Heltenes Færd

KAPITEL SYV

Gareth skyndte sig henover Kongens Hof, iklædt de kongelige klæder, skubbende sig vej I gennem masserne, der flød ind fra alle retninger for at fejre hans søsters bryllup og han skummede. Han var stadig ved at komme sig over sammenstødet med sin far. Hvordan var det muligt at han blev sprunget over? Hvordan var det muligt at hans far ikke ville vælge ham til konge? Det gav ikke mening. Han var den førstefødte ægte søn. Det var sådan det altid havde været. Han havde altid, fra han blev født, taget det for givet at han skulle regere – han havde ingen grund til ikke at tro det.

Det var samvittighedsløst. At springe over ham for en yngre søskend – og så en pige, intet mindre. Når nyheden spredtes ville han være til grin i hele kongeriget. Mens han gik, føltes det som om vinden var blevet slået ud af ham, og han vidste ikke hvordan han skulle få vejret igen.

Han snublede sin vej igennem masserne imod bryllupsceremonien der skulle holdes for hans ældre søster. Han så sig omkring, så de farvestrålende klæder, den endeløse strøm af mennesker, alle de forskellige folk fra de forskellige provinser. Han hadede at være så tæt på almuen. Det var den eneste gang, hvor de fattige kunne blande sig med de rige, den ene gang barbarerne fra det Østlige Kongerige, fra den fjerne side af Højlandet, også havde tilladelse til at rejse ind. Gareth kunne stadig knap fatte at hans søster skulle giftes med en af dem. Det var udelukkende et politisk træk af hans far, et ynkeligt forsøg på at skabe fred imellem rigerne.

Endnu mere mærkeligt var det, at hans søster faktisk så ud til at holde af den skabning. Gareth kunne knap fatte hvorfor. Han kendte hende og vidste at det ikke var manden hun holdt af, men titlen, chancen for at blive Dronning af sin egen provins. Hun ville få som fortjent; de var alle barbarer, dem på den anden side af Højlandet. For Gareth manglede de hans forfinethed, hans høflighed, hans raffinement. Det var ikke hans problem. Hvis hans søster var glad, lad hende bare blive gift væk. Det var bare en mindre søskend, der kunne stå i vejen for ham, på vej til tronen. Faktisk, jo længere borte hun var, jo bedre.

Ikke at det var hans bekymring længere. Efter i dag ville han aldrig blive konge. Nu var han degraderet til at være endnu en anonym prins i sin fars rige. Nu havde han ingen vej til magten, nu var han dømt til et liv i middelmådighed.

Hans far havde undervurderet ham – det havde han sltid gjort. Hans far anså sig selv for at være politisk snu – men Gareth var meget mere snu og havde altid været det. For eksempel: fordi han giftede Luanda bort til en McCloud, synes hans far selv han var en mesterpolitiker. Men Gareth var meget mere fremsynet end sin far, var i stand til at forudse mange flere forgreninger, og så allerede et skridt længere frem. Han vidste hvor dette ville føre hen. I sidste ende ville dette ægteskab ikke formilde McClouds, men give dem blod på tanden. De var bøller, så de ville ikke se dette offer for fred som et tegn på styrke, men som svaghed. De var ligeglade med bånd imellem familier, og så snart hans søster var taget væk, var Gareth sikker på at de ville planlægge et angreb. Det var bare et kneb. Han havde forsøgt at fortælle sin far det, men han ville ikke lytte.

Ikke at det var hans problem mere. Nu var han jo bare en hvilken som helst prins, bare et tandhjul i kongeriget. Gareth brændte ved tanken om det og hadede sin far i det øjeblik med et had han ikke havde troet var muligt. Lige nu, mens han var stuvet sammen, skulder ved skulder med masserne forestillede han sig måder at hævne sig, måder han kunne få kongeriget alligevel. Han kunne ikke bare sidde uvirksom hen, det var helt sikkert. Han kunne ikke lade kongedømmet gå til sin lillesøster.

”Der er du, ” kom en stemme.

Det var Firth, der indhentede ham, med et glad smile, der afslørede hans perfekte tænder. Atten, høj, tynd, med en lys stemme, blød hud og røde kinder. Firth var hans elsker lige nu. Gareth var som sædvanlig lykkelig for at se ham, men han var ikke i humør til ham lige nu.

”Jeg tror du har undgået mig hele dagen,” tilføjede Firth, mens han tog sin arm ind under Gareths,

Gareth rystede med det same hans arm af, og kiggede sig rundt for at sikre sig at ingen havde set dem.

”Er du dum?” tugtede Gareth ham, ”Du skal aldrig tage min arm sådan i offentlighed igen. Aldrig.”

Firth så ned, rødmende. “Undskyld,” sagde han. “Jeg tænkte mig ikke om.”

”Det er rigtigt, det gjorde du ikke. Gør det ikke igen, eller vi skal aldrig ses mere.” Skændte Gareth. Firth blev endnu rødere, og så oprigtigt ked ud af det. ”Undskyld.” gentog han. Gareth kiggede igen, følte sig sikker på at ingen havde set dem og fik det lidt bedre.

”Er der noget sladder fra masserne?” spurgte Gareth, fordi han ville skifte emne for at ryste de dystre tanker af sig. Firth blev med det samme glad igen og lyste op i et smil.

”Alle venter i spænding. De venter alle sammen på at du bliver udnævnt som efterfølger.”

Gareths ansigt blev alvorligt. Firth studerede ham.

”Er du ikke?” spurgte Firth skeptisk.

Gareth rødmede mens han gik, uden at møde Firths blik.

”Nej.”

Firth gispede.

”Han sprang over mig. Kan du forestille dig det? For min søster. Min lillesøster.”

Nu blev Firth alvorlig. Han så forbavset ud.

“Det er umuligt, “ sagde han. “Du er den førstefødte. Hun er en kvinde. Det er ikke muligt,” gentog han.

Gareth så iskoldt på ham. ”Jeg lyver ikke.”

De gik ved siden af hinanden I stilhed et stykke tid, og da det blev endnu mere tætpakket af mennesker, så Gareth sig omkring, og begyndte at indse hvor han var og virkelig tage det hele ind. Kongens Hof var fuldstændig pakket – der måtte være tusindvis af mennesker, der sværmede ind fra alle mulige indgange. De skubbede sig alle frem mod den store bryllups scene, hvorpå der stod mindst tusinde af de flotteste stole, med tykke røde fløjlspuder og gyldne rammer. En hær af tjenere løb op og ned imellem stolene, viste folk på plads og serverede drikkevarer.

På den anden side af den endeløst lange bryllupssti, overstrøet med blomster, sad de to familier – MacGils og McClouds – med en skarp demarkationslinie imellem. Der var hundredevis på hver side, alle klædt i deres stiveste puds, MacGils i dyb violet, som var deres klanfarve, og McClouds i deres orangerøde. For Gareth, kunne de to klaner ikke se mere forskellige ud; selvom de begge var rigt smykket, så det for ham ud som om McClouds bare var udklædte, foregav. De var bøller under tøjet – han kunne se det i deres ansigtsudtryk, på den måde de bevægede sig på, småskubbede til hinanden, på den måde de grinede for højt. Der var noget under overfladen som kongelige klæder ikke kunne skjule. Han havde modvilje mod at de var indenfor portene. Han havde modvilje mod hele brylluppet. Det var endnu en af hans fars tåbelige beslutninger.

Hvis Gareth var konge, ville han have udført en helt anden plan. Han ville også have planlagt dette bryllup. Men så ville han have ventet indtil sent om natten, når McClouds gennemsivet af druk, stængt dørene til hallen, og brændt dem alle i en kæmpe brand og have dræbt dem alle i et rent slag.

”Bøller,” sagde Firth, mens han undersøgte den anden side af midtergangen. ”Jeg kan knap forstå, hvorfor din far lukkede dem ind.”

”Der kunne komme nogle interessante lege senere,” sagde Gareth. ”Han inviterer vores fjender igennem vores porte og så arrangerer han bryllupsdagskonkurrencer. Er det ikke en opskrift på træfninger?”

”Tror du det?” spurgte Firth. ”Et slag? Her? Med alle de soldater? På hendes bryllupsdag?” Gareth trak på skulderen. Han ville ikke stole på McClouds.

“Bryllupsdags ære betyder intet for dem.”

”Men vi har tusindvis af soldater her.”

”Det har de også.”

Gareth vendte sig og så en lang række soldater – MacGils og McClouds – på rækker på begge sider af brystværnet. De ville ikke have medbragt så mange soldater, med mindre de forventede en træfning. Det vidste han. På trods af anledningen, på trods af det fine tøj, på trods af sceneriets overdådighed, de endeløse borde med mad, på trods af sommersolhverv i fuldt flor, blomsterne, på trods af alt, hang der alligevel en tung spænding i luften. Alle var anspændte – Gareth kunne se det på den måde de trak skuldrene op, stak deres albuer ud. De stolede ikke på hinanden.

Måske ville han være heldig, tænkte Gareth, og en af dem ville dolke hans far i hjertet. Så ville han måske alligevel blive konge.

”Vi kan nok ikke sidde sammen,” sagde Firth, med skuffelse i stemmen, mens de nærmede sig siddepladserne.

Gareth skød et forageteligt blik hen til ham. ”Hvor dum er du?” spyttede han, med gift i stemmen. Han overvejede alvorligt om han det havde været en god idé at vælge denne stalddreng til elsker. Hvis han ikke fik ham til at holde med at være så klæbende hurtigt, kunne han komme til at afsløre dem begge.

Firth så skamfuldt ned.

”Vi kan ses bagefter i staldene. Smut nu med dig,” sagde han, og gav ham et lille skub. Firth forsvandt i mængden.

Pludselig, mærkede Firth et iskoldt greb på sin arm. Et øjeblik holdt hans hjerte op med at slå, mens han frygtede at han var blevet afsløret; men så mærkede han lange negle og tynde finger, der stak dybt ind i hans hud, og han vidste at det var hans hustru Helenas klør.

”Bring ikke skam over mig på denne dag,” hvæsede hun med had i stemmen.

Han vendte sig og så på hende. Hun var smuk, havde gjort noget ud af sig selv, iklædt en lang hvid satin kjole, hendes hår var sat højt op på hendes hoved med nåle, hun havde sit fineste diamanthalsbånd på, og hendes ansigt var glattet ud med makeup. Gareth kunne se at hun objektivt var smuk, så smuk som hun var den dag han giftede sig med hende. Men han mærkede ingen tiltrækning mod hende. Det havde været endnu en af hans fars idéer - at forsøge at gifte ham væk fra sin natur. Men det eneste det havde gjort var at give ham en konstant sur ledsager – og skabe endnu flere rygter om hans tilbøjeligheder rundt i hoffet.

”Det er din søsters bryllupsdag,” sagde hun irettesættende. ”Du kan vel - for en gangs skyld opføre dig som om vi var et par.”

Hun stak sin arm ind under hans og de gik hen til det private område, der var markeret med fløjl rundt om. To kongelige vagter slap dem ind og de blandede sig med resten af de kongelige for enden af midtergangen.

En trompet truttede, og langsomt blev mængden stille. Så kom de blide cembalo toner, flere blomster blev strøet langs midtergangen, og den kongelige procession begyndte at gå, par arm i arm. Gareth blev trukket af Helena, og han begyndte at marchere ned ad midtergangen sammen med hende.

Gareth følte sig mere iøjnefaldende, mere akavet end nogensinde, han vidste knap hvordan han skulle få kærligheden til at se ægte ud. Han mærkede flere hundrede par øjne på ham, og følte det som om de alle vurderede ham, selvom han godt vidste at det gjorde de ikke. Midtergangen føltes alt for lang; han kunne knap vente med at nå til enden, til at stå ved siden af sin søster ved alteret og få det her overstået. Han kunne heller ikke lade være med at tænke på mødet med sin far og han overvejede om alle disse tilskuere allerede kendte nyheden.

“Jeg fik dårlige nyheder I dag,” hviskede han til Helena, da de endelig nåede frem til enden og øjenene ikke længere var på ham.

”Tror du ikke jeg allerede ved det vrissede hun.

Han vendte sig og så overrasket på hende.

Hun så tilbage med foragt. ”Jeg har spioner,” sagde hun.

Hans øjne blev smalle, han ville såre hende. Hvordan kunne hun tage så let på det?

”Hvis jeg ikke er konge, så bliver du aldrig dronning,” sagde han.

”Jeg har aldrig forventet at blive dronning,” svarede hun.

Det overraskede ham endnu mere.

”Jeg havde aldrig forventet at han ville udpege dig,” tilføjede hun. ”Hvorfor skulle han? Du er ikke en leder. Du er en elsker. Men ikke min elsker.”

Gareth kunne mærke at han rødmede.

”Du er heller ikke min” sagde han til hende.

Det var hendes tur til at rødme. Hun var ikke den eneste, der havde en hemmelig elsker. Gareth havde sine egne spioner, der fortalte ham om hendes eskapader. Han havde ladet hende gøre det indtil nu – hvis hun bare hold mund og lod ham være i fred.

”Du giver mig ikke noget valg, gør du?,” svarede hun. ”Forventer du at jeg skal forblive i cølibat resten af livet?”

”Du vidste hvem jeg var,” svarede han. ”Men du valgte alligevel at gifte dig med mig. Du valgte magt, ikke kærlighed. Spil ikke overrasket.”

”Vores bryllup var arrangeret,” sagde hun. ”Jeg valgte ingenting.”

”Men du protesterede ikke,” svarede han.

Gareth havde ikke energi til at skændes med hende i dag. Hun var en nyttig rekvisit, en dukkehustru. Han kunne tolerere hende og hun kunne være nyttig til tider – hvis bare hun ikke irriterede ham for meget.

Gareth iagttog med overlegen kynisme, da alle vendte sig for at se hans søster blive ført op af kirkegangen, af hans far, det bæst. Hans falskhed – han undlod end ikke at tørre en tåre og lade som om han var trist, da de gik op mod alteret. Skuespiller til det sidste. Men i Gareths øjen, var han bare et klodset fjols. Han kunne ikke forestille sig at hans far følte nogen ægte sorg over at gifte sin datter bort, hende som han trods alt kastede for ulvene i McCloud riget. Gareth følte en lignende foragt for Luanda, som så ud til at nyde det hele. Hun så ud som om hun var ligeglad med at blive gift bort til et ringere folk. Også hun var ude efter magt. Koldblodig. Beregnende. På denne made var hun den af alle hans søskende, der minded mest om ham. På nogle made kunne han forstå hende, selvom de aldrig havde haft varme følelser over for hinanden.

Gareth flyttede på fødderne, utålmodig, længtes han efter at det var overstået.

Han led hele vejen igennem ceremonien. Argon ledte veldignelserne, udsagte trylleformularerne, og udførte ritualerne. Det var en lang forestilling og det gjorde ham syg. Det var bare en forening af to familier af politiske grunde. Hvorfor kunne de ikke bare sige det som det var?

Heldigvis var det snart forbi. Mængden brød ud i jubelskrig, da de to kyssede hinanden. Et stort horn gjaldede og den perfekte bryllupsorden opløstes i kontrolleret kaos. Den kongelige familie var alle gået tilbage ned ad midtergangen og over til receptionsområdet. Selv Gareth, så kynisk som han var, var imponeret over synet; hans far havde ikke sparet på udgifterne denne gang. Udstrakt foran dem var alle slags borde, kander med vin, og en endeløs udstilling af stegte grise, får og lam.

Bag dem, var de allerede igang med at forberede den vigtigste begivenhed: legene. Der blev sat mål op til stenkast, spydkast, bueskydning – og i midten af det hele, dyste pladsen. Masserne klemte sig allerede sammen omkring dem.

Flokkene havde allerede valgt side for ridderne på begge sider. For MacGils, de første til at ankomme, var der selvfølgelig Kendrick, til hest og dækket af en rustning, fulgt af dusinvis af the Silver. Men det var ikke før Eric ankom, lidt tilbagetrukket fra de andre på sin hvide hest, at mængden blev tavs i ærefrygt. Han var en magnet for opmærksomhed: selv Helena lænede sig frem og Gareth bemærkede hendes lyst efter ham, som alle kvinder.

”Han er snart i den rigtige alder; men han er ikke gift. Enhver kvinde i kongeriget ville gifte sig med ham. Hvorfor vælger han ikke en af os?”

”Hvorfor går du op i det?” spurgte Gareth og følte sig jaloux på trods af sin natur. Han ville også gerne være deroppe i rustning, på en hest, dystende for sin fars navn. Men han var ikke kriger. Og alle vidste det.

Helena ignorerede ham med et afvisende vink. “Du er ikke en mand,” sagde hun spydigt. ”Du forstår ikke sådan noget.”

Gareth rødmede. Han ville straffe hende, men nu var ikke tidspunktet. I stedet for ledsagede han hende da hun tog en siddeplads med de andre for at se dagen festivitas.

Denne dag gik fra værre til endnu værre, og Gareth mærkede allerede et hul i maven, Det ville blive en meget lang dag, en dag med endeløse høfligheder, med pomp, med falskhed. Med mænd, der sårede eller dræbte hinanden. En dag han var helt udelukket fra. En dag, der repræsenterede alt han hadede. Mens han sad der, rugede han. Han ønskede stille at festlighederne ville eksplodere i seriøs blodsudgydelse lige her foran ham, at alt der var godt ved dette sted, ville blive ødelagt, flået i stykker.

En dag ville han få sin vilje. En dag ville han blive Konge.

En dag.

KAPITEL OTTE

Thor gjorde sit bedste for at følge med Erecs væbner, han skyndte sig for at indhente ham, mens han banede sig vej gennem masserne. Det hele havde været en hvirvelvind siden arenaen, han kunne slet ikke fordøje alt det, der skete rundt om ham. Han rystede stadig indvendigt, kunne stadig knap tro på at han var optager i Legionen og at han var blevet udnævnt til anden væbner for Erec.

”Jeg sagde det dreng – følg med!” vrissede Fetihgold.

Thor følte modvilje mod aat blive kaldt “dreng” specielt for væbneren kun var få år ældre.

Feithgold pilede ud af mængden, næsten som om han forsøgte at ryste Thor af sig.

”Er det altid så tætpakket her?” råbte Thor, mens han prøvede at holde trit.

”Selvfølgelig ikke!” råbte Feithgold tilbage. ”I dag er ikke bare sommersolhverv, den længste dag på året, men også den dag Kongen valgte til sin datters bryllup – og den eneste dag i historien vi åbner portene for McClouds. Der har aldrig været så mange mennesker her som nu. Det er enestående. Jeg havde ikke forventet dette! Jeg er bange for at vi kommer for sent!” sagde han i skyndingen, mens han jog igennem mængden.

”Hvor skal vi hen?” spurgte Thor.

“Vi skal hen for at gøre, hvad enhver god væbner gør: hjælpe vores ridder med sine forberedelser!”

”Forberedelser til hvad?” pressede Thor, helt forpustet. Det blev varmere for hvert minut, og han tørrede sved af panden.

”Den kongelige dyst!”

De nåede endelig kanten af mængden og stoppede foran en Kongens vagt, der genkendte Feithgold og vinkede til de andre at de kunne passere.

De smutted under et reb og trådte ind i et tomt område, hvor der ikke var mennesker. Thor kunne ikke tro det; der oppe, tæt på, var dystepladserne. Bagved rebene, stod der tilskuere, og op og ned af grusvejene stod kæmpe krigsheste – de største Thor nogensinde havde set – med riddere i alle slags rustninger. Blandet i mellem the Silver var riddere fra hele de to kongeriger, fra alle provinser, nogle i sorte rustninger, nogle i hvide, med hjelme og med våben af alle størrelser og former. Det så ud som om hele verden var kommet ned på disse dystepladser.

Der var allerede nogle konkurrencer i gang, riddere fra steder Thor ikke genkendte angren hinanden, skiftede baner, lanser og skjolde, altid fulgt af korte bifaldsråb fra tilskuerne. Tæt på, kunne Thor ikke tro på styrken og hurtigheden af de heste, lyden våbnene lavede. Det var en dødelig kunst.

Det ligner ikke en sport!” sagde Thor til Feithgold da han fulgte ham langs med kanten af banerne.

”Det er fordi det ikke er det,” råbte Feithgold tilbage over lyden af klang. ”Det er en alvorlig ting, maskeret som leg. Folk dør her, hver dag. Det er kamp. De heldige er dem der kan gå usårede væk. Det er kun få.”

Thor så op da to riddere angreb hinanden og kolliderede med fuld fart. Der var et frygteligt sammenstød af metal mod metal, så fløj en af dem, af hesten og landede på ryggen, få fod fra Thor.

Mængden gispede. Ridderen rørte sig ikke og Thor så et træskaft der stak ud af hans ribben og gennemtrængte hans rustning. Han skreg I smerte og blodet flød ud af hans mund. Flere væbnere løb over for at tage sig af ham og trække ham væk fra pladsen. Den vindende ridder red langsomt rundt, med hævet lanse og modtog bifaldet fra mængden.

Thor var forbavset. Han havde ikke forestillet sig at denne sport kunne være så fatal.

”Det som de drenge lige gjorde – det er dit job nu,” sagde Feithgold. ”Du er væbner nu. Mere præcist anden væbner.”

Han stoppede og kom tæt på – så tæt at Thor kunne lugte hans dårlige ånde.

”Og glem det ikke. Jeg refererer til Erec. Og du refererer til mig. Dit job er at assistere mig. Forstår du det?”

Thor nikkede tilbage til ham, mens han stadig forsøgte at forstå det hele. Han havde forestillet sig alt på en måde i sit hoved. Han havde forestillet sit at det hele ville gå anderledes, og han vidste stadig ikke præcis. Hvad der ventede ham. Han kunne mærke hvor truet Feithgoæd var af hans nærhed og følte han havde skabt en fjende.

”Det er ikke min intention, at forstyrre dig i at være Erecs væbner, ” sagde Thor.

Feithgold lo en kort spottende latter.

”Du kunne umuligt forstyrre mig, dreng, selv hvis du prøvede. Bare hold dig væk fra mig og gør som jeg siger.”

Med det, vendte Feithgold sig og skyndte sig ned af en serie, snoede stier bag rebene. Thor fulgte efter så godt som han kunne, og fandt snart sig selv i en labyrint af stalde. Han gik ned af en smal korridor, og overalt omkring var der spankulerende krigsheste og nervøse væbnere der tog sig af dem. Feithgold vendte og drejede sig og til sidst stoppede han foran en gigantisk imponerende hest. Thor var nødt til at få pusten. Han kunne næsten ikke tro at der var noget virkeligt, og endnu mindre at det kunne holdes bag et hegn. Den så ud som om den var klar til krig.

“Warkfin, “ sagde Feithgold. “Erecs hest, Eller en af dem – hans foretrukne til dyster. Ikke et nemt bæst at tæmme. Men Erec har klaret det. Åbn lågen,” Beordrede Feithgold.

Thor så på ham, forvirret, og så tilbage på lågen, og forsøgte at regne det ud. Han trådte frem, trak en pind imellem lamellerne ud, og der skete ikke noget. Han trak hårdere indtil den gav sig, og han svingede forsigtigt trælågen op.

I det øjeblik han gjorde, vrinskede Warkfin, lænede sig tilbage og sparkede til træet, så tæt at den lige snittede spidsen af Thors finger. Thor trak hurtigt sin hånd tilbage i smerte.

Feithgold lo.

”Det er derfor jeg fik dig til at åbne den. Gør det hurtigere næste gang, dreng. Warkfin venter ikke på nogen. Slet ikke på dig.”

Thor var skummende af raseri: Feithgold gik ham allerede på nerverne, og han vidste knap, hvordan han kunne finde sig i ham.

Han åbnede hurtigt trælågerne, denne gang trådte han til side for hestenes flagrende ben.

”Skal jeg tage ham ud?” spurgte Thor anspændt, han havde ikke lyst til at tage tøjlerne mens Warkfin stampede og stejlede.

”Selvfølgelig ikke,” sagde Feithgold.”Det er min rolle. Din rolle er at fodre ham – når jeg siger til. Og skovle hans afføring.”

Feithgold tog Warkfins tøjler og begyndte at føre ham ud af stalden. Thor sank og iagttog det. Dette var ikke den optagelse han havde forestillet sig. Han vidste at han skulle starte et sted, men dette var nedværdigende. Han havde forestillet sig krig, hæder og kamp, træning og konkurrencer imellem drenge på hans egen alder. Han havde aldrig set sig som kammertjener. Han begyndte at overveje om han havde truffet den rigtige beslutning.

De gik til sidst ud af de mørke stalde og kom ud i dagens lys, tilbage på dystbanerne, Thor kneb øjnene sammen på grund af forskellen og blev et øjeblik overvældet af de tusindvis af mennesker der jublede over lyden af ridderne, der smadrede ind i hinanden. Han havde aldrig hørt sådan en klang af metal, og jorden rystede under hestenes tunge trav.

Overalt var der dusinvis af riddere og deres væbnere, der forberedte sig. Væbner polerede deres ridderes rustninger, smurte våben, kontrollerede sadler og seletøj, og dobbeltcheckede våbnene, mens ridderne steg på deres gangere og ventede på at blive kaldt frem.

”Elmakin!” kaldte en udråber.

En ridder fra en provins Thor ikke kendte, en stor bred fyr I rød rustning, galloperede ud af lågen. Thor vendte sig og sprang væk lige i tide. Ridderen angreb ned af den smalle bane og hans lanse børstede skjoldet ud af hånden på en modstander. De stødte sammen, den anden ridders lanse ramte, og Elmakin fløj tilbage og landede på ryggen. Mængden jublede.

Elmakin samlede dog sig selv med det samme, sprang på fødderne, snurrede rundt og rakte hånden frem til sin væbner, der stod ved siden af Thor.

”Min morgenstjerne!” råbte ridderen.

Væbneren ved siden af Thor gik i action med det same, tog fat i en morgenstjerne fra våbenhylden og spurted ud mod midten af banen. Han løb hen imod Elmakin, men den anden ridder havde vendt rundt og angreb igen. Lige før væbneren nåede at sætte morgenstjernen i hans mesters hånd, tordnede den anden ridder ned på dem. Væbneren nåede ikke Elmakin i tide. Den anden ridder sænkede sin lanse – og da han gjorde det, ramte lansen væbneren på siden af hovedet. Slaget fik væbneren til at rulle rundt, han snurrede hurtigt og faldt ned i gruset med ansigtet først.

Han bevægede sig ikke. Thor kunne selv herfra se blodet, der flød fra hans hoved, og farvede gruset.

Thor sank.

“Det er ikke et kønt syn, hva´?”

Thor vendte sig mod Feithgold, der stod ved siden af ham og stirrede tilbage.

”Gør dig selv hård, dreng. Dette er kamp. Og vi er midt i det.”

Mængden blev pludselig stille da den store dystebane blev åbnet. Thor kunne mærke forventningen i luften, da alle de andre dyster stoppede i forventningen om denne her. På den ene side kom Kendrick ud, hans hest skridtede og han havde sin lanse i hånden.

På den anden side, med ansigtet mod ham gik en ridder i McClouds´ meget bemærkelsesværdige rustning.

”McGils imod McClouds,” hviskede Feithgold til Thor.”Vi har været i krig i tusinde år. Og jeg tvivler meget på at denne kamp vil slutte det.”

Begge riddere sænkede deres visir, en horn gjaldede, og med et råb, angreb de begge mod hinanden. Thor var overrasket over hvor hurtigt de fik fart på, før de øjeblikke senere stødte sammen med så højt et brag at Thor holdt hænderne for ørerne. Mængden gispede da begge kæmpere faldt af hestene.

De kom begge på fødderne og kastede deres hjelme, da væbnerne løb ud til dem og rakte dem korte sværd. De to riddere kæmpede med alt de havde. Thor var tryllebundet af at se Kendrick svinge et sværd: det var så smukt. Men McCloud var også en fin kriger. Frem og tilbage gik de, begge ude på at udmatte den anden, uden at give plads.

Tilsidst mødtes deres sværd i et kæmpe brag, og de slog begge den andens sværs ud af hans hånd. Væbnerne løb frem med morgenstjerner, men da Kendrick rakte ud efter sin, løb McCloud væbneren op bag ham og slog ham i ryggen med sit eget våben, slaget sendte ham ned, under forfærdede gisp fra mængden.

McCloud ridderen fik sit sværd tilbage, trådte frem og pegede på Kendricks strube med det, fastgjorde ham til jorden. Kendrick havde ikke noget valg.

”Jeg overgiver mig!” råbte han.

Sejrsskrig lød blandt McClouds – men vredesråb fra MacGils.

”Han snød!” råbte MacGils.

”Han snød! Han snød!” genlød et kor af vrede råb.

Pøbelen blev mere og mere rasende, og snart var der et så stort kor af protester, at pøbelen begyndte at sprede sig, og begge sider – MacGils og McClouds- begyndte at gå imod hinanden til fods.

“Det her er ikke godt,” sagde Feithgold til Thor, da de stod ved kanten og kiggede på.

Øjeblikke senere eksploderede mængden; slag blev uddelt og det blev et stort slagsmål. Det var kaos. Mænd svingede vildt, tog fat i hinandens hår og rev hinanden ned. Mængden svulmede op og slagsmålet truede med at udvide sig til krig.

Et horn lød og vagter fra begge sider marcherede ind og splittede mængden. Et andet højere horn lød og der blev stille, da Kong MacGil rejste dig fra tronen. ”Der bliver ingen træfninger i dag!” gjaldede hans kongelige stemme. ”Ikke på denne fejringsdag! Og ikke i min gård!”

Langtsomt blev mængden rolig.

“Hvis I ønsker en konkurrence imellem vores to store klaner, skal det afgøres af en kriger, en mester, fra hver side.”

MacGil så på Kong McCloud, som sad på den fjerne side med sit følge.

”Enig?” råbte MacGil.

McCloud stod roligt.

”Enig!” gentog han.

Mængden jublede på begge sider.

“Vælg din bedste mand!” råbte MacGil.

”Det har jeg allerede gjort,” sagde McCloud.

Frem fra McCLouds side kom en formidabel ridder, den største mand Thor havde nogensinde set, til hest. Han lignede en klippe, kun muskler, med et langt skæg og en skulen, der så ud som om den var permanent.

Thor mærkede bevægelse ved siden af sig og lige der, trådte Erec frem, steg op på Warkfin og gik fremad. Thor sank. Han kunne knap tro, hvad der skete rundt om ham. Han svulmede af stolthed for Erec.

Så blev han overvældet af frygt, da han indså, at nu, var det hans vagt. Trods alt var han væbner og hans ridder skulle til at kæmpe.

”Hvad gør vi?” spurgte Thor hurtigt Feithgold.

”Bare stå der og gør som jeg siger,” svarede han.

Erec skridtede frem til dystebanen, og de to riddere stod der, ansigt til ansigt, deres heste stampede og prustede i en anspændt venten. Thors hjerte buldrede i brystet på ham, mens han ventde og iagttog.

Et horn gjaldede og de to angreb hinanden.

Thor kunne ikke tro Warkfins skønhed og elegance – det var som at se en fisk springe op af havet. Den anden ridder var kæmpestor, men Erec var en elegant og slank kriger. Han ska igennem luften, hovedet nede, hans sølvrustning bølgede, mere poleret end nogen rustning han havde set.

Da de to mænd mødtes, holdt Erec sin lanse præcist og lænede sig til siden. Det lykkedes ham at slå ridderen i midten af skjoldet og samtidigt undgå hans slag.

Det store bjerg af en mand tumlede baglæns, ned på jorden. Det var som en klippe, der landede.

MacGil mængden jublede, da Erec red forbi, vendte og red tilbage. Han løftede visiret og holdt spidsen af lansen mod mandens strube.

”Overgiv dig!” råbte han ned.

Ridderen spyttede.

”Aldrig!”

Ridderen greb ned efter en skjult bæltetaske og trak en håndfuld grus ud, og før Erec kunne nå at reagere, kastede hand et I Erecs ansigt.