Читать книгу: «Lærepenge»
Lærepenge
Lee Child
Lærepenge
Originalens titel: Night School
Copyright © Lee Child, 2016
Copyright © Jentas A/S, 2018
Oversættelse: Jakob Levinsen, © Jentas A/S
Sats: Jentas A/S
Omslag: Jentas A/S
ISBN 978-87-7107-617-2
Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af © Jentas A/S.
Alle rettigheder forbeholdes.
Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
Published by agreement with Darley Anderson Literary Agency.
LEE CHILD på dansk
Falske værdier
61 timer
Værd at dø for
Ingen vej tilbage
Den rette mand
Rent personligt
Hårdt prøvet
Lærepenge
Intet mellemnavn
ET
Om formiddagen gav de Reacher en medalje, og om eftermiddagen sendte de ham tilbage på skolebænken. Medaljen var endnu en Legion of Merit. Hans anden. Det var en nydelig lille ting i hvid lak og med et bånd i en farve et sted mellem lilla og rødt. Hærens regulativ nummer 600-8-22 gjorde det muligt at tildele den for en enestående prisværdig indsats i forbindelse med udførelsen af ekstraordinære opgaver for De Forenede Stater i en ansvarsmæssig nøglerolle. Og det var en udmærkelse, som Reacher i teknisk forstand nok mente at have gjort sig fortjent til. Men han gik også ud fra, at den egentlige bevæggrund for tildelingen var den samme som sidste gang, han havde fået den. Det var en handel. En symbolsk kontrakt. Tag imod flitterstadset, og hold mund om det, vi bad dig om at gøre for at få det. Hvad Reacher nu også under alle omstændigheder havde tænkt sig. Det var ikke ligefrem noget at prale af. Balkan, politiarbejde, en eftersøgning af to lokale med ønske om at holde deres hemmeligheder fra borgerkrigen skjult, begge hurtigt identificeret, lokaliseret, opsøgt og likvideret med skud i hovedet. Det hele som led i fredsprocessen. Forskellige interesser var blevet varetaget, og regionen faldet en smule mere til ro. To uger af hans liv. Fire skud affyret. Ikke noget at tale om.
Hærens regulativ nummer 600-8-22 var overraskende vagt omkring selve tildelingen af medaljer. Der stod kun, at ordener skulle overrækkes i en passende formel ånd og med dertil svarende ceremoni. Hvad der typisk ville sige i et stort lokale med bladguld på møblerne og en masse flag. Og en officer med højere rang end modtageren. Reacher var major med tolv års tjeneste bag sig, men samme formiddag blev der også uddelt andre ordner, heriblandt tre til en trio af oberster og to til et par enstjernede generaler, så den store kanon på stedet var ved denne lejlighed en trestjernet fra Pentagon, som Reacher for mange år siden havde lært at kende, da den pågældende var overordnet militærpolitimand med base i Fort Myer. Den tænksomme type. Så afgjort tænksom nok til at regne ud, hvorfor en major i militærpolitiet blev tildelt en Legion of Merit. Han havde et glimt i øjet. En blanding af ironisk og gravalvorligt. Tag imod flitterstadset, og hold mund. Måske havde han selv engang gjort det samme. Måske endda flere gange. Han havde en hel sildesalat af ordensbånd på venstre side af sin uniformsjakke. Heriblandt Legion of Merit.
Det passende formelle lokale befandt sig dybt inde i Fort Belvoir i Virginia. Det ville sige tæt på Pentagon og dermed hensigtsmæssigt for den trestjernede. Men også hensigtsmæssigt for Reacher, i og med at det var nogenlunde lige så tæt på Rock Creek, hvor han siden sin hjemkomst havde siddet og trillet tommelfingre. Til gengæld knap så hensigtsmæssigt for de andre officerer, der var blevet fløjet ind fra Tyskland.
De tilstedeværende gik lidt rundt, småsnakkede og gav hånd, hvorefter de alle sammen blev tavse, stillede sig på række og stod ret, der blev gjort honnør og enten sat eller hængt medaljer på, og så blev der gået lidt mere rundt og småsnakket og givet hånd. Reacher kantede sig hen mod døren i håb om at kunne smutte ud, men den trestjernede nåede at fange ham inden. Han gav hånd, tog ham om albuen og sagde: ”Jeg hører, at du skal forflyttes.”
”Det har jeg ikke fået noget at vide om,” sagde Reacher. ”Ikke endnu. Hvor har du hørt det henne?”
”Min oversergent. De taler sammen hele tiden. Underofficererne i den amerikanske hær har de bedste jungletrommer i verden. Jeg kan stadig blive overrasket over det.”
”Hvor siger de så, at jeg skal hen?”
”De er ikke helt sikre. Men ikke ret langt. I hvert fald inden for køreafstand. Der er åbenbart blevet rekvireret en bil.”
”Hvornår forventes jeg så selv at finde ud af det?”
”En gang i løbet af i dag.”
”Tusind tak,” sagde Reacher. ”Det er godt at vide.”
Den trestjernede slap hans albue, og så sneg Reacher sig videre hen til døren, gennem den og ud i en korridor, hvor en oversergent standsede brat op og gjorde honnør. Han var stakåndet, som om han havde løbet længe. Måske fra en fjern del af anlægget, hvor det egentlige arbejde blev udført.
”Sir,” sagde han, ”general Garber lader hilse og anmoder Dem om at lægge vejen forbi hans kontor snarest muligt.”
”Hvor skal jeg hen, soldat?” sagde Reacher.
”Inden for køreafstand,” sagde den anden. ”Men det kan betyde lidt af hvert her på stedet.”
Garbers kontor lå i Pentagon, så Reacher fik kørelejlighed med to kaptajner, der boede i Belvoir og havde eftermiddagsvagter i ring B. Garber havde sit helt eget afsondrede lokale to ringe inde, to etager op, og uden for døren sad en sergent og holdt vagt bag et skrivebord. Han rejste sig, førte Reacher indenfor og bekendtgjorde hans navn som en anden gammeldags butler på film. Derpå trådte han til side og skulle til at trække sig tilbage, da Garber standsede ham og sagde: ”Sergent, jeg vil gerne have Dem til at blive her.”
Det gjorde han så, og stod rør med benene solidt plantet på det skinnende linoleum.
Et vidne.
”Sid ned, Reacher,” sagde Garber.
Det gjorde Reacher så i en gæstestol med rørformede ben, der gav efter under hans vægt og vippede ham baglæns, som om det blæste kraftigt.
”De har fået nye ordrer,” sagde Garber.
”Hvad, og hvorhenne?” sagde Reacher.
”De skal tilbage på skolebænken.”
Reacher sagde ikke noget.
”Skuffet?” sagde Garber.
Derfor vidnet, gik Reacher ud fra. Ikke nogen samtale under fire øjne. Korrekt opførsel. ”Som altid, general,” sagde han, ”tager jeg med glæde derhen, hvor hæren sender mig.”
”De lyder nu ikke særlig glad. Men det burde De. Efteruddannelse er er en herlig ting.”
”Hvilken skole?”
”Detaljerne bliver afleveret på Deres kontor i dette øjeblik.”
”Hvor længe skal jeg være væk?”
”Det kommer an på Deres arbejdsindsats. Så længe det nu er nødvendigt, vil jeg tro.”
Reacher tog bussen på Pentagons parkeringsplads og kørte de to stop hen til foden af bakken ved hovedkvarteret i Rock Creek. Han gik op ad skråningen og direkte hen på sit kontor. Midt på skrivebordet lå der et tyndt dossier. På forsiden stod hans navn, nogle tal og en kursusbeskrivelse: Retsteknisk nytænknings betydning for tværinstitutionelt samarbejde. Indeni lå der nogle papirark, som stadig var varme fra kopimaskinen og blandt andet omfattede en formel underretning om hans midlertidige overførelse til et sted, der lod til at være et lejet anlæg i et erhvervsområde i McLean, Virginia. Der skulle han melde sig inden klokken sytten samme dag. I civil påklædning. Der ville være overnatningsfaciliteter på stedet. Et privat køretøj ville blive stillet til rådighed. Uden chauffør.
Reacher stak dossieret under armen og forlod bygningen. Ingen så ham gå. Han var ikke af interesse for nogen. Ikke længere. Han var en skuffelse. Et antiklimaks. Underofficerernes jungletrommer havde holdt vejret uden at få andet ud af det end et formålsløst kursus med en intetsigende titel. Ikke spor spændende. Så nu var han altså blevet en ikkeperson. Som en baseballspiller på skadeslisten. Om en måneds tid ville nogen måske pludselig komme i tanke om ham et øjeblik og spekulere over, hvornår han mon kom tilbage, eller om han i det hele taget gjorde, og derefter lige så hurtigt glemme ham igen.
Den vagthavende inden for døren kiggede op og kiggede så væk igen med et udtryk af kedsomhed.
Reacher havde ikke ret meget civilt tøj, og en del af det var ikke engang rigtig civilt. Hans fritidsbukser var af kaki, fra marinekorpset og hen ved tredive år gamle. En bekendt af en bekendt arbejdede på et lager, hvor der efter sigende lå en bunke gamle ting, som var blevet fejlleveret helt tilbage under præsident Johnson og derefter bare glemt. Og historiens morale var tilsyneladende, at gamle marinebukser til forveksling lignede nye bukser fra Ralph Lauren. Ikke at Reacher gik op i buksers udseende. Men fem dollars var en glimrende pris. Og bukserne var fortrinlige. Aldrig brugt, aldrig udleveret, snorlige foldet, lidt jordslåede, men ellers i stand til at holde mindst tredive år endnu.
Hans T-shirts til fritidsbrug var ikke spor mere civile, for det var gamle ting fra hæren, som var blevet falmede og tyndslidte i vask. Kun hans jakke var helt igennem ikkemilitær. Det var en lysebrun denimsag fra Levi’s og fuldstændig ægte i alle henseender, også mærket, men var blevet syet af en tidligere kærestes mor i en kælder i Seoul.
Han skiftede, pakkede resten af sine ting sammen i en vadsæk og en dragtpose og bar det ud til kantstenen, hvor en sort Chevrolet Caprice holdt parkeret. Han gættede på, at det var en gammel patruljevogn fra militærpolitiet, der nu var sendt på pension og havde fået kendemærkerne fjernet samt hullerne til lysbjælken og antennerne lukket med gummipropper. Nøglen sad i. Sædet var slidt. Men motoren startede, gearkassen fungerede, og bremserne fungerede fint. Reacher lavede en U-vending, som havde han fået kommando over et slagskib, og satte så kursen mod McLean, Virginia, med vinduerne rullet ned og radioen tændt.
Erhvervsområdet var fuldstændig mage til så mange andre af slagsen, brunt og beige med diskrete skilte, nydelige plæner, stedsegrønne planter, lave bygningskomplekser i to og tre etager fordelt ud over et tomt område til glæde for folk, der gemte sig bag intetsigende og ydmyge navne og det tonede glas i deres kontorvinduer. Ved hjælp af husnummeret fandt Reacher frem til det rigtige sted og drejede ind ved et knæhøjt skilt med teksten Educational Solutions Incorporated, der var skrevet med så store typer, at det virkede barnligt.
Foran døren holdt to andre Chevy Capricer parkeret. Den ene var sort, den anden marineblå. De var begge to nyere end Reachers. Og de var også begge regulært civile i den forstand, at de hverken havde gummipropper eller sprøjtemalede døre. Det var statslige biler, det var der ingen tvivl om, rene og skinnende og begge med to antenner ud over det, der var nødvendigt for at høre baseballtransmissioner. Men der var ikke tale om to identiske ekstraantenner. På den sorte bil lignede det små nåle og på den blå lange piske i en anden kombination. På en anden bølgelængde. To forskellige organisationer.
Tværinstitutionelt samarbejde.
Reacher parkerede ved siden af dem og lod sine ting blive i bilen. Han gik ind i en tom entré, hvor der var gråt tæppe på gulvet og hist og her en grøn pottebregne op ad væggen. På en af dørene stod der Kontor. Og på en anden dør Undervisning. Den åbnede Reacher. Der hang en grøn tavle for enden af lokalet, og foran var der opstillet tyve skrivepulte på fire rækker med fem i hver, alle med en lille hylde i højre side til papir og blyant.
Ved to af bordene sad der en mand, begge i jakkesæt. Det ene var sort og det andet marineblåt. Ligesom bilerne. Begge mændene så lige ud i luften, som om de havde talt sammen, men var løbet tør for samtaleemner. De var nogenlunde på samme alder som Reacher. Fyren i det sorte jakkesæt var bleg og havde mørkt hår, der var faretruende langt i betragtning af, at han kørte i en bil fra staten. Fyren i det blå jakkesæt var bleg og havde farveløst hår, der var maskinklippet. Ligesom en astronaut. Han var også bygget som en astronaut eller som en gymnast, der havde været aktivt udøvende indtil for ganske nylig.
Reacher trådte indenfor, og de vendte sig begge to om.
”Hvem er du?” sagde den mørkhårede.
”Det afhænger af, hvem du er,” sagde Reacher.
”Din identitet afhænger altså af min?”
”Om jeg fortæller dig den eller ej. Er det jeres biler uden for?”
”Har det nogen betydning?”
”De er sigende.”
”Hvordan det?”
”Fordi de er forskellige.”
”Jo,” sagde fyren. ”Det er vores biler. Og jo, du befinder dig i et undervisningslokale sammen med to forskellige repræsentanter for to forskellige statslige institutioner. På et samarbejdskursus. Hvor de vil lære os alt muligt om at samarbejde med andre organisationer. Sig ikke, at du også kommer fra en af dem?”
”Militærpolitiet,” sagde Reacher. ”Men bare rolig. Jeg er sikker på, at der vil være masser af civiliserede mennesker her klokken sytten. Så kan I bare glemme mig og finde ud af at arbejde sammen med dem i stedet.”
Den maskinklippede kiggede op og sagde: ”Nej, jeg tror ikke, at vi bliver flere. Jeg tror kun, kurset er for os. Der er kun gjort tre soveværelser klar. Jeg så mig omkring før.”
”Måske skal vi undervise. Måske bor eleverne et andet sted.”
”Ja, det vil give bedre mening,” sagde den mørkhårede.
Reacher mindedes samtalen på Garbers kontor. ”Min overordnede kaldte det efteruddannelse,” sagde han. ”Jeg fik en stærk fornemmelse af, at jeg skulle tage imod, ikke give. Derefter antydede han, at jeg kunne klare kurset hurtigt ved hjælp af en hård arbejdsindsats. Alt taget i betragtning forventer jeg derfor ikke at skulle undervise. Lød jeres ordrer anderledes end det?”
”Ikke rigtig,” sagde den maskinklippede.
Fyren med håret svarede ikke med andet end et kraftigt, eftertænksomt skuldertræk, der syntes at medgive, at kun en stærkt fantasifuld person kunne fortolke hans ordrer anderledes.
”Jeg er Casey Waterman, FBI,” sagde den maskinklippede.
”Jack Reacher, hæren.”
”John White, CIA,” sagde den langhårede.
De gav hånd og henfaldt så til den samme tavshed, som Reacher havde bemærket på vej ind i lokalet. De var løbet tør for samtaleemner. Han satte sig ved et bord omme bagved. Waterman sad foran på venstre hånd, og White sad foran til højre. Waterman sad helt stille. Men stadig opmærksom. Han fik tiden til at gå og sparede på energien. Det havde han prøvet før. Han var en erfaren agent. Absolut ikke nogen nybegynder. Og selv om White på alle måder var anderledes, var han det heller ikke. White var i konstant bevægelse. Han sitrede og vred sig og gned sig i hænderne, missede ud mod et punkt i lokalet enten langt væk eller tæt på, klemte nogle gange øjnene sammen og skar ansigt og kiggede skiftevis til venstre og til højre, som om han var fanget i en pinagtig tankerække uden mulighed for at slippe væk. En analytiker, gættede Reacher på, der havde tilbragt mange år i en verden fuld af upålidelige oplysninger og både dobbelt, tredobbelt og firdobbelt bedrag. Så havde han også lov til at virke lidt urolig.
Ingen af dem sagde noget.
Fem minutter efter brød Reacher tavsheden og spurgte: ”Har vi en forhistorie med dårligt samarbejde? FBI, mener jeg, og CIA og militærpolitiet. Jeg kender ikke til, at det skulle være et problem. Gør I?”
”Du drager den forkerte konklusion, tror jeg,” sagde Waterman. ”Det her handler ikke om fortiden. Det handler om fremtiden. De ved allerede, at vi godt kan finde ud af at samarbejde. Og det giver dem mulighed for at udnytte os. Tænk på første halvdel af kursustitlen. Det handler lige så meget om retsteknisk nytænkning som om samarbejde. Og nytænkning vil for dem sige at spare penge. I fremtiden kommer vi alle sammen til at samarbejde endnu mere. Ved at dele laboratoriefaciliteter. De vil bygge et helt nyt sted, som vi så skal være fælles om. Det er i hvert fald mit bud. Vi er her for at få at vide, hvordan det skal komme til at fungere.”
”Det er for søgt,” sagde Reacher. ”Jeg ved intet om laboratorier eller planlægning. Det giver ingen mening at inddrage mig i den slags.”
”Det samme her,” sagde Waterman. ”Sandt at sige er det ikke nogen af mine stærke sider.”
”Det er ikke bare søgt,” sagde White. ”Det er et kolossalt spild af tid. Der er langt vigtigere ting at beskæftige sig med.”
Såsom at sitre og vride sig og vride hænder.
”Har de frigjort dig fra en opgave for at sende dig hertil?” spurgte Reacher. ”Har du noget, du mangler at gøre færdig?”
”Nej, faktisk stod jeg til at skulle forflyttes. Jeg har lige afsluttet noget. Med succes, troede jeg ellers, men det her var så belønningen.”
”Se på det positive ved det. Du kan slappe af. Tage det roligt. Tage ud og spille golf. Du behøver ikke at lære, hvordan man får det til at fungere. CIA er komplet ligeglade med laboratorier. I bruger dem jo knap nok.”
”Jeg kommer tre måneder bagud med den opgave, jeg ellers burde være begyndt på lige nu.”
”Som er hvad?”
”Det kan jeg ikke fortælle.”
”Hvem udfører den så i stedet?”
”Det kan jeg heller ikke fortælle.”
”En god analytiker?”
”Ikke god nok. Han risikerer at overse ting. Det kan godt være afgørende. Den slags sager er umulige at forudsige.”
”Hvilke ting?”
”Det kan jeg ikke fortælle.”
”Men altså vigtige sager?”
”Langt vigtigere end det her.”
”Hvad er det, du lige har afsluttet?”
”Det kan jeg ikke fortælle.”
”Var det ekstraordinære opgaver for De Forenede Stater i en ansvarsmæssig nøglerolle?”
“Hvad?”
“Eller noget tilsvarende.”
“Ja, det vil jeg mene.”
”Men det her var altså belønningen.”
”Det samme her,” sagde Waterman. ”Jeg er i samme båd. Jeg kunne sige nøjagtig det samme som ham. Jeg så frem til at blive forfremmet. Ikke til det her.”
”Forfremmet til hvad? Eller efter hvad?”
”Vi fik afsluttet en stor sag.”
”Hvilken slags sag?”
”Grundlæggende set en menneskejagt. Mange år gammel og meget kold. Men det lykkedes.”
”I nationens tjeneste?”
”Hvad handler det her om?”
”Jeg sammenligner jer. Og der er altså ikke den store forskel. I er særdeles dygtige agenter, allerede rimeligt erfarne; I opfattes som loyale og pålidelige og troværdige og får derfor også noget nyttigt at lave. Men nu skal det her så være belønningen. Og det kan kun betyde én af to ting.”
”Som er?” sagde White.
”Måske har I gjort noget, der har vakt uro i visse kredse. Måske er der opstået behov for at benægte det. Måske er det nødvendigt at gemme jer af vejen. Ude af øje og ude af sind.”
White rystede på hovedet. ”Nej,” sagde han, ”det nød almindelig respekt. Det vil det gøre i mange år frem. Jeg fik en hemmelig orden. Og et personligt brev fra udenrigsministeren. Og det behøver ikke at blive benægtet, for hele operationen var mørklagt. Ingen i de pågældende kredse kendte noget til det.”
Reacher så på Waterman og sagde: ”Var der noget urovækkende ved din menneskejagt?”
Waterman rystede på hovedet og sagde: ”Hvad er den anden mulighed?”
”At det her ikke er et kursussted.”
”Hvad er det så?”
”Det er et sted, hvor de sender gode agenter hen umiddelbart efter en særdeles vellykket operation.”
Waterman tøvede et øjeblik. En ny indskydelse. ”Gælder det samme for dig?” sagde han. ”Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle gøre det. Hvorfor indkalde to af samme slags i stedet for tre?”
Reacher nikkede. ”Det samme gælder for mig. Jeg kommer også lige fra en meget vellykket operation. Det er helt sikkert. Så sent som i formiddags fik jeg en medalje. I et bånd om halsen. For en veludført opgave. Helt igennem pænt og ordentligt. Intet at blive urolig over.”
”Hvad var det for en slags opgave?”
”Det er givetvis fortroligt. Men jeg har fra pålidelig kilde, at det kan have drejet sig om at bryde ind i et hus og skyde beboeren i hovedet.”
”Hvor?”
”Én gang i panden og én gang bag øret. Det slår aldrig fejl.”
”Nej, hvor lå huset henne?”
”Det er givetvis også fortroligt. Men det har nok været i udlandet. Og jeg har også fra pålidelig kilde, at der var en hel masse konsonanter i bynavnet. Faktisk ikke ret mange vokaler overhovedet. Og så gjorde vedkommende det samme den følgende nat. I et andet hus. Det alt sammen med god grund. Hvad der alt i alt også betyder, at han for mig at se bagefter kunne have forventet noget bedre end det her. Jeg ville mindst forvente, at han fik lidt at skulle have sagt i forhold til sin næste udsendelse. Måske endda ligefrem noget at vælge imellem.”
”Præcis,” sagde White. ”Og jeg ville i hvert fald ikke have valgt det her. Jeg ville have valgt at gøre nøjagtig det, som jeg egentlig burde gøre lige nu.”
”Noget, der var udfordrende?”
”Ja, meget.”
”Og det er typisk nok. Som belønning vil vi gerne udfordres. Vi vil ikke have lette opgaver. Vi vil videre.”
”Præcis.”
”Måske er vi også kommet det,” sagde Reacher. ”Lad mig spørge jer om noget. Tænk tilbage på, da I fik ordre om det her. Var det ansigt til ansigt eller på skrift?”
”Ansigt til ansigt. Det ville det nødvendigvis være med noget af denne art.”
”Var der en tredje person i lokalet?”
”Det var der faktisk,” sagde White. ”Det var ydmygende. En kontorassistent, der ventede på at komme til at aflevere en bunke papirer. Han bad hende blive. Hun stod der bare.”
Reacher så over på Waterman, der sagde: ”Det samme her. Han bad sin sekretær blive i lokalet. Det ville han normalt ikke gøre. Hvor vidste du det fra?”
”Fordi jeg selv oplevede det samme. Hans sergent. Som vidne. Men også en sladrehank. Det var hele idéen. De snakker konstant med hinanden. I løbet af få sekunder vidste alle, at jeg ikke skulle forflyttes til noget interessant. Blot på et meningsløst kursus med en intetsigende titel. Jeg blev en gammel hat med det samme. Forsvandt omgående fra radaren. Jeg er sikker på, at alle er klar over det nu. Jeg er en ikkeperson. Jeg forsvandt ind i den bureaukratiske tåge. Og det gjorde I måske også. Måske har kontorassistenter og FBI-sekretærer deres egne netværk. I det tilfælde er vi tre lige nu de mest usynlige mennesker på kloden. Ingen stiller spørgsmål om os. Ingen er nysgerrige på vores vegne. Der er knap nok nogen, der kan huske os. Intet er mere kedsommeligt end vores nuværende opholdssted.”
”Du siger altså, at de har flyttet tre uafhængige, men velfungerende agenter ned under radaren. Hvorfor dog det?”
”Under radaren er ikke engang dækkende. Vi er på kursus. Vi er fuldstændig usynlige.”
”Hvorfor? Og hvorfor os tre? Hvordan hænger det sammen?”
”Det ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at det rummer udfordringer. Sikkert af den slags, som tre velfungerende agenter kan opfatte som en tilfredsstillende belønning for veludført arbejde.”
”Hvad er det her for et sted?”
”Det ved jeg ikke,” sagde Reacher igen. ”Men et kursussted er det i hvert fald ikke. Det er helt sikkert.”
Nøjagtig klokken sytten drejede to sorte varevogne ind ude fra vejen, kørte forbi det knæhøje skilt og parkerede bag de tre Capricer som en anden barrikade for at spærre dem inde. To mænd i jakkesæt steg ud af hver sin varevogn. Secret Service eller U.S. Marshals. De så sig begge to hurtigt omkring, vurderede, at der ikke var fare på færde, og vendte sig mod varevognene igen for at hjælpe deres chefer ud.
Der steg en kvinde ud af den anden varevogn. Hun havde en mappe i den ene hånd og et bundt papirer i den anden. Hun var klædt i en nydelig sort kjole. Knælang. Det var den slags, der både kunne gå an om dagen sammen med perler i tyste, højtbeliggende kontorer og om aftenen med diamanter ved cocktailparties og receptioner. Hun var ældre end Reacher, måske ti år eller endnu mere. Midten af fyrrerne, men holdt sig godt. Intelligent udseende. Hendes mellemlange, lyse hår sad i en afslappet frisure og var uden tvivl redt igennem med fingrene. Hun var højere end gennemsnittet, men ikke bredere.
Så steg der en mand ud af den første varevogn, og ham genkendte Reacher med det samme. Han var i avisen mindst en gang om ugen og i tv endnu oftere, for ud over at få sine egne ting dækket optrådte han også på en masse arkivfotos og gamle nyhedsoptagelser fra regeringsmøder og intense diskussioner i skjorteærmer på Det Ovale Kontor. Det var Alfred Ratcliffe, den nationale sikkerhedsrådgiver. Præsidentens vigtigste medarbejder i forbindelse med ting, der kunne tænkes at gå galt. Problemløseren. Højrehånden. Rygterne ville vide, at han var næsten halvfjerds, men sådan så han ikke ud. Han var en gammel overlever fra udenrigsministeriet, der i tidens løb både havde været inde i varmen og ude i kulden, når de politiske vinde skiftede, og han ikke selv gjorde det, men ikke desto mindre var han blevet hængende længe nok til, at hans rygrad til sidst havde skaffet ham den bedste af alle stillinger.
Kvinden sluttede sig til ham, og med de fire jakkesæt omkring sig gik de sammen hen til entrédørene, som Reacher hørte gå op, hvorefter han hørte skridt på det hårde tæppe, og så trådte de alle sammen ind i undervisningslokalet med to jakkesæt bagest og to foran på vej hen mod tavlen, først Ratcliffe og derefter kvinden, indtil de ikke kunne komme længere, vendte sig om og så ud i lokalet nøjagtig ligesom lærere ved begyndelsen på en lektion.
Ratcliffe så først på White, så på Waterman og så på Reacher omme bagved.
”Det her er ikke et kursussted,” sagde han.
TO
Kvinden gik på sømmelig vis ned i knæ og lagde sin mappe og sin papirbunke fra sig på gulvet. Ratcliffe trådte et skridt frem og sagde: ”I er blevet bragt hertil under falske forudsætninger. Men vi ville bare ikke gøre noget stort nummer ud af det. Så hellere en smule vildledning. Om muligt vil vi undgå opmærksomhed. I hvert fald i den indledende fase.”
Og så holdt han en dramatisk kunstpause som for at lægge op til spørgsmål, men der blev ikke stillet nogen. Ikke engang: den indledende fase af hvad? Det var bedre at høre salgstalen helt til ende. I forbindelse med ordrer fra de højere magter var det altid det sikreste.
”Er der nogen her,” sagde Ratcliffe, ”der i jævne og enkle vendinger kan formulere den siddende regerings nationale sikkerhedspolitik?”
Ingen sagde noget.
”Hvorfor svarer I ikke?” spurgte Ratcliffe.
Waterman gemte sig bag et uudgrundeligt blik, og White trak på skuldrene som for at sige, at det selvsagt var alt for umådeligt kompliceret til at udtrykke i enkle vendinger, og at det jævne og enkle under alle omstændigheder var subjektive størrelser og derfor selvsagt også krævede en indledende drøftelse om definitionerne.
”Det er et snydespørgsmål,” sagde Reacher.
”Du mener altså ikke, at vores politik kan forklares i enkle vendinger?” sagde Ratcliffe.
”Jeg mener ikke, at der er nogen.”
”Du mener altså, at vi er inkompetente?”
”Nej, jeg mener, at verden er i forandring. Det er bedre at være fleksibel.”
”Er du ham fra militærpolitiet?”
”Javel, sir.”
Ratcliffe holdt atter inde et øjeblik, så sagde han: ”For lidt over tre år siden eksploderede en bombe i en garage under en meget høj bygning i New York City. For de dræbte og sårede var det naturligvis en personlig tragedie, men i et globalt perspektiv var det ikke noget særligt. Ud over at verden i samme øjeblik gik amok. Jo mere vi kiggede efter, desto mindre kunne vi se, endsige forstå. Tilsyneladende havde vi fjender overalt, men vi kunne ikke med sikkerhed vide, hvem de var, hvor de var, eller hvorfor de var der, eller hvordan de var forbundet, eller hvad de var ude på, og vi havde så afgjort ingen anelse om, hvad deres planer var. Vi kom ingen vegne. Men i det mindste indså vi det. Derfor spildte vi heller ikke tiden med at udvikle en politik for ting, vi endnu ikke havde hørt om. Efter vores opfattelse ville det blot give en falsk tryghedsfølelse. Så lige nu består vores standardprocedure i at løbe forvildede rundt og tage os af ti ting ad gangen, i det øjeblik de opstår. Vi jagter alle spor, for det er vi nødt til. Om lidt over tre år fra nu indtræffer årtusindskiftet, som hver eneste hovedstad på kloden vil fejre i døgndrift, og dermed er denne dato også det største propagandamål i klodens historie. Vi er nødt til at vide i god tid, hvem de pågældende er. Dem alle sammen. Så derfor ser vi ikke bort fra noget.”
Ingen sagde noget.
”Jeg har ikke som sådan behov for at retfærdiggøre mig over for jer,” sagde Ratcliffe. ”Men det er nødvendigt for jer at forstå teorien bag. Vi antager intet og vender hver en sten.”
Ingen sagde noget. Ikke engang: Er der en særlig sten i tankerne for vores vedkommende? Det er altid bedre ikke at tale, medmindre man bliver talt til. Bedre bare at vente.
Men så vendte Ratcliffe sig om mod kvinden og sagde: ”Dette er dr. Marian Sinclair, min stedfortræder. Hun vil afslutte orienteringen. Hvert eneste ord, hun siger, har fuld opbakning fra mig og dermed også fra præsidenten. Hvert eneste ord. Det her er muligvis komplet tidsspilde og vil ikke føre til noget, men indtil vi kan være helt sikre på det, prioriteres det nøjagtig lige så højt som alt det andet. Der skal ikke spares på nogen indsats. I vil få alt, hvad I har behov for.”
Og så hastede han ud mellem to fortravlede jakkesæt. Reacher hørte dem gå ud af entréen, hvorpå deres kassevogn startede og kørte bort. Dr. Marian Sinclair drejede et bord på forreste række, så det vendte ud mod lokalet, så satte hun sig ned med sine veltrænede arme, mørke nylonstrømper og dyre sko. Hun krydsede benene og sagde. ”Kom så herop.”
Reacher rykkede frem til tredje række og klemte sig ind bag et bord, så han sammen med Waterman og White kom til at udgøre en nydelig og lydhør halvcirkel. Sinclair så åben og ærlig ud, men også presset af stress og bekymringer. Der var noget alvorligt på færde. Det var tydeligt nok. Måske var Garber kommet med en hentydning. De lyder nu ikke særlig glad. Men det burde De. Måske var alt endnu ikke tabt. Reacher gik ud fra, at White var ved at nå til den samme konklusion. Han lænede sig frem uden at bevæge blikket. Waterman rørte sig ikke. Sparede på energien.
”I Hamburg i Tyskland ligger der en lejlighed,” sagde Sinclair. ”I et fornemt kvarter, rimeligt centralt og temmelig dyrt, men måske også lidt midlertidigt og erhvervspræget. Det seneste år har lejligheden været udlejet til fire mænd i tyverne. Ikke tyskere. De tre er saudiarabere, og den fjerde er iraner. Alle fire fremstår gennemført verdslige. Glatbarberede, korthårede, velklædte. De fortrækker polotrøjer i pastelfarver med alligatorlogo på. De går med Rolexure af guld og i italienske sko. De kører i BMW og går på natklubber. De går bare ikke på arbejde.”
Reacher så White nikke for sig selv, som om han udmærket kendte til den type situationer. Waterman reagerede ikke.
”Lokalt anses de fire unge mænd for at være playboys af den ubetydelige slags,” sagde Sinclair. ”Sikkert langt ude beslægtet med nogle rige og fremtrædende familier. Ude at løbe hornene af sig, inden de vender hjem til olieministeriet. Med andre ord helt almindeligt eurotrash. Det er bare ikke tilfældet, ved vi. Vi ved, at de er blevet rekrutteret i deres respektive hjemlande og sendt til Tyskland via Yemen og Afghanistan af en ny organisation, vi endnu ikke kender ret meget til. Ud over at den tilsyneladende har god økonomi, er stærkt jihadistisk, overvejende gør brug af paramilitær træning og ikke går op i nationalitet. Det er usædvanligt at se saudiarabere og iranere arbejde sammen. Men arbejde sammen gør de. De gjorde et godt indtryk i træningslejrene og blev så sendt til Hamburg for et år siden. Deres mission bestod i at slå sig ned i Vesten, leve stilfærdigt og afvente yderligere instrukser. Som de foreløbig ikke har fået nogen af. Der er med andre ord tale om en sovende celle.”
Waterman rørte på sig og sagde: ”Hvor ved vi alt det fra?”
”Iraneren er på vores side,” sagde Sinclair. ”Han er dobbeltagent. CIA styrer ham fra konsulatet i Hamburg.”
”Modig fyr.”
Sinclair nikkede. ”Og modige fyre er ikke sådan lige at finde. Det er en af de måder, verden har ændret sig på. I gamle dage plejede meddelerne selv at opsøge ambassaderne. De skrev tiggerbreve. Nogle af dem valgte vi at afvise. Men det var gamle kommunister. Nu har vi brug for unge arabere, og vi kender ikke nogen.”
”Hvad skal I bruge os til?” sagde Waterman. ”Situationen er stabil. De går ingen steder. Når de bliver beordret i aktion, vil I modtage ordren cirka et minut efter dem. Altså forudsat, at konsulatet har døgnbemanding på omstillingsbordet.”
Det var bedre at høre salgstalen helt færdig.
”Situationen er stabil,” sagde Sinclair. ”Der sker ikke noget. Men så gjorde der det alligevel. For få dage siden. Bare et lillebitte tilfældigt udslag. De fik besøg.”
På Sinclairs opfordring rykkede de fra undervisningslokalet over på kontoret. Hun sagde, at undervisningslokalet var ukomfortabelt på grund af bordene, og det var Reacher helt enig i. Han var en meter og femoghalvfems og vejede hundrede og ti kilo. Han ikke så meget sad ved sit bord, som han bar det. Kontoret havde derimod et mødebord med fire læderstole omkring. Hvad der øgede det niveau af komfort, Sinclair lod til at forvente. Hvad der også gav god mening. Hun havde trods alt selv lejet lokalet, sikkert dagen forinden, eller fået en underordnet til at gøre det på sine vegne. Tre soveværelser og fire stole til orienteringsmøderne.
Mændene i jakkesæt blev stående udenfor, og Sinclair sagde: ”Vores agent blev udfrittet om hver eneste tænkelig detalje, og hans konklusioner er efter vores mening troværdige. Den besøgende var endnu en saudiaraber. Samme alder som dem. Klædt på samme måde. Slikket hår, guldkæde om halsen, alligator på trøjen. De ventede ham ikke. Det kom fuldstændig bag på dem. Men de har det lidt ligesom i mafiaen, hvor man også kan blive bedt om at udføre en tjeneste. Det hentydede den besøgende til. Han viste sig at være det, de kalder en kurer. Havde ikke noget med dem at gøre, men noget helt andet. Han var bare i Tyskland i arbejdsøjemed og havde brug for et sikkert sted at overnatte. Hvad der som kurer altid er at foretrække. Hoteller efterlader uundgåeligt spor. De nye netværk er meget paranoide, for de er spredt over et meget stort område, og derfor er sikker kommunikation også i teorien meget vanskelig. De er overbevist om, at vi kan aflytte deres mobiltelefoner, hvad vi sikkert også kan, og de tror også, at vi kan læse deres e-mails, hvad vi givetvis også snart er i stand til, og de ved, at vi åbner deres breve med damp. Så derfor foretrækker de at anvende kurerer, hvilket i realiteten svarer til gammeldags budbringere. De har ikke mapper lænket til håndleddet. De har mundtlige spørgsmål og svar inde i hovedet, og deres opgave er at tage frem og tilbage mellem kontinenterne med spørgsmål og svar, spørgsmål og svar. Det er en langsom proces, men fuldkommen sikker. Der bliver ikke afsat nogen elektroniske fingeraftryk noget sted, intet på papir og intet andet at se end en fyr med guldkæde på vej gennem en lufthavn sammen med en million andre mage til.”
”Ved vi, om Hamburg var hans endelige bestemmelsessted?” spurgte White. ”Eller afbrød han sin rejse på vej til et andet sted i Tyskland?”
”Hans mission var i Hamburg,” sagde Sinclair.
”Men ikke hos drengene i huset.”
”Nej, hos en anden.”
”Ved vi, hvem der havde sendt ham? Går vi ud fra, at det er de samme fra Yemen og Afghanistan?”
”Vi har en stærk formodning om, at det er de samme. På grund af en anden omstændighed.”
”Hvilken?” sagde Waterman.
”Som følge af et statistisk ikke særlig forbløffende sammentræf kendte budbringeren en af saudiaraberne i huset. De havde tilbragt tre måneder sammen i Yemen med at klatre i reb og affyre AK-47’ere. Verden er lille. Derfor talte de kortvarigt sammen, og iraneren overhørte lidt af deres samtale.”
”Hvad hørte han?”
”Fyren afventede et forestående møde to dage senere. Stedet blev aldrig nævnt, eller iraneren hørte det i hvert fald ikke, men ud fra sammenhængen at dømme har det været rimeligt tæt på huset. Han var der ikke for at overbringe et budskab, han var der for at modtage information. En indledende erklæring, siger iraneren. En første tilkendegivelse af en slags. Så meget fremgik af sammenhængen, ifølge iraneren. Budbringeren skulle høre erklæringen og bringe den med tilbage i sit hoved.”
”Det lyder som begyndelsen på en forhandling. Som et indledende udspil.”
Sinclair nikkede. ”Vi forventer, at budbringeren vender tilbage. Mindst en enkelt gang med enten positivt eller negativt svar.”
”Har vi nogen anelse om emnet?”
Sinclair rystede på hovedet. ”Men det er noget vigtigt. Det er iraneren sikker på, for budbringeren var en elitekriger nøjagtig ligesom ham selv. Han må have gjort et godt indtryk i lejrene, for hvordan skulle han ellers have fået polotrøjer, italienske sko og fire forskellige pas? Han var ikke den slags, som de små fisk i hver ende benytter sig af. Han var den type, som kun lederne benytter som budbringer.”
”Fandt mødet så sted?”
”Sidst på eftermiddagen den næste dag. Fyren gik ud i halvtreds minutter.”
”Og hvad så derefter?”
”Han rejste den følgende morgen.”
”Ikke flere samtaler mellem ham og fyren i huset?”
”En enkelt. Og den var god. Han fortalte det hele uden omsvøb. Han fortalte sin ven den oplysning, han skulle bringe med hjem. Uden videre. Han kunne ikke lade være. Fordi han selv var imponeret, tror vi. Over omfanget. Iraneren sagde, at han lød virkelig spændt. Vi taler om unge mænd i tyverne.”
”Hvad var oplysningen så?”
”Det var en indledende erklæring. En åbningstilkendegivelse. Nøjagtig ligesom iraneren havde formodet. Kort og præcis.”
”Hvordan lød den?”
”Amerikaneren forlanger ét hundrede millioner dollars.”
TRE
Sinclair rettede sig op og rykkede tættere på bordet som for at understrege sin pointe, og så sagde hun: ”Ifølge alle beskrivelser er iraneren yderst kvik, velformuleret og opmærksom på sproglige nuancer, og stationslederen på stedet gennemgik det med ham igen og igen, og vi er fuldt og fast overbevist om, at der var tale om en enkelt åbningstilkendegivelse. I løbet af de halvtreds minutter mødte budbringeren en amerikaner ansigt til ansigt. Mandlig, for der blev ikke bemærket noget om nogen kvinde, og det ville der være blevet, siger iraneren. Det er han fuldstændig sikker på. I løbet af mødet fortalte amerikaneren budbringeren, at han forlangte ét hundrede millioner dollars. Det var prisen for noget. Det var tydeligvis sammenhængen. Men det var afslutningen på udvekslingen. Vi ved ikke, hvem amerikaneren er, hvad de hundrede millioner er for, eller hvem udspillet er rettet mod.”
”Men hundrede millioner indsnævrer mulighederne,” sagde White. ”Selv som et indledende udspil, der kan forhandles ned til halvtreds, er det stadig pænt mange penge. Hvem ligger inde med så meget? Måske en del, men ikke flere end at de kan være i en enkelt adressebog.”
”Det er den forkerte måde at anskue det på,” sagde Reacher. ”Det er langt bedre at finde sælgeren end køberen. Hvad vil folk, som klatrer i reb i Yemen, betale hundrede millioner dollars for? Og hvilken type amerikaner i Hamburg har den slags til salg?”
”Hundrede millioner er mange penge,” sagde Waterman. ”En pris i den størrelsesorden kunne godt gøre mig bekymret.”
Sinclair nikkede og sagde: ”En pris i den størrelsesorden gør os meget bekymrede. Det lyder dødsensalvorligt. Det er mere, end vi nogensinde før har hørt tale om. Derfor arbejder vi også via alle tænkelige kanaler. Samtlige af vores agenter overalt i verden er blevet varskoet. Der er allerede flere hundrede mennesker i gang. Men vi skal bruge mere endnu. Jeres opgave består i at finde den amerikaner. Hvis han stadig er i udlandet, er det inden for CIA’s jurisdiktion, og så vil mr. White her lede indsatsen. Hvis han er tilbage i USA, er det inden for FBI’s jurisdiktion, og så vil specialagent Waterman tage over i stedet. Og da vi statistisk set ved, at det overvældende flertal af amerikanere i Tyskland gør tjeneste i det amerikanske militær, har vi anledning til at tro, at vi enten på den ene eller anden måde kan få brug for major Reacher.”
Reacher så først på Waterman og derefter på White og kunne mærke skepsis i deres blik, og han var ikke i tvivl om, at de mærkede det samme i hans.
”Personale og forsyninger ankommer i morgen tidlig,” sagde Sinclair. ”I kan få hvad som helst, I måtte ønske, når som helst. Men I taler ikke med andre end mig, mr. Ratcliffe eller præsidenten. Det her er en isoleret enhed. Selv hvis I bare skal bruge blyanter, går det igennem mig, mr. Ratcliffe eller præsidenten. Hvad der i praksis vil sige mig. Det efterfølgende papirarbejde tager præsidentens folk sig af. I skal ikke kunne identificeres. For hundrede millioner er mange penge. Vi kan ikke involvere regeringen. Amerikaneren kan befinde sig i både udenrigsministeriet, justitsministeriet og Pentagon. Måske kan I ved en fejl komme til at tale med den forkerte. Så lad være med at tale med nogen. Det er regel nummer to.”
”Hvad var regel nummer et?” sagde Waterman.
”Regel nummer et er, at iraneren ikke må blive afsløret. Vi må ikke gøre noget som helst, der kan spores tilbage til ham. Han er af stor vigtighed for os, for vi har oprigtigt talt ingen anelse om, hvad der vil ske næste gang.”
Så skubbede hun stolen tilbage, rejste sig og begyndte at gå hen til døren. På vej ud sagde hun: ”Husk det nu.”
Reacher lænede sig tilbage i læderstolen, og White så på ham og sagde: ”Det må være tanks og fly.”
”Vores nærmeste tanks befinder sig flere tusind kilometer fra Yemen eller Afghanistan, og det vil tage adskillige uger og kræve tusindvis af folk at flytte dem. Det ville være lettere at bringe Yemen eller Afghanistan til dem. For at ikke at tale om, at det ville være enklere og mindre iøjnefaldende.”
”Så fly.”
”Jeg tror gerne, at hundrede millioner kan få et par piloter til at gå over på fjendens side. Måske også tre eller fire. Jeg tvivler dog på, at Afghanistan har tilstrækkelig lange landingsbaner. Men det er der måske i Yemen. Så i teorien er det muligt. Fly vil bare ikke være til nogen særlig nytte for dem. De vil få brug for mange hundrede ton reservedele og i hundredvis af ingeniører og vedligeholdelsesteknikere. Og mange hundrede timers træning. Og vi vil under alle omstændigheder finde dem efter fem minutter og udslette dem med missiler fra jorden. Eller måske kan vi endda gøre det på afstand nu om stunder.”
”Så noget andet militært isenkram af en slags.”
”Men hvad? En million rifler til hundrede dollars stykket? Så mange har vi slet ikke.”
”Det kunne være en hemmelighed,” sagde Waterman, ”eller et kodeord, et password, en formel, et kort, en plan, et diagram, en liste eller modellen for computersikkerheden i alverdens finanssystemer, en fimastrategi, eller den samlede bestikkelsessum for at få en lovgivning igennem i samtlige halvtreds delstater.”
”Du tror altså, det handler om oplysninger?” sagde White.
”Hvad kan ellers købes og sælges diskret og er så meget værd? Muligvis diamanter, men de er i Antwerpen og ikke i Hamburg. Muligvis stoffer, men ingen amerikanere har for hundrede millioner liggende parat til at sende afsted. Det ville være i Syd- og Centralamerika. Og desuden er der allerede valmuer i Afghanistan.”
”Hvad er den værst tænkelige mulighed?”
”Det er uden for min lønramme. Spørg Ratcliffe. Eller præsidenten.”
”Efter din personlige opfattelse?”
”Hvad ville det være ifølge din?”
”Jeg er mellemøstenekspert. Det hele er værst tænkeligt.”
”Koppebaciller,” sagde Waterman. ”Det er det værst tænkelige for mig. Eller noget i den retning. Pest. Et biologisk våben. Eller ebola. Eller en modgift. Eller en vaccine. Hvad der så ville betyde, at de allerede har bacillerne.”
Reacher så op i loftet.
Ting, der kunne gå galt.
De lyder nu ikke særlig glad. Men det burde De.
Så længe det nu er nødvendigt.
Garber var den rene krydsogtværs.
White så på ham og sagde: ”Hvad tænker du på?”
”Modsætningen mellem regel nummer et og resten,” sagde han. ”Vi må ikke afsløre iraneren. Derfor kan vi heller ikke komme bare i nærheden af budbringeren. Vi kan ikke engang overvåge et sted, som budbringeren fører os til. For vi ved ikke, at budbringeren findes. Ikke medmindre vi har fået et tip indefra.”
”Det er en forhindring,” sagde Waterman. ”Ikke en modsætning. Vi er nødt til at finde en anden indgangsvinkel. De har brug for ham.”
”Det er et spørgsmål om effektivitet. De er nødt til at vide i god tid, hvem de pågældende er. De er nødt til at spore netværk og opbygge databaser. Derfor burde de også koncentrere sig om budbringerne, der har de mundtlige spørgsmål og svar inde i hovedet og rejser frem og tilbage mellem kontinenterne med spørgsmål, svar, spørgsmål, svar. De ved alt. De er ligesom lydbånd. De er hundrede gange så meget værd som en mand indenfor. For det er dem, der har det store overblik. Hvad har iraneren? Ikke andet end fire vægge i Hamburg uden noget at foretage sig.”
”De kan ikke bare ofre ham.”
”De kunne trække ham ud i samme øjeblik, de gik efter budbringeren. De kunne give ham et hus i Florida.”
”Budbringeren ville ikke sige noget,” sagde White. ”Vi taler om en stammetradition med tusind år bag sig. De sladrer ikke om hinanden. I hvert fald ikke, når vi ikke må gøre mere ved dem, end vi må. Derfor er det klogt nok at lade manden indenfor blive, hvor han er. De ved helt ærligt ikke, hvad der er under opsejling. Det vil være godt med et tidligt fingerpeg. Bare det mindste spor.”
”Ved du, hvad der er under opsejling?” sagde Reacher.
”Noget massivt. Det er ikke ligesom i gamle dage.”
”Har du arbejdet sammen med Ratcliffe før? Eller Sinclair?”
”Aldrig. Har du?”
”De har ikke valgt os, fordi de kender os,” sagde Waterman. ”De har valgt os, fordi vi ikke var i Hamburg på det pågældende tidspunkt. Vi var optaget andetsteds. Derfor kan vi heller ikke være de forkerte at tale med.”
En isoleret enhed, havde Sinclair sagt, og sådan føltes det også. Et lokale med tre mænd, der var afsondret fra omverdenen, fordi de alle sammen var forsynet med et alibi.
Klokken nitten hentede Reacher sine ting i bilen og bar dem op på sit værelse, der lå længst væk af tre på række på en gang, der lignede en kontorgang og muligvis også havde været det dagen i forvejen. Det var et stort værelse med eget bad. Direktørsuiten. Bygget til et skrivebord og ikke en seng, men det gik endda.
At få noget at spise var et spørgsmål om at få liv i den gamle Caprice, køre rundt i McLean og instinktivt dreje ned ad den type gader, hvor man måske kunne finde den type restaurant, han var på udkig efter. Det ville ikke være noget for alle og enhver. Hans stofskifte hjalp med. Han så neon længere fremme og skinnende aluminium ved siden af en benzintank ved siden af en motorvejsrampe. Et cafeteria, der var gammelt nok til at være autentisk. Lidt slidt og skrammet. Med nogle år på bagen.
Han drejede ind og parkerede, skubbede den forkromede dør op og gik indenfor. Der var koldt og klart under lysstofrørene. Som den første fik han øje på en kvinde, han kendte. Helt alene i en bås. Fra hans næstsidste mission. Den bedste soldat han havde arbejdet sammen med. På en lidt distanceret måde nok også hans bedste ven, hvis venskab indebar retten til at lade ting forblive usagte.
Først troede han, at der var tale om endnu et ikke særlig forbløffende sammentræf. Verden var lille, og så tæt på Pentagon blev den endnu mindre. Så ombestemte han sig. Hun havde været hans bedste sergent i den 110. militærpolitienheds’ storhedstid. Hun havde spillet en lige så stor en rolle som alle andre og også en større end flere andre. Større end de fleste andre. Sikkert også større end ham.
Ved at være virkelig kvik.
Alt for kvik til blot at være et sammentræf.
Han gik hen til hendes bord. Hun rørte sig ikke. Hun iagttog ham i bagsiden af en omvendt ske. Han lod sig glide ind over for hende og sagde: ”Hej, Neagley.”
FIRE
Sergent Frances Neagley så op fra sin ske og sagde: ”Af alle cafeteriaer i alle byer. Hvor stor var sandsynligheden lige for det?”
”Omhyggeligt udregnet, er jeg sikker på,” sagde Reacher.
”Jeg gættede mig frem til, at du nok ubevidst ville køre vestpå for at lægge D.C. bag dig. Jeg beregnede, hvor du ville dreje fra, og så var det her mere eller mindre det eneste oplagte sted. Og det er det oplagte tidspunkt. Jeg regnede med to timers orientering og derefter pause til aftensmad.”
”Det er et kursussted.”
”Nej, det er ikke. Kursustitlen giver ikke engang mening.”
”De giver aldrig mening.”
”Den her er endnu værre end sædvanlig.”
”Det er altså et kursussted.”
”Det ville de aldrig byde dig. Ikke så længe Garber stadig er i live.”
”Jeg kan ikke diskutere det. Det er for kedeligt.”
”Lad mig prøve at gætte bare sådan helt ud i det blå. Det er dække for et eller andet, og at dømme efter dine aktuelle meritter er der tale om noget på højt niveau. Og derfor vil du også få, hvad du beder om. I særdeleshed personale. Så du vil alligevel ringe til mig i morgen tidlig. Hvorfor så ikke bare fortælle mig det nu?”
Hun var klædt i camouflagefarvet kampuniform med ærmerne nydeligt rullet ned, og underarmene hvilede på bordet. Hun havde kort, mørkt hår, mørke øjne og var solbrændt. Hendes hud virkede blød, men det var han helt sikker på, at den ikke var. Han havde set hende i aktion. Hun var hurtig og usædvanligt stærk. Hun måtte føles hård og massiv indenunder. Men han vidste det ikke. Han havde aldrig rørt ved hende. Ikke engang trykket hendes hånd.
”Jeg ved ikke nøjagtig, hvad vi får brug for,” sagde han. ”Det statistisk mest fornuftige vil være at begynde at lave lister. Ud fra bevægelser. Personel i aktiv tjeneste, fysisk til stede i Tyskland på en bestemt dag. Samt civile ud fra pasregistrene.”
”Hvorfor det?”
”Fordi vi skal finde frem til en bestemt amerikaner, der befandt sig i Hamburg i en bestemt halvtreds minutters periode.”
”Hvorfor det?”
”Fordi han planlægger at sælge noget til en værdi af hundrede millioner dollars til en flok skurke af den nye slags fra Yemen og Afghanistan.”
”Ved vi noget om, hvad han har til salg?”
”Ingen anelse.”
”Landegrænser kan godt blive et problem. Jeg mener, at man kan køre lige igennem. På grund af EU. Måske er pasregistrene ikke udtømmende.”
”Præcis. Det er kun statistik. Men vi kan godt forbedre den lidt. Vi kan se på, hvem der rejste ind og ud af Schweiz måske ugen i forvejen. Da han var ved at træffe sin endegyldige beslutning. Han ville sælge. Han ville begynde at indhente tilbud. Hvad han udmærket vidste ikke kunne vare evigt. Så han måtte nødvendigvis gøre sig klar på forhånd, og derfor åbnede han også en hemmelig bankkonto i Schweiz. Formentlig i Zürich. Som bare stod parat. Derefter tog han tilbage til Hamburg og angav sin pris.”
”Det er også bare statistik og kan heller ikke bruges til udelukkelsesmetoden. Det kunne være en gammel konto, der var blevet oprettet for flere år siden. Måske er det ikke hans første lyssky handling, eller måske befinder hans hemmelige konto sig et andet sted. Det kunne være Luxembourg.”
”Derfor sagde jeg også, at jeg ikke helt er klar over, hvad vi får brug for.”
”Tror du, at han er i militæret?”
”Det er en mulighed. Sandsynligheden taler for det. Ligesom for amerikanere i Korea eller på Okinawa. Så vi får under alle omstændigheder brug for en liste. Hvad kan en fyr fra militæret have til salg? Er det oplysninger? Eller er det isenkram? I det tilfælde skal vi forestille os en shippingcontainer, en stor varevogn eller en lille lastbil, noget diskret, og så lave en liste over, hvad den kunne tænkes at rumme, til en værdi af hundrede millioner dollars.”
”Det må være noget pålideligt og enkelt at betjene. Der følger ikke hjælpemandskab med.”
”Okay, hav det i tankerne. Lav en masterliste over alle de øvrige lister. Andet kan vi ikke gøre lige nu. Vær parat til at rykke omkring klokken ni i morgen formiddag. Jeg kan ikke forestille mig, at det går hurtigere end det. Derefter går alting gennem Det Nationale Sikkerhedsråd i skikkelse af en kvinde ved navn Marian Sinclair.”
”Hende har jeg hørt om,” sagde Neagley. ”Det er Alfred Ratcliffes stedfortræder.”
”Sørg for at have de ting klar, du skal have hende til at gøre for os. Vi har ingen tid at spilde.”
”Er der tale om et stort problem?”
”Det kan det blive, vil jeg tro. Hvis det er det, vi forestiller os. Og det er det muligvis ikke. Det er en enkelt sætning, der kan være grebet ud af den blå luft. Det kunne også være en vits. Eller en form for indforstået sarkasme. Måske obskur rebklatrerslang fra Yemen, der ikke dækker over ret meget. Men hvis det er rigtigt nok, så antyder prisniveauet et problem.”
Servitricen kom hen til dem, og de afgav deres bestillinger. ”Tillykke med medaljen,” sagde Neagley.
”Tak,” sagde Reacher.
”Er du okay?”
”Jeg har det fremragende.”
”Er du sikker?”
”Skal du nu forestille at være min mor?”
”Hvad syntes du om Sinclair?”
”Jeg kunne godt lide hende.”
”Hvem har vi ellers?”
”En fyr ved navn Waterman fra FBI. Han er snushane af den gammeldags slags. Og en fyr ved navn White fra CIA. Han er den meget anspændte type. Sikkert med god grund. Indtil videre har de vist sig kompetente på adskillige måder. De har sagt fornuftige ting. De henter formentlig også deres egne folk ind nu. Og vi får sikkert alle sammen en slags overordnet fra Det Nationale Sikkerhedsråd, der skal holde øje med os og viderebringe vores beskeder til Sinclair.”
”Hvorfor kunne du godt lide hende?”
”Hun var ærlig. Det var Ratcliffe også. De render forvildede rundt.”
”Du kunne ringe til din bror i finansministeriet. Han kan holde udkig efter pengeoverførsler. Hundrede millioner kan godt give udslag på ministerielt niveau.”
”I så fald skulle jeg gå gennem Sinclair.”
”Har du tænkt dig at rette dig efter det?”
”Hun tror, det kan være hvem som helst,” sagde Reacher. ”Hun kan ikke risikere at afsløre noget over for den forkerte person. Men hun glemmer noget. Det er ikke hvem som helst. Det er alle. Mere eller mindre. Det her er en bred undersøgelse. Vores fyr vil utvivlsomt vise sig at være en ud af mange. Vi kommer til at få alle mulige folk i nettet på vej til og fra hemmelige møder og på vej ind og ud af Schweiz med kufferter fulde af kontanter. Folk, der ikke i et eneste tilfælde har godt i sinde, men som handler med alle mulige ting og sager. Vi kommer til at få masser af fjender. Både civile og i militæret. Men vi kan ikke tillade os at gøre alt for meget væsen af os. I hvert fald ikke endnu. Hemmelighedskræmmeriet kan være med til at udskyde det. Så lige nu går jeg ind for, at vi retter os efter Sinclair. Vi kan altid ombestemme os, hvis og når vi får behov for det.
”Det er forstået,” sagde Neagley.
Servitricen kom med deres tallerkener, og de begyndte at spise. Klokken otte om aftenen i McLean, Virginia.
Klokken otte om aftenen i McLean, Virginia, var klokken to om natten i Hamburg i Tyskland. Det var sent, men amerikaneren var stadig vågen. Han lå på ryggen i sengen og kiggede op i et loft, han aldrig før havde set. Han havde armen om en nøgen luder. Det var hende, der boede der. Der var rent, pænt, velduftende og ryddeligt. Der virkede ikke billigt, men det var hun heller ikke. Og det var også okay. Han ville snart blive meget rig. Derfor var det også i orden at fejre det lidt. Og han kunne godt lide dyre kvinder. De var mere spændende. Hans smag var relativt ligetil. Det var omfanget af engagement, der talte. Og hun havde udvist rigeligt. Derefter havde de snakket. Mens de lå i sengen. De havde hygget sig. Hun havde interesseret sig for ham. Hun havde været god til at lytte.
Han havde sagt for meget.
Han forestillede sig, at ludere var bedre psykologer end de fleste rigtige psykologer og godt kunne kende forskel på brovten og pral, ordgejl og vilde drømme. Og dermed var der en lille flig af sandhed tilbage. Ikke erklæret sandhed. Men bare lidt glæde. En slags sandhed affødt af trangen til at fortælle nogen noget. Det var bare sluppet ud på en bølge af begejstring. Han havde følt sig helt på toppen. Hun var pengene værd. Han følte sig flyvende. Han havde nævnt sin plan om at købe en farm i Argentina. Lidt større end Rhode Island, havde han sagt.
Det betød ikke alverden, men hun skulle alligevel nok huske det. Og i Tyskland var luderne ikke bange for politiet. Det var en velfærdsstat. Alting blev tolereret, så længe det foregik under kontrollerede forhold. Så når jagten satte ind, ville hun også med glæde lægge vejen forbi og fortælle dem om den amerikaner, hun havde mødt, der gjorde sig klar til at købe en farm større end Rhode Island ude på den argentinske pampas. Det måtte være noget med at kompensere, ville hun sige. En måde at blive taget alvorligt på. For rigtig hård havde han aldrig været. Og så ville politiet som gode tyskere skrive det alt sammen ned og ringe til nogen, der vidste besked, og dermed også opdage, at en farm ude på pampassen, der var større end Rhode Island, var yderst bekostelig at anskaffe.
En simpel søgning på aktuelle ejendomshandler i et enkelt land i verden ville sende dem direkte hen til hans splinternye hoveddør.
Dumt.
Hans egen fejl.
I tankerne bevægede han sig baglæns rundt i værelset og noterede sig, hvad han havde rørt ved. Ud over hende selv var det ikke ret meget. Sad hans fingeraftryk på hendes hud? Det tvivlede han på. I alle tilfælde ville de være tværet ud. Hans dna befandt sig i hendes mave, men der blev den angrebet af kraftige syrer og fordøjelsesenzymer. Og videnskaben var stadig i sin vorden. Stadig i sin pr-fase. Den ville hellere afslå at gå ind i en sag end at gøre sig offentligt til grin.
Sikkert nok.
Hvad der var vanvid.
Men også logisk nok. Når man har sagt A, må man også sige B. Alt eller intet. Han var forpligtet. Han havde overvejet, hvordan det ville føles. Det viste sig at føles som at falde. Som et faldskærmsudspring, måske. Det lange, lange frie fald, inden faldskærmen åbner sig. Som at falde og falde. Han kunne ikke lade være. Han kunne ikke gøre andet end at tage en dyb indånding, slappe af og give sig hen.
Han havde forladt hotellet uden at blive set, gennem parkeringskælderen. Uden anden grund end at skyde genvej til en anden bar, han kendte. Hun kom kørende dertil, klar til at gå på arbejde. Sent på aftenen, i den dyre ende, med dyre kunder. En anden verden. Men ikke længere. Han kunne få hvad som helst. At spørge om det var en del af det sjove. Lige her i parkeringskælderen. Hvad nu, hvis han tog fejl? Men det gjorde han ikke. Han havde set hende før. Hun smilede og nævnte et meget højt beløb. Han havde med glæde betalt det tidobbelte alene på grund af hendes måde at stå på. Og hun var stadig fast i kødet. Ikke jomfru, men så tæt på som muligt, sådan til hverdagsbrug.
Hun kørte tilbage til det sted, hun kun lige havde forladt.
Var der overvågningskameraer i parkeringskælderen?
Det mente han ikke. Han var den type, der gik op i detaljer. Han var opmærksom. Han bemærkede alt. Det var han nødt til. En del af hans arbejde. I loftet havde han set brandsikker skumplast, elektriske kredsløb, ti centimeter store afløbskanaler og et sprinklersystem.
Ingen kameraer.
Sikkert nok.
Hvad der var vanvid.
Men også logisk nok.
Han gennemspillede det i tankerne og gjorde det så hurtigt. Først opfattede hun det som en slags rollespil. Som om han udlevede noget, han havde set på video. Han smed hende om på maven og satte sig oven på hende, holdt hendes albuer fast under knæene og hendes bagdel fast med sin egen, overskrævs på hende som en jockey på en hest, hun stønnede ligesom alle de andre, så lænede han sig frem og kvalte hende hårdt og hurtigt bagfra og slukkede for det hele med det samme. Hun prøvede at spjætte og gøre modstand, men kunne dårligt nok røre sig. Faktisk kun sine fødder, og hun prøvede at få hælene i ryggen på ham, men kunne ikke helt nå, og derfor piskede de bare nyttesløst op og ned ligesom under svømning. Og så holdt de op, og han blev siddende for at være helt sikker, slap hende så og skyndte sig væk derfra i en helvedes fart.
Alt eller intet.
FEM
Reacher sov glimrende i sin direktørsuite, men vågnede tidligt og var allerede oppe og i tøjet, da der klokken syv ankom en cateringvogn med gigantiske beholdninger af kaffe og en bakke morgenmad på størrelse med en opmarchplads. Langt mere end tre mennesker kunne spise. Hvad der måtte betyde, at personalet var på vej.
Det ankom klokken halv otte i skikkelse af to embedsmænd på mellemniveau fra Det Nationale Sikkerhedsråd. Personlige bekendte af Sinclair, sagde hun i en indledende opringning, og derfor havde hun formentlig også tillid til dem. Begge var mænd, begge i trediverne og begge to mutte, som om de var nedslidt af alle de data, de skulle håndtere. Klokken otte var de i fuld gang og havde fået de sikre telefonforbindelser op at køre, og Reacher kom Waterman og White i forkøbet med sin personaleanmodning, så klokken ni var Neagley allerede i huset, hvad der var tidligt nok til at bestille et væld af oplysninger gennem NSC, inden Watermans assistent overhovedet nåede frem tyve minutter før Whites. Begge de nyankomne var mænd. De lignede yngre udgaver af deres chefer. Watermans hed Landry, mens Whites hed Vanderbilt, omend uden at være i familie med den berømte rigmand fra gamle dage.
De flyttede rundt på møblerne og etablerede et trefløjet kontrolcenter i undervisningslokalet under opsyn af Neagley, Landry og Vanderbilt. Kontaktpersonerne fra NSC måtte blive inde på kontoret, og Reacher, Waterman og White holdt telefonmøder fra læderstolene rundt omkring bordet. Klokken elleve summede stedet af aktivitet. Klokken tolv var de første data blevet fremskaffet. Sinclair ringede ind over anlægget for at høre nærmere om det.
”Den pågældende dag befandt der sig næsten to hundrede tusind amerikanske statsborgere i Tyskland,” sagde Reacher. ”Omkring tres tusind aktive udsendte militærfolk samt næsten det dobbelte antal familiemedlemmer og nyligt pensionerede, der endnu ikke var taget hjem, hvortil kom godt tusind civile på ferie plus yderligere fem tusind til kongresser og bestyrelsesmøder.”
”Det er pænt mange amerikanere.”
”Vi bør tage til Hamburg,” sagde Reacher.
”Hvornår?”
”Nu.”
”Hvorfor nu?”
”På et tidspunkt bliver vi nødt til det. Vi kan ikke løse det her på papiret.”
”Agent Waterman, hvad mener du?” sagde Sinclair.
”Min mening afhænger af,” sagde Waterman, ”hvor hurtigt disse budbringere bevæger sig frem og tilbage. Det lyder som en langsommelig proces. Hvornår forventer vores mand at få svar? Hvad vil være et typisk interval?”
”I andre sammenhænge lader det til at være omkring to uger. Måske en dags tid mindre.”
”Vi skal være i nærheden, når aftalen bliver indgået. Det er ikke til diskussion. Men det lader til, at vi har tid nok. Jeg synes, vi skal tage til Hamburg i næste uge. Før det vil jeg gerne have noget mere baggrundsanalyse. Måske kan det spare os for noget af besværet i det lange løb.”
”Mr. White?”
”Jeg vil gå ud fra, at jeg slet ikke skal til Hamburg,” sagde White. ”Hvad gavn ville jeg kunne gøre der sammen med menneskejægeren og snigmorderen? Min kompetence er at opklare ting på papir. Jeg forlader ikke østkysten, medmindre det er strengt nødvendigt.”
”Major Reacher,” sagde Sinclair, ”hvad er dine argumenter for at ville til Hamburg allerede nu?”
”Ud fra det argument,” sagde Reacher, ”at mr. Ratcliffe lovede os, at vi kunne få alt, hvad vi skulle bruge.”
”Vil agent Waterman eller mr. White så modsætte sig, hvis major Reacher tager til Hamburg på egen hånd?” sagde Sinclair.
”Nej,” sagde White.
”Så længe han gør det uden at volde fysisk skade,” sagde Waterman.
En af fordelene ved at kommunikere gennem præsidentens kontor bestod i en umiddelbar tilgængelighed til flyselskaber og hoteller. En halv time senere var der bestilt direkte fly samme aften hos Lufthansa til Reacher og Neagley samt reserveret værelser til dem på et businesshotel tæt på den pågældende lejlighed i det fornemme kvarter, Sinclair havde beskrevet, rimeligt centralt og temmelig dyrt.
Resten af eftermiddagen blev de i McLean og arbejdede på at eliminere personel ved at kombinere lokaliseringsrapporter med navne. Man kunne ikke køre tank på de østlige sletter og gå rundt i Hamburg samtidig. Antallet af muligheder styrtdykkede. Hvad der føltes som et fremskridt. Så begyndte de første lister vedrørende Zürich at indløbe fra flyselskaberne. Vanderbilt, Whites assistent, så ud til at fatte pointen og meldte sig til at arbejde sent med at krydstjekke, mens Reacher og Neagley var i luften, og ringe til dem, når de var landet, hvis han fandt noget af betydning.
Et kursus i samarbejde, tænkte Reacher. Der kunne man bare se.
Neagley kørte dem til lufthavnen i Reachers Caprice og parkerede for statens penge i korttidsafdelingen. Hendes opfattelse af civil påklædning bestod af spejlsolbriller og en slidt læderjakke over en T-shirt samt bukser, som Reacher antog for at være fra marinekorpsets overskudslager ligesom hans egne, men som viste sig at være den ægte vare fra Ralph Lauren. Hun havde en taske med, og det havde han ikke. De fløj økonomiklasse, men sammenlignet med lærredshåndtagene i et militærfly var det ren luksus. De spiste maden, lænede sæderne et par centimeter tilbage og faldt i søvn.
Et døgn efter at amerikaneren havde forladt den, lugtede luderens lejlighed ikke længere nær så godt. Eller lugtede nærmere bestemt væsentligt kraftigere, men bare af det forkerte. Ude på gangen og gennem ventilationsanlægget begyndte det at blive mærkbart. Midt om natten ringede hendes allerede oprevne naboer til politiet. Den vagthavende sendte en patruljevogn ud for at se efter. Eller snuse efter, viste det sig. Hvorefter viceværten blev vækket og sat til at bruge sin hovednøgle. Hvad der førte til fire timer med kriminalpoliti, spørgsmål, afspærringstape, kriminalteknikere samt til sidst en ambulance og en ligpose af gummi.
Set ud fra politiets synspunkt var der både godt nyt og dårligt nyt. Hamburg var en hektisk havneby med et verdensberømt luderkvarter, stoffer og graffiti på banegården, men selv da forekom drab relativt sjældent. Under ét om ugen. Et lig var stadig en begivenhed. Det gav mulighed for at gøre karriere. Og politikorpset kunne bryste sig af en opklaringsrate på op mod 90 procent. Det var den gode nyhed. Den dårlige var, at de tilbageværende uopklarede 10 procent alle enten var dolkede narkomaner eller kvalte prostituerede. Erhvervsrisici. Dermed heller ikke ligefrem noget skelsættende. Gerningsmanden befandt sig sikkert allerede til søs i en skibskøje flere hundrede kilometer derfra og på vej ud på åbent hav.
Reacher og Neagley havde præsidentembedets kontanter på lommen til arbejdsformål, så de tog en Mercedes-taxi fra lufthavnen ind til byen gennem det blege solskin og morgentrafikken. Deres hotel lå i en stille, grøn gade med masser af bygninger af glas og lyst, fremmedartet murværk, og begge sider af gaden var fyldt op med små, men dyre biler. Deres værelser lå i behersket højde på tredje sal med udsigt over tagene. Hamburg var en gammel hansestad med en over tusindårig historie, men ingen af de tage, Reacher kunne se, var over halvtreds år gamle. Tyskland havde bombet Storbritannien, hvorpå Storbritannien havde gjort gengæld og var blevet temmelig gode til det. I 1943 havde de startet en brandstorm, der på det nærmeste havde udslettet Hamburg. Tre hundrede meter høje flammer, temperaturer på mange hundrede grader, brændende luft, brændende veje og kogende floder og kanaler. Fyrre tusind døde i løbet af et enkelt bombetogt. Storbritannien mistede tres tusind i løbet af hele krigen. De sår vind og høster storm. Hoseas blev ganske vist kun regnet for en af Bibelens tolv små profeter, men lige i dette tilfælde havde han ramt fuldstændig plet.
Telefonen på værelset ringede. Det var Neagley for at aftale at mødes til morgenmad. Så ringede den igen. Vanderbilt var sent oppe i McLean, Virginia, og havde navnene på seksogtredive amerikanere, der i løbet af den pågældende uge var rejst fra Hamburg til Zürich. Vi kommer til at få alle mulige folk i nettet, havde Reacher sagt.
Han gik nedenunder til morgenmadsbuffeten, som var meget europæisk med kød og røget ost og fremmedartet bagværk. Sammen med Neagley satte han sig hen til et vinduesbord. Klokken ni om morgenen i Hamburg i Tyskland.
Klokken ni om morgenen i Hamburg i Tyskland svarede til halv et om eftermiddagen i Jalalabad i Afghanistan. I et hvidt, jordklinet hus var man ved at forberede frokost. Udenfor var klimaet varmt og ørkenlignende som i Arizona. Budbringeren ventede. Han var ankommet om natten efter at have været med fire rutefly og kørt fem hundrede uvejsomme kilometer i en Toyota pickup. Han havde fået morgenmad og var blevet vist ind i et forgemak. Der havde han allerede prøvet at vente mange gange. Frem og tilbage, frem og tilbage. Det gik hans liv med. Han var den eneste mand i huset uden skæg eller en AK-47.
Til sidst blev han ført ind i et lille, varmt rum. Luften var fuld af sløve fluer. To skæggede mænd sad på puder, den ene lille og fed, den anden høj og mager. De var begge iført almindelige hvide kjortler og almindelige hvide turbaner.
”Amerikaneren forlanger ét hundrede millioner dollars,” sagde budbringeren.
De kjortelklædte mænd nikkede. ”Vi vil drøfte det i aften over maden,” sagde den høje. ”Kom igen i morgen tidlig og få vores svar.”
Neagley havde taget et kort over Hamburg i receptionen. Hun foldede det ud og holdt det på skrå for at indfange lyset fra vinduet. ”Et fravær på halvtreds minutter tyder på en radius på halvanden kilometer, vil du ikke mene det? Tyve minutter derhen, ti minutters samtale og tyve minutter tilbage. Hvilken slags sted kan de tænkes at have brugt?”
”En bar, en cafe eller en bænk i en park,” sagde Reacher.
De fandt lejligheden på kortet. Neagley strakte tommel- og pegefinger ud og bevægede dem rundt i en radius på halvanden kilometer. Det resulterede i en cirkel, der dækkede en klynge gader, som for Reacher at se mest måtte være beboelse, men også med en smule erhverv. Han havde været i mange storbyer og vidste, hvordan de fungerede. I denne del af verden og i denne del af byen ville der være lejligheder fra første sal og opefter samt diskrete butikker og kontorer på gadeniveau. Små delikatesseforretninger og måske guldsmedeforretninger, renserier og forsikringsselskaber. Samt bagere, konditorier og cafeer, restauranter og barer. Et nabolag. Derudover var der fire bittesmå parker med måske otte anvendelige bænke og sikkert også duer at fodre, sådan som han altid så spionerne gøre på film.
”Det er en dejlig dag til en gåtur,” sagde Neagley.
En radius på halvanden kilometer betød et areal på fem kvadratkilometer eller fem hundrede hektar. De fandt frem til beboelsesbygningen med lejligheden, der udgjorde udgangspunktet, gik forbi uden at kigge og standsede så op på tilfældige gadehjørner med deres kort for at ligne turister. Som der var adskillige andre af. De skilte sig ikke ud.
Fra første færd stødte de på den ene mulighed efter den anden, heriblandt alene på de første fem gader et lillebitte bageri med to guldborde, tre almindelige cafeer og to barer. ”Men mødet fandt sted sent på eftermiddagen,” sagde Reacher. ”Og så virker det forkert med bagerierne. Der går man hen om morgenen. Jeg tror, de mødtes på en bar.”
”Eller i en park.”
”Hvor vil amerikaneren føle sig overlegen? Vi går ud fra, at der er tale om en forhandling. Han vil derfor gerne have en psykologisk fordel. Han vil gerne føle sig sikker, samtidig med at han får den anden til at føle sig usikker.”
”Går vi ud fra, at han er hvid?”
”Det taler sandsynligheden for.”
”Så en bar for skinheads.”
”Findes det overhovedet i et nabolag som det her?”
”De sætter ikke et skilt op ude foran. Det handler om stemningen.”
Reacher så efter på kortet i håb om at finde de rigtige omrids, hvor brede gader løb sammen, trafikken ville være værst, huslejen ville være lavere, og der ville være mulighed for at parkere i sidegaderne. Han fandt en mulig adresse. De kunne få set to parker på vejen.
”Det er en dejlig dag til en gåtur,” sagde han.
I botanisk forstand var parkerne en skuffelse. De var hovedsagelig brolagte og bestod af plantekummer med blomster i lige så skingre farver som læbestift. Men der var bænke, to i hver park, og et vist mål af afsondrethed. Den ene kunne have siddet på den ene bænk og den anden på den anden, hvorpå den første kunne have sagt noget og rejst sig, uden at nogen havde anet uråd. Bare en fyr på en bænk. Derefter en anden. Den ene kommer, den anden går.
Parkerne var en mulighed.
Det mere trafikerede område var ikke meget anderledes end de øvrige, der var bare lidt mere larm og uro. Butikslokalerne bredte sig fra hovedstrøget om i sidegaderne et par husnumre tilbage. Et af dem bestod af en bar, hvor der stod fire fyre udenfor og drak øl. Klokken ti om formiddagen. De havde alle fire barberet hoved. Alle fire hoveder var ujævnt barberet og havde snitsår, som om de selv havde gjort det med en ragekniv og var stolte af det. De var unge, måske atten eller tyve, men store. De lignede fire oksebøffer. Ikke her fra nabolaget, tænkte Reacher. Og det rejste så spørgsmål om territorium. Gjorde de mon krav på noget?
”Lad os få en kop kaffe,” sagde Neagley.
”Her?”
”Drengene der har noget at sige os.”
”Hvor ved du det fra?”
”Det er bare en fornemmelse. De kigger på os.”
Reacher vendte sig om, og de kiggede ganske rigtigt på ham. Stammeagtigt, med både et anstrøg af udfordring og et anstrøg af frygt. Men også dyrisk, som om de pludselig dirrede af kamp eller flugt-sekreter. Som om det var nu, det var ved at blive alvor.
”Hvad er deres problem?” sagde han.
”Lad os finde ud af det,” sagde Neagley.
Han gik videre med kurs direkte mod døren.
De fire drenge stillede sig tættere sammen.
”Er I amerikanere?” sagde den forreste dreng.
”Hvordan kunne du vide det?” sagde Reacher.
”Vi vil ikke have amerikanere på den her bar,” sagde drengen.
SEKS
Bagefter indrømmede Reacher gerne, at hvis en fyr på hans egen alder havde sagt det, havde han langet til ham lige med det samme, bang, endnu før det sidste ord var forstummet, for hvis en fyr gerne vil slås, hvorfor så lade ham vælge tidspunkt at begynde på? Men det her var bare en knægt, og medfølelsen fordrede, at han i det mindste fik en enkelt chance til. Så i stedet spurgte Reacher meget langsomt: ”Taler du engelsk?”
”Jeg taler engelsk,” sagde drengen.
”For du tog fejl af ordene lige før. Det endte med at blive helt forkert. Det lød, som om der efter din mening findes barer i Tyskland, hvor amerikanere ikke bare kan gå ind og føle sig hjemme. Det kan ikke være det, du ville sige. Hvis du vil, kan jeg godt lære dig de rigtige ord.”
”Tyskland er for tyskere.”
”Fint med mig,” sagde Reacher. ”Men her er jeg ikke desto mindre. Bare på vej forbi. På udkig efter en kop kaffe. Og jeg prøver at give dig mulighed for at trække dig ud af det, redde ansigt og undgå at få røven på komedie.”
”Vi er fire.”
”Hvor lang tid var du om at tælle til så mange? Nej, helt alvorligt, jeg er nysgerrig.”
Et ansigt kom til syne i vinduet inde i baren. Kiggede ud og forsvandt så igen.
”Vi kan godt gå,” sagde Neagley. ”Det er ikke den rigtige bar. Vores mand ville ikke kunne komme ind.”
”Hvad med vores kop kaffe?” sagde Reacher.
”Den er sikkert elendig.”
”Den er ikke elendig,” sagde drengen. ”Kaffen her er god.”
”Du har lige taget beslutningen for mig,” sagde Reacher. ”Flyt dig så.”
Det gjorde drengen ikke.
I stedet sagde han: ”Her er det os, der bestemmer. Ikke dig. Den amerikanske besættelse er slut. Tyskland er for tyskere.”
”Du lyder, som om du prøver at komme op at slås med mig om det.”
Knægten trådte et skridt frem.
”Vi er ikke bange,” sagde han.
Han lød som en skurk i en gammel sort-hvid-film.
”Du mener altså, at fremtiden tilhører jer?” spurgte Reacher.
”Det mener jeg nemlig.”
”At gøre det samme igen og igen i håb om et andet resultat er vanvid. Har du nogensinde hørt om det? Det siger lægerne ellers nu om dage. Jeg mener, det stammer fra Einstein. Og han var da tysker, ikke? Der kan man bare se.”
”Du skal gå.”
”Jeg tæller til tre, knægt. Flyt dig.”
Intet svar.
”En.”
Ingen reaktion.
Reacher slog ham på to. Teknisk set var det snyd, men hvorfor i helvede dog ikke? Det var for længst slut med at opføre sig pænt. Velkommen til virkeligheden, knægt. En lige højre i solar plexus. En human gestus. Ligesom at bedøve en ko. Den anden fyr var ikke lige så heldig. Han havde fremdriften mod sig. Han tumlede ind i Reachers albue, lige smak mellem øjnene, og på vej ned sinkede han den fjerde fyr akkurat længe nok til, at Reacher havde tid til at få ram på den tredje fyr med den samme albue på tilbagevejen i form af et buet hug nedad ligesom en kniv, hvilket efterlod den fjerde fyr tilgængelig for flere forskellige muligheder. Reacher valgte et spark i kuglerne for at opnå maksimalt udbytte med minimal anstrengelse.
Han trådte hen over virvaret af ben og gik ind i baren. Der stod en gammel fyr bag baren. Ingen kunder. Den gamle fyr var måske halvfjerds. Ligesom Ratcliffe. Men i langt ringere form. Han var furet og hærget og grå og duknakket.
”Taler du engelsk?” sagde Reacher.
”Ja,” sagde den gamle.
”Jeg så dig kigge ud ad vinduet.”
”Jaså.”
”Du vidste besked med drengene derude.”
”Hvad med dem?”
”De ville kun have tyske kunder herind. Er det i orden med dig?”
”Jeg har ret til at bestemme, hvem jeg vil servere for.”
”Vil du servere for mig?”
”Nej, men om nødvendigt gør jeg det.”
”Er kaffen god?”
”Virkelig god.”
”Jeg skal ikke have noget. Jeg vil bare gerne have svar på et spørgsmål. Noget, som jeg altid har været nysgerrig efter at vide.”
”Hvad er det?”
”Hvordan føles det at tabe en krig?”
De fortsatte og gav op fem gader senere. Der var for mange sandsynlige steder. Det indsnævrede feltet at gætte på personlig smag og tilbøjelighed, men efterlod stadig adskillige muligheder i hvert enkelt scenarie. Det var umuligt at forudsige, hvor de to mænd skulle mødes.
”Vi bliver nødt til at gøre det i den omvendte rækkefølge,” sagde Reacher. ”Vi bliver nødt til at gemme os og vente på, at budbringeren kommer tilbage, for så derefter at følge efter ham til mødet. Og se, hvem han mødes med. Hvad der alt taget i betragtning bliver meget vanskeligt. I gader som dem her vil det kræve stor erfaring. Og masser af folk. Vi får brug for et helt hold af overvågningseksperter.”
”Det kan vi alligevel ikke gøre,” sagde Neagley. ”Vi kan ikke forråde iraneren.”
”Vi lader være med at gribe ind. Og vi venter. Så længe som nødvendigt. Lige nu har vi bare brug for at få set, hvem det er, han skal mødes med. Hvis vi kender hans identitet, kan vi få ram på ham senere og med en anden indgangsvinkel. Vi kan fingere en efterforskning, der identificerer ham ad en anden vej. Eller gå baglæns i forhold til en ægte efterforskning. I begge tilfælde vil det ikke se ud, som om budbringeren er involveret, og iraneren vil ikke blive afsløret.”
”Findes der overhovedet hold af overvågningseksperter længere?”
”Det har CIA givetvis.”
”På hvert eneste konsulat? Stadigvæk? Det tvivler jeg på. Du skal ikke regne med, at det bliver andre end os. Og som du selv sagde, vil det blive yderst vanskeligt. Særlig fordi der efter al sandsynlighed er en bagudgang i lejlighedsbygningen, så vi bliver nødt til at dele os op fra begyndelsen.”
”Måske har Waterman nogle folk,” sagde Reacher.
”Det ville kræve en større operation.”
”Vi kan få alt, hvad vi vil have. Det sagde manden selv.”
”Men jeg er bare ikke sikker på, at han mente det. Han vil også sige, at selv det at overvåge lejligheden udsætter iraneren for fare. Det gør det også. Der kan gå to hele uger. En enkelt fejl, eller hvis de får øje på den samme to gange, så er tilflugtsstedet afsløret, og de vil sagtens kunne regne ud hvorfor. Vi er bundet på hænder og fødder.”
Reacher sagde ikke noget.
De gik tilbage i retning af deres hotel, og på en gade to karreer derfra fik de øje på fire parkerede patruljevogne på række samt otte uniformerede politibetjente, der gik fra opgang til opgang og stemte dørklokker, talte med folk i entréer, hvorpå de fortsatte videre til næste adresse. Efterforskning fra dør til dør. Der var sket noget alvorligt.
De ville egentlig bare været gået forbi, men blev standset af en betjent, der på tysk spurgte: ”Bor De her i gaden?”
”Taler De engelsk?” sagde Reacher.
”Bor De her i gaden?” sagde den anden på engelsk.
Reacher pegede længere frem. ”Vi bor på hotellet.”
”Hvor længe har De været her?”
”Vi ankom her til morgen.”
”Med natfly?”
”Ja.”
”Fra Amerika?”
”Hvor vidste De det fra?”
”På grund af Deres tøj og optræden. Hvad er formålet med Deres besøg?”
”Vi er turister.”
”Deres papirer, tak,” sagde fyren.
”Mener De virkelig det?” sagde Reacher.
”Ifølge tysk lovgivning er De forpligtet til på opfordring at kunne identificere Dem over for politiet.”
Reacher trak på skuldrene og rodede rundt i jakkelommen efter sit militær-ID. Det var let nok at finde. Der var ikke meget andet dernede. Han rakte det frem, og Neagley gjorde det samme. Betjenten skrev deres navne ned i sin notesbog og rakte høfligt kortene tilbage.
”Tak skal De have,” sagde han.
”Hvad er der sket?” spurgte Reacher.
”En prostitueret er blevet kvalt. Inden De kom hertil. Hav en god dag.”
Han gik videre og efterlod dem på fortovet.
Samtidig befandt amerikaneren sig under fem hundrede meter derfra og var i færd med at leje en bil hos et lille firma, der lå klemt inde i to lokaler i stueplan i en parallelgade med lave boligblokke. Han ville ud af byen. Bare et par dage. Eller et par timer. En umoden reaktion, var han udmærket klar over. Som et lille barn. Jeg kan ikke se dig, så kan du heller ikke se mig. Ikke fordi han var bekymret. Overhovedet ikke. Ingen fingeraftryk, ingen dna, ingen kameraer. Det var bare en luder. De ville snart give op. Det var han sikker på. Men i mellemtiden var der ingen grund til bare at blive hængende. Han ville måske køre til Amsterdam. Og så komme tilbage. Det føltes ligesom at falde. Nu var det umuligt at standse op.
Reacher og Neagley nåede hjem til hotellet, hvor receptionisten fortalte dem, at en herre fra Amerika ved navn mr. Waterman havde ringet to gange. Midt på dagen i Hamburg. Klokken seks om morgenen på østkysten. Et hasteanliggende af en slags. De gik op på Neagleys værelse, som lå tættest på, og ringede tilbage derfra. Watermans assistent, Landry, tog den. De var alle sammen i fuld gang allerede. Så kom Waterman selv i røret og sagde: ”I er nødt til at komme tilbage. De har lige opfanget noget nyt. De mener, at det hele er ved at ændre sig.”
SYV
De tog med Lufthansa tidligt på aftenen og sad sammen med overvejende enlige unge rejsende omkring sig, nogle af dem usoignerede, andre virkede mærkelige, og andre igen lignede folk, som var på vej tilbage fra en studierejse. Flyveturen fik dem tilbage til USA to timer efter afrejsen fra Tyskland, midt om natten, otte timer i luften minus seks tidszoner, og de hentede den gamle Caprice i korttidsparkeringen, kørte gennem mørket til McLean og parkerede ved siden af de nyere Capricer, der ikke så ud til at være blevet flyttet. Ved siden af dem holdt to sorte kassevogne. De gik ind og fandt alle derinde klemt sammen på kontoret, også Ratcliffe og Sinclair. De ventede på dem, men de havde ikke ventet ret længe. Magt havde sine fordele. ”I kommer lige til tiden,” sagde Ratcliffe. ”FAA holdt os underrettet om Lufthansa, og politiet holdt os orienteret om trafikken.”
”Hvad er vi gået glip af?” sagde Reacher.
”En brik i puslespillet,” sagde Ratcliffe. ”Hvor meget ved du om computere?”
”Jeg har set én engang.”
”De har alle sammen en tingest indeni til at angive dato og tid. Et lille kredsløb. Meget enkelt, meget billigt og udviklet for meget længe siden, hvor alt handlede om hulkort, og data var noget, der skulle klemmes ind på kun firs rækker. For at spare bits angav man årstallet som to tal i stedet for fire. Eksempelvis blev 1960 skrevet som 60 og 1961 som 61. Og så videre. De skulle spare plads. Så langt så godt. Men det var dengang, og nu er vi så her, og lige om lidt vil 1999 blive til 2000, uden at nogen ved, om de tocifrede systemer også vil skifte korrekt. Måske vil de tro, at det igen er år 1900. Eller 19.100. Eller nul. Eller måske går de fuldstændig i stå. Der kan ske katastrofale nedbrud over hele verden. Vi kan miste servicefunktioner og infrastruktur. Storbyer kan blive mørklagt. Banker kan gå fallit. Alle dine penge kan gå op i røg. Endda uden røg.”
”Jeg har ingen penge,” sagde Reacher.
”Men du forstår, hvad jeg mener.”
”Hvem har udviklet det kredsløb? Hvad siger de selv?”
”De er alle sammen enten gået på pension eller døde for længst. Og de havde i alle tilfælde ikke forventet, at programmerne ville vare mere end et par år. Så der findes ingen dokumenter. Det var bare en flok nørder om et laboratoriebord, der var i gang med at regne tingene ud. Ingen kan huske de nøjagtige detaljer. Og der er også en mistanke om, at de muligvis er gået forkert af den gregorianske kalender. De kan godt have glemt, at 2000 er skudår. Det er årstal, der kan divideres med hundrede, normalt ikke. Men hvis de kan divideres med fire hundrede, er de. Så reelt er det hele ét stort rod.”
”Hvad har det med det her at gøre?”
”Verden bliver stadig mere afhængig af computere. I år 2000 kan internettet meget vel være blevet stort. Hvad der bare vil gøre problemet mange gange større, for så vil alting være forbundet med hinanden, og det vil gøre risikoen tilsvarende større. Folk er begyndt at blive urolige; de er ved at få øjnene op for farerne. Som reaktion er kvikke iværksættere begyndt at udvikle hjælpeprogrammer.”
”Hvad går det ud på?”
”Det er ligesom et vidundermiddel. Man installerer sit nye program og får løst sit problem. Der er virkelig mange penge at tjene. Markedet er enormt. Millioner af mennesker overalt i verden får brug for at gøre det god tid i forvejen. Det haster så meget, at vi forventer at se folk installere det i al hast uden at tænke nærmere over det, og derved gør de sig sårbare.”
”Over for hvad?”
”Et andet brudstykke af en samtale. Vi har opfanget et rygte om, at der er et færdigudviklet hjælpeprogram til salg. Det skulle efter sigende være i orden, men er det bare ikke. Det er en trojansk hest. Ligesom en virus eller en orm, men det fungerer ikke på samme måde. Det er en fircifret kalender, men den kan standses udefra på kommando. Gennem internettet, som dag for dag bliver større. Computere over hele verden vil gå ned. Statsstyring, servicefunktioner, virksomheder og enkeltpersoner. Forestil dig den magt, det kan give. Forestil dig det kaos. Forestil dig afpresningsmulighederne. En sådan mulighed betaler folk gerne hundrede millioner for.”
”Det lyder lidt søgt,” sagde Reacher. ”Er det ikke også? Folk vil betale hundrede millioner for så mange ting. Hvorfor gå ud fra, at det lige netop er det her?”
Det var bedre at høre orienteringen helt til ende.
”Det kræver et særligt talent at udvikle den slags,” sagde Ratcliffe. ”Og en særlig tankegang. En slags anlæg for at være lovløs. Sådan opfatter de det naturligvis ikke selv, for dem er det mere noget hipsteragtigt. Typen er ikke usædvanlig blandt programmører, har jeg ladet mig fortælle. Og omkring fire hundrede af dem har netop været samlet til konference i udlandet. Fire hundrede af de hippeste nørder i verden. Godt halvdelen af dem amerikanere.”
”Hvorhenne?”
”Konferencen fandt sted i Hamburg i Tyskland. De var der samtidig med jer. Den sluttede her til morgen. De tog alle sammen hjem i dag.”
Reacher nikkede. ”Vi fløj vist hjem sammen med nogle af dem. Unge og usoignerede.”
”Men da budbringeren afholdt sit møde, var konferencen stadig i fuld gang. Der var to hundrede amerikanske programmører i byen netop da. Måske er en af dem smuttet væk en times tid.”
Reacher sagde ikke noget.
”Vores folk fortæller mig, at den slags konference har en noget anden karakter i Vesteuropa. De har det med at tiltrække særlinge og ekstremister.”
Derefter tog Ratcliffe afsted i sin sorte kassevogn sammen med sine livvagter. Sinclair fortsatte orienteringen. Ifølge hende ville fokus nu blive flyttet over på computerprogrammører. FBI havde en ny afdeling, der var tiltænkt den slags. Waterman ville sætte sig i forbindelse med den, men kun gennem hende selv, Ratcliffe eller præsidenten, og med andre, der kunne tænkes at vise sig nyttige, men igen aldrig direkte. White ville sørge for at få identificeret samtlige to hundrede amerikanere og begynde at kontrollere deres baggrund. Umiddelbart skulle Reacher ikke foretage sig noget, men blot forblive på området. For en sikkerheds skyld. Forsvarsministeriet rådede både over computere og programmører, og det var faktisk derfra, at de første seriøse bekymringer om datoproblemet var udgået. Måske havde skurken forsøgt at fremme efterspørgslen for derefter selv at sørge for udbuddet.
Waterman og White gik i gang, men Reacher blev på kontoret. Helt alene sammen med Sinclair. Hun betragtede ham ovenfra og ned og sagde: ”Er der noget, du gerne vil spørge mig om?”
Har du spist? tænkte han. Hun var igen klædt i knælang sort kjole, pænt figursyet, sorte nylonstrømper og dyre sko. Og havde igen et minimum af makeup på og håret redt igennem med fingrene. Og ingen vielsesring.
I stedet sagde han: ”Er det her efter jeres opfattelse virkelig noget, som folk, der klatrer i reb i Yemen, kan finde på at købe?”
”Vi kan ikke se, hvorfor de ikke skulle. De er ikke uciviliserede, hvilket prisniveauet også vidner om. Enten er det med støtte fra en kriminel organisation eller en kriminel regering, eller også har de adgang til en meget rig families midler. I alle tre tilfælde antyder det en forbindelse til den moderne verden og dermed også computersystemer.”
”Det der er en selvopfyldende profeti. I prøver at overbevise jer selv.”
”Hvad vil du sige med det?”
”Improvisation er godt. Men panik er dårligt. I klamrer jer til et halmstrå. Måske tager I fejl. Hvad blev der af proceduren med at vende hver sten?”
”Har du andre oplagte indfaldsvinkler?”
”Ikke lige nu.”
”Hvad skete der i Hamburg?” spurgte Sinclair.
”Ikke noget særligt,” sagde Reacher. ”Vi så lejligheden. Hvordan har iraneren det?”
”Han har det glimrende. Han meldte ind her til morgen. Der sker ikke rigtig noget. Lidt lokal opstandelse fire gader derfra. En prostitueret var blevet myrdet.”
”Det så vi,” sagde Reacher. ”Vi så en masse forskellige ting. Også alt for mange mulige mødesteder. Det duer ikke at begynde i den modsatte ende. Vi er nødt til at følge efter budbringeren, når han forlader lejligheden.”
”Det er for risikabelt.”
”Der er ikke andre måder.”
”I kunne finde amerikaneren, inden mødet overhovedet begynder. Det ville være en anden måde. Og nok bedre for alle berørte.”
”Der bliver lagt pres på dig ovenfra.”
”Regeringen vil sætte stor pris på at få sagen afsluttet hurtigt, ja.”
”Derfor føles det også godt at indsnævre feltet af mulige kandidater. Det føles som et fremskridt. To hundrede føles bedre end to hundrede tusind. Det forstår jeg udmærket. Men bare fordi noget føles godt, er det ikke altid det klogeste at gøre.”
Sinclair var tavs et øjeblik. Så sagde hun: ”Okay, når de andre alligevel ikke har brug for dig, står det dig frit for at arbejde på egen hånd.”
Hvad der var en anden form for begrænsning. Alvoren satte friheden under pres. Der var risiko for at blive slået ud i første runde. Et enkelt forsøg med en teori.
”Hver eneste indfaldsvinkel,” sagde Neagley, ”ender med nøjagtig det samme spørgsmål. Hvad har fyren til salg?”
”Enig,” sagde Reacher.
”Hvad så?”
”Du har selv skrevet listen.”
”Nej, jeg har ikke. Listen er tom. Hvilken slags oplysninger vil de gerne have af os? Hvad er hundrede millioner værd for dem? De ved allerede det, de har brug for at vide. Det kan de læse i avisen. Vores hær er større end deres hær. Slut. Hvis det kommer så vidt, smadrer vi dem. Hvorfor skulle de bruge hundrede millioner dollars på at finde ud af nøjagtig hvordan og hvor slemt? Hvad skulle det gavne dem?”
”Så isenkram.”
”Men hvad? Enten er tingene for billige og almindelige, eller også kræver de et helt regiment af ingeniører for at komme til at fungere. Der er ingen middelvej. Hundrede millioner er et mærkeligt prisleje.”
Reacher nikkede. ”Jeg sagde det samme til White. Han forestillede sig noget med tanks og fly.”
”Hvad kunne de ønske sig af vores isenkram? Giv mig bare et enkelt godt eksempel. Selvfølgelig noget til brug i felten, i kampens hede, af en gennemsnitlig infanterist. For det er den standard, de må være ude efter. Noget enkelt, primitivt og pålideligt. Noget med en stor, rød knap på. Og en stor, gul pil, der peger fremad. For de råder hverken over specialuddannede enheder eller ingeniørregimenter.”
”Der er masser af ting.”
”Enig. Bærbare jord-til-luft-missiler ville være nyttige. De ville kunne skyde civile fly ned. Inde over storbyer. Men dem har de bare allerede i tusindvis af. Vi forærerede selv oprørerne i tusindvis af dem, og Sovjet lod andre tusinder blive tilbage. Og nu har det nye Rusland desuden travlt med at sælge de tusinder, de tog med sig. Og hvis det ikke skulle være nok, kan de altid få billige kopier fra Kina. Eller Nordkorea. Det vil være fysisk umuligt at bruge hundrede millioner dollars på jord-til-luft-missiler. De er for almindelige. Og for billige. Det er økonomi for begyndere. Det vil være som at smide hundrede millioner dollars ud ad vinduet.”
”Hvad så?”
”Der er ikke noget. Vi har ikke nogen teori.”
Klokken ti om aftenen i McLean, Virginia.
Hvad der ville sige klokken halv otte næste morgen i Jalalabad i Afghanistan. Budbringeren sad atter i forgemakket. Morgensolen stod ind ad et højtsiddende vindue, fik støvkornene til at danse og vækkede de nyudklækkede fluer. I køkkenet var der ved at blive lavet te.
Til sidst blev budbringeren ført ind i det samme lille varme lokale som før. Der var også et højtsiddende vindue med en stråle morgensol, dansende støvkorn og vågnende fluer. Bag solstrålen sad de samme to mænd på de samme to puder. Begge skæggede, den ene lille og fed, den anden høj og mager, begge iført de samme almindelige hvide kjortler og de samme almindelige hvide turbaner.
”Du skal tage herfra i dag med vores svar,” sagde den høje.
Budbringeren bøjede hovedet respektfuldt.
”Det rigtige her i verden er at købslå,” sagde den høje. ”Men vi er ikke ude for at købe kameler. Derfor er vores svar helt enkelt.”
Budbringeren bøjede atter hovedet og drejede det en anelse som for at stikke øret frem.
”Fortæl amerikaneren,” sagde den høje mand, ”at vi vil betale hans pris.”
OTTE
Fire timer senere var klokken otte om morgenen i Hamburg i Tyskland, og byens ledende retsmediciner gik i gang med arbejdet i det centrale lighus. Han var blevet færdig med sin obduktion sent om aftenen. Ulønnet overtid, men drab var sjældne og kunne være karrierefremmende. Nu ville han lige gennemgå sine notater, før han fremlagde sin konklusion.
Offeret var en høj, lyshudet europæisk kvinde. Ifølge sine papirer havde hun ved sin død været seksogtredive år og otte måneder gammel. Hvad der stemte overens med de fysiske beviser. Kvinden havde været i god form. Kostbevidst, at dømme efter det lave BMI. Medlemskab i et træningscenter, at dømme efter muskelmassen. Cirka seks timer før dødens indtræden havde hun spist en couscoussalat, og cirka en time før havde hun slugt sæd. Derefter var hun blevet kvalt brutalt bagfra af en højrehåndet overfaldsmand. Vævsskaderne var marginalt større i højre side, hvad der indikerede stærkere fingre.
Perimortem var der også blevet tilføjet offerets lyse hud blå mærker andre steder. Ikke dramatisk, men velafgrænsede. I særdeleshed var der begyndende blodudtrædninger bag på hendes albuer fra overfaldsmandens knæ. Han havde holdt hende nede, siddet overskrævs på hende og redet på hende, som var hun en pony. Og presset fra hans balder havde efterladt svage mærker på hendes. Efter retsmedicinerens mening var han mager. Stærk, men senet. Med fremstående hænder og knæ. En tynd type, ville de sige i fjernsynet. Sikkert fuld af energi, nervøs i sin fremtoning og i stand til voldelige udbrud.
Et billede begyndte at forme sig.
Og bedst af alt var det, at afstanden mellem mærkerne på offerets balder og albuer indlysende nok afspejlede den nøjagtige afstand mellem den skarpe underside på overfaldsmandens hofteskål og knæskaller. Hvad der ud fra de normale proportioner mellem de pågældende led afslørede den nøjagtige længde af hans lårknogle. Og lårknoglens længde blev anset for en ufejlbarlig rettesnor for en persons højde.
Overfaldsmanden var en meter og treoghalvfjerds høj. I amerikanske mål fem fod og otte tommer. Og i og med at offeret var prostitueret, var det også nødvendigt at opgive amerikanske mål. Soldaterne havde stadig penge mellem hænderne. Men under alle omstændigheder var der hverken tale om en dværg eller en kæmpe.
Retsmedicineren satte et personligt notat bag på rapporten. Det var ikke normal praksis, men han havde ladet sig rive lidt med af spændingen. Ifølge notatet var den skyldige efter hans opfattelse en højrehåndet mand af gennemsnitlig højde, formentlig lidt under gennemsnitlig vægt, med markant knoglebygning og stærk fysik, men snarere senet end muskuløs. Måske som en langdistanceløber.
Så forseglede retsmedicineren rapporten i en kuvert og bad om at få den bragt omgående hen til kriminalchefen i byens politihovedkvarter.
Kriminalchefen blev ikke spor begejstret for at modtage den. Ikke til at begynde med. Senere blev han mere optændt. Han hed Griezman. Han blev anset for en succes. Hans afdelings opklaringsrate på 90 procent var imponerende. Men ved denne lejlighed var Griezman ikke ude efter at imponere. Han var ude efter en hurtig efterforskning og ville have sagen gemt langt væk på den anden side af skillelinjen, solidt begravet i de 10 procent med kolde spor og glemte fiaskoer.
Han havde læst notaterne fra sine kriminalbetjente. Ifølge en af dem plejede offeret at køre hjemmefra til hotellet sent om aftenen, parkere i garagen og finde kunder i baren. Men den pågældende aften havde ingen set hende ankomme. Normalt ville kunden benytte sit eget hotelværelse, hvorpå hun ville tage derfra midt om natten eller nogle gange tidligt om morgenen. Bartenderne og rengøringspersonalet kunne muligvis sammenfatte en liste over mænd, hun var blevet set sammen med.
I et andet notat stod der, at det var usædvanligt for hende at betjene kunder hjemme i sin egen lejlighed. Det var usædvanligt for hotelludere generelt. Måske havde kunden været en af de faste. En hun kendte og stolede på. I så tilfælde kunne en nærmere undersøgelse af faste kunder vise sig at give udbytte. Dem hun havde haft inden for de sidste par år, måske. Man gik ud fra, at den indledende kontakt var foregået i baren. Måske ville hotelpersonalet kunne huske det oprindelige møde. De fleste af dem havde været der meget længe.
Ifølge et tredje notat var hun ualmindelig dyr.
Griezman lukkede øjnene.
Det vidste han allerede. Og han vidste også, at hun fandt sine kunder i baren. Men på visse punkter tog notaterne fejl. Det var ikke usædvanligt for hende at bruge sin egen lejlighed. Overhovedet ikke. Indimellem mødte hun naturligt nok folk i baren, som ikke boede på hotellet. Lokale herrer, der måske slappede af efter en hård dag på kontoret. Mænd, der havde deres eget hjem i nærheden, som de selvfølgelig ikke kunne bruge. På grund af koner, familier og så videre.
Lokale herrer som ham selv.
Han havde været kunde hos hende. For næsten et år siden. Tre gange. Okay, fire. Alle sammen hjemme hos hende. Første gang ganske rigtigt via hotellet. Hvilket nummer bor du på? Jeg bor her sådan set ikke. Jeg er bare inde for at få en drink. De var kørt i hver sin bil. Han havde en forsikringspolice, der for nylig var kommet til udbetaling med en bonus, der alt sammen var tænkt at skulle gå ind på opsparingskontoen. Til børnene. Og nu var hun så død. Myrdet. Han ville optræde på listen over de mænd, hun var blevet set sammen med. En grundigere efterforskning ville være en katastrofe. Nogen ville kunne huske det. Han ville selvfølgelig blive fyret. Og selvfølgelig skilt. Og vanæret.
Han åbnede kuverten fra retsmedicineren. Han læste de kolde, kliniske kendsgerninger. Han kendte den hals. Den var lang, slank og havde smuk lys farve. Han vidste, at hun kunne lide couscous. Han vidste, at hun slugte.
Han vendte det sidste ark og fik øje på det personlige notat. Højrehåndet, gennemsnitshøjde, undervægtig, markant knoglebygning, snarere senet end muskuløs.
Som en langdistanceløber.
Griezman smilede.
Han var to meter høj og vejede hundrede og seksogtredive kilo. Amerikanerne ville sige seks fod og seks tommer og tre hundrede pund. Det meste af det var fedt. Han spiste pølser med kartoffelmos til morgenmad. Da han sidst så en af sine knogler, var det på et røntgenbillede.
Absolut ikke nogen langdistanceløber.
Han bad sin sekretær indkalde til møde. Hans hold dukkede op. Hans kriminalbetjente. ”Det er på tide,” sagde han, ”at opstille nye parametre. Lad os gå ud fra, at offeret kørte til hotellet, men fik kontakt med gerningsmanden allerede før, hun nåede ind. Et tilfældigt møde i selve parkeringskælderen, måske. Muligvis en fast kunde. Muligvis efter lang tid uden kontakt. Hvad der siger os, at han er rig nok til at kunne betale hende, men ikke bor på hotellet, for ellers havde hun foreslået hans værelse som førstevalg. Derfor har han enten været lokal eller overnattet andetsteds. Spørgsmålet er, om han var i bil. Det er sandsynligt, i og med at han var i parkeringskælderen, men ikke nødvendigvis, for man kan skyde genvej gennem parkeringskælderen til den anden side af bygningen. I det tilfælde kan offeret meget vel selv have kørt ham hjem, og derfor bør vi også undersøge kabinen i hendes bil for fingeraftryk. I hvert fald dørhåndtagene og sikkerhedsselen.”
Hans kriminalbetjente tog notater.
”Og frem for alt,” sagde Griezman, ”har vi fået konkrete oplysninger fra patologen. Gerningsmanden er af gennemsnitshøjde og mager. Det er en videnskabelig kendsgerning. Så det er den type person, vi leder efter. Ikke andet. Glem de tidligere kunder, medmindre de viser sig at være af gennemsnitshøjde og magre. Andre er vi ikke interesseret i. Det hele er formentlig spild af tid, eftersom det sikkert drejer sig om en sømand på landlov, der for længst er stukket til søs igen, men vi må i det mindste give indtryk af, at vi foretager os noget. Det skal bare være en koncentreret arbejdsindsats, så lad være med at spilde tiden. Gennemsnitshøjde, mager, fingeraftryk i hendes bil. Det er det, vi leder efter. Intet andet. Ingen vilde udflugter. Spar på kræfterne til næste sag.”
Kriminalbetjentene traskede ud igen, og Griezman slap en lettet udånding og lænede sig tilbage i stolen.
Samtidig var amerikaneren i Amsterdam, hvor han var i færd med at tage bad. Han var stået sent op. Han befandt sig på et hotel en enkelt gade væk fra et hovedstrøg. Det var lille og rent, og nogle af de andre gæster var piloter. Det var sådan et sted. Han havde været nede efter kaffe og set de tyske aviser i morgenmadsrestauranten. Ingen overskrifter. De kom ingen vegne. Han var i sikkerhed.
Samtidig befandt budbringeren sig i en Toyota pickup og havde kun tilbagelagt knap ti kilometer af de fem hundrede ad landevejen. Efterfulgt af fire forskellige lufthavne og tre sikre opholdssteder. Det var anstrengende alt sammen, men det værste kom først. Vejen var primitiv. Hård ved bilen og hård ved passageren. Det var opslidende. Nogle steder var det knap nok en vej, men mere en udtørret flodseng. Men det var nu engang prisen for at leve afsondret.
Solen bevægede sig vestpå og oplyste først kysten ud for Delaware, derefter Marylands østkyst og så selve D.C., der midlertidigt tog sig storslået ud i det tidlige morgenlys, nærmest som var byen blevet bygget specielt til netop dette ene øjeblik i løbet af dagen. Så nåede daggryet frem til McLean, og cateringvognen ankom til erhvervsområdet med kaffe og morgenmad. Alle var vågne og ventede. Landry, Vanderbilt og Neagley var indkvarteret i den anden af de tre bygninger på Educational Solutions’ område. Samme konstruktion, senge i stedet for skriveborde. Fyrene fra NSC legede holdtagfat ud fra den tredje bygning og skiftedes til at holde vagt og sove.
”Med ti undtagelser,” sagde White, ”er samtlige af programmørerne enten allerede tilbage i USA eller på vej hertil. De resterende ti er udlandsamerikanere. De bor i Europa og Asien. En af dem bor selv i Hamburg.”
”Tillykke,” sagde Reacher. ”I har løst sagen.”
”Det er et spørgsmål om at prioritere. Er en udlandsamerikaner mere tilbøjelig til at være kriminel? Bør vi undersøge dem først eller bagefter?”
”Hvem er ham, der bor i Hamburg?”
”Vi har et foto. Han er modkulturtypen. Kom tidligt i gang med computere. Han hævder, at de før eller siden vil gøre verden mere demokratisk. Sagt på en anden måde stjæler og ødelægger han ting, men kalder det bare politik i stedet for kriminalitet. Eller performancekunst.”
Vanderbilt fandt billedet frem. Det var et portrætfoto øverst på en venstreside fra et magasin. En klumme i noget, der lignede et undergrundsblad. Fotografiet forestillede en mager hvid fyr med et enormt hår. Som om han havde stukket fingrene i en lyskontakt. Halvt gal professor, halvt gøgler. Han var fyrre år gammel.
”Stationslederen i Hamburg foretog lidt overvågning til fods,” sagde White. ”Fyren er ikke hjemme for øjeblikket.”
”Hvis han bor der,” sagde Reacher, ”hvorfor planlagde han så det første møde, mens konferencen blev afholdt i byen? Det må være en travl uge. Og der er folk, der kender ham. Måske vil de bemærke noget. Det ville være bedre at gøre det før eller efter.”
”Så efter din mening beviser timingen altså, at det var en af de besøgende ved konferencen.”
”Efter min mening er det alt sammen rent Alice i eventyrland.”
”Lige nu har vi ikke andet.”
”Hvor langt rejser den her slags budbringere?” sagde Reacher.
”Ikke så langt som herover. Ikke endnu. Ikke os bekendt. Men de tager hele vejen gennem Vesteuropa, Skandinavien og Nordafrika. Og selvfølgelig Mellemøsten.”
”Så må jeres bedste mulighed være at holde snor i de hjemvendte programmører og vente på, at en af dem tager afsted igen til det næste møde. Hvor der bliver sagt ja eller nej. Men ikke nødvendigvis i Hamburg. Ifølge jeres teori var Hamburg hensigtsmæssig første gang på grund af konferencen. Et andet sted kunne være mere hensigtsmæssigt til det næste møde. Paris eller London. Eller Marrakesh. Jeres teori kan ikke sige noget om stedet.”
”Vi vil vide, hvor han køber billet til. Vi vil vide, hvor han skal hen.”
”Han vil købe den i sidste øjeblik.”
”Vi vil stadig kende det fly, han er med.”
”Men for sent, for hvad vil I gøre? Tage det næste fly og nå frem fire timer efter, at aftalen er blevet indgået?”
”Du er da godt nok noget af en humørspreder, hvad?”
”Ifølge jeres teori vil budbringeren være i bevægelse på samme tid som amerikaneren. De vil bevæge sig i retning af det samme bestemmelsessted.”
”Vi kender ikke det navn, han rejser under, eller hvor han kommer fra. Eller hvilket pas han bruger. Muligvis pakistansk. Eller britisk. Eller fransk. Der er for mange ubekendte. Vi foretog en søgning på Hamburg lufthavn to dage før det første møde, og alene der kom der fem hundrede mulige kandidater igennem. På papiret kan vi ikke skelne dem fra hinanden. Det er umuligt at vide, hvem vi skal holde øje med.”
”Tag noget mere kaffe,” sagde Reacher. ”Det plejer at hjælpe på det hele.”
I Hamburg var det frokosttid, og kriminalchef Griezman var kun få minutter fra en herlig smørrebrødsanretning på en kælderrestaurant lige i nærheden af hans kontor. Men først skulle han have afsluttet en opgave. En del af hans chefrolle bestod i at give oplysninger videre til dem, der havde brug for det. Ligesom en redaktør eller en kurator. Nogen skulle være ansvarlig. Nogen skulle have røven på komedie, hvis det bagefter viste sig, at brikkerne ikke passede sammen. Det var det, han blev betalt for, som de sagde i tv.
Fra naturens hånd var han tilbøjelig til at være forsigtig. Det var bedre at være på den sikre side. Stort set alt blev sendt et eller andet sted hen. Hver dag inden frokost. Han gennemgik gennemslag og fotokopier og lavede dynger med hvert sit mærke til den ene eller anden instans. Hans sekretær fik dem bragt ud med bud, mens han spiste.
Næsten øverst i dyngen lå endnu en rapport fra efterforskningen af mordet på den prostituerede. Blandt de navne, som var dukket op, da betjentene stemte dørklokker i hendes gade, var en major og en underofficer i den amerikanske hær, der hævdede at være der som turister. Den pågældende betjent havde fulgt op på påstanden op ved at kontrollere det hos grænsemyndighederne i lufthavnen. Han havde konstateret, at begge amerikanerne ganske rigtigt var ankommet samme morgen. De kunne derfor begge elimineres som mistænkte, men betjenten ville gerne påpege, at de ikke havde lignet turister.
Det var bedre at være på den sikre side. Griezman smed rapporten i bunken til det amerikanske militærs hovedkvarter i Stuttgart, hvor den foreløbig var den eneste af sin art den dag.
Så læste han for en sikkerheds skyld en rutinemæssig, kortfattet erklæring fra det uniformerede politi. Ifølge den havde en borger flere dage tidligere kontaktet dem telefonisk og meddelt, at han sent på eftermiddagen havde set en amerikaner i samtale med en mørklødet mand, formentlig fra Mellemøsten, på en bar lige uden for bymidten. Ydermere hævdede borgeren at have set den mørklødede mand optræde ophidset, utvivlsomt på grund af livsvigtige hemmeligheder i forbindelse med lokal uro som følge af historisk forskelsbehandling. Men de lokale politifolk var hurtige til at påpege, at den pågældende borger var kendt som en paranoid fanatiker, der jævnligt ringede ind med dommedagsmeldinger, og under alle omstændigheder havde manden fra Mellemøsten været i sin gode ret til at virke ophidset, for der var tale om en hårdkogt bar, hvor hans tilstedeværelse ikke var blevet hilst velkommen eller blot tolereret særlig længe. Ikke desto mindre blev sagen åbenbart stadig anset for vigtig nok til at blive indrapporteret.
Og derfor også vigtig nok til at lade gå videre op i fødekæden, besluttede Griezman. Heller ikke på hans niveau skadede det at have sit på det tørre. Men hvor skulle den hen? Det amerikanske konsulat, selvfølgelig. Til dels som følge af den diskriminerende adfærd. Hvorfor skulle en amerikaner invitere en araber med på sådan en bar? Invitationen kunne i hvert fald ikke være kommet fra den anden part. Det kunne ikke have været manden fra Mellemøstens førstevalg til et mødested. Hvad havde formålet mon været?
Men primært lod han det gå videre, fordi en amerikaner talte med en araber. Lige pludselig var de blevet voldsomt interesseret i netop den slags. Der var fedtepoint i det. Det kunne være karrierefremmende.
Han smed erklæringen på den plads, der var reserveret det amerikanske konsulat i Hamburg, og hvor den også var dagens eneste indslag af sin art.
NI
Reacher og Neagley slog sig ned i kontrolcentret i undervisningslokalet. De gik i gang med rapporterne om militærpersonellets færden. De udvalgte hundrede, to hundrede eller fem hundrede navne ad gangen. Militæret var ganske dygtige til at holde styr på folk. Undtagen folk på orlov. Familietid i de tyske forstæder. Eller billige svipture hjem. Eller rejser, eller eventyr. Folk overalt i verden. Mindst tusind ad gangen.
Ingen oplysninger.
”Vi har også tre desertører i gryden,” sagde Neagley. ”Samt en O-5, der nægter at opgive sit opholdssted den pågældende dag.”
En oberstløjtnant.
”Hvem er desertørerne?” sagde Reacher.
”Lutter overkonstabler af anden grad. En infanterist, en fra pansertropperne og en læge.”
”Siden hvornår er lægerne nu også begyndt at stikke af?” sagde Reacher. ”Hvor længe har de været væk?”
”Lægen en uge, infanteristen halvanden og ham fra pansertropperne i fire måneder.”
”Fire måneder er længe.”
”De kan ikke finde ham. Han har ikke forsøgt at gøre brug af sit pas. Så han er formentlig stadig i Tyskland. Det er bare et stort land nu om dage.”
”Hvem er oberstløjtnanten, der ikke vil opgive sit opholdssted?”
”Befalingsmand i infanteriet.”
”Har I spurgt jer for?”
Verdens mest effektive jungletrommer.
”Han er god nok,” sagde Neagley. ”Men han oplevede ikke ret meget i Golfen og kigger nu østpå gennem tågerne i retning af Sovjetunionen, der selvfølgelig er væk for længst. Det har gjort ham frustreret. Og indimellem giver han også udtryk for det.”
”En af de utilfredse.”
”Ja, men ikke en af de værste.”
”Hvorfor ved de ikke, hvor han var henne?”
”Han gav sig selv frie beføjelser til at rejse omkring. Research af nye våben og strategier. Alt muligt af den slags pjat. Fremtiden handler om at være fleksibel og mobil og så videre. Han rejser meget. Normalt behøver han ikke at sige hvorhen. Men denne gang spurgte de ham uden at kunne få noget at vide.”
”Hvor befinder han sig nu?”
”De sendte ham hjem. Fordi spørgsmålet kom direkte fra præsidentens kontor. Det er den øverstbefalende, der spørger. Ingen ved, hvad man så skal gøre. Ingen ved, om det overhovedet betyder noget.”
”De ord burde stå på vores korpsmærke. Som motto under to korslagte spørgsmålstegn.”
”Jeg er sikker på, at fyren er indkvarteret tæt på Pentagon. Der venter ham drøftelser på højt plan, det er jeg sikker på. Hvis du vil tale med ham, kan vi sagtens finde ham.”
Så sagde hun: ”Vent lige.”
Hun begyndte at rode igennem sin dynge af lister.
”Vent sgu da lige et øjeblik,” sagde hun.
Hun fandt den rigtige liste. Hun kiggede efter en enkelt gang og kiggede så efter igen.
”Jeg ved, hvor han var ugen forinden,” sagde hun.
Reacher læste listen på hovedet. Navne og flynumre. Seksogtredive amerikanere. Vanderbilts værk.
”Zürich,” sagde han.
Neagley nikkede. ”Nøjagtig en uge før mødet ankom han til Zürich tids nok til eftermiddagskaffe og tog sent hjem igen efter spisetid. Men det kan ikke være vores mand. Vores mand ville have en dækhistorie for den pågældende dag. Ville han ikke? Han ville lyve. Han ville ikke bare klappe i. Hvad forestiller han sig, at vi vil gøre? Tage hans ord for pålydende?”
”Find ud af, hvor han er henne,” sagde Reacher. ”Sørg for at gøre dem klart, at der bliver spurgt på vegne af nationens øverstkommanderende. Forklar dem, at vi kommer derover for at hente ham og tager ham med på en lille køretur i vores bil.”
Fyren befandt sig på Fort Myer og var indkvarteret i deres afdeling for besøgende officerer. Reacher regnede med, at de nye ordrer til bare at sætte sig ind i bilen måtte være nået frem godt tyve minutter forinden, sikkert via Forsvarskommandoen. Hvad der havde givet dem yderligere vægt. Han regnede med, at fyren enten var stukket af med det samme eller valgt at gøre sig klar. Det viste sig, at han havde valgt at gøre sig klar. Han kom ud ad døren i samme øjeblik, den sorte Caprice holdt ind ved kantstenen.
Neagley kørte, og Reacher sad i højre side omme bagi. Fyren steg ind og satte sig om bag Neagley med rank ryg og hænderne på knæene, som om han sad på en kirkebænk og alle holdt øje med ham. Han hed Bartley. Han var over de fyrre, men ikke meget. Han var af gennemsnitshøjde og slank. En mand med stamina. Udholdenhed, ikke styrke. Kun lige begyndt at falde af på den. En ledertype, men ikke længere helt troværdig at se for sig i en kampsituation. Han var klædt i nypresset kampuniform. Han lugtede af sæbe.
”Vil De være venlig at gentage Deres ordrer for mig, oberst,” sagde Reacher.
”Jeg skal sætte mig ind i et køretøj med to repræsentanter for militærpolitiet,” sagde Bartley, ”og for at undgå enhver tvivl skal jeg på et hvilket som helst tidspunkt anse mig for værende under deres jurisdiktion, og jeg skal efter bedste evne besvare deres spørgsmål sandfærdigt, i og med at jeg, for yderligere at undgå tvivl, skal betragte disse ordrer som kommende direkte fra nationens øverstkommanderende.”
”Han har ordet i sin magt, hvad?”
”Han er tidligere advokat.”
”Det er de alle sammen.”
”Hvad vil I spørge mig om?”
”De valgte den forkerte dag at forsvinde, oberst,” sagde Reacher.
”Det har jeg ingen kommentarer til.”
”Ikke engang hvis den øverstbefalende spørger?”
”Det er et spørgsmål om privatlivets fred. Den pågældende dag har intet med udførelsen af min profession at gøre. Intet med mine pligter at gøre.”
”Det er godt at vide. Men det er netop pointen, som jeg ser det. Man vil gerne vide, hvad De foretager Dem i fritiden. De er overordnet. Det kan have konsekvenser. Det kan enten være godt eller skidt. De bør fortælle os om det. Ellers risikerer De bare, at vores fantasi løber af med os.”
”Jeg har ingen kommentarer.”
”De begår en strategisk fejl. De tiltrækker Dem opmærksomhed. Der går ikke røg af en brand, uden at der er ild i den. Vi taler om en begivenhedshorisont, oberst. Det er her, det hele går galt. Sikkert helt uden grund. Sikkert på grund af en eller anden bagatel, som andre er sluppet afsted med. Men De kommer til at bøde for det. I bedste fald kommer De aldrig videre. I bedste fald vil De få en permanent anmærkning ud for Deres navn, der indikerer, at De ikke er til at stole på.”
Bartley gned håndfladerne mod buksebenene uden at sige noget.
”Jeg er ligeglad med, hvad De har lavet,” sagde Reacher. ”Med undtagelse af en enkelt helt bestemt ting. Men jeg tror heller ikke, det er det, der er tale om. Helt ærligt, hvor stor er sandsynligheden for det?”
”Jeg er sikker på, at det ikke er det.”
”Der kan De bare se.”
”Der er ingen grund til, at I behøver at interessere jer for mig.”
”Det har De utvivlsomt ret i. Men jeg er nødt til at se folk i øjnene og give dem min oprigtige vurdering. Hvis det ikke er det, vi har i tankerne, skal jeg med glæde sige det uden at gå yderligere i detaljer. Jeg skal med glæde give besked på, at De ikke skal udspørges yderligere, fordi det handlede om noget helt andet. Deres hemmelighed bliver mellem os. Men først er jeg bare nødt til at få at vide, hvad dette helt andet er for noget. For jeg er nødt til at virke overbevisende. Jeg er nødt til at tale med den selvsikkerhed og autoritet, der bygger på en solid fundering i kendsgerninger.”
”Det er noget helt ubetydeligt.”
”Det er knald eller fald, oberst. Når De befinder Dem nede i et hul, skal De holde op med at grave. Jeg er oprigtigt talt fuldstændig ligeglad med, hvad det er. Jeg vil ikke engang fortælle det videre. Stoffer, sex eller rock and roll, jeg er fløjtende ligeglad. Når bare det ikke er denne ene bestemte ting. Som vi er enige om er højst usandsynlig. Jeg vil allerhelst bare stille Dem et helt andet spørgsmål. Noget fuldstændig andet.”
”Hvilket spørgsmål?”
”Det er ikke det, okay? Det her er bare en lille supplerende indledning. En biundersøgelse. Lidt ligesom baseballtræning. Tager De til Zürich hver uge?”
Den anden sagde ikke noget.
”Det er nemt nok at svare på, oberst,” sagde Reacher. ”Sandheden kan få Dem ud af kniben. Et enkelt lille ord, så kan De fortsætte deres karriere uden den mindste plet på Deres omdømme. Hvis De vil.”
”Som regel gør jeg,” sagde Bartley.
”Også den dag, de spørger om?”
”Ja.”
”Har De stadig flybilletten?”
”Ja.”
”Ankommer efter frokost og tager afsted efter aftensmaden?”
”Ja.”
”Tager De hen i en bank?”
”Ja.”
”Med hvad?”
”Penge, selvfølgelig. Men kun mine egne. Alt sammen fuldstændig lovligt.”
”Vil De være venlig at uddybe?”
”Hvad sker der, hvis jeg gør?”
”Det kommer an på, hvad det er. Om det kaster skam over uniformen.”
”Hvad så, hvis det gør?”
”Så tager De en chance.”
Bartley sagde ingenting.
”Tænk Dem nu om, oberst,” sagde Reacher. ”De er intelligent. Jeg er sikker på, at De er universitetsuddannet. Det her er ikke kernefysik. Ordren til at sætte Dem ind i denne bil kom fra Det Hvide Hus via Forsvarskommandoen. Hvem arbejder vi mon så for?”
”Det Nationale Sikkerhedsråd.”
”Hvor meget skade kan de gøre Dem?”
”Meget.”
”Værre end De kan forestille Dem. En million gange værre end en skandale i forbindelse med at fragte penge til Schweiz. Hvis det overhovedet er en skandale. Hvad det muligvis ikke er. Ikke hvis alle pengene er Deres, og det alt sammen er lovligt. Hvad De jo sagde.”
”Jeg skjuler dem for min kone. Jeg planlægger at blive skilt fra hende.”
”Har hun gjort Dem noget?”
”Nej.”
”Men De fjerner pengene alligevel?”
”Jeg har selv tjent dem.”
”Tjent hvad? De er oberstløjtnant. Jeg ved udmærket, hvor meget De får. Med al respekt tvivler jeg på, at Deres opsparing holder schweiziske bankfolk vågne om natten. Og lad nu være med at fortælle mig noget med mange bække små. Det giver ingen mening at fragte to dollars til Zürich om ugen. Alene flybilletten vil spille ind.”
”Det gør den også. Ligesom gebyrerne. Men jeg har regnet efter.”
”Hvilke penge?”
”Vores hus. Herhjemme. Hovedsagelig kreditforeningslån. Jeg vil gerne have friværdien ud. Jeg overfører den lige så hurtigt, de giver mig lov til det. Jeg fører pengene ud af Tyskland i kontanter. På det tidspunkt findes de ikke længere på papir, og jeg opbevarer dem i en sikkerhedsboks.”
”De er et forbilledligt menneske, oberst. Det er helt sikkert. Men allerhelst vil jeg egentlig bare gerne vide, hvem De ellers har mødt. I Zürich. Måske nogen, der tager frem og tilbage ligesom De selv. Eller nye folk, bare en enkelt gang. Har De lært nogen at kende?”
”Som hvem?”
”Andre amerikanere.”
”Jeg er der i et privat ærinde. Man møder ikke nødvendigvis nogen.”
”Hvad med i lufthavnen? Eller på gaden?”
Bartley svarede ikke.
”Jeg skal bruge en liste, oberst,” sagde Reacher. ”Datoer og signalementer. Både militært personel og civile. Den bedste De overhovedet kan give mig.”
”Hvad har I tænkt jer at gøre? Hvem får det at vide? Hvad vil I sige?”
”Præsidenten vil fortælle Forsvarskommandoen, at De er uden interesse for NSC. I hvert fald i denne sammenhæng. Derefter er det ikke rigtig til at sige. Det afhænger vel af, hvem De er nødt til at tale med. Og hvor meget ballade Deres kone vælger at lave.”
De satte ham af uden for hans indkvartering, og så kørte de tilbage til McLean.
Masser af fjender.
De skrev et referat af samtalen med Bartley og arkiverede den i det centrale dossier. Så blev Neagley ringet op og fortalte Reacher, at det var en fyr ved navn Wiley, fra Texas, der havde været deserteret i fire måneder. Han tilhørte et femmandshold, som betjente et Chaparral-luftforsvarsbatteri. Tolv missiler på et bæltekøretøj. Fire på rampen og klar til affyring, yderligere otte i reserve. Til at beskytte panserkøretøjer og personel i forreste række af kampområdet. Hensigten var at befinde sig bag frontlinjen af tanks og ved hjælp af radar og kikkerter holde øje med horisonten længere fremme. Efter indgående jagerfly eller kamphelikoptere. Og derefter bare skyde og glemme. Missilerne var varmesøgende ligesom en gammel Sidewinder, bare bedre. Udelukkende udviklet til lav højde. Når fjenden dykkede ned for at slå til.
”Perfekt til at ramme civile fly over storbyer. Enten under start eller landing. Når de befinder sig i lav højde.”
”For stort,” sagde Neagley. ”Bare missilerne i sig selv er tre meter lange. Køretøjet er gigantisk. Desuden har det larvefødder og er camouflagemalet. Folk ville bemærke det på lufthavnens parkeringsplads. Desuden bruger de langtrækkende varslingsradar, og de infrarøde sensorer er indviklede. Den blev opgraderet. Det er det samme problem – den kræver et hold af specialister. Med al respekt er en træningslejr i Yemen ikke det samme som Ford Aerospace. Og vi har også problemet med prisen. Tolv missiler per køretøj, tophastighed under tres kilometer i timen. Det ville kræve en kæmpemæssig konvoj at nå op på en værdi af hundrede millioner dollars. Som en parade på Den Røde Plads. Og han har været væk i fire måneder og ville ikke kunne vende tilbage og organisere det. Han ville blive arresteret på stedet.”
”Men hold alligevel øje med ham,” sagde Reacher. ”Jeg bryder mig ikke om, at han har været væk i fire måneder. Det er skamfuldt. Nogen har fortjent at få røven på komedie. Hvad fanden foregår der derovre?”
I Hamburg var mørket ved at falde på. Iraneren var ude at spadsere en aftentur med en avis under armen. Lyset begyndte at blive tændt i butikkerne, kontorerne og delikatesseforretningerne, hos juvelererne og renserierne og forsikringsselskaberne. Stærkt og klart hvidt lys. Men ikke hårdt. En blødere type neon. Mere europæisk. Bagerierne og konditorierne henlå i mørke. De var lukket for i dag. Der stod et gyldenbrunt skær omkring restauranterne og barerne, dæmpet og indbydende, som om de alle sammen bestod af indbydende dunkle rum med egepaneler. På gaderne flød trafikken støt afsted. Biler kørte forbi, og hver eneste detalje i det lysende sceneri blev reflekteret i deres skinnende karrosseri, mens deres nye forlygter lyste fremad, hvileløst og unaturligt blå.
Iraneren nåede frem til en lille park og satte sig på en bænk. Han lænede sig tilbage og lagde armene op på rygstykket. Bilerne kørte forbi. Han så lige frem for sig. Der var ingen fodgængere.
Han ventede.
Så rejste han sig igen helt roligt og lagde som en samvittighedsfuld medborger sin avis i affaldsspanden, forlod parken og slentrede samme vej tilbage.
Et halvt minut senere trådte CIA’s stationschef ud af en skygge og krydsede gaden. Han gik lige hen til skraldespanden, tog avisen op, stak den selv under armen og gik derfra.
En halv time senere foretog han en direkte opringning fra konsulatet til McLean, Virginia.
TI
Vanderbilt besvarede opringningen og fik White til telefonen. White lyttede med øjne, der var gennem hele repertoiret med at misse ud i det fjerne, fokusere tæt på, blive smalle, se til venstre og se til højre. Han tog notater på et stykke papir. To forskellige emner, tænkte Reacher. To forskellige overskrifter. To blokke tekst, begge med nydelig skråskrift.
Til sidst lagde White på og sagde: ”To nyheder. Iraneren udbad sig et sikkert afleveringssted. For en halv time siden. Han efterlod en rapport gemt i en avis. Noget af den kunne man kalde spekulativ. Det er til dels en kulturanalyse. Næsten et essay. Ifølge ham er den af saudierne, der kendte budbringeren, helt oppe at køre. Som om der kommer til at ske noget stort. Større end de turde håbe på. Tydeligvis med forbindelse til de hundrede millioner dollars. Som om de har opnået noget, de aldrig havde forventet. Iraneren understreger, at han ikke har nogen konkrete detaljer, og at den saudiske knægt heller ikke har det. Det er en trossag. Alle har det, som om det er en helt ny situation. Ifølge iraneren går den saudiske knægt rundt og smiler, som om han ser ind i det forjættede land.”
”Hvad var den anden nyhed?” sagde Reacher.
”Konsulatet har modtaget en rutinerapport fra nogle politifolk i Hamburg om en amerikaner, der har talt med en araber på en bar. Noget underligt noget. Bortset fra, at det var den rigtige dag og på nøjagtig det rigtige tidspunkt. Der er muligvis et vidne til det første møde.”
White ringede tilbage til konsulatet og fik opgivet de nødvendige numre, heriblandt to til nøglepersonen, som åbenbart var en stor tyk fyr ved navn Griezman. Kriminalchefen. Konsulatet kendte ham udmærket. Det var efter normal arbejdstid i Hamburg, men han var stadig på sit kontor. Stadig bag skrivebordet, og han svarede med det samme. White satte telefonen på medhør og spurgte ham om politirapporten. Reacher kunne høre ham bladre igennem en større bunke papirer. Han kunne ikke lige huske den. Så fandt han den. Den underlige historie med araberen på baren.
Som han havde overbragt til det amerikanske konsulat.
Og som derfor senere kunne give fedtepoint.
På engelsk sagde han yderst høfligt: ”Hvad kan jeg hjælpe med?”
Ligesom receptionisten på et hotel.
”Vi skal have navn og adresse på vidnet,” sagde White. ”Det samme med baren. Baggrundsoplysninger i begge tilfælde. Muligvis også overvågning af dem begge.”
”Det ved jeg ikke rigtig.”
”Jeg kan få Deres kansler til at ringe. Deres statsleder. Så skal De nok blive afklaret.”
”Nej, jeg mener, at jeg ikke ved noget om det. Jeg kender ikke detaljerne. Jeg er kriminalchef. Den slags rapporter passerer gennem mit kontor, det er det hele. Og i alle tilfælde står der, at vidnet er en skør kugle.”
”Kan han klokken?”
”Okay, jeg skal nok skaffe detaljerne. Bestemt. Sidst på dagen i morgen.”
”Gør De nar? De har en time. Og lad være med at fortælle nogen, hvad De foretager Dem, eller hvorfor. Betragt sagen her som tophemmelig. Og hold forbindelsen her åben, til når jeg ringer tilbage.”
I Hamburg tog Griezman en dyb indånding og så ud i aftenmørket. Så gik han i gang. Det var ikke særlig krævende. Det var blot en række telefonopringninger. Det ene nummer førte til det andet. Ligesom en nervebane. En organisation i aktion. En anledning til at føle sig stolt. Få en teori bekræftet. Så finkornet som han kunne ønske sig det. Han kunne spore det hele vejen tilbage til den arme patruljebetjent, der oprindelig havde modtaget opringningen. Hvis han ville. Og det gjorde han. Heldigvis med enkle spørgsmål. Navne og adresser på en person og et sted.
I Virginia sagde Watermans assistent Landry: “Større end de turde håbe på lyder ikke godt i mine ører. Det lyder heller ikke som at få nogens ur til at gå i stå, men meget værre.”
”Vi hører det på tredje hånd,” sagde Reacher. ”Vi har ikke mulighed for at bedømme tonefaldet.”
”Men?”
”Jeg hørte ordene ’helt ny situation’. Som om det var et stort skridt fremad. Næsten som et uventet held, som om de helt uventet havde vundet den store gevinst. I så høj grad, at fyre i tyverne, der går i italienske sko og tager på natklub, kommer helt op at køre over det. For mig at høre lyder det nærmest erotisk. Er computere virkelig så stort et nummer?”
”Det mener vi,” sagde Landry. ”Og de kommer helt sikkert til at blive det i fremtiden. Selv på nuværende tidspunkt vil skadevirkningerne være katastrofale. Masser af mennesker vil dø. Men indrømmet, erotisk er det ikke.”
”Det er heller ikke en effektfuld handling,” sagde Vanderbilt. ”Hvad de ellers sætter pris på. Det er ikke noget med at sprænge en bygning i luften. Det kulminerer ikke på et bestemt tidspunkt. Det er lidt for teknisk.”
”Så vi er altså enige om,” sagde Reacher, ”at vi spilder tiden ved at fokusere på computerne.”
”Hvor skulle vi ellers begynde?”
”Hvad har fyren til salg?”
”Det har vi været igennem.”
”Der er gået en time,” sagde Waterman.
White ringede igen op til nummeret i Hamburg. Fyren ved navn Griezman svarede. Han havde navne og adresser på vidnet og baren. Vidnet var kommunalt ansat. Han begyndte på sine pligter tidligt om morgenen og var færdig lige efter frokost. Derfor baren om eftermiddagen. Det var en mand med stærke holdninger. Nogle af dem var krænkende, og de var alle sammen fejlagtige. Baren lå fem gader væk fra lejligheden. Den havde ry for at være barsk, men ikke udadtil. Den så civiliseret ud. Prunkløs, men diskret. For det meste frekventeret af mænd i jakkesæt med normale frisurer. Og endnu ikke antiamerikansk, når blot den pågældende amerikaner var hvid.
Efter samtalen fandt Neagley frem til baren på sit bykort. ”Ikke det sted, vi var så glade for,” sagde hun. ”Den ligger i en pænere del af kvarteret. Og en meget kort gåtur fra lejligheden. Under tyve minutter. Timingen passer fint. Tror I, at mødet fandt sted her?”
”Det var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,” sagde Reacher. ”Og føles rigtigt.”
”Vi skal bruge en beskrivelse fra vidnet. Måske en fantomtegning.”
”Kan vi stole på politiet i Hamburg? Eller bør vi hellere gøre det selv?”
”Vi har ikke en tegner ved hånden. Og måske taler vidnet ikke engelsk. Vi bliver nødt til at stole på dem. Det vil udenrigsministeriet også insistere på. Ellers udvikler det sig til en diplomatisk krise.”
Reacher nikkede. Han havde før haft med tyske politifolk at gøre. Både militære og civile. Det var ikke altid lige let. Som regel på grund af forskellige måder at se tingene på. Tyskerne mente, at de havde et land, og amerikanerne mente, at de havde købt en stor militærbase med tjenestefolk.
Fra indkørslen lød der larm fra et køretøj. Der drejede op forbi det knæhøje skilt. Så et til. To køretøjer. Uden tvivl to kassevogne. Sorte. Et øjeblik senere kom to mænd i jakkesæt ind gennem døren efterfulgt af Ratcliffe og Sinclair og yderligere to mænd i jakkesæt som bagtrop. Ratcliffe var stakåndet. Sinclair lidt rød i hovedet. På halsen og højt oppe på kinderne. Hun var atter klædt i sort kjole og så lige så godt ud som sædvanlig. Måske endda endnu bedre. Måske hjalp de blussende kinder.
”Jeg hører, at vi har et øjenvidne,” sagde Ratcliffe.
”Det er den formodning, vi opererer ud fra lige nu,” sagde Reacher.
”Nu rykker vi. I aften tager du og sergent Neagley tilbage til Tyskland. Udenrigsministeriet skaffer jer pasfotos af samtlige to hundrede programmører, inklusive udlandsamerikanerne. I morgen tidlig begynder I med at afhøre øjenvidnet. I dette øjeblik bliver der lagt pres på politiet i Hamburg. Så snart øjenvidnet vælger et foto, ringer I hertil med navnet, og så henter vi fyren hjemme hos ham sig. Det vil være en nydelig og hurtig måde at afslutte sagen på.”
Reacher sagde ikke noget.
De kom med det samme fly fra Lufthansa. Afgang først på aftenen, seks tidszoner, planlagt ankomst ved arbejdsdagens begyndelse. Neagley tog sin taske med. Denne gang havde Reacher også en. Det var en rød mulepose fra Air and Space Museum. Den var sikkert blevet brugt til frokost af en eller anden ansat i udenrigsministeriet, men akut blevet rekvireret til andet formål og i stedet fyldt op med to hundrede pasfotos. Og det var mange. Hvert enkelt foto var limet fast på et kartotekskort med navn og pasnummer. Reacher og Neagley så på nogle af dem. De rakte dem frem og tilbage ligesom spillekort. De fandt udlandsamerikaneren med bopæl i Hamburg. Modkulturtypen med det store hår. Hans officielle foto var af bedre kvalitet end det fra undergrundsavisen. Mere glittet og langt tydeligere. Den foreskrevne størrelse og med hvid baggrund. Fyren kiggede lige ind i kameraet med et aggressivt udtryk i øjnene. Et stort hoved og en tynd hals.
”Det er ikke ham,” sagde Reacher.
”Hvorfor ikke?” sagde Neagley.
”På grund af håret. Han er nødt til at gøre noget aktivt for at få det til at se sådan ud. Selv hvis det kun er at lade det være. Det er et valg, en erklæring. Se mig, siger han, jeg har spændende hår. Ligesom fyre med hat. Se på mig, siger de, jeg har en interessant hat. Det er lidt desperat, synes du ikke? Det bunder sikkert i usikkerhed. Som om det indre ikke er nok. Og den slags folk skriver ikke computerprogrammer, der kan tilintetgøre verden. Hvis man er kvik nok til at lave den slags og kvik nok til at sælge det for hundrede millioner, det alt sammen i dybeste hemmelighed, er man ikke usikker. Ikke det mindste. Så er man den bedste, der findes. Man er verdens konge.”
De lagde billederne ned i posen igen og spiste deres måltid. Neagley havde vinduespladsen og lænede sig straks derefter op ad væggen for at sove. På den måde var risikoen for tilfældig kontakt mindre. Reacher holdt sig vågen. Han tænkte på øjenvidnet. Den kommunalt ansatte med de krænkende synspunkter. Muligvis tidsspilde. Muligvis den mand, der redder verden. Reacher ville gerne tage ham i øjesyn. Han følte sig ligesom flyet, der susede østpå for at møde morgengryet.
Amerikaneren stod foran badeværelsesspejlet på sit hotelværelse i Amsterdam og var i færd med at børste håret. Han var tidligt oppe. Uden grund. Han havde fået sovet. Han var rolig. Men det var på tide at komme tilbage. Han ville gå i bad, pakke og køre, før morgenmyldretiden begyndte. Derefter var det let nok.
Men først ville han have kaffe, så han tog sit tøj fra i går på og børstede håret. Det strittede på toppen efter søvnen. Han brugte vand til at få det til at lægge sig og så efter i spejlet. Acceptabelt. Det var bare en hurtig tur ned og op med elevatoren. I lobbyen hældte han kaffe op i et papbæger fra en sølvkande på et bord uden for morgenmadsrestauranten. På et bord mage til på den anden side af døren lå der aviser. Hollandske, selvfølgelig, samt britiske, franske, belgiske, tyske og Herald Tribune derhjemmefra. Alle sammen lagt nydeligt frem på rad og række.
I avisen fra Berlin var der ikke noget. Ingen overskrift, ingen historie. Heller ikke noget på forsiden af avisen fra Hamburg. Eller på side to. Eller tre.
På side fire var der en overskrift.
Langt nede og ikke særlig stor. Samt en historie på fem spalter. Mest bare et opkog. Ifølge politiet havde sagen yderste bevågenhed, og der skete fremskridt.
Helt konkret skulle de til at undersøge offerets bil for fingeraftryk.
Amerikaneren lagde avisen tilbage i bunken. Han lukkede øjnene. Hun var gået med til det lige på stedet i parkeringskælderen. Hun havde vendt sig begejstret og dramatisk om og havde gjort ihærdigt tegn hen mod sin bil med et indforstået smil, som om hun ikke kunne vente. Så havde hun kørt ham hjem. I en nydelig lille tre-dørs coupé, der ikke desto mindre var bygget som en bankhvælving.
I tankerne steg han ind i den igen. Dørhåndtaget på ydersiden. Sort lak og let nopret. Sporty. Måske ikke noget problem. Dørgrebet på indersiden var af læder. En del af polstringen. Et hulrum til fingrene. Sikkert med vinyl indeni af sparehensyn. Men kornet ligesom de synlige dele. Ru som det burde. Måske ikke det ideelle sted at lede efter fingeraftryk. Måske sikkert nok.
Spændet på sikkerhedsselen var T-formet. Tværstangen bestod af sort plastik, der var nopret ligesom fint sandpapir. For at give et bedre greb, gik han ud fra. Et regulativ af en slags. Sikkert nok. Derefter udløseren. Hans venstre tommelfinger. Han kunne huske at have trykket den ned. Albuen tilbage og den fumlende tommelfinger. En rød plastikbjælke, fast og rillet.
I bedste fald et delvist aftryk. Muligvis tværet ud, da hans jakkeskøde gled hen over det. Han huskede navnlig trykket mod sin negl. Lodret nedad. Roligt. Ubesværet. Nærmest langsomt. Et præcist lille klik i den smukke bils ånd. Og for at bygge spændingen op. Inden han pakkede gaven ud. På mange måder hans yndlingsøjeblik.
Låsen til selen var sikker nok.
Men det var dørgrebet ikke. Dørgrebet var en lille forkromet bjælke, som var kold at røre ved og buede indad på bagsiden af hensyn til fingrene. I hans tilfælde kun højre langfinger. Som han havde stukket elegant derind, mente han, nærmest antydningsvist, og derefter beholdt høfligt insisterende derinde, idet hele den flade del af fingerspidsen blev presset hårdt ind mod forkromningen og så endnu hårdere for at få låsen til at gå op, endnu et præcist og respektfuldt klik, og så havde hans finger trukket sig nøjagtig lige så elegant ud igen, mente han.
Ingen udtværing.
Glat, kølig forkromning.
Dumt.
Hans egen fejl.
ELLEVE
Den tyske paskontrol var tydeligvis blevet varskoet, for i samme øjeblik Neagley fremviste sit pas, gjorde vagten i båsen tegn, hvorefter en stor tyk fyr rejste sig fra en stol inde ved siden af og stillede sig op for at tage imod dem. Han præsenterede sig som Griezman. Han erklærede, at han genkendte navnene Reacher og Neagley. De var blevet registreret af en gadebetjent og anført som turister. Men var det tydeligvis ikke. Nu forstod han hvorfor. Han lovede med glæde at ville hjælpe på enhver mulig måde. Han sagde, at vidnet allerede ventede i politihovedkvarteret. Yderst villig og yderst ivrig. Han havde fået at vide, at man ønskede at høre hans mening i forbindelse med et spørgsmål om nationens sikkerhed. Og at det udløste en fridag. Med løn, da han gjorde sin borgerpligt. Ifølge Griezman talte fyren ikke engelsk. Der ville være en tolk til stede. Og jo, i Tyskland var det normalt at vise et vidne fotografier af mulige mistænkte.
Griezman havde en Mercedes-tjenestebil holdende på et sted med parkeringsforbud. De satte sig ind, og han kørte afsted. Hans sæde gav efter under vægten. Han var enorm. Et par centimeter højere end Reacher og tredive kilo tungere. Over det dobbelte af Neagleys vægt. Men det meste af det var fedt. Han var ikke til fare for nogen andre end sig selv.
”I telefonen i går kaldte De vidnet en skør kugle,” sagde Reacher.
”Ikke i bogstavelig forstand, selvfølgelig,” sagde Griezman. ”Han er bare besat af visse ting, uden tvivl med rod i patologisk racisme og fremmedhad og forstærket af irrationel frygt. Men ellers er han fuldstændig normal.”
”Ville De tro ham i en retssal?”
”Bestemt.”
”Ville en dommer og en jury?”
”Bestemt,” sagde Griezman igen. ”I hverdagen fungerer manden aldeles udmærket. Han er trods alt offentligt ansat. Ligesom jeg selv.”
Politihovedkvarteret viste sig at være den flotteste politistation i Hamburg. Den var stor, ny og topmoderne. Og integreret. Med direkte forbindelse til laboratorierne. På gangene udenfor var der på hvert eneste hjørne en skov af skilte med henvisning til den ene eller anden afdeling. Det var en kompliceret bygning. Mere som et hospital. Eller et universitet. Griezman parkerede sin Mercedes i en reserveret bås, og de steg alle tre ud. De fulgte efter Griezman ind i bygningen og videre til venstre og højre hen ad brede, rene korridorer frem til et afhøringslokale med plexiglasvindue i døren. Indenfor sad en mand ved et bord med kaffe og wienerbrød foran sig og krummer overalt. Manden var omkring fyrre. Han var iført et gråt jakkesæt, der kunne være af polyester, og han havde gråt hår, der var klistret fast til issen med pomade. Han havde stålindfattede briller, og øjnene bag glassene var lyse. Hans hud var lys. Den eneste farve på ham var slipset. Det var et virvar af gult og orange. Det var bredt og kort og hang ned fra kraven ligesom en fisk.
”Han hedder Helmut Klopp,” sagde Griezman. ”Han er østfra. Han tog vestpå efter genforeningen. Det gjorde mange af dem. For at få arbejde, forstår I.”
Reacher var stadig optaget af at betragte fyren. Muligvis spild af tid, muligvis verdens redningsmand. Griezman gjorde ikke tegn til at gå ind i lokalet, i stedet løftede han op i manchetten og så efter på sit ur. I samme øjeblik kom en kvinde om hjørnet og gik hen mod dem. Griezman fik øje på hende og skubbede tilfreds manchetten på plads. Lige til tiden. Tysk præcision.
”Vores tolk,” sagde han.
Det var en lille, tætbygget kvinde af ubestemmelig alder og med så meget lak i håret, at det sad som en stor kugle omkring hovedet og lignede en forgyldt motorcykelhjelm. Hun var klædt i en grå kjole af en slags tyk gabardine og samme tykkelse som en uniformsskjorte, samt tykke uldstrømper og sko, der meget vel kunne have vejet et kilo hver.
”Godmorgen,” sagde hun med en stemme, der lød som en filmstjerne.
”Skal vi gå ind?” sagde Griezman.
”Hvad laver mr. Klopp for kommunen?” spurgte Reacher.
”Hans arbejde? Han er overkontorist. For øjeblikket i kloakeringsvæsenet.”
”Er han glad for sit arbejde?”
”Han sidder på kontor. Det er ikke, hvad I ville kalde en hands-on-stilling. Han virker ganske glad. Han får glimrende evalueringer og anses for at være omhyggelig.”
”Hvorfor de mærkelige arbejdstider?”
”Er de mærkelige?”
”De fortalte os, at han begynder tidligt og er færdig efter frokost. På mig lyder det mere som manuelt arbejde end som noget på et kontor.”
Griezman sagde et langt ord på tysk, en betegnelse for noget, og tolken sagde: ”Der blev fremsat et forslag om at reducere forureningen ved at mindske trafikpropper i myldretiden. De ansatte blev opmuntret til at fordele arbejdstiden mere jævnt, og naturligvis blev det forventet, at de kommunalt ansatte gik forrest. Kloakeringsvæsenet har åbenbart stemt for at begynde tidligt og slutte tidligt. Eller også var de nødt til det. Men under alle omstændigheder har byen offentliggjort, at det allerede har givet mærkbare resultater. De seneste målinger viser, at partikeludledningen er mindsket med over sytten procent.”
Hun fik det til at lyde fuldstændig fantastisk. Ligesom i en sort-hvid film fra 1940’erne, hvor den forsigtige fyr gik med til at gøre noget virkelig slemt alene på grund af den forførende måde, hun sagde det på.
”Klar?” sagde Griezman.
De gik ind, og Helmut Klopp kiggede op. Som Griezman havde sagt, virkede han glad nok. For en gangs skyld var han midtpunkt. Og parat til at nyde det. Han var sikkert en frustreret mand. Fra det tidligere Østtyskland og med al immigrantens bitterhed. Til indledning sagde Griezman noget på tysk, Klopp svarede, og tolken sagde: ”I er blevet præsenteret som højtstående agenter, der er kommet hertil fra Amerika med øjebliks varsel.”
”Og hvad svarede mr. Klopp så til det?” sagde Reacher.
”Han erklærede sig parat til at hjælpe på enhver tænkelig måde.”
”Det tror jeg nu ikke.”
”Taler De tysk?”
”Jeg har været her før og har måske samlet lidt op. Jeg har forståelse for, at De bare vil være høflig, men min sergent og jeg har begge hørt langt værre ting end noget, mr. Klopp kan finde på at sige. Og nøjagtighed er vigtigere end vores finfølelse. Der kan være tale om en meget alvorlig situation.”
Tolken så over på Griezman, som nikkede.
”Vidnet gav udtryk for sin glæde over, at de sendte hvide mennesker,” sagde hun.
”Okay,” sagde Reacher. ”Forklar mr. Klopp, at han spiller en vigtig rolle i en igangværende operation. Forklar ham, at vi har tænkt os at udspørge ham grundigt på tværs af alle politiske områder. Forklar ham, at vi er interesseret i hans mening og hans råd. Men vi er nødt til at begynde et sted, og det er altid bedst at begynde ved begyndelsen, så derfor vil vi indledningsvis koncentrere os om en detaljeret beskrivelse af de to mænds udseende og opførsel. Først amerikaneren, for nu at begynde et sted. Først vil vi gerne høre det med hans egne ord, og derefter vil vi så vise ham nogle fotografier.”
Tolken gentog det alt sammen på tysk henvendt til Klopp, med håndbevægelser og særdeles udførligt. Klopp lyttede efter og nikkede alvorligt, som om han stod foran en langvarig opgave af stor vanskelighed, men var villig til at gøre sit bedste.
”Kommer mr. Klopp ofte på den pågældende bar?” sagde Reacher.
Tolken tolkede, Klopp svarede ganske udførligt, og tolken sagde: ”Han kommer der enten to eller tre gange om ugen. Han har to foretrukne barer, som han skifter mellem, så det passer med de fem dage om ugen, han arbejder.”
”Hvor længe er han kommet på baren?”
”Næsten to år.”
”Har han set amerikaneren på baren før?”
En pause fulgte. Til at tænke efter. Så noget på tysk og: ”Ja, han mener at have set ham der for to eller muligvis tre måneder siden.”
”Mener?”
”Han kan ikke sige det med sikkerhed. Den herre, han har set tidligere, var iført kasket. Og det gør det svært at være helt sikker. Han er parat til at indrømme, at han kan tage fejl.”
”Hvilken slags kasket?”
”En baseballkasket.”
”Var der noget på den?”
”En rød stjerne, mener han. Men det var svært at se.”
”Det er også længe siden.”
”Han kan huske det på grund af vejret.”
”Men i alle tilfælde er amerikaneren ikke stamgæst.”
”Nej, det er han ikke.”
”Hvor ved han fra, at manden er amerikaner?”
En lang ordveksling fulgte. En lang liste. ”Han talte engelsk,” sagde tolken. ”Hans accent. Hans højrøstede tonefald. Hans tøjstil. Hans måde at bevæge sig på.”
”Okay,” sagde Reacher. ”Nu skal vi have en beskrivelse af udseendet. Så han amerikaneren stående eller siddende?”
”Begge dele. Han gik ind, sad først alene, så sammen med araberen og så alene igen, hvorpå han gik ud.”
”Hvor høj er amerikaneren?”
”En meter og halvfjerds, måske en meter og femoghalvfjerds.”
”Fem fod og otte tommer,” sagde Griezman. ”Gennemsnitshøjde.”
”Er han tyk eller tynd?” spurgte Reacher.
”Ingen af delene,” sagde tolken.
”Tætbygget?”
”Ikke specielt.”
”Stærk eller svag?”
”Ganske stærk.”
”Hvis han dyrkede sport, hvad ville det så være?”
Klopp svarede ikke.
”Tænk på tv,” sagde Reacher. ”Tænk på OL. Hvilken sport ville han dyrke?”
Klopp tænkte sig længe og grundigt om, nærmest som om han var samtlige sportsgrene detaljeret igennem. Til sidst sagde han noget på tysk, en lang overvejelse med argumenter for og imod, lidt af det ene og lidt af det andet. ”Mellemdistanceløber, vil han tro,” sagde tolken. ”Måske fra femten hundrede meter og op. Måske endda langdistanceløber op til ti kilometer. Men han var ikke en unaturlig vandrende pind som en maratonløber.”
”En vandrende pind fra Afrika, ikke?”
”Det tilføjede han, jo.”
”Fortæl mig nu bare det hele, okay?”
”Jeg beklager.”
”Så amerikaneren er altså gennemsnitlig af højde, gennemsnitlig af vægt til den senede side, og måske fuld af pep og energi? Den type?”
”Ja, hele tiden i bevægelse.”
”Hvor længe var han derinde, før araberen dukkede op?”
”Måske fem minutter. Han var bare en mand på en bar. Ingen interesserede sig for ham.”
”Hvad drak han?”
”En halv liter pilsner, meget langsomt. Da mødet var slut, havde han stadig det meste tilbage.”
”Da araberen var gået, hvor længe blev han der så?”
”Måske en halv time.”
”Hvad drak araberen?”
”Ikke noget. Han ville heller ikke være blevet betjent.”
”Hvilken slags frisure havde amerikaneren?”
Klopp trak på skuldrene over for tolken, der irettesatte ham og gav ham besked på at tænke efter. Han sagde noget i et akavet tonefald, det var tydeligvis ikke hans kernekompetence, men så fortsatte han, fast besluttet på at få så mange detaljer med som muligt. Det udviklede sig til en lang enetale. Til sidst sagde tolken: ”Amerikaneren var lyshåret, samme farve som hø eller strå om sommeren. Hans hår var helt almindeligt i siderne, men meget længere ovenpå. Nærmest en særlig stil. Som om han kunne kaste med det. Ligesom Elvis Presley.”
”Sad det pænt?”
”Ja, det var nydeligt børstet.”
”Noget i?”
”Hvad vil det sige?”
”Pomade, som han selv bruger. Eller voks eller noget andet.”
”Nej, bare naturligt.”
”Øjne?”
Beskrivelsen af ansigtet svarede til håret og kropsbygningen. Dybtliggende blå øjne, glat hud i panden, markante kindben, smal næse, hvide tænder, mut mund og fast hage. Ingen synlige skader. Ingen iøjnefaldende ar, ingen tatoveringer. Solbrændt fra tidligere, og med lidt rynker om øjnene. Nok snarere af at misse med dem end af at le eller rynke panden. En fure ned langs den ene kind. Måske i sammenhæng med den spændte kæbe, og måske en manglende tand. Men det hele hang sammen. Smalt, men helt vandret. Øjenbrynene, øjnene, de markerede kindben, den tynde sprække af en mund, det anspændte og bevægelige udtryk. Med hensyn til alder var han snarere i trediverne end i tyverne.
”Forklar mr. Klopp,” sagde Reacher, ”at vi gerne vil have ham til at gentage det alt sammen for en tegner.”
Tolken lod beskeden gå videre, og Klopp nikkede.
”Hvad havde amerikaneren på?” spurgte Reacher.
Klopp svarede, og tolken sagde: ”Faktisk en Levi’s-jakke mage til Deres.”
”Nøjagtig mage til?”
”Helt ens.”
”Verden er lille,” sagde Reacher. ”Spørg ham nu, hvorfor han mente, at araberen var ophidset. Kun førstehåndsudsagn. Kun det, han selv så eller hørte. Bed ham gemme den politiske analyse til senere.”
Der fulgte en lang diskussion på tysk, som Griezman indimellem blandede sig i, med mange ordvekslinger for at få det helt på plads, og så sagde tolken: ”Ved nærmere eftertanke mener Herr Klopp, at ’opstemt’ måske er et mere dækkende ord end ’ophidset’. Opstemt og nervøs. Amerikaneren fortalte araberen noget, og så reagerede araberen sådan.”
”Hørte mr. Klopp, hvad der blev sagt?”
”Nej.”
”Hvor længe varede denne del af samtalen?”
”Måske et minut.”
”Hvor længe blev araberen der?”
”Han gik umiddelbart efter.”
”Og amerikaneren blev der altså endnu en halv time?”
”Nærmest på minuttet.”
”Okay,” sagde Reacher. ”Fortæl mr. Klopp, at det er blevet tid til at se på fotografier.”
Reacher lagde sin mulepose op på bordet. ”Forklar mr. Klopp, at der er mange fotografier,” sagde han. ”Han er velkommen til at holde pause, når han har brug for det. Bed ham have alt det i tankerne, han lige har fortalt os om mandens ansigt, samtlige detaljer, og bruge dem som indre tjekliste for sin beslutning. Forklar ham, at hår kan ændre sig, men at øjne og ører aldrig gør det. Forklar ham, at det er helt i orden at være usikker. Han kan sortere mulige emner fra og så vende tilbage til dem senere. Men forklar ham også, at han ikke må tage fejl.”
Neagley tømte posen. To hundrede kort. Hun delte dem op i fem lige store bunker med fyrre i hver. Det var mindre overvældende på den måde. Hun skubbede den første bunke over til Klopp, og han gik i gang uden den store begejstring, men ganske effektivt. Som en overkontorist. Reacher fulgte hans blik. Han så ud til at følge forslaget om en tjekliste. Et element ad gangen. Øjne, næse, kindben, mund, hage. Ved hver enkelt lejlighed blev der svaret enten ja eller nej. De fleste røg hurtigt ud. Bunken med de kasserede voksede og voksede. Tykke ansigter, runde ansigter, mørke øjne, fyldige læber. Ingen i den første bunke på fyrre klarede den. Ikke engang som muligheder.
Neagley skubbede den anden bunke hen foran ham. Hun fangede Reachers blik og blinkede. Han nikkede. Udlandsamerikaneren i Hamburg lå øverst. Modkulturtypen med det store hår. Ham afviste Klopp med det samme, og Reacher kunne godt se hvorfor. Ingen kindben og trutmund i stedet for en tynd og sammenbidt sprække.
Bunken med afviste begyndte at blive høj.
Der var ingen bunke med mulige emner.
Neagley skubbede den tredje bunke hen foran ham. Klopp gik i gang. Tolken sad tavs. Griezman gik ud et øjeblik, og lidt efter kom en mand ind med en kande kaffe og fem kopper. Klopp standsede ikke. Han tog kortene op fra Neagleys bunke ét ad gangen, med venstre tommel- og pegefinger, tog dem op til øjnene, kiggede på dem og lagde dem fra sig ét efter ét.
Бесплатный фрагмент закончился.
