Ved vejen

– Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med Dem?

– Hvor falder det Dem ind?

– De er ikke saa glad i den sidste Tid … som før….

– Der er ingenting i Vejen, Fru Bai….

– Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad….

– Ja, sagde Huus, det ser man.

Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.

Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus.

Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med Skolelærerens Søn.

– Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige?

– Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt heroppe paa Gaarden.

– Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s’gu et flot Bryst….

Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under Maden to Skaaler, “for de fraværende” og “for den gode Aand i Selskabet”. De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i Præstegaarden.

Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med Frøken Jensen.

Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet.

Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser højt.

– Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.

– Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.

Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.

Huus læser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.

– Huus dog, hvad stod der?

– Alle Konditorsvende skriver om Kærlighed, siger Ida-Yngst over Bordet.

– Frøken Ida – det er Løjtnanten – ska’ vi to?

Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er ’et upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Løjtnanten læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.

Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen, som gaar rundt i store graa Kander.

En lille blegnæset Student lader “Pastor Lindes patriarkalske Hjem” leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker privat med Pastoren.

– De lille “røde” Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?

– Man kan have Agtelse for Personerne, siger den lille Blegnæse.

– Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja … Ja, Ungdommen maa jo ha’e no’et at kæmpe om, ser De, Frue….

Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger næsten i Armene paa Løjtnanten.

– Ja, Deres Velærværdighed, siger hun.

– Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.

– Skaal, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen – hun rækker ham sit Glas – drik med Mo’er….

Enkefru Abel smiler: Aa – aa – hvad min Ida-Yngst har for Indfald….

Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph….

Frøken Helene læser “Tasken”….

– Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes … af Aandsfriheden.

– Brandes, det er jo ham, Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke blevet anden Forestilling tilbage om “Aandsfriheden” – paa Møllen.

Studenten flyver op i den store Darwin.

Bai har sagt noget, saa Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet.

– De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene.

– Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta’ Livet, som det er … og….

– Og?

– Og egenlig er det dog saa lykkeligt….

– Løjtnant, raaber Frøken Ida: De er styg.

Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hænder og nikker.

– Skal vi saa sige Mo’er Tak for Mad, siger han og rejser sig.

Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.

– Jeg véd ikke, om du har set Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen. Man maa gaa i Jorden over hende.

Ida Yngst er første Par med Løjtnanten.

– Liv i ’et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller “Paa min Kanapé” saa det klirrer i Strengene.

Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.

Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen.

– Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i Tangenterne, saa det suser.

– Gud – jeg dør, siger Helene fra Møllerens….

Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads rundtom.

– Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten og tørrer sig.

– Om vi saa’ at finde en Bajer.

Løjtnanten er med. De gaar ind gennem Værelserne.

I Spisestuen staar “Bajerne” opstillet i et Vindu.

– Er det Landbajer? siger Løjtnanten.

– Næ, den er af Carlsberg.

– Naa, den er jeg med paa.

– Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Præstens Studereværelse, en lille Stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede Skrifter paa grønmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over Skrivebordet.

De satte sig med Øllet ved Bordet:

– Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg tænkte, lad ham ha’ Fornøjelsen, tænkte jeg – og hun med….

– Ja, Satans Pige … hun har s’gu et godt Bryst … og skær’ brillant naar man danser, Forstander. Lægger sig lige til.

– Ja, hva’ Satan ska’ hun gøre, stakkels Pige, sagde Bai og tømte sin Bajer.

– Men hva’ er hun for en Pige, sagde Løjtnanten. Han mente Frøken Agnes….

– Rar Pige, sagde Bai.

– Nej, dér er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone.

– Ja saa, sagde Løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En Snakkepige – det er af den Slags.

Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse Landsbypiger – i det hele, mente Løjtnanten … det er godt nok … jeg mener … Men – ser De, Forstander – ingen Dannelse – Nej, Byen – véd De – det er no’et ganske andet….

Løjtnanten havde “fundet no’et” —

– Ser De – man bor jo i Kvarteret … Dér har de jo lagt Slottet – man maa jo bo dér … enten paa “Berren” eller paa “Vesten”….

– Men hva’ er ’et for Smaapi’er? spurgte Bai.

– Kække Smaapi’er – s’gu, kække Smaapi’er….

– Ja-a – jeg véd det jo ikke … man er jo gift Mand, Løjtnant … Skueretter, forstaar De, Skueretter – om man ogsaa er der ovre et Par Dage….

– Skueretter, gentog han en Gang endnu.

– Tro De mig – kække Pi’er, sagde Løjtnanten, dannede Pi’er….

– Men de si’er, de gaar til Rusland….

– Ja, de si’er det….

Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde han, han gik gennem Stuen.

– Ja, Hr. Pastor – vi sidder her og filosoferer lidt – saa stille … ved en tyvrøvet Bajer….

– Værs’go, ja, her er rart. Præsten vendte sig i Døren: Derinde leger de Panteleg, sagde han.

Bai og Løjtnanten gik ind til Pantelegen.

De var ved at falde i Brønden.

Den lille Student med den ægteste Frugt faldt for Katinka:

– Der kysses, raabte Frøken Agnes.

Katinka vendte Kinden til, at “Frugten” kunde kysse. Han var rød i Hovedet og kom nærmest til at kysse hende paa Næsen.

Katinka lo og klappede i Hænderne: Jeg falder, jeg falder….

– For Huus, sagde hun.

Huus kom hen og bøjede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret.

– Jeg falder for Frøken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som om den var hæs.

Frøken Jensen tænkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng til Bel-ami.

Katinka støttede sig i Tanker lidt til den radikale Student.

* * * * *

Gæsterne var borte.

Frøken Agnes stod i Salen og saa’ sig om paa Valpladsen. Der var ikke én Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet.

– Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue.

Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja – De har saamænd været rar iaften.

– Frøken Agnes, morer det Dem?

– Nej.

– Hvorfor gør De det saa?

– Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre … Men De vil altid være alene om at gøre Mudder.

– Hjælp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i ’et … Hun begyndte at flytte Møblerne paa Plads.

– Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo’er, sagde Louise-Ældst. Jeg gør ’et ikke – det si’er jeg dig – det er en Skandale for alle Mennesker.

– Fordi man la’er dig sidde. Jeg skulde vel gere dig Selskab – ikke?

Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og lagde Kyllingernes Tøj sammen.

– Man bli’r s’gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske stiv i Benene, mens de gik.

Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem.

III

Det var hen i Foraaret.

Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde Lille-Bentzen slaaet en Bænk op. Der sad de og arbejdede til Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne paa Strækningen kendte dem og hilste.

– Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa’ bort efter Toget. Jeg tænker paa det hver Dag.

– Aa, men, Agnes….

– Jo, det var det bedste – for os begge to – enten han eller jeg … tog afsted.

Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.

Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom forbi fra Dammen, hvor de løb paa Skøjter, og saa skulde Kapellanen ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.

Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne paa Armen. Hun var meget kort og sagde bare “Ja” og “Nej” til, hvad Katinka spurgte om … Hun havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav sig til at græde.

– Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og lagde Armen om hende. Hvad er der dog?

Agnes Linde kæmpede med Graaden, men den blev stærkere og stærkere. Hun tog Katinkas Arm bort:

– Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.

Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud.

Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige.

Katinka var vant til at være “fortrolig”. Hun havde ogsaa altid været det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig saa godt til at høre paa andre.

Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.

Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:

– Jo, vi er saamæn et Par rare Høns, sagde hun som Slut.

Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen.

Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og saa’ ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en stor blaa Sø. Man saa’ ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet.

Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun holdt af ham.

Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.

Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.

Og alle Kærlighedens Ord følte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker blev saa fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var – hos de to fremmede Mennesker.

Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem igen og tænkte dem om.

Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til hende.

Og de spandt hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt borte, hvor hun knap vidste.

Der havde ogsaa været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gøre, sagde han.

Naar han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Det var tidt og ofte, som om han slet ikke saa’, hvor glad Katinka blev ved at se ham, og han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft saa meget at sige ham og spørge om.

Nu netop i Foraaret, hvor der havde været saa meget at indrette og ændre allevegne….

Men der var noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa Gaarden hos Kiær; der sagdes, at han var saa sær at arbejde med.

Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humør en Gang imellem.

Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.

Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klædte sig af. Han drev saa længe om halvnøgen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig færdig.

Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik Ende paa det.

Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.

Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne begyndte at synge.

Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.

Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen. Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld og halvt af Roser – om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det store Hav….

Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand….

Og saa kom Solen.

Og steg.

Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor Vinge.

Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.

Han talte i det hele mere nu – naar han da talte.

… Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun maatte vel til Ro.

Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne af sig.

Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset.

De saa’ Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.

Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.

De sad stille og saa’ ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne.

Katinka talte om sit Hjem.

Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.

– Og siden – i den nye Lejlighed – med Mo’er – da Fa’er var død….

– Ja, det var en lykkelig Tid….

– Men saa blev jeg jo gift.

Huus saa’ ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over Græsset.

– Thora Berg, hvor hun var lystig … Om Aftenen, naar hun kom fra Selskab – med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder gennem Byen. —

Katinka sad lidt.

– Hun er osse gift nu, sagde hun.

– Med flere Børn, siger de….

Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hækken.

– Godaften, Kristen Peder.

– Godaften, sagde Katinka.

– Hm – sagde Katinka igen – jeg saa’ hende sidste Gang til mit Bryllup. De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer….

– Hvor jeg ser dem endnu – alle Ansigterne – alle….

– Men hvor jeg græd….

Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa’ hun ikke. Han sad saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.

– Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.

– Ja, Tiden gaar….

– Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig.

Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig indhentede hende:

– Ja, sagde hun og fór let sammen.

Og lidt efter:

– Her har man jo sit Hjem.

De sad atter tavse.

Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid saa megen Støj – og før havde der været saa stille i Tusmørket.

– Jeg henter Glassene, sagde Katinka.

– Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie….

Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.

– Jeg har haft Selskab, sagde Bai.

– Af hvem?

– Af Frøken Ida. Hun rejser nu….

– Hva’, Ida?

– Ja – og Bai lo – Frøken Louise er s’gu opgivet … Nu sætter de alle Sejl til for den lettere Skude. Hun bli’r borte hele Sommeren.

– Naa, ja – ku’ det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja – hva’ Satan – saadan et Pigebarn maa jo giftes….

Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en Filosof i det Emne.

– Jeg gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst – men den gik ikke for Løjtnanten —

– Saadan er ’et, der er s’gu ingen Pardon – Pigebørnene maa til Brudeskamlen —

– Og saa gaar ’et – man ser ’et jo – de lever sig sammen. De har Hus og Hjem og saa kommer der Børn….

– Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.

De sad tavse; der var blevet ganske mørkt under Hylden.

Det blev i Slutningen af Juni.

– Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom ned til Stationen.

– Ja – jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og kom og gik.

Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa’ ud over Engene og hørte altid det samme.

Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om ham.

“Manden” kaldte hun ham.

Katinka sad og saa’ paa hende, som hun sad med bøjet Hoved og smilede.

– Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er – og saa er dette maaske det bedste, man faar….

– Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende.

Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden. Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale.

Og saa saa’ hun ogsaa Andersen. Hun saa’ dem sammen, Agnes og ham.

Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod og saa’ paa dem – de to, som elskede hinanden.

Hun hørte og saa’ paa dem nysgerrigt – næsten som et stort Under.

Og en Dag græd hun, da hun gik hjem.

Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa’ ham paa Stationen.

Det var Høhøsten, sagde han.

Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft over den hele Luft.

En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre “Skovtur til det store Marked”. Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa se alle Herligheder paa Markedet.

Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde køre om Morgenen tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat eller Morgen.

Bare Bais og Huus.

* * * * *

Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til.

Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for at købe ind.

Huus kom, just som Toget kørte, efter Posten.

– Huus, raabte hun fra Kupeen.

– Men hvor skal De hen? raabte han.

– Købe ind – Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt i Vinduet. Far vel.

– Hm, sagde Bai. Katinka er s’gu smaatosset. Hun braser og koger til den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen….

Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og saa’ paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran hvert Stykke Sejldug, der hejstes.

– Om den lille Frøken gik af Vejen….

Hun maatte springe baade over Brædder og Snore.

– De kalder mig Frøken, sagde hun.

– Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig.

De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og svajede paa en Snor.

Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften.

– Vil De ha’e noget, raabte Konen gebrokkent.

– Uha – raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke.

– Det var den stærke Kone, sagde hun.

De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. Katinka sad paa en Bænk.

– Her skaf vi danse, sagde hun.

– Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme paa Kommoden og et gammelt Visitkort med hans Navn laa som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter besørgede det haandgribeligere.

Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der arbejdede.

– Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem.

– Ja, sagde han og saa’ op i Træerne – Himlen saa’ han ikke – mens han tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa.

Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.

Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet stod hende i Haaret som paa en Møller.

– Ingen kommer ind – ingen kommer ind – det bankede paa Døren, som var i Laas.

Katinka troede, det var Huus.

– Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig?

Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det uendelige; det er Huus’, sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha’e Pundkage.

Agnes Linde rørte, saa det boblede i Dejgen: Ja – de Mandfolk skulde ogsaa ha’e Pundkage, sagde hun.

Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rød som en Kobberpotte af Ovnen.

Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet.

– Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine udspilede Ben.

Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen.

Louise spjættede af Glæde paa Perronbænken, saa et Par Handelskomis’er i Toget saa’ et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.

Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst og Lille-Jensen gnaskede løs ude paa Bænken.

– Hvor De har været heldig, Fru Bai, mageløse….

– Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde’ Frøken

– Nu gaar Kværnen, sagde Agnes inde i Køkkenet. Hun tog fat paa Dejgen.

Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbænken.

– Aa ja, sagde han, og jeg sidder med tør Mund.

– Vil De ha’e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sødt?

– Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.

Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen.

– Hva’ er der løs, raabte Agnes fra Køkkenet.

– Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.

– Uh, han bider, raabte hun.

Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde:

– De bli’er jo ved at være rene Børn – naar man ikke kender noget til Verden….

Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de levnede ikke.

Hun stod ved Køkkenvinduet og saa’ ind:

– Det skulde Mo’er ha’e vidst, sagde hun sødt.

– Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.

Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at gemme, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.

Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-Ældst kastede Papiret.

– Gud, lille Louise … Frøken Linde med de Øjne … hun kunde gerne se det….

Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om tre Kager til Bel-ami.

Katinka begyndte at blive træt. Hun sad paa Kødblokken med de opsmøgede Ærmer og saa’ paa sit Værk:

– Men det er ingenting mod hjemme – ingenting mod naar vi bagte til Jul.

Hun fortalte, hvordan de bagte – hendes Moder og Søstrene og hele Huset … Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums – og saa revnede de, naar de kom ned i Fedtet.

Og Brødrene – de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Sløv maatte værne om Stenkrukken med Brundejg….

Og skrællede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et Pund….

Det bankede paa Døren. Det var Huus.

– Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time … Kom igen om en Time.

Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus med Selskab.

Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun.

– Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan fløjte i Fred.

– Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.

– Hun gik, tror jeg.

– Men naar?

– Det er vel en Timestid siden….

Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder saa meget af hinanden. Men vi har just ikke meget at sige hinanden —

– Vi skal pakke, sagde Katinka.

De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for at Krukkerne skulde staa fast:

– Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus’ Hænder.

Hun aabnede Sekretæren og talte Skeer og Gafler ud af Sølvrummet.

– Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun.

Hun begyndte at søge: Aa – den ligger i Skuffen.

Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.

Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en Mølle: Det gamle Stads.

Hun søgte igen om Viften:

– Aa, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal over paa Huus’ Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa Skuffebunden.

– Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i Silkepapir. Hun tog det op.

Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i Bobinettet.

Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.

– Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre Tog igennem i disse Feriedage … Forsinket tredive Minutter….

– Paa Svedning staar ’en, sagde Bai.

Katinka saa’ ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert Vindu.

– Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le.

– Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to Fingre og sprang op paa Trinet.

Toget kørte. Den unge Togfører blev ved at staa bøjet frem og le og nikke.

Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede sig og hilste.

Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa længe de kunde se.

Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde paa Stationen imorgen Klokken seks.

Katinka stod i Haven foran Hækken:

Faarekylling – Faarekylling – flyv – flyv. Faarekylling – Faarekylling Giv godt Vejr….

raabte hun.

Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede og saa’ op i den blaa Luft.

– Svært – saa blaat klæ’er den lille Kone, tænkte Togføreren med de fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme til at ligge for langs ad Strækningen.

– Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Køkkenet.

– Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af Pundkagen. Man maa dog være færdig….

Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa’ en sidste Gang til Kurven. Hun aabnede Døren ud til Gaarden og stod og saa’ ud. Deroppe murrede Duerne. Det var den eneste Lyd.

Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig bort mellem de dampende Enge.

Hvor hun dog elskede denne Plet….

Hun lukkede Døren og gik ind.

Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde villet kontrollere, naar hun havde faaet “smølet af”.

Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i Skæret af Lyset.

Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i Mørke.

* * * * *

Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen til Omdrejningen.

– God Morgen, god Morgen … De bringer godt Vejr. Hun løb ud paa Perronen: Han er der, raabte hun.

– Kurvene, Marie….

Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go’maar’en – Huus – staar paa Solstik – hva’?

– Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.

De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen. Lille-Bentzen var saa søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange “fældet til Storm” op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.

Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen. Bai vilde køre Hestene og sad paa forreste Sæde med Marie, som var saa stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig.

Katinka saa’ ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.

– Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.

– Nu kør’ vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i Haven og viftede og vinkede.

De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede.

– Hvor det er frisk, sagde Katinka.

– Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.

– Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.

De rullede ud paa Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod paa sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk og mæt.

Katinka saa’ ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg belyst af Solen.

– Hvor det er kønt, sagde hun.

– Ja – ikke? sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kønt er det….

De begyndte at tale, Katinka og han. De saa’ og glædede sig over de samme Ting. De havde altid Øjnene lige paa det samme. Og saa nikkede enten han eller Katinka.

Bai snakkede med Bæsterne som en gammel Kavallerist.

Der var ikke gaaet en Time, før han begyndte at tale om at “faa no’et i Livet”.

– Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man maa s’gu ha’e noget at staa imod med….

Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu – og hvor skulde de ogsaa sidde?

Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen var sat i Stak.

De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tæt ved Grøften.

Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.

– Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.

De snakkede og bød rundt af Krukkerne og spiste.

– Det glider dog, Tik, sagde Bai.

Folk kom forbi paa Vejen og skævede til dem.

– Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.

– Skaal, Huus, god Fornøjelse.

– Tak, Fru Bai.

– Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva’ Marie?

– Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er ’en.

– Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus.