Stuk

Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget Svar tilføjede hun:

– De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?

Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille Herluf, tilføjede Fru Canth.

Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej – vi har ikke set hinanden i to Maaneder.

Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersens kommanderende Røst; han var naaet til sit store Numer, Kæde gennem Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad Trappen, med den hele Række.

Toddyherrerne kom ud for at se til – Damerne gispede, og Herrerne sled – Rækken fløj videre:

– Nej – ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.

Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.

De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da »Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, saa' han den hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:

– Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København.

Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv gennem Larmen:

– Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de hørte Stemmerne paa Trappen.

– Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule.

– Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer.

Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han naaede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa' Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og se hendes Ansigt:

– Er De virkelig der, sagde hun. Det er længe siden.

Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa Møbler, lige for Dørene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens alle raabte og lo: der var ingen Stole – og der var ingen Tallerkener.

Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.

Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra øverst til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro.

– Brød, Brød her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, som paa en Restauration.

– Brød her, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:

– Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin, Vin….

Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.

– Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.

– Men der er ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der raabte paa endnu mere Ragout i Køkkendøren.

– Hva'? … Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gaa hen over de rensede Fade:

– Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde Sangbunken.

– Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker. Vin reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt to Flasker op over Frøken Idas Ansigt.

– Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den – gem den, sagde hun og skød Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et Kjoleslæb.

Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste sig og greb efter de flagrende Blade og raabte:

– Melodien? Melodien?

– Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour – her kysses vi – og gør Kur«.

– Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses – her kysses vi….

Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.

Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde – Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ – og Scheele rejste sig:

– Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prøve, mens hun spillede.

»De Gamle« rejste sig fra Bordet og traadte hen til Døren, mens de Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra Kirkekoret – langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede Adamsæbler – og dirigerede.

Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, saa' man Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst – ved Enden af Versene lo de og applauderede.

Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:

– Dacapo – dacapo, raabte han.

– Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i Døren, komplimenterende til Fru Gravesen.

Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr. Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede Døren til Gangen:

– Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord – et Øjeblik … med Udelukkelse af de glade Unge – et Par Ord, som han trængte til at faa sagt – Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« saa inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav saa lidt, før han gik videre og sagde:

– Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas … at tømme et Glas, med et Par alvorlig følte Ord – for den danske Presse.

– Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til Ære – at tjene, mine Herrer, i Deres … i dette Blænkerkorps for det aandelige Arbejde i Fædrelandet.

– Ja – sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans Overbevisning – Pressen har sandelig gjort sit Arbejde i disse sidste Aar. Den har været som en Herold – eller – nej, mine Damer og Herrer … De vil forstaa mit Billede – som en Tyrtæus har Pressen været for vort Samfund – mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye Baner – disse sidste Aar … De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste Kræfter ind paa dette Førerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne By og i dette Land, er saa stor, at – ja, man tør sige det – det hele danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk.

Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre Tommelfinger op til Næsebenet. som om han tog en lille Snus) før han vedblev i en noget anden Tone:

– Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Hæderligheden hos vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, denne – og – jeg kan sige det – den er ufortjent ringe. Der er et andet og større Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og Herrer, paa dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning i Konkurrencens daglige Fægtning – dér staar den sande, den svære Prøve for en Presses Moral.

De Herrer raabte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen:

– Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. Derfor fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land.

– Et Leve – ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor danske Presse.

Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Døren til Gangen. Vendt ud mod Trappen, udbragte han – med et Par Ord – »Levet« endnu en Gang, og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.

Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen:

– Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, at han har forladt den aktive Tjeneste….

Fru Petersen saa' paa ham.

– Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han – Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger – nu vil han have Tid til at gøre den gældende….

Han drak en Smule Vin og smilte – Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skænke i i sin Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte paa – :

– Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis paa det.

… Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i sit Hjørne.

Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk:

– Hm – Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt paa at elske?

– Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og følte den samme Lyst, at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.

Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han – og i den samme halv satiriske Tone som Scheele – :

– Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han.

Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa' frem mod ham i Mørket:

– Nej – saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud.

… Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en Ulvehunger: siddende op paa Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade efter med Brødskorper – det Gravesenske Køkken var ganske udtømt.

Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru Gravesen, men Børnene var sultne.

– Det er vi vel alle, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne Theodora Senge op til Frøkenerne.

Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var faldet i Søvn. Men han var vaagen og var meget veltalende. Endelig blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig derefter….

Fru Gravesen, der saa' ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattøj, havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som Musehaler:

– Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en Fornøjelse.

… Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora havde set prøvende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener til Side paa Dynerne i Skyndingen….

Hun foretrak at sove paa Køkkenstolen ved Siden af Komfuret.

* * * * *

Livet i »Victoriaetablissementet« var længst døet ud, og alt var slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs, Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at bryde op – med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: søvnig skrev Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning.

Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen, maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa en Veksel eller paa en Regning – mens de gik.

Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men hans Dør var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind.

– Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at være ene, naar man sover.

Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se til – som var »Herskabet« forrejst, saa stille var der, mens de to gamle sad modløse, hver i sin Krog.

– Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.

– Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun.

– Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden … Ja – min Pige, strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog sit sukkende og tankeløse: Aa – ja, aa – ja – til han endelig kom op og fik Tøjet paa.

– Ja – saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.

Men det varede en rum Tid, før han naaede op i forretningen; og tit kom han slet ikke længer end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, saa med den og saa med den – timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.

Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge to tavse i det mørke Kontor.

– Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret er der fuldt.

– Ja, sagde Frøken Hansen.

De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde sagtere:

– Men – Frøken, sagde hun – hvor blev Pengene af?

Frøken Hansen fo'r sig med Haanden over Øjnene i Mørket: Aa – der skal jo meget til, sagde hun beroligende.

– Ja – ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin hviler det – paa ham hviler det.

– Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.

Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte med samme Spørgsmaa – Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under Paaskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.

En Dag gik hun under et Paaskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre saa' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru Adolf; de lod, som de ikke saa' hinanden, og hilste ikke; men gamle Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom hjem, sagde hun:

– Jeg var ude paa Victoria idag … Saamæn helt nede i Køkkenet … for at spørge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt.

– Fru Martens saa'jeg derude … Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.

– Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Idé: hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer….

– Det er maaske meget fornuftigt af hende, sagde Fru Adolf og smilte.

Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet:

– Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun – som Køkkentrappe-Inspicient.

– Hun tænker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted … Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun.

… Martens selv saa' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og Guld.

Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg paa Reparationer og Reparationer – saa lang Ugen var, i ét Kor.

Om Søndag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, af Adolf – det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og skældede dem baade for Tyve og Røvere.

Fru Martens gik stille rundt paa Løbetæpperne og vendte tilbage til sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev bestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i Asken.

Og ogsaa hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under Paaskud – eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet, gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu – til hun en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, aabent tog hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasøje i Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen.

Hun saa' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Maal, saa det lød hen gennem hele Rummet: han vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.

Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det altsammen. Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og Trøfler – Kokken gød de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som fo'r fra det ene i det andet, saa var de i Melet, og saa blev de skyllet i Vandbækkenet – gaa op i en eneste Røg, en Damp, som stod om Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Smaaportioner, Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.

… Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadløs.

Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; for den blev jaget bort og den blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: den havde fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og den havde slæbt skært Kød ud af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter.

Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte, fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anretterværelset.

Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med sine fem Procent af alle Indkøbene – valtende foran Madam Martens, der blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen….

… Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi Victoria-Etablissementet og saa' Porten stod aaben. Han gik ind i Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.

Da han aabnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen – han var i det hele saa nervøs, saa han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid – :

– Naa – man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at banke paa.

– Jo – Tyve og Røvere, sagde Berg og lo.

Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja – saa ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:

– Naa – hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.

– Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.

– Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.

De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:

– Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe:

– Hvor bliver vore Penge af? sagde han.

Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.

– Fattigskatte? – hvad vil det sige?

– Har De virkelig troet paa vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en ny Slange hen over Papiret.

– Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? sagde han heftigt.

– Jo, svarede Adolf blot.

De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede lidt.

– En Gang maa vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utaalmodigt.

– Vi maa gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.

– De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde Berg.

De tav lidt igen, mens Berg stadig saa' over paa Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten:

– Alvorlig? – alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive ved at tage til, hvad Fa'er ejer … Naa, sagde han i en anden Tone og stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.

De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og stillede indenfor Døren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et Koncertbureau:

– Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med – uden at genere os – Trawlfiskeri gennem Provinserne.

– Spenner var god til det, sagde han.

Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget – Berg fulgte Adolf uden at tænke derover – sagde Adolf:

– Tingen er, Terrænet er dog lille.

– Ja, sagde Berg.

Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde endelig hjem.

– Aa – nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.

De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende:

– Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det – her gik vi ogsaa den Gang efter »Prinsessen af Bagdad«.

– Ja, sagde Adolf.

Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad saa besynderlig dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.

– Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.

Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt laa tæt ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske det samme Udtryk som Gerster – i Øjnene.

– Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig.

– Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs Hals for at gaa over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter Vokssvovlstikker i alle Lommer.

– Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue … Der kommer vel bedre Tider igen….

De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig selv: Ja, ja – ja, ja – den gamle har jo Formue – og fo'r sammen hvert andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.

– Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i Sverig var Concert-Bureau – og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke vanskelige at anbringe.