Thor gik langs med den veltrådte grussti, flankeret af Reece, O´Connor og Elden. De fire havde knap sagt et ord til hinanden siden de tog afsted, stadig i chok. Thor kiggede over på Reece og O¨Connor med en følelse af taknemmelighed han aldrig havde kendt. Han kunne knap tro at de havde risikeret sig selv for hans skyld, sådan der. Han følte han havde fundet sande venner, mere som brødre. Han anede ikke, hvad der lå foran dem ved Kløften, men uanset hvad, var han lykkelig over at have dem ved sin side.

Han prøvede ikke at se på Elden. Han kunne se ham sparke til sten, sydende af raseri, kunne se hvor irriteret og vred han var over at være her, på patrulje med dem. Men Thor havde ikke ondt af ham. Som Kolk havde sagt, han startede det hele. Han havde godt af det.

Alle fire, en pudsig gruppe, fortsatte hen ad vejen efter de anvisninger, der havde fået. De havde gået i timevis, det var sent og Thors ben var trætte. Han var også sulten. Han havde kun fået en lille skål bygstuvning til frokost og håbede der ventede dem mad, hvor de så var på vej hen.

Men han havde større bekymringer end det. Han så ned af sin nye rustning og vidste at han ikke ville have fået, den hvis der ikke havde været en vigtig grund til det. Før de fire blev sendt afsted, havde de alle fire fået ny væbner rustning: Læder beklædt med rungbrynje, De havde også fået nye sværd af groft metal – ikke det fine stål man brugte til at smede en ridders sværd, men meget bedre end ingenting.Det føltes godt at have et solidt våben ved sit bælte – i tilføjelse selvfølgelig til hans slynge, som han stadig bar. Selvom han vidste at hvis de fik rigtige problemer i aften, ville både våben og og rustninger ikke være tilstrækkelige. Han længtes efter den overlegne rustning og våben som hans kammerater i Legionen havde: medium og lange sværd af det fineste metal, korte spyd, morgenstjerner, daggerter, hellebarder. Men disse tilhørte de drenge, der havde berømmelse og ære, fra berømte familier, der havde råd til den slags, Og det var ikke Thor, en simpel hyrdes søn.

Da de marcherede ned af den endeløse vej, ind I den anden solnedgang, langt væk fra de venlige porte i Kongens Hof, imod den fjerne grænse af Kløften, kunne Thor ikke lade være med at føle at det var hans skyld. Af en eller anden grund kunne de andre drenge i Legionen ikke lide ham, som om de havde modstand mod hans tilstedeværelse. Det gav ingen mening. Og det gjorde ham ked af det. Hele sit liv havde han ikke ønsket mere end at være en del af dem. Nu, følte han at han havde snydt sig ind; ville han nogensinde blive virkelig accepteret af sin ligemænd?

Nu, oveni det hele var han blevet prikket ud og sendt til at marchere væk til Køfttjeneste. Det var uretfærdigt. Han havde ikke startet slåskampen og da han havde brugt sine kræfter, hvad de end var, var det ikke med vilje. Han forstod dem stadig ikke, vidste ikke hvor de kom fra, hvordan han påkaldte dem og hvordan han slukkede for dem. Han burde ikke blive straffet for det.

Thor anede ikke hvad Kløfttjeneste var, men ud fra de andres udtryk, var det klart at det ikke var ønskværdigt. Han spekulerede på og de var blevet sendt ud for at blive dræbt, om det var deres måde at tvinge ham ud af Legionen. Han var besluttet på at han ikke ville give op.

“Hvor meget længere væk kan Kløften være?” spurgte O´Connor og brød stilheden.

”Ikke langt nok,” svarede Elden. ”Vi ville ikke være i den her suppedas, hvis det ikke havde været for Thor.”

”Du begyndte slagsmålet! Har du glemt det?” afbrød Reece.

”Men jeg kæmpede rent og det gjorde han ikke,” protesterede Elden, ”Og han fortjente det også.”

”Hvorfor det?” Thor ville virkelig gerne vide det, han havde brændt for at få det at vide længe. ”Hvor har jeg fortjent det?”

”Fordi du ikke hører til her, hos os. Du stjal din position i Legionen. Resten af os blev valgt, Du kæmpede dig vej ind.”

”Men er det ikke det Legionen handler om? Kamp? Reece svarede ”Jeg er enig i, at Thor fortjener pladsen mere end nogle af os. Vi blev nare valgt. Han kæmpede og slogs for, at opnå hvad der ikke var han forgivet”

Elden træk på skuldrene, han var ikke imponeret.

“Relger er regler. Han blev ikke valgt. Han burde ikke være her. Det er derfor jeg kæmpede imod ham”

“Jamen, du får mig ikke til, at forsvinde” svarede Thor med rystende stemme, fast besluttet på at blive acceptereret.

”Det må vi se” mumlede Elden surt.

”Og helt præcis, hvad mener du med det?” Spurgte O’Connor.

Elden sagde ikke mere, men forsatte med at gå stille. Thor spændte maven.

Han kunne ikke gøre for det, men han følte at han havde fået for mange fjender. Selvom han ikke forstod hvorfor. Han brød sig ikke om følelsen

“Lad vær med at tage sig af ham,” sagde Reece til Thor, højt nok til at de andre kunne høre det. ”Du har ikke gjort noget forkert. De sendte dig på Kløfttjeneste fordi de ser potentiale i dig.De vil hærde dig ellers ville de ikke gide det. De lægger også mærke til dig, fordi min far har udvalgt dig.Det er det hele.”

”Men hvad er Kløft tjeneste?” spurgte han.

Reece rømmede sig og så bekymret ud.

”Jeg har aldrig selv været på det selv. Men jeg har hørt historier. Fra nogle af de ældre drenge og fra mine brødre. Det er patrujering? Men på den anden side af Kløften.”

”Den anden side?” spurgte O´Connor med rædsel i stemmen.

”Hvad mener du med, den anden side? Spurgte Thor uden at forstå det.

Reece iagttog ham.

“Har du aldrig været ved Kløften?”

Thor kunne mærke at de andre så på ham og han rystede på hovedet, pinligt berørt.

”Du laver sjov,” vrissede Eldrin.

”Er det sandt?” pressede O´Connor. ”I hele dit liv?”

Thor rystede på hovedet, rødmende. ”Min far tog os ikke nogen steder hen.Jeg har kun hørt om det.”

”Du har nok aldrig været uden for din landsby, dreng, ” sagde Eldrin. ”Har du?”

Thor trak stille på skuldrene. Var det så tydeligt?

”Det har han ikke,” tilføjede Eldrin, mistroisk. ”Utroligt.”

“Hold kæft,” sagde Reece. “Lad ham være i fred. Det betyder da ikke at du er bedre end ham.”

Elden vrængede til Reece og førte kortvarigt hånden ned til sværdskeden, men slappede den så. Åbenbart ville han ikke provokere, kongens søn, selvom han var større end ham.

”Kløften er det eneste, der sørger for at Ringens kongerige er sikkert og trygt,” forklarede Reece. ”Der er ikke noget andet, der står imellem os og verdens horder. Hvis barbarene af Vildmarken brød den, ville vi alle være færdige. Hele Ringen ser op til os, Kongens mænd. Vi skal beskytte dem. Vi har patruljer der passer på hele tiden – for det meste på denne side og indimellem, på den anden. Der er kun èn bro henover den, kun én vej ind eller ud, og kun eliten af the Silver står vagt døgnet rundt.”

Thor havde hørt om den anden side af Kløften hele sit liv, havde hørt forfærdelige historier om det onde, der lurede på den anden side, det kæmpe store onde imperium, der omgav Ringen og om, hvor tæt de alle levede på terror. Det var en af grundene til at han havde villet optages i Kongens Legion: for at hjælpe med at beskytte sin familie og hans kongerige. Han hadede idéen om at andre mænd var derude døgnet rundt og beskyttede ham, mens han levede trygt i kongerigets arme. Han ville gerne gøre tjeneste og hjælpe med at kæmpe mod de onde horder. Han kunne ikke forestille sig noget modigere, end de mænd, der holdt vagt over Kløftens bro.

“Kløften er en mil bred og omgiver hele Ringen, “forklarede Reece. ”Det er ikke let at bryde den. Men det er klart at vores mænd ikke er det eneste der holder horderne stangen. Der er millioner af de skabninger derude, og hvis de vil over denne Kløft, kun med viljens kraft, kunne de gøre det på et øjeblik. Vores mænd er kun en hjælp til det energiskjold som Kløften har. Den virkelige kraft, der holder dem væk er Sværdets kraft.”

Thor vendte sig, ”Sværdet?”

Reece så på ham.

”Skæbne Sværdet. Du kender legenden?”

”Bondedrengen har nok aldrig hørt om det,” istemte Elden.

”Selvfølgelig kender jeg det,” vrissede Thor tilbage. Han måtte forsvare sig. Ikke bare kendte han det, men han havde tilbragt mange dage af sit liv, mens han tænkte over netop den legende. Han havde altid ønsket at se det.

Skæbne Sværdet fra fablerne, det magiske sværd, hvis energi, der beskyttede Ringen og fyldte Kløften med en potent kraft, der beskyttede Ringen fra invaderende.

“Det har været i den kongelige familie i generationer. Uden den, ville kongeriget intet være. Ringen ville blive invaderet.”

”Hvis vi er beskyttede, hvorfor så gide at patruljere Kløften overhovedet?” spurgte Thor.

”Sværdet blokerer kun store trusler,” forklarede Reece. ”Et lille og isoleret ondt bæst kan godt slippe igennem her og der. Det er derfor vores mænd er nødvendige. En ensom skabning kunne godt krydse Kløften, eller endda en lille gruppe af dem – de ville måske være så modige at de turde krydse over broen, eller de ville være snu og kravle ned i Kløften og op på den anden side. Det er vores opgave at holde dem ude. Selv et bæst kan volde stor skade. For mange år siden, var der en der slap igennem og dræbte halvdelen af alle børnene i en landsby før han blev fanget. Sværdet gør den store opgave, men vi er en uundværlig del.”

Thor tog det hele ind, mens han spekulerede. Kløften var så imponerende, deres pligt, så vigtig at han næsten ikke kunne tro på at han var en del af dette store formål.

”Men selv med alt det, han jeg ikke forklaret det rigtigt godt,” sagde Reece, ”Der er mere til Kløften end bare det.” Han blev stille.

Thor så på ham og så noget, som frygt eller undren i hans øjne.

”Hvordan kan jeg forklare det?” Sagde Reece, og kæmpede for de rigtige ord. Han rømmede sig.

”Kløften er større end nogen af os. Kløften er..”

”Kløften er et sted for mænd,” kom en rungende stemme.

De vendte sig alle ved lyden af en stemme, hestetramp.

Thors øjne blev store. Travende op på siden af dem, dækket i fuld ringbrynje, med lange skinnende våben hængende over siden på denne utrolige hest, var Erec. Han smilede ned til dem og holdt sine øjne på Thor.

Thor så op i chok.

”Det er et sted, der vil gøre jer til mænd.” tilføjede Erec, ”hvis I ikke er mænd allerede.”

Thor havde ikke set Erec siden dysten, og følte sig lettet i hans nærhed, at have en rigtig ridder her, med dem mens de gik mod Kløften – og Erec selv, intet mindre. Thor følte sig uovervindelig, nu han var her, og bad til at han ville følges med dem.

”Hvad æaver du her?” spurgte Thor. ”Skal du følge os?” spurgte han, mens han håbede at han ikke lød for ivrig.

Erec lænede sig tilbage og lo.

”Du skal ikke bekymre dig, unge mand,” sagde han. ”Jeg kommer med jer.”

”Er det rigtigt?” spurgte Reece.

”Det er tradition for et medlem af the Silver at følge medlemmer af Legionen på deres første patrulje. Jeg meldte mig frivilligt.”

Erec vendte sig og så ned på Thor.

”Trods alt, hjalp du mig i går.”

Thor mærkede sit hjerte blive varmt, opmuntret af Erecs tilstedeværelse. Han følte sig også løftet i sine venners øjne. Han blev fulgt af den størte ridder i kongeriget, mens de gik imod Kløften. Meget af hans frygt drev væk.

”Det er klart, jeg skal ikke på patrulje med jer,” tilføjede Erec. ”Men jeg vil lede jer hen over broen og til jeres lejr. Det vil være jeres pligt at gå ud på patruljer alene derfra.”

”Det er en stor ære Herre,” sagde Reece.

”Tak,”sagde O´Connor og Elden i kor.

Erec kiggede ned på Thor og smilede.

“Trods alt skal du til at være min første væbner, jeg kan ikke lade dig dø lige nu.”

”Første?” spurgte Thor, mens hans hjerte sprang et slag over.

”Feithgold brækkede sit ben i dysten. Han vil være væk i mindst otte uger. Du er min første væbner nu. Og vores træning kan lige så godt begynde, kan den ikke?”

”Selvfølgelig Herre,”svarede Thor.

Thors sind svømmede over. Før første gang i lang tid, følte hand et som om lykken endelig var ved at vende for ham. Nu var han første væbner for den største ridder af alle. Han følte det som om han var sprunget forbi alle sine venner.

De fem fortsatte, vest ind i solnedgangen. Erec gik langsomt med sin hest ved siden af dem.

“Jeg gætter på at du har været I Kløften, Herre? Spurgte Thor.

”Mange gange,” svarede Erec. “På min første patrulje, var jeg på din alder faktisk.”

”Og hvordan fandt du den?” spurgte Reece.

Alle fire drenge vendte sig og stirrede på Erec med stor opmærksomhed. Erec red videre i stilhed i nogen tid, så lige frem med fast hage.

”Jeres første gang er en erfaring I aldrig glemmer. Det er svært at forklare. Det er et mærkeligt, ukendt, mystisk og smukt sted. På den anden side ligger uforudsigelige farer. Broen I skal krydse er lang og stejl. Der er mange af os på patrulje – men I føler jer altid alene. Det er naturen, når den er bedst. Det knuser mennesket at være i dens skygge. Vores mænd har patruljeret der i århundreder. Det er en overgangsrite. I forstår ikke fare uden den; I kan ikke blive riddere uden den.”

Han faldt tilbage i stilhed. De fire drenge så på hinanden og fik kvalme.

”Skal vi forvente en træfning på den anden side, så?” spurgte Thor.

Erec trak på skulderen.

”Alt er muligt, når I når ind I Vildmarken. Usansynligt. Men muligt.”

Erec så ned på Thor.

”Vil du gerne være en stor væbner, og en dag en stor ridder?” spurgte han, og kikkede lige på Thor.

Thors hjerte slog hurtigere.

”Ja, Herre, mere end noget.”

“Så er der noget du må lære,” sagde Erec. ”Styrke er ikke nok; smidighed er ikke nok: at være en stor kæmper er ikke nok. Der er noget andet, noget der vigtigere end dem alle.”

Erec faldt tilbage I stilhed og Thor kunne ikke vente mere.

”Hvad?” spurgte Thor. ”Hvad er det vigtigste?”

”Du skal have en sund ånd,” svarede Erec. ”Aldrig bange. Du skal gå ind i den mørkeste skov, det farligste slag, med fuldstændig sindsro. Du må tage denne sindsro med dig, altid uanset hvornår og hvordan du går. Aldring bange, altid på vagt. Aldrig i hvile, altid vågen. Du har ikke den luksus af at forvente at andre kan beskytte dig mere. Du er ikke længere en borger. Du er nu en af Kongens mænd. De største kvaliteter for en kriger er mod og sindsro. Du er nu en af Kongens mænd. Vær ikke bange for fare. Forvent det. Men søg det ikke.

“Ringen vi bor i,” tilføjede Erec. ”vores kongerige. Det ser ud som om vi, med alle vores mænd, beskytter det mod horderne i verden. Men det gør vi ikke. Vi er beskyttet udelukkende af Kløften og kun af trolddommen i den. Vi bor i en troldmands ring. Glem det ikke. Vi lever og dør ved magi. Der er ingen sikkerhed her, dreng, på hver siden af Kløften. Tag trolddommen væk, tag magi væk og vi har intet.

De gik i stilhed igen i nogen tid, og Thor vendte Erecs ord over i sit hoved igen og igen.

Han følte det som om Erec gav ham en skjult besked, som om han fortalte ham at hvilken som helst kraft, hvilken som helst magi, det var han kunne hidkalde, var det ikke noget at skamme sig over. Faktisk, var det noget at være stolt af, og kilden til al energi i kongeriget. Thor fik det bedre. Han havde følt at han blev sendt til Kløften som straf fordi han brugte magi og havde følt sig skyldig på grund af det; men nu følte han at hans kræfter, hvad de end er, kunne være en kilde til stolthed.

Mens de andre drenge drev frem og Ere cog Thor faldt tilbage, så Erec ned på ham.

”Det er allerede lykkedes dig at skabe mangtfulde fjender ved hoffet,” sagde han, med et muntert grin. ”Så mange fjender som du har venner, ser det ud til.”

Thors ansigt blev rødt, skamfuldt.

”Jeg veed ikke hvordan Herre. Det var ikke min intetion.”

”Fjender skabes ikke aaf intention. De skabes oftes af misundelse. Det er lykkes dig at skabe en masse af det. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.Du er centrum for megen spekulation.”

Thor kløede sig i hovedet og prøvede at forstå det.

”Men jeg ved ikke hvordan.”

Erec så stadig munter ud.

”Dronningen selv er leder af dine fjender. Det er lykkes dig at komme på hendes forkerte side.”

“Min mor?” sagde Reece og vendte sig.”hvorfor?”

”Det er det samme sprgsmål, jeg har stillet migselv.” sagde Erec.

Thor havde det frygteligt. Dronningen? En fjende? Hvad havde han gjort hende? Han kunn ikke forstå det. Hvordan kunne han være vigtig nok til at hun lagde mærke til ham? Han vidste knap, hvad der skete omkring ham.

Pludselig var der noget, der gik op for ham.

”Er hun grunden til at jeg blev sendt herud? Til Kløften?” spurgte han.

Erec vendte sig og så ligeud, hans ansigt blev alvorligt.

”Måske er hun,” sagde han tænksomt.” De er hun måske.”

Thor tænkte over omfanget og dybden af de fjender han havde skabt sig. Han var snublet ind i et hof han intet vidste om. Han ville bare høre til. Han havde bare fulgt sin lidenskab og sin drøm og havde gjort, hvad der skulle til for at nå det. Han tænkte ikke at ved at gøre der, kunne han skabe misundelse eller jalousi. Han vendte det igen og igen i sit hoved, som en gåde, men kunne ikke nå til bunden af det.

Mens Thor tænkte over det hele nåede de til toppen af en bakke og som synet spredte sig foran dem, alle tanker om andre ting faldt væk. Thor var åndeløs- og ikke bare af den stærke stødende vind.

Udstrakt foran dem, så langt øjet rakte; lå Kløften. Det var første gang Thor havde set den, nogensinde og synet chokerede ham så grundigt at han stod naglet fast, ude af stand til at bevæge sig. Det var det største mest majestætiske syn han havde set. Den kæmpe kløft i jorden så ud til at strække sig for evigt, spændt kun af en enkelt, smal bro med soldater på begge sider. Broen så ud til at strække sig til verdens ende.

Kløften var oplyst af grønt og blåt fra den anden sol, og de glitrende stråler, reflekteres fra væggene. Da han mærkede sin ben igen, begyndte Thor at gå med de andre, tættere og tættere på broen, indtil han kunne se ned, dybt ind i Kløftens klipper, og vidste ikke om det var fordi den var bundløs eller om det var fordi den var dækket af dis. Stenen i kanten af klipperne så ud til at være en million år gammel, formet med mønstre som stormene havde skabt for millioner af år siden. De var det mest oprindelige han havde set nogensinde. Han anede ikke at denne planet var så pulserende, så levende.

Det var som om han var kommet til skabelsens begyndelse.

Thor hørte også de andre gispe rundt om ham.

Tanken om de fire patruljerende den Kløft virkede latterlig. De var som dværge over for den.

Mens de gik mod broen, stivnede soldater på begge sider, i retsstilling for at gøre plads til den nye patrulje. Thor mærkede sin puls stige.

”Jeg kan ikke se hvordan vi fire kan patruljere det her.” Sagde O´Connor.

Elden fniste. “Der er mange andre patruljer udover os. Vi er bare et tandhjul i maskinen.

Men de gik henover broen, var den eneste lyd, den piskende vind, deres støvler og Erecs hest, der gik afsted. Hovene lavede en hul og beroligende lyd, den eneste virkelige ting, Thor kunne hænge sig fast i, her I dette surrealistiske sted.

Ingen af soldaterne, der stod ret i Erecs nærhed, sagde noget, mens de stod vagt. De måtte have passeret hundrevis af dem

Thor kunne ikke undgå at lægge mærke til at på hver side af dem, spiddet på spyd, med få fod i mellem var hovederne af invaderende barbarer. Nogle af dem var stadig friske, stadigt dryppende af blod.

Thor så væk. Det gjorde det hele meget virkeligt. Han vidste ikke om han var klar til dette. Han prøvede ikke at forestille sig de mange træfninger, der havde skabt disse hoveder, de liv der var gået tabt, og hvad der ventede ham på den anden side. Han spekulerede over om de ville komme tilbage. Var det formålet med hele expeditionen? At få ham dræbt?

Han kiggede over kanten, på de endeløse forsvindende klipper, og hørte skriget af en fjern fugl; det var en lyd han ikke havde hørt før. Han tænkte over, hvilken slags fugl det var, og hvilke andre eksotiske dyr, der lurede på den anden side. Men det var ikke rigtigt dyrene, der generede ham, eller de spiddede hoveder. Mere end noget var det følelsen af dette sted. Han kunne ikke sige om det var disen, eller den hylende, vind, størrelsen af den åbne himmel, eller lyset af solnedgangen – men der var noget veed det her sted, der var så surrealistisk at det fik ham til at drømme. Det indhyllede ham, Han mærkede en tung magisk energi, der hang over dem. Han spekulerede på om det var Sværdets beskyttelse, eller en anden ældgammel kraft. Han følte det som om han ikke bare krydsede en masse af land, men krydsede ind i en anden verden, en anden dimension af eksistens.

For få dage siden havde han været fårehyrde i en lille landsby. Det virkede utroligt at nu, for første gang i sit liv ville han tilbringe natten ubeskyttet, på den anden side af Kløften.