Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine.

Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets Duft.

Hun følte sit Hjerteslag tungt.

Nei – nei – sagde hun – det er Djævlen … Hun slap Tæppet. Da hun løftede Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et Billede.

En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde …

Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit Hoved og blev ved at stirre derpaa – tungt, liggende ind over Sengen, med de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.

Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder…

Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; over Plænen – fløi hendes Skygge.

Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen kunde hun ikke finde Ro.

Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled det ind i hendes Tanker – bestandig.

Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun efter at synke dybt … glide saa blødt og – faa Fred —

Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op.

Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden.

Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.

Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit.

Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være kommet nogen, en fremmed … Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen … Karlene klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren.

– Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?

Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden.

– Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup?

– Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt frem i Lysskæret, Kongen er død! Krigen brød ud.

I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug for alles Hjælp.

Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da hun kom til sig selv, fantaserede hun.

Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.

Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland.

IV

Ellen var Rekonvalesent.

Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig, med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig, hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede.

Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.

Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa Klem, naar de gik.

Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.

Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en Drengs med det korte, afklippede Haar …

Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom: “Ivanhoe”, “Erik Menved” og “Prinds Otto”. Og mens hun læste, dukkede Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat Velbehag.

Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i hendes Øren uafbrudt.

Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt.

Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen, hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder.

En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun svimmel: Nei, Doktor – lad mig sætte mig – jeg er altfor træt.

– Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.

Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere igjen.

Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og de lette Sommerskyer, naar de drev.

Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.

Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det gjorde godt paa de hede Dage.

En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner sammen til en Buket.

Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte hende ikke igen.

Det Skær, som var kommet over hende …

Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen. Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.

Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup …

– Han spillede kun saa maadeligt Orgelet …

– Ja saa … hun lagde Bregnerne bort – ja – det er jo sjældent, de Folk er musikalske. Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har været syg.

Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja – det er – som blev man Børn igen … Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de foldede Hænder.

– Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i Præstegaarden?

Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja – sagde han – det er en travl Tid – jeg mener, der er mange ængstede Sind.

Og han tog Afsked, helt forvirret …

– Ja – De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev liggende paa Chaiselonguen.

Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.

Hvor det var smukt – Ia – hun saa ud – det var Zigeunerne som spillede. Hun satte sig stille. Violinerne sang.

Hvor det var længselsfuldt – hvor det var smukt … Det lød saa klagende, saa dæmpet, mildt … saa steg det, og steg det og klang.

Ellen stod pludselig op, urolig …

Hvor Tonerne slyngedes sammen – hvor de jublede op – aa – man fik bankende Blod. Saa vildt det lød —

Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt … Det var som Granernes Sus nede ved Moders Grav … Ellen græd.

De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den solrige Have.

Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.

Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage i den dorske Ro.

De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.

Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.

Officererne betragtede hende fra Lindegangen.

Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen og gik videre støttet til hendes Arm …

Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres Bænke …

– Hvad finder du, Schønaich connaisseur?

– Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?

– Jo – og fik den tilbage …

Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria Theresia, sagde han.

– Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.

Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.

Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig og nærmede sig Vinduet.

Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i deres Hænder og stirrede ind. Baalets

Skær farvede deres Ansigter. Det lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede, og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en lysende Sky over Baalet.

Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten for igen at forsvinde …

Saa spillede de.

Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt, klagende Raab.

Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.

Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens Tanker gik og kom. En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud.

– Nei – sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over Stjerne paa den mørke Himmel.

Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.

– Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang … Hun saa et Par Skygger paa de nedrullede Gardiner …

Hvad det dog var for en Sang – saa blød … Hun lænede sig længere frem, og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank … En Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom …

Weil sie gestorben ist – Weil sie gestorben!

Det døde hen … Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren … Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer.

* * * * *

Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun … Men hun var virkelig alt for svimmel.

Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:

– Frøkenen er blevet syg. – Tillad jeg hjælper Dem.

Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja – jeg er … ikke vel.

Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.

Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde hun. Jeg har nylig været syg. De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham.

Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak – det er meget bedre, og hun løsnede sig ud fra hans Arm.

Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige Ord.

Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til Farvel.

– Tak.

Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke Lykken. Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.

Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke ham for igaar.

Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod paa Klem. Hun ventede Visiten. Ellen reiste sig og gik ham imøde.

Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader ikke var hjemme. Han var taget til Veile.

Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre …

– Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.

Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads, slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun – ikke sandt – her er smukt?

– Og vi berøver Dem den Udsigt? … Aa, Frøken, jeg forstaar det saa godt … Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for Øie – Men – han skiftede Tone – vi keder os ogsaa, kan De tro …

Ellen smilede: Ja – sagde hun og pegede over mod Lindegangen – det er jo ikke just afvekslende.

– Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i Horsens i fjorten Dage – jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par Sælgekoner …

Han gik bort fra Døren:

– Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af Als – der var nu ogsaa en smuk Idé – vi drog opad Hovedgaden med Kanoner og fuld Musik … Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare tilhyllede Vinduer, døde Huse – uddøet og lukket – Hele Byen var tom. Det var et skrækkeligt "Tedeum" —

– Og inde bag Ruderne da – sagde Ellen.

Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren og sagde:

– Ja, hvor her er vidunderlig smukt.

– Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.

– I Bøhmen – der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau?

– Nei – jeg har aldrig været udenfor Danmark.

– Og taler saa smukt Fransk?

– Aa – vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De igaar, jeg ikke kunde Tysk? … Jeg er saa uvidende.

– Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede. Lidt efter gik han.

Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun reiste sig.

– Det var ham, der sang, sagde hun.

Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.

– Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?

En Dag, naar han kom igen … Men han kom maaske slet ikke mer … af hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden under Kinden …

Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.

Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede, og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk.

Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket … Ellen kendte ham – det var ham – sagte vilde hun lukke. Men saa vendte Schønaich sig og hilste.

– Det var smukt, sagde han.

– Ja – saa smukt …

De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste igen, og Vinduet blev lukket.

– Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret – nu vilde hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit. Det gjorde saa Maag – som havde en af sine ædru Perioder i denne Tid – ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg.

Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt hende "très distinguée".

Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer.

Saadan gik et Par Dage.

En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret.

Han vendte sig, hilste og vilde gaa. Ellen aabnede Laagen.

– Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.

– Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt herned.

– Ja ikke sandt? – Ellen lagde Krandsen paa Graven – her er høitideligt her under Granerne? Det er mit Yndlingssted …

– Meget høitideligt.

De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket svalt og duftsvangert.

– Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ – den pludrer ikke. Denne Susen minder om gamle Kvad.

– Mig minder det om hjemme —

– Om Bøhmen?

– Ja – Aa – De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter – naar Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket … Høiderne som mørke Silhuetter rundtom … Nat efter Nat kan man lytte til den glidende Flod – saa tyst – mens den iler og iler og iler … Bredderne kan ikke holde den fast – ikke med Kærtegn og ikke med Granernes Hvidsken.

– Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover …

Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod Monumentet, sagde hun.

– Ja – det er smukt.

Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne. Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:

– Men det bliver altfor køligt for Dem —

Ellen foer sammen: Hvilket? – Hun var saa langt borte – ja, det bliver køligt.

Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed. —

Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk midt i Solheden.

Mod Schønaich var hendes Væsen uens.

Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke.

Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.

Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde netop den, han lod, som han ikke saa mer.

Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen, stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger, der kunde stige og stige og tage Fart og Fart – for saa igen at glide ud og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen og kommer igen.

Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at faa Lov til at fly.

Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.

Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og uens som bankende Feberpulse i hans Tale.

Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i samme Time.

Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.

Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.

Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens Stjerneskud. Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene.

Alle Tanker – her fik de komme og gaa – alle Længsler – her fik de nye Haab. Og her kunde hun græde i Fred.

Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt, troskyldige Bønner.

Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her vaagen – det var saa lykkeligt … Alt var bedst, naar man var ene.

Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa Himlen kunde hun følge paa dens Vei …

Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.

Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere.

Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede …

Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved Flygelet.

– Kan man ikke være lykkelig – hvor vil De dog sige det, Grev Schønaich – Som nu jeg idag – iformiddags, da jeg laa paa Bakken – der, De ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven – der var saa køligt og saa friskt under Træerne – og saa derude Havet og Luften saa klar – Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt i Solheden, og sang, mens jeg løb …

– De er maaske en lykkelig Natur?

– En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, det tror jeg ikke, at jeg er —

– Heller ikke jeg – Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som ikke tænker.

– Lykkelige – ja – det er saa stort et Ord, og man ved knap – hvad man mener med det – men tilfredse saa – kan man da heller ikke være tilfreds?

– Tilfreds? Aa jo – de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens Surrogat.

– Det er saa haanligt sagt.

– Aa nei – ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken – aa nei – hvor kan De forstaa det? – dertil er De, Gud ske Lov, for ung —

– Vist ei, forklar mig, hvad De mener. Schønaich havde reist sig.

– Der er Mennesker, tror jeg … der er de fødte længselsfulde, Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa solhede Veie – vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne – altid den næste, der er vore

Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke – de altid larmende, der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort Blod – en Slags evindelige Skyfavnere.

Han standsede og lidt efter sagde han:

– Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige, Stemningers Løgnere … De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens landflygtige Elskere.

– Ingen tror dem, alle dømmer …

Schønaich taug – Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige.

– Skal jeg synge lidt?

Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet. Schønaich sang. Lidt efter gik han.

Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.

De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde – standsede Ellen.

– Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.

Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende, bedre det ikke blev sagt.

Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod ham, sagde hun blidt og roligt:

– Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.

Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak. hvidskede han, Tak, at De tror mig.

Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der skælvede.

De talte pludselig fortroligt: – om de første Dage, de havde set hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.

De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed … Men de gik ved Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak.

Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.

Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans Skulder, mens hun sukkede.

– Hvorfor sukker De? hviskede han.

Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at hvile lænet til hans Bryst.

– Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.

Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for hver Støi.

Jo, det var hende.

Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.

Ellen laa ubevægelig,

Saaledes drømte de begge – nær hinanden – i den stille Nat.