Da solen begyndte at falme fra himlen – mørkt violet, blandet med blåt, det så ud til at omgive universet – gik Thor sammen med Reece, O´Connor og Elden ned ad stien, det førte ind i Vildmarkens skov. Thor havde aldrig været så anspændt i sit liv. Nu var det bare de fire, Erec var blevet tilbage i lejren, og uanset deres småskænderiet, mærkede Thor nu at de havde mere brug for hinanden end nogensinde før. De var nødt til at skabe bånd til hinanden uden Erec. Før de skiltes havde Erec sagt at de ikke skulle bekymre sig, at han ville blive ved basen, høre hvis de kaldte og være der, hvis de havde brug for ham.

Det fik ikke Thor til at føle sig sikker nu.

Mens skovene strammede ind på dem, så Thor sig omkring i dette eksotiske sted, skovbunden foret med tjørne og mærkelige frugter. Grenene på de mange træer var krogede og gamle, de rørte næsten ved jorden, så tæt at Thor ofte måtte dukke sig. De havde torne i stedet for blade og de stak frem overalt. Gule vinranker hang ned nogle steder og Thor havde begået fejlen at række op for at skubbe en vinranke væk fra ansigtet, kun for at opdage at det var en slange. Han havde råbt og var sprunget væk lige i tide.

Han havde forventet at de andre ville le af ham, men de var også ydmyge af skræk. Overalt rundt om dem, var der ukendte lyde fra eksotisk dyr. Nogle var dybe og gutturale, nogle var skingre og skrigende. Der var ekkoer af lyde fra langt væk; og andre der var alt for tæt på. Skumringen kom alt for hurtigt, mens de alle gik dybere ind i skoven. Thor var i det øjeblik sikker på at de ville komme i baghold. Mens himmelen blev mørkere, blev det sværere at se selv ansigterne på sine kammerater. Han greb så hårdt fat i sit sværd, at hans knoer blev hvide, mens han med den anden hånd knugede slyngen. De andre havde også fat i deres våben.

Thor tvang sig til at være stærk, selvsikker og modig som en god ridder skulle være. Som Erec havde instrueret ham i. Det var bedre for ham at se døden i øjnene nu, end at leve konstant i frygt for den. Han prøvede at løfte hagen og gå modigt fremad, hele tiden hurtigere og gik et par fod foran de andre. Hans hjerte buldrede, men han følte det som om han så frygten i øjnene.

”Hvad er det helt nøjagtigt vi patruljerer efter?” spurgte Thor.

Så snart han havde sagt der, indså han at det nok var et dumt spørgsmål, og han forventede at Elden ville gøre nar af ham.

Men til sin overraskelse, kom der bare stilhed tilbage. Thor så sig tilbage og så det hvide i Eldens øjne, og indså at han bare var mere bange. I det mindste gav det Thor noget selvsikkerhed. Thor var yngre og mindre end ham og han bukkede ikke under for sin frygt.

”Fjenden, tror jeg,” sagde Reece til sidst.

”Og hvem er det?”spurgte Thor. ”Hvordan ser han ud?”

“Der er alle slags fjender herude,” sagde Reece. ”Vi er i Vildmarken nu. Der er nationer af vilde og alle slags racer og onde skabninger.”

”Men hvad er grunden til vores patrulje?” spurgte O´Conner. ”Hvilken forskel kan vi overhovedet gøre, med dette? Selv, hvis vi dræber en eller to, vil det så stoppe den million, der er bagved?”

”Vi er her ikke for at gøre indhug,” svarede Reece. ”Vi er her for at gøre opmærksom på os selv, på vores Konges vegne. For at lade dem vide at de ikke skal komme for tæt på Kløften”

”Jeg synes det ville være mere logisk at vente indtil de prøver at krydse og så tage os af det,” sagde O`Connor.

”Nej,” sagde Reece. ”Det er bedre at skræmme dem fra overhovedet at nærme sig. Det er grunden til disse patruljer. I det mindste er det det min storbror siger.”

Thors hjerte bankede, mens de fortsatte dybere ind i skoven.

”Hvor langt skal vi?” spurgte Elden, og sagde noget for første gang, med dirrende stemme.

Kan du ikke huske, hvad Kolk sagde? Vi skal hente det røde banner og bringe det tilbage,” sagde Reece.”Det er beviset for at vi har gået langt nok i patrulje.”

”Jeg har ikke set noget banner nogensteder,” sagde O`Conner.”Faktisk kan jeg knap se noget. Hvordan skal vi overhovedet komme tilbage?”

Ingen svarede. Thor tænkte det same. Hvordan kunne de overhovedet finde et banner I nattens mørke? Han begyndte at tænke på om det hele var snyd, en øvelse, en anden af de psykologiske spil, som Legionen lavede med drengene. Han tænkte på Erecs ord igen, på sine mange fjender veed hoffet.Han havde en dårlig fornemmelse af denne her patrulje. Var de blevet lokket i baghold?

Pludselig kom der en rædselsvækkende skrigende lyd, fulgt af bevægelse inde i grenene – og stort løb hen over stien. Thor trak sit sværd og det gjorde de andre også. Lyden af sværdene der forlod deres skeder, af metal mod metal, fyldte luften, mens de alle stod på et sted og holdt deres sværd foran dem og så sig nervøst omkring i alle retninger.

”Hvad var det?” råbte Elden, hans stemme knagede af frygt.

Dyret krydsede igen deres spor, racende fra den ene til den anden side af skoven og denne gang fik de set den.

Thors skuldre slappede af, da han genkendte den.

”Det er bare et rådyr,” sagde han meget lettet. ”Det mærkeligste rådyr, jeg har set – men et rådyr trods alt.”

Reece lo, en beroligede lyd, en alt for moden lyd for hans alder. Mens Thor hørte den, indså han at det var lyden af en fremtidig Konge. Han fik det bedre, af at have sin ven ved siden af sig. Og så lo han også. Al den frygt for ingenting.

”Jeg vidste ikke at din stemme knirker, når du giver efter for frygten,” drillede Reece Elden, og lo igen.

“Hvis jeg kunne se dig, ville jeg dunke dig,” sagde Elden.

”Jeg kan sagtens se dig,” sagde Reece. ”Kom og prøv det.”

Elden gloede tilbage på ham. Men turde ikke rykke. I stedet for, satte han sit sværd tilbage i skeden, ligesom de andre. Thor beundrede Reece for at drille Elden; Elden gjorde det svært for alle andre – han fortjente at få noget tilbage. Han beundrede Reeces frygtløshed, ved at gøre det, fordi trods alt var Elden dobbelt så stor som dem.

Til sidst mærkede Thor noget af anspændelsen forlade sin krop. De havde haft deres første møde med noget, isen var brudt og de var stadig i live. Han lænede sig tilbage og lo også, lykkelig for at være levende.

”Bare grin, fremmede dreng,” sagde Elden. ”Vi får se, hvem der ler sidst.”

Jeg ler ikke af dig som Reece gør, tænkte Thor. Jeg er bare lettet over at være i live.

Men han gad ikke sige det; han vidste at intet han sagde ville ændre Eldens had til til ham.

“Se!” råbte O`Connor. “Der!”

Thor kneb øjnene sammen, han kunne næsten ikke se, hvad han pegede på i den tætte nat. Så så han det; Legionens banner, der hang fra en af grenene.

De begyndte alle at løbe derhen.

Elden løb forbi de andre, og skubbede dem brutalt til side.

”Flaget er mit!” råbte han.

”Jeg så det først,” kaldte O`Connor.

”Men jeg får først fat i det, og det bliver mig, der bringer det tilbage!” råbte Elden.

Thor skummede; han kunne ikke tro på det Elden gjorde. Han huskede, hvad Kolk havde sagt – at den der fik flaget ville blive belønnet – og indså hvorfor Elden spurtede. Men det undskyldte ham ikke. De skulle være et hold, en gruppe – ikke enhver for sig selv. Eldens sande natur dukkede frem – ingen af de andre løb efter det, eller prøvede at komme foran de andre. Det fik Thor til at hade Elden endnu mere.

Elden spurtede forbi efter at have skubbet O´Connor væk med albuen og før de andre kunne reagere, han kom flere fod foran og snappede banneret.

Mens han gjorde kom et kæmpe net frem ud af ingenting op fra jorden, springende op i luften, fangede Elden og hejste ham højt op. Han svingede frem og tilbage foran dem, få fod væk, som en dyr fanget i en fælde.

”Hjælp mig! Hjælp mig!” skreg han skrækslagen.

De gik alle meget langsomt hen imod ham; Reece begyndte at le.

”Nå, hvem er nu kujon?” råbte Reece underholdt.

”Din lille lort!” råbte han,”Jeg dræber dig, når jeg kommer ned herfra!”

”Virkelig?” svarede Reece igen. ”Og hvornår bliver det så lige?”

”Sæt mig ned!” råbte Elden, mens han vendte og drejede sig i nettet. ”Jeg beordrer det!”

”Åh, du beordrer os, gør du?” sagde Reece og brast igen i latter.

Reece vendte sig og så på Thor.

“Hvad synes du?” spurgte Reece.

”Jeg synes han skylder os alle en undskyldning,”sagde O`Connor.” Særligt Thor.”

”Jeg er enig,” sgde Reece. “Jeg har et forslag,” sagde han til Elden. ”Sig undskyld – og det skal være ægte – så vil jeg overveje at skære dig ned.”

”Undskylde?” gentog Elden chokeret. ”Ikke i en millioner sole.”

Reece vendte sig mod Thor.

”Måske skulle vi bare lade klumpen hænge der for natten. Det ville være skøn mad for dyrene. Hvad synes du?”

Thor smilede bredt.

”Jeg synes det er en god idé,” sagde O´Connor.

”Vent!” skingrede Elden.

O´Connor rakte op og snapped banneret ud af Eldens dinglende finger.

”Jeg gætter på at du ikke slog os til banneret alligevel,” sagde O`Connor.

De vendte sig alle tre og begyndte at gå væk.

”Nej, vent”” råbte Elden. ”I kan ikke efterlade mig her”! Det ville i ikke gøre!”

De fortsatte alle tre med at gå væk.

”Undskyld!” begyndte Elden at snøfte. ”Vær nu søde!.Undskyld!”

Thor stoppede, men Reece og O`Connor fortsatte med at gå. Til sidst vendte Reece sig.

”Hvad laver du?” spurgte Reece Thor.

”Vi kan ikke efterlade ham her,” sagde Thor. Uanset hvor lidt han kunne lide Elden, synes han ikke det var rigtigt at lade ham hænge.

“Hvorfor ikke?” spurgte Reece. “Han er selv ude om det.”

”Hvis det var omvendt,” sagde O`Connor, ”ved du at han bare ville være glad for at efterlade dig der. Hvorfor går det dig på?”

”Jeg forstår det godt,” sagde Thor. “Men det betyder ikke at vi skal være ligesom ham.”

Reece satte hænderne i siden, og sukkede dybt mens han lænede sig over og hviskede til Thor.

”Jeg ville ikke have efterladt ham her hele natten, Måske bare halvdelen af natten. Men du har ret. Han kan ikke klare det. Han vil sikkert tisse i bukserne og få et hjerteslag. Du er alt for venlig. Det er et problem.” Sagde Reece, mens han lagde hånden på Thors skulder.

“ Men det er derfor jeg har valgt dig som ven.”

”Også mig,” sagde O`Connor og lagde hånden på Thors anden skulder.

Thor vendte sig og marcherede mod nettet, rakte ud og skar det ned.

Elden landede med et bump. Han skramlede på fødderne, smed nettet af sig, og søgte hektisk på jorden.

“Mit sværd!” råbte han. “Hvor er det?”

Thor kiggede ned på jorden, men det var for mørkt til at se.

”Det må være fløjet op i træerne, da du blev hejst op,” svarede Thor.

”Hvor det end er, er det væk nu,” sagde Reece. ”Du finder det aldrig.”

”Men du forstå ikke,” bad Elden. ”Legionen. Der er bare en regel. Forlad aldrig dit våben. Jeg kan ikke komme tilbage uden det. Jeg ville blive udstødt!”

Thor vendte sig og søgte på jorden igen, søgte i træerne, kiggede allevegne. Men han kunne ikke finde noget spor af Eldens sværd. Reece og O´Connor stod bare der uden at gide kigge.

”Jeg er ked af det,” sagde Thor, ”Jeg kan ikke finde det.”

Elden skramlede rundt, men så gav han op til sidst.

”Det er din skyld, ” sagde han og pegede på Thor. ”Du fik os ind i det her rod!”

”Nej, jeg gjorde ikke,” svarede Thor. ”Det gjorde du! Du løb efter flaget. Du skubbede os alle væk. Du kan kun bebrejde dig selv.”

“Jeg hader dig!” skreg Elden.

Han angreb Thor, tog fat i hans skjorte og væltede ham ned til Jorden. Hans vægt overraskede Thor. Det lykkedes Thor at rulle væk, men Elden rullede igen og spiddede Thor ned. Elden var bare for stor og stærk, og det var for svært at holde ham tilbage.

Pludselig, gav Elden dog slip og rullede af. Thor hørte lyden af et sværd, der blev trukket af skeden, kiggede op og så Reece stå over Elden, mens han holdt spidsen af sværdet mod hans strube.

O´Connor rakte over og gav Thor en hånd og trak ham hurtigt op. Thor stod med sine to venner, så ned på Eldne, som blev på jorden, med Reeces sværd på struben.

”Du rører min ven igen,” sagde Reece, dødeligt alvorligt og meget langsomt til Elden. ”og jeg forsikrer dig for, at jeg vil dræbe dig.”

KAPITEL SYTTEN

Thor, Reece O`Connor, Elden og Erec sad sammen på Jorden, i en cirkel rundt om den flammende ild. De sad alle fem, mutte og stille, Thor var overrasket over at det kunne være så koldt på en sommer aften. Der var noget ved denne kløft, de kølige mystiske vind, der snurrede rundt, ned ad hans ryg, og blandede sig med tågen, der aldrig ville gå væk, det gjorde at han blev fugtig helt ind til knoglerne. Han lænede sig frem og gnubbede sine hænder mod ildens varme, ude af stand til at få dem varme.

Thor tyggede på et stykke tørret kød, som de andre sendte rundt; det var sejt og salt, men nærede ham, på en mærkelig måde. Erec rakte over og gav ham noget og Thor mærkede en blød vinsæk presset ind i hans hånd og væsken skvulpede ind i den. Den var overraskende tung, da han løftede den op til læberne og sprøjtede det ind bag i munden, alt for længe. Han følte sig varm for første gang den aften.

Alle var stille, og stirrede ind i flammerne. Thor var stadig anspændt. At være på denne side af Kløften i fjendeterritorie, fik ham til at føle at han skulle være på vagt hele tiden, og undrede sig over, hvor rolig Erec så ud til at være, som om han afslappet sad i sin egen gårdsplads. Thor var lettet over, at de i det mindste var ude af Vildmarken, genforenet med Erec og sad rundt om et beroligende bål. Erec kiggede på skovlinien, opmærksom på hver eneste lille lyd, og alligevel rolig og afslappet. Thor vidste at hvis der kom noget farligt, ville Erec beskytte dem alle.

Thor var tilfreds her rundt om flammerne; han så sig omkring og så at de andre også var tilfredse – undtaget selvfølgelig Elden, mut siden de kom tilbage fra skoven. Han havde mistet sin selvsikre stil fra tidligere på dage, og han sad der, sur og uden sit sværd. Kommandanterne ville aldrig tilgive sådan en fejl – Elden ville blive sparket ud af Legionen, når de kom tilbage. Han spekulerede på, hvad Elden ville gøre. Han havde en følelse af, at han ikke ville gå ned uden kamp, at han havde et trick eller en plan i ærmet. Thor gik ud fra, at hvad det end var , så var det ikke godt.

Thor kiggede og fulgte Erecs blik ind i den fjerne horisont, I sydlig retning. En svag glød, en endeløs række så langt øjet rakte, lyste op i natten. Thor undrede sig. ”Hvad er det, ” spurgte han Erec til sidst. ”Den gløden? Den du kigger på hele tiden?”

Erec var stille længe, den eneste lyd, der var, var vindens pisken. Til sidst uden at vende sig, sagde han: ”Goralerne.

Thor udvekslede blikke med de andre, som så tilbage, frygtsomme. Thors mave strammede ved tanken. Goralerne. Så tæt på. Der var intet imellem dem og ham, undtaget en simpel skov og en stor slette. Der var ikke længere den store Kløft, til at adskille dem og sørge for at de var trygge. Hele sit liv havde han hørt historier om disse voldelige barbarer fra Vildmarken, der ikke havde andre ambitioner end at angribe Ringen. Og nu var der intet imellem dem. Han kunne ikke tro på, hvor mange af dem, der var. Det var en kæmpe, ventende hær.

“Er du ikke bange?” spurgte Thor, Erec.

Erec rystede på hovedet.

”Goralerne bevæger sig som en. Deres hær sover derude, hver nat. Det har de gjort i årevis. De ville kun angribe Kløften, hvis de mobiliserede en hel hær og angreb som en. De ville andrig turde prøve. Sværdets kraft fungerer som et skjold. De ved at de ikke kan bryde det.”

”Men hvorfor slår de så lejr derude?” spurgte Thor.

”Det er deres måde at gøre os bange. Og at forberede sig. Der har været mange gange i historien, i vores fædres tid, hvor de angreb, forsøgte at bryde Kløften. Men det er ikke sket i min tid.”

Thor kiggede op på den sorte himmel, de gule, blå og orange stjerner blinked højt oppe, og undrede sig. Denne side af Kløften var et mareridt, og havde været det siden han kunne gå. Tanken om det gjorde ham bange, men han tvang det ud af sit hoved. Han var medlem af Legionen nu, og han måtte opføre sig sådan.

”Tænk ikke over det,” sagde Erec, som om han kunne læse hans tanker. ”De vil ikke angribe, så længe vi har Skæbne Sværdet.”

”Har du nogensinde holdt der?” Spurgte Thor Erec, pludselig nysgerrig. ”Sværdet?”

”Selvfølgelig ikke,” svarede Erec skarpt. ”Ingen har lov til at røre det, undtagen efterkommere af Kongen.”

Thor så på ham, forvirret.

”Jeg forstår det ikke. Hvorfor?

Reece rømmede sig.

”Må jeg?” afbrød han.

Erec nikkede.

“Der er en legende om Sværdet. Det er faktisk aldrig blevet løftet af nogen. Legenden siger at én mand, den udvalgte vil være i stand til at løfte det selv. Kun Kongen har lov til at prøve, eller en af hans efterkommere, hvis han bliver Konge. Så der ligger det, urørt.”

”Og hvad med vores nuværende Konge? Din far?” spurgte Thor. ”Må han ikke prøve?”

Reece så ned.

”Han har gjort det en gang. Da han blev kronet. Det har han fortalt os. Han kunne ikke løfte det. Så det ligger der, som en bebrejdende ting. Han hader det. Det vejer tungt på ham som en levende ting. Når den udvalgte kommer, ”tilføjede Reece, ”Vil han befri Ringen fra sine fjender hele vejen rundt og føre os til en større skæbne, end vi tidligere har kendt. Alle krige vil ende.”

“Eventyr og sludder,” afbrød Elden. ”Sværdet bliver ikke løftet af nogen. Det er for tungt. Det er ikke muligt. Og der er ikke nogen udvalgt. Det er bare ævl. Den legende blev opfundet for at holde almuen ned, at holde os alle I skak, mens vi venter på den såkaldte udvalgte. For at gøre MacGil linien stærkere. Det er en meget nyttig legende for dem.”

“Hold din tunge, dreng” vrissede Erec.” Du skal altid tale med respekt om din Konge.”

Elden så ned, ydmyg.

Thor tænkte på det hele og forsøgte at rumme det. Det var så meget at fatte på en gang. Hele sit liv havde han drømt om at se Skæbne Sværdet. Han havde hørt historier om dets perfekte form. Rygterne sagde af det var smedet af et materiale ingen forstod, at det var et magisk våben. Det fik Thor til at tænke over, hvad der ville ske, hvis de ikke havde Sværdet til at beskytte dem.

Ville Konges hær blive overmandet af Imperiet? Thor så ud på de glødende bål i horisonten. De så ud til at strække sig i evigheden.

“Har du været derude?” spurgte Thor Erec. ”Held derude? Igennem skoven? I Vildmarken?”

De andre vendte sig og så på Erec, mens Thor anspændt ventede på hans svar. I den tykke stilhed, stirrede Erec ind i flammerne længe – så længe at Thor begyndte at tvivle på at han ville svare. Thor håbede ikke han havde været alt for nysgerrig; han var så taknemmelig og følte sig i gæld til Erec, og han ville helt sikker ikke være uvenner med ham. Thor var heller ikke sikker på at han ville kende svaret.

Lige som Thor var begyndt at ønske at han kunne trække spørgsmålet tilbage, svarede Erec:

”Ja,” sagde han gravalvorligt.

Det ene ord hang I luften alt for længe, og I det hørte Thor alvoren, der fortalte ham alt han behøvede at vide.

”Hvordan er det derude?” spurgte O`Connor.

Thor var lettet over at han ikke var den eneste, der stillede spørgsmål.

”Det er kontrolleret af et ondt imperium.” sagde Erec.” Men landet er stort og varieret. Der er barbarernes land. Slavernes land. Og monstrenes land. Monstre som I ikke kan forestille jer. Og der er ørkner og bjerge, og bakker så langt øjet rækker, Der er marsker og sumpe og det store hav. Der er Druidernes land. Og Dragernes land.”

Thors øjne var vidtåbne.

”Drager?” spurgte han overrasket. ”Jeg troede ikke de eksisterede.”

Erec så på ham, dødsens alvorlig.

“Det kan jeg forsikre dig, at de gør. Og det er et sted du aldrig vil hen. Et sted som selv Goralerne frygter”

Thor sank ved tanken. Han kunne knap forestille sig at begive sig så dybt ud I verden. Han tænkte på, hvordan Erec var kommet tilbage i live. Han mindede sig selv om at spørge ham en anden gang.

Der var så mange spørgsmål Thor gerne ville stille ham – hvordan det onde imperium var og hvem, der regerede det; hvorfor de gerne ville angribe; hvornår Erec var rejst ud; hvornår han var kommet tilbage. Men mens Thor stirrede ind i flammerne, blev det koldere og koldere, og alle spørgsmålene svirrede i hovedet, han mærkede sin øjne blive tunge. Det her var ikke det rette tidspunkt at spørge.

I stedet lod han søvnen bære sig væk. Han lagde hovedet ned på jorden. Før hans øjne lukkede sig helt, kiggede han over på den fremmede jord og tænkte over, hvornår – eller om – han ville komme hjem igen.

Thor åbnede sine øjne, forvirret, hvor var ha nog hvordan var han kommet herhen? Han kiggede ned og så en tyk tåge, op til livet, så tyk at han ikke kunne se sine fødder. Hanvendte sig og så solopgangen bryde frem over kløften foran ham. Langt væk på den anden side, var hans hjemland. Han var stadig på denne side, den forkerte side af skellet. Hjertet slog hurtigere.

Thor kiggede på broen, men mærkeligt nok var der ingen soldater, der nu. Hele stedet så faktisk forladt ud. Han forstod ikke hvad der var slet. Mens han så på broen, faldt dens træplanker, den ene efter den anden, som dominobrikker. På øjeblikke kollapsede broen og faldt ned i afgrunden. Bunden var så langt væk at han ikke kunne høre plankerne ramme.

Thor sank og vendte sig for at finde de andre – men han kunne ikke se dem. Han havde ingen idé om, hvad han skulle gøre. Han sad fast. Her, alene på den anden side af Kløften, uden mulighed for at komme tilbage. Han kunne ikke forstå, hvor alle var henne,

Han hørte noget og drejede sig og kiggede ind i skoven. Han fornemmede bevægelse. Han rejste sig og gik henimod lyden, hans fødder sank ind i jorden, da han gik. Da han kom tættere på, så han et net, dr hang fra en lav gren. Indeni var Elden, der snurrede rundt og rundt i cirkler, grenene knirkede med hans bevægelser.

En falk havde sat sig på hans hoved, en specielt udseende skabning, men en krop, der glitrede af sølv og en enkelt sort stribe, der løb ned ad dens hoved, i panden i mellem dens øjne. Den bøjede sig ned, flåede Eldens øje ud og holdt det. Den vendte sig mod Thor, mens den holdt øjet i næbbet.

Thor ville se væk, men kunne ikke. Lige som han var ved at indse at Elden var død, kom hele skoven pludselig til live. Angribende ud af alle retninger kom en hær af Goraler. Enorme, kun med lændeklæder, med massive, muskuløse brystkasser, tre næser i en en trekant i ansigtet og to lange buede hugtænder, de hvæsede og snerrede, og spurtede hen til ham. Det var en lyd, der fik hårene til at rejse dig og der var ingen steder, han kunne gå hen. Han rakte ned og greb efter sit sværd – men så ned og opdagede at det var væk.

Thor skreg.

Han vågnede og satte sig lige op, forpustet, mens han kiggede sig vildt omkring. Rundt omkring ham var der stilhed – en rigtig levende stilhed, ikke hans drøms stilhed.

Ved siden af ham i morgenlyset lå, Reece, O´Connor og Erec spredt ud og sov på jorden i nærheden af de døende gløder på bålet. Hoppende på jorden, var en falk. Den vendte sig og med hovedet på skrå kiggede den på Thor. Den var stor, sølvfarvet og stolt med en enkelt sort stribe, der løb ned af dens pande og den stirrede på ham, lige ind i hans øje og skreg. Lyden fik ham til a sitre: den var falken fra hans drøm.

Det var der, han indså at fuglen var en besked – at hans drøm havde været mere end en drøm. At noget var galt. Han kunne mærke det, en lille vibration i sin ryg, der løb op af hans arme.

Han kom hurtigt på fødderne og så sig omkring, mens han tænkte over, hvad det kunne være. Han kunne ikke høre noget galt og der var ikke noget der lå forkert; broen var der stadig, soldaterne var alle på den.

Hvad var det? Tænkte han.

Og så indså han, hvad det var. Nogen var væk. Elden.

Først tænkte Thor på om han måske var gået fra dem, gået tilbage over broen til den anden side af Kløften. Måske var han flov over at han havde mistet sit sværd og havde forladt området helt.

Men så kiggede Thor hen imod skoven og så friske spor i mosset, fodtrin henimod stien i morgenduggen. Der var ingen tvivl om at de var Eldens. Elden var ikke gået; han var gået tilbage ind i skoven. Alene. Måske for at lette sig. Eller måske, tænkte Thor chokeret, for at prøve at få sit sværd tilbage.

Det var et dumt træk, at gå alene sådan der, og det viste, hvor desperat Elden var. Thor kunne med det samme mærke at der var stor fare og at Eldens liv var på spil.

Falken skreg i det øjeblik, som for at bekræfte Thors tanker. Så sparkede den op og fløj, men den dykkede efter Thors ansigt. Thor dukkede sit hoved – han undgik kun lige dens kløer og den hævede sig op i luften og fløj væk.

Thor sprang til handling. Uden at tænke sig om, uden overhovedet at overvej, hvad han gjorde, spurted han ind i skoven, mens han fulgte fodsporene.

Thor stoppede ikke for at mærke frygten, da han spurtede afsted, dybt ind i Vildmarken. Hvis han havde holdt pause for at tænke over, hvor skørt det var ville han nok være frosset, ville være blevet overmandet af panik. Men i stedet for, regerede han bare, mærkede en stærk trang til at hjælpe Elden. Han løb og løb- alene – dybere ind i skoven i det tidlige morgenlys.

”Elden!” skreg han.

Han kunne ikke forklare det, men han følte at Elden var ved at dø. Måske skulle han være ligeglad, på grund af den måde Elden havde behandlet ham på, men han kunne ikke: han var ikke ligeglad. Hvis han var i denne situation, ville Elden helt sikkert ikke komme for at redde ham. Det var skørt at sætte sit liv på spil for en der ikke brød sig om ham – og som faktisk, gerne ville se ham død. Men han kunne ikke gøre for det. Han havde aldrig mærket sådan en følelse før, hvor hans sanser skreg for at reagere – specielt på grund af noget, han ikke kunne vide med sikkkerhed. Han var ved at forandre sig, og han vidste ikke hvordan. Han følte det som om hans krop var kontrolleret af en ny mystisk følelse, og det fik ham til at føle sig utilpas, uden kontrol. Var han ved at blive skør? Overreagerede han? Var det bare på grund af hans drøm? Måske skulle han vende om.

Men det gjorde han ikke. Han lod sine fødder føre ham og han gav ikke efter for frygt eller tvivl. Han løb og løb til hans lunger var ved at briste.

Thor drejede om et hjørne, og det han så der, fik ham til at standse brat. Han stod og prøvede at få vejret, mens han forsøgte at forlige sig med det billede han så foran sig, det gav ingen mening. Det var nok til at få rædslen frem i selv en forhærdet kriger.

Der stod Elden med sit korte sværd og så op på en skabning, der ikke lignede noget Thor nogensinde havde set. Den var forfærdelig. Den tårnede sig op over dem begge, mindst ni fod høj, og så bred som fire mænd. Den løftede sine muskuløse, røde arme, med tre lange fingre, som negle, for enden af hver hånd, og et hoved som en dæmon, med fire horn, en lang kæbe og en bred pande. Den havde to store, gule øjne og hugtænde der var buede som stødtænder. Den lænede sig tilbage og brølede.

Ved siden af ham, delte et hundrede år gammel tykt træ sig i to ved lyden.

Elden stod frosset af frygt. Han tabte sit sværd og Jorden under ham blev våd.

Skabningen savlede og knurrede, og tof et skridt frem imod Elden.

Thor var også fyldt med frygt, men i modsætning til Elden lammede det ham ikke. Af en eller anden grund, skærpede frygten hans sanser, og fik ham til at føle sig mere levende. Det gav ham tunnelsyn, tillod ham at fokusere helt på skabningen foran ham, og dens position i forhold til Elden, på den bredde og størrelse og styrke og hastighed. På hvert eneste af dens bevægelser.

Det tillod ham også at fokusere på sin egen krops position, hans egne våben.

Thor eksploderede til handling. Han angreb fremad imellem Elden og bæstet. Bæstet brølede, dets ånde så varm at Thor kunne mærke det på afstand. Lyden rejste alle hår på hans nakke og han fik lyst til at vende sig om igen. Men han hørte Erecs stemme i sit hoved, der sagde at han skulle være stærk. Være frygtløs. Genvinde sindsro. Og han tvang sig selv til at stå fast.

Thor løftede sit sværd højt op og angreb, job det ind I bæstets ribben, sigtede mod dets hjerte. Skabningen skreg i smerte, dets blod flød ned ad Thors hænder, mens han stak sit sværd ind hele vejen til fæstet.

Men til Thors overraskelse døde det ikke. Bæstet virkede uovervindeligt.

Uden at springe et slag over, svingede bæstet rundt og daskede Thor så hårdt at han mærkede sine ribben brække. Thor fløj hen over lysningen, smadrede ind i et træ før han faldt sammen på jorden. Han havde en frygtelig hovedpine, da han lå der.

Thor kiggede op, tåget og forvirret, verden snurrede rundt. Bæstet rakte ned og pillede Thors sværd ud af sin mave. Sværdet så lille ud i hans hænder, som en tandstikker, og bæstet rakte tilbage og kastede det; det fløj igennem træerne og skar grene over og forsvandt ind i skoven.

Den vendte sin fulde opmærksomhed mod Thor og begyndte at slå ned mod ham.

Elden stod, hvor han var, stadig lammet af frygt. Men da bæstet angreb Thor, gik Elden pludselig i aktion. Han angreb bæstet bagfra og hoppede op på dets ryg. Det forsinkede bæstet lige nok til at Thor kunne sætte sig op; bæstet, rasende svang sine arme tilbage og kastede Elden af. Han fløj henover lysningen, smadrede ind i et træ og sank sammen på jorden.

Bæstet, der stadig blødte, og pustede tungt, vendte sin opmærksomhed tilbage til Thor. Det knurrede og åbnede sine hugtænder, da det nærmede sig ham.

Thor havde ikke flere muligheder. Hans sværd var væk og der var ikke noget imellem ham og monstret. Monstret dukkede sig ned efter ham og i sidste øjeblik, rullede Thor væk. Monstret ramte et træ, der hvor Thor havde været og ramte med så stor kraft at det rykkede det op med rode.

Bæstet løftede sin fod og sparked ned mod Thors hoved. Thor rullede væk en gang til; skabning efterlod et fodaftryk, der hvor Thors hoved havde været.