Faedra Brudstykker af et Livs Historie

III

Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ. Et Fløjelsslæb tungt gjennem Rækkerne, i

Næserne Duft af Verveine; og Fløjdørene lukkes bag Majestæternes hilsende Ryg. Gæsterne dvæler i ærbødig Bøining.

Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst Majestæterne ned.

Med et brydes Rækkerne under forvirret og hundredestemmet Støi. Man farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trænges man. Inde i Salen intonerer Musiken en Vals.

Midt i Larmen hører man Balinspektørens Raab: Første Extravals – første Extravals! og Majordomus Stemme, der bevæger sig frem mellem Grupperne: Les tables à jouer – Messieurs, les tables à jour.

Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter, Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse …

Knald af Propper; Stimmel allevegne.

Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder han sin Dame.

– Det er os, Comtesse.

– For anden Gang …

– Ja … De er Æresgæsten.

Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tæt sammen for at høre – Orkestermusiken var stærk – han helt ind til hende, Clara Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham.

De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op.

Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om Majestæterne.

– Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har ikke mer det gamle Smil – jeg vilde ikke have kendt hende igen …

– Det er Begivenhederne i Rusland.

– Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt …

Man glider fra Sprængningen i Vinterpaladsets Spisesal over til Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte sammen og siger:

– At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i Divanen siger afsluttende og grødet:

– Godt, at vi har en stærk Regering.

Grevinde Rosenkrands bøier Konversationen.

– Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne. Om jeg endnu … Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte flygtigt hans bløde Fransk —

– Ja jeg spiller undertiden.

Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget smukt.

– Meget smukt.

Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Møje:

– Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med Majestæten.

Ingen sagde mere, og Gruppen opløstes, Ellen havde ikke mærket det, mens hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og sagde:

– Ja, hun er meget smuk.

Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem – spurgte hun.

Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde? – Ellen vendte Hovedet: Her er meget varmt … Skal vi ikke gaa ind. – Ja, hun er Ungarinde – hun er meget smuk.

Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser godt – lidt intimt … Hun nølede et Øieblik og lod Guldlorgnetten falde.

– Det vilde være et passende Parti. Ellen lo.

– Skal vi dog ikke først lade ham være kommet ud af Skolen … Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt aandsfraværende Ord med den og den, førte Viften uafbrudt.

I Dagligstuen kom Greven imod hende:

– Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrængt.

Hun saa i Speilet, hun havde to røde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde hun, her er meget varmt … Og saa anstrænger det virkelig en Smule at sé Majestæterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og skyllede Vinen ned.

Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portièren sagde han: Carl morer sig nok – har du set ham?

– Ja … han er glad iaften.

Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slængt sig paa Patéen i Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.

Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trængte til at le, hun vilde være munter … Hun gav sig til at tale efter den gamle Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen Latter over de andres, kort og rykvis – indtil hun brød op og gik videre …

Dansen var forbi.

Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres Chapeau-bas under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre. De unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om Livet …

Efterhaanden tømtes Salen … Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de ind

… Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa Skyer.

Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene. Ned over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grønne Pragt rigt fra de høie Altaner. Drecener bredte deres Kæmpepigge. Store Viftepalmer skærmede i blaalig Skygge Marmorguder.

Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne stille.

Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens Grotter. Nær ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vække den slumrende Amor …

En Gang imellem gled bag Væksternes Stammer et Silkeslæb forbi paa Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rødlige Lys frem for at fange Springvandets kølige Regn …

Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbænk ved Bassinet, og mens hun vædede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun:

– Vilsac … hvad synes De egenlig om Livet?

– Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke.

– Ja, sagde Ellen, – om man var født til at tage tiltakke.

– Født dertil … Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror Grevinden, der spørges? Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med sine Hæle.

– Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige – det er dem, som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken.

Har De lavet det selv. – En Bevægelse med Viften. – Aa ja, jeg ved det nok … De er ogsaa af de fordrende Mennesker.

– Men ved De hvad, Vilsac, – og hun talte noget roligere – man kan fødes med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit høieste Ønske? Det var latterligt … At komme til en Skov, saa stor og sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det nytter ikke, at De le'r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle Ide, som lod mig bygge dette Drivhus … Og se saa, – hun lo selv – om der er saa stor en Victoria regia … at den kan bære mig … Nei – man maa tage tiltakke med Aakander …

– Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer … Hvorfor er det nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi'er os altid saadan: mange Ting, vi ikke ønsker saa meget – for en Ting, vi ønskede, og som det ikke giver.

De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde Ellen:

– Kender De noget til Inderne?

– Ostinderne.

– Ja de gamle Indere. Det maa have været et mærkeligt Folk – der er saa megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med “Lervognen” …

– Og Sakuntala.

– Ja … Der var Grader i deres Templer … det ene Rum helligere end det andet … Men inderst inde var den “hellige” Hal – der var oftest tyst … For derind kom kun de, som vilde “skue” Guden … De gik derind i hvide Klæder, med Laurbærkrans om Panden, og de hellige Døre havde lukket sig om Mennesker, der var forsvundet … Aa, Vilsac – hun vred sin Vifte – det at skue Guden …

Der blev atter Taushed. Tankeløs fulgte Ellen med sit Blik Springvandets Straaler, der faldt som bløde Perler over Aakandebladene.

Saa sagde Vilsac:

– Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt.

– Patricisk, ja – Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fødes der Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne?

– Misunder De dem.

– Ja – jeg misunder dem.

Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke?

– At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane – aa, det maatte være saa besynderlig fredeligt …

Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand mod sin Pande, sagde hun:

– Vilsac – det bedste var aldrig at tænke.

Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.

– Eller kun fornemme – bare sløvt fornemme …

Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring.

Hun slog Øiet op paa ham. Bare ladt fornemme …

Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen.

Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren …

Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede.

– Kom, Vilsac … Giv mig Armen, min Ven – Dansen er begyndt. Og de gik tilbage til Salene.

– Bernstorf – Bernstorf. Det er for voldsomt.

Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet og stødt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog Bernstorf med Rækkerne: Frisørens Krøller ude, Slipset, opløst.

– Nei, Grevinde, nei – lad dem more sig.

Alle Par fløi ud – hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og klemt. Alle Par – alle Par ud!

Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hørte man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast, eller Møllerne pludselig sprang …

Alt var en Hvirvel. Dansen suste af.

Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens hun talte med Vilsac om det og det.

– Alle Damer tilhøire – alle Damer tilhøire.

Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og Bernstorf skreg:

– En Dame, Grevinde Urne, en Dame … Ellers gaar Turen i Stykker … Bernstorf førte hende ud. Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter Bernstorf.

– De jager Livet af os – hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere … De maa holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod. Men Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag, gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm.

Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm.

Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Længsel stansede hun Bernstorf midt i Salen:

– Kom – der er Carl – lad dem spille en Vals. Og hun forlod ham.

– Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse.

Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg, og hendes Næsebor skælvede. Kom – vi vil danse … Det er en Vals.

Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa hendes Ansigt, nød de tause Dansens Rytme.

Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes Øienhaar. Og de dansede.

– Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har sét det.

– Forelsket? Hvor kan De … Deres Blikke mødtes, og han holdt inde. Skælvende hang de, Blik i Blik.

Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja – han var sikkert forelsket … Man saa det; han var jo kun med hende – Det lyste jo frem paa hans Ansigt …

De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt nynnede de begge alle Ord —

– Mens Valsen gled —

Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i Frankrig.

– Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forfølger Hr. Gambetta. Han kan ikke løbe bort fra Belleville

… Han kan derfor blive en Cæsar, aldrig en borgerlig Republiks Præsident —

– Det er sandt —

Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grévy?

– Ja – Vilsac havde sine Øine i Salen.

– Han er Præsident i Kraft af sin Uskadelighed … og forresten, tror jeg ogsaa i Kraft af sit Retsind. Hvor de dansede længe – og tæt, tæt mod hinanden.

– Ja, han er retsindig.

– Desuden akkurat saa lidt ærgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan vedblive at være Præsident i en Republik.

De var snart de sidste paa Gulvet, og de mærkede det ikke – aa, hvor uforsigtigt.

– Ja – Gambetta vil blive Republikens Præsident.

– Hr. Gamb … Hvor Hr. Vilsac var distræt … Hans Øine var ude i Salen … ved et valsende Par – Aa – hans Hustru og Carl …

Vilsac følte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund mødtes deres Øine.

– Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et vanskeligt Land at regere.

Carl og Ellen var hørt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de sagte Valsens Melodi … Saa holdt Musiken op.

Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de smilende hen mod Vilsac. Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe.

Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom. Ja – Grevinde – Dansen er forbi … Og de gik ind.

Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang op: Hvor De er bleg, sagde hun.

De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde, sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne – De er altfor uforsigtig.

Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet:

– Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster.

Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes. Hun talte og hørte sin egen Røst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt. Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mærkede Hænder i sine Hænder og Kys paa sine Kinder.

Hvor hendes Hoved var tungt – Hun gik hen til Vinduet og støttede sin Pande mod den kolde Stolpe. Hun hørte Vognene rulle bort og Tjenerne, der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt begyndte hun at lytte efter deres Samtale.

De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder. Men med ét gik hun bort fra Vinduet.

– Han har set det, sagde hun.

Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han har set det. Vilsac ved det.

– Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg.

Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem Salene.

Tilsidst var alting ganske tyst.

Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød.

Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden. Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse … Brillant Aften – brillant – det var at more sig.

Han satte sig overskrævs paa en Stol – og lavede Ringe af Cigaretrøgen … Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten.

Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget … Mærkede saa med ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder – Hvor hun var bleg … Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger, holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med forpustede Ord – der svirrede som Myg – indtil han blev ganske … hed og taug.

Jo – sagde han – God Nat … Det har været en streng Dag …

Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik – til han var ude.

Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned mod hendes Bryst.

Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine Hænder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst følte hun dets bløde Strømme mellem sine Fingre et kort Minut.

Saadan laa hun længe. Blikket maalte stift det tomme Rum …

Der hørtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dør, som aabnedes og lukkedes – et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt havde han løftet Portièren og stod bukkende i Døren.

Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren ikke kendte:

– Ja – Du kan slukke. Festen er forbi.

Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale.

IV

Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer.

Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove igen. Sove mer.

Eller ialfald tage fri – blot lidt endnu for det, som … hun vidste nok.

Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en tør Smerte.

Saa var det da sket.

Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen Trøst, nei ingen Trøst … Nu var det sket – slog hun de nervøse Hænder op og ned.

– Hvorfra var der Trøst – hvorfra?

– Nei – aa Gud – det var det forfærdelige, som var sket.

Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar.

– Hvilken Elendighed – Himmel dog – hvilken Elendighed. Hun blev siddende opreist.

– Ja – saa maa Dagene … blive som Sandet.

Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro. Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var sket.

– Først var det hans Øine … Hun havde altid elsket hans Øine. Hun længtes efter deres Glans, naar han blev glad – og han var saa let at glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev glad …

Og hans Latter – hvor hun havde elsket hans Latter.

Det var vist paa Thorsholm … Ja – en Dag i Efteraaret … Hun stod og satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo … Men der var et lille Mærke mange Dage.

Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød – det søgte jo altid om Støtte – og han sad taus og helt stille … og uden at hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar – hvor var det ikke blødt.

Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ … Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen … Skæret fra Kaminen lyste mod hans Nakke … mod de fine og smaabitte Haar … Saa havde hun bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke … Han sov.

Saadan var det kommet.

Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham:

– Carl – det kan De ikke – det gaar ikke an.

Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad – hvorfor ikke?

En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt, og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? … Det tænkte jeg ikke over … Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt … Og hun havde tiet forvirret.

Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter …

Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans Øine, og hun saa hans Læber – mens hun smilede.

Ja – hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved.

Et Kærtegn.

Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm … Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg … og pludselig følte hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans lo op i hendes Ansigt.

Saadan var det gaaet indtil nu.

Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord – havde flettet sin Væv om hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde glad.

Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv.

Nu saa hun det … nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken … Ja – hun elskede ham.

Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen, siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste Ting syntes hende en Byrde.

Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar.

– Hvor Grevinden er bleg, sagde hun.

– Ja – jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt, og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar, smile bag sig i Speilet.

Og pludselig sagde hun: Om hun ved det.

Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun Veiret dybt.

– Aa – jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det være sket?

Hun tog atter Pudderkvasten – Sveden var sprunget frem af alle Porer – og hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde febrilsk ødslet med alt deres Indhold.

– Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken syv.

Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte bankede stærkt.

– Ja – saa. Red han ud … sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny … Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt – netop efter Ballet, saa tidligt.

– Hvorfor var han dog redet ud? Havde han – hun turde ikke tænke ud. – Gode Gud – om ogsaa han …

Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede … Fandt i samme Nu tusind Grunde for sin Frygt … Han havde været saa besynderlig iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt … Og det Kys, han havde taget under Dansen … Gode Gud – hun rev Kjolen ud af Kammerpigens Hænder – fik den paa – hun maatte se ham straks.

Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede Haanden mod sit Bryst.

Hun turde ikke gaa ind.

Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han. Naa – De har saamænd sovet godt.

Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe.

Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa tidligt.

– Ja – jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved … Saa syntes jeg, det kunde være ganske rart … Der var deiligt paa Langelinie.

De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give ham en Time.

Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen under sine egne Hænder.

Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en tung Lykke.

Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet.

Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde siddet med det timevis i sine Hænder.

Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det.

Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig til at græde.

Længe græd hun en stille Graad.

* * * * *

Dagene gik.

For Ellen et Feberliv.

Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under Angster.

Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl.

Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse.

Ja – dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved hans Lykke, havde hun sagt til sig selv:

– Mod dette Menneske gør du kun godt.

Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid.

Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende.

Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse.

Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen.

Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar hendes Venskab var blevet til Forbrydelse.

San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig saa myg i angerrig Forsagelse.

Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt. Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv.

De maatte skilles.

Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens Elendighed.

Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe. Og hun sagde paany: Nei – han skal aldrig erfare det.

Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs:

– Man naar saa ogsaa han —

Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af al sin Sjæl. Mod Carl var hun foranderlig og uens.

Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer.

– Er De bedrøvet? spurgte Carl.

– Ja – lidt, hun forsøgte at smile.

– Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor.

– Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.

Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn. Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit, mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv:

– Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender.

Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun:

– Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar. Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed.

Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han forstaar alt, hvad han har givet mig – den Dag, da han giver alt det samme til den, som han elsker.

Og da vil han hade mig.

Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel.

– Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det.

Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans Had. Eller hun sagde til sig selv:

– Det er ikke denne ømhed, han vil give hende.

Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover.

Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart, altid i den samme Kredsgang. Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes:

– Grevinden maa være syg, sagde han.

– Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende nogen Søvn.

Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale.

Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde:

– Carl – vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles.

– Skilles? Hvorfor spørger De om det?

– Hvis jeg nu reiste bort.

Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt: