Satan – han slog til Tallerkenen – og saa kan den Usselhund ikke en Gang hente dem selv …

– Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig. Lind saa lidt over.

– Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til Thorsholm i Kalechen.

Da var hun elleve Aar.

Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros – man maatte altid gøre endel for Bedriftens Skyld.

Rødkindet var han blevet og meget svær.

Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige – hun havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra

Jacques – fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.

Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags Hals … saa rindende ned over Kniplingerne … men altid og altid vilde hun høre Historien igen.

Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind. Pigen sagde, det spøgede.

Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der var ganske tyst.

Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran Marmormonumentet. Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.

– Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:

MARIE AF MAAG FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829. DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851, ELSKET UD OVER GRAVEN.

indtil hun var ved at græde.

Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte Barnet.

Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde, hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens Myggene summede.

Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.

– Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.

– Hvad vil du —

– Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.

– Saa? Ja det er blevet silde.

Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne. Andre Dage kunde Maag være livligere.

Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de klinkede.

Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige – og vi skal hjem.

Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.

Der sad han – Aa hvor han lo – med Haanden i Lommen og udspilede Ben … Vesten var knappet op … saa han rystede og Signetet hoppede paa Maven …

Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

En Gang i Julen – Ellen var allerede næsten tretten Aar – hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.

Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange Pakker med i Vognen og meget at ordne.

Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs med Veien til Nørup.

Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret. Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile og lagde dem paa Gravstedet.

Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.