Kongernes March

KONGERNES MARCH

(BOG #2 I SERIEN OM TROLDMANDENS RING)

MORGAN RICE

Om Morgan Rice

Morgan Rice er den bedst sælgende forfatter og avisen USA Today’s bedst sælgende forfatter til den episke fantasyserie TROLDMANDENS RING, der består af sytten bøger, forfatter af bestseller-serien VAMPYRDAGBØGERNE der består af elleve bøger (med flere på vej), forfatter til bestseller-serien OVERLEVELSESTRIOLOGIEN, en post-apokalyptisk thriller, der består af to bøger (med flere på vej), og forfatter til den nye episke fantasyserie KONGER OG TROLDMÆND, der består af seks bøger. Morgans bøger er tilgængelige i lyd- og bogformat, og er oversat til mere end 25 sprog.

FORANDRET (bog #1 i VAMPYRDAGBØGERNE), FØRSTE ARENA (bog #1 i OVERLEVELSESTRIOLOGIEN), HELTENES FÆRD (bog #1 i TROLDMANDENS RING) og TITEL (bog #1 i TITEL) er alle tilgængelige som gratis download!

Morgan elsker at høre fra jer. Så du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.morganricebooks.com og blive skrevet på e-mail-listen, modtage en gratis bog, modtage gratis giveaways, downloade den gratis app, få de seneste eksklusive nyheder, følge med på Facebook og Twitter, og hold kontakten!

Udvalgte anmeldelser om Morgan Rice

”TROLDMANGENS RING besidder alle ingredienserne, der skaber en øjeblikkelig succes; komplot, modkomplot, mystik, tapre riddere, blomtrende forhold profuld af knuste hjerter, bedrag og forræderi. Den vil underholde dig i timevis – uanset alder. Bogen anbefales at stå permanent på hylden hos alle fantasylæsere.”

—Books and Movie Reviews, Roberto Mattos

”[En] underholdende, fantastisk fantasy.”

—Kirkus Reviews

”Begyndelsen på noget ganske særligt.”

—San Francisco Book Review

”Fyldt med action… Rices forfatterskab er solidt og forudsætningen spændende.”

—Publishers Weekly

”En livlig fantasi … blot begyndelsen på hvad der ser ud til at blive en episk ungdomsserie.”

—Midwest Book Review

Bøger af Morgan Rice

TROLMANDENS RING

HELTENES FÆRD (Bog #1)

KONGERNES MARCH (Bog #2)

EN DRAGESKÆBNE(Bog #3)

Download Morgan Rices bøger nu!

Lyt til serien om Troldmandens Ring i lydbog format!

Nu tilgængelig på:

Amazon

Audible

iTunes

Copyright © 2012 af Morgan Rice

Alle rettigheder forbeholdes. Med undtagelse af den amerikanske ophavsret fra 1976, må ingen dele af denne udgivelse reproduceres, distribueres eller transmitteres i nogen form eller på nogen vis, eller opbevares i en database eller opsamlingssystem uden aftale med forfatteren.

Denne e-bog giver kun licens til dit personlige brug. Denne e-bog må ikke sælges på ny eller gives til andre mennesker. Hvis du ønsker at dele denne bog med andre, bedes du venligst anskaffe en separat udgave til hver af modtagerne. Hvis du læser denne bog og ikke har købt den, eller den ikke kun var købt til dit personlige brug, bedes du venligst aflevere den og anskaffe dig din egen kopi. Tak fordi du respekterer forfatterens hårde arbejde.

Dette er fiktion. Navne, karakterer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens fantasi, eller brugt i skønlitterær sammenhæng. Enhver sammenlignelighed med faktiske personer, levende eller døde, er totalt tilfældig.

Omslagsbillede Copyright Bilibin Maksym, benyttet under licens fra Shutterstock.com.

INDHOLD

KAPITEL ET

KAPITEL TO

KAPITEL TRE

KAPITEL FIRE

KAPITEL FEM

KAPITEL SEKS

KAPITEL SYV

KAPITEL OTTE

KAPITEL NI

KAPITEL TI

KAPITEL ELLEVE

KAPITEL TOLV

KAPITEL TRETTEN

KAPITEL FJORTEN

KAPITEL FEMTEN

KAPITEL SEKSTEN

KAPITEL SYTTEN

KAPITEL ATTEN

KAPITEL NITTEN

KAPITEL TYVE

KAPITEL ENOGTYVE

KAPITEL TOOGTYVE

”Er det en daggert jeg ser,

Dets skæfte i min hånd? Kom, lad mig holde dig.

Jeg har dig ikke, og alligevel ser jeg dig.”

—William Shakespeare

Macbeth

KAPITEL ET

Kong MacGil snublede ind i sit kammer. Han havde drukket for meget, og værelset snurrede rundt, mens hans hoved bar tydeligt præg af aftens festligheder. En kvinde, hvis navn han ikke kendte, hang med en arm omkring ham. Med en fnisen, og trøjen halv knappet op, ledte hun ham hen mod sengen. To oppassere lukkede diskret døren bag dem og forsvandt lydløst. MacGil vidste ikke hvor hans dronning var, og på denne aften var han ligeglad. De sov sjældent i samme seng – hun trak sig ofte tilbage til sit eget kammer. Specielt på festaftner, hvor måltiderne trak ud til langt ud på natten. Hun kendte til sin mands udskejelser, og syntes at være ligeglad. Han var trods alt kongen og MacGil kongerne havde altid regeret med berettigelse. Men da MacGil nåede sengekanten, snurrede rummet alt for hurtigt omkring ham, og han rystede sin kvinde af sig. Han var ikke længere i humør til dette.

”Lad mig være i fred!” Kommanderede han og puffede hende væk. Kvinden blev paf – ydmyget og såret. Døren åbnede igen, oppasserne kom tilbage og tog hende hver især under armen og førte hende ud af kongens kammer. Hun protesterede, men hendes råb blev dæmpet, da døren igen lukkede.

MacGil sad på sengekanten og hvilede sit hoved i hænderne. Han prøvede at få hovedpinen til at stoppe. Det var usædvanligt for ham at have hovedpine så tidligt på aftenen – før drinksenes effekt var gået væk. Men i aften var anderledes. Alting havde ændret sig så pludseligt. Aftenens festligheder var startet upåklageligt: han havde nydt aftenen med godt selskab, godt kød og stærke vine, da den dreng, Thor, pludselig ødelagde det hele. Først havde han forstyrret festlighederne med sin fjollede drøm. Derefter havde han haft frækheden til at skubbe bægeret ud af hans hænder. Derefter kom den uduelige hund trissende, drak vinen of faldt død om for øjnene af dem alle. MacGil havde rystet lige siden. Virkeligheden havde slået ham som en forhammer – nogen havde forsøgt at forgifte ham. At snigmyrde ham. Han kunne ikke fordøje oplevelsen. Nogen havde sneget sig forbi hans vagter og forbi hans mad- og vinsmagere. Han havde været ét sekund fra at være død. Og han var stadig rystet.

Han huskede, at Thor var blevet slæbt i fangekælderen og tænkte på, om det havde været den rigtige beslutning. På den ene side var der, naturligvis, ingen anden logisk forklaring på, at drengen kunne vide, bærgeret var forgiftet, medmindre, han selv havde gjort det eller på anden vis var indblandet i forbrydelsen. På den anden side vidste han godt, at Thor havde dybe, mystiske – meget mystiske, kræfter, og måske kunne han havde fortalt sandheden. Måske havde han faktisk set det for sig i en drøm. Måske havde Thor i virkeligheden reddet hans liv, og MacGil havde sendt den eneste person, han kunne stole på, i fangehullet.

MacGils hoved bankede ved tanken, mens han sad på sengekanten og gnubbede sit fortvivlede hoved i forsøget på at regne det hele ud. Men han havde drukket for meget den aften. Hans sind var tåget, hans tanker hvirvlede rundt og han kunne ikke finde hoved og hale i det. Det var alt for varmt. Det var en lummer sommeraften. Og kombinationen af dét og hans timevise indtag af mad og drikke betød at han nu svedte. Med besvær tog han sin kappe af, derefter trøjen og fortsatte indtil han kun havde sin undertrøje på. Han tørrede sveden af panden og skægget. Han tog én tung støvle af gangen af sine hævede fødder og satte dem på det kolde stengulv. Han tog dybe indåndinger og forsøgte at få balancen igen. Hans mave var vokset, og det var belastende. Han sparkede fødderne op i sengen, lagde sig tilbage og hvilede hovedet på puden. Han sukkede dybt og kiggede op i loftet, mens han bad til, at rummet ville stoppe med at snurre.

Hvem ønsker at dræbe mig? Undrede han sig endnu en gang. Han havde elsket Thor som en søn, og en del af ham var sikker på, det ikke kunne have været ham. Han tænkte på, hvem det så kunne være, hvilket motiv de mon havde – og vigtigst af alt, om de ville prøve igen. Var han i sikkerhed? Var Argons forudsigelser rigtige?

MacGil følte sin øjenlåg blive tunge, da han havde svaret inden for rækkevidde. Hvis hans tanker bare havde været en anelse klarere, kunne han måske have regnet det ud. Men han måtte vente til morgendagens lys med at hidkalde sine rådgivere og arrangere en efterforskning. Han undrede sig ikke over, hvem der ønskede at se ham død – men hvem der ikke ønskede at se ham død. Hans hof var fyldt med folk, der hungrede efter hans trone. Ambitiøse generaler, snedige medlemmer af rådet, magtsyge adler, spioner, gamle rivaler, snigmordere fra McClouds – måske endda fra Vildmarken. Måske endda nogen tættere på.

MacGils øjne flakkede, da han begyndte at overgive sig til søvnen; men han fik øje på noget, der tvang ham til at holde dem åbne. Han opfangede bevægelse og kiggede over og opdagede at hans oppassere ikke længere var der. Han var forvirret. De lod ham aldrig være alene. Faktisk, kunne han ikke huske hvornår han sidst havde været alene i dette rum. Han huskede ikke at have bedt dem om at gå. Og hvad der var endnu mere pudsigt – døren stod på vid gab.

I samme øjeblik hørte MacGil en lyd fra rummets fjerne hjørne og kiggede straks. Ud af skyggerne, langs væggen og ind i lyset fra faklen kom en høj, tynd skikkelse til syne. Han var iført en sort kappe, og hætten dækkede hans ansigt. MacGil blinkede igen og igen og tænkte på, om han mon så syner. Først var han overbevist om, det bare var skyggerne der dansede i lyset fra faklen og spillede ham et puds.

Men i næste øjeblik, var skyggen tættere på og nærmede sig hans seng med hastige skridt. MacGil forsøgte at fokusere i det svage lys, forsøgte at se hvem det var. Instinktivt, som den gamle kriger han var, forsøgte han at sætte sig op i senge og trække et våben fra sit bælte. Men han havde afklædt sig, og havde ingen våben, han kunne trække. Han sad, ubevæbnet, på sengekanten. Skikkelsen bevægede sig hurtigere nu. Som en slange i mørket. Han kom nærmere. Og da MacGil endelig kunne fokusere, fik han et glimt af hans ansigt. Værelset snurrede stadig, og hans fuldhed forhindrede ham i at forstå det hele klart. Men i ét splitsekund, kunne han have svoret, han så sin søns ansigt.

Gareth?

MacGil blev overvældet af panik. Hvad lavede han her? Så sent om natten og uden at være blevet hidkaldt. ”Min søn?” Sagde MacGil ud i mørket. MacGil så hans blodige udtryk i øjnene, og det var alt han skulle se – han sprang op af sengen. Men skikkelsen bevægede sig for hurtigt. Før MacGil kunne forsvare sig, så han metal glimte i lyset fra faklen og hurtigt, alt for hurtigt, strøg bladet igennem luften og direkte ind i hans hjerte.

MacGil skreg. Et dybt, mørkt, pinefuldt skrig, der kom bag på ham selv. Det var et skrig, han kun kendte alt for godt – fra kamp. Det var lyden af en kriger, der var blevet dødeligt såret.

MacGil kunne mærke det kolde metal, der brød igennem hans ribben og skubbede gennem musklerne. Det blandede sig med hans blod, mens det pressede dybere og dybere. Smerten var mere intens, end han nogensinde havde kunne forestille sig. Med et dybt suk fyldtes han mund af en varm, blodig jernsmag og hans vejrtrækning blev hårdere. Han tvang sig selv til at se op. Se på ansigtet under hætten. Han var overrasket: han have taget fejl. Det var ikke hans søns ansigt. Det var en anden. Det var en, han genkendte. Han kunne ikke huske hvem, men det var en tæt på ham. En, der lignede hans søn.

Hans hjerne arbejde på højtryk, mens han forsøgte at knytte et navn til ansigtet. Mens skikkelsen stod bøjet over ham, lykkedes det MacGil at løfte en hånd og skubbe ham som i et forsøg på at få ham til at stoppe. Han følte noget vokse i ham. Følte styrken af den kriger, han havde været. Styrken af sine forfædre. Følte noget dybt inde i ham – dét der havde gjort ham til konge, og som ikke ville give op. Med al sin kræft lykkedes det ham at skubbe snigmorderen væk fra ham.

Manden var tyndere, mere skrøbelig, end MacGil havde troet og faldt bagover med et skrig. Det lykkedes MacGil at komme på benene, og med al sin kræft hev han kniven ud af brystet. Han kastede den tværes gennem rummet. Den ramte stengulvet med sådan en kræft, at den gled hen over gulvet og landede i den anden ende af rummet.

Manden, hvis hætte nu var faldet ned over skuldrene, kom hurtigt på fødderne. Han stirrede tilbage med øjne store af frygt, da MacGil langsomt nærmede sig ham. Han vendte sig og løb tværs gennem rummet, stoppede kun længe nok til at snuppe kniven før han flygtede. MacGil forsøgte at fange ham. Men manden var for hurtigt, og pludselig ramte smerten ham. En gennemtrængende smerte steg op i hans bryst, og han kunne mærke, han blev svagere.

MacGil stod alene i rummet og så hvordan blodet fra hans bryst løb ned i hans åbne håndflader. Han sank i knæ. Hans krop blev kold, og med de sidste kræfter råbte han svagt: ”Vagter!”. Han tog den sidste, dybe indånding og råbte i smerte med alt hvad han havde tilbage. Stemmen af en tidligere konge.

”VAGTER!” Skreg han.

Han hørte trin i det fjerne, der langsomt blev tydeligere. Han hørte en dør blive åbnet, og kunne fornemme skikkelser der nærmede sig ham. Men rummet snurrede igen, og denne gang var det ikke på grund af vinen.

Det sidste han så var det kolde stengulv, der langsomt nærmede sig hans ansigt.

KAPITEL TO

Thor greb fat i jernhåndtaget på den enorme trædør foran sig og trak med al sin magt. Den åbnede langsomt, knirkede, og afslørede kongens kammer foran ham. Han trådte ind i rummet og følte hårene på armene rejse sig, da han krydsede tærsklen. Han kunne mærke et mørke dvæle i luften som en tung tåge. Thor trådte længere ind i kammeret og hørte flammerne fra faklerne på væggene knitre, da han langsomt gik hen mod kroppen, der lå på gulvet. Han kunne allerede fornemme, at det var kongen. At han var blevet myrdet - at han, Thor, var kommet for sent. Thor kunne ikke lade være med at undre sig over, hvor alle vagterne var henne. Han undrede sig over, hvorfor ingen havde været her til at redde ham. Thors knæ blev svage, da han tog de sidste skridt hen til kroppen; han knælede på det kolde stengulv, greb skulderen, som allerede var kold, og rullede kongen over på ryggen. MacGil. Hans tidligere konge lå med øjnene vidt åbne. Død… Thor kiggede op og så pludselig kongens ledsager stå over dem. Han holdt et stor, besmykket bæger. Thor genkendte det fra festen. Det var lavet af massivt guld og dækket af rubiner og safirer. Mens han stirrede på Thor, hældte ledsageren langsomt vinen ud over kongens bryst. Vinen sprøjtede over hele Thors ansigt. Thor hørte et skrig. Han vendte sig og så sin falk, Estopheles, der sad på kongens skulder; hun slikkede vinen fra hans kind. Thor hørte en lyd. Han vendte sig og så Argon stå over ham og kigge stoisk på ham. I den ene hånd holdt han kronen. I den anden holdt han sin stav. Argon gik hen og placerede kronen på Thors hoved. Thor kunne mærke dens vægt grave sig ned over hans hoved, dens metal omfavnede hans tindinger. Han så forbavset op på Argon. ”Du er konge nu,” sagde Argon. Thor blinkede, og da han åbnede øjnene, stod alle medlemmer af Legionen, The Silver, hundredevis af mænd og drenge, klemt sammen i kammeret, alle øjne rettet mod ham. I samme øjeblik knælede de alle og bukkede derefter med deres ansigter lavt ned til jorden. ”Vores konge,” lød et kor af stemmer.

Thor vågnede med en sæt. Han sad oprejst og træk vejret dybt og hurtigt og så sig omkring. Det var mørkt og fugtigt herinde. Han opdagede, at han sad på et stengulv med ryggen mod væggen. Han kneb øjnene sammen i mørket. Han kunne se jernstænger i det fjerne og ud over dem en flimrende fakkel. Så huskede han: han var i fangehullet. Han var blevet trukket herned efter festen. Han huskede vagten, der havde slået ham i ansigtet, og indså at han nok var besvimet. Han satte sig op, trak vejret panisk og forsøgte at skubbe den forfærdelige drøm væk. Det havde virket så rigtigt. Han bad til, at det ikke var sandt, at kongen ikke var død. Billedet af den døde konge var lagret i hans sind. Havde Thor virkelig set noget? Eller var det hele bare hans fantasi?

Thor mærkede, at nogen sparkede ham på fodsålen. Han kiggede op og fik øje på en figur stå bøjet hen over ham. ”Det var på tide, at du vågnede op,” lød stemmen. ”Jeg har ventet i timevis.” I det svage lys kunne Thor fornemme ansigtet på en teenagedreng omkring hans alder. Han var tynd, lav, med hule kinder og hans hud fyldt med kopar – alligevel syntes der at være noget venligt og intelligent bag hans grønne øjne.

”Jeg hedder Merek,” sagde han. ”Din cellekammerat. Hvad sidder du inde for?” Thor sad oprejst og forsøgte at danne sig en mening om ham. Han lænede sig tilbage mod væggen, løb hænderne gennem håret og prøvede sætte det hele sammen. ”De siger, at du prøvede at dræbe kongen,” fortsatte Merek. ”Han forsøgte at dræbe ham, og vi vil rive ham i stumper og stykker, hvis han nogensinde kommer ud bag disse tremmer,” snerrede en stemme. En lyd af tinbægere der banker mod metalstænger brød ud i mørket. Thor gik hen til tremmerne og så hele korridoren, alle cellerne fyldt med groteske udseende fanger, der stak hovederne gennem tremmerne, og i det flimrende fakkellys så hånede hen mod ham. De fleste var ubarberede og med manglende tænder. Nogle så ud som om, de havde været hernede i årevis. Det var et forfærdeligt syn. Thor tvang sig selv til at se væk. Var han virkelig endt hernede? Ville han sidde fast her med disse mennesker for evigt? ”Du skal ikke være bange for dem,” sagde Merek. ”Det er bare dig og mig i denne celle. De kan ikke komme ind. Og jeg kunne ikke være mere ligeglad med, du første at forgifte kongen. Jeg ville gerne forgifte ham selv.”

”Jeg forgiftede ikke kongen,” sagde Thor indigneret. ”Jeg forgiftede ikke nogen. Jeg prøvede at redde ham. Alt hvad jeg gjorde var at slå hans bægre ud af hånden på ham.”

”Og hvordan vidste du, at bægeret var forgiftet?” Skreg en stemme ned ad midtergangen. ”Magi, antager jeg?” Der lød et kor af kynisk latter fra cellekorridoren. ”Han er synks!” Råbte en af ​​dem. De andre lo. ”Nej, det var bare et heldigt gæt!” Brølede en anden, og de andre grinede endnu højere. Thor var rasende over beskyldningerne, og havde lyst til at sætte dem alle på plads. Men han vidste, det ville være spild af tid. Desuden behøvede han ikke at forsvare sig overfor disse kriminelle udskud. Merek studerede ham med en mine, der ikke var så skeptisk som de andres. Han så ud som om, han debatterede med sig selv. ”Jeg tror på dig,” sagde han stille. ”Gør du?” Spurgte Thor. Merek trak på skuldrene. ”Når alt kommer til alt, hvis du ville forgifte kongen, ville du virkelig være så dum at fortælle ham det?” Merek vendte sig om og gik et par skridt væk, over til sin side af cellen, og lænede sig mod væggen og satte sig ned og kiggede på Thor. Nu var Thor nysgerrig. ”Hvad sidder du inde for?” Spurgte han. ”Jeg er en tyv,” svarede Merek, nærmest stolt. Thor blev overrasket. Han havde aldrig været sammen med en tyv før. En rigtig tyv. Selv havde han aldrig tænkt på at stjæle. Og han havde altid været forbløffet over, at nogle mennesker gjorde det. ”Hvorfor gør du det?” Spurgte Thor. Merek trak på skuldrene. ”Min familie har ingen mad. De skal spise. Jeg har ikke nogen skolegang eller nogen kvalifikationer af nogen art. At stjæle er det, jeg kan. Ikke noget stort. Bare mad hovedsageligt. Det, der får dem igennem dagen. Jeg slap afsted med det i årevis. Så blev jeg fanget. Det er faktisk min tredje gang inde. Tredje gang er den værste.”

”Hvorfor?” Spurgte Thor. Merek blev stille og rystede derefter langsomt på hovedet. Thor kunne se, hans øjnene blev fyldt med tårer. ”Kongens lov er streng. Ingen undtagelser. Ved den tredje lovovertrædelse, tager de din hånd.” Thor blev forfærdet. Han kiggede ned på Mereks hænder; de var der begge to. ”De kommer ikke efter mig endnu,” sagde Merek. ”Men det gør de på et tidspunkt.” Thor havde det forfærdeligt. Merek kiggede skamfuldt væk, og uden at tænke over det, gjorde Thor det samme. Thor lagde hovedet i hænderne. Hans forsøgte at samle sine tanker, men hans hoved dræbte ham. De sidste par dage føltes som én hvirvelvind; så mange ting var sket så hurtigt. På den ene side følte han en følelse af succes. En følelse af retfærdiggørelse. Han havde set fremtiden, havde forudset MacGils forgiftning, og havde reddet ham fra den. Måske kunne skæbnen trods alt ændres – måske kunne den bøjes. Thor havde en følelse af stolthed: han havde reddet sin konge. På den anden side sad han her i fangehullet. Han var ikke i stand til at rense sit navn. Alle hans håb og drømme var blevet knust. Enhver chance for at tilslutte sig Legionen var forsvundet. Nu ville han være heldig, hvis han ikke skulle tilbringe resten af ​​sine dage hernede. Det gjorde ham ondt at tænke på at MacGil, der havde taget Thor ind som en far, den eneste rigtige far, han nogensinde havde haft, troede at Thor faktisk prøvede at dræbe ham. Det gjorde ham ondt at tænkte på at Reece, hans bedste ven, kunne tro, at han havde prøvet at dræbe hans far. Og endnu værre, Gwendolyn. Han tænkte på deres sidste møde. Hvordan hun havde troet, at han frekventerede bordellerne – og følte at alt godt i hans liv var blevet taget væk fra ham. Han spekulerede på, hvorfor det skete for ham. Han havde trods alt kun ønsket at hjælpe. Thor vidste ikke, hvad der ville blive af ham. Og han var ligeglad. Alt hvad han ønskede nu var at rense sit navn, så folk ville vide, at han ikke havde prøvet at skade kongen – at han havde ægte kræfter, at han virkelig havde set fremtiden.

Han vidste ikke, hvad der ville blive af ham, men han vidste en ting: Han var nødt til at komme ud herfra. På en eller anden måde. Før Thor kunne afslutte tanken, hørte han fodspor. Tunge støvler klumpede sig vej ned ad stenkorridorerne. Han hørte lyden af raslende nøgler, og øjeblikke senere stod en kraftig fængselsholder foran ham. Det var manden, der havde trukket Thor herned og slået ham i ansigtet. Ved synet af ham følte Thor smerten på kinden, følte sig for første gang opmærksom på den, og følte en fysisk afsky. ”Nå, er det ikke den lille myre, der forsøgte at dræbe kongen?” Brummede vagthavende, da han vendte jernnøglen i låsen. Efter adskillige klinkende klik gled celledøren op. Han bar kæder i den ene hånd, og en lille økse hang i bæltet ved hans talje. ”Du skal nok få din straf,” sagde han hånende til Thor og vendte sig derefter mod Merek. ”Men nu er det din tur, din lille tyv. Tredje gang,” sagde han med et ondsindet smil, ”ingen undtagelser.” Han greb ud efter Merek og greb ham groft med ene arm bag ryggen. Han spændte håndjernet fast om hans håndled, og spændte derefter den anden ende af lænken fast til en krog i væggen. Merek skreg og trækkede vildt i lænken og forsøgte at bryde fri; men det var nytteløst. Vagten kom op bag ham og greb ham. Han tog Mereks frie arm og placerede den på en stenbjælke. ”Dette vil lære dig ikke at stjæle,” snerrede han. Han fjernede øksen fra bæltet og løftede den højt over hovedet. Han smilede hånende så hans grimme tænder stak ud af munden på ham. ”NEJ!” Skreg Merek. Thor sad fastbundet og så forfærdet til, da vagten bragte sit våben ned og sigtede mod Mereks håndled. I løbet af nogle få sekunder ville denne stakkels drengs hånd blive hugget af for evigt uden nogen anden grund end hans småtyveri af mad for at hjælpe med at brødføde sin familie. Uretfærdigheden brændte inde i Thor, og han vidste, at han ikke kunne tillade det. Det var bare ikke retfærdigt. Thor følte hele hans krop blive varm, og mærkede derefter en brændende følelse indvendigt. En følelse, der gik fra det yderste af hans tåspidser og hele vejen ud gennem håndfladerne. Han mærkede tiden gå i stå. Han følte, han bevægede sig hurtigere end manden. Han følte hvert øjeblik af hvert sekund, mens mandens økse hang i luften. Thor følte en brændende energikugle i håndfladen og kastede den mod fængselsvagten. Han så forbavset til, da den gule kugle forsvandt fra hans håndflade. Den fløj gennem luften, oplyste den mørke celle og ramte vagtens ansigt. Den ramte ham i hovedet. I samme øjeblik tabte han sin økse, fløj tværs gennem cellen før han smadrede ind i en væg og kollapsede på gulvet. Thor havde reddet Merek et splitsekund før klingen nåede hans håndled. Merek kiggede på Thor med overraskede øjne. Vagten rejste sig, rystede på hovedet og styrede direkte mod Thor. Men Thor mærkede kraften brænde i ham, og da vagten kom på fødderne og nærmede sig ham, løb Thor frem, sprang op i luften og sparkede ham i brystet. Thor følte en kraft, som han aldrig før havde følt, skyde gennem sin krop og hørte et højt brag da hans spark sendte den store mand baglæns gennem luften. Han smadrede mod væggen og landende på gulvet. Denne gang bevidstløs. Merek så chokeret på Thor, og Thor vidste nøjagtigt, hvad han måtte gøre. Han greb øksen, skyndte sig hen til Merek. Han holdt kæden fra håndjernene fast på stenbjælken og huggede den over. En stor gnist fløj gennem luften, da kædeleddet blev skåret over. Merek kiggede væk, løftede derefter hovedet op og så på kæden, der hang frit fra hans håndled og indså, at han var fri. Han stirrede tilbage på Thor med åben mund. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig,” sagde Merek. ”Jeg ved ikke, hvordan du gjorde det. Jeg ved ikke hvad det var, eller hvem du er – eller hvad du er – men du har reddet mit liv. Jeg skylder dig en. Og det er et løfte, jeg ikke tager let på.”

”Du skylder mig intet,” sagde Thor. ”Forkert,” sagde Merek og rakte hånden ud og gav Thors underarm et klem. ”Du er min bror nu. Og jeg vil betale dig tilbage. En eller anden måde. En skønne dag.” Med de ord vendte Merek sig og skyndte sig ud af den åbne celledør. Han løb ned ad korridoren til lyden af de andre fangeres råb. Thor kiggede rundt. Han så den bevidstløse vagt, den åbne celledør og vidste, at han også måtte handle. Fangerens råb blev højere og mere insisterende. Thor gik ud af cellen. Han kiggede til begge sider og besluttede sig at tage den modsatte vej af Merek. De kunne trods alt ikke fange dem begge på én gang.