Stuk

Herluf blev siddende – med Huen paa – ved Gelænderet og saa', naar de kom til Arbejde.

De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj og kom til Vejrs – op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den bare Jord, og hamrede….

Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.

Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang – som vilde han overdøve alle de klingende Hamre:

Nu var det forbi – Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte han at leve – med det nye København.

Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse Himmel, som han stod der, paa sin Kvistaltan, over sit store København, med sin flunkende Hue.

… Saa blev han Student.

Om Aftenen var de alle i Tivoli – drev under Træerne, Arm i Arm, sang, blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.

Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den lyse Koncertsal et:

– Leve København!

Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange Hurra….

* * * * *

Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab igen – glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende Hamre.

– Ja – det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen, tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne Ord:

– Og man kom løs, sagde han.

Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund (Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod Lampen:

HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GØRE

Herluf gik ind og hængte Nøglen til sin Dør op paa Nøglebrædtet, mens Hr. Sørensen lagde de foldede Hænder ned paa Psalmebogen og hilste. Hr. Sørensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en højkirkelig Foresat….

Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Øjeblik staaende. Maskinen arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lød en langtrukken Bas. Hr. Sørensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens Hr. Sørensens Psalmer klang klagende over den travle »Victorias« sidste hundrede.

I Porten løb han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod og stirrede paa det røde Himmelskær over Slottet.

– Mærkværdigt, sagde han.

– Det maa være en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.

– Ja … I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er Varsel om store Ting, sagde Meyer.

De lo begge og skiltes.

III

– Kan han no'et?

– Véd s'gu ikke.

Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog »Ess Bouquet« ud af Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af Hensyn til Professoren, der hadede den »Moskuspest« i Stuerne. (Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa Handsken: Det mærker din Fa´er ikke, sagde hun; i det ægteskabelige Sovekammer herskede kun Køllnervand).

– Véd s'gu ikke – men Penge har han – si'er de, og nu aabner han jo den nye Forretning – paa Købmagergade.

– Ja – hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som tændte en Cigaret.

– Ja – det vil han jo ikke ud med – det er naturligvis en Kunsthandel – han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men Penge maa han ha', sagde Berg … Den Gamle har tjent dem paa »Husholdningsbøger«….

– Jo. Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede Gerster efter det bekendte Avertissement.

– Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at lé: … Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.

– Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.

– Og han gaar ind paa Ens Idéer, sér du, sagde Berg. Han forstaar, sagde han. Men kan udrette noget med Adolf. Han rejste sig og gik hen over Gulvet: Og véd du, sagde han og slog ud med Haanden: her trængte til at udrettes noget. Her trænger forbandet til, at der blev handlet i dette land.

Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab – ja, alvorligt – helt Kompagniskab – hvor de stillede den fornødne Kapital….

– Og nu var et Teater noget værd, nu – hvor Staden voksede for hver Dag til at blive Nordens Hovedstad.

– Ja, ja, det blir den, sagde han.

Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden for dem, der havde Idéer og Øjne at sé med – nu, hvor Norden kun ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles – »kun ventede« gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften – paa Pladsen til at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, der var Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjørnson var ikke Nordmænd mer, de var blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til Wiborg, Wiborg i Finland … allevegne.

– Sér du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer. Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilføjede han med Hovedet lænet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for Reklamen, du —

Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en anden Tone: Man maa sé Tingene, som de er, du, og være praktisk, Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil leve – og sidde blødt. Forfatterne vil komme, naar man rækker dem blot den lille Finger: de venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem….

Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles hele Aaret, Eneret, skandinaviske Værker, sat i Scene af Forfatterne selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Gøteborg, Kristiania og Bergen … mens Stockholmernes Opera sang her eller Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst….

– Man lærer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige Lejeindtægten i den døde Tid.

Han begyndte atter at tale om »den ene Kunst«, om Malerne og Musikerne, der vilde følge Eksemplet, Forfatterne gav, og søge til København: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller Dampskibene. Vi skal nok røre Trommerne, til de kommer til København – til os.

Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al Hemmelighed holdt han svært af at sé paa Berg, naar han saadan var rigtig »oppe« i en Plan.

– Og Provinsbyerne, sagde han, ta'er vi med Strejfkorps. De har faaet den rette Aand. Jeg gi'er Adolf Ret: der er kommen Stemning i Provinserne og – der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstæder til det nye København.

Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja – du, der var noget at gøre nu, sagde han. Og Gerster sagde:

– Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader »at gribe til« – selv greb han aldrig til).

– Naa, sagde han halvt misfornøjet. Det bankede med en flot Kno paa Døren til Entréen. Der har vi Lange.

– Kom ind, sagde han.

Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og løftede Skuldre:

– Goddag – saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drøv paa?

– Paa din Fremtidsberømmelse, sagde Gerster og tog Plads igen.

– Tak – det maa smage af mere, sagde Lange.

Samtalen slæbte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med en Dør, saa Døren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som kom hjem fra Kliniken og vilde have »frisk Luft i Stuerne«.

Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha' Koteletten strax, hørte man Professorinden. Og der blev stille.

– Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.

– Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betænkelige Tonefald. Hvad man bedriver – gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes – af Kedsomhed.

Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles glimrende Historie … om blonde Krause – I véd, ham med Haarene i Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen – Lange efterlignede Frøken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde – I kender hende, naar hun er »diskret« med Haanden op for Munden:

– Du – han er »Susse«, sagde hun; (sér I hende? sagde Lange og blev ved med Paulas Stemme) – han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrer jeg dig – detvar, som han sank, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind til mig – ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde lukket Øjnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa sagde han – ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.

– Jeg havde ved Gud Taarer i Øjnene, sluttede Lange med Paulas Røst.

– Hva' si'r I til det? sagde han og viftede henrykt med Hænderne.

– Det kan jeg s'gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden nogensinde at faa noget rigtigt at vide … Jeg spørger endnu nogle Gange, sagde han, om »det« er at elske?

– Saa spørger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og viftede.

– Saa? sagde Gerster – du siger mig maaske nogle bedre … Jeg har ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa' et Øjeblik ud af Øjnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde brækket sin Pote) saadan omtrent søgt overalt….

– Men Paula er forresten en ækel snakkesalig Pige, sagde han i en anden Tone.

– Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om alt; Lille-Gerster selv var ét af hendes Yndlingsæmner:

– Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud for?

– Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.

– Han græder tit, du, sagde hun fortroligt.

– Ja saa. Saa græder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.

– Ja. Jeg græder da tit.

– Hvorover?

– Man har da Følelse, havde hun sagt, halvt fornærmet.

Herluf kom til at le ganske højt ved at tænke sig de to travrige Grædepile paa Paulas røde Sofa – ved Siden af hinanden.

– Hvad ler du af? sagde Lange.

– Af noget meget sørgeligt, svarede Berg.

– Ja – jeg synes ogsaa, Humøret staar paa Frost, sagde Lange, der var halvkrænket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Løb herop, sagde Lange, for at sé, om du levede. Han tog Afsked og gik.

De to andre blev siddende tavse.

– Vi var i »Konstantia« igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og Damerne….

– Hm, sagde Herluf blot.

– Vi drak Kaffe paa Balkonen – du, og saa skød vi til Skive efter Flagstangen med Underkopperne … Du skulde ha' set Buffetjomfruen og Kellnerne hvor de »spjættede« … Erhard spilede Fingrene ud Sprællemand – for at vise, hvor Kellnerne havde »spjættet«: De var ganske blege, du, sagde han.

Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til »at spjætte«. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var mangeartede. Det siste Eksperiment igaar – eller imorges tidligt – havde været det højst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den brændende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere – hvad der dog havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlægge »Eksperimenterne« hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og Lille-Gerster hjemad.

Gerster tog Portnøglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Bæster.

– Ja, sagde Gerster. Det er vi.

– God Nat.

– God Nat.

Gerster gik op. Inde i sit Værelse gik han hen til det aabne Vindu – han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede det.

Ude i Gangen knirkede en Dør. Det var Professorinden, der ikke kunde vænne sig af med at ligge søvnløs, til hun havde hørt Erhard komme hjem.

… Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster, – da de atter havde talt lidt om ligegyldige Ting – lidt dybt, med Øjnene i sit Skød:

– Du – tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.

Herluf saa'hen paa ham: Jeg véd ikke, sagde han sagte.

De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort et Bekendtskab, sagde han, tøvende og med Ansigtet mod Vinduet … Jeg tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende … Hun er meget sød….

– Gift, sagde han.

Gerster stod lidt og i den samme – tovende eller ubestemt misfornøjede – Tone som før sagde han:

– Og du? Naar bli'r det til noget i Vimmelskaftet?

I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Frøken Asta Heltz' Hjem: Man »talte« jo nu i Aarevis om Asta og Herluf.

Herluf trak træt paa Skuldrene og saa' i Gulvet.

– Nej, sagde Gerster med et Suk – det er det: man har s'gu mistet Tilliden, du, til det, man selv gaar rundt og føler.

– Ja, sagde Herluf.

– Skal vi gaa ind til Mo'er? Gerster vendte sig.

– Ja – jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Døre mellem de tre Dagligværelser, det samme brunlige Tæppe gik over alle Gulve. Alt var polstret, men i dæmpede Kulører. Professorinden stod op fra Skrivebordet, da de kom ind.

– Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.

– Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en Følelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue som en Værtinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) … Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilføjede hun og smilte, mens hun tog Plads i »Visithjørnet« bag et mindre Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsøe, Martensens Ethik og Meyers Fremmed-Ordbog.

– Mo'er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.

– Aa, det er kun nogle Sektionsmøder … Sektionerne, der skal dannes, sagde Fruen, og saa spiser de her hos os … Gerster finder, disse tørre Komitémøder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.

– Maa jeg spørge Mo'er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med?

– Ja – vi ta'er dem dog med, Erhard … Det er det mildnende Element, mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden sagde: Erhard – vi hører selv med til Lavet, og satte sig tilbage i Sofaen (hun havde en egen bred Maade at sætte sig tilrette paa under Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne).

– Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.

– Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man talte i det hele frit hos Gersters – selv om de nærmeste Venner: Man kan jo sé de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til, at hver strax følte sig vel i Huset, som optaget i den nære Kreds.

– Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen. Erhard kender sin Fa'er … Gerster har saa megen Korpsaand, forklarede hun Berg.

Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem spise tyve. Naar Mo'er vil ta' Skammekrogen bort, kan man spise fire og tyve, sagde Erhard.

– Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. »Skammekrogen« var et Privat-Hjørne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og strikkede, naar der ingen var hjemme.

– Ja – sagde Fruen – naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde. Sandheden var, at »Skammekrogen«, var hendes kæreste Plads. Naar hun skulde være alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet Sparelampe, der næppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og sagde Farvel – i Kjole og med det hvide Slips – før han gik.

Hun holdt af at sé ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var ét af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende stille, naar Erhard vidste saa »detailleret« Besked); og naar han var gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen læste det lille københavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte – for at det kunde bringe dem Bud »derovrefra«.

Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle Erindringer, uden at tage sig noget til – lige til Jomfruen bragte hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellænssukkerskaal: naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig Svaghed, hun havde for mørkt Puddersukker i sin The….

* * * * *

Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde Heltz.

En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i Stueetagen – der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa Trappegangen – og allerede i den første Stue lød det som Mudret af et helt Fuglebjerg: Alle blev straks højstemte i Vimmelskaftet. Konferentsraadinden snakkede og lo højt – med begge Hænder strakt frem mod hver, der kom – saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød.

Herluf undskyldte, at han kom for silde:

– Ja – det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans Hænder.

Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen – ogsaa fra Nakskov – med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie; og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede, han havde en Ulvehunger.

Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i Stuen, hvor de store svære Møbler – de var ikke fornyet siden Konferentsraadens Død for ti Aar siden – var spredt over Gulvet:

– Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene.

Berg var gaaet hen til Frøken Asta – hendes Smil var slaaet frem imod ham lige strax ved Døren – og han talte med en halv sky, halv øm Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte. Frøken Julie demonstrerede foran Huslægen: Tyvende Bal, Dr. Friis, tyvende Bal – i November, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans Ansigt; Frøken Julie var i lyserødt og mindede i Gestus lidt om en Ingénue paa Teatret.

De stilfærdige Stuepiger havde Døren op, og man gik ind i Spisestuen i Lyset. Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde – med Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af Skjorten – og slog ud med de kønne Hænder over Bordet:

– Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede. Ja, Frøken Asta, sagde han og saa' mildt til det første Glas Sherry: Fyrre – det er Zenith … man forstaar et godt Bord, man har gjort Erfaringerne, Damerne forkæler En … Sundt svælgede i Herlighederne ved at være fyrre.

– Ja, ja, raabte Fru Jürgens leende. Sundt kender Fadene. Fru Jürgens brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret, saa hun regelmæssig i sidste Nu, før de tog afsted, maatte hjælpe efter med et Kniplingslommetørklæde, og var en Mønstermoder for syv »Drenge«, hvoraf den ældste var Rus iaar.

– Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.

– Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamæn ogsaa lært at konservere Dem.

De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde betænksomt: Ja det er mærkeligt … Naar jeg tænker paa min Moder….

– Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe.

Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag, lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve:

– God? … Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne.

– En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at sluge den.

Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene – opad som en lille Fugl under Æggeheden.

– Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.

– Der flyver dig en stegt Due i Munden.

– Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden. Rundt om, over Bordet, blev der talt om Pigebørn og Opdragelse.

– Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevægelse (naar det var i Ro, begyndte det at markere »Zenith«) – ligefrem studere min Datter.

(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)

– Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst … Hvem kendte nu tildags sine egne Børn? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det var et Studium, og Fru Jürgens sagde: Fortrolighed – bare Fortrolighed, kære; og Konferentsraadinden saa' med sit glade Ansigt henover sine Døtre og sagde:

– Man kender da vel sit eget Kød og Blod….

– Ja, Gud hjælpe os, sagde Frøken Julie i en halvhøj Parenthes og slog Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.

Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis … Det var en Revolution – en sand Revolution i de unge Gemytter … Hr. Ekberg tilskrev den Symaskinen….

– Ja – kære Frue, Symaskinen sagde han overbevist … De køber ude – køber de ikke alting ude? De køber »færdigt« – man køber færdigt … Hvad skal man saa gi' de unge Døtre at bestille … Vil De sige mig, hvad man skal give dem at bestille?

Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde give dem at bestille.

Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet rigtig paa det klare med Samtalen – hidtil havde hun indskrænket sig til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut – sagde, at de hørte, de læste – de fik for meget at vide….

– Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken.

Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr. Ekberg forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere højrøstet (Fru Ekberg blev altid et Øjeblik højrøstet, naar hendes Mand fortabte sig i dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja – hos Frøken Zachrisson havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene….

– Ja – den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin Bordende. Den er en Ulidelighed … Den er det, der gi'er den megen Blegsot….

– Nej, sagde Fru Jürgens, vi Nakskovere – Emma, hun løftede Glasset mod Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.

– Ja – paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo, sagde Fru Jürgens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle Springfyrene. Hun slog en Brødkugle over paa Professoren: Han husker Skovballerne, sagde hun og lo.

Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden hørte kun det halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene over sit Glas – hun tænkte paa Konferentsraaden.

– Mo'er, hviskede Asta op.

– Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede. Asta holdt Glasset op med Øjnene paa Herluf – de straalende Øjne – og han hævede ogsaa sit Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede af al den glade Forelskelse i Nakskov.

– Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rød, idet han satte Glasset ned paa Dugen.

Alle lo og snakkede; selv Frøken Knudsen vaagnede ved det pludselige Ord »Ramløsa« og gav sig til at forfølge en Familie »Beck-Friis« op gennem Aarhundrederne; Fru Jürgens sluttede af med Nakskov og slog ud mod Sundt.

– Nej, nej, – der var ingen gamle Ungkarle der…. Da vidste Folk, hvad de vilde – min Kære, og kunde bestemme sig.

Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf hørte ikke efter, hvad han sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, tænkte han.

– De kender vist – Berg fo'r sammen, det var virkelig den lille Fru Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: »De kender vist«, og var blevet saa rød som en Pæon. De kender vist en … Hr. Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen ved at nævne Fornavnet….

– Ja, sagde Berg … ja … Han tog ikke Øjnene fra Asta: Og hende skulde du ikke elske, sagde han til sig selv … Ja, Fruen kender Gerster? sagde han.

– Ja – sagde den lille Frue – det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de rejste sig fra Bordet.

Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under »Tak for Mad« og Støjen. Fru Jürgens blev staaende hos Konferentsraadinden, lænet til sin Mand:

– Ja, sagde hun, jeg har faaet Lov til at beholde ham. Og de to Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde Ekberg – og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, han eksperimenterede:

– Ja, sagde Dr. Friis,de klager ikke.

Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde fanget Sundt ind i en Hjørnesofa og talte om, »hvad man da egentlig antog var Kvindens Bestemmelse«, mens hun saa' ham lige ind i Ansigtet gennem sin Stang-Lorgnette.

Ekberg kom til – i et Par Buer over Gulvet – : Kære, sagde han til Sundt, hun forfærder Dem … Ikke? hun forfærder Dem … Ja, sagde han og slog beundrende ud med Haanden, hun er radikal….

Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun ligner en Fugleunge?

– Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger jeg….

Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr. Ekberg talte om Ægteskabet: Ægteskabet, sagde han, kære Ven – vort Ægteskab er et Kammeratskab.

De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte det Ekbergske Ægteskab ud og ind fra Rygeværelserne.

Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:

– Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja … men de varmer ikke, de varmer ikke….

Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og glædede sig over alle de kønne Hænder, der løb saa travlt over paa Bordet. Fru Jürgens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen var saa ivrige som Børn: Hva' for et Numer? hvad sagde hun for at Numer? sagde Etatsraadinden.

– Aa, de har ingen Øjne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte paa baade tilhøjre og venstre, hos Frøken Knudsen og den lille Fru Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.

Asta kom imod Berg i Spisestuedøren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg ikke heller – Stemmen lød paa én Gang saa besynderlig fraværende og modløs – kom – inde i »Fa'ers Stue« er der stille. De gik gennem Spisestuen ind i Konferentsraadens Værelse, hvor de store Møbler, med Kæmpesofaerne i Nicher, stod urørte, som da han levede. Asta satte sig.

– Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.

– Véd ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, næsten Frygten, der altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han – blot for overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause – at fortælle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, endelig skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv – til han tav, aandeløs som efter et langt Løb, og pludselig paany følte sig forvirret foran hendes stirrende Blik, næsten angst:

– Og jeg da? sagde hun:

Herluf bøjede uvilkaarlig sit Hoved, næsten som En, der dukker sig for Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:

– Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Krøller – og som fortvivlet rystede hun de tænkte Krøller – gaa her – alle de Aar, sagde hun.

Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.

Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om Bordet – det var som i et ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde samles af disse fire Aars Forsøg paa at føle Kærlighed:

– Asta, sagde han.

Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet det hele – for at komme løs, sagde han til sig selv; og han tav og følte sig blodrød som en Desertør, fejg og elendig som en Falskner, der gribes.

Asta løftede Hovedet og forsøgte at tvinge Graaden tilbage: Der sér man, hvor man bliver følsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.

– Ja – De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle søge Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.

Herluf stod endnu nogle Øjeblikke, da hun var gaaet.

Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt til at gaa – hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv – ; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:

– De gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.

– Ja, sagde Berg.

– Ja – Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen. Nede paa Hjørnet løb Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepæl: Ja – Godnat, sagde han blot, han hørte ikke, hvad han sagde, og gik videre.