Anno 7603

Fierde Poet

En Skilling lader sig ikke dele i fire.

Tredie Poet

Lad os da trække længst Straae, om hvem den skal tilhøre.

Anden Poet. (seer sig om.)

Her er ingen Straae.

Første Poet

Saa lad os heste om den.

(De føle i deres Lommer, men har ingen Penge.)

Julie

Jeg skal tage op; den vinder, som gietter, hvor mange jeg har i Haanden fra een til fire.

(De giette, fierde Poet vinder, og viser en ubeskrivelig Glæde. Pedellen kommer igien med fem Kobberskillinger, som han tæller fra sig paa Bordet. Hver tager en Skilling, fierde Poet to.)

Første Poet

Gid der maatte opvækkes mange saa noble Gemytter blandt Konerne, saa skulde vi ikke saa ofte spise koldt Kiøkken.

Julie

Tør jeg tage mig den Frihed at spørge, hvorledes de kan levere Skandskrifter uden at vide over hvad Æmne?

Første Poet

Æmnet er stedse eens, nemlig over Koner som slaae deres Mænd.

Julie

Men hvad siger Konerne dertil?

Anden Poet

Hvad en honet Kone er, hun prygler sin Mand, og faaer af ham en frisk Pasqvil.

Tredie Poet

Men der findes desværre de blant dem, som ere ugudelige nok til at lee deraf, saa Mændene blive kiede af at slaae Vand paa Gaasen, og Brødet tages os derved af Munden.

Fierde Poet

Herre Gud! Frøken Søster! man maae jo dog leve!

Julie

Jeg indseer just ikke Nødvendigheden. (Alle ser bister til hende, hun grunder forlegen paa Svar) Det kommer ellers an paa, hvem de forstaaer ved Man.

Fierde Poet. (ivrig)

Jeg frabeder mig Spidser.

Tredie Poet. (ivrig)

De er jo kuns en Kik in der Welt.

Anden Poet. (ivrig)

Hun er kommen netop ind i Herligheden, og tør bespotte den.

Første Poet. (ivrig)

Hun kan komme ud derfra, som hun kom ind; jeg mærker Naturen hos det grove Kiøn lader sig ikke tvinge.

Julie

Ah! mine herlige Brødre, jeg troede at der ved man maaskee skulde forstaaes alle Mennesker, altsaa ogsaa de ugudelige Tasker, som ikke prygle deres Mænd, naar de lade udgaae Skandskrifter om dem. Hvad Nytte giøre saadanne vel i Staten; og er det nødvendigt, at de skulle leve?

Fierde Poet

I den Mening taget, har de fuldkommen Ret. Fortryd ikke paa, at jeg misforstod dem!

Første Poet

Herlige Søster! De har herved viist, hvorvel de indseer Broderskabets Vigtighed i Henseende til det hele, og at de har l’esprit du corps.

Anden Poet

Verden bliver alt værre og værre, og vil den saa vedblive, hvad skal der saa blive af os tilsidst?

Tredie Poet

Saa maae den herligste, ædelste og stolteste Indretning, det herlige Broderskab gaae under, og Verden falde ned til sit forrige Chaos.

Julie

Men har vores herlige Broderskab ingen Understøttelse uden af Pasqviller?

Fierde Poet

Jo, af sublime Bagtalelser, som vi dog ikke paatage os uden mod meget svage eller ligegyldige Fruentimmer, af Frygt for mislige Følger. Vores sædvanlige Indkomster er Skandskrifter; thi saa har man ingen vis at pege ud blant os. Har Frøkenen nogen Øvelse i at bagvaske?

Julie

Ja jeg bagvasker saa til Huusbehov; man bliver opdragen dertil blant os. Men underholder deres Herligheders Koner dem ikke? det er jo deres Pligt efter dette Lands Skik?

Tredie Poet

Vi haver ingen velhavende Koner. Den høie Smags Poeter ere formuende Fruentimmers Pest. Saa vidt er Smagen fordærvet her.

Anden Poet

Der friede dog een til mig i Fior.

Første Poet

Men det var jo ogsaa en Tigger.

Fierde Poet

Hun havde ikke det, hun kunde skiule sig med, og desuden – —

(det banker, Pedellen lukker op.)

Tredie Scene

En Pige med Skiødskind. De Forrige

Pigen

Jeg skulde bede Deres Herligheder fra Grete Skoeflikkers Mand, at De vilde spise hos ham til Middag; hans Kone er ikke hiemme.

De fire Poeter

Vi skal have den Ære.

Julie

Maae jeg ogsaa have den Ære?

Første Poet

Spørsmaal! alt hvad heder Genie, er velkommen hos den Mand. Deres Krands giver dem frie Adgang.

Tredie Poet

Det er den uegennyttigste Mæcenas af Verden. Han indbyder os, for han veed, vi ere Genier, og naar vi har forelæst ham et Par Linier af vores Arbeider, falder han i en dyb Søvn, og naar vi ere mætte, gaae vi igien, uden at han veed noget deraf.

Pigen

Han bad dem ogsaa at de vilde bagvaske hans Kone for et Par fremmede som spiser med.

Julie

Det skal skee.

Pigen

Adjeus. (hun gaaer.)

Fierde Scene

De Forrige

Anden Poet. (til Julie)

Det var et voveligt Løfte de giorde. Bagvaske et fornemt Fruentimmer er ikke saa farligt, men denne er en gemeen Lømmel, og før og stærk. Hun giør, hvad de fornemme ville skamme sig ved at giøre, hun slaaer Mandfolk.

Julie

Lad mig om det, jeg tænker snart at reise.

Fierde Poet

Men lad os komme igien til vore Forretninger. – Maae jeg forelæse Herlighederne et Vers jeg giorde til min Kone paa hendes Fødselsdag.

 
Hvor Ørnen ei kan naa
Min Sang skal kronet staae —
 

Første Poet. (falder ham ind.)

 
Jeg veed man kronte samme
Hvor Ørn ei pleier kommer.
 

Mit Vers er noget plat, men jeg haaber de Herrer undskylder det i en impromptu for Sandhedens Skyld.

Fierde Poet. (til Første.)

Hvorfor falder de mig ind i Talen, og hvem mener de med deres Væv?

Første Poet

Ingen, det var et Indfald.

Fierde Poet

(knepper paa hans Bukkel.)

Første Poet

(hevner sig paa samme Maade.)

Fierde Poet. (til Første.)

De har yppet Klammeriet. De behager at møde mig for Raadet.

Første Poet

Hiertelig gierne; Deres Herligheder behager at være Vidner.

Fierde Poet. (til de tvende andre)

Det er sielden, at denne gode Collega, jo finder at udsætte paa alles Vers, undtagen hans egne, og naar han intet finder at udsætte paa dem, saa driver han Spot. Den eneste Maade til at undgaae hans Spottegloser paa, er at smigre for ham, det giorde Frøkenen i sit Vers, og derfor røbede hun Genie; jeg nægter ikke for, at hun jo har det, men hendes Lovtale over Filee-Riimet røber en slet Smag, ifald hun meente, hvad hun da sagde, men det er umueligt, det har hun siden beviist?

Første Poet

Det som er os imellem kan vi afgiøre for Raadet.

Fierde Poet

Jeg ønsker intet heller.

(De vil gaae.)

Tredie Poet

Vi maae jo dog bie til vores Session har Ende. Behager deres Herligheder at høre en Pasqvil over min salig Kone, som Fanden tog forleden, hun begegnede mig tyranisk, ingen Assembleer, ingen Baller, ingen Maskerade maatte jeg komme paa, hun brummede bestandig, fordi jeg ikke tog mig noget af Huusholdningen; naar jeg uskyldigviis een Nat var ude af Huset uden hendes Vidende, saa forgreb hun sig paa min Person. Jeg arme Diævel maatte lide og tie. Men jeg fik retskaffen Hevn over hende, da hun var død. Jeg skrev en Pasqvil over den salig Kone i den almindelige Stiil, paa det at den kunde forstaas af enhver, jeg troer dog ikke at den er ganske plat; den lyder saa:

 
Hør Nyt!
Her hviler noget
Som tit mig broget
Har Livet giort.
Var Tabet stort?
Ja pyt.
 

Julie

Det er det nydeligste Vers jeg min Livstid har hørt i det Fag; den Pyt især er himmelsk.

Tredie Poet

Hvad siger de da om det Noget: her hviler noget. Jeg gider ikke engang giøre hende den Ære at sige, hvad det er for noget, der hviler. Er det ikke bidende?

Julie

Det er bidende, det er sandt. Men hvem skal det bide? Hun er jo død?

Tredie Poet

Ja Himlen skee Tak, men hvem veed, om det ikke kan trænge ned i Graven til hende.

Anden Poet

Men hvem veed, at deres salig Kone er meent ved det Noget.

Første Poet

Alting er jo noget.

Julie

Ja, jeg maae tilstaae, jeg havde ikke begrebet, at de derved meente deres salig Kone, naar de ikke selv havde sagt det.

Fierde Poet. (til Julie.)

Men han siger det til alle.

Tredie Poet

Til hele Verden.

Julie

Men faaer de da ikke Ord for at være ondskabsfuld?

Tredie Poet

Jo, Himlen skee Tak! det er just Ondskab, som kildrer Publicum.

Anden Poet

En eneste undtagen.

Første Poet

At sige, den som den rammer.

Julie

Hevner den sig da ikke.

Fierde Poet

Til visse, men – —

Tredie Poet

Men en død Kierling – Pyt.

Julie

Ha, ha, ha, Skielmsmester! jeg leer mig ihiel af Deres Pyt.

Tredie Poet

(leer hiertelig med Julie.)

Vil Deres Herligheder ikke høre et alvorligt Gravskrift, som jeg har giort over Harpenisten Johanne:

 
Mit Legeme slog Angests Triller —
 

Julie

Med Tilladelse, mig synes, at den sts i Enden af Angests falder lidt haard i Udtalen.

Tredie Poet

De er lidt for ung her, min søde Moer! til at kritisere Mænd, hvis Pander Krandsen længe haver beskygget. Ordet er haardt, men er det ikke ogsaa haardt at miste en elsket Ven? Bør ikke Ordet udtrykke Tanken?

Julie (sagte)

Jeg vil ikke stevnes for Raadet. (høit) Min Herre, jeg indseer nu fuldkommen, at de har Ret, det var, sandt at sige, kun for at undervises, at jeg yttrede nogen Tvivl. Nu har jeg opnaaet mit Ønske; jeg er dem forbunden.

Tredie Poet

Jeg har det beste Haab om dem, de er lærvillig. Hør den Linie endnu engang:

 
Mit Legeme slog Angests Triller.
 

Hvordan synes dem nu, det klinger.

Julie

Det er stolt.

Tredie Poet

Hvordan ville Pøbelen udtrykke denne Tanke?

Julie

Jeg zittrede.

Tredie Poet

Vel taelt, det har sin store Nytte at kiende det platte for at undgaae det.

(Klokken slaaer.)

Første Poet

Mine Herrer, Sessionen er forbie. For Raadet!

Fierde Poet

For Raadet!

Anden Poet

Ja lad os gaae! vi komme tidsnok til Skoeflikkerens Jens endda.

(De gaae.)

Julie

(i det hun gaaer.)

Nu faaer jeg see om Feens Beskrivelse over det høivise Raad er ligesaa rigtig som den over det herlige Broderskab.

Fierde Act

Theatret forestiller en Sahl og nogle Raadsherrer omkring et Bord, hvorpaa staaer en Sminkekrukke, og en Vifte ligger for hver, og et Speil.

Første Scene

Feen. Julie. Raadsherrerne. En Betient

Feen (til Julie.)

Retten er ikke sadt endnu, for de to fornemste Herrer har i Kareten mistet lidt Pudder af deres Vergetter. Bie kun, jeg gaaer.

(hun gaaer.)