Ved vejen

Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over den Dødes Bryst.

* * * * *

– Hm, De har s’gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af Toget.

– Hvordan staar ’et!

– Hun er død, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frøs.

– Hva’?

– Satan —

Den indiskrete stod og saa’ lidt paa den lille Stationsbygning: alt laa som vanligt.

Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet.

Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne.

VII

Det var den første Vinterdag. Høj Luft og tyndt Snelag over den letfrosne Jord.

Udenfor Kirken begyndte Mændene at samles, højtidelige, med høje Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren.

Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa Pladserne.

De var færdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.

Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved “Lejligheden”. Hun havde straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. “Institottet” havde haft “Efteraarsferie” siden Dødsfaldet.

Frøken Jensen saa’ sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen: Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Sørgefloret var trukket som to Pølser over Alterstagerne.

– Nydelig Kiste efter Aarstiden, sagde Degnen.

De stod og saa’ paa Kransene.

– Det er en Forskel, sagde Degnen, han skød Skuldrene i Vejret og saa’ paa en Krans fra Abels.

– Ja, sagde Frøken Jensen: der er ingen “Interesse”.

Frøken Jensen gik lidt bort og saa’ prøvende paa Kisten:

– Ja, sagde hun: Jeg er glad, vi tog Egetræ.

– Det er, om jeg saa tør sige, ogsaa proprere for Liget, sagde Degnen.

Klokkerne begyndte at ringe, og Frøken Jensen gik ud paa Kirkegaarden. Hun hilste paa sine Elevere-Fædre og holdt Mandtal.

Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev løftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset.

Da alle var til Sæde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen gik i Spidsen; hun saa’ ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var i Sørgeslør som to Enker.

Louise-Ældst lagde Vedbend-Kors paa Kisten.

Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den dejlige Kones Kiste.

Sangen døde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem.

Da Bai saa’ ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han i Graad og hulkede.

Gamle Pastor ventede stille, med Øjnene paa Kisten. Stemmen lød kun saa halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa Kiste og Blomster.

Gamle Pastor talte om de stille i Landet.

Stille var hun – stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos en god Husbond; han gav hende en Død i Fred af sin hellige Aand. Han modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke sin Trøst, den ene Trøster – til dem, som nu sørger.

Amen.

Gamle Linde tav. Der var ganske tyst.

Ligbærerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af Kisten.

Og de saa’ alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret ud under Sang.

Det er saa yndigt at følges ad For to som gerne vil sammen være. Da er med Glæden man dobbelt glad, Og halvt om Sorgen saa tung at bære. Ja det er Gammen, :|: At rejse sammen :|: Naar Fjederhammen :|: Er Kærlighed. :|:

Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod den lyse Dag.

Er Kærlighed….

De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.

Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet rundt om Kisten….

Bai tog om en Busk, som vilde han knække den: Touget snærede, mens Kisten blev skubbet ud og sank.

Agnes havde lukket Øjnene.

Det er vemodigt at skilles ad For dem som gerne vil sammen være, Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad For evigt samles de Hjertenskære. Ja – det er Gammen :|: At leve sammen :|: Hvor Arneflammen :|: Er Kærlighed. :|:

– Naa – naa – naa, Svoger, de to Fodposer støttede Bai, som hulkede.

Sangen døde hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de blottede Hoveder.

Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Hænder.

Fadervor – du, som er i Himlen.

Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede for “den store Deltagelse”.

Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for Bai og hans Svogre:

– I al Tarvelighed – at De ikke sidder ene….

Fru Abel tørrede sine Øjne:

– Man véd, hvad det er at miste, sagde hun.

Sværmen var borte.

Agnes stod alene ved Graven. Hun saa’ ned paa Kisten med dens Kranse, plettede af Sandet….

Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet igen.

Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer – de lange Slør – og de to Herrer med Fodposerne … det var Katinkas Brødre … som havde takket paa Familjens Vegne —

Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. Frøken Helene ømmede sig i for smaa Støvler….

Der gik de alle….

Og skyndte sig.

Agnes bøjede Hovedet. Hun følte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som skyllede videre hjem ad alle Veje.

Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor Æske.

– Det er en Krans, Frøken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den selv. Den kom med Middagstoget.

Lille-Bentzen tog Kransen ud af Æsken:

– Den er fra Huus, sagde han.

– Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa’ paa de halvvisnede Roser: Hvor den har været smuk.

– Ja, sagde Bentzen. Køn har den været.

De stod lidt. Agnes knælte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.

Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og græd.

En Karl kom hen til dem.

– Hvis Frøkenen – der skulde lukkes….

– Ja, vi kommer.

– Degnen giver mig vel Lov til at være her, sagde Agnes.

Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og ventede ved Porten.

Med Hænderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa’ paa Karlen, der lukkede Porten og satte Hængelaas for.

Lille-Bentzen smaasnøftede endnu da han gik med Farvel.

Agnes blev længe staaende foran den stængte Port.

* * * * *

Bai var meget hos Abels.

Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de øde Stuer … naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru Abel.

Hun og hendes Louise-Ældst hentede ham efter Otte-Toget.

– Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel.

Louise-Ældst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vande Blomsterne i en Fart, før de gik.

Fru Abel stod hos.

– De var hendes Yndlinge, den kære, sagde hun mildt.

Den kære var Katinka.

– Men Amplen, sagde Louise-Ældst. Den tørster ogsaa. Hun nikkede til Amplen.

Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed.

– Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det pladrede paa Gulvet.

– Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i Køkkenet. Hun stod altid et Sekund i Spisekammerdøren og “oversaa”. Louise-Ældst havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sød Levning paa en Asjet.

De gik hjem om Lampen.

Louise-Ældst skænkede The i hvidt Forklæde.

Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes.

– Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog.

Ida-Yngst skrev altid i en underlig upaaklædt Tilstand.

– Bøsse-Sa har glemt sine Manschetter, sagde Enkefruen.

– Naa, sagde Bøsse-Sa.

Bøsse-Sa var i det hele derangeret.

– Han er her jo ikke, sagde Enkefruen.

Efter Bordet fik Bai sin Toddy til “Dagstelegrafen”. Louise-Ældst broderede. Enkefruen sad og saa’ “ømt”.

– Det er som hjemme, De skal føle Dem. Det er blot det, vi vil.

Naar Bai var færdig med Avisen, spillede Louise-Ældst. Hun sluttede med en af Katinkas Smaamelodier.

– Den spillede hun, den kære, sagde Enkefruen og saa’ paa Portrættet: Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen.

– Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Hænder. Om Lampen, efter Toddyen, følte Bai altid en mild Rørelse over sit “Savn”.

Enkefruen forstod ham.

– Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet.

– Ja.

Bai førte de to Fingre hen over Øjnene.

De talte om “den kære Afdøde”, mens Bai fik sit andet Glas.

Lille-Jensen sad i Mørke ved sit Vindu, for at høre, naar han gik.

Lille-Jensen var mest i Præstegaarden i den sidste Tid.

– Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.

Frøken Jensen var kommet meget paa Stationen de første Uger efter Dødsfaldet.

En Kvinde hjælper, hvor hun kan, sagde hun paa Møllen.

– Ja, sagde Møllerens Frue.

Frøken Helene strakte Benene fra sig og saa’ paa sine Filttøfler.

– Og den kære Katinka – Frøken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes Død – har forvænt ham.

Lille-Jensen tog et Slags Over-Opsyn paa Stationen.

– Hvad nytter det med en Pige? sagde hun.

Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egen Kurv ved Kakkelovnen.

Hun gik lydløs om og lavede Livretter.

Naar Bordet var færdigt, havde hun Tøjet paa. Bai bad hende dog endelig blive og spise det Stykke Smørrebrød med sig.

– Ja, hvis De hellere vil, at jeg bli’r, sagde Lille-Jensen.

– Det er jo ialfald et levende Væsen, sagde hun beskedent.

Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste.

Lille-Jensen trængte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde begyndt at faa sin Appetit igen.

Efter Bordet spillede de en faamælt Piqué.

Klokken ti gik Frøken Jensen.

– Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst.

Frøken Jensen hægede Graven.

Hun hørte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad Vejen hjem. Hun tog den ikke op.

Frøken Jensen gik i dybe Tanker. Hun tænkte paa at sælge sin Skole.

Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse var som Fruen i Huset.

– Men i de sidste to, tre Maaneder kom Frøken Jensen ikke mere ret meget paa Stationen.

Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende.

– Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke.

Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre – om han i det hele slap hjem.

– Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen.

* * * * *

– Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham i Døren.

– Satan, saa der vimses, sagde Kiær.

Kiær skulde til København og vilde have Bai med.

– Trænger s’gu til ’et, gamle Dreng, trænger s’gu svært til ’et….

– At faa Luft i Lungerne….

– Gamle Ungkarl….

– Ud paa Keglebanen, sagde han.

Bai kunde s’gu ikke bestemme sig til det … du – saa kort efter….

– Men trænge til Luft i Lungerne – kunde han jo nok.

Otte Dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-Ældst pakkede Kuffert.

Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmuskler, da de rullede af.

– Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station.

– En Junker-Svip … To glade Unghaner … Den indiskrete lo og smækkede Tungen ud med et Knald.

Bai sagde: Ja, vi ska’ jo ind og se, hvordan den vrikker.

Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen: Vrikker – du gamle….

De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem.

De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje Ord og klaskede sig op og ned ad Benene:

– Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai.

– Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiær.

– Adam, du Gamle, sagde Bai.

De lo og snakkede. Kiær var glad.

– Nu kender man dig igen, sagde han: – du gamle Lampepudser….

– Nu kender man dig.

Bai blev pludselig alvorlig:

– Ja, gamle Ven, sagde han, det har været traurige Tider.

Han sukkede to Gange og lænede sig lidt tilbage i Sædet.

Saa sagde han igen i en glad Tone:

– Du – vi ta’r Nielsen.

– Hva’for en Nielsen, sagde Kiær.

– En lille Fløjtenant, du, Kender….

– Man véd jo ikke de nye Steder – gamle … Saa’ ham i Præstehuset … Rask Fyr … Kender….

– Naar der ska’ være Gilde….

De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Sæde og sov til Frederits.

Der drak de tæt med Kognakker mod “Nattekulden”.

Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var en Klokkeklemten og en Signaliseren, saa man hørte ikke Ørenlyd.

Bai stod under en Lygte midt i Stimlen og lod sig puffe til:

– Gamle, sagde han til Kiær og gned Hænderne, mens han saa’ ned ad Perron og Bane – Hva’ du?

– Leben er ’et, sagde Kiær.

Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rødmossede af Søvnen, under Rejsehætterne.

– Og de Kvindfolk, sagde Bai.

Der blev raabt og klemtet.

– Passagererne til Strib-Passagererne til Færgen….

Med halvelleve Toget var Bai i København.

De fandt Løjtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade. Møblementet var et Klædeskab med en hængende Dør, der blottede en ensom Uniformsvest, og en Rørstol med et Vandfad.

Løjtnanten laa i Bunden af Sengen paa en Hømadras.

– Feltfod, sagde han. Man har jo sine Kahytter “anderswo”, Forstander.

– Bai sagde, at de skulde “se Staden”.

– Saadan Stederne, sagde han: forstaar De….

Løjtnant Nielsen forstod.

– De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet.

Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam Madsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm.

– Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam Madsens Sæbe op ad Armene.

De aftalte et Sted, hvor de skulde mødes for at se paa Kasinos Danseben. “Og saa ser vi Markedet”, sagde Bai.

Løjtnanten pumpede Madam Madsen for ti Øre og kørte saa sporenstregs ud til “Knejpen”.

Knejpen var en lille rar Ølhave i Pilealléen, hvor “de af Banden” holdt til paa Keglebanen og ved Kortene.

Banden var tre Sekondløjtnanter og to hørhaarede Herrer fra Landbohøjskolen.

Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L’hombren, i Skjorteærmer, med Hattene i Nakken.

– Naa – Tvillinger, sagde Nielsen.

– Gaar ’en?

– Man spæ’r den op, sagde den ene af de hørhaarede og skød Skuldrene op.

– Svævende, mente en af Løjtnanterne.

– Meget svævende, sagde den anden.

Banden levede paa Ordet “svævende”. Man sagde det en Gang rundt hvert Kvarterstid med sære Tonefald og smaa Haandviftninger.

– Svævende —

– Man maa spæ’ den op, sagde Nielsen.

Banden spædede op med Bajere og “Hunkøn”.

– Jeg har nappet et Par “Givere”, sagde Nielsen.

– Givere – hva’ Satan – Nielsen? De hørhaarede skød Hatten bagud.

– Et Par ældre “Givere”, Tvillinger….

Tvillingerne slog med Ølflaskerne i Bordet til Ære for Finderen.

De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa “Danseben” med Kiær og Bai.

Nielsen hentede nogle rødmossede Piger, som drak Banko med dem og slog “de to ældre Herrer fra Provinsen” koket over Fingrene.

Bai sagde: “Pivain” og saadan ældre Ord fra sine Løjtnantsdage.

De to hørhaarede taalte aldrig noget. De sad halvlallende og sagde:

– Gamle Svinebørster, og ravede Bai og Kiær over Skuldrene.

De blev ved at drikke allesammen.

– Uf, dog, gamle Støvle.

– Væk med Hænderne, Bai blev øm af den megen Drikkelse.

… Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Løjtnanterne var pludselig forsvundne med de rødmossede….

– De er fløjet, sagde Kiær.

– De to Herrer sidder saa alene….

Det var en ældre lille Dame, der stak sin Næse hen til Bordet….

* * * * *

Der var gaaet otte Dage.

Kiær havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest.

Kiær kom kjem, ind paa Værelset.

– Hva’, sover du, sagde han.

– Ja, man er s’gu uoplagt, sagde Bai og gned Øjnene, paa Sofaen.

– Hva’ er Klokken?

– To.

– Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrædt, sagde han. Han var øm i alle Lemmer.

Han fik sig klædt paa.

De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde købe Katinkas Gravsten i København.

Han havde været hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet bestemme sig.

Kiær var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem alle de Sten.

– Det er jo smukt af dig, gamle Ven – det er jo meget smukt af dig….

– Men hun ligger s’gu lige godt.

Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler med Marmorduer og Englehoveder.

Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag.

Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til Haandtryk under Livets Sommerfugl.

Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen.

– Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og Kærlighed.

Kiær forstod ikke altid, hvad Bai mente, naar han sørgede.

– Ja, net Tanke, sagde han.

De var i det Kongelige om Aftenen.

Efter Theatret skulde de ud paa Broen.

– Jeg si’er s’gu Tak, sagde Kiær, for at varme Bænke og vente paa det Slæng.

Kiær gik hjem.

Bai drev af alene. De skulde s’gu ikke sige, han ikke havde holdt den gaaende til Slut.

Han kom ind i Lokalet. Der var ingen af Banden kommen, og han satte sig oppe paa Galleriet og ventede.

– Nej, Tak, han skulde ikke ha’e no’et … En Soda.

Han sad og saa’ ned i Salen gennem Tobaksrøgen paa de otte Piger, som sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne:

– S’gu lutter Drenge….

– Skuffens Bedrøvere, tænkte Bai. Han sad og saa’

– Drenge, sagde han igen.

Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk Danserinde, som energisk slog Skørterne op over Hovedet. Bai havde set de Skørter flyve hver Aften.

Og han saa’ næsten arrigt ned paa Stokkebegejstringen:

– Det var noget at trampe for, sagde han.

Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der skraalte for at bilde sig ind det var morsomt….

Han havde ventet næsten tre Kvarter og Banden kom ikke.

– Forresten saa’ han det gerne – at de blev borte – med deres “rødmossede”….

– En gammel “Jomfru” ku’ man vel hitte selv….

– De to “Landboer” med deres “gamle Svinebørster”.

Bai saa’ over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller….

Den unge Mand bøjede sig frem og stjal Kys under hendes Slør.

Banden blev stadig borte. Og Bai følte næsten noget som Forbitrelse, Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som næbbedes….

– Der kom s’gu ingen….

– Naa – naar de har flaaet En.

Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fra Galleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen.

Røgen og Øldunsten laa tyk og tung over Bordene med de forladte Glas.

Oppe paa Galleriet trippede kun en ældre Dame frem og tilbage og nikkede forførerisk til Bai.

De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu med Hovedet i begge Hænder og stirrede paa den øde og skidne Sal.

Han svor en Ed, da han rejste sig.

Den ældre Dame vimsede ved Laagen:

– Den Herre er her endnu, sagde hun.

– Nej – i hede Helvede.

Bai udtømte hele sin Forbitrelse i det Skub, han gav den ældre Dame.

– Hva’, hvinede Damen – saadan behandler man en Dame … en Husejerinde….

Kiær var i Seng:

– Naa, sagde han. Morede I Jer?

Bai fik Støvlerne af:

– De var der slet ikke, sagde han halvhøjt.

– Bagas, sagde Kiær.

Bai klædte sig af uden at tale.

Han laa lidt ved det tændte Lys. Saa slukkede han det.

– Er man gnaven, Gamle, sagde Kiær.

– Naa … Godnat.

Men man begynder at blive gammel, sagde Bai.

– Ja, sagde han igen, langsomt. Det er Tingen a’ ’et….

Kiær vendte sig i Sengen: Sludder, sagde han.

– Men du ta’er ’en for voldsomt, Gamle … Man maa ha’e Øvelsen, Unghane – og ta’e ’en med Ro….

– Saa ka’ man drive den, sagde han.

– Behageligt.

Kiær tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Søvn. Det var, som han lugtede Øldunst den halve Nat, og han laa og kastede sig.

Den næste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas’ Fotografi ud mellem to Lommetørklæder.

Det var Fru Abel, som havde givet ham det med.

Hun havde set ømt paa det og pakket det ind i Silkepapir.

– Den kære, havde hun sagt.

Louise-Ældst, “min sidste”, havde været arrig: Pyh – skal han ikke ha’e en Spilledaase med….

– Til at spille “de kære Melodier”….

Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma, naar noget gik hende imod.

Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de to Lommetørklæder.

– Han skal ha’e det Stykke af Hjemmet med….

– Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og saa’ paa det med svømmende Øjne.

* * * * *

Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengøringsluft.

Bai sad tilbords i Sofaen:

– Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.

– Hjemme i Reden.

Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen.

Enkefru Abel havde vaade Øjne af at sidde og se kærligt paa “vor Hjemkomne”.

Han fortalte om Rejsen.

– Theatrene, sagde Enkefruen.

– Sæsonen —

– Gravsten havde han købt … Fanden til Pris….

– Det tænker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste Kærlighedsgerning.

– Ja, det var det – han havde sagt til Kiær … den sidste Kærlighedsgerning, sagde Bai.

Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se, sagde hun, hun holdt ham for Øjnene, mens Enkefruen tog Laaget af det sidste Ragoutfad.

– Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min ældste.

– Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet og saa’ glad frem for sig, mens han holdt Hvil.

* * * * *

Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen.

Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste.

– Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er en Hjemmefugl.

– Hun kommer først til Bryllupet, sagde hun.

Bryllupet skulde staa hos “min Søster Etatsraadinden”.

– Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen.

Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet.

– Han har været mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham.

Toget kom ned over Engen.

– Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi tænker paa hende den Dag.

– Det véd vi, sagde Enkefruen: Vi véd, hvor der er gode Tanker. Hun var rørt og kyssede rundt.

– Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste….

Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid.

– Og – min Louise —

– De passer jo paa hende … Bai havde allerede proppet hende ind i Kupeen … Farvel Fru Linde … Farvel….

Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede….

– Sidst, sagde hun.

– Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa.

Bai fangede Louise, min sidste….

Der blev viftet og vinket, til man ikke saa’ Toget mer.

Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Møllen.

Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foran Bai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen.

Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl. Banekarlen havde faaet Mælkespandene bort fra Perronen og Sporet skiftet. Og Frøken Jensen stod der endnu, alene, lænet til sin Pæl.

– Lindes var hjemme.

Gamle Pastor sad med Agnes i Dagligstuen, mens “Mo’er” saa’ efter til Theen.

Der var halv mørkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad ved Klaveret.

– Synger du en, sagde han.

Agnes lod Hænderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa sang hun med halv Stemme, med sin mørke Alt, Sangen om Marianna:

Under Gravens Græstørv sover Stakkels Marianna – Kommer Piger, græder over Stakkels Marianna —

Der blev stille i den mørke Stue.

Gamle Pastor blundede lidt med foldede Hænder.