Stuk

– Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.

Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.

– Hvad mener du, Adolf? spurgte hun Manden.

– Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar Konstantin ikke var der – for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting – listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: den stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.

– Ja, ja – sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker, Adolf … Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.

Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa Teatret.

Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen – de to var blevet gode Venner – og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.

– Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.

– Ja – naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev Tavshed, til hun gik.

Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.

Hun gik med Herluf op i Kontoret – Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen – : Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.

– Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.

– Hm, ja, naar det hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinanden – Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod »Kompagnonerne«.

– Og hvad nyt ellers? sagde Berg.

– Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.

– Hm – og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen.

Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.

– Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.

– Farvel, Frøken, sagde han.

– Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken Hansen – og i det hele i Victoria-Kredsen – ejendommelige forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.

Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænkelig som til Opbrud:

– Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke paa Kredit.

Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han krænket: Koncertsalenes Patti….

»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr. Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i Banken.

Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen….

Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som Berg først nu blev vaer i en Krog.

Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:

– Hvad? – Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten.

Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja – saa gaar vi vel, sagde han med Værdighed.

Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale – at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag….

– Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en Skildpadde, der trækker sig i Skal.

Han gik med Pianisten.

Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer – Hr. Theodor Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne Plakater – :

– Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte sig.

Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare muntert Selskab – med Brodersen og Blom i Spidsen – der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag.

Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.

Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.

Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.

Konferensraaden maatte undre sig – saa hurtigt det gik. Men Publikum sled.

Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig – Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.

Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.

Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig – de var foret med dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.

Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opadvendte Bagside graahvid – det upolerede Fyr.

Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik fra det ene til det andet og løftede de kønne – shirtingforede – Bordtæpper og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:

– Dette var for usolidt gjort.

Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var noget ramt i Luften.

– Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde Konferensraaden.

– Han var blot kommet for at tale om en lille Middag – for de Bank-Delegerede – man agtede at spise herude….

Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om Middagen: I al Tarvelighed – i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.

Indtil Konferentsraaden rejste sig – han havde nu anslaaet en helt spøgende Tone og talte om Martens's Frokost – :

– Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:

– De der, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de »Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor Inventarieliste….

De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige Bagside – Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i Lektien:

– Jo – jo, sagde han … De er betalt med 43, sagde han.

– Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa deres Penge….

Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne – og Solen stod ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur.

Og med et virkeligt Smil – i en Følelse af Beroligelse – sagde Konferensraaden:

– Dog et smukt Billede.

Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen og skiltes.

Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at Dagskassen var gjort op.

– Men noget maa der gøres, sagde Adolf Men hvad? … Satan, han holder Øje med hele Driften … Ja, naar vi kunde spille et Par Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten….

– Vi maa … lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.

– Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke Fattiglisten.

– Nej, sagde Spenner: ikke – saa længe vi stempler dem.

Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.

Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpapiret.

… Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa Kontoret.

Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne – foreløbig.

– Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.

Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.

– Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen.

Berg var gaaet hen til Pulten:

– Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer.

Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk….

Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter.

II

Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.

Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Vicedigter, og ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig Barsel.

– Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen – der var tre Frøkener Gravesen tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele – : nu blir det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling….

Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks:

Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn.

»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie sad paa Skødet hos »Støderen«:

Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.

De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde sin Liste i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.

– Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden Sal.

– Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken Frederikke.

– Du maatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra Stuen.

Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind:

– Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.

– Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige – som hun bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« … Og saa ta'er vi forresten en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.

– Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmede Øjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve Aar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd vel ogsaa, hvad det vil sige – og hvad der gaar i Løbet i Aarene …

Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hun var ikke rigtig egnet til Festiviteter.

Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil ogsaa Theodora hørte.

Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hver Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paa Køkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder med vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners Løn om Maaneden.

Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af »Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden overdøvede alle Frøknerne.

Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette Værelserne.

– Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre Skillings-Kineserparasoller – omslynget af to kække Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad. Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for Mørke.

– Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen.

– Ja, sagde Fru Gravesen – de synede begge de grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryllup – : de er jo slemme.

– Umulige, sagde Frøken Frederikke afgørende.

Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede Vilhelmine, – det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og fra Kontoret med Posen:

– Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget ikke var »til hendes Fornøjelse«).

To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle Stuer – undtagen Balsalen – skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller sjældent se dem fra alle Sider:

– Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.

– Ja, ja – Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede Kretonnestumper – Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis – og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du – hvad sér man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, der assisterede.

– Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:

– Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra Sang ved en Begravelse.

– Saa – mener du? vrissede Vilhelmine.

– Gud fri os for Stank – det var Amalie, der var gaaet videre og havde aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, at de just duftede – : Naa – saa vi skal forgives, skingrede Frøken Amalie og pustede.

Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:

– Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida….

– Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.

– Hun har ikke rørt en Finger….

– Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til Redaktionssekretær Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.

– Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert nyt »Kar«, der manglede.

Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste.

De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.

– Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen.

Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.

– Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren til Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.

– Det var, sagde hun – det var (og hun tog hastig et Etui op af Kjolelommen), om De maaske vilde være saa god … at bringe denne hen – et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid Perle) … Men, sagde hun, et sikkert Sted …

– Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lille Kvarter, Frue.

– Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til sig.

– Ja … jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.

– Ta'r saa meget, vi kan faa…. Er besørget Frue, er besørget, opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt usynlig paa – henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et nyt Nik.

Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa:

Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.

– Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor Døtrene allerede begyndte at klæde sig paa.

– Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til Stuepige og Frisørinden … Fru Gravesen regnede, mens hun gik.

– Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med Haanden op for Munden.

Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa Baand.

Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.

– Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor man kan tage en Kjole paa?

– Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betød et lidet Hul tæt under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten.

Hr. Gravesen brummede. Der, sagde han i en meget fornærmet Tone og rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var den humoristiske Vise til Bordet.

– Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster.

Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med Vin: Ja, ja – det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja … det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de andre) … Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han.

– Du skulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone.

– Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:

– Redaktøren, Børn … Redaktøren kommer herud. Fru Gravesen maatte sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«.

– Naa – vrippede Frøken Amalie – gør han os den Ære? Det var svært! hun drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte.

Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge for, at det store Fad med Mayonaise blev sat til en Side.

De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke ulige Begyndelsen til Søsyge – til det ringede.

Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse – højlydt som Skader for at hæve Stemningen.

Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru Gravesen for at præsentere:

– Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert.

Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:

– Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart kommen alle?

– Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er….

– Ja, ja – atten Par – og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:

– Ja – her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun.

– Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange Handsker.

Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran Balsalsdøren ventende paa Pianisten.

* * * * *

Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele »Æsken« rystede. Alle Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.

De Herrer politiserede.

Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord: Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det var en Levebrødsinstitution – én eneste Levebrødsinstitution hele Venstre….

Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin Lænestol, sagde nu:

– Og jeg skal sige Dem, Kaptajn – det er netop det, der mangler os … Højre mangler Mænd, der lever af det.

– Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?

– Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr. Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede af den….

Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde:

– Ja – før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.

Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja – hvad er vi Mennesker? De har skaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.

Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:

– Nej – vor Svaghed er den, at vi stoler for meget paa vor retfærdige Sag.

Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa inderlig lettet ved: at det nu »gik«:

– De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede paa Døren til Daglistuen; selv gik hun videre.

Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.

Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og »tog nyt« – og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:

– Ja – der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen.

De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der lugtede som Kongerøgelse.

De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja – de tjener deres Penge let … Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.

– Min Broder Etatsraaden, siger, han skulde ikke sætte sine Penge i Centralbanken.

Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:

– Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.

De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var en Stue for hver Tidsalder … Og Fru Petersen sagde:

– Ja, han begyndte – i Nibe – bag en Disk.

Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret Mand havde begyndt.

Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem Dansetrinene og Musiken – Pianisten slog i Klaveret, saa det hvæsede – hørte man den opfarende Herres Skratten:

– Damen – fem Damer, Damen – fem Damer.

Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«:

– Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.

Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.

Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.

– Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den anden Stue, de Mennesker lever lystigt….

Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet.

– Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.

– Er De her? sagde Herluf forbavset.

– Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder. Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet sammen, saa Kindbenene stod frem.