Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede Lidelser.

En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden.

Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden.

– Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod Mærket af Grenen … Det svi'er.

– Har De stødt Dem?

– Nei – det var paa Turen … en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget at sé?

Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den stakkels Kind.

Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind til hende.

– Tager Du paa Koncert, spurgte han.

– Ja – og Du?

– Følger med, min Ven —

Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind; spurgte han. Aa – af en Gren, sagde hun. Hun slog

Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede.

Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal.

En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven.

Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals.

– Jeg beholder det, sagde han.

Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft.

– Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem Stammerne.

… Sneen slog op under Hovene – Dyrene gled over Rødderne.

Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig høit under Slagene.

– Ellen – hold inde, jeg be'er Dem —

Dyrene stødte med Bugene – Fraaden stod dem om Bidslerne —

– Ellen – hold inde …

Men ud og ind mellem Stammerne – Ellens løftede Pidsk hvinede ned over Dyrene – Nok et Pidskeslag – nok et —

Ned over Snuderne suste det …

Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket Ridt. Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres Liv?

Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen.

Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun:

– Carl – De er angst for mig?

Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride hjem.

De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud paa Veien, sagde Ellen:

– Carl – jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket … Det siger De, sagde han.

Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei.

Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede Stemmer, som raabte i hendes Øre.

Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt.

Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende.

Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen.

Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand fra Gulvet, naar hun slap Stigen.

– Ja, sagde hun, her kunde det ske.

Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig for at blive altfor hæslig i Døden – naar de kom for at skære hende ned.

Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til Afsked. Det lettede hende.

Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil Smerterne vakte hende igen.

Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af hende.

Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende.

– Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand. Men altid forskrækkede hun ham paany.

En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv.

Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank.

Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet, Morfinlængslen pinte hende. Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa Gulvet mellem Vinduerne.

Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har det vist ikke godt, sagde hun.

– Aa – tak – det er kun lidt Tandpine.

Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige:

– Køber De.

– For hvormeget?

Irriterede hende, mens hun led.

Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne, spurgte han.

– Jeg har Tandpine, sagde hun.

– Aa – den gaar over ved Spænding … Skal vi to spille?

– Om hvad?

– Saameget De vil. 10 Kroner.

Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem.

Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes Kort: Køb, sagde hun. Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde tabt.

Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom. Hun vandt.

– Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort.

– Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt selv Kortene. Hun tabte; og vandt og tabte.

– Mer – Mer – hun havde atter tabt.

Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv.

– De ruinérer Dem, sagde hun. Ellen hørte ikke.

En Gang endnu. Det er spændende.

– Mer. Hun tabte.

– Mer.

Hun spillede omkap med Hungren.

– Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf.

– Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det for 100.

Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog sin Arm bort fra Ellens Liv.

– Giv.

Hun fik Kortet.

– Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu.

– Et til.

Ellen vendte Kortene: Tabt.

Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl.

– Ja – han sad der angst.

Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet frem imod Carl, sagde hun:

– Carl – indløs mine Jettons.

Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort, hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen.

– Ja – sagde hun. Det kan ikke være andet.

Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin. Hun havde mange Planer – vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra Apotekeren paa deres Gods … Men hun forkastede det. Hun vilde ikke have Medvidere.

– De vilde forraade mig. Hun følte det som en Forbrydelse.

– Nei – jeg maa finde paa Udveie.

Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der hører op at smerte, naar man tænker paa Tandlægen.

Hun blev livlig, hun søgte, prøvede. Saa med et saa hun et bestemt Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var præsenteret.

Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden.

Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket, Farven, Maaden at tale paa: Ja – sagde hun – hun er Morfinist. Jeg vil spørge hende.

Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side. Natten gik, og Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve lod hun spænde for: Hun vilde besørge nogle Ærinder først og spise Frokost hos en Konditor.

Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde ikke vente. Men da de bøiede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af en pludselig Skræk, hun kunde ikke køre derhen og vilde opsætte.

– Larsen, raabte hun. Kør til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rørt det, steg ind i Vognen igen og kørte til Gothersgade. Hun rystede som af Kulde.

Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte Tjeneren sit Kort.

– Sig Etatsraadinden, at det haster.

Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun.

Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren.

Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset, lettet. Men saa slog det hende.

– Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret.

De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden saa uafbrudt paa hende, med et Smil.

– Hvor hun er fræk, sagde Ellen.

Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere. Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud.

Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem en Tid for – Nervøsitet, sagde hun.

Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit.

Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun:

– Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag … Jeg vilde bede Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland.

Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen:

– Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget.

– Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed. Saa tog Ellen Afsked.

Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig.

Saa overmandedes hun.

Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var strømmende Regn og Blæst. Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun langs Husene lige til Etatsraadindens Port.

Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af hendes Klæder.

– Hvem vil De tale med, sagde han.

Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i Gangen.

Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han. Jeg skal melde Dem.

Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne mod sit Bryst:

– Nei, nei, jeg kan ikke længer – hjælp mig …

Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede hende, faldt hun ned i en Stol. Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde:

– Hvorfor dog? hvorfor dog – Det er ikke saa slemt, og hun løftede Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var.

Tilgiv – tilgiv, mumlede hun.

Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn.

Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn – De har lidt meget.

Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme.

– Vidste De?

– Ja – og atter den bløde Haand – jeg kunde jo se det.

Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel – Stakkel – men nu er det jo forbi …

Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja – hun var gaaet.

Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til Etatsraadinden kom igen.

– Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og hun rakte hende en Flakon og en Pakke.

– De kender jo Brugen?

– Ja. Jeg kender det.

Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine:

Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun.

Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil heller selv – hvis jeg maa.

Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa.

Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse Hast.

Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside. Tænderne klaprede i hendes Mund. Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke.

Men Sveden sprang frem og væmmelig ved at lemlæste sig selv, slap hun Sprøiten. Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng.

Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig gød Vædsken ind under sin Arm.

VI

– Sacrebleu – la beautè du diable!

 Den nye Attaché fæstede Kikkerten paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen: –

Magnifique, sagde han, magnifique – la comtesse.

Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med Kikkerten for Øinene:

– Le jeune homme? C'est l'amant?

Bernstorf lo:

Mon ami – c'est le fils, sagde han.

Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads.

– Mais – vraiment – voilà une reine.

Stemmerne døde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblærer ved at kaste sig paa Jorden.

Ellen slog sit Slør op og mønstrede Logerne. Hun hilste paa et Par Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mødt, sagde Carl.

– Carl brug dog ikke Øgenavne her.

En Jonglør producerede sig paa Staaltraadsline, efter ham kom et dresseret Svin.

Det hylede og skreg, mens det listede mat gennem et Par Tøndebaand i Manegen. Publikum hvinede vildt af Henrykkelse: Carl, De vælter Cirkus, naar De kaster Dem saadan paa Stolen – le dog ikke saa voldsomt.

– Aa – a – men sé dog Dyret, sé dog!

– Sé heller paa Grevinde Petersdorf – hun er coquelicot af Raseri paa Grisens Vegne … Men hun er ogsaa Vicepræsident i Selskabet til Dyrenes Beskyttelse …

Folk trampede og klaskede i Hænderne af Jubel: Svinet stod paa Bagbenene med Nathue om Ørene. Men sé dog, sé dog Dyret, raabte Carl.

Ellen var træt af at le og saa paa Programmet: Det næste er en Debut, sagde hun. Mlle. Konstance, storartet Ridt i den høie Skole …

* * * * *

Grisen var ude: alle Staldmestrene en haie foran Indgangen. Orkestret satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det røde Indgangsdraperi.

Det bliver høitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes. Tæppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind.

– Nei – hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid. Saa tog Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have troet, det var hende selv, der red.

– Ja, Ligheden var forbausende.

Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en anden.

Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten klistret til sine Øine:

– Det er en deilig Hest, sagde hun.

Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede Hovedet for ikke at gaa glip af noget. Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun.

– Ja – hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten. Endelig var Numret forbi.

Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene? spurgte han. Jeg gaar ned i Stalden.

– Naturligvis.

– Tak. Og han gik hurtigt.

Under Pausen kom Bernstorf over for at presentere den nye Attaché.

– Hr. Zimonys, sagde han, Hr. de Vilsacs Efterfølger.

Ellen bøiede Hovedet til Hilsen: Hvorledes har Vilsac det? spurgte hun. Det er noget siden, jeg hørte fra ham – Jeg satte saa megen pris pas ham.

– Ja – Han var meget elskværdig – Fru Grevinde. Desværre … derfor – han har skudt sig iforgaars.

Ellen kom til at ryste. Forvirret sagde hun: Skudt sig – gode Gud, og greb om Logeranden. Hvorledes er det dog gaaet til?

– Vi fik kun imorges Telegram derom. Han blev fundet i et Krat ved Byporten med en Revolver ved Siden af sig. Han havde lidt urimeligt af Melankoli al den Tid, han havde været i München. Det er meget sørgeligt.

Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun:

– Naar sagde De, han var død?

Franskmanden huskede ikke strax: Død? – naa – iforgaars. Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun:

– Han var modig —

Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen.

– Deres Heste…? Ja – de har mange, og hans Kikkert søgte op mod Amfitheatret.

Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine.

– Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen? Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem.

Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tæt op ad hende i Vognen og kærtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte ingen af dem.

De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne. Samtalen gik trægt. Ellen var distræt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa hendes Ansigt.

Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede Skoleryttersken. Ellen saa paa ham: Hvad si'er De?

– Ja – lige paa Munden.

– Men Gud, Carl – hvor kunde De dog … Hvor foregik det?

– Hun stod paa Trappen – lige ved Stalden – saa tog jeg hende om Livet og kyssede hende …

Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende. Ellen lo stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun.

Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel følte hun Fristelsen til at falde ned mod hans Skuldre. Og han sagde endelig: Hun lignede Dem.

Han sank i Knæ: Men De er smukkere.

Ellens Hjærteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun Øinene op og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer.

Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse:

– Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven …

De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes Ansigt:

– Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon.

– Vilsacs?

– Ja – jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig.

Ellen følte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Sætning hende ind, den døde Vilsac en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende:

– Sér De, jeg tror altid, der er et Øieblik, hvor Skæbnens Vogn ruller over os. Hun hørte hans Stemme, saa ham …

– Ja – Skæbnens Vogn.

Hun reiste sig vaklende, og hun støttede sig til Kaminen. Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun:

– Vilsac er død …

– Vilsac? Men hvor har De hørt det?

– Af Hr. Zimonys – i aften —

Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig! Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun.

– Hvor er det skét?

– I München.

Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder. Saa sagde Carl: Jeg vidste godt, han elskede Dem.

Hun svarede ikke. Han satte sig hen ved Lampen, bøiet og ubevægelig; stjaalent saa hun paa ham.

Og da det havde været saadan længe, reiste han sig og sagde sagte, uden at sé paa hende: Godnat. Du ved, jeg skal imorgen tidlig til Ringsted til Jagt.

Og gik.

Hun fór hen til Portièren og lyttede efter hans Skridt. Hun vilde have kaldt ham tilbage. Men saa førte hun Lommetørklædet op mod sin Mund og holdt det fast til sine Læber:

– Nei – jeg skal ikke sé ham mer.

Hun satte sig, en Rystelse greb hendes Legeme. Hun faldt sammen og samlede ikke mer sine Tanker. Tilsidst sagde hun: Jeg vil tage en Indsprøitning.

Hun stod op og gik ind i Sovekamret. Besindelsen kom tilbage med Morfinen.

– Ja – hun maatte bort. Og strax.

Som naar ved et Dødsfald Ligets Røgt giver Huset travlt, fik hendes Tanker nok at tage vare: Reisepaaskud, Opbrud. – Foreløbig kunde hun tage paa Landet, til Urnesgave. Hendes Sygdom var Grunde nok … Og Carl skulde naturligvis blive, det var Synd at berøve ham noget af Sæsonen, der stod tilbage.

Saa – siden … De kunde reise i Udlandet … man fandt paa Raad, man fandt paa Raad … Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv.

Aa – ja – det galdt at have Mod, blot at have Mod – saa kom det andet … Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa – ham gift.

– Gift.

Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en Brud til ham mellem dem, de kendte.

Men hun fandt ingen. Og hun faldt hen i vage og vemodige Drømmerier om den Lykke, de da skulde nyde – om mange Aar, naar de alle var blevet ældre.

Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind.

– Er Greven hjemme? spurgte hun.

– Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Thé.

– Tak.

Ellen reiste sig og holdt et Øieblik Hænderne for Øinene. Smerten, hun havde betvunget, steg kvælende op i hendes Hals. Men det maa, sagde hun. Hun hørte Urnes Trin – vendte sig og modtog ham med et Smil:

– God Aften, min Ven.

– God Aften – er I allerede hjemme fra Cirkus?

– Ja – vi tog hjem – jeg var ikke vel.

– Igen ikke vel? Det er virkelig ængsteligt, Ellen …

– Aa, min Ven – det er kun Træthed – hun rakte ham Theen – jeg kan ikke mer beherske mig. Jeg er altfor nervøs…

– Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem til Urnesgave.

– Vi tager jo alle hjem om tre Uger – efter Hans Majestæts Fødselsdag …

– Ja – men … jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe – den nervøse Graad brød frem bag hendes Smil. – Der er endnu saa mange Fester tilbage … Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage – saa havde jeg tre Uger helt i Ro …

Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sér selv, hvor nervøs jeg er, sagde hun, Taarerne løb ned ad hendes Kinder.

– Men – den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt …

– Jeg skal skrive til Hendes Majestæt … Hun vil godt kunne forstaa det. Hun slap ham og tørrede Taarerne bort af sit Ansigt.

– Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun.

– Ja – der er jo intet i Veien – men allerede imorgen …

– Det vil skaane mig for Besøg og Visiter – ikke sandt, saa bli'er det imorgen? Tak Urne – du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og løftede Ansigtet op imod hans:

– Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro. Urne klappede hendes Kinder:

– Ja – naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg længes – han strøg hendes Kind – længes derefter…

Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt.

– Ja, sagde hun og slap ham, rød, – naar jeg blot kommer bort.

Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde hun:

– Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt.

– Nei – gaa til Ro. Du trænger til det … Jeg gaar en Timestid hen i Klubben … God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik.

* * * * *

Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. En grusom Smerte greb hende.

Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet.

Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl – Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand – saa længe.

Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys …

Det var forbi.

Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede:

– Hvor De er god!

Og lægge sig ind til hendes Bryst. Aldrig mer.

Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme.

Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac, der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun.

Saa latterligt var dog alting! For latterligt.

* * * * *

Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar. Hun sad stiv og lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog længer være smuk, sagde hun.

Hun vilde ikke mer mød