Thor gik med Reece ud af den buede port of Kongens Hof og ud på landevejen, der førte til Legionens barakker. Vagterne stod ret for dem, da de gik forbi dem og Thor følte et stort tilhørsforhold, som om han ikke var en udenforstående. Han tænkte tilbage til bare et par dage før, da en vagt havde jagtet ham ud herfra. Sikke meget der havde forandret sig så hurtigt.

Thor hørte et skrig og kiggede op for at se højt over sit hoved, Estopheles der cirklede runt og kiggede ned. Hun dykkede og Thor, ophidset holdt sit håndled ud, stadig med metal handsken på. Men hun steg igen og fløj væk, højere og højere, men aldrig ude af syne. Thor undrede sig. Hun var et mystisk dyr, og han mærkede en intens forbindelse til hende, der var svær at forklare.

Thor og Reece fortsatte i stilhed, mens de holdt et hurtigt tempo mod barrakkerne. Thor vidste at hans brødre ville vente på ham der og tænkte over, hvilken slags modtagelse han ville få. Ville de være misundelige, jaloux? Ville de være vrede over at han fik al opmærksomheden? Ville de gøre nar af ham fordi han blev båret tilbage henover kløften? Eller ville de endelig acceptere ham?

Thor håbede det ville være det sidste. Han var træt af at kæmpe med resten af Legionen og ville bare mere end noget andet bare høre til. Bare være accepteret som en af dem.

Barrakkerne kom til syne på afstand og Thors hjerne begyndte at forestille sig noget andet.

Gwendolyn.

Thor vidste ikke hvor meget han kunne snakke med Reece om dette, det var jo hans søster.

Men han kunne ikke få hende ud af sit hoved. Han kunne ikke lade være med at tænke på sit møde med den ondskabsfulde, kongelige Alton, og spekulerede over, hvor meget af det han havde sagt, der var sandt. En del af ham frygtede at tale med Reece om det, fordi han ikke ville gøre ham vred på en eller anden måde og miste sin nye ven over hans søster. Men en anden del af ham måtte vide hvad han tænkte om det.

”Hvem er Alton?” spurgte Thor til sidst tøvende.

”Alton?” gentog Reece. ”Hvorfor spørger du om ham?”

Thor trak på skulderen usikker på, hvor meget han skulle sige.

Heldigvis, fortsatte Reece.

“Han er bare en ondskabsfuld, mindre kongelig. Tredie fætter til Kongen. Hvorfor? Har han været efter dig om noget?” så blev Reeces øjne smalle. ”Gwen? Er det det? Jeg skulle have advaret dig.”

Thor vendte sig og så på Reece, ivrig efter at høre mere.

”Hvad mener du?”

”Han er en lømmel. Han har været efter min søster siden han kunne gå. Han er helt sikker på at de to bliver gift. Min mor ser ud til at tro det, også.”

”Men bliver de det?” spurgte Thor, overrasket over hastværket i sin stemme.

Reece kiggede på ham og smilede.

”Uha, uha, du er faldet for hende ikke?” Han klukkede. ”Det var hurtigt.”

Thor rødmede, og håbede det ikke var så tydeligt.

“Om de gør eller ej kommer an på min søsters følelser for ham, “ svarede Reece til sidst. ”Med mindre de tvinger hende til at gifte. Men jeg tvivler på at min far ville gøre det.”

”Og hvad føler hun for ham?” pressede Thor, bange for at han var for nysgerrig, men han måtte vide det.

Reece trak på skulderen. ”Du er nødt til at spørge hende, tror jer. Jeg snakker aldrig med hende om det.”

”Men ville din far tvinge hende til ægteskab?” pressede Thor. ”Kunne han virkelig gøre sådan noget?”

”Min far kan gøre, hvad han vil. Men det er imellem ham og Gwen.”

Reece vendte sig og så på Thor.

”Hvorfor alle de spørgsmål? Hvad talte I om?”

Thor rødmede, usikker på hvad han skulle sige.

”Ingenting,” sagde han endelig.

”Ingenting!” lo Reece. “Det lyder som ret meget ingenting for mig!”

Reece grinede højere og Thor var flov, tænkte på at han bare forestillede sig at Gwen kunne lide ham. Reece rakte over og satte en fast hånd på hans skulder.

”Hør her, gamle ven, ” sagde Reece, ”det eneste du kan være sikker på om Gwen er at hun ved hvad hun vil. Og hun får hvad hun vil have. Sådan har det altid været. Hun er så viljefast som min far. Ingen kan tvinge hende til noget – eller til at lide nogen- hun ikke vil have. Så bare rolig. Hvis hun vælger dig, stol på mig, så ved du det. Okay?”

Thor nikkede, han følte sig bedre tilpas, som altid når han havde talt med Reece.

Han så op og så de kæmpe porte til Legionens barrakker foran sig. Han var overrasket over at se flere af de andre drenge stående ved porten som om de ventede på dem, og endnu mere over at se dem smile stort og så udstøde hurraråb ved synet af ham. De skyndte sig frem, greb Thor ved skuldrene, slog armene om ham og skubbede ham indenfor.

Thor var forbløffet, da han blev fejet indenfor i en varm omfavnelse af de andre.

”Fortæl os om Kløften. Hvordan er det på den anden side?” spurgte en.

”Hvordan var bæstet? Det du dræbte?” spurgte en anden.

“Jeg dræbte ham ikke,” protesterede Thor. ”Erec gjorde det.”

”Jeg hørte, du reddede Eldens liv,” sagde en.”Jeg hørte du angreb bæstet ligepå. Uden nogle rigtige våben.”

”Du er en af os nu!” råbte en, og de andre børn jublede, skubbende ham frem som om han var deres bror, de ikke havde set længe.

Thor kunne knap tro det. Jo mere han hørte deres ord, jo mere indså han, at de måske havde en pointe.Måske havde han været modig trods alt. Han havde aldrig rigtigt tænkt over det. For første gang i lang tid, begyndte han at få det godt med sig selv. Mest fordi nu, endelig følte han, at han hørte til blandt disse drenge. Han mærkede spændingen slippe sine skuldre.

Thor blev puffet ind på den store træningsplads og foran stod et dusin mere af Legionen. Sammen med dusinvis af the Silver. De råbte også hurra, da de så ham. De kom alle sammen frem og klappede ham på skulderen.

Kols trådte frem og de andre blev stille. Thor gjorde sig klar, fordi Kolk aldrig havde haft andet end foragt tilovers for Thor. Men nu, til Thors overraskelse, så han ned på ham med et andet slags udtryk. Han kunne stadig ikke få sig selv til at smile, men han skulede ikke mere. Og Thor ville have svoret på at han fornemmede noget, der lignede beundring i hans øjne.

Kolk trådte frem og holdt en lille nål med en sort falk frem, satte den fast på Thors bryst.

”Legionens nål. Thor var optaget. Endelig var han en af dem.

”Thorgrin af de Sydlige Provinser i det Vestlige Kongerige.” sagde Kolk alvorligt. ”Vi byder sig velkommen i Legionen.”

Drengene udbrød i råb, så løb alle hen og slog deres arme rundt om Thor og svingede ham fra side til side.

Thor kunne ikke fatte det hele. Han prøvede heller ikke. Han ville bare nyde dette øjeblik. Nu, endelig, var det et sted han hørte til.

Kolk vendte sig mod de andre drenge.

”Okay, drenge, rolig nu, ” kommanderede han. ”I dag er en særlig dag. Ikke flere høtyve og pudsning og hestemøg til dig. Nu er det tid at træne rigtigt. Det er våben dag.”

Drengene svarede med et ophidset råb og fulgte Kolk, da han travede hen over træningspladsen, mod en kæmpe rund bygning, lavet af eg, med skinnende bronze døre. Thor gik med gruppen da de kom nærmere, der var en ophidset summen i luften. Reece var ved siden af ham og O`Connor kom hen til dem.

”Troede aldrig jeg skulle se dig i live igen,” sagde O`Connor, smilende og klappede en hånd på hans skulder. ”Næste gang, lad mig vågne først ikke?”

Thor smilede tilbage.

“Hvad er det for en bygning?” spurgte Thor Reece, da de kom tættere på. Der var kæmpe jernnitter overalt på døren og stedet havde en imponerende fremtoning.

”Våben huset,” svarede Reece. ” Det er der de har alle vores våben. En gang imellem lader de os kigge ind, endda træne med nogle af dem. Det kommer an på, hvilken øvelse vi skal lave.”

Thors mave strammedes, da han lagde mærke til Elden, der kom over mod dem. Thor gjorde sig klar, til at modtage en trussel – men denne gang, til Thors overraskelse, havde Elden et udtryk af taknemmelighed.

”Jeg er nødt til at takke dig, ”sagde han, mens han kiggede ned, ydmyg. ”Fordi du reddede mit liv.”

Thor var forvirret; han havde aldrig forventet dette fra ham.

”Jeg tog fejl af dig,” tilføjede Elden. ”Venner?” spurgte han.

Han holdt en hånd frem.

Thor der ikke bar nag, rakte glad over og mødte hans hand.

”Venner,” sagde Thor.

”Jeg tager ikke let på det ord,” sagde Elden. “Jeg vil altid have din ryg, Og jeg skylder dig.”

Med dette vendte han sig of skyndte sig tilbage ind i mængden.

Thor vidste knap, hvad han skulle tænke om det. Han var forbløffet over, hvor hurtigt tingene havde ændret sig.

”Måske er han ikke et totalt kryb,” sagde O`Connor. ”Måske er han ok, trods alt.”

De nåede til våben huset. De kæmpe døre svingede op, og Thor gik ind med ærefrygt. Han gik langsomt, med nakken bøjet op for at undersøge det hele i en stor cirkel for at se alt. Der var hundredevis af våben, våben han ikke engang genkendte, hængende på alle vægge. De andre drenge skyndte sig fremad i et ophidset kapløb, løbende hen til våbnene, samlede dem op, håndtere dem, undersøgte dem. Thor fulgte deres eksempel og følte sig som et barn i en slikbutik. Han skyndte sig over til en kæmpe hellebard, hævede træskaftet med to hænder og følte dets vægt. Den var massiv og velsmurt. Bladet var slidt og bulet og han tænkte på om den havde dræbt mange mænd i kamp.

Han satte den ned og samlede en spids plejl op, en metalkugle med spidser dat fast på en kort stav med en lang kæde. Han holdt den spidsede træstav og mærkede metal spidsel dingle for enden af kæden. Ved siden af ham stod Reece med en kampøkse og O´Connor mærkede vægten af et langt spyd, stak det ud i luften og spiddede en fantasi fjende.

”Lyt!” råbte Kolk og de vendte sig alle rundt.

”I dag skal vi lære om at bekæmpe jeres fjender på afstand. Er der nogen her, der kan fortælle mig, hvilke våben, der kan bruges til det? Hvad kan dræbe en mand på tredive skridts afstand?

”Bue og pil,” råbte nogen.

”Ja,” svarede Kolk. ”Hvad ellers?”

”Et spyd!” råbte nogen.

”Hvad ellers? Der er mere end bare dem. Lad os høre dem.”

”En slynge,” tilføjede Thor.

”Hvad ellers?”

Thor ransagede sin hjerne, men var ved at løbe tør for muligheder.

”Kasteknive,”råbte Reece.

”Hvad ellers?

De andre drenge tøvede. Der var ingen, der havde flere ideer.

“Der er kaste hammere,” råbte Kolk. ”og kaste økset. Der er armbrøsten. Langspyd kan kastes. Det kan sværd også.”

Kolk gik op og ned I rummet, mens han så ud over ansigterne på drengene der stod åndeløse og lyttede.

”Det er ikke det hele. En simpel sten fra jorden kan blive jeres bedste ven. Jeg har set en mand, stor som en tyr, en krigshelt, der blev dræbt på stedet med en sten kastet af en dygtigere soldat. Soldater er ofte ikke klar over at rustningen kan blive brugt som våben også. Handsken kan tages af og kastes i fjendens ansigt. Det kan lamme ham, fra mange fod væk. I det øjeblik kan du dræbe ham. Jeres skjold kan også kastes.”

Kolk åndede ind.

”Det er altafgørende at når I lærer at slås, lærer i ikke bare at slås i afstanden imellem jer og jeres modstander. I må udvide jeres kamp til en meget større afstand. De fleste mennesker slås indenfor tre skridt. En god kriger slås indenfor tredive. Forstået?”

”Ja, sir!” lød det i kor.

“Godt. I dag vil vi skærpe jeres kaste evner. Kig i rummet og tag fat I hvilket som helst kaste ting I ser. Hver af jer tag fat i et og vær udenfor om tredive sekunder. Nu, flyt jer!”

Rummet brød ud i en skramlen og Thor løb efter muren, ledende efter noget at tage fat i. Han blev skubbet og bumpet alle vegne af andre ophidsede drenge, indtil han endelig så, hvad han ønskede og tog fat i det. Det var en lille kasteøkse. O`Connor grab en daggert, Reece et sværd og de racede alle tre ud med de andre drenge ud på pladsen.

De fulgte Kolk til den anden side af pladsen. Hvor der stod et dusin skjolde på poster.

Alle drengene, holdt deres våben og samledes rundt om Kolk forventningsfuldt.

“I skal stå her.” Buldrede han, gestikulerende mod en linie i gruset, “ og sigte efter disse skjolde, når I kaster jeres våben. I vil så løbe hen til skjoldene og hente et andet våben, og øve jer på det. Vælg aldrig det samme våben. Altid sigt efter skjoldet. Dem af jer der ikke rammer skjoldet, skal løbe en runde rundt på pladsen. Start!”

Drengen stillede sig op på række, skulder ved skulder, bagved gruslinien og begyndte at kaste deres våben mod skjoldene, som måtte have været omkring tredive fod væk. Thor faldt ind på rækken med dem. Drengen ved siden af ham rakte tilbage og kastede sit spyd, kun lige forbi med et hår.

Drengen vendte sig og begyndte at jogge rundt i arenaen. Da han gjorde det løn et medlem af Kongens mænd op ved siden af ham, lagde en tung jakke af ringbrynje på hans skuldre og tyngede ham ned.

”Løb med den, dreng!” beordrede han.

Drengen tynget ned, svedte allerede, men fortsatte med at løbe i varmen.

Thor ville ikke ramme ved siden af målet. Han lænede sig tilbage, koncentrerede sig, trak sin kasteøkse tilbage og slap den. Han lukkede sine øjne og håbede den ville ramme og var lettet over at høre lyden, af den landende i læder skjoldet. Han ramte kun lige, et lavtliggende hjørne, men i det mindste gjorde han. Rundt omkring ham, var der mange drenge, der ikke ramte, og løb afsted i runder. De få, der ramte, racede efter skjoldene for at gribe et nyt våben.

Thor rakte ud efter skjoldene og fandt en lang smal kaste daggert, som han trak ud og løb så tilbage til kaste linjen.

De fortsatte med at kaste i timevis, indtil Thors arm var ved at slå ham ihjel og han havde løbet en runde for meget selv. Han dryppede af sved, ligesom de andre rundt om ham. Det var en interessant øvelse at kaste alle slags våben, at blive vant til følelsen og vægten af alle mulige slags skafte og knivsæg. Thor mærkede at han blev bedre, mere vant til det, ved hvert kast. Men stadig var varmen trykkende, og han var træt. Der var kun et dusin drenge der stod foran skjoldene, med de fleste løbende rundt på pladsen. Det var bare for svært at ramme så mange gange, med så mange våben, og omgangene og varmen gjorde det sværere at ramme. Thor gispede og vidste ikke hvor længe han kunne fortsætte. Lige som han følte han var ved at kollapse, trådte Kolk pludselig frem.

”Nok!” råbte han.

Drengene kom tilbage fra deres omgange og kollapsede på græsset. De lå der, pustende, åndende hårdt, fjernede deres tunge jakker af ringbrynje der var draperet på dem. Også Thor, satte sig i græsset, armen var udmattet, dryppende af sved. Nogle af Kongens mænd kom over med spande af vand og stillede dem i græsset. Reece rakte ud, greb en, drak af den og rakte den til O`Connor. Som drak og rakte den til Thor, som drak og drak, vandet dryppende over hans hage og bryst. Vandet føltes utroligt. Han pustede hårdt da han rakte det tilbage til Reece.

”Hvor længe kan dette fortsætte?” spurgte han.

Reece rystede på hovedet, gispende. ”Jeg ved det ikke.”

”Jeg sværger, de forsøger at tage livet af os,” lød en stemme. Thor vendte sig og så Elden, som kom op og satte sig ved siden af ham. Thor var overrasket over at se ham der, og det gik op for ham at Elden virkelig gerne ville være venner. Det var mærkeligt at se sådan en forandring i hans opførsel.

“Drenge!” råbte Kolk, gående langsomt imellem dem. ”Flere af jer ramte ikke jeres mål nu, sent på dagen. Som I kan se, er det sværere at være nøjagtig, når man er træt. Det er pointen. I kamp er I ikke friske. I vil blive udmattede. Nogle kampe kan fortsætte i dagevis. Specielt, hvis I er ved at angribe et slot. Og det er der, hvor I er mest trætte, at I kan skal lave jeres mest præcist kast. Ofte vil I være tvunget til at kaste, hvad der nu end er til jeres rådighed. I skal være eksperter i alle våben og i alle tilstande af udmattelse. Er det forstået?”

“JA SIR!” råbte de tilbage.

”Nogle af jer kan kaste en kniv eller et spyd. Men den same person miser med en hammer eller økse. Tror I, at I kan overleve med at kaste kun et våben?”

”NEJ SIR!”

“Tror I det bare er en leg?”

”NEJ SIR!”

Kolk vrængede med han gik op og ned, sparkende drenge I ryggen, som han følte ikke sad ret nok op.

”I har hvilet længe nok,” sagde han. ”På fødderne igen!”

Thor skramlede på fødderne med de andre, han ben vaklende, ikke sikker på, hvor meget mere af dette han kunne klare.

” Der er to sider af afstandskamp,” fortsatte Kolk. ”I kan kaste – men det kan jeres fjende også. Han er måske ikke sikker tredive fod væk – men det er I måske heller ikke. I må lære, hvordan i forsvarer jer på tredive fod. Er det forstået?”

”JA SIR!”

”For at forsvare jer selv mod et kasteobjekt, skal I ikke bare være opmærksomme og hurtige på fødderne, at dykke, eller rulle, eller undvige – men også at være gode til at beskytte jer med et stort skjold.”

Kolk gestikulerede og en soldat kom frem med et kæmpe tungt skjold. Thor var forbløffet – det var næsten dobbelt så stort som ham.

”Har jeg en frivillig?” spurgte Kolk.

Gruppen af drenge var stille, tøvende og uden at tænke sig om, blev Thor fejet med af øjeblikket, og løftede hånden.

Kolk nikkede og Thor skyndte sig frem.

”Godt,” sagde Kolk. ”I det mindste en af jer er dum nok til at melde sig frivilligt. Jeg kan lide dit mod, dreng. En dum beslutning. Men godt.”

Thor begyndte at tænke over, om han virkelig havde taget en dum beslutning. Da Kolk rakte ham det kæmpestore metal skjold. Han gjorde det fast til sin ene arm, og kunne ikke tro, hvor tungt det var. Han kunne næsten ikke løfte det.

”Thor, din mission er at løbe fra denne ende af pladsen til den anden. Uden at blive ramt. Kan du se de halvtreds drenge, der står overfor dig?” sagde Kolk til Thor.”De skal alle kaste våben efter dig. Forstår du det? Hvis du ikke bruger dit skjold til at beskytte dig, dør du måske før, du når over til den anden side.”

Thor stirrede tilbage uden at tro på det. Drengeflokken blev helt stille.

”Det her er ikke en leg,” fortsatte Kolk.”Det her er meget alvorligt. Kamp er alvorligt. Det er liv eller død. Er du sikker på, at du stadig melder dig frivilligt?” Thor nikkede, alt for lammet af rædsel til at sige andet. Han kunne ikke så godt skifte mening på det her tidspunkt, ikke foran alle.

”Godt.”

Kolk gestikulerede til en oppasser, som trådte frem og blæste i et horn.

”Løb!” skreg Kolk.

Thor hævede det tunge skjold op med to hænder, greb det med alt han havde. Mens han gjorde, mærkede han en genklang af bump, så hårde at det rystede hans kranie. Det måtte have været en metal hammer. Den gik ikke igennem skjoldet, men den sendte et forfærligt chok igennem hans system. Han tabte næsten skjoldet, men tvang sig til at holde fast og fortsætte.

Thor begyndte at løbe, snublende så hurtigt han kunne med skjoldet. Mens våben og missiler fløj forbi ham, tvang han sig selv til at pakke sig selv sammen under skjoldet, så godt som han kunne. Skjoldet var hans livline. Mens han løb, lærte han, hvordan han skulle blive under det.

En pil fløj forbi ham, missede ham kun med en tomme, og han trak sin hage endnu mere tilbage. Et andet tungt objekt smadrede i mod skjoldet, ramte ham så hårdt at han tumlede tilbage flere fod og kollapsede på jorden. Men Thor kom tilbage på fødderne og fortsatte med at løbe.

Med en overlegen indsats, gispende efter luft, krydsede han endelig marken.

”Træk tilbage!” hylede Kolk.

Thor smed skjoldet, dryppende af sved. Han var mere end taknemmelig for at han havde nået den anden side; han vidste ikke om ham kunne have holdt skjoldet et øjeblik mere.

Thor skyndte sig tilbage til de andre, mange af dem gav ham beundrende blikke. Han undrede sig over, hvordan han havde overlevet.

“Godt arbejde,” hviskede Reece til ham.

”Nogle andre frivillige?”råbte Kolk.

Der var en død stilhed imellem drengene. Efter at have set Thor var der ikke andre, der gerne ville prøve.

Thor var stolt af sig selv. Han var ikke sikker på at han ville have meldt sig frivilligt, hvis han havde vidst, hvad det indebar, men nu der var slut, var han glad for at han havde gjort det.

”Fint. Så vil jeg være frivillig for jer,” hylede Kolk. ”Du! Saden!” kaldte han, mens han pegede på en.

En ældre, tynd dreng trådte frem, og så rædselsslagen.

”Mig?” sagde Saden, hans stemme skælvede.

De andre drenge grinede af ham.

”Selvfølgelig dig. Hvem ellers?” sagde Kolk.

“Undskyld, sir, men jeg vil helst ikke.”

Et forskrækket gisp rejste sig i Legionen.

Kolk nærmede sig ham, vrængende.

”Du gør ikke, hvad du vil,” brummede Kolk. ”Du gør, hvad jeg fortæller dig du skal gøre.”

Saden stod lammet, så ud som om han var skræmt til døde.

“Han skulle ikke være her,” hviskede Reece til Thor.

Thor vendte sig og så på ham.”Hvad mener du?”

”Han kommer fra en adelig familie, og de har placeret ham her. Men han vil ikke være her. Han er ikke en kriger. Kolk ved det. Jeg tror de prøver at nedbryde ham. Jeg tror de vil have ham ud.”

”Undskyld sir, men jeg kan ikke,” sagde Saden og lød rædselsslagen.

”Du kan,” skreg Kolk,” og du vil!”

Der var et frosset, anspændt øjeblik.

Saden så ned på jorden, med hængende hage af skam.

”Undskyld sir, Giv mig en anden opgave, og jeg vil gladelig gøre det.”

Kolk blev rød i hovedet, stormede mod ham indtil han var få tommer fra hans ansigt.

”Jeg vil give dig en anden opgave, dreng. Jeg er ligeglad, hvem din familie er. Fra nu af vil du løbe. Du vil løbe rundt på denne bane, indtil du kollapser. Og du vil ikke komme tilbage før di frivilligt tager dette skjold. Forstår du mig?”

Saden så ud som om han var ved at bryde i gråd, mens han nikkede tilbage.

En soldat kom over, draperede ringbrynje over Saden, og så draperede en anden soldat en anden ringbrynje over ham. Thor kunne ikke forstå, hvordan han kunne bære vægten af dem. Han kunne knap løbe med den ene af dem.

Kolk lænede sig tilbage og sparkede Saden hårdt bagi og han snublede fremad og begyndte sit lange langsomme løb, rundt på banen. Thor havde ondt af ham. Mens han så ham snuble rundt, kunne han ikke lade være med at tænke over om drengen ville overleve Legionen.

Pludselig lød et horn, og Thor vendte sig for at se en deling af Kongens mænd ride frem på hesteryg, et dusin af the Silver med dem, holdende lange spyd og med hjelme med fjer. De stoppede foran Legionen.

”Til ære for Kongens datters bryllupsdag, og til ære for sommersolhvervet, har Kongen deklaret resten af dagen, jagtdag!”

Alle drengene rundt om Thor brød ud i et jublende hurra. Som et brød de ud i en spurt, mens de fulgte hestene, da de vendte sig og galloperede hen over pladsen.

”Hvad sker der?” spurgte Thor, Reece da han begyndte at løbe med de andre.

Reece havde et kæmpe smil på sit ansigt.

”Det er en Guds gave!” sagde han, “Vi har fri resten af dagen! Vi får lov til at jage!”