Ved vejen

VI

Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.

– Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paa Loftskamret. En Mand maa jo ha’e sin Nattero, naar han skal passe sine Ting om Dagen.

Katinkas Hoste lød gennem Huset.

Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng. Det var, som Hosten vilde slide hende sønder.

– Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.

– Hvad er Klokken blevet?…

– Halv fire….

– Naa – Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.

Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne.

Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude paa Perronbænken i Solen.

Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af og spurgte til Befindendet.

– De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft….

– Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand.

Bai og Føreren gik hen ad Perronen.

– Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen over Øjnene med to Fingre….

– Guds Vilje, sagde han og sukkede.

Toget begyndte at gaa. “Den indiskrete” sprang op. Han blev ved at se tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.

– Det gjorde ham sg’u ondt, rigtig ondt….

– Ja – det var s’gu bedrøveligt.

Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt allehaande … Hun sad tidt og saa’ saa “langeligt” der paa Perronbænken….

– Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var faldet a’ paa ’en….

– Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch.

Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets lyse Luft.

Stærene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok.

– Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer under den klare Himmel.

Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det?

– Jeg sidder og samler Kræfter, sagde hun: til imorgen.

– Til imorgen? – ja, rigtig, det er jo Fødselsdagen.

– Men De holder Aftalen, lille Frue.

– Ja – saa snart de har spist, gaar jeg i Seng….

Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik de jo alligevel ind til Bai og spillede – saa vilde de slet ikke mærke, at hun var syg….

– Den ene Dag i det mindste, sagde hun.

– Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren.

– Ja, Katinka rejste sig….

– Lad mig hjælpe Dem….

– Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svært med Trappen.

Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin.

– Tak Doktor. Men mit Sjal….

Doktoren tager det blaa Sjal paa Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger han.

Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er her smukt, siger hun.

Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille Brædt.

Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.

– Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.

– Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene oppe.

– Jeg har ikke set Abels saa længe….

– De haaber jo nu paa Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen.

– Ja, han søger jo….

Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger Katinka.

Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skaalene.

– Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig.

– Nej, jeg har ingen Smag mer.

Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder.

– Men jeg kunde jo hjælpe, siger Lille-Jensen.

– Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng.

Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.

Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader paa Bordet.

Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber.

– Mon det er der alt, siger hun.

Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned mod Puden.

– Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.

– Vi kan vel lægge dem paa Huus’ Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke.

– Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen.

– Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende Haandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med Huus’ Bakke i Hænderne.

Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og blankt er stillet op paa Bordet.

– Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder – jeg har jo sagt det….

– Du ligger bare der og bliver daarligere – Tik; han tager hendes Haand: Ja – hvor du brænder….

– Aa, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin Haand fra hans:

– Naar der blot intet mangler….

Bai begynder at tælle.

– Kompot skal der vel paa Bordet, siger han.

– Ja.

– Naa, ja, Skaale er der jo ingen af….

– Saa er de glemt….

– Ja, naar man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun synker tilbage i Puderne.

* * * * *

Selskabet var “den gamle Sæbekælder”, som Bai kaldte det.

– Man er sig selv, sagde han, i Sæbekælderen, de Ligesindede.

De Ligesindede var tre Proprietærer, Kiær i Spidsen og Bai som Fjerdemand.

Svendsen sluttede til som Ekstra.

– Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt Hr. Svendsen være oplivende. Naar hun var tilstede, nøjedes han med at soignere Negle eller tygge Overskæg.

– Ta’ ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a’ som Femtemand.

– Katinka aabnede selv Døren til Kontoret: Der er færdigt, Bai, sagde hun.

Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen op til det lille magre Ansigt.

Hun havde Kiær tilbords.

De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den bedste Tid … Den stille, klare Kulde – det gav Kræfter.

– Ja, den stille, klare Kulde.

– Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, sagde Bai.

De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den.

– Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede.

Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.

Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, “hvor Hjertet” og den “Fjerdemand” sad. En Skaal for ham.

De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny Kreaturtarif.

– Du, Gamle – paa et godt Aar!

Bai drak igen.

Katinkas Kinder brændte og hun saa’ Ansigterne som gennem et graat Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa’ paa Bai, der blev ved at spise.

– Den ligger paa Tungen – ligger paa Tungen, forsikrede Kiær og skænkede i hendes Glas af en gammel Burgunder.

– Tak, Tak.

Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas … Han rejste sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette Glas….

Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs … I den femte Sætning talte han ufravigeligt om “dem, der var gaaet forud” og som saa’ ned fra deres Himmel….

Der var altid noget, der saa’ ned paa Proprietær Mortensen fra sin Himmel.

De Ligesindede sad med hængende Næb og saa’ ned i deres Tallerkener.

Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og blev bleg og rød.

Da Hr. Mortensen var færdig, kunde han nyde endnu et Stykke And.

– Lille Frue, Deres Ænder, det er Stegning.

Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet, da hun skulde rejse sig.

Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Døren og kom ind igen:

– Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant….

– Og du holdt dig jo brav….

Katinka rettede sig op og smilte: Ja, – sagde hun:

– Nu ska! I faa Toddyerne….

Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte.

Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden – man hørte Kiær….

– Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren.

– Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie.

– Det kan vente….

– For de Æderes Skyld. Marie slog med Køkkendøren, saa det fór i Katinka.

Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet … Det saa’ trist ud i Halvmørket, det store uryddelige Bord.

Katinka var saa træt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun samlede Kræfter.

Marie gik fra Køkkenet til Kontoret og slog med Dørene….

Hvor de muntrede sig derinde … Det maatte være Svendsen, der sang….

Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa’ efter Marie, der gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker….

Saadan vilde det ogsaa være, naar hun en Gang var borte og glemt….

– Marie, sagde hun.

Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til Væggen og kunde ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret:

– Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie.

Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten.

– Luk Dørene, sagde hun.

Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun.

– Naa, han kar vel faa ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne af Katinka og gik og bandte.

Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme:

Oh, min Charles, send mig dog et Brev – Hvorhen du altid skrev —

Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiær … Stille – I Gamlinger – Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var Bai.

– Det var den Højtidelighed, sagde han. Han var højmælt af mange Toddyer.

– Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken?

– Halvtre saamæn … Den bli’r sen, naar man sidder saadan sammen i en Klynge….

Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt.

– Satan til Historier, han kunde, Svendsen – Fa’en til Geschichter … Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter.

Katinka laa og brændte i Feber.

– Men Løgn er ’et s’gu, sagde Bai til Slut.

Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste Historie om Mortensens Mejerske….

– Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han.

– Godnat.

– Godnat.

De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om Dagen.

– Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor, til Fødselsdagen….

– Ja – nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.

Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstændig Ro.

Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku’ vel muntre hende, sku’ hun tro, saa hun ikke laa der og gned Øjnene i Mørke.

Madam Madsen kom ind til Sengen.

Der var mørkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra Puderne.

– Det er mig, sagde Madam Madsen.

– Madam Kromadsen.

– Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der brændte.

– Naa – saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen.

– Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt.

– Nej-j … det ku’ man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun sad og saa’ paa Katinkas magre Ansigt i Mørke.

– Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun.

– Det var vel lidt for meget….

– Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen

Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran det stakkels blege Ansigt i sine Puder.

– Ja, det ku’ man vel kalde det, sagde hun igen.

– Han havde ogsaa ligegodt fortjent det.

Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og hvorlænge det havde varet….

– Men fra ’et kom Gusta da heller ikke med helt Skind….

Først havde Katinka slet ikke forstaaet … hun var saa tung og mat.

Saa begreb hun som et Lyn – og slog Øjnene op et Nu paa Madam Madsens Ansigt.

– Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.

Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.

Men Katinka laa ubevægelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes Kinder.

– Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke stort klogere.

Madam Madsen var gaaet.

– Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.

Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen.

– Hvorfor græder Fruen? sagde hun.

Katinka laa vendt mod Lyset.

– Er det Brystet, sagde Marie.

– Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.

Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt.

Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred.

* * * * *

Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe.

– Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.

– Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Øjnene og laa stille igen, i Solen.

– Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.

– Det kan jo Fruen….

Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde hun.

– Hvis jeg maatte komme ud imorgen….

Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset til Hylden.

– Havde den Blade endnu, Hylden – og Roserne – og Kirsebærtræet….

– I fjor stod de i Blomst … et Blomsterflor.

– Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie.

– Det hvide Flor….

Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi’er mig Lov – at jeg faar Lov….

– Maaske – naar Solen skinner.

Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at spørge.

Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun ringede med den lille Klokke ved Sengen:

– Er hun ikke kommet? sagde hun.

Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai.

– Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.

Hun laa og hørte efter hver Dør der gik.

– Nu gik Køkkendøren, sagde hun.

– Det var en Mand med Koste.

– Hun kommer aldrig, sagde Katinka.

– Vi faar dig syg igen, sagde Bai.

Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge.

– Hvad sagde han? sagde Bai derude.

– Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen skinnede.

– Sover Fruen?

– Jeg tror det….

Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:

– Er det Dem, sagde hun.

– Ja, Fruen ku’ gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved Middagstid….

Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand:

– Tak, sagde hun. De er saa god, Marie.

– Hvor Fruens Haand brænder….

Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Øjne og sov ikke. Men hun vækkede først Marie henimod Morgen.

– Det bli’r klart, sagde hun.

– Se efter Vejret, sagde hun.

– Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid Skyerne.

Der var ogsaa klart fra Køkkendøren.

* * * * *

– Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren.

– Hvor det er varmt, sagde hun.

– Nu kommer Trappen … Saa – det gik….

Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.

Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa’ ud over Markerne og over mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.

Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lænede sig:

– Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.

Katinka saa’ langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar Milestenen sagde hun.

Hun vendte Hovedet og saa’ ud over Markerne og Engene og den lyse Himmel:

– Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er saa smukt….

Marie gik og tørte Øjne, naar Fruen ikke saa’ det….

– Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par Skridt alene.

De kom ind i Haven.

Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset.

– Hylden, sagde hun blot.

– Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden saa’ hun tavs ud i den sollyse Have.

Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser blomstrede endnu.

Marie vilde plukke dem.

– Nej, sagde Katinka: det er Synd – lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes Læber bevægede sig, ligesom om hun hviskede.

– Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Bænken.

Katinka fer sammen. Saa sagde hun og smilte stille:

– Ja, her vilde han gerne sidde.

De gik igen.

Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa’ tilbage, ind i Haven:

– Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun.

Hun var saa træt. Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen tog hun til Væggene.

– Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.

Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og saa’ ud mod Skoven og Vejen.

– Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne….

Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende mer og mer….

Enkefru Abel bragte Vingelée.

– Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa’ paa Katinka med taareblændede Øjne.

– Og saa alene ligger De, sagde hun.

Fru Abel vilde sende sin Louise-Ældst.

– Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den Ældste … en Diakonisse….

Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt Forklæde. Katinka laa hen, som hun sov … Louise-Ældst dækkede Frokostbordet og tragtede Kaffen.

Og Døren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste….

Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede Øjne: Venner kender man i Ulykken, sagde hun….

Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.

Gamle Linde hentede sin Kone i Mørkningen, og de to Gamle sad en Timestid endnu ved Sengen i Skumringen.

Agnes var det først og Agnes sidst.

– Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun Høns i Krogene baade Morgen og Aften.

– Ja, ja, min Pige, hun er nu min Øjesten, sagde Gamle Pastor.

– De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.

– Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.

Det med “gammel Pige” kunde Fru Linde ikke glemme.

De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbærrom før han gik hjem.

– Den gør godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet.

De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmørke Vej.

* * * * *

Bai var saa jævnt ude.

– En lille L’hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s’gu til ’et, gamle Ven.

– Ja, gamle Kiær, Bai tog med Hænderne over Øjnene:

– En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska’ du ha’e.

– Tak for dit Venskab. Han slog Kiær paa Skuldrene og var rørt. Bai var i den sidste Tid meget let rørt.

Han tog afsted og spillede L’hombre til ud paa Natten.

Naar han kom hjem, vækkede han Katinka, fordi han “ikke kunde gaa i Seng uden at se, hvordan hun havde det”.

– Tak, ganske godt, sagde Katinka.

– Har du moret dig?

– Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen.

– Godnat, sagde han saa.

– Sov vel, Bai.

Naar Marie var ude om Dagen, stod Dørene aabne ind til Kontoret. Katinka laa og hørte efter Telegrafens Prikken.

– Hvad den har travlt, sagde hun.

– Hvad den alt fortæller.

– Bai, raabte hun. Det er jo hertil….

Bai bandte en høj Ed ude i Kontoret….

Ja – saa min Salighed – han kom hen i Døren – det er til Præstens.

– Præstens – Katinka satte sig op i Sengen – det er vel fra Agnes, sagde hun.

Bai sagde ingenting, han var hel vild; han løb med den blaa Blyant, og han vilde ha’e sit Tøj og han skrev Depeschen i Skjorteærmer og skrev forkert og rev itu.

– Bai, sagde Katinka, Bai – er det Agnes….

– Saa min Salighed —

Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde komme.

Saadan en Glæde havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og græd.

– Aa Gud – at det er sandt – aa Gud – at det er sandt….

– Ja – lille Mo’er – Ja – Ja … Gamle Pastor vilde være rolig.

Han tyssede paa hende og klappede hende paa Hovedet.

Men saa foldede han Hænderne: Nej sagde han – det er for meget.

Han græd selv og tørte sig i den Fløjels Kalot.

– Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig….

Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit Tøj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge Hænder:

– Ja, den Glæde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder hen – at opleve det … at opleve det, Forstander.

– Hm – ja – hver har det paa sin Manér —

– Andersen skulde nu lære at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor.

Han nussede om og kom ikke af Stedet.

Pastorinden kom ind med Jorbærlikør, før de kom afsted.

Gamle Pastor gik og fløjtede “den tapre Landsoldat” hen ad Vejen.

– Han sad inde ved Katinkas Seng.

– Ja, sagde han, Gud fører dog de rette sammen.

* * * * *

En Ugestid efter kom Agnes hjem.

Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren saa’ hun Katinka, der laa med lukkede Øjne paa Puden. Agnes vilde ikke have kendt hende igen.

Katinka slog Øjnene op og saa’ hende:

– Ja, sagde hun, det er mig.

Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig paa Knæ ned ved hendes Seng.

– Dejlige Kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde.

Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.

De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned i sit Skød og saa’ paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage Aandedrag peb i Katinkas Bryst.

Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Naalen ud og ind.

Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom og rystede hende; hun fo’r op i Sengen, det var, som hun skulde slides sønder.

Agnes støttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved.

– Tak, sagde hun, Tak.

Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa’ hun paa Agnes’ Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut over Sytøjet.

– Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?

– De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt.

Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpet Melodi efter Melodi.

Katinka laa stille med Hænderne paa Tæppet.

– Agnes, sagde hun: Syng den … vil De ikke. Det var Sangen om Sorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst.

Hvor den høie og dunkle Pinie Laaner Skygge til Bondens Vigne, Hvor ved Golfen Orangelunden Dufter liflig i Aftenstunden; Hvor ved Stranden Baaden gynger; Hvor i Byen glade Klynger Gaar i Dansen mens de synger, Synger højt Madonnas Pris. Aldrig, aldrig, jeg forgjetter Disse Dale, disse Sletter, Disse maaneklare Nætter, Napoli – dit Paradis.

Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i Sovekamret.

– Tak, sagde Katinka.

Hun laa lidt.

– Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde være smukt.

Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mørket. Katinkas Haand gled hen over Agnes’ Haar.

– Agnes, sagde hun. Der skal ikke – tales over mig….

– Katinka dog….

– Bare bedes, sagde hun.

Hun tav igen. Agnes græd sagte. Katinka blev ved at bøje smaa Lokker af hendes Haar ind mellem sine Fingre.

– Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden faldt bort fra Agnes Haar: en Salme – som —

– Som jeg saa gærne vilde ha’e sunget … ved min Grav….

Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden.

– Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør bede.

Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hænder og kyssede dem, mens hun hulkede.

– Katinka dog – Katinka dog….

Katinka tog om hendes Hoved og bøjede sig lidt frem:

– Nu bli’r I to jo lykkelige, sagde hun.

Hun laa tavs. Agnes blev ved at græde.

Næste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers.

* * * * *

Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der er Bud – Frøken – fra Stationen … Frøkenen maatte endelig komme.

– Bud … Agnes var ude paa Gulvet.

– Hvem er her? sagde hun.

Hun raabte ned gennem Gangen.

– Jeg, sagde Lille-Bentzen.

Agnes kom ud i nogle Sjaler.

– Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø.

– Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes … Lygten, Ane.

– Der var ingen til at gaa….

Agnes fik Lygten tændt og gik over Gaarden. Hun bankede paa Karlekamret. Det gav Ekko mod Laden….

– Lars, Lars —

Lars kom ud, søvndrukken, i Halvdøren i Lygtelyset.

Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdøren. Lille-Bentzen var gaaet ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Mørket.

– De kører med, sagde Agnes og gik forbi.

Et Par skræmte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes. Skynd Jer.

Hun gik ind for at klæde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen. Dørene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigerne rumsterede rundt, halv-paaklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys. De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken.

Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paa Stenbroen og gik igen – der blev en lys Kreds om Lygten i Mørket.

Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lød stærkt og skræmmende ud i Natten.

Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen.

– Saa gaar jeg derned, sagde hun.

– Har hun Krampe?

– Hun skreg, sagde Bentzen.

Agnes saa’ ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen løb med Lygten over Gaardsrummet.

Der blev sat et Par flimrende Lys i Køkkenvinduet, saa Skæret faldt ud paa Heste og Vogn.

Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors: Bliv i din Seng, Mo’er, sagde Agnes.

– Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom pludseligt … saa det kom pludseligt … Og hun begyndte at gaa rundt med sit Lys i Haanden ligesom de andre.

Drengen slog Portene op – det fo’r i dem alle ved Larmen – og Lars viste sig i Køkkendøren og fik en Skaal Kaffe.

Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken … Han saa’ Pastorindens Ansigt – smaagrædende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det viftende Lys.

De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mørket, i Trav, saa Pilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spøgelser.

Lars tog fast om Tømmerne.

– Bæsterne er sky, naar man kører til Død, sagde han.

De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo’r hen over de urolige Pile.

* * * * *

Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Væggen.

– Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.

Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.

Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.

– Han er kørt efter ham, sagde Agnes.

Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger gik gennem hendes Krop under Tæpperne.

– Hold, sagde Vaagekonen.

Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun følte den kolde Sved.

Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.

– Hold dog, sagde Vaagekonen.

Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.

– En Ske dog, Tungen.

Katinka sank tilbage – der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede Læber gennem de sammenbidte Tænder.

Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en anden med Lyset.

– Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over hele Kroppen.

– Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige … aa Jøsses … aa … min søde Frelser….

Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen … Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder.

Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt.

Katinka slog Øjnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde.

Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik.

– Katinka….

Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund….

– Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.

Katinkas Øjne faldt til. Agnes slap hendes Arme.

De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande, der kom uregelmæssigt og ganske svagt.

– Hun faar Ro, sagde Vaagekonen….

Den døende blundede hen, stønnende nu og da.

Vognen kom ude paa Vejen. Døren blev slaaet op og man hørte Doktorens Stemme.

Agnes rejste sig og tyssede.

– Hun sover, sagde hun.

Doktoren gik ind og bøjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er snart forbi.

– Lider hun? sagde Agnes.

– Man véd ikke, sagde Doktoren.

– Nu sover hun.

Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte de Bai vandre op og ned.

Agnes rejste sig og gik derind.

– Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa.

Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol.

– Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes.

Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu – og standsede igen ved Agnes’ Stol og sagde ud i Luften:

– Jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes.

Doktoren aabnede Døren: Kom, sagde han.

Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm.

Men han slap den igen.

– Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte ham hulke inde i Kontoret.

– Tør Panden, sagde Doktoren.

Agnes tørrede Sveden af Panden.

– Tak, sagde Katinka og slog Øjnene op: Er det Agnes?

– Ja, Katinka, det er Agnes.

– Tak.

Hun faldt hen igen.

Hen mod Morgen vaagnede hun. De sad alle ved Sengen.

Øjnene var brustne.

– Bed hende spille.

– Spil, sagde Doktoren.

Agnes gik ind. Taarer løb ned over Tasterne og hendes Hænder, mens hun spillede uden at høre sine egne Toner.

Katinka laa stille hen. Brystet gik pibende op og ned.

– Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen.

– Hun spiller jo, Tik….

– Hun hører ikke mer….

– Den døende rystede paa Hovedet:

– Jeg hører det ikke, sagde hun.

– Salmen, hviskede hun, Salmen.

Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa’ paa hendes Ansigt.

Saa løftede hun sig op og rev sin Haand løs:

– Bai, skreg hun, Bai.

Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og hulkede.

De fór alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og meldte Tog….

Katinka slog Øjnene op. Se, se, sagde hun og løftede Hovedet.

– Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene.

Hun løftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tæppet.

Doktoren bøjede sig hastigt frem over Sengen.

Agnes knælte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af Marie Pige.

Man hørte kun en høj Hulken.