Thor joggede ned af skovstien med de andre, holdende spyddet, han havde fået til jagten. Ved siden af ham, var Reece, O´Connor og Elden sammen med mindst halvtreds andre medlemmer af Legionen. Foran den red hundrede Silver, på hesteryg og i let rustning, nogle med korte spyd, men de fleste med buer og pile slynget over ryggen. Løbende på fødder imellem dem var et dusin væbnere og oppassere.

Ridende forrest var Kong MacGil, han så stor og stolt ud som nogensinde, et ophidset grin på hans ansigt. Han var flankeret af sine sønner, Kendrick og Gareth, og Thor var overrasket over at se, endda Godfrey. Dusinvis af pager løb imellem dem, et par af dem lænede sig tilbage og blæste i horn, der var lavet af lange elfenbens stødtænder; andre rev i bugtende hunde, der nervøst løb frem for at holde trit med hestene. Det var fuldstændig kaos. Da den kæmpe gruppe stormede frem igennem skoven, begyndte de at dele sig op i alle retninger, og Thor vidste knap, hvor han skulle hen, eller hvilken gruppe han skulle følge.

Erec red tæt på, og Thor og de andre besluttede sig for at følge hans spor. Thor løb op ved siden af Reece.

”Hvor skal vi hen?” spurgte han Reece forpustet mens de løb.

”Dybt inde i skoven,” kaldte Reece tilbage. ”Kongens men har i sinde at bringe dagens høst af vildt hjem.”

”Hvorfor er nogle af the Silver til hest og nogle til fods?” spurgte O`Connor, Reece.

”Dem på hesteryg, jager det lette bytte, som rådyr og fugle,” svarede Reece. ” De bruger deres buer. Dem til fods sigter efter farligere byttedyr. Som den gulhalede orne.”

Thor var både ophidset og nervøs da dyret blev nævnt. Han havde set en vokse op; den var et ondt og farligt dyr, det var kendt at den kunne rive en mand i to, ved den mindste provokation.

”De ældste krigere har en tendens til at blive på hesteryg og gå efter rådyr og fugle,” tilføjede Erec, mens han så ned. ”De yngre, har en tendens til at blive til fods og gå efter større bytte. Du skal selvfølgelig være i bedre form til det.”

“Det er derfor vi tillader denne jagt for jer drenge, “Kolk, løbende med de andre ikke så langt væk, råbte op, ” det er også træning for jer. I skal være til fods under hele jagten, hold trit med hestene. Mens vi går skal i bryde op i mindre grupper, og hver enkelt skal dreje ned af sin egen sti, og hver enkelt jage sit eget byttedyr op. I skal finde de ondeste dyr I kan – og I skal bekæmpe det til døde. Disse er de samme kvaliteter, der gør jer til soldater: udholdenhed, frygtløshed, og aldrig at bakke ned over for jeres modstander, uanset hvor stor og hvor ondskabsfuld han er. Gå nu!” skreg han.

Thor løb hurtigere, ligesom alle hans brødre, ræsende for at indhente hestene, da de jog igennem skoven. Han vidste knap hvilken vej han skulle gå, men han regnede ud at, hvis han holdt sig tæt til Reece og O`Connor ville han være okay.

”En pil, hurtigt!” råbte Erec ned.

Thor brast til handling, løbende op ved siden af Erecs hest, greb en pil fra koggeret på sadlen, og rakte den op til ham. Erec satte den på sin bue, mens han red, satte farten ned og sigtede roligt på noget i skoven.

”Hundene!” skreg Erec.

En af Kongens oppassere slap en gøende hund fri og den dykkede ind i buskene. Til Thors overraskelse, fløj en stor fugl op, og da den gjorde det, slap Erec pilen.

Det var et perfekt skud, lige på halsen og fuglen faldt død ned. Thor var forundret over, hvordan Erec havde set den.

”Fuglen!” råbte Erec.

Thor løb, greb den døde fugl, varm, blodet flydende fra dens hals, og løb tilbage til Erec. Han slyngede den over Erecs saddel for at hænge der mens han red.

Rundt omkring Thor, gjorde mange af ridderne på hesteryg det samme, opskræmme fugle, skyde dem og få deres væbnere til at hente dem. De fleste brugte pile, nogle brugte spyd. Kendrick trak sit spyd tilbage, tog sigte, og slyngede det mod et rådyr. Det var et perfekt kast, lige ind i dens hals og den faldt også.

Thor var overrasket over overfloden af vildt i disse skove, den overvældende mængde de ville tage med hjem. Det ville kunne brødføde Kongens Hof i dagevis.

”Har du været på jagt før?” kaldte Thor hen til Reece, mens han kun lige undgik at blive nedtrampet af en af Kongens mænd, da de løb. Det var svært at løbe, med de gøende hunde, gjaldende horn, og mændenes skrig, leende, sejrrige, da de tog dyr efter dyr.

Reece havde et stort smil på sit ansigt, da han hoppede over en træstub og fortsatte med at løbe.

”Mange gange!” Men kun på grund af min far. De lader os ikke deltage I jagten indtil vi når den rigtige alder. Det er en spændende ting – selvom der ikke er nogen, der helt kommer tilbage usårede. Mere end en mand er blevet såret, eller dræbt, mens han jagtede vildsvin.”

Reece gispede mens han løb. ”Men jeg har altid været på hesteryg,” tilføjede han. ”Jeg har aldrig haft lov til at være til fods før, med Legionen, aldrig haft lov til at jagte vildsvin. Det er første gang for mig!”

Skoven skiftede pludselig, med dusinvis af stier der strakte dig ud foran dem, hver eneste splittede sig op i et dusin spor. Et horn mere lød, og den kæmpe gruppe, begyndte at dele i sig mindre grupper.

Thor holdt sig tæt til Erec og Reece og O`Connor, tilsluttede sig dem; de drejede alle ind på en smal sti, der drejede skarpt nedad. De løb og løb, Thor knugede sit spyd, da han sprang over en lille bæk. Deres lille gruppe bestod af Erec og Kendrick på hesteryg, Thor, Reece, O`Connor og Elden til fods, så de var seks – og da Thor drejede, lagde han mærke til to andre medlemmer af Legionen, der løb op bag dem, tilsluttede sig til dem. De var store og brede, med bølget, sandfarvet hår, der faldt forbi deres øjne og store smil. De så ud til at være et par år ældre end Thor – og de var enæggede tvillinger.

“Jeg er Conval,” råbte en af dem til Thor.

”Og jeg Conven,”

”Vi er brødre,” sagde Conval.

”Tvillinger!” tilføjede Conven.

”Jeg håber du ikke har noget imod at vi tilslutter os til jer,” sagde Conval til Thor.

Thor havde set dem rundt omkring i Legionen, men havde aldrig mødt dem før. Han var glad for at møde nye medlemmer, specielt nogle der var venlige overofr ham.

”Glad for at have jer,” råbte Thor.

”Jo flere hænder jo bedre,”gentog Reece.

”Jeg har hørt, at vildsvinene i denne skov er enorme,” bemærkede Conval.

”Og dødelige,” tilføjede Conven.

Thor kiggede på de lange spyd, som tvillingerne bar, tre gange længere end hans og undrede sig. Han lagde mærke til at de kiggede på hans korte spyd.

”Det spyd er ikke langt nok,” sagde Conval

”De orner har lange stødtænder. Du har brug for noget længere,” sagde Conven.

”Tag mit,” sagde Elden, løbende op til Thor og tilbød ham sit sværd.

”Jeg kan ikke tage dit,” sagde Thor. ”Hvad skulle du så bruge?”

Elden trak på skulderen, ”Jeg er okay,”

Thor var rørt af hans gavmildhed, og undrede sig over, hvor anderledes deres venskab var nu.

”Tag er af mine,” beordrede en stemme.

Thor kiggede op og så Erec ride op ved siden af ham, gestikulerende til sadlen, der bar to lange sværd.

Thor rakte u dog greb et langt sværd fra sadlen, taknemmelig for det. Det var tungere og mere akavet at løbe med – men han følte sig mere beskyttet, og det lød som om han kunne få brug for det.

De løb og løb, indtil luften brændte i Thors lunger og han vidste ikke om han kunne gå længere. Han var opmærksom, så sig omkring efter noget tegn på et dyr. Han følte sig beskyttet af de andre mænd omkring ham, og uovervindelig med et langt spyd. Men han var stadig meget anspændt. Han havde aldrig jaget orne før og han havde ingen ide om hvad han kunne forvente.

Mens han lunger brændte, brød skoven åben i en lysning og gudskelov stoppede Erec og Kendrick deres heste. Thor gik ud fra at det betød at de alle havde tilladelse til også at stoppe. De stod der alle otte i skovlysningen, drengene til fods gispende efter luft og Erec og Kendrick gik ned af deres heste. Hestene pustede, men ellers var der stille, den eneste lyd var vinden i træerne. Larmen af hundrede af andre mænd, der ræsede igennem skoven var nu væk, og Thor indså at de måtte være meget langt væk fra de andre.

Han kiggede sig omkring i lysningen, pustende.

“Jeg har ikke set tegn på dyr,” sagde Thor til Reece, “Har du?”

Reece rystede på hovedet.

”Ornen er et klogt dyr,” sagde Erec, og trådte frem. “Han vil ikke altid vise sig selv. Nogle gange vil han være den der holder øje med dig. Han vil måske vente til du ikke holder øje, og så angriber han. Vær altid på vagt.”

”Pas på!” råbte O`Connor.

Thor snurrede rundt og pludselig brast et langt dyr ind i lysningen med stor opstandelse; Thor for sammen, tænkte at de blev angrebet af en orne. O`Connor skreg og Reece vendte sig og slyngede et spyd mod det. Det ramte ikke, og dyret fløj op i luften, Det var på det tidspunkt at Thor indså at det bare var en kalkun, der forsvandt ind i skoven.

De lo alle sammen, spændingen var brudt. O`Connor, blev rød, og Reece lagde en beroligende hånd på hans skulder.

”Bare rolig ven,” sagde han.

O`Connor så væk, flov.

“Der er ingen orne her, “ sagde Elden. ”Vi valgte en dårlig sti. Den eneste ting, der er nede af denne sti er fugle, Vi kommer tomhændede hjem.”

”Måske er det ikke sådan en dårlig ting,” sagde Conval.”I har hørt at orne kampe kan være liv og død.”

Kendrick undersøgte roligt skoven; Erec gjorde det samme. Thor kunne se på ansigterne af disse to, at der var noget derude. Han kunne mærke på deres erfaring og visdom at de var på vagt.

”Nå, sporet ser ud til at ende her,” sagde Reece.”Så, hvis vi fortsætter, vil skoven være umærket. Vi vil ikke kunne finde hjem.”

“Men hvis vi går tilbage er jagten slut,” sagde O`Connor.

”Hvad ville ske, hvis vi skulle komme tilbage uden noget?” spurgte Thor. ”Uden en orne?”

”Vi vil blive til grin for alle de andre,” sagde Elden.

“Nej, vi ville ikke,” sagde Reece. “Det er ikke alle, der finder en orne, Faktisk er det mere sjældent at finde en end ikke.”

Da gruppen af dem stod, der i stilhed, pustende hårdt, iagttagende skoven, gik det pludselig op for Thor at han havde drukket for meget vand. Han havde holdt det inde på hele jagten og nu havde han pludselig en smerte i sin blære, han kunne knap holde det inde.

”Undskyld mig,” sagde han og begyndte at gå ind i skoven.

”Hvor skal du hen?” spurgte Elden forsigtigt.

”Jeg skal bare lige lette mig. Jeg kommer snart tilbage.”

”Gå ikke langt væk.” Advarede Erec.

Thor, selvbevidst, skyndte sig ind i skoven og gik omkring tyve skridt væk fra de andre, indtil han fandt et sted der var ude af syne.

Lige som han blev færdig med at lette sig, hørte han pludselig en gren knække. Det var højt og distinkt og han vidste – han vidste bare – at det ikke var fra et menneske.

Han vendte sig langsomt, hårene rejste sig på hans hoved, og kiggede. Oppe foran, måske ti skridt mere, var der en lysning mere, med et klippestykke i midten. Og der, i bunden af klippen, var der bevægelse. Et lille dyr, han vidste ikke hvilket.

Thor debatterede om han skulle gå tilbage til sin gruppe eller se hvad det var. Uden at tænke sig om krøb han fremad. Hvad enten dyret var, ville han ikke miste det, og hvis han skyndte sig tilbage ville det måske være væk, når de alle nåede frem.

Thor trådte nærmere med al opmærksomheden samlet, da skoven blev tættere og der var mindre plads til at bevæge sig på. Han kunne ikke se andet end den sætte skov, hvor solen skar ind i skarpe stråler. Til sidst nåede han lysningen. Da han kom nærmere løsnede han grebet på sit spyd, og sænkede det ned til hoften. Han blev overrasket over, hvad han så i lysningen, i en lille plet sollys.

Der lå, vridende sig i græsset ved siden af klippen, en lille leopard hvalp, der kneb øjnene sammen og peb i solen. Det så ud som om den lige var født, kun en fod lang, lille nok til at passe ind under Thors skjorte.

Thor stod foundret. Hvalpen var helt hvis, og han vidste at det måtte være den hvide leopards hvalp, den mest sjældne af dyr.

Han hørte pludselig raslen i bladene bagved sig, han vendte sig og så hele gruppe komme hen i mod sig. Reece forrest, med et bekynret udtryk. På få øjeblikke var de over ham.

”Hvor var du?” forlangte han at få at vide.” Vi troede du var død.”

Da de kom op ved siden af ham og så ned på hvalpen kunne han høre dem gispe i chok.

“Et betydningsfuldt tegn,” sagde Erec til Thor. ” Du har gjort et fund for livet. Det mest sjældne af alle dyr. Den er blevet efterladt. Den har ingen til at passe sig. Det betyder at den er din. Det er din pligt at tage dig af den.”

”Min” spurgte Thor forvirret.

”Det er din pligt,” tilføjede Kendrick. ”Du fandt den. Eller skal jeg hellere sige, den fandt dig.”

Thor var forbløffet. Han havde passet får, men han havde aldrig opfostret et dyr i sit liv og han havde ingen ide, hvad han skulle gøre.

Men på samme tid følte han allerede en stærk tilknytning til dyret. Dens små blå øjne åbnede sig og så ud til at stirre på ham.

Han gik hen til den og samlede den op i sine arme. Dyret rakte op og slikkede ham på kinden.

“Hvordan passer man en leopardhvalp?” spurgte Thor overvældet.

”Jeg gætter på at det er på samme måde, som man passer alt muligt andet.”sagde Erec. ”Fodrer den, når den er sulten.”

”Du skal give den et navn,” sagde Kendrick.

Thor tænkte over det, forbløffet over at det var anden gang, han skulle døbe et dyr på to dage. Han huskede en historie fra sin barndom, om en løve, der terroriserede en landsby.

”Krohn,” sagde Thor.

De andre nikkede bifaldende.

”Som legenden,” sagde Reece.

”Jeg kan lide det,” sagde O`Connor.

”Så bliver det Krohn,” sagde Erec.

Da Krohn sænkede sit hoved ind mod Thors bryst, følte han en stærkere forbindelse til den end til noget andet, han havde haft. Han kunne ikke lade være med at føle at han havde kendt Krohn i mange liv, da dyret vred sig og pev mod ham.

Pludselig kom der en tydelig lyd, en der rejste hårene i Thors nakke, og fik ham til at kigge op i himlen.

Højt oppe over dem, var Estopheles. Den dykkede pludselig helt ned lige mod Thors hoved, skrigende mens den gjorde, før den fløj op igen i sidste sekund.

Til at begynde med tænkte Thor på om den var jaloux på Krohn. Men så, med i sidste sekund indså han det: hans falk advarede ham.

Et øjeblik senere kom en tydelig larm, fra den anden side af skoven. Det var en raslen, der blev fulgt af et angreb – og det hele skete alt for hurtigt.

På grund af advarslen, havde Thor en fordel – han så det komme og sprang væk, kun med et sekunds forspring, da en kæmpestor orne angreb ham. Den missede ham kun lige.

Lysningen brød ud i kaos. Ornen angreb de andre, glubsk svingede den sine stødtænder alle vegne rundt. Med et stryg lykkedes det den at snitte O`Connors arm, og blodet vældede frem, da han knugede den, skrigende.

Det var som at prøve at bekæmpe en tyr, uden de rigtige våben. Elden prøvede at stikke den med sit lange spyd, men ornen drejede bare sit hoved, spændte det fast med sin enorme mund, og i et rent bid, og bed den over i to dele. Så vendte ornen sig og angreb Elden, ramte ham i ribbenene; men heldigvis for Elden, undgik han lige at blive revet i stykker af dens stødtænder.

Vildsvinet var ustoppeligt. Den var ude efter blod, og den ville tydeligvis ikke give op indtil den havde fået det.

De andre mobiliserede sig og gik i aktion. Erec og Kendrick trak deres sværd, Thor gjorde også Reece og de andre.

De kredsede alle om bæstet, men det var svært at ramme den, specielt med dens tre fod lange stødtænder, der afholdt dem fra at komme tæt på den. Den løb i cirkler, jagede dem rundt i lysningen. Mens de skiftedes til at angribe den, ramte Erec direkte, skar den på siden; men denne orne måtte have være lavet af stål, for den fortsatte bare.

Det var på det tidspunkt, at alt ændrede sig. Et kort øjeblik, var der noget, der fangede Thors øjne og han vendte sig og kiggede ind i skoven. På afstand skjult bag træerne, kunne han have svoret at han så en mand, med en sort kappe med hætte; han så ham løfte bue og pil og rette den lige mod lysningen. Han så ud til ikke at sigte efter ornen, men mod mændene.

Thor tænkte på om han bare så ting. Var de ved at blive angrebet? Her? Midt ude i ingenting? Af hvem?

Tor tillod sine instinkter at tage over. Han fornemmede at de andre var I fare og han racede mod dem, Han så manden sigte efter Kendrick.

Thor dykkede hen mod Kendrick. Han tacklede ham hårdt, kastede ham til jorden og da han gjorde det skød en pil lige forbi og undgik ham lige.

Thor kiggede med det samme tilbage ind i skoven, for at få øje på angriberen. Men han var væk.

Men nu havde han ikke tid til at tænke; ornen spurtede stadig vildt omkring i lysningen, kun få fod fra dem. Nu vendte den sig mod dem, og Thor havde ikke tid til at reagere. Han gjorde sig klar til slaget, da de lange skarpe stødtænder styrede direkte mod ham.

Et øjeblik efter kom der et skingert hyl; Thor vendte sig og så Erec springe op på bæstets ryg, løftede sit sværd med begge hænder og begravede det dybt i nakken på dyret.

Bæstet brølede, blod sprøjtede fra dens mund, da den sank ned på knæ, og faldt så til jorden, Erec ovenpå den. Den standsede kun få fod fra Thor.

Alle stod lammet på stedet, så på hinanden – og undrede sig over, hvad i alverden, der lige var sket.

KAPITEL TOOGTYVE

Thor med Krohn inde under skjorten, var overvældet af larmen, da Reece åbnede døren til værtshuset. En kæmpestor gruppe af ventende medlemmer af Legionen og soldater, tætpakket derinde, mødte dem med et råb. Det var pakket og varmt derinde og Thor blev med det samme klemt inde imellem sine brødre, skulder ved skulder. Det havde været en lang jagtdag, de havde alle samlet dig her, i værtshuset dybt inde i skoven for at fejre. The Silver havde ført an, og Thor Reece og de andre fulgte efter.

Bagved Thor, tvillingerne, Conval og Conven, bar deres dyrebare ting, ornen, større end de andres, på en lang pæl over deres skuldre. De havde sat den ned udenfor krodøren før de kom ind. Thor tog et langt blik på den; den så ond ud, det var svært at begribe at de havde dræbt den.

Thor mærkede noget, der vred sig inde under jakken og kiggede ned på sin nye ledsager, Krohn. Han kunne knap fatte, at han bar på en hvid leopard hvalp. Den stirrede op på ham med sine krystalblå øjne og peb. Thor fornemmede at den var sulten.Thor blev mast ind i værtshuset, dusinvis af andre mænd strømmede ind bagved ham, ind i det lille tætpakkede sted, der måtte være tyve grader varmere herinde – for ikke at tale om fugtigere. Han fulgte Erec og Kendrick, og blev igen fulgt af Reece, Elden og tvillingerne, og O´Connor, hvis arm var forbundet på grund af ornens snit, men han var endelig holdt op ed at bløde. O´Connor virkede mere bedøvet end såret. Hans gode humør var kommet tilbage og hele deres gruppe maste sig ind i rummet. Det var pakket, skulder ved skulder, så tæt at der knap var plads til overhovedet at vende sig. Der var lange bænke og nogle mænd stod, mens andre sad og sang drikkeviser og bankede, deres krus ind i deres venners, eller på bordet. Det var et larmende festligt sted og Thor havde aldrig set noget lignende. ”Første gang på værtshus?” spurgte Elden, nærmest råbende, bare for at blive hørt.Thor nikkede tilbage og følte sig som en bondeknold igen. ”Jeg gætter på at du ikke engang har smagt et krus øl før, har du?” spurgte Conven, og klappede ham på skulderen med et grin.

”Selvfølgelig har jeg det, ” skød Thor forsvarsbevidst tilbage.

Han rødmede dog og håbede at ingen ville lægge mærke til det, for faktisk havde han aldrig rigtigt fået øl, bortset fra den lille tår ved brylluppet. Hans far havde aldrig tilladt øl i huset. Og selv hvis han gjorde, ville han helt sikkert ikke have haft råd til det.

”Godt så!” råbte Conval op. ”Bartender, giv os en omgang af jeres stærkeste. Thor her er hærdet!”

En af tvillingerne lagde en guldmønt ned. Thor var forundret over, hvor mange penge de drenge gik rundt med; han spekulerede over, hvilken familie de stammede fra. Den mønt kunne havde holdt en måned i hans familie hjemme i landsbyen.

Et øjeblik senere kom der et dusin krus skummende øl glidende hen over baren og drengen skubbede sig frem og greb dem; en tønde blev sat i Thors hånd. Skummet, dryppede over siden, ned ad hans hånd og hans mave vendte sig i forventning. Han var nervøs.

”Skål for vores jagt!” råbte Reece.

”SKÅL FOR VORES JAGT!” gentog de andre.

Thor fulgte de andre og prøvede at virke naturlig, da han løftede den skummende væske til læberne. Han tog en lille slurk og hadede smagen, men så de andre slynge det ned i halsen, uden at fjerne kruset fra læberne før de var færdige. Thor følte sig tvunget til at gøre det samme, eller se ud som en kujon. Han tvang sig til at drikke det, slubrede det ned så hurtigt han kunne, indtil endelig halvt igennem, måtte han sætte de hostende ned.

De andre kiggede på ham og brølede af latter. Elden klappede ham på ryggen.

”Det er din første gang ikke?” spurgte han.

Thor rødmede, da han tørrede skum af læberne. Heldigvis kom der et råb, før han kunne nå at svare, og de vendte sig alle for at se på flere musikere, der skubbede sig vej ind. De begyndte at spille fløjte og klimpre på cembalo, og den larmende atmosfære løftede sig.

”Min bror!” kom en stemme.

Thor vendte sig og så en dreng, der var et par år ældre end ham selv, med en lille mave, men med brede skuldre, der så sjusket ud, træde frem og kramme Reece I et akavet knus. Tre ledsagere sluttede sig til ham, alle så lige sjuskede ud.

”Jeg troede aldrig jeg skulle se dig her!” tilføjede han.

”En gang imellem, har jeg vel brug for at følge i min broes fodspor, gør jeg ikke?” råbte Reece tilbage med et smil. ”Thor, kender du min bror Godfrey?”

Godfrey vendte sig og tog Thors hånd og Thor kunne ikke lade være med at lægge mærke til hvor blød og buttet den var. Det var ikke en krigers hånd.

”Det er klart jeg kender den nye,” sagde Godfrey og lænede sig alt for tæt på med sløret tale. ”Hele kongeriget summer af tale om ham. En fin kriger, hører jeg,” sagde han til Thor. ”En skam. Sikke et spild af værtshus talent!”

Godfrey lænede sig tilbage og buldrede af latter og hans tre ledsagere gjorde det same. En af dem, et hoved højere end de andre, med en kæmpe mave, ildrøde kinder og rødmosset af druk, lænede sig frem og satte hånden fast på Thors skulder.

”Mod er en fin egenskab. Men den sender dig til slagmarken og gør dig kold. At være en drukkenbolt er en bedre egenskab: den holder dig tryg og varm – og sikrer en varm dame ved din side!”

Han buldrede af latter, det samme gjorde de andre, og bartenderen satte friske krus øl frem til alle. Thor håbede han ikke ville blive bedt om at drikke; han kunne allerede mærke øllet stige sig til hovedet.

”Det var hans første jagt i dag!” kaldte Reece ud til sin bror.

”Nå, var det det?” svarede Godfrey. ”Jamen det må vi da hellere tage en drink på, ikke sandt?”

”Eller to!” sagde hans høje ven.

Thor kiggede op, da en kop mere blev skubbet ind i hans håndflade.

”Skål for den første gang!” råbte Godfrey.

”Første gang!” gentog de andre.

”Må dit liv blive fyldt med første gange,” ekkoede den store, ” undtaget er den første gang ædru!”

De buldrede alle af latter, da de drak.

Thor nippede til sin, så prøvede han at slippe afsted med at sænke den – men Godfrey fangede ham I det.” Sådan skal man ikke drikke, dreng!” råbte Godfrey. Han trådte frem, greb tønden, satte den til Thors læber og mændene lo, da Thor slugte det i store slurke. Han satte den tom ned og alle jublede.

Thor følte sig svimmel. Han kunne mærke han var ved at være ude af control og det blev sværere at fokusere. Han kunne ikke lide den følelse. Thor mærkede at det igen vred sig under hans skjorte, da Krohn stak sit hoved ud.

”Jamen dog, hvad har vi her!” råbte Godfrey glad. ”Det er en leopard unge,” sagde Thor.

“Vi fandt den på jagten,” tilføjede Reece.

”Han er sulten,” sagde Thor. ”Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal give ham.”

”Jamen det er da klart, øl!” råbte den høje mand.

”Er det rigtigt?” spurgte Thor. ”Er det sundt for ham?”

”Selvfølgelig!” råbte Godfrey. ”Det er jo bare humle, dreng!”

Godfrey rakte ud, dyppede sin finger i skummet og holdt den op; Krohn lænede sig frem og slikkede det op. Han slikkede igen og igen.

”Se, han kan godt lide det!”

Godfrey trak pludselig sin finger til sig med et skrig. Han holdt den op og viste blod. ”Den har skarpe tænder, den der!” råbte han op – og de andre brød ud i latter.

Thor rakte ned, aede Krohns hoved, og vippede resten af øllet ind i leopardens mund. Krohn slikkede det op, og Thor besluttede sig for at finde rigtig mad til ham. Han håbede Kolk ville lade ham bo i barrakkerne og at ingen af Legionen ville have noget i mod det.

Musikerne skiftede deres sang og mange flere af Godfreys venner dukkede frem. De kom over, sluttede sig til dem med en ny runde øl og ledte Godfrey væk, tilbage ind i mængden.

”Vi ses, unge mand,” sagde Godfrey til Reece før han gik. Så vendte han sig mod Thor: ”Jeg håber du kommer til at tilbringe mere tid, her i værtshuset!”

”Jeg håber du kommer til at tilbringe mere tid på slagmarken,” råbte Kendrick tilbage.

”Det tvivler jeg meget på!” sagde Godfrey og brølede af grin med resten af sine fæller, da han forsvandt ind i mængden.

”Fester de altid sådan?” spurgte Thor Reece.

“Godfrey? Han har været på værtshus siden han kunne gå. En skuffelse for min far. Men han er glad for sig selv.”

”Nej, jeg mener Kongens mænd. Legionen. Er der altid en tur til værtshuset?”

Reece rystede på hovedet.

”Det er en speciel dag i dag. Den første jagt, og sommersolhverv. Det her sker ikke så tit. Nyd det mens det gør.”

Thor følte sig mere og mere disorienteret, da han så sig rundt i rummet. Det her var ikke, hvor han gerne ville være. Han ville være tilbage i barrakkerne og træne. Og hans tanker drev, igen, til Gwendolyn.

”Fik du set godt på ham?” spurgte Kendrick, da hank om hen til Thor.

Thor så forvirret på ham.

“Manden I skoven, som skød pilen?” tilføjede Kendrick.

De andre samledes tæt omkring dem, mens de forsøgte at høre noget og humøret blev mere alvorligt. Thor prøvede igen at huske, men han kunne ikke. Alt var tåget. ”Jeg ville ønske jeg gjorde,” sagde han. ”det skete alt sammen så hurtigt.”

”Måske var det bare en af Kongens andre mænd, der skød i vores retning ved et uheld,” sagde O`Connor. Thor rystede på hovedet.

”Han var ikke klædt som de andre. Han var helt i sort og kappe med hætte. Og han skød kun én pil, med sigte på Kendrick, og forsvandt så. Jeg er ked af det. Jeg ville ønske jeg havde set mere.”

“Var de ten snigmorder!” spurgte O`Connor.

Kendrick trak på skulderen. ”Jeg har ikke nogen fjender, hvad jeg ved af.”

“Men Far har mange,” sagde Reece. ”Måske er der nogen, der vil dræbe dig for at ramme ham”

”Eller måske er der nogen, der vil have dig ud af vejen til tronen,” postulerede Elden.

”Men det er absurd! Jeg er uægte! Jeg kan ikke arve tronen!”

Mens de rystede på hovederne, nippede til deres øl og prøvede at regne det ud, kom der et andet råb i rummet og alle mændenes opmærksomhed vendte sig mod trappen, der ledte ovenpå. Thor kiggede op og så en række kvinder, der gik ud af en gang øverst oppe, stå ved gelænderet og se ned i rummet. De var alle sparsomt klædt og havde for meget makeup på.

Thor rødmede.

”Jamen goddag, mænd!” kaldte den forreste dame, med en kæmpe barm og rødt blondetøj.

Mændene jublede.

”Er der nogen, der har penge at bruge iaften?” spurgte hun.

Mændene jublede igen.

Thors øjne åbnede sig vidt op i overraskelse.

”Er det her også et bordel?” spurgte han.

De andre vendte sig og så på ham I lammet tavshed, så brød de alle ud I latter.

”Min Gud, du er naiv, er du ikke!” sagde Conval.

”Sig ikke, du aldrig har været på bordel?”

”Fortæl mig, at du aldrig har været på bordel?” sagde Conven.

”Jeg tør vædde på, at han aldrig har været på bordel?” sagde Elden.

Thor kunne mærke, at de kiggede på ham, og han kunne mærke sit ansigt blive så rød som en rødbede. Han ville forsvinde. De havde ret: han havde aldrig været sammen med en kvinde. Men han ville aldrig fortælle dem det. Han tænkte på om det var tydeligt at se på hans ansigt.

Før han kunne svare, rakte en af tvillingerne op, tog fat i hans ryg med en fast hånd og kastede en guldmønt op til kvinden på trappen.

”Jeg tror du har fået din første kunde!” råbte han.

Rummet jublede og Thor, på trods af hans skubben, trækken og gøren modstand kunne mærke sig selv blive skubbet fremad af dusinvis af mænd, igennem mængden og op ad trapperne. Mens han gik blev hans hoved fyldt med tanker om Gwen. På hvor meget han elskede hende. På hvordan han ikke havde lyst til at være sammen med nogen anden.

Han ville vende om og løbe. Men der var bogstavelig talt intet sted at løbe hen. Dusinvis af de største mænd han nogensinde havde set, skubbede ham fremad, og tillod ikke tilbagetog. Før han vidste af det, var han oppe ad trapperne, på afsatsen og stirrede på en kvinde, der var højere end ham, som var alt for parfumeret og som smilede ned til ham. For at gøre det hele værre, var Thor fuld. Rummet snurrede fuldstændigt ude af kontrol og det føltes som om han ville kollapse om et øjeblik. Kvinden rakte ned, trak i Thors skjorte, ledte han med fast hånd ind i et rum og smækkede døren i bag dem. Thor var fast besluttet på ikke at være sammen med hende. Han holdt fast i tankerne om Gwen og tvang dem til at være forrest. Det her var ikke den måde han gerne ville have sin første oplevelse til at være. Men hans hjerne lyttede ikke. Han var så fuld nu, at han knap kunne se. Og det sidste han huskede, før alt blev sort var at han blev ført igennem værelset, mod en kvindes seng, og håbede at han ville klare det før han ramte gulvet.