Han ramte monstret lige imellem øjnene, et mere voldsomt kast end han nogensinde havde lavet og skabningen vaklede tilbage. Thor var sikker på at han havde dræbt det.

Men til sin forundring stoppede bæstet ikke.

Thor forsøgte så godt han kunne at hidkalde sine kræfter, hvad det end var for kræfter han havde. Han angreb bæstet, sprang frem, stødte ind i det, forsøgte at tackle det og kaste det ned med overmenneskelige kræfter.

Men til Thors overraskelse, kom de ikke denne gang. Han var bare en almindelig dreng. En skrøbelig dreng, ved siden af dette massive bæst.

Bæstet rakte bare ned, greb fat i Thors talje og hævede ham højt over sit hoved. Thor, hjælpeløs, hang og dinglede i luften – og blev så kastet ned. Han fløj som et missil henover lysningen, og smadrede igen ind i et træ.

Thor lå der, lammet, hans kranie brudt, hans ribben smadret i to dele. Bæstet racede frem mod ham og han vidste at denne gang var han færdig. Det løftede sin røde muskuløse fod og gjorde klar til at sætte den ned mod Thors hoved. Han forberedte sig på at dø.

Men så, af en eller anden grund, stoppede bæstet i bevægelsen. Thor blinkede og forsøgte at forstå hvorfor. Bæstet rakte op og krammede sin strube og Thor så en pil, der stak ud af den. Et øjeblik senere, faldt bæstet om, død.

Erec kom løbende i syne, fulgt af Reece og O´Connor. Thor så Erec kigge ned på sig og spurgte om han var ok og han ville gerne svare, hellere end gerne. Men ordene kom ikke ud. Et øjeblik senere lukkede han øjnene og hans verden blev sort.

KAPITEL ATTEN

Thor åbnede øjnene langsomt, først svimmel, han forsøgte at finde ud af, hvor han var. Han lå på halm, og et øjeblik spekulerede han på om han var tilbage i barrakkerne. Han proppede sig selv op på albuerne, opmærksom, mens han kiggede efter de andre.

Han var et andet sted, Det så ud som om det var et meget udsøgt stenværelse. Det så ud somom han var i et slot. Et kongeligt slot.

Før han kunne regne det ud, svingede en stor egetræsdør op og ind spankulerede Reece. På afstand kunne Thor høre en dæmpet mumlen af en menneskemængde.

”Endelig, han lever,” annoncerede Reece med et smil, mens han skyndte sig frem, greb Thors hånd og trak ham på fødderne.

Thor løftede en hånd til sit hoved, mens han prøvede at dæmpe den voldsomme hovedpine, fra at stige for hurtigt op.

”Kom, lad os gå, alle venter på dig,” skyndte han, og trak i Thor.

”Vent lidt,” sagde Thor, mens han forsøgte at samle sig. ”Hvor er jeg? Hvad er der sket?”

”Vi er tilbage i Kongens Hof – og du er ved at blive fejret som dagens helt!” Sagde Reece glad, mens de gik mod døren.

”Helt? Hvad mener du? Og … hvordan kom jeg herhen?” spurgte han, mens han forsøgte at huske.

”Det bæst slog dig ud. Du har været væk et stykke tid. Vi var nødt til at bære dig tilbage henover Kløftens bro. Meget dramatisk. Ikke præcist, sådan jeg havde forestillet mig, at du skulle komme tilbage til den anden side!” sagde han med et grin.

De gik ud og ind I slottets korridorer, og med de gik, kunne Thor se alle slags mennesker – kvinder, mænd, væbnere, vagter, riddere – der stirrede på ham, som om de havde ventet på at han skulle vågne. Han så også noget nyt i deres øjne, noget der lignede respekt. Det var første gang han havde set det. Indtil nu, havde alle set på ham, med foragt – nu kiggede de på ham, som om han var en af dem.

”Hvad skete der lige præcist?” Thor søgte i sin hjerne og prøvede at huske.

”Kan du slet ikke huske noget?” spurgte Reece.

Thor prøvede at tænke.

“Jeg kan huske at jeg løb ind I skoven. Kæmpede mod bæstet. Og så..” der var tomt.

”Du reddede Eldens liv,” sagde Reece. ”Du løb frygtløst ind i skoven, alene. Jeg ved ikke hvorfor du spildte din energi på at redde den tørvetrillers liv. Men det gjorde du. Kongen er meget, meget, tilfreds med dig. Ikke fordi han bekymrer sig om Elden. Men mod betyder meget for ham. Han elsker at fejre. Det er vigtigt for ham at fejre ting som denne, at inspirere andre. Og det spejler godt tilbage på Kongen og Legionen. Han vil fejre det. Du er her fordi han vil belønne dig.”

”Belønne mig?” spurgte Thor, lamslået. ”Men jeg gjorde ikke noget!”

”Du reddede Eldens liv.”

”Jeg reagerede bare. Jeg gjorde bare, det der var naturligt.”

”Og det er lige præcist derfor Kongen vil belønne dig.”

Thor blev genert. Han synes ikke at hans handlinger fortjente belønning. Trods alt, hvis det ikke havde været for Erec, ville Thor være død nu. Thor tænkte over det og hans hjerte fyldtes med taknemmelighed overfor Erec, igen. Han håbede at han kunne betale ham tilbage en dag.

”Men hvad med vorespatruljetjeneste?” spurgte Thor. ”Vi gjorde den ikke færdig.”

Reece lagde en beroligende hånd på hans skulder.

”Ven, du reddede en drengs liv. Et medlem af Legionen. Det er vigtigere end vores patrulje.” Reece lo. ”Så meget for en kedelig første patrulje!” tilføjede ham.

I enden af endnu en korridor, åbnede to vagter døren for dem, og Thor blinkede og fandt sig selv i det kongelige kammer. Der måtte have været hundrede riddere i rummet, med sine skyhøje katedrallignende lofter, blyindfattede ruder, og våben og rustninger ophængt overalt på væggene som trofæer. Våbenhallen. Det var stedet, hvor alle de største krigere mødtes, alle mænd fra the Silver. Thor hjerte racede afsted mens han undersøgte væggene, alle de berømte våben, rustninger af helte og legendariske riddere. Thor havde hørt rygter om dette sted hele sit liv. Det havde været hans drøm selv at se det. Normalt havde væbnere ikke tilladelse til at komme herind – ikke andre end the Silver.

Endnu mere overraskende var det, at da han kom ind, vendte rigtige riddere sig og kiggede på ham – ham – fra alle sider. Og de så på ham med beundring. Thor havde aldrig set så mange riddere i et rum, og havde aldrig følt sig så accepteret. Det var som at gå ind i en drøm. Specielt fordi han havde sovet fast, få øjeblikke før.

Reece måtte have lagt mærke til Thors lamslåede ansigt.

”De fineste af the Silver har samlet sig her for at ære dig.”

Thor fyldtes med stolthed og vantro. ”Ære mig? Men jeg har ikke gjort noget.”

”Forkert,” lød en stemme.

Thor vendte sig og mærkede en tung hånd på skulderen. Det var Erec, der grinede ned til ham.

”Du har udvist mod og ære, udover hvad der var forventet af dig. Du gav næsten dit liv for at redde en af dine brødre. Det er det vi leder efter i Legionen, og det er det vi leder efter i the Silver.”

”Du reddede mit liv,” sagde Thor til Erec. ”Hvis det ikke var for dig, ville bæstet have dræbt mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.”

Erec grinede ned.

“Det har du allerede,” svarede han. “Har du glemt dysten? Jeg tror vi er kvit.”

Thor marcherede ned af midtergangen mod Kong MacGils trone, i den fjerne ende af hallen, reece på hans ene side og Erec på den anden. Han mærkede hundredevis af øjne på sig og det hele føltes som en drøm.

Stående på den anden side af Kongen var hans dusin rådgivere, sammen med hans ældste søn Kendrick. Mens Thor nærmede sig, svulmede hans hjerte af stolthed. Han kunne knap tro at Kongen gav ham audiens igen – og at så mange vigtige mænd var her for at bevidne det.

De nåede Kongens trone. MacGil stod og et dæmpet shh overdøvede rummet.

MacGils spekulerende udtryk brød ud i et bredt smil, da han tog tre skridt frem og til Thors overraskelse gav ham et knus.

Et kæmpe bifald brød ud i rummet.

Han trak sig tilbage, holdt Thor fast i skuldrene og grinede ned.

”Du har tjent Legionen godt,” sagde han.

En tjener rakte et bæger til Kongen, og Kongen løftede det. Med høj stemme råbte han:

”TIL MOD!”

”TIL MOD!” råbte de hundredevis af mænd i rummet. En ophidset mumlen fulgte, så blev rummet stille igen.

”Til ære for dine bedrifter i dag,” buldrede Kongen, ”bevilger jeg dig en stor gave.”

Kongen gestikulerede, og en oppasser trådte frem, iført en lang sort holder, på hvilken sad en utrolig falk. Den vendte sig og stirrede lige på Thor – som om den kendte ham.

Den tog luften ud af Thor. Det var falken fra hans drøm, med sin sølvfarvede krop og den eneste sorte stribe ned ad dens pande.

“Falken er symbolet på vores kongerige, og på vores Kongelige familie,” buldrede MacGil. ”Det er en rovfugl, en fugl af stolthed og ære. Men det er også en fugl med evner, med snuhed. Den er loyal og hård og den hæver sig over alle andre fugle. Det er også en hellig skabning. Det er sagt at ham, der ejer en falk også er ejet af den. Den vil guide dig på alle dine veje. Den vil forlade dig, men vil altid komme tilbage. Og nu er den din.”

Falkoneren trådte frem, placerede en tung handske af ringbrynje på Thors hånd og håndled, og satte fuglen på den. Thor følte sig elektrisk, ved at have den på sin arm. Han kunne knap bevæge sig. Han var chokeret over vægten af den; det var en kamp, bare at holde sig stille mens fuglen flyttede sig rastløst på hans håndled. Han mærkede dens kløer grave sig ind, men heldigvis følte han kun tryk, da han var beskyttet af handsken.

Fuglen vendte sig, stirrede lige på ham, og skreg. Thor mærkede den se ind i sine øjne, og han følte en mystisk forbindelse til dyret. Han vidste bare at den ville blive hos ham alle hans dage.

“Og hvad vil du kalde hende?” spurgte Kongen i rummets tætte stilhed.

Thor søgte i sin hjerne, der var for lammet til at arbejde.

Han prøvede at tænke hurtigt. Han hidkaldte alle de navne på alle de berømte krigere i kongeriget. Han vendte sig, skannede væggene, og så en serie platter med alle navnene på slag, alle stederne i kongeriget. Hans øjne hvilede på et bestemt sted. Det var et sted i Ringen, hvor han aldrig havde været, men som han altid havde hørt om var et mystisk, magtfuldt sted. Det lød rigtigt for ham.

“Jeg skal kalde hende Estopheles,” råbte Thor.

”Estopheles!”gentog mængden, og lød glade.

Falken skreg som om den svarede.

Pludselig, flapped Estopheles med vingerne og fløj højt op, hele vejen op til spidsen af katedralloftet og ud af et åbent vindue. Thor så hende flyve.

”Ingen bekymring, ”sagde falkoneren, ”hun vil altid komme tilbage til dig.”

Thor vendte sig og så på Kongen. Han havde aldrig fået en gave i sit liv, endnu mindre en sådan gave. Han vidste knap, hvad han skulle sige, hvordan han skulle takke ham. Han var overvældet.

”Min Herre,” sagde han og sænkede hovedet.” Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke Dem.”

”Det har du allerede,” sagde MacGil.

Mængden råbte hurra og spændingen i rummet var brudt. En livlig samtale brød ud imellem mændene, og så mange riddere kom hen til Thor, at han knap vidste hvor han skulle vende sig hen.

”Dette er Algod, fra den Østlige Provins, ”sagde Reece og introducerede ham for en.

”Og dette er Kamera, fra de Lave Marsker…Og dette er Basikold, fra de Nordlige Forte..”

Snart blev alle navnene slørede. Thor var overvældet. Han kunne knap tro, at alle de riddere ville møde ham. Han havde aldrig følt sig så accepteret og æret i hele sit liv og havde en følelse af at sådan en dag aldrig ville komme igen. Det var første gang i sit liv at han følte selvværd.

Og han kunne ikke holde op med at tænke på Estopheles.

Mens Thor vendte sig allevegne, hilste på folk, hvis navne flød forbi, navne han knap kunne fatte, kom der en budbringer frem, imellem ridderne. Han bar en lille rulle, som han pressede ind i Thors håndflade.

Thor rullede den op og læste den fine, sarte håndskrift:

Mød mig i den bagerste slotsgård. Bagved lågen.

Thor kunne dufte en delikat duft der steg op fra den lyserøde rule, og var forvirret, da han prøvede at finde ud af, hvem det var fra. Den havde ingen underskrift.

Reece lænede sig over, læste den over hans skulder og lo.

”Det ser ud som om min søster kan lide dig,” sagde han smilede. ”Jeg ville gå derhen, hvis jeg var dig. Hun hader at vente.”

Thor mærkede at han rødmede.

”Den bageste slotsgård er gennem de der låger. Skynd dig. Hun er kendt for at skifte mening hurtigt.”

Reece smilede, da han så på ham. ”Og jeg ville elske at have dig i min familie.”

KAPITEL NITTEN

Thor prøvede at følge Reeces beskrivelser, da han viklede sig vej igennem det overfyldte slot, men det var ikke let. Slottet havde alt for mange hjørner og kroge, for mange skjulte bagdøre og for mange lange korridorer, der så ud til at lede til mange andre korridorer.

Han løb igennem Reeces beskrivelser i sit hoved, da han gik ned af endnu en lille trappe, drejede om en anden korridor og til sidst stoppede foran en lille buet dør med et rødt håndtag – den Reece havde fortalt ham om – og skubbede den op.

Thor skyndte sig udenfor og blev ramt af det stærke sollys i sommerdagen; det føltes godt at være udenfor, ude af det tætte slot, indånde frisk luft, solen på sit ansigt. Han kneb øjnene sammen, hans øjne tilpassede sig til det skarpe lys, og tog synet ind. Foran ham lå de kongelige haver spredt ud, så langt øjet rakte, perfekt trimmede hække i forskellige former, der dannede nette rækker, med stier snoende sig imellem dem. Der var springvand, usædvanlige træer, frugthaver med modne sommerfrugter, og marker med blomster i alle farver, former og størrelser. Synes gjorde ham åndeløs. Det var som at gå ind i et maleri.

Thor ledte overalt efter et tegn af Gwendolyn, hans hjerte bankede. Denne bagerste gård var tom og Thor gik ud fra at den nok var reserveret for den kongelige familie, gemt væk fra offentligheden med sine høje sten have mure. Og alligevel, han kiggede overalt og kunne ikke finde hende. Han tænkte på om hendes brev var en spøg. Det var det nok. Hun drillede ham nok bare, bondeknolden, morede sig på hans bekostning. I sidste ende, hvordan kunne nogen af hendes oprindelse have en virkelig interesse i ham?

Thor så ned og læste beskeden igen, og rullede den så sammen i skam. Han var gjort til grin. Han var et fjols fordi han havde håbet på sådan noget. Det sårede ham dybt.

Thor vendte sig og forberedte sig på at gå tilbage ind i slottet, med sit hoved nede. Ligesom han nåede til døren, ringede en stemme.

”Og hvor skal du hen?” kom den glade stemme. Den lød som en fugls sang.

Thor tænkte over om det var noget han forestillede sig. Han spandt rundt, søgende, og der var hun, siddende i skyggen under en slotsmur. Hun smilede tilbage, klædt i sit fineste kongelige tøj, kjole af lag af hvidt satin foret med lyserøde kanter. Hun var endnu smukkere end han huskede.

Det var hende. Gwendolyn. Pigen Thor havde drømt om siden de havde mødtes, med sine blå mandeløjne, og lange jordbærhår, med hendes smil, der lyste hans hjerte op. Hun havde en stor hvid og lyserød hat på, der skyggede for solen og under den glitrede hendes øjne. Et øjeblik fik han trang til at vende sig om for at være sikker på at der ikke stod nogen bag ham.

”Øhm..” begyndte Thor. ”Jeg…øh…ved ikke. Jeg…øh…var på vej ind.”

Igen blev han forvirret i hendes nærhed, fandt det svært at samle sin tanker og udtale dem.

Hun lo, og det var den smukkeste lyd han havde hørt.

”Og hvorfor skulle du gøre det?” spurgte hun legesygt. ”Du er lige kommet.”

Thor var forfjamsket. Han tunge sad fast.

”Jeg…øh…kunne ikke finde dig,” sagde han, flov.

Hun lo igen.

“Nå, men her er jeg. Kommer du ikke over og henter mig?”

Hun holdt en enlig hånd op; Thor skyndte sig over til hende, rakte ned og tog hendes hånd. Han var elektrificeret ved hendes huds berøring, så blød og glat, hendes spinkle hænder der passede perfekt i hans. Hun så op på ham og lod sin hånd ligge der et øjeblik, før hun langsomt rejste sig. Han elskede følelsen af hendes fingerspidser i sin håndflade og håbede hun aldrig ville tage dem væk.

Hun trak sin hånd til sig, så placerede hun sin arm under hans arm. Hun begyndte at gå, ledte ham vej ned ad en serie snoede stier. De gik langs med en lille brostens sti og snart var de inde i en labyrint af hække, der var beskyttet mod blikke udefra.

Thor var nervøs. Måske ville han, en fra almuen få problemer, ved at gå her sådan med Kongens datter. Han mærkede lidt sved på panden, og vidste ikke om det var varmen eller hendes berøring.

Han var ikke sikker på hvad han skulle sige.

“Du har rigtigt skabt røre her, hva´?” sagde hun med et smil. Han var taknemmelig over at hun brød den akavede stilhed.

Thor trak på skuldrene. ”Det er jeg ked af. Det var ikke min mening.”

Hun lo. ”Og hvorfor var det ikke din mening? Det er da godt at skabe røre?”

Thor var blokeret. Han vidste knap, hvordan han skulle reagere. Det så ud til at han altid sagde det forkerte.

”Det her sted er så stift og kedeligt alligevel, ”sagde hun. ”Det er dejligt, der kommer en ny. Min far ser ud til at synes rigtigt godt om dig. Det gør min bror også.”

”Øhh..tak,” svarede Thor.

Han sparkede sig selv, og døde indvendigt. Han vidste han ikke skulle sige mere og det ville han gerne. Han vidste bare ikke hvad han skulle sige.

“Kan du…”begyndte han, mens han søgte I sin hjerne efter det rigtige at sige, “lide det her?”

Hun lænede sig tilbage og lo.

”Kan jeg lide det her?” spurgte hun. ”Det håber jeg sandelig. Jeg bor her jo!”

Hun lo igen og Thor mærkede sig rødme. Han følte at han rodede rigtigt rundt i det. Men han var ikke vokset på med piger, han havde aldrig haft en kæreste i sin landsby og han vidste bare ikke, hvad han skulle sige til hende. Hvad kunne han spørge hende om? Hvor er du fra? Han vidste allerede, hvor hun var fra. Han begyndte at spekulere på, hvorfor hun gad ham; var det bare for at more sig over ham?

”Hvorfor kan du lide mig?” spurgte han.

Hun kiggede på ham og lavede en sjov lyd.

”Du er en ret anmassende dreng, klukkede hun. ”Hvem siger jeg kan lide dig?” spurgte hun med et kæmpe smil. Det var tydeligt, at alt han sagde, underholdt hende.

Thor mærkede det nu som om han havde fået større problemer.

”Undskyld. Det var ikke min mening at sige det. Jeg tænkte bare over det. Jeg mener…øh…Jeg ved godt du ikke kan lide mig.”

Hun grinede hårdere.

”Du morer mig. Det må jeg give dig. Jeg gætter på at du aldrig har haft en kæreste, har du?”

Thor så ned og rystede ydmyget på hovedet.

”Heller ingen søstre, gætter jeg?” pressede hun.

Thor rystede på hovedet.

”Jeg har tre brødre,” busede det ud af ham Endelig til sidst lykkedes det ham at sige noget normalt.

“Har du?” spurgte hun. “Og hvor er de? I din landsby?”

Thor rystede på hovedet. “Nej, de er her, i Legionen, med mig.”

”Nå, det må være en trøst.”

Thor rystede på hovedet.

”Nej. De kan ikke lide mig. De ville ønske, jeg ikke var her.”

Det var første gang, hendes smil forsvandt.

”Og hvorfor ville de ikke kunne lide dig?” spurgte hun forfærdet. ”Dine egne brødre?”

Thor trak på skulderen. ”Jeg ville ønske, jeg vidste det.”

De gik lidt i stilhed. Han var pludselig bange for at han havde dræbt deres gode humør.

”Men bare rolig, det bekymrer mig ikke. Det har altid været sådan. Faktisk, har jeg mødt gode venner her. Bedre venner end jeg nogensinde har haft.”

”Min bror?Reece?” spurgte hun. Thor nikkede.

“Reece er god, “ sagde hun. ”Han er på nogle måder min yndling. Jeg har fire brødre, ved du. Tre er ægte og en er ikke. Den ældste er min fars fra en anden kvinde. Min halvbror. Du kender ham, Kendrick?”

Thor nikkede. “Jeg skylder ham meget. Det er takket være ham, at jeg har en plads I Legionen. Han er en rigtigt fin mand.”

“Det er sandt. Han er en af de fineste I kongeriget. Jeg elsker ham som en ægte bror. Og så er der Reece, som jeg elsker lige så meget. De to andre…tja…Du ved, hvordan det er med familie. Det er ikke alle man kan med. Nogengang tænker jeg på, hvordan vi alle kan komme fra de samme mennesker.”

Nu var Thor nysgerrig. Han ville gerne vide mere om, hvem de var, hendes forhold til dem, hvorfor de ikke var tæt. Han ville gerne spørge hende, men han ville ikke snage. Og hun så ikke ud til at ville dvæle ved det heller. Hun så ud til at være en glad person, en person, der gerne ville fokusere på de lykkelige ting.

Da de var kommet igennem labyrintstien, åbnede slotsgården sig op til en ny have, hvor græsset var helt perfekt trimmet og designet I former. Det var et kæmpe brætspil af en slags, der spredte sig mindst halvtreds fod i hver retning, med kæmpe træbrikker, højere end Thor placeret rundt omkring.

Gwen råbte op af glæde.

”Vil du spille?” spurgte hun.

”Hvad er det?” spurgte han

Hun vendte sig med øjnene på stilke af forbavselse.

”Har du aldrig spillet Racks?” spurgte hun

Thor rystede på hovedet, flov, han følte sig mere som en bondeknold end nogen sinde før.

”Det er det bedste spil!” udbrød hun.

Hun rakte ud med to hænder og tog hans, trak ham op på pladsen. Hun busede afsted fuld af glæde; han kunne ikke lade være med at smile selv. Mere end noget, mere end pladsen, mere end dette smukke sted, var det følelsen af hendes hænder, der gjorde ham elektrisk. Følelsen af at nogen ville have ham. Hun ville have at han gik med hende. Hun ville gerne tilbringe tid sammen med ham. Hvor ville nogen synes om ham? Særligt en som hende. Han følte stadig at dette var en drøm.

”Stå derovre, ”sagde hun. ”Bagved den brik. Du skal flytte den, og du har kun ti sekunder at gøre det i.”

”Hvad mener du, flytte den?” spurgte Thor.

”Vælg en retning, hurtigt!” råbte hun.

Thor samlede en kæmpe træblok op, overrasket over dens vægt. Han bar den flere skridt, og satte den ned på en anden firkant.

Uden tøven, skubbede Gwen sin egen brik over. Den landede på Thors brik og væltede den ned på jorden.

Hun råbte af glæde.

“Det var et dårligt træk!” sagde hun. ”Du kom i vejen for mig! Du tabte!”

Thor så på de to brikker på jorden, forvirret. Han forstod ikke dette spil, overhovedet.

Hun lo, tog hans arm, mens hun fortsatte med at føre ham ned af stierne.

”Bare rolig. Jeg skal nok lære dig det, ” sagde hun.

Hans hjerte svulmede ved ordene. Hun ville lære ham det. Hun ville gerne se ham igen. Bruge tid sammen med ham. Forestillede han sig alt det her?

”Så sig mig, hvad synes du om dette sted? Spurgte hun, mens hun førte ham ind i en anden serie af labyrinter. Denne her var dekoreret med otte fod høje blomster, sprængfyldte med farver, underlige insekter fløj rundt over deres hoveder.

”Det er det smukkeste sted jeg har set, ” svarede Thor som sandt var.

”Og hvorfor vil du være medlem af Legionen?”

”Det er det eneste jeg har nogensinde drømt om,” svarede han.

“Men hvorfor?” spurgte hun. “Fordi du gerne vil tjene min far?”

Thor tænkte over det. Han havde aldrig rigtigt tænkt over hvorfor – det var der bare altid.

”Ja,” svarede han. ”Det vil jeg. Og Ringen.”

”Men hvad med livet?” spurgte hun. ”Vil du ikke have en familie? Jord? En kone?”

Hun stoppede op og så på ham; det overraskede ham. Han var rundt på gulvet. Han havde aldrig tænkt over de ting før, og vidste knap, hvad han skulle svare. Hendes øjne glimtede, da hun kiggede tilbage på ham.

”Øhhm…Jeg…Jeg ved ikke. Jeg har aldrig rigtigt tænkt på det.”

”Og hvad ville din mor sige til det?” spurgte hun legesyg.

Thors smile blev mindre.

”Jeg har aldrig haft en mor,” sagde han.

Hendes smil forsvandt igen.

”Hvad skete der med hende?” spurgt hun.

Thor var ved at svare hende, at fortælle hende alt. Det ville være første gang i sit liv at han havde talt om hende til nogen. Og den skøre ting var at han gerne ville. Han var desperat efter at åbne sig op for hende, denne fremmede og lade hende vide alt om sine dybeste følelser.

Men da han åbnede sin mund for at tale, lød der pludselig en barsk stemme ud af ingenting.

”Gwendolyn!” skingrede stemmen.

De snurrede begge rundt og så hendes mor, Dronningen klædt i sit fineste, ledsaget af sine hofdamer, marcherende hen imod sin datter. Hendes ansigt var blegt af raseri.

Dronningen gik lige op til Gwen, greb hende hårdt i armen, og hev hende væk.

”Gå indefor lige nu. Hvad har jeg sagt til dig? Jeg vil ikke have at du taler med ham igen. Forstår du mig?”

Gwens ansigt blev rødt, så forvandlede det sig af vrede og stolthed.

”Slip mig!” skreg hun af sin mor. Men det var nyttesløst; hendes mor fortsatte med at trække hende væk og hofdamerne slog også kreds om hende.

”Jeg sagde slip mig!” råbte Gwen. Hun så kiggede tilbage efter Thor med et desperat trist udtryk, et der også var bedende.

Thor forstod følelsen. Det var også en han delte. Han ville kalde på hende, og mærkede sit hjerte knuses, da han så hende blive trukket væk. Det var som at se sit fremtidige liv, blive taget fra ham, lige foran hans øjne.

Han stod der længe efter at hun var forsvundet ud af syne, stirrende, fastnagler på stedet. Åndeløs. Han ville ikke gå, ville ikke glemme alt dette.

Mest af alt, han ville ikke forestille sig at han måske aldrig kom til at se hende igen.

Mens Thor slentrede tilbage til slotted, stadig igen med at komme sig over mødet med Gwen, lagde han knap mærke til omgivelserne. Hans sind var opslugt af tanker om hende; han kunne ikke lade være med at se hendes ansigt for sig. Hun var storslået. Den smukkeste og søde og venlige og blide og kærlige og sjove person han nogensinde havde mødt. Han havde brug for at se hende igen. Han følte faktisk smerte ved hendes fravær. Han forstod ikke sin følelser for hende, og det skræmte ham. Han kendte hende næsten ikke, og alligevel vidste han at han ikke kunne være uden hende.

Men på samme tid tænkte han tilbage på at Dronningen rev hende væk, og hans mave føltes knugende ved tanken om de magtfulde kræfter, der stod imellem dem. Kræfter, der ikke ville have dem sammen, af en eller anden grund.

Mens han prøvede at komme til bunds i det, mærkede han pludselig en stiv hånd på sit bryst, der stoppede ham hårdt.

Han så op og så en dreng, måske et par år ældre end ham selv, høj og tynd, klædt i de dyreste klæder han havde set – i kongelig violette og grønne og pupur silke, med en udsøgt fjerhat – der vrængede ned. Drengen så nydelig ud, forkælet, som om han var vokset op i skødet på luksus, med bløde hænder og høje buede øjenbryn der kiggede foragteligt ned på ham.

”De kalder mig Alton,” begyndte drengen. ”Jeg er søn af Lord Altin, fætter til Kongen. Vi har været lords i riget i syv århundreder. Dette berettiger mig til at blive Hertug. Du, i kontrast til dette er bonde,” sagde han, næsten spyttende ordet. ”Det kongelige hof er for de kongelige. Og for mænd af rang. Ikke for din slags.”

Thor stod der, uden ide om hvem denne dreng var, eller hvad han havde gjort for at gøre ham vred.

”Hvad vil du have jeg skal gøre?” spurgte Thor.

Alton fniste.

“Det er klart du ikke ved det. Du ved sikkert ingenting vel? Hvor vover du at trænge herind og lade som om du er en af os!” spyttede han.

”Jeg lader ikke som noget,” sagde Thor.

”Nå men, jeg er ligeglad med hvilken bølge, der har skyllet dig op. Jeg vil bare lige advare dig, før du får flere fantasier i dit hoved. Gwendolyn er min.”

Thor stirrede tilbage, chokeret. Hans? Han vidste ikke hvad han skulle sige.

” Vores bryllup har været arrangeret siden fødslen,” fortsatte Alton. ”Vi er samme alder og samme rang. Planerne er allerede i gang. Vov ikke at tro, endda for et øjeblik, at det bliver anderledes.”

Thor følte det som om luften var slået ud af ham; han havde ikke engang styrken til at svare.

Alton tog et skridt tættere på og stirrede ned.

”Ser du,”sagde han med blød stemme, ”jeg tillader Gwen sine flirts. Hun har mange. Engang imellem, får hun ondt af en bonde, eller måske en tjener. Hun vil lade dem være sin underholdning, hendes sjov. Måske har du nået den konklusion, at der er mere. Men det er alt, det er for Gwen. Du er bare en anden bekendt, en anden underholdning. Hun samler på dem, som dukker. De betyder ikke noget for hende. Hun bliver interesseret i den nyest ankomne, og efter en dag eller to keder hun sig. Hun vil droppe dig hurtigt. Du er intet for hende, virkelig. Og i slutningen af året, vil hun og jeg blive viet. For evigt.

Altons øjne åbnede vidt op og viste hans iskolde beslutsomhed.

Thor mærkede sit hjerte knuses, ved hans ord. Var de sande? Betød han virkelig intet for Gwen? Nu var han forvirret; han vidste knap, hvad han skulle tro. Hun havde virket så ægte. Men måske var Thor bare gået ud fra noget forkert?

”Du lyver,” sagde Thor til sidst.

Alton snerrede, og så løftede han en eneste forkælet finger og jog den ind i Thors bryst.

”Hvis jeg ser dig i nærheden af hende igen, bruger jeg min autoritet til at kalde på de kongelige vagter. De vil få dig i fængsel!”

”På hvilket grundlag?!” spurgte Thor.

“Jeg behøver ikke noget grundlag. Jeg har rang over dig. Jeg vil opfinde en, og de vil tro på mig. Når jeg er færdig med at lyve om dig, vil halvdelen af kongeriget tro at du er kriminel.”

Alton smilede selvtilfreds; Thor følte sig syg.

”Du mangler ære,” sagde Thor, uden at forstå at nogen kunne handle så uværdigt.

Alton lo, en skinger lyd.

”Jeg har aldrig haft den,” sagde han. ”Ære er for fjolser. Jeg har hvad jeg gerne vil have, DU kan beholde din ære. Og jeg får Gwendolyn.”