Anno 7603

Trettende Scene

De Overblevne

Julie

Nu seer De mine Herrer! at Sagen efter mit Raad blev afviist.

Fierde Raadsherre

Himlen være lovet, at de skilte os af med dem. Nu kan vi hvile os lidt.

(hver tager sit Syetøi op, en Sminkekrukke og Speil. De sminke sig.)

Tredie Raadsherre

Au, au, au! det blir min Død.

(Han falder om og besvimmer. De andre Raadsherrer reise sig forskrekkede og blege, om de kan.)

Anden Raadsherre

Jeg seer det bare Blod, han har stukket sig med sin Syenaal.

Julie

Jeg forstaaer saa meget af Medicinen, at jeg trøster mig til at curere den Skade.

(Hun tager sin Eaudelavande-Flaske op af Lommen og stenker nogle Draaber paa den Besvimedes Hals. Han vogner af Besvimelsen.)

Tredie Raadsherre

(i det han vogner, til Julie.)

Staaer de inde for mit Liv.

Julie

Inden to Minuter skal de være ligesaa frisk, som de var før, paa en Feber nær.

(Hun drypper nogle Draaber Eaudelavande paa sit Tørklæde, som hun vikler om hans Finger. Patienten skriger ved Svien af Eaudelavendet og besvimer igien.)

Anden Raadsherre

Vi vil intet foretage førend vores Hr. Collega er kommet sig igien? Vi vil imidlertid see at erstatte den Skade, som vores Ansigt ved denne Leilighed har lidt. (til Betienten) Bring koldt Vand.

(Betienten gaaer, de sminke sig.)

Fierde Raadsherre

(gispende til Julie.)

Mener Frøken Doctor, at han ikke beholder Mindelsen af denne Feber?

Julie

O! intet af Betydenhed; men han maae tage sig vel vare for salt og suurt og Trækvind.

Fiortende Scene

(Betienten kommer igien med koldt Vand, Raadsherrerne drikke, den saarede Raadsherre vogner op efter at Julie har stænket nogle Draaber Vand paa ham.)

Julie

(til tredie Raadsherre.)

Hvordan befinder De dem nu?

Tredie Raadsherre

Himlen være lovet! meget bedre, men Feber føler jeg endnu i Kroppen, og er ligesaa mat, saa mat, saa det er en grue. Frøken Doctor, torde jeg vel vove saa strax at tage hiem?

Julie

(føler hans Puls.)

Bevare os! ikke paa et Korteer endnu.

Tredie Raadsherre

Saa gid det Korteer da var forbie! og jeg laae i min Seng! For deres Umage skal min Kone forskylde dem, naar de vil giøre os den Ære at besøge os.

Julie

O! det kan altid finde sig; men det var dem nok tienligt, at de tog dem lidt Motion her i Salen.

Tredie Raadsherre

(forsøger at reise sig.)

Au! jeg kan ikke engang reise mig, end sige gaae.

Julie

(føler hans Puls.)

Ja de er virkelig haardt angreben, men en smule Motion vil vist giøre en ønskelig Virkning. (til Betienten) Vær saa god at tage Herren under Armen og gaae lidt om med ham.

(Betienten tager ham under Armen. Patienten giver sig ynkelig og med megen Møie og Lempe bringes paa Fødderne, og lader sig, som en Krøbling, lede omkring af Betienten.)

Femtende Scene

En Pige. De Forrige

Pigen

(til første Raadsherre.)

Deres Frøken Søster, Lieutenant Ingeborg er styrtet med sin Hæst, og har brækket sin Arm.

Første Raadsherre

Der har man et nyt Beviis paa, hvad utidig Forvovenhed kan foraarsage. (til Julie) Vil De umage Dem hen til hende, Frøken Doctor?

Julie

Jeg beder om Forladelse. Det er ganske uden for mit Fag, ligesom Deres Høiviisheder ikke ere Dommere uden i de finere Sager, saa er jeg ikke Doctor uden i de finere Sygdomme.

Første Raadsherre. (til Pigen)

Har min Søster faaet Doctor?

Pigen

Ja, Regimentsfeldskiær Maren er hos hende.

Første Raadsherre

Ja, saa siig hende fra mig, at det giør mig meget ondt, at hun er kommen i den Uleilighed. (Pigen gaaer) Nu maae hun dog sande mine Ord, at en overdreven Dristighed fører Folk i Ulempe.

Sextende Scene

En Pige i Liberie. De Forrige

Pigen

(til Første Raadsherre)

Herre! Deres Melampe har faaet Been i Halsen.

Første Raadsherre

Jeg ulyksalige!

(han græder.)

Tredie Raadsherre

Det er ret en Tycho Brahes Dag i Dag. (Klokken slaaer, de staae alle op) Meener Frøken Doctor, at jeg tør driste mig udi Kareten?

Julie

Har de langt at kiøre?

Tredie Raadsherre

Ja temmelig langt, til fierde Huus herfra.

Julie

Ja det vover de ikke meget ved, naar de allene holder Karetvinduerne lukkede.

Tredie Raadsherre

Ja Himmelen bevare mig fra andet.

(til fierde, med sygelig Stemme.)

Hvad skader dem? De seer saa ilde ud?

Fierde Raadsherre

Jeg vil sige dem reent ud, som det er. Jeg var i Aftensangen i Gaar; men jeg forsikrer dem helligen paa, at jeg ikke fik Blund paa mine Øine den hele udslagene Prædiken igiennem. Det har ikke hændt mig i de sidste otte Aar. I Begyndelsen følte jeg ingen Uleilighed deraf; men jeg mærker at det kommer efter.

Julie. (leer afsides)

Ja, Vanen er den anden Natur, og Uorden i den anden Natur er næsten ligesaa farlig som Uorden i den første, som Hypocrates anmærker og beviser i sin 5te, 6te og 7de Foliant.

Anden Raadsherre

(til sine Colleger.)

Bevar os, hvor hun har megen Lærdom!

Julie

Jeg vil curere Deres Høiviished med nogle Draaber. (til Betienten) Bring et halvt Glas reent Vand. (Betienten gaaer og kommer igien med Vand, Julie vender sig til Siden, og lader som hun af sin Eaudelavande-Flaske kommer Draaber deri) Det smager som det bare klare Vand. (til Patienten) Men de vil vist finde god Virkning deraf. (hun leverer Glasset til Patienten som drikker.)

Fierde Raadsherre. (puster.)

Det gav Lise. Himlen velsigne dem Frøken! jeg er, saa sandt jeg lever, næsten ganske restitueret.

Første Raadsherre. (til Julie.)

De er nok ikke fød her i Landet?

Julie

Nei, mange hundrede Mile herfra.

Anden Raadsherre

Det er bedrøveligt, at Fremmede skal saa langt overgaae os i alle Ting. (til Patienten) En af vore Doctore havde vist ladet dem pines i mange Dage.

Tredie Raadsherre. (til Julie.)

Forlade min Synd; jeg vilde selv næsten ønske, jeg havde haft det Uhæld ikke at have sovet under Aftensangen, for at nyde den Lykke at blive cureret af dem.

Julie

Jeg takker erbødigst for Complimenten. Men tør jeg spørge, hvorfor de ikke heller sover hiemme.

Patienten

Det vilde ansees for den gemeeneste Uanstændighed her i Landet at forsømme Aftensangen, og for lige saa uanstændigt ikke at sove under den. Jeg kan ikke sige, hvor jeg skammede mig over min Aarvaagenhed.

Julie. (afsides)

En kiøn Andagt. (høit) Hvorfor gaaer de da ikker heller i Høimesse.

Patienten

Nei der er reent af Brug blant honette Folk i vor Tidsalder. Vores salige Forfædre, som jeg har hørt, sov i Høimessen, men det er nu længe, længe siden gaaet af Moden.

Julie

I mit Land gaaer man i Kirke for at opbygges.

Tredie Raadsherre

Ligesaa hos os.

Julie

Men opbygges de da i Søvne.

Anden Raadsherre

Vi Cavalierer sover, og opbygges ikke, men Damerne og Pøbelen vaager, og opbygges.

Julie

Men hos mig vaager baade Cavalierer og Damer.

Første Raadsherre

Ja hvert Land har sin Skik.

Patienten

Gid jeg havde været i deres Land i Gaar, saa havde jeg ikke været nær død af Skamfuldhed.

Tredie Raadsherre (til Julie.)

Hvad en vel opdragen Cavalier er blant os, seer ved sin Ankomst i Kirken strax efter om der er opkommen nye Moder, giver et Vink til Fruentimmer af nøie Bekiendtskab, og naar han dermed er færdig, sover han til hans Kammerpige kommer og vækker ham, for at sige ham, at Prækenen er ude.

Julie

Maaskee deres Præster prædike slet.

Siette Raadsherre

Nei vi have ypperlige Mænd.

Fierde Raadsherre

Det er just Ulykken den. Det var min i Gaar.

Femte Raadsherre

Naar man af Glemsomhed er agtpaagivende for længe, saa farvel Søvn!

Tredie Raadsherre

Ja naar man af Uforsigtighed har glemt at tage Bomuld i Lommen, saa staaer man virkelig meget stoer Fare.

Julie

Men siden deres Præster ere gode, hvorfor høre de dem da ikke?

Anden Raadsherre

O Himmel hvor kan de tale saa? Bevare baade mig og hver ægte Kavailler fra den Skam!

Første Raadsherre

(peger paa Patienten.)

De seer, hvordan den Hr. Kollega er faren baade paa Siæl og Legeme. Stakkel! han har, desværre, alt for stor Aarsag til at være saa. Men mine Herrer, Klokken er mange.

Fierde Raadsherre (til Julie.)

Behager Frøkenen at spise Suppe med mig?

Julie

Jeg takker ærbødigst, jeg spiser til Middag hos Jens Skoeflekkers.

Anden Raadsherre

Det maae de takke Krandsen for. Ha, ha, ha.

Tredie Raadsherre

Ja den Jens skal være en stor Nar efter Krandse.

Femte Raadsherre

Lad os gaae, mine Herrer, hiem at spise og samle nye Kræfter til at udholde nyt Slæb i Morgen.

Julie

Ja jeg maae tilstaae, de har et møisommeligt Embede?

Anden Raadsherre

Og det Dag ud og Dag ind.

Tredie Raadsherre

Og alt, hvad vi fortiener derved er nogle visne Skillinger til Knappenaale.

Siette Raadsherre

Vi arbeide for at tiene et uskiønsomt Publicum, og arbeide os gamle for Tiden. Men det er Tid at gaae.

(De gaaer.)

Femte Act

Første Scene

i Skoeflikkerens Huus.

To fremmede, Julie, de fire Poeter sidde om et Bord, hvorpaa staaer en Ølkande, en Flaske og et Glas. De spise i Taushed, Poeterne graadigen, og naar de kommer til at tale, tale de med Maden i Munden, Grete Skoeflikker kiger frem af en Culis, hvorfra hun ei sees eller høres af de andre.

Grete

(sagte pegende paa sin Mand.)

Det vidste jeg nok min Mand, at du vilde holde Giestebud, da jeg bildte dig ind, at jeg skulde spise paa Landet.

Jens

I maae ikke tage ilde op I gode Venner, at jeg kun giver Erter og Flesk og røget Kiød.

Første Poet

Det bedste er godt nok Hr. Patron, det er og en solid og sund Føde, den har man længst godt af. Jeg kan desuden nok begribe, at Hr. Patronens Kone ikke under dem mange Penge at raade over i hendes Fraværelse at kiøbe ferskt for.

Jens

Nei, det veed Himlen; og saae hun mig beværte mine gode Venner, saa var hun i Stand til at blive uartig, hvor tarveligt her end gaaer til.

Grete (sagte.)

Jeg bliver snart uartig, skal du see.

(hun viser Spandremmen.)

Anden Poet

De Fruentimmer love meget, naar de frier til os, men naar de først har os i deres Kløer saa —

Tredie Poet

Pyt!

Julie. (til Tredie Poet.)

Hvor de er lykkelig i at anvende Pyt.

Tredie Poet

Ja jeg er saa kiæk, at jeg tør sige, jeg har nogenledes bragt dette Ord i Lyster.

Jens

Jeg har ogsaa giort mit dertil.

Fierde Poet

De har giort det meste dertil. De ere vores og Vittighedens Patron.

Julie. (til Jens.)

Nu kan Hr. Patron sige pyt til hele Verden.

Første Poet

Ja Pyt til alle Verdener, om der ere flere til.

Grete. (sagte.)

Jeg har dog nogle Løier af at høre paa det Pølsesnak.

Julie. (til Jens.)

Under deres Beskyttelse er Pyt bleven stoer og de udødelig ved Pytten. (sagte) Man skal hykle for sin Mæcenas, især naar han er dum.

Jens

Aberbos, vi talte nyelig om min Kone. Troer de, hun skiønner paa mine Fortienester i de artige Videnskaber?

Tredie Poet

Nei, ellers kunde hun aldrig være uartig mod dem.

Grete. (sagte.)

Jeg skal strax være uartig mod jer allesammen.

Første Poet

Man roser hende just ikke paa de Steder i Byen, hvor jeg kommer.

Grete. (sagte.)

Maaskee de ikke vide der, at jeg er til engang.

Julie

Man skal ikke troe, hvad Folk snakker. For Exempel den Historie om den Sølvskee, som blev savnet i Kiøkkenet hos en fattig Kokkedreng strax efter at han havde betalt Grete Skoeflikker for et Par nye Hælflekker.

Jens

Det var godt sagt, ha, ha, ha.

(hans Mave disser af Latter.)

Grete. (sagte)

Jeg rammer jer siden got Folk. Den leer best, min lærde Mand, som leer sidst.

Jens (til Julie.)

Frøkenen spiser jo intet? Smager det hende ikke?

Julie

Jeg har intet smagt; thi sandt at sige, saa har jeg slet ingen Apetit. Jeg takker Hr. Patron lige saa hiertelig, som om jeg havde spiist.

Grete. (sagte.)

Det Fruentimmer er ingen ret Poet, og beskiemmer sin Krands. Jeg kan godt lide hende paa Sølvskeen nær.

Jens

(Tager Ølkanden) Singot. (han drikker og byder Julie den, som rekker den til sin Naboe, Tredie Poet) Hvad nu, de hverken spiser eller drikker?

Julie

Den Glæde at nyde deres Sælskab har ganske betaget mig Lyst dertil, og skulde jeg nyde det daglig, troer jeg sikkert, at jeg kom til at døe af Hunger og Tørst.

Jens

Jeg siger tusend Tak. Hvad det dog er en Glæde at høre fornuftige Folk tale.

Grete. (sagte.)

Som giør Nar af dig i dine aabne Øine.

Tredie Poet

(med Kanden i Haanden bukker for Jens.)

Længe leve Mæcenas!

(han drikker.)

Jens

Nu har jeg glemt hvad det Ord Micinas vil sige.

(Fierde Poet betænker sig paa Svar forgieves.)

Julie

Det er en stor Mand, som beskytter Videnskaberne og deres Dyrkere.

Grete. (sagte.)

Nei, det er en Nar, som giver Kieltringer Erter og Flæsk.

Jens

Jeg beskytter dem efter min Evne, og mere vilde jeg giøre, naar ikke min fordømte dumme Kierling var mig i Veien. Forlade den Soe!

Grete. (sagte.)

Jeg skal erindre det.

Første, Anden, Fierde Poet

(efter hinanden drikker og raaber.)

Længe leve Mæcenas.

Jens

Men vil de gode Venner ikke spise mere?

Alle Poeter

Nei, vi takke Hr. Patron!

Jens

Saa en Sopken oven paa den fede Mad (han tager Glasset og drikker) Singot.

(Han rækker Glasset fra sig, de fire Poeter drikker, og raabe efter hinanden:)

Længe leve Mæcenas.

(Poeterne drikke fulde Glas.)

Jens

Jeg har ingen Lekkerbisken at byde dem oven paa Maden, men de har desmere at byde mig naar jeg faae høre nogle af deres kiønne Vers.

Første Poet

(langsomt.)

 
Guddommelige Finger!
Du bortfilerer min Siel.
Den trykker sig ud
Igiennem Trængsel – —
 

Han sover alt.

Grete

Det er det første Tegn paa Fornuft, jeg har seet hos ham. Jeg kunde selv sove ind over det Væv, naar jeg ikke var vred.

Første Poet

Nu maae vi see at forsyne os med noget til Aftensmad.

(De tage hver, Julie undtagen, et stort Stykke Brød i Lommen.)

Grete (sagte.)

Nei nu gaaer det for vidt. (hun springer frem) I udhungrede Kieltringer, I Dagdrivere. (De reise sig alle forbausede op) Tør I udhungrede Bester bilde jer ind, at I skal leve af en ærlig arbeidsom Kones Sveed. Spinder I sultne Slyngler, fortiener I kun lidt, fortiener I det dog ærligt. (til første Poet) Herfrem, du Skurk! med det Stykke Brød du stial.

(Første Poet forbluffet, trekker Papiret med Brødet op af sin Lomme, og lægger det paa Bordet, Grete jager ham under Slag af Spandremmen ud. Det gaaer de tre øvrige ligedan.)