Begæret

Riley tabte næsten mobilen. Merediths ord ramte noget i hende, som hun ikke havde beskæftiget sig med længe. Riley havde mistet kontakten med sin egen ældre søster for år tilbage. De var fremmede for hinanden, og hun havde ikke engang tænkt på Wendy i lang tid. Hun anede ikke, hvordan hendes egen søster havde det.

Efter endnu en pause sagde Meredith: ”Lov mig, at du tænker over.”

”Det vil jeg gøre,” sagde Riley.

De afsluttede samtalen.

Hun følte sig forfærdelig til mode. Meredith havde hjulpet hende igennem nogle forfærdelige stunder, og han havde aldrig før vist sådan en sårbarhed over for hende. Hun hadede tanken om at svige ham. Og hun havde lige lovet ham at tænke over det.

Og uanset, hvor desperat hun var, var Riley ikke sikker på, at hun kunne sige nej.

Kapitel 3

Manden sad i sin bil på parkeringspladsen og så på luderen, der kom gående hen ad gaden. ’Chiffon’ kaldte hun sig selv. Det var naturligvis ikke hendes rigtige navn. Og han var sikker på, at der var meget mere, han ikke vidste om hende.

Jeg kunne få hende til at fortælle mig det, tænkte han. Men ikke her. Ikke i dag.

Han ville heller ikke dræbe hende i dag. Nej, ikke lige her, så tæt på hendes arbejdsplads – det såkaldte “Kinetisk Motionscenter.” . Derfra, hvor han sad, kunne han se træningsmaskinerne gennem de store vinduer – tre løbebånd, en romaskine og et par vægttræningsmaskiner, men ingen af dem fungerede. Så vidt han vidste, var der aldrig nogen, der rent faktisk kom herhen for faktisk at træne.

Ikke på en socialt acceptabel måde, tænkte han med et smil.

Han kom ikke ofte på dette sted – ikke siden han havde kidnappet den brunette, der havde arbejdet her for mange år siden. Selvfølgelig havde han ikke dræbt hende her. Han havde lokket hende ind på et motelværelse til ’ekstra ydelser’ og med løftet om mange flere penge.

Det havde ikke været overlagt mord. Plastikposen over hendes hoved var kun beregnet til at tilføje et fantasielement af fare. Men da han havde kvalt hende, var han blevet overrasket over, hvor dybt tilfredsstillet han havde følt sig. Det havde været en sanselig fornøjelse, og et af højdepunkterne af tilfredsstillelse.

Alligevel havde han siden da praktiseret mere omhu og tilbageholdenhed. Eller i det mindste indtil i sidste uge, hvor den samme sexleg igen blev dødbringende med en escortpige – hvad var det nu, hun hed?

Jo, Nanette, erindrede han.

Han havde på det tidspunkt en mistanke om, at Nanette nok ikke var hendes rigtige navn. Nu ville han aldrig finde ud af det. I sit hjerte vidste han, at hendes død ikke var en ulykke. Ikke rigtig. Han følte ingen dårlig samvittighed. Han var klar til at gøre det igen.

Kvinden, der kaldte sig Chiffon, nærmede sig, og hun var iklædt en gul, stram blusetop og en ultrakort kjole samt et par højhælede sko, der så ud til at være umulige at gå i, imens hun talte i sin mobiltelefon.

Han ønskede virkelig at vide, om Chiffon var hendes rigtige navn. Deres første professionelle møde havde været en fiasko – det var hendes skyld, og ikke hans, var han overbevist om. Noget ved hende havde afskrækket ham.

Han vidste udmærket, at hun var ældre, end hun påstod at være. Det var mere end bare hendes krop – selv teenageludere kunne have strækmærker fra en fødsel. Og det var heller ikke rynkerne i hendes ansigt. Ludere ældedes hurtigere end nogen andre kvinder, han kendte.

Han kunne ikke sætte fingeren på det. Men der var meget ved hende, som forvirrede ham. Hun udviste en bestemt form for tøset entusiasme, der ikke virkede ægte professionelt – ikke engang for en novice.

Hun fniste for meget, ligesom et barn, der spillede et spil. Hun var for ivrig. Og underligt nok havde han mistanke om, at hun faktisk kunne lide sit job.

En luder, der virkelig nyder sex, tænkte han og så hende komme nærmere. Hvem har nogensinde hørt om det?

Faktisk, så fik det ham til at miste lysten.

Nå, men i det mindste var han sikker på, at hun ikke var en undercover politibetjent. Han havde overvejet det i et par sekunder.

Da hun var tæt nok på til at se ham, dyttede han. Hun holdt op med at tale i mobiltelefon et øjeblik og kiggede hen mod ham, imens hun skærmede øjnene mod morgensolen. Da hun så, hvem det var, vinkede hun og smilede – et smil, der så helt oprigtigt ud.

Derefter gik hun rundt om hjørnet til motionscenteret og henimod indgangen til ’service’. Han indså, at hun sandsynligvis havde en aftale om at holde sig inde i bordellet. Uanset hvad, ville han købe hende en anden dag, når han var i humør til en bestemt slags fornøjelse. I mellemtiden var der masser af andre ludere i nabolaget.

Han huskede, hvordan de havde skiltes sidste gang. Hun havde været munter og godmodig og undskyldende.

”Kom tilbage når som helst,” havde hun sagt til ham. ”Det vil gå bedre næste gang. Vi skal nok nå klimaks sammen.”

”Ja, Chiffon,” mumlede han højt for sig selv. ”Du aner ikke, hvad du går ind til.”

Kapitel 4

Der lød skudsalver omkring Riley. Til venstre hørte hun de larmende skud fra pistoler. Til højre hørte hun tungere våben – skud fra haglgevær og geværsalver fra maskinpistoler.

I en tåge af krudtrøg trak hun sin Glock-pistol frem fra hylsteret, fandt en passende position og affyrede seks skud. Hun satte sig på knæ og affyrede tre runder. Hun ladede hurtigt pistolen, rejste sig derefter og affyrede seks runder og endelig knælede og affyrede hun yderligere tre runder med sin venstre hånd.

Hun rejste sig og satte pistolen tilbage i hylsteret, gik derefter væk fra skydebanen og trak sine ørepropper ud og øjebeskyttere af. Det flaskeformede mål befandt sig femogtyve meter væk. Selv fra denne afstand kunne hun se, at alle hendes skud ramte plet inden for skiven. På banerne ved siden af øvede FBI Akademi-studerende sig under kyndig vejledning af deres instruktør.

Det var et stykke tid siden, Riley sidst havde affyret et våben, selvom hun altid var bevæbnet på jobbet. Hun havde reserveret denne bane på FBI Akademiets skydeområde til en lille måløvelse, og som altid var der noget tilfredsstillende ved pistolens kraftige rekyl og dens rå kraft.

Hun hørte en stemme bag sig.

”Du er én af de gamle, hvad?”

Hun vendte sig og så specialagent Bill Jeffreys stå grinende i nærheden. Hun smilede tilbage. Riley vidste nøjagtigt, hvad han mente med ”en af de gamle.” For nogle år siden havde FBI ændret reglerne om at lære at skyde med pistol. Skydning fra en udsat position havde været en del af den gamle træning, men det var ikke længere påkrævet. Nu blev der lagt mere vægt på at skyde på mål tæt på mellem tre og syv meter. Dette blev suppleret med VR-installationer, hvor agenter blev anbragt i situationer, der involverede væbnede konfrontationer i tætbebyggede områder. Og studerende skulle også gennem den berygtede Hogans Alley, en 100.000 kvadratmeter stor by, hvor de bekæmpede udklædte terrorister med paintball-geværer.

”Nogle gange kan jeg godt lide at være én af de gamle,” sagde hun. ”Jeg regner med, at jeg en dag måske måske får brug for dødbringende kraft på afstand.”

Riley vidste af egen erfaring, at i virkeligheden var skudepisoder næsten altid tæt på og personligt, og ofte uventet. Faktisk havde hun været fysisk oppe og slås i de to seneste sager. Hun havde dræbt den ene angriber med hans egen kniv og den anden med en tilfældig skarp sten.

”Tror du nogen som helst træning kan forberede de her studerende på virkeligheden?” spurgte Bill og nikkede mod de studerende, der nu var færdige og forlod skydeområdet.

”Nej, ikke rigtig,” sagde Riley. ”Med Virtual Reality accepterer din hjerne scenariet som ægte, men der er ingen overhængende fare, ingen smerter, intet pres for at opnå kontrol. Noget indeni dig ved altid, at der ikke er nogen chance for at blive dræbt.”

”Rigtigt,” sagde Bill. ”De bliver nødt til at finde ud af, hvordan det virkelig er, ligesom vi gjorde for mange år siden.”

Riley skævede til ham, imens de rykkede længere væk fra skudlinjen.

Ligesom hende var han fyrre år gammel med grå stænk i det mørke hår. Hun spekulerede på, hvad det betød, at hun mentalt sammenlignede ham med sin slankere og lettere mandlige nabo.

Hvad var det nu, han hed? spurgte hun sig selv. Nå, jo – Blaine .

Blaine var flot, men hun var ikke sikker på, om han for alvor var en konkurrent til Bill. Bill var stor, robust og meget attraktiv.

”Hvad laver du her?” spurgte hun.

”Jeg hørte, du ville være her,” sagde han.

Riley skævede til ham og følte sig ubehageligt til mode. Det her var sandsynligvis ikke kun et venligt besøg. Hun kunne se på hans ansigtsudtryk, at han ikke var klar til at fortælle hende, hvad det handlede om.

Bill sagde: ”Hvis du vil gennemføre hele banen, så tager jeg tid på dig.”

”Det vil jeg sætte pris på,” sagde Riley.

De gik hen til en separat del af skydebanen, hvor hun ikke ville være i fare for at blive ramt af omstrejfende kugler fra de studerende.

Imens Bill stod med en timer, gennemgik Riley alle faser af FBI-pistolkvalificeringskurset. Hun skød til måls fra cirka tre meters afstand, derefter fem, derefter syv og derefter femten. Den femte og sidste øvelse var den del, som hun fandt mindst udfordrende – at skyde bag en barriere på femogtyve meters afstand.

Da hun var igennem, tog Riley beskyttelsesbriller og ørepropper af. Hun og Bill gik op til målet og kontrollerede hendes resultater. Alle skudmærkerne havde ramt inden for skiven.

”Hundrede procent – en perfekt score,” sagde Bill.

”Sådan skal det være,” sagde Riley. Hun ville hade det, hvis hun var blevet dårligere.

Bill pegede mod højderyggen bagved målet.

”Temmelig surrealistisk, ikke?” sagde han.

Flere hjorte græssede veltilfreds på toppen af bakken. De havde faktisk samlet sig der, mens hun havde affyret sine skud. Hun kunne nemt have ramt dem med sin pistol. Men de var ikke det mindste forskræmte over alle de tusindvis af kugler, der ramte målet lige under den højderyg, de gik på.

”Ja,” sagde hun, ”og smukt.”

På denne tid af året var hjortene et almindeligt syn her i området. Det var jagtsæson, og på en eller anden måde vidste de, at de ville være sikre her. Det var faktisk en af grundene til, at FBI Akademiet var blevet en slags vildtreservat for mange dyr, inklusive ræve, vilde kalkuner og skovmurmeldyr.

”For et par dage siden så en af mine studerende en bjørn på parkeringspladsen,” sagde Riley.

Riley tog et par skridt hen mod højderyggen. Hjortene løftede hovedet, stirrede på hende og travede væk. De var ikke bange for skudvåben, men de ønskede ikke, at folk skulle komme for tæt på.

”Hvordan kan du vide, at de ved det?” spurgte Bill. ”At det er sikkert her, mener jeg. Alle våbenskud lyder da ens? ”

Riley rystede bare på hovedet. Det var et mysterium for hende. Hendes far havde taget hende med på jagt, da hun var lille. For ham var hjorte simpelthen ressourcer – mad og varme. Det havde ikke generet hende at dræbe dem for mange år siden. Men det havde ændret sig.

Det virkede underligt, nu hvor hun tænkte over det. Hun havde ingen problemer med at bruge dødbringende våben mod et menneske, når det var nødvendigt. Hun kunne dræbe en mand på et sekund. Men at dræbe en af disse tillidsfulde skabninger forekom ikke længere muligt.

Riley og Bill gik ud til en nærliggende roligt område og satte sig sammen på en bænk. Uanset hvad det var, han kom for at tale med hende om, virkede han stadig tilbageholdende.

”Hvordan klarer du dig alene?” spurgte hun med mild stemme.

Hun vidste, at det var et delikat spørgsmål, og hun så ham krympe sig. Hans kone havde for nylig forladt ham efter år med spændinger mellem hans job og hjemmeliv. Bill havde været bekymret for udsigten til at miste kontakten med sine små sønner. Nu boede han i en lejlighed i byen Quantico og tilbragte tid med sine drenge i weekenderne.

”Jeg ved det ikke, Riley,” sagde han. ”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan vænne mig til det.”

Han var tydeligvis ensom og deprimeret. Hun havde været igennem nok af det selv under sin egen separation og skilsmisse for nylig. Hun vidste også, at tiden efter en separation var særlig sårbar. Selv hvis forholdet ikke havde været særlig godt, befandt du dig selv i en verden af fremmede mennesker, som du ikke var fortrolig med, og du vidste ikke, hvad du skulle stille op med dig selv.

Bill rørte ved hendes arm. Hans stemme var lidt grødet, da han sagde: ”Nogle gange tror jeg, at alt, hvad jeg har tilbage, som jeg kan regne med her i livet, er ... dig.”

Et øjeblik havde Riley lyst til at omfavne ham. Da de havde arbejdet som partnere, havde Bill reddet hende mange gange, både fysisk og følelsesmæssigt. Men hun vidste, at hun måtte være forsigtig. Og hun vidste, at folk kunne være ret sårbare på tidspunkter som dette. Hun havde faktisk selv ringet til Bill en beruset nat og foreslået, at de skulle indlede en affære. Nu var situationen omvendt. Hun kunne mærke hans forestående afhængighed af hende, nu hvor hun lige var begyndt at føle sig fri og stærk nok til at være alene.

”Vi var gode som partnere,” sagde hun. Det lød åndssvagt, men hun kunne ikke tænke på noget andet at sige.

Bill tog en lang, dyb indånding.

”Det er det, jeg er kommet for at tale med dig om,” sagde han. ”Meredith fortalte mig, at han havde ringet til dig om Phoenix-sagen. Jeg arbejder på den. Jeg har brug for en partner.”

Riley følte en snert af irritation. Bills besøg begyndte at virke lidt som et baghold.

”Jeg fortalte Meredith, at jeg ville tænke over det,” sagde hun.

”Og nu spørger jeg dig,” sagde Bill.

Der opstod tavshed.

”Hvad med Lucy Vargas?” spurgte Riley.

Agent Vargas var en nyuddannet, der havde arbejdet tæt sammen med Bill og Riley om deres seneste sag. De var begge imponerede over hendes arbejde.

”Hendes ankel er ikke helet,” sagde Bill. ”Hun kommer ikke tilbage i marken før om en måned.”

Riley følte sig tåbelig over at have spurgt. Da hun, Bill og Lucy havde fanget Eugene Fisk, den såkaldte ’kædemorder’, var Lucy faldet, havde brækket ankelen og var næsten blevet dræbt. Selvfølgelig kunne hun ikke vende tilbage til jobbet så hurtigt.

”Jeg ved det ikke, Bill,” sagde Riley. ”Denne her pause fra jobbet er godt for mig. Jeg har tænkt på bare at undervise fra nu af. Alt, hvad jeg kan fortælle dig, er, hvad jeg allerede har sagt til Meredith.”

”At du vil tænke over det.”

”Ja.”

Bill udstødte et grynt af utilfredshed.

”Kan vi i det mindste mødes og tale om det?” spurgte han. ”Måske i morgen?”

Riley blev igen tavs et øjeblik.

”Ikke i morgen,” sagde hun. ”I morgen skal jeg overvære en mand blive henrettet.”

Kapitel 5

Riley kiggede gennem vinduet ind i lokalet, hvor Derrick Caldwell snart skulle dø. Hun sad ved siden af Gail Bassett, mor til Kelly Sue Bassett, Caldwells sidste offer. Manden havde dræbt fem kvinder, før Riley havde stoppet ham.

Riley havde tøvet med at acceptere Gails invitation til henrettelsen. Hun havde kun prøvet det én gang tidligere, dengang hun som frivilligt vidne sad blandt journalister, advokater, politifolk, spirituelle rådgivere og juryformanden. Nu sad hun og Gail sammen med ni slægtninge til kvinder, som Caldwell havde myrdet. Alle sad tæt sammen i et trangt rum og sad på plastikstole.

Gail, en lille 60-årig kvinde med et følsomt, fugleagtigt ansigt, havde opretholdt kontakten med Riley gennem årene. Ved henrettelsen var hendes mand død, og hun havde skrevet til Riley, at hun ikke havde nogen ved sin side til henrettelsen. Så Riley havde sagt ja til at tage med hende.

Dødskammeret var lige på den anden side af vinduet. De eneste møbler i rummet var henrettelsesbåren, et krydsformet bord. Et blåt plastikgardin hang ved hovedgærdet af henrettelsesbåren. Riley vidste, at IV-slangerne og de dødbringende kemikalier var bag det gardin.

En rød telefon på væggen var forbundet med guvernørens kontor. Den ville kun ringe i tilfælde af en beslutning om i sidste øjeblik at benåde fangen. Ingen forventede, at det ville ske denne gang. Et ur over døren til rummet var den eneste anden synlige ting.

I Virginia kunne dømte lovovertrædere vælge mellem den elektriske stol og den dødelige indsprøjtning, men kemikalierne blev oftest valgt. Hvis fangen ikke selv traf et valg, blev der givet en dødelig indsprøjtning.

Riley var næsten overrasket over, at Caldwell ikke havde valgt den elektriske stol. Han var stadig et monster, der så ud til at hilse sin egen død velkommen.

Uret viste 8:55, da døren blev åbnet. Riley hørte et ordløs mumlen i rummet, da flere medlemmer af henrettelsesteamet førte Caldwell ind i dødskammeret. To vagter gik på hver side af ham med et fast greb om hver arm, og en tredje fulgte lige bagefter ham. En velklædt mand kom ind efter alle andre – fængselsinspektøren.

Caldwell var iført blå bukser, en blå skjorte og sandaler uden sokker. Han var i håndjern og bundet. Riley havde ikke set ham i årevis. I løbet af sin korte tid som seriemorder havde han haft uregerligt langt hår og et halvlangt skæg, et bohemeagtigt udseende, der passede til en gadekunstner. Nu var han glatbarberet og så almindelig ud.

Selvom han ikke gjorde modstand, så han bange ud.

Godt, tænkte Riley.

Han kiggede på henrettelsesbåren og så derefter hurtigt væk. Han så ud til at forsøge ikke at kigge på det blå plastikgardin for enden af henrettelsesbåren. Et øjeblik stirrede han ind i vinduet til visningsrummet. Han virkede pludselig roligere og mere samlet.

”Jeg ville ønske, at han kunne se os,” mumlede Gail.

De var afskærmet fra hans blik bag envejsglas, og Riley delte ikke Gails ønske. Caldwell havde allerede set alt for nøje på hende efter hendes smag. For at fange ham var hun gået undercover. Hun havde ladet, som om hun var turist på Dunes Beach Boardwalk og hyrede ham til at tegne sit portræt. Imens han arbejdede, overøste han hende med masser af smiger og fortalte hende, at hun var den smukkeste kvinde, han havde tegnet længe.

Da vidste hun, at hun var hans næste planlagte offer. Den aften var hun lokkedue for at lokke ham ud og lade ham forfølge sig langs stranden. Da han havde forsøgt at angribe hende, havde en forstærkning af agenter uden problemer fanget ham.

Anholdelsen af ham havde ikke været nævneværdig interessant. Men opdagelsen af, hvordan han havde parteret sine ofte og opbevaret dem i en dybfryser, havde været en anden sag. At stå der, da fryseren blev åbnet, var et af de mest sindsoprivende øjeblikke i Rileys karriere. Hun følte stadig medlidenhed med ofrenes familier – blandt andet Gail – som skulle identificere deres parterede hustruer, døtre, søstre ...

’For smukke til at leve,’ havde han sagt om kvinderne.

Riley fik kuldegysninger ved tanken om, at hun havde været en af de kvinder, han havde set på – på den måde. Hun havde aldrig tænkt på sig selv som smuk, og mænd – endda hendes eksmand, Ryan – fortalte hende sjældent, at hun var det. Caldwell var en snu og frygtelig undtagelse.

Hun spekulerede på, hvad det betød, at et patologisk monster havde fundet hende så perfekt attråværdig? Havde han genkendt noget indeni hende, der var lige så uhyrligt som han selv? I et par år efter hans retssag og dom havde hun mareridt om hans beundrende øjne, hans kærlige ord og hans fryser fuld af kropsdele.

Henrettelsesteamet fik Caldwell op på henrettelsesbåren, fjernede manchetterne og spænderne, tog hans sandaler af og spændte ham fast. De spændte ham fast med læderbånd – to på tværs af brystet, to for at holde hans ben, to omkring hans ankler og to omkring hans håndled. Hans blottede fødder var vendt mod vinduet. Det var svært at se hans ansigt.

Pludselig blev gardinerne trukket for vinduerne. Riley forstod, at dette var for at skjule den fase af henrettelsen, hvor det var mest sandsynligt, at noget kunne gå galt. Det kunne være, at holdet fik problemer med at finde en passende vene. Alligevel fandt hun det ejendommeligt. Folk i begge visningsrum var ved at se Caldwell dø, men de fik ikke lov til at være vidne til den jordiske indsættelse af nåle. Gardinerne bevægede sig lidt, tilsyneladende berørt af et af teammedlemmerne der bevægede sig rundt på den anden side.

Da gardinerne blev trukket fra igen, var IV-slangerne på plads og løb fra fangens arme gennem huller i de blå plastikgardiner. Nogle medlemmer af henrettelsesteamet var gået om bag disse gardiner, hvor de ville administrere de dødelige stoffer.

En mand holdt den røde telefonmodtager klar til at modtage et opkald, der helt sikkert aldrig ville komme. En anden talte til Caldwell, og hans ord kunne knap høres over det dårlige samtaleanlæg. Han spurgte Caldwell, om han havde noget sidste ord.

I modsætning dertil lød Caldwells svar med en overraskende klarhed.

”Er agent Paige her?” spurgte han.

Hans ord fik det til at gibbe i Riley.

Tjenestemanden svarede ikke. Det var ikke et spørgsmål, som Caldwell havde nogen ret til at få besvaret.

Efter en anspændt stilhed talte Caldwell igen.

”Fortæl agent Paige, at jeg ville ønske, at min kunst kunne have ydet hende retfærdighed.”

Selvom Riley ikke kunne se hans ansigt tydeligt, syntes hun, at hun hørte ham nynne.

”Det var alt,” sagde han. ”Jeg er klar.”

Riley blev overvældet af raseri, rædsel og forvirring. Det var den sidste ting, hun havde forventet. Derrick Caldwell havde valgt, at hans sidste øjeblik skulle handle om hende. Og hun sad bag dette skudsikre glasskjold og var for hjælpeløs til at gøre noget ved det.

Hun havde fået ham bragt for en domstol, men til sidst havde han opnået en underlig, syg form for hævn.

Hun følte Gails lille hånd gribe sin egen.

I guder, tænkte Riley. Hun trøster mig.

Riley følte en bølge af kvalme.

Caldwell sagde én ting til.

”Vil jeg mærke det, når det begynder?”

Atter fik han intet svar. Riley kunne se væsken bevæge sig gennem de gennemsigtige IV-slanger. Caldwell tog adskillige dybe indåndinger og syntes at falde i søvn. Hans venstre fod rykkede et par gange og lå derefter stille.

Efter et øjeblik klemte en af vagterne begge hans fødder og fik ingen reaktion. Det virkede som en særegen gestus. Men Riley indså, at vagten kontrollerede for at sikre, at det beroligende middel fungerede, og at Caldwell var fuldstændig bevidstløs.

Vagten råbte noget uhørligt til folket bag gardinet. Riley så en fornyet væskestrøm løbe gennem IV-slangerne. Hun vidste, at et andet lægemiddel var i færd med at stoppe hans lunger. Om kort tid ville et tredje lægemiddel stoppe hans hjerte.

Da Caldwells vejrtrækning blev langsommere, tog Riley sig selv i at tænke på, hvad hun så på. Hvordan var dette forskelligt fra de gange, hun selv havde anvendt dødbringende våben? Hun havde dræbt flere mordere i tjenesten.

Men dette var ikke som nogen af de andre dødsfald. Til sammenligning var det bizart kontrolleret, rent, klinisk og pletfrit. Det virkede uforklarligt forkert. Irrationelt tog Riley sig selv i at tænke ...

Jeg skulle ikke have lade det komme så vidt.

Hun vidste, at hun havde handlet forkert, da hun havde anholdt Caldwell professionelt og efter bogen. Men alligevel tænkte hun…

Jeg burde selv have dræbt ham.

Gail holdt Rileys hånd gennem ti lange minutter. Til sidst sagde vagten ved siden af Caldwell noget, som Riley ikke kunne høre.

Fængselsinspektøren trådte ud fra det blå forhæng og talte med en stemme, der var klar nok til at blive forstået af alle vidner.

”Dommen blev succesfuldt eksekveret kl. 09:07.”

Derefter blev gardinerne trukket for vinduet. Vidnerne havde set alt, hvad de skulle se. Vagter kom ind i lokalet og opfordrede alle til at gå så hurtigt som muligt.

Da gruppen kom ud på gangen, greb Gail igen Rileys hånd.

”Jeg er ked af, at han sagde, hvad han sagde,” sagde Gail til hende.

Riley blev forskrækket. Hvordan kunne Gail være bekymret for Rileys følelser på et tidspunkt som dette, da retfærdigheden endelig skete fyldest for hendes egen datters morder?

”Hvordan har du det, Gail?” spurgte hun, da de gik hurtigt mod udgangen.

Gail gik et langt øjeblik i tavshed. Hendes ansigt virkede helt blankt.

”Det er overstået,” sagde hun til sidst, og hendes stemme var helt følelsesløs og kold. ”Det er overstået.”

Et øjeblik efter trådte de ud i formiddagslyset. Riley kunne se to skarer af mennesker på tværs af gaden, som hver især blev holdt væk fra hinanden og tæt kontrolleret af politiet. På den ene side var folk, der var samlet for at heppe på henrettelsen og udøvede hadefulde tegn, nogle af dem vantro og uanstændige. De var forståeligt nok jublende. På den anden side var demonstranter imod dødsstraf med deres egne tegn. De havde stået herude hele natten med stearinlys. De var meget mere afdæmpede.

Riley følte ikke sympati for nogen af grupperne. Disse mennesker var her for sig selv for at offentliggøre deres forargelse og retfærdighed og handlede ud fra ren selvfølelse. Så vidt hun kunne se, havde de ingen grund til at være her – ikke blandt folk, hvis smerte og sorg var alt for reel.

Mellem indgangen og folkeskaren var en sværm af journalister med sendevogne i nærheden. Da Riley snoede sig igennem mængden, skyndte en kvindelig journalist sig hen til hende med en mikrofon og en kameramand i hælene.

“Agent Paige? Er du agent Paige? ” spurgte hun.

Riley svarede ikke. Hun forsøgte at gå forbi journalisten.

Journalisten blev insisterende stående og spærrede hende vejen. ”Vi har hørt, at Caldwell omtalte dig med sine sidste ord. Har du lyst til at kommentere?”

Andre journalister gik ind foran hende og stillede det samme spørgsmål. Riley skar tænder og skubbede sig vej. Til sidst kom hun fri af dem.

Da hun skyndte sig hen mod sin bil, tænke hun på Meredith og Bill. Begge to havde bedt hende om at tage en ny sag. Og hun undgik at give nogen af dem noget svar.

Hvorfor? spurgte hun sig selv.

Hun var lige løbet væk fra journalister. Løb hun også væk fra Bill og Meredith? Kørte hun væk fra den, hun virkelig var? Fra alt det, hun var nødt til at gøre?

*

Riley var taknemmelig for at være hjemme. Henrettelsen, hun havde været vidne til denne morgen, efterlod hende stadig tom indeni, og køreturen tilbage til Fredericksburg havde været trættende. Men da hun åbnede døren til sit rækkehus, var der noget galt.

Der var unaturligt stille. April skulle være hjemme fra skolen nu. Hvor var Gabriela? Riley trådte ind i køkkenet, som var tomt. Der lå en besked på køkkenbordet.

Me voy a la tienda, lød den. Gabriela var gået ud at handle.

Riley greb hårdt fat om en stoleryg, imens en bølge af panik skyllede henover hende. En anden gang, hvor Gabriela var gået ud at handle, var April blevet kidnappet fra sin fars hus.

Mørke, et glimt af en flamme.

Riley vendte sig om og løb hen for foden af trappen.

”April!” skreg hun.

Der kom intet svar.

Riley løb op ad trappen. Der var ingen i nogen af soveværelserne. Ingen var på hendes lille kontor.

Rileys hjerte hamrede, selvom hendes sind fortalte hende, at hun var tåbelig. Hendes krop lyttede ikke til hendes sind.

Hun løb tilbage nedenunder og ud på terrassen bagved.

”April!” skreg hun.

Men ingen legede i gården ved siden af, og ingen børn var i syne.

Hun stoppede sig selv i at skrige igen. Hun ville ikke have, at naboerne skulle tro, at hun virkelig var skør. Ikke nu.

Hun rodede i lommen og hev sin mobiltelefon frem. Hun sendte en besked til April.

Hun modtog intet svar.

Riley gik ind igen og satte sig på sofaen. Hun holdt hovedet mellem hænderne.

Hun var tilbage i krybegangen og lå i snavset i mørket.

Men det lille lys bevægede sig mod hende. Hun kunne se hans grusomme ansigt i flammens skær. Men hun vidste ikke, om morderen kom efter hende eller April.

Riley tvang sig til at adskille billederne i hovedet fra sin nuværende virkelighed.

Peterson er død, sagde hun eftertrykkeligt til sig selv. Han vil aldrig kunne torturere nogen af os igen.

Hun satte sig på sofaen og prøvede at fokusere på nuet. I dag var hun her i sit nye hjem, i sit nye liv. Gabriela var gået ud og handle. April var helt sikkert et sted i nærheden.

Hendes vejrtrækning blev mere regelmæssig, men hun kunne ikke rejse sig. Hun var bange for, at hun ville gå ud og råbe igen.

Efter hvad der virkede som rigtig lang tid, hørte Riley hoveddøren blive åbnet.

April gik gennem døren og sang.

Nu for Riley komme op. ”Hvor i helvede har du været?”

April så chokeret ud.

”Hvad er dit problem, mor?”

”Hvor var du? Hvorfor svarede du ikke på min besked? ”

”Undskyld, jeg havde min mobil på lydløs. Mor, jeg var hjemme hos Ceces på den anden side af gaden. Da vi steg af skolebussen, tilbød hendes mor os is.”

”Hvordan skulle jeg vide, hvor du var?”

”Jeg troede ikke, du var kommet hjem endnu.”

Riley hørte sig selv råbe, men kunne ikke få sig selv til at stoppe. ”Jeg er ligeglad med, hvad du troede. Du tænkte ikke. Du skal altid fortælle mig… ”

Tårerne, der løb ned over Aprils ansigt, stoppede hende endelig.

Riley trak vejret, skyndte sig frem og omfavnede sin datter. Først var Aprils krop stiv af vrede, men så kunne Riley mærke, at hun slappede af. Hun indså, at tårerne løb ned over hendes eget ansigt.

”Jeg er virkelig ked af det,” sagde Riley. ”Undskyld. Det er bare, at vi har gennemlevet så meget ... så meget forfærdeligt.”

”Men det er ovre nu,” sagde April. ”Mor, det er ovre.”

De satte sig begge to i sofaen. Det var en ny sofa, som blev købt, da de flyttede hertil. Hun havde købt den til sit nye liv.

”Jeg ved, at det hele er overstået,” sagde Riley. ”Jeg ved, at Peterson er død. Jeg prøver at vænne mig til det.”

”Mor, alt er meget bedre nu. Du behøver ikke at bekymre dig om mig hvert minut. Og jeg er ikke et dumt lille barn. Jeg er femten.”