Ved vejen

Og nu var han dog rejst. Rejst og borte.

Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper:

– Tante, Tante Tik!

Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede.

– Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.

Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev.

Rejst og borte.

Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse fremmede Mennesker.

Idetmindste vilde hun hjem.

* * * * *

Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i Plantagen med Flokken.

Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit Børnetøj.

Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og hulkede.

– Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog….

Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, sagde hun.

Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske.

Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog – Marie dog.

Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du….

– Og du var saa god ved mig … Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned over Syæsken. Saa god ved mig … Jeg som altid gaar i dette her….

– Altid….

Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli’r jo anderledes.

– Ja – og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til hende – naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer….

Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale.

Men saa saa’ hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne, og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde.

Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til Forældrenes Grav.

Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det var hendes Fødselsdag.

De to Veninder stod sammen foran Graven.

– Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret.

De skiltes ved Katinkas Gravsted.

– Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.

Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen. Hun saa’ paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden – ogsaa sin Ungdoms Hjem.

Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa elendigt – alting.

Hun saa’ Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede … Og hun saa’ sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt.

– Og her – denne Plet med den døde Sten og de to Navne – det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.

Hun sad længe. Og hun saa’ ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, en eneste utænkelig, fremskyllende Haabløshed.

* * * * *

Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i Stuerne – ind.

Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente.

Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, der ventede ren og fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og – tomt.

– Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte Sagerne.

Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa en Stol – om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket. Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget….

– Og Huus, der var rejst … paa en Studs….

– Ja, jeg tænkte det … For han var hernede den sidste Aften … og mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele – inde i Stuen sad han alene – og ude i Haven … og herude paa Trappen hos Duerne.

– Naar rejste han, sagde Katinka.

– Nu er ’et vel to Uger siden….

– To Uger….

Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel – paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed….

Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes’ Stemme i et stort Kor. Hun næsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.

Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til Otte-Toget.

Toget bruste afsted, og de var atter borte, – man hørte dem støje henad Vejen – ; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad alene paa Perronen.

– Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse….

Tak.

– Hm, hvor Dagene bliver korte … Og Satan til kold Vind….

– Du skulde dog komme ind….

– Ja, jeg kommer.

Bai lukkede Vinduet.

Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille og øde.

Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve.

* * * * *

Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned. Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.

Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte.

Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol og rokkede.

– Hva’ er ’et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa’ saa underlig ud.

– Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.

– Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien.

Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun … for hende.

– Hun har jo haft en hel Sommer.

Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.

– Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.

– Hva’ si’er du?

– Jeg si’er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne. Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation.

– Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.

– Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden … Du til Jensen og Møllerens … Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden.

Hun var barnlig og raabte “Leve Postvæsenet”, da hun løb bort fra Stationen – og svingede med sin Parasol.

Han var ved Postvæsenet.

Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun skulde miste sin Due:

– Joakim Barner – af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet.

I Præstegaarden mødtes Enkefruen med sin Ældste.

– Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger. Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige Øjeblikke, sagde hun.

Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa at vide, hvordan det var “blevet”. Det var “blevet” i et Lysthus … ved Stranden….

Gamle Pastor drak med Louise-Ældst.

– Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul … Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor.

– Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge – min sidste … Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste.

Den sidste var saa kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen.

– Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog god Bund i dem, Linde.

– Himlen véd, hvad Agnes vil sige….

Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.

– Naa, saa Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte det.

– Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun stod ved Perronlaagen og saa’ efter Familjen Abel, der havde hentet Svigersøn.

Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs som en Bønne i en Kværn.

– Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.

Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.

– Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de “løkkelige”.

De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:

– Nu rejser jeg … I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme.

– Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta’e en Ende.

Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille.

– Man faar jo ogsaa Arbejde … Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet … For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt … og til noget alvorligt er det for sent.

Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er det.

– Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi “Kvinder” egenlig ikke; de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift – og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet….

Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne.

– Dejligt, sagde hun ud i Luften.

Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad.

– Og som man saa vil længes, sagde hun.

Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned paa Bordet. Hun saa’ paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder.

– Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende … Dejlige Kone….

I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.

* * * * *

Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælne S-Lyde og Smaahvin.

– Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, han gi’er os Navne.

Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til en af dem sagde “Busse-Bisse”, og de forsvandt bag Dørene.

– Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede.

Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa “Basse” og “Bøsse” et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt grønt.

Naar Basse og Bøsse kom frem, saa’ de højrøde og fortumlede ud.

Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag. Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene.

I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde Enkefruen smaa sødladne “Busse” over til “sine tre”. Hun vidste ikke selv, hvad det betød.

Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys.

– Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.

Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.

Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa den kolde Snude.

Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De gik op og ned langs Perronen og saa’ hinanden ind i Øjnene; naar de drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret.

Katinka sad paa Perronbænken med Huus’ blaa Sjal om sig; naar Toget var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.

Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede have Lys til The.

– Lampen, Marie, sagde hun.

Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der blev liggende paa de sidste Taster.

– Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i hendes Ben.

De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.

Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de “nye” Bøger: Agnes og Andersen havde altid skændtes om dem.

Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde tage Tankerne væk.

Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet “Marianna” ind med en Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i det gullige Brudeslør.

Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed.

Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet.

Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.

Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det ensomme Lys.

– Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren.

– Ja, Bai….

– Godnat, Marie.

* * * * *

Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.

– De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa mande Dem op.

– Ja, Doktor.

– Og gaa. De maa ha’e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte.

– Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.

– Og ellers ikke no’et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra Frøken Agnes?

– Ja – forleden.

– De taler om at Andersen søger bort….

– Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra….

– Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver….

– Ja, vi bliver, Doktor.

– Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han tænder Cigar.

– Nej, Satan til Historie, siger Bai.

– Der er ingen Kræfter … Naa, god Morgen, Forstander.

– Ja, Satans … Naa, Morgen, Doktor.

– Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget. Du gør heller ikke no’et for det.

Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.

Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med deres Navne.

Hun gik atter hjem – over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en lille Stund, og løste sig saa.

Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange Furer bag den sindige Plov.

Katinka kom hjem.

Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs.

– Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar Fyr, du.

– Ka’ jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær.

Kiær brummede noget.

– Men en rask Fyr er han, en “Ligesindet,” du gamle Kiær.

Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til Toddyen. Kigger vi lidt i “Arkivet”, sagde Svendsen.

– For min Skyld gerne. Bai var altid villig.

Svendsen fik “Nyhederne” fra Hamborg mod Efterkrav.

– Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de “var ved Arkivet”, skønt Døren var lukket.

– Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for Lampen.

De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene.

– Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.

Svendsen gned sig under Næsen og snøftede.

– Steg, sagde han, Steg er ’et.

De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene. Det var ligesom Bai faldt sammen.

– Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.

– Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?

Svendsen svarede ikke.

Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig….

– Ja, Gamle, sagde han. Ja – vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op:

– Nej, man véd s’gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.

Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen.

– Hva’, sagde han, sidder Du i Mørke.

– Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke….

– Ønsker du noget, Bai?

– Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai.

Katinka kom ind for at sige Farvel.

– Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paa Lommerne, om han havde sine Samlinger.

Bai var færdig og der blev sagt Farvel.

– Gud bevar’es – Fruen maa blive inde – det er meget for køligt.

– Jeg følger kun til Laagen, sagde hun.

De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.

– Det melder Kulde. Godnat, Frue.

Laagen slog i.

– Godnat.

Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede Hovedet: Ja – Himlen var klar og alle Stjerner oppe….

Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe.

* * * * *

Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.

Og Andersen skulde ogsaa rejse.

– Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at sidde her og faa en af “det levende Ord”….

Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.

Fru Linde græd i Krogene

– Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa’ det godt. Men de véd ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven….

– Det er Ungdommen – en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar og spø’er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid —

– Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta’et det onde med det gode i tredive Aar….

– Men nu ka’ vi ha’ Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en Gang lukker vore Øjne.

Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.

Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom saadan Ro med ham.

Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt:

– Der ser De, min Fa’r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.

De to Gamle smaaskændtes.

– Det er, som jeg siger dig, Linde….

– Om du vil tro mig, min Pige … og han bredte Stikkene ud.

– Dem, lille Frue, det er Dem.

Katinka faldt hen. Hun sad og saa’ paa de to Gamle.

– En Karo-Dame … der ser De, min Fa’er….

Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange Livretter, som Katinka lavede.

Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles.

– Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede.

– Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka’ stoppe i Munden-det blir Enden, sagde Marie.

– Vil du ha’e Genever, siger Katinka.

– Hvis du har —

Naar han nikkede, saa’ man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og Smilehuller for Knoer.

– Saa er der færdigt, siger Katinka.

– Tak, min Pige, siger Bai.

Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai. Det kom maaske med Korpulencen.

– Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.

Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka støtter Hovedet i sin Haand.

– De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.

Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet … Døren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:

– Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres Hus.

Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere Vanilliekranse frem af Kassen.

Og de gnasker videre rundtom Lampen.

– Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.

– Eller synge os én – én af Agnes’, siger gamle Pastor.

Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage Stemme Sangen om Marianna.

Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader Strikketøjet synke.

Under Gravens Græstørv sover Stakkels Marianna – Kommer Piger, græder over Stakkels Marianna.

– Tak, sagde gamle Pastor.

– Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.

Hun saa’ ikke rigtig Maskerne, før hun havde faaet Øjnene tørret.

Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.

– Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han saa’ hen for sig og tænkte paa Agnes.

De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det hvide om Sengen og Toiletspejlet.

– Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.

– Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha’e lidt Motion….

– Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée.

– Man spiser for godt paa Stationen. Mo’er har forbudt mig at sætte min Fod her om Lørdagen.

– Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren. Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste.

– Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid.

– Godnat, Godnat.

– Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen:

… Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i og sidder over … saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl.

Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler.

Bai kom hjem.

– Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber … Jeg faldt ind et Sted med Kiær….

– Det var Kiær, som vilde bede … Jeg mødte ham … her paa Hjemturen.

– Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.

– Ja – den er over ét … Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til Følgen hjem, sagde han.

Bai fulgte i den sidste Tid altid “hjem”. Han gik til Kroen: Naa, saa maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med Gæsterne.

Han “vogtede” det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to mens han “vogtede” det.

– Du ku’ jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i Kulden.

– Jeg vidste ikke, det var saa sent….

Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig.

Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun bøjede sig.

– Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker.

– Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.

Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en Mirakelsalve mod Gigt.

– Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.

Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med Klapren – nu var det sust bort.

Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin Hoste. —

* * * * *

Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og “Postvæsenet” kom om Juleaften til Abels.

Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami baaret aldeles officielt.

– Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det ikke gad aabne Øjnene.

Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa Katinkas Bord.

Depeschen var fra Huus….

Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i Stuen, hvor Træet brændte ned.

Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret….

Katinka saa’ paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over Huus’ Depesche, som laa i hendes Skød.