Anno 7603

Syvende Act

Første Scene

Julie, Leander, (under stoer Vagt, Majoren, Profossen med en Fiddel i Haanden og en Stoel. De løses af Lænkerne, Julie bindes for Øinene og sættes paa Stoelen, Majoren commanderer ved Tegn dem, som skal skyde; i det de træde frem, høres Allarm af Trommer, der høres Skud, der raabes: Fienden er i Skoven tæt ved Leiren; de løbe alle derhen undtagen Leander og Julie. Soldaterne vise største Glæde, raabe Hurra! vi træffe Nagerne.)

Anden Scene

Julie staaer op. Leander. Feen

Julie

Forlade dem, naadige Fee! saa de har voldt mig Skræk og Forliis af mine smukke Klæder.

Leander

Og mig forbittrelse og Forliis af min Kaarde.

Feen

Den Skræk, Forbittrelse, Klæder og Kaardes Forliis ere I fuldkommen holden skadesløse for, ifald I forsage de Griller, hvorved I have selv bragt mig til at volde Jer denne Uleilighed. Det er giort til Eders eget Beste. Jeg har ellers bestilt hid en Skuespiller, som agerer i udenlandsk Maneer. Denne vil give Eder en gavnlig Adspredelse i Eders oprørte Sinds Forfatning. I skal oven i Kiøbet faae høre en lærd Afhandling af en Mand, fra et andet fremmed Land. Der kommer den Lærde.

Tredie Scene

Den Lærde. De Forrige

Den Lærde (til Feen.)

Naadige Frue! De har behaget at bestille mig hid for at oplæse min Afhandling over de gyldne Ord: Kommer Tid, kommer Raad. Den vandt i vores Akademie, paa en Kabale nær, Prisen forleden Aar. Men alle de, jeg har oplæst den for, velsigner vist ikke Kabalen. – Dog selv Roes er overflødig her. Mine Damer, min Herre! De behager selv at høre og dømme. Korthed er mit Liv; derfor er mit Foredrag kort.

Julie. (halv sagte.)

Jo kortere, jo bedre.

Den Lærde. (til Julie.)

Hvad behager den smukke Dame at sige?

Leander

Hun sagde: Faa Ord og megen Viisdom.

Feen

Ja underviis os Hr. Doktor! i mueligste Korthed.

Den Lærde

I Korthed? Ja deri har jeg min Styrke. Jeg ligner ikke visse, (min Rival, som vandt Prisen fra mig ved Kabale, unævnt) visse, siger jeg, som forstaaer den Konst at koge Suppe paa Pølsepinde. Nei kort men fyndigt er Sagen. Hvad bliver Frugten af unødvendig Vidtløftighed? Ingen uden den, at Læsere eller Tilhørere sove ind ved de langtrækkende Omsvøb.

Julie. (sagte.)

Jeg er allerede paa Veien.

Leander. (sagte.)

Jeg, min Troe, ogsaa.

(Feen smiler.)

Den Lærde

De give altsaa lidet Agt paa Hovedsagen, og man fremsiger sine Arbeider uden at høste deraf den fornemste, ja den eneste Frugt, nemlig at oplyse sine Medmennesker og at —

(han grunder.)

Julie. (sagte.)

At hielpe dem af med Penge.

Leander. (sagte.)

Naadige Fee! skal vi længer plages med dette Sladder?

Den Lærde

At – oplyse vore Medmennesker og forstærke deres Tænkekraft. Desaarsage er Korthed i Tale- og Skrivemaade en nødvendig Egenskab for den som vil høste foromtalte Frugt. Men nu til Texten.

Feen

Vi crediterer Dem Texten til næste Gang, vi sees.

Leander

Vil De i Korthed sige, hvormed vi i Korthed kan vise Dem vores Erkiendtlighed for Deres Par Ord om Korthed.

Julie

Jeg har tænkt paa 8 Skilling for min Part.

Leander

Dem giver jeg ogsaa.

Feen

Jeg ogsaa.

Den Lærde

Det er vel sandt at Menneskekierlighed og fortient Ære ere mit eneste Formaal, men til at nytte Mennesker og skaffe sig Ære behøves at leve; jeg takker altsaa for det tilbudne. Jeg erindrer kun, at det kunde anderledes ansees at tale i aaben Mark end inden lukte Døre.

Julie

Top! Fire Skilling meer for den aabne Mark.

(De tage hver til deres Pung, og give ham 12 Skilling.)

Den Lærde

Jeg takker ærbødigst. Jeg har den Ære at recommendere mig.

Julie

Jeg takker ærbødigst.

(Den Lærde bukker og gaaer.)

Fierde Scene

De Tilbageblevne

Feen

Hvordan gefaldt Eder denne lærde Doktor.

Leander

Som en Nar.

Julie

Han var kiedsommelig til Døden.

Feen

Nu faaer I snart noget andet at see. Der kommer han med den udenlandske Maneer.

Femte Scene

De Forrige. En Aktør (stærk pudret og sminket, kommer med den Gang hvormed vore Fadderjunkere lede deres Damer op ad Kirkegulvet.)

Aktøren (til Feen.)

De har beæret Deres ydmygeste Tienere med Deres Ordres, jeg giør mig stolt af at adlyde Dem, og glædes inderligen over at De vil bruge mig som et Redskab til at indgive Nationen Smag paa, hvad fiint og smukt og delineux er. Jeg forlader mig for Eftertiden paa Deres Recommendation.

Feen

Jo før De vil fornøie os, jo bedre.

Aktøren

(declamerende saa unaturligt som mueligt.)

Gode, oprigtige, kiærlige Creatur!

Og jeg vover det?

Tør jeg holde ved den Tanke?

Jeg vover at forlade dig?

Mit Livs Skytsgudinde! Min Velgiørerinde, min Elskelige, min beste Deel!

Ha Forræder! Avlede nogensinde Helvede et saa afskyeligt Uhyre?

Hun rev mig ud fra Minos’s Hevn —

Reddede mig af Labyrinthen —

Gav mig Minotaurus i Hænde —

Forlod Forældre, Venner, Fædreneland —

For at følge mig i en Ørken!

Og jeg skulde forlade hende?

Forlade Ariadne?

Give hende til Priis for den skrækkeligste Fortvivlelse, for Hunger, for Skovens glubende Dyr?

Nei Theseus! Nei Athenienser, saavidt gaaer eders Gruesomhed ikke!

Jeg har befriet mit Fædreneland fra den skiændige Skat: en Borgers Pligter har jeg opfyldt!

Ogsaa Kiærlighed har sine Pligter! disse ere mig ikke mindre hellige.

Hendes Bryst hæver sig —

Hun sukker!

De tillader, at jeg puster lidt! Paa aaben Mark bliver man saasnart stakaandet, naar man – — (Han puster.)

Julie (sagte.)

Hvor en slet Aktør dog kan fordærve det beste Stykke.

Feen

Min Herre! De har allerede nok overbeviist os om, at De er den sande Vertuos i Declamationen og Gesticulationen. Naar De faaer udpustet, vil De behage at vise os, at De er den samme i Sangen.

Leander. (sagte.)

Jeg frygter for at han er lige afskyelig i begge Dele.

Aktøren (synger)

 
Ah! je triomphe de son cœur,
Je suis aimé, je suis vainqueur.
Quelle innocence!
Quelle candeur!
C’est le desit dans sa naissance;
C’est le plaisir dans sa fleur.
Ah! je triomphe, &c.
 
 
De l’amour, dans ma lettre,
Le poison va couler.
D’un feu qui la pénétre,
Ma plume va brûler.
Elle lira,
S’attendrira;
Et dans son ame
Un trait de flâme
Se glissera.
 
 
Oui, je triomphe de son cœur,
Je suis aimé, je suis vainqueur.
 

Julie. (sagte.)

Det var en afskyelig Tuden.

Leander

Ja Komponisten er ham ingen Tak skyldig.

Feen

Hvad tør vi byde Hr. Virtuosen for at vise vor Beundring over Deres sieldne Talenter.

Aktøren

Jeg er reist fra mit Hiem for at forfine Smagen i Verden og ikke for Fordeel; men De, naadige Frue! har meget vel anmærket, at et Ærestegn af gangbar Mynt giver mig og mine Lige en stor Opmuntring til at fortfare i vores engang fattede ædle Forsæt. Jeg har derfor tænkt paa en Bagatelle af en Rixdaler par tête til en Souvenir og Satisfaction over haabefulde Tilhøreres Bifald.

Feen

De Indfødte her vilde aldrig faae saa meget.

Aktøren

(med spodsk Smiil.)

Ja de Indfødte her – — nok sagt.

Julie. (sagte.)

Jeg mærker at Fremmedes Næsvished og forstemte Gebærder giøre her stor Paastand.

Leander. (sagte.)

Som hos os.

Feen

Dette Skuespil beværter jeg med.

(hun leverer tre Rixdaler.)

Aktøren

Underdanige Tiener.

(han gaaer.)

Siette Scene

De efterblevne

Feen

Mine Børn! vil I endnu see hinanden forandrede?

Leander

Nei Himlen bevare mig fra at eie et ryggesløst Fruentimmer.

Julie

Og mig fra en forfinet Mandsperson!

Feen

Saa bliver I da fornøiede med hverandre, som I ere?

Trio

Julie

Lad os blive, som vi ere,

Leander

Altid troe, hinanden kiære!

Feen

Bliver, Børn! kun, som I ere.

Leander. (til Julie.)

Bliv ei ryggesløs Soldat.

Julie. (til Leander.)

Bliv ey en udmajet Fat.

Julie, Leander, Feen

Lad os blive, som vi ere,

Altid troe, hinanden kiære!

Bliver Børn! da, som I ere.