Stuk

Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om Konferensraaden for at klinke.

Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:

– Ja – vore Produkter er blevet Guld.

De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn – fra Assens, Ridder af Vasa – nede i sit Hjørne sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af vore gamle Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter, som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.

Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer med et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet dingle langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han anglede.

– Det er Fiskene, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han var lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.

Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.

– Ja – Liv er her blevet.

– Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med de nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden, som om hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved Bordet.

Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med mange impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt rykkede længere og længere ind paa sin Stol – hvert moderne Udslag af den Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv – og sagde gentagende, at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved Bovbjerg.

– Ja – hvad Lange angik, kunde han sige, hans Nerver havde danset …

Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over Bordet – ogsaa Professoren sørgede hun for, saa bød hun ham, og saa rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed – :

– Ja – sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder … De havde saamæn bare været i Fredensborg – men der havde været rigtig rart der ude … Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.

– Og saa gi'er det jo noget Liv – med Hoffet derude, sagde hun.

Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet der en Sommer – stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.

– Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle forbindtlige, bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa hensynsfulde Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.

– Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt over til sin Søn.

– Mo'er overdriver – i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens personlige Pronomen – jeg var derude hver anden Uge.

– For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.

Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg, om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en betænkelig Mangel paa Respekt for baade – det ene og det andet hos Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone, som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.

– Jo – sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax – ude i Fredensborg.

Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen, helt stiv af Søvn:

– Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i Skanderborg.

Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa Grund af de nye Munddele:

– Ja … vi havde Læse-Torsdag ifjor … Vi og Madsens, du ved, de unge Folk, og Doktor Sørensens … skiftede hos hinanden …

– Ja – det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.

– Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.

Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med hans Familie; saa paa den ene Parts Vegne og saa paa den anden. Selv gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' underlig umyndig ud, med et Par artige Øjne.

Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han, det er det.

Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et Yndlingsemne:

– Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.

– Ja – Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes i – »Læseforeningen«…

Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Dønnergaard, født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden Kronprinsens Bryllup, da Amtsraadet lod brænde et af paa »Slotsbjerget«…

– Rigtig kønt var'et, Jette – især i Vandet … Men der er ogsaa dejligt ved Søen … Det er dog det dejligste Sted, Jette.

– Men lad mig dog holde, Jette – lad mig dog holde, sagde Fru Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i Døren.

* * * * *

Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og Gnister, før den slukkedes.

Lange istemte Mængdens lange »Aa – aa«, da de sidste Gnister faldt. Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af Mængdens Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Mørket løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.

Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets Stilladser og tændte – rødt, gult og grønt – regnbuefarvet urolig Ild. Og paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens rolige Lysbuer.

En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.

Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned gennem Rummet og brødes med Knald – smaa plaffende Knald: med ét var hele Himlen, hvor man saa'. kun et vildsomt Løb af ilende hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter…

Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum – op mod de kunstige Stjerner, der slukkedes.

* * * * *

Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm, de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang, saa han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund mellem de andres Bén.

Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de smaa« – paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin høje overstadige Latter, naar hun sagde det.

Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede sig. Og saa sukkede han.

I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en Krog, hvor han kunde finde et Par Stole; og der sad han saa, ligeoverfor Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.

Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:

– Naa – nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.

Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Mølbom slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er« gik lidt henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt luntende Trav – Fru Mølbom i Galosker – som et Par halvgamle Heste, der længe har trukket sammen.

Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne – naar de var alene, støjede hun ikke mer.

Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa – det er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster og rystede det.

Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:

– Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.

Og alle satte i Marsch igjen.

– Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet den i Hovedet. Hr. Mølbom lo.

– Det er ikke noget at le af, sagde Lange, det er s'gu Faren med Raketstokke – at Godtfolk faar dem i Hovedet…

De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum ved Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev staaende.

Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« … Og nynnende, vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset…

Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod Frihedsstøttens store graa Sten.

Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel« af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt, der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets« nys rejste Tag.

Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange, sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds om den hele By og bandt den til ét Billede…

Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød han den tænkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:

– Og saa vilde det være et Tornerosetableau, det hele Billede.

Han vendte sig, just som han blev raabt an af en høj, lidt skingrende Stemme: God Aften – Berg.

Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i Ugen, raabte han, til en bedre Frokost … Han svingede med Hatten fra Drosken, der rullede videre.

– Hvem er det? sagde Lange.

– Den unge Adolf, sagde Berg – Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«…

– Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre.

De gik videre.

* * * * *

Berg var kommet hjem, hvor Lampen brændte stille under sin Skærm, og gik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevægede Hovederne, og saa' lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.

Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet. Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen laa et Skær som af Sommernatsdæmring over Pladsens høje Tage.

Og længst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skæret fra »Victoriateatrets« elektriske Lamper.

Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han tog det og saa' paa Haandskriften – i Hjørnet var der en Svale med en fransk Devise: Nous reviendrons – : Berg blev siddende lidt, før han brød det og læste:

»Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem til Byen – for at opleve endnu en Sæson.

Vi hilser Dem alle.

Deres ASTA HELTZ«

Berg blev siddende længe og stirrede ind i Lampen – Brevet med Svalen havde han krammet fast sammen i sin Haand.

II

Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt mellem Victoriateatrets Himmel og Jord – saadan blev der banket, hamret og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj – ohøj, lød det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.

Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen – én Kæmpekrop, hvor alting sang og virkede … Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen…

Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten – Frokosten! og Berg og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: Hold i Tovet – Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.

Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille Forfriskning«.

Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende udenom Kalkbøtter og over Brædder:

– Der skulde være Marmorpuds, og der skulde være Forgyldning … Martens pegede og Martens viste.

Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns over hans egne Undere.

– Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor han havde sunget over Høvlebænken.

Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige herindenfor i »Foyeren« – Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger« – ; de brød gennem mange skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren, hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et Fjællebord.

Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel paa Taget, saa den viftede.

De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den saadan kunde vifte, naar man pustede.

Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:

– Ja – kunde man bygge af det Materiale, sagde han over til Martens.

– Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række Gipsstykker op – dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne, stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj.

Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede Drengebarn var det tyndeste Pap.

– Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan – saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.

De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme ned og hjælpe paa kokkken.

Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale og tolv Kabinetter.

De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal, hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil Kegler, og sagde:

– Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.

Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.

Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et Magasin.

Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. Der havde hun strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet videre, saa godt hun kunde.

Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj mellem Væggene.

Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo. Hun havde sparet deres første trehundrede Daler…. da var det Daler endnu … De første trehundrede Daler … Fru Martens blev siddende med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke videre.

Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter til Taget – han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen, stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene….

– Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.

Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne leje paa Broerne, blev han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører – ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling – hele Tiden halvt forundret over sine egne Vidundere.

Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byggede og byggede … Bevarende, under det altsammen, Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt byggende alle sine Huse – disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve – ubekvemme, indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, og til en tung Luft.

Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog – han arbejdede aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en helligdag – legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor »Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde« som alt det øvrige.

En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab. Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme; det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.

Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed – selv nu, hvor han regnede op i de hundredetusinder.

– Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens' Ejendomme.

– Det var Tiden at bygge nu, sagde han … Igaar havde de solgt Nr. 11 … Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.

– Ja – sagde Adolf – nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde paa Tungen og smækkede.

De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om et Sommerhotel – ved Bellevue – paa Strandvejen … Et Sommerpalæ …

– Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen – Ekstra, ekstra, Hr. Berg, det er Interessen … Med Broer, sagde han igen og kom ikke videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.

Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte sine Penge paa Rente.

En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde underskrive en Kontrakt:

– Ja, ja – det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind derhjemme – den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.

De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører – da Spenner kom tilbage.

– Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De – Spenner …

– Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.

– Pilloteringen? spurgte Berg.

– Ja – det var jo det … hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset laa jo midt i Stadsgraven … sagde Spenner.

– Ja – Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.

– Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.

– Ja – om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud, som om han stangede.

– Men Alverden søger jo, sagde Berg.

De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja – der blev nævnt Folk – det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet – til Direktør.

– Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være Direktør …

– Ja, raabte Adolf, vi to – Berg – os to.

Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel have sin Interesse.

Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende, vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer.

– Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel …

De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.

Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de Rejsendes Maaned …

– Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det hele….

De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa trækker man dem ogsaa over Sundet.

– Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.

De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad, smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.

– Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og brød op.

Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og skiltes ovre paa Hamtorvet;

– Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det – det er en Idé.

– Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken om »Direktoratet« – saa tosset det end var.

– Naa – adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: »Jeg skyder Pengene ind.

Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.

I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet laa der en Flettekurv.

Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden – væbnet med Fletteposen – for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige): heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet eller simpelthen at gaa og smække med Døren.

– Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind til »Fa'er«.

Der var igen noget, det maatte skaffes til Pigebørnene. Caroline, giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet – den længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat og en Atlaskes Mantille – og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer fulgte hende langt hen ad Vejen.

Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks Frøkener uddannede sig – som Bier – til praktiske Erhverv, et Par i hver Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk Bogholderi.

Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.

Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine vilde holde Næsen hos sig selv – man maatte vel have Lov til at øve sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op efter i Trappegangen.

Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte, rødtoppede over Gelænderne – samtlige Damer Gravesen var Chatteringer af rødt – : Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' … Aldrig havde man et Sekund Ro for Amalie….

– Pyh – Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret….

– Saa? om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde de Røster i Diskanten.

– Aa, maa jeg være fri….

– Naa – det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os andre….

– Hold du din Mund, Frederikke.

– Uf – Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.

Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene – hele »Gevinsten« rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro – Amalie sendte den siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:

– Hm – det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun. Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med Paaklædning….

Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.

Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.

Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den første Stue – Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«, men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under Grundtvigianerhatten – og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid blev debatteret heftigt og halvhøjt.

– Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til Udbetaling.

Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget, der var meget nær op til Guddommen.

Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.

Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over deres Borde.