Читать книгу: «Under Nordenvindens Svøbe», страница 6

I HVALROSFANGERNES LEJR

I Holstensborgs nordre og Egedesmindes søndre Distrikt drives i September store Hvalrosjagter af Nordgrønlændere. Paa denne Tid søger nemlig Hvalrosserne fra det aabne Hav ind til Land og samler sig paa Smaaøerne i Hundredvis. Det er særlig Egnen mod Nordre-Strømfjord, der er Samlingssted. Her optræder de til Tider i saa store Flokke, at Konebaade, som ligger paa Rensjagt inde i Fjorden, afskæres Tilbagevejen Uger igennem.

Flokken kan danne hele Smaaøer ude i Fjorden, og Dyrenes lange, spidse Stødtænder gør det skæbnesvangert for Konebaade at komme i Nærheden. I Kajak derimod er den dygtige Hvalrosfanger sjældent bange for dem, naar de da ikke optræder i alt for overvældende Mængde. Træffer man en Flok paa Land, – og Hvalrosserne kan bestige hele Smaafjælde – afskærer man dem ved Ebbetid Tilbagevejen og anretter vældige Blodbad paa Dyrene, der kun bevæger sig langsomt hen over Fjældene. I Løbet af en Time kan man under heldige Forhold dræbe indtil et halvt Hundrede Stykker. Og det giver vedkommende Grønlændere en god Fortjeneste.

Det er Efteraar nu, og Hvalrostrækket gaar nu netop over Tassaralik ved Nordre-Strømfjord. Jeg er Gæst hos Storfangeren David, en af de dristigste Hvalrosdræbere. Lejren tæller 8 Telte, alle beboede af Grønlændere fra Egedesmindes søndre Distrikt. Jagten er endnu ikke begyndt; man venter paa, at Hvalrosserne skal gaa paa Land.

Igdluerungneq, d. 17. Sept. 1902.

Intet er mere anstrængende for en rejsende end overdreven Gæstfrihed, og Indbydelserne har regnet ned over mig i Dag; men den nordgrønlandske Værtsglæde er ogsaa berømt; selv Sydgrønlænderne, som nødigt vil staa tilbage i noget, taler derom. Kommer en fremmed til en Boplads, skal han se og ses – straks første Dag. Og det anstaar sig ingen Husmoder af Ære at lade en Gæst træde over sin Tærskel uden at bespise ham. De Goder, man byder paa i de forskellige Telte, kan af gode Grunde ikke varieres: først Kød, – Sælhundekød eller, som her, Hvalroskød – og siden Kaffe. En Behagelighed er det, naar man skal mange Steder, at man ikke behøver at opholde sig længere Tid blandt sine Værtsfolk end den, der medgaar til at spise og drikke. Er man færdig hermed, har man gjort sin Pligt og kan roligt gaa. Men at indtage til Eksempel otte kraftige Kødretter med tilhørende Kaffe lige efter hinanden – er noget, man først vænner sig til, naar man har levet en god Tid blandt Grønlændere.

Da jeg i Løbet af 2—3 Timer havde indtaget mine 8 Maaltider raabtes der til Fodbold, med den udtrykkelige Motivering, at det var „for at faa Maden til at sætte sig“. Fodbold spilledes med stort Liv af baade Mænd, Kvinder og Børn. Flere Mødre deltog med deres Børn i Bærepose, og det virkede ganske komisk at se dem springe om med de smaa skrigende paa Ryggen. Kom en af de mindste Deltagere til at sparke til Bolden, brød et Latterkor løs fra de gamle Koner, som saa til.

„Perûk! Perûk!“

„Gør ham det efter! Gør ham det efter!“

Og man kunde da se gamle gigtsvage Bedstemødre kaste sig ind i Vrimlen og hæsblæsende springe om efter Bolden – bare for at komme til at „perûvokke“ en eller anden Kæledægge.

Fodboldspillet trak længe ud og spilledes med stor Iver. Særlig var jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. Man holdt først op ved Mørkets Frembrud.

Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for at lægge mig til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring over de Fordringer, gode Mennesker kunde stille til ens Fordøjelsesorganer.

19. September.

Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været paa Benene. Vi vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder løb skrigende og kaldende om mellem hinanden.

„Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en.

„Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden.

„Konebaaden blæser i Søen!“

Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til Konebaaden. Mænd kommanderede, Kvinder skreg, og Børn græd. I Halvmørket skimtede man den vildeste Forvirring: Telte, der flyttedes, Konebaade, der bares i Læ, forfjamskede Mennesker, der faldt over hinanden.

Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle Mennesker, og drev Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren stod hvid af Skumfraade.

Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige Telte. Alle var flyttede, og Lejren havde ganske forandret Karakter.

Det er ikke Fangstdag, alle er hjemme.

Davids Svigermoder skænker Kaffen rundt til os. Vi tager den, liggende paa Maven, og mens der drikkes og ryges, snakkes der om, hvad der falder de forskellige i Munden. Det haster ikke med at komme op i Dag; Søvnen var kun tynd i Nat.

„Jeg er nu en gammel Mand med voksne Børn,“ siger David; „men jeg har dog endnu ikke opnaaet at blive Herre i mit Hus. Svigermoder regerer os alle sammen. Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes Sag at bruge Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente med hendes Regimente.“

Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende.

Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende Hav lige udenfor. Det er snetykt og koldt.

„Man bliver gammel,“ siger David og peger ud paa Søen. „I mine unge Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at lege i; nu bliver jeg liggende i Dynerne og bælger mig paa Gammelmandsvis med Kaffe.“

„Fortæl om dine Kajakture, David!“

„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor første Ungdom.“

„Fulgtes I altid ad, Ové og du?“

„Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min Fangstkammerat.“

„Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til at fortælle.“

„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du havde set ham i Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa, jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, at en Fangerem er tre Favne lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste Vejret – da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en Sø, der rullede ham ind i sig. Det varede længe, før vi saa noget til ham. Vi troede næsten, den havde taget Vejret fra ham, da han saa endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede Munden paa mig.“

Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os.

„Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man stod op,“ mente hun.

Og vi langede til og gav os til at spise.

„Det er nu vort Brød,“ siger David; „og vor største Glæde har vi, naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige til Kvindfolkene her: „Naar den Tid er inde, da vi dræber Hvalrossen med Harpunen alene, langt til Søs – Bøsser dur ikke i Søgang – saa glemmer jeg baade at ryge og at drikke Kaffe!“ Saa stor en Tosse er jeg endnu.“

„Du holder meget af Søen, David!“

„Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; – aldrig i Ro længe ad Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, naar der er frit Farvand; med Hundeslæde, naar Isen lægger sig.

I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarteret og er først tilbage igen i November. Vor første Udfart gælder Sælhunde i Almindelighed – nu og da blandede med Hvalros – ved Mundingen af Strømfjorden. I Juni drager vi paa Angmassætfangst i Omegnen af Igniarfik. Saa kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i September, efter at have hjembragt de indsamlede Forraad – tilbage til Tasseralik efter Hvalros.

Alt, hvad vi saaledes samler ind – tørret Kød, tørrede Angmassætter og Natârnaq – lever vi af om Vinteren, naar det bliver vanskeligt med Storfangst. Vinterfangsten bestaar i Garnfangst og Jagt ved Strømhuller. I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil December.

Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst, naar Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og – saa har vi været Aaret rundt.“

„Fortæl noget om din Fangstkammerat!“

„Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. Men saa morede vi os i Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker. Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede sig for os. „For vi to var nu eengang bestemte til at leve,“ mente man, og ganske rigtigt. Ové er først død for nylig i en fremrykket Alder. Og jeg, jeg lever jo endnu, trods alt.

Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En Sommer vi sejlede med Konebaad, Ové og jeg fulgte med i Kajak, saa hændte det, at – — – —“

„Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!“ raabtes der udefra.

„Saa lad mig bare sluge denne Historie,“ afbryder David.

„Ja, indtil videre,“ – og saa i Tøjet og ud til Dagens Besværligheder. – — —

21. September.

Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lûtivik har set oppe i Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange Fodsbredde, men aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke være. Og til at være Renspor – alt for store. Ved at følge Sporene et Stykke fandt han en ganske frisk, halvspist Hare. Det kunde kun være ganske faa Timer siden, at den var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde var bleven rigtig klog paa, havde Lûtivik bestemt sig til hellere at forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være en „Qapiarfik“ eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes. Det var et glubsk Rovdyr, saa stort, at det kan løbe med en Rentyr i Gabet. Skyder man et saadant Dyr, kan man længe leve højt derpaa. Tre Gange kan man spise dets Kød, naar man blot passer paa ikke at beskadige Benene; saa mange Gange vokser Kødet ud igen.

I Løbet af Natten var der falden en let Nysne over Kingigtok. Fortræffelig Sporsne! Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6—7 Mil lang Sø og saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding.

Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier afløste hinanden. Man sad rundt om paa Teltgulvet. Kvinderne sad i Nærheden af Lampen og syede. Ude var det maanelyst og stille. Der hørtes kun svage Bølgeskvulp nede fra Fjæren.

Malanga fortalte.

Han var en lille Mand paa et halvhundrede Aar – hurtig i sine Bevægelser og behændig i sin Tale.

„Der er jo nogle af de unge, der agter sig til Kingigtok i Morgen. Det er et underligt Fjæld. Lûtivik, hører jeg, har i Gaar set mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. Kender I Sagnet om „den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“?

Jeg skal fortælle det.

Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød ved Husene i Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af Sult, at ingen mere forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som jagede for dem alle, og det var en lille forældreløs Dreng. Naar han fangede en Rype, delte han den med sine Landsmænd. Fangede han to, kunde Glæden ikke have været større, om han havde bragt to Sælhunde til Huse. Meget blev der ikke til hver, men de fik dog altid Smag paa deres tørre Tunger.

En Dag gik han som sædvanlig paa Jagt. Han gik den ganske Dag uden at støde paa noget levende. Dagen hældede mod Aften, da han naaede Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype. Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa uden Bytte.

Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det Sted tidligere. Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter til sidst ind gennem Husgangen.

Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end Drengens.

„Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“

Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød.

„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet frem. Drengen spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, uden at Madbunken syntes at være bleven mindre. Saa meget var der.

„Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa hjem, naar du har hvilet ud. Du skal sove uden at vente noget ondt.“

Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen. Da han endelig skulde til at begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han kunde bære.

„Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som en eneste Mundbid. Gør de dette, vil du aldrig mere finde mig, hvor meget du end søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.“

Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale om Spæk.

„I – î – î, om man kunde spise lidt Spæk til – î – bare en eneste Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og hindrede dem i at følge deres Lyst.

Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset, gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg.

„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde Kæmpen og pegede paa Ribbenet.

Drengen begreb ikke, hvad det var.

„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde han endelig, og da først forstod Drengen det.

Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og kogte Drengen et forsvarligt Maaltid.

„Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. Bliv her i Aften!“ sagde Kæmpen.

Og det gjorde Drengen.

Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig – til Angakokleg.

„I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal deltage. Følg med!“ siger han til Drengen.

Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens Tanker strittede mod Forslaget.

„Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen beroligende, da han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik Drengen ind paa Forslaget.

Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig.

„Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene. Aabner du dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du vil falde ned.“

Saa gik de sammen til en Afgrund – det skal nok have været paa Kingigtok's øverste Tinde – og der fik Drengen Ordre til at klamre sig fast til Kæmpens Hals.

Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og lave Kredsløb ganske som en Fugl, der er ved at lette. Naa, og saa bar det af. Drengen lukkede Øjnene. En vældig Susen, ganske som om han var midt i en Storm. Det var alt, hvad han sansede.

„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt, langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han bevægede sig i en Rundkreds.

„Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han og pegede paa et stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu Armene ud og sejlede gennem Luften, uden Vingeslag, saadan som store Fugle gør, naar de skal sætte sig. Saa var de ved Husgangen.

Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til Aandefesten. Hele Natten gik. De fornemste Angakokker sang og manede, idet de stadig afløste hinanden.

Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok.

„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du saa gaa hjem.“

Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.

Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen kom hjem.

„Har du fanget et Rensdyr?“ raabte nogle i Munden paa hinanden.

„Nej,“ sagde Drengen, „det er Kæmpen paa Kingigtok's Tinde, der har fanget en Kapiarfik.“

Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget sig og formanede dem meget til at være fornuftige.

„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“

Og alle gav sig til at spise med stor Appetit.

Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde være, om man turde spise lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne Tale, blev vrede og skammede dem ud.

Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede:

„Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord. Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I end vil søge!“

Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj.

Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus – men ikke engang en Murtørv var der at opdage paa det Sted, hvor det havde staaet.

Her ender denne Fortælling.“

– — – Gennem Teltaabningen kunde man skimte Kingigtok, der stor og stejl hævede sig over alle andre Fjælde i Omegnen.

Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop.

„I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted om Sommeren. Der havde de deres nedtraadte Stier, der løb fra Madsted til Madsted langs Fjældets Skraaninger. Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til Kingigtok!“

Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, som talte. Hun laa krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hendes hviskende Stemme skjalv, naar hun blev ivrig. Hun havde siddet halvsovende med lukkede Øjne, saa længe Malanga talte. Da han tav, vaagnede hun pludselig op. Hendes Panderynker foldede sig ud og ind, naar hun bevægede sin blodfattige, blaalige Mund, og en hentørret, knoglet Haand aftørrede den Taarestrøm, der stadig randt fra hendes hudløse Øjne. Hun hostede, vædede med Tungen sine tørre Læber og talte:

„Jeg mindes endnu saa tydeligt den Tid, da jeg var ung og deltog i Rensjagterne som Kødbærerske. Det er længe siden, men jeg er dog endnu i Stand til at faa alle de gamle Oplevelser til at vaagne. Ak, det er længe siden, at jeg ophørte at leve; alt, hvad jeg har set, er nu paa Afstand, saa langt, langt borte. Men gennem Tankerne kan alt dog endnu rykke helt tilbage, ganske som om jeg saa mit Liv i Kikkert. Det fjærne bliver nær.

I min Ungdom kunde selv Kvinder fange Rensdyr. Vi var gaaede ud for at plukke Bær, ikke langt herfra, da en stor Renflok kom hen imod os. Vi lagde os blot ned i Lyngen. De kom travende lige hen over os, og da var det, at gamle Lisbeth greb en lille Kalv i Benet og fangede den. Aa, hvor husker jeg al den Morskab, vi havde med at trække den hjem.“ – — —

Gamle Ajunge har talt for ivrigt, – et Hosteanfald kvæler hendes Ord. – — —

Aftenen er stille og maanelys. Teltlampernes Skær falder ud over Søen og taber sig i Natten som bugtende Ildslanger.

De unge har samlet sig uden for Teltene og synger. Langsomt, hvilende i Klangen, fører Basser og høje Sopraner Melodierne igennem.

Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og stumme tager mod Maanens Lys, Havets Skvulp og glade Menneskers Sang.

MANASSE

„Ele – ele – le – le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over Isen.

„Ja – saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for Spring!“ – —

Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.

Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham. Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring, greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen peb under Slædemederne.

Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver. Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde .....

Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og gaar hen til ham.

„Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke.“

„Rygter lyver altid! Forstaar du – mine Hunde er bare i Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende Dyrs sidste Trækninger!“ svarer Manasse med ægte grønlandsk Forstillelse; samtidig sender han dog et straalende Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en Mester i at udnytte.

Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. Over et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst kommer vi op til de store Lersletter, der er berygtede for deres Sne og barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over Sletterne kommer vi over Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen i Baggrunden. Vi kører Dagen igennem paa gammel, jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi op paa Land og slaar Lejr for Natten.

Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i denne Kulde, Legemet trænger til Fedt.

Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende, Varmen velgørende.

Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at tø, Lyngbunden kommer frem, og Lyng- og Bærduft fylder Teltet. Manasse snuser Luften ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet med Øjnene.

„Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde, jeg skal imens faa Vandet i Kog.“

Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen Respekt.

„Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds Land?“ spørger han pludselig. „Vi tror, at de er rige Herrer allesammen, saadan som vi er vante til at se dem heroppe i vort Land.“

Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.

„Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af Sult, og andre, som har mange Penge liggende, – Penge, der blot er til for at føde andre Penge?“

„Ja, Manasse!“

„Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres Folk ....

Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større Forbandelse.“

Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop Te.

Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets Troldmænd stræbte ham efter Livet.

Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige, italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg falder i Søvn under en af hans Historier.

Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg, vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var blikstille med klar Himmel: Fartsdag!

„Manasse – Manasse!“

Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.

„Manasse, det er Morgen!“

En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler i Søvne:

„Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad vil du mig?“

„Kog Te!“

Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste os mætte efter en lang og fast Søvn.

Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte videre Syd paa over Land, indtil vi ved Kysten standsedes af aabent Vand. Vi kunde den Gang være en 8 Mil fra Aulatsivik, og det var derfor ikke med synderlig glade Ansigter, at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse. Over Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde sættes over til Aulatsivik i Konebaad.

Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod Hundene, da Huden stivnede til Is.

Manasse vender sig om imod mig og raaber:

„Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“

Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af at tø Ansigtet op.

Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor.

Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne, løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, – bare gennem ondt og godt over Rensporene.

Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne til at hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde og Blæst, og Hue og Vanter stikkes ind under Slædens Surreremme.

Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store Bukke førte an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige Terræn vilde kunne forfølge Renerne med vore Hunde, stoppede sit Spand og bandt Forbenene op. Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min Ledsagers.

Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen, da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der rejste sig om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne.

Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold.

I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi kom hjem med Dyr. Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem.

Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove og tavse vendte tilbage til vore Hunde.

„Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held alligevel. Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“

„Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig jo for at lyde dig; – men nu er det visselig for sent.“

Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os. Men Maanelys er farligt Lys at køre i over ukendt Land; man ser ingen Skrænter, alt gaar ud i eet. Vi styrtede med Slæderne ned over en Skrænt og fandt det derefter raadeligst at slaa Telt.

Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende Aften i vore Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, og Vandet i Kedlen begynder at snurre.

„Fortæl nu ligesom i Gaar!“ foreslaar Manasse med Munden drivende af Lampespæk. Vi var nu igen ved at se Livet lysere i Teltets Hygge og bestræbte os ærligt hver især for at glemme Renjagtens Ærgrelser.

Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og Manasse var utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud som Missionær, og en Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. Han er rede til at forlade Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne.

Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham:

„Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet.“

Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord:

„Af den skal du, og siden de andre, lære!“

Og den gamle forsvinder.

Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er bleven ham anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. Saa leder han Flokken frem gennem mange Genvordigheder. Efter lang Tids Vandring kommer de til en lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal. Kun de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer han den gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og siger:

„Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“