Stuk

– Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.

– Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at vande en Høne foran den blissede.

Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet, mens »Fruen« lukkede Stalddøren.

De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast … den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.

– Mo'er – kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.

– Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.

De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne; foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og stille.

– Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.

Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.

Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.

– Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd med Hovedet mod Stolpen.

Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde over Hovedet.

– Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre Skovrideren … Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.

Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er … Da Maren Malkepige fik Haanden, gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog Forklædet op om Hovedet.

Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og »Kontoret« og saa over Poppeltræerne – de var ude af Gaarden.

Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf paa at græde.

Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham paa Skødet paa Toften.

De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.

– Nej, sagde Berg, jeg bliver.

Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.

– Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.

Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i Mørket endnu – hendes Mand.

Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.

De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og som om det slet ikke gav nogen Forandring – uden Immortelkransen, hun bandt om hans Billede over Sofaen.

Hun syntes, hun havde altid siddet ørkesløs her i disse trykkende Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.

– Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie….

– Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.

– Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det mine Piber? skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber hænge, blev han ved.

– Ja ja – ja – ja, sagde Marie. – Men kunde Bedstefader ikke flytte dem derind? Her kom Herluf saa sjældent….

– Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede … Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset.

– Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.

– Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil….

Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu … Hvor er Minna? sagde han.

– Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun sukkede.

– Ja – ja, du sukker min Pige … ja, ja, det er ikke Skovridergaarden … Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar … tit baade Sommer og Vinter, sagde han. »Sommer og Vinter« glemte han aldrig, det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været inviteret til Skovridergaarden.

Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til sit Vindu.

– Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende ikke – hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa Læsningen.

Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.

– Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, kan du dog ikke ta'e dig iagt?

Herluf dukkede over Misgerningen – han var paa Veje til at blive rent ud skeløjet af evig ond Samvittighed – og fik lykkeligt Jorden smurt ud over endnu et Stykke Gulv.

– Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.

Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen … Herluf er kommet til at rive min Azalia ned….

– Kan du Tabellen? sagde Moderen.

Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog … Han gik i Skole ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og blegnæbbet som et Vinterskud.

… Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.

– Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til Afveksling … Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst – et halvt Pund mere, véd du….

– Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen … det behøves jo ikke, Minna….

– Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.

– Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med »Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.

– Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede »Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys. Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.

– Nej – hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den Smule Klæder og Skolepengene – Skolepengene, som vilde stige – og Værelset her i Leje….

– Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa. – Mo'er – gaa i Seng, hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.

– Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til Natten – det var det gamle Bord derhjemmefra – og trak Hylstrene over Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu….

Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes Hovedgærde.

– Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket tæt ind til hinanden.

– Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?

– Fjenderne, sagde hun.

– Og har Bøllings Fanny? sagde han.

– Ja – Bøllings har Fanny.

Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare Fødder, hen i hans egen Seng.

… Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.

Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede ud for at lukke Dørene paa Klem.

Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.

Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.

Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.

– Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men hendes Øjne kunde ikke sé mere.

– Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille Dreng.

… De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa stille i Kammeret.

Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.

Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra Bordet.

Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han græd – til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.

Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned, Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han syntes, nu var først hans Moder rigtig død.

Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.

* * * * *

Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.

Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er kommet i Dagen.

Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv »Skrabnæse«.

– Godt Jensen, godt Jensen – det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.

Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom; Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted? Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et rystet Træ.

– Naa, for Satan – om igen. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke Vand, han havde Trykken for sit Bryst.

– Naa, Appel, Hesten frem….

Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle ynkværdige Ansigter – i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.

Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og Opførsel.

Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af deres Kroge for at syne ham:

– Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane….

– Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi Jensen – godt, godt – han ta'er som en Danser … Naa – frisk, Hr. Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne….

Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og spyttede i Hænderne.

– Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.

– Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk – hva' si'er jeg, er' et ikke Kællinger – hva', hva'? de springer som lamme Lopper….

Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret Arrigskab og Forlæsthed.

– Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.

Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.

Han lagde sine Bøger sammen for at gaa – under arrige Hvislelyd fra Væggen – og Ole Martens slog ham Følge.

De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang. Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste rørte sig i Baasen.

– Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:

– Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.

Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.

Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring, saa den knirkede – alting var snævert, og alting knirkede hjemme i Vestergade:

– Om du vilde tænke det mindste paa din Bedstefader, sagde Tanten, da han stormede ind.

Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.

Der blev dunket i Gulvet nedefra – det var Bedstefaderen, som nu mest laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet – Herluf krøb til Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til det snævre Hus.

Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned:

– Nu gaar jeg, sagde han.

– Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde huske iaften at lukke Gadedøren lidt sagtere.

Herluf mumlede og kom afsted.

Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen – God Aften, Hr. Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.

– Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.

– Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt. Holdning, Holdning – mine Damer – Damerne var kommet ud fra Toilettet og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer – runde Albuer….

Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece, som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr. Bonnesen rettede:

– Mine Damer, pas paa Ryggen – Gratie, Gratie – Frøken Hilda, Maven ind … Smaa Trin – tænk Dem, det er paa Østergade … bedre, strax bedre … lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet….

– Altsaa nu, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre« … Altsaa nu en sart Hilsen … Hænderne i Muffen: Jeg er Herren … Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.

Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«.

– Mine Damer, mine Damer, tror De det er indtagende? … Mine Damer, mine Damer, De afviser jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en veltalende Gestus over mod Herrevæggen) … Min Laura – du, sagde han. Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane, der bliver fodret med Tvebak.

– Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:

– Ja – sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og ikke for meget.

Derpaa var der pavse.

– Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved Vinduerne: Man underviser for Livet.

Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden blandt Ynglingene var yderlig skeptisk, – naar de gik i Flok.

Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul, til hun kom forbi.

Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i lyserødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog den frem.

Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet – »fordi det var dog ingenting«.

Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret strittende til alle Sider.

– Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.

Herluf mumlede.

– Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.

Herluf mumlede igen og slugte videre.

Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik de i Seng.

Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten Klokken seks gik over og »belagde« en Krog.

Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op, mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen – især Geografilæreren, som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit Bryst: Krigen var brudt ud.

Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.

– Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op – i en lummer Luft – som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt, Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte blot om ét og det samme: det, man ventede nu, hvor Kejseren var rejst fra Compiegne og stødt til Hæren.

Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.

Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, for at se.

– Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion, saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle stod op, Stokkene tabte han….

– Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser, hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa Rummet drønede – var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved ved Hoved, paa Marseillaisen:

– Marseillaisen!

Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil sé det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i Flokken foran Tavlen.

– Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra Saarbrücken:

I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt.

Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og nikkede.

Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna gemte. Hun hentede den – hun var ganske højtidelig og bleg – og den gamle tog den:

– Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa sit Skød, med rokkende Hoved.

Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen, ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.

– Ja, Fa'er, sagde hun. Ja – Faer. Men sov nu….

Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den halvlyse Stue – ovre fra Tivoli naaende Sangen herind.

Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder. Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen og tog hendes Haand.

– Hvor de synger, sagde han sagte.

Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:

– Husker du din Fader? sagde hun.

– Ja, sagde Herluf. Godt.

Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var paa Akademiet – Akademiet var det jo den Gang – og hun kom paa Bal derude, og herhjemme kom Kammeraterne – om Søndagen – naar de havde fri … hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.

Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme – om Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet … da Henrik var hjemme.

– Ja – saa blev Kusinerne forlovet … Tante Jette og Tante Ida … og kom til Jylland.

– Det var to Gange Brudepige i ét Aar….

Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen endnu.

– Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet – og tog Afsked af Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet.

Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.

– Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen. Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede.

Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe:

– Du bliver stor, sagde Tanten – du er snart saa høj som din Fa'er.

De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:

– Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad her op paa Bordet i sin hvide Kjole – lige til det blev Dag … den lyse Dag….

Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede for Smørkrukken.

Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham.

Dernede gik endnu et Par og sang:

Allons enfants de la patrie….

Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole.

Og saa kom de sande Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de maatte troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i ét meningsløst vildt Prygleri – paa Livet løs, til ingen kunde mer….

Men Tiden løb, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte

* * * * *

Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige Perpendikler.

Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og mens han tav, og Duksen – som evindeligt – befølte, frem og tilbage, det tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige Smaaknirken under de urolige Ben.

– Naa – hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med det, Sonne, sagde han og førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.

Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem Klassen.

– Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre….

Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos Etatsraadens og i det hele – sammen med Hein – meget ud. De var kønne og velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:

– Men – Frøken – det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat (Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen af en Kandidat.

– Men, Gud, var det Dem, Hein – som jeg studerede for at tyde Deres Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.

Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig til Herluf – de holdt sig altid sammen – der konverserede en fregnet syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:

– Nej – han kunde ikke finde det – det gjorde ham ondt: Der var intet Foredrag i det Billede … Baade Herluf og Hein talte vægtigt om hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord – med en stadig hemmelig Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane, der ikke mere generede.

– Ja, det nyttede ikke … Den fregnede vidste, det var en »landlig« Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted….

– Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.

Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen som et Par Traner paa gloende Tallerkener.

– Det er os, sagde »den landlige Smag«….

Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne og brugte højst »indgaaende« Ord om alting – ligesom paa Danseskolen:

– Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.

Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun lidt, sad mest og røg og døsede.

– Du, sagde Hein langsomt. Ja – hvad mon det egenlig bli'r til?

– Hvilket?

– Med En, sagde Hein og stirrede ud i Luften.

– Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa … Hvad mon?

Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen. Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen gennem Stræderne mod Frederiksberggade.

En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne. Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord igen.

– Sludder, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk – han drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre – God Aften, Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel Vaabenbroder.

– Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han gik videre bag de andre.

– Rønnebær, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.

Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag mod Prostitutionen.

* * * * *

Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle om.

Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God Nat«.

Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod Morgen.

Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den opgravede Jord – alt laa det stille, en Stund, i Dagen.