Etienne Gerards Bedrifter

III.
Hvorledes Brigaderen kom til Mørkets Slot

Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj, saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kaptajn, er der intet, der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin Pige, som han vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil søge tilbage, naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.

I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun tyve Invalider til at hjælpe os.

Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset med et aabent Brev i Haanden.

"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.

Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.

"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."

Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter, – et af disse elfenbenshvide, sorthaarede polske Pigebørn, – som jeg godt kunde lide at stifte nærmere Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tænke, naar Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brædtet. Jeg gik derfor øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg begyndte min ensomme Rejse.

Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til at lægge Mærke til Kulden.

Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt, at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter. Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført sine Mænd.

Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer, Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af Conflans' Husarer – det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev Oberst – var i Færd med at stige til Hest. Paa Trappen stod dens Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end Chefen for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.

"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.

"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."

Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.

"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.

"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.

"Sidste Uge!"

Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.

"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.

"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til Ahrensdorf," svarede han.

"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre Dem Følgeskab saa langt," bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den hurtigste."

Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc, med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St. Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt, og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau. Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.

"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der kalder sig Baron Straubenthal?"

Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem denne Baron Straubenthal var.

"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at ordne."

Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og det russiske Hovedkvarter.

Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.

"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.

"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.

"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:

"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"

"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.

Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte Taarne.

"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.

"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden, "der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet. Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de sidste fjorten Aar!"

"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.

"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.

"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.

"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."

"Har han rødt Haar?"

"Han er saa rød som en Ræv."

"Godt, godt! Det er min Mand," raabte min Kammerat, skælvende af Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa, at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr. Gerard, jeg maa sørge for at faa mine Folk indkvarterede, før jeg kan tage mig af dine private Affære!"

Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf, hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.

Nu vedkom denne Sag selvfølgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om, hvad det Hele betød. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin Haand paa mit Knæ.

"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa denne Maade!"

"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortælle mig, hvad der er i Vejen, og hvad De ønsker af mig, vilde jeg bedre være i Stand til at bedømme, om jeg kan være Dem til nogen Nytte."

"De kan være mig til den allerstørste Nytte," raabte han. "Efter alt, hvad jeg har hørt fortælle om Dem, Løjtnant Gerard, er De mest af alt den Mand, som jeg kunde ønske at have ved min Side i Nat!"

"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til mit Regiment!"

"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der vedkommer mig og min Families Ære. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der muligvis vil være nogen Fare forbunden med vort Forehavende."

Det var meget forslagent af ham at bemærke dette, thi det bestemte mig. Jeg sprang af Hesten og beordrede Staldkarlen til at lede den ind i Stalden.

"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortæl mig nøje, hvad det er, De ønsker af mig."

Han førte mig ind og laasede Døren efter sig, for at vi ikke skulde blive forstyrrede. Han var en velvoksen Knøs, og som han stod der i Lampelyset med det matte Skær over sit alvorlige Ansigt og sin sølvgraa Uniform, følte jeg hans Hjerte banke mit i Møde. Uden at gaa saa vidt som til at sige, at han førte sig, som jeg vilde have gjort i hans Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg følte, at jeg nærede stor Sympati for ham.

"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne Historie. Men selvfølgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjælp uden at sætte Dem helt ind i Forholdene."

De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De sagtens erindrer, stormede Pøbelen Fængslerne og valgte tre saakaldte Dommere til at dømme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min Fader havde hele sit Liv været de Fattiges Velgører, og der var mange, der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdød baaret ind paa en Madras. To af Dommerne stemte for at løslade ham, den tredje, en ung Jakobiner, der ved sin Kæmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Fører for disse Banditter, løftede ham op fra Bærestolen, sparkede ham Gang efter Gang med sine tunge Støvler og kastede ham derefter udenfor Døren, hvor han et Øjeblik efter blev revet itu Lem for Lem under Omstændigheder, som det er frygteligt for mig at berette om. Som De vil se, var dette et Mord, endog efter deres egne, hjemmehørende Love, thi to af Dommerne havde voteret i min Faders Favør.

Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ældste Broder at anstille Eftersøgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang, men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min Nærværelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til at gifte sig med ham og skænke ham sine Godser, mod at han skaffede hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.

De vil maaske mene, at det vilde være meget let for os at finde ham, siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De erindre, at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom Kejserdømmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved, bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grænsen mellem Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.

"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor han overalt søgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved Jena i Oktober, og nu hører Hævnen mig til. Jeg havde det Held, at høre, at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar jeg ved Maalet. Og for at gøre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet en Ledsager, hvis Navn man aldrig nævner indenfor Armeen uden at sætte det i Forbindelse med en eller anden modig eller ædel Daad."

Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med den største Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad den unge Duroc ønskede af mig.

"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.

"Ved at tage med mig."

"Til Slottet?"

"Netop."

"Hvornaar?"

"Med det samme!"

"Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?"

"Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De tager med mig!"

Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved Siden af havde jeg den største Sympati for den unge Mands Følelser. Det er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog til.

"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!" sagde jeg.

Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa, som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.

Stien, som førte op til Slottet, snoede sig gennem en bælgmørk Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder. Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent et Bøsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med Taarne i alle Hjørner og en Udbygning i den Side, der vendte imod os. Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd hørtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.

Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort Hund. Hans Opførsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrædelighed.

"Baron Straubenthal modtager ikke Gæster paa denne Tid af Døgnet," sagde han paa udmærket Fransk.

"Vær saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, før dette er sket!" udbrød min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.

Fyren skottede undersøgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte Skæg.

"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt ædru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humør, dersom De vil komme igen i Morgen."

Han aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme, men det forandrede ikke hans Beslutning.

"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"

Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem, saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange, der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene med samme Overlegenhed, som om denne havde været hans Tjener.

"Før mig til Baronen!" sagde han.

Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skæggede Fyr, der nu havde laaset og stængt Porten, syntes altsaa at være den eneste, der kunde Fransk.

"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg skal føre Dem til Baronen. Men før Enden vil De maaske ønske, at De havde fulgt mit Raad!"

Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrøget og meget smudsig. Derefter aabnede han en Dør og viste os ind.

Det var et lille, sparsomt møbleret Værelse med de samme Tegn paa Forsømmelse og Forfald, der havde mødt os overalt. Væggene var behængte med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjørne var de gaaede løs, saa at den nøgne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dør, behængt med et Tæppe. Midt i Værelset stod et stort, firkantet Bord med nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt omkring flød det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kæmpestor Mand med et Løvehoved og en stor Manke af rødgult Haar. Hans Skæg var af den samme rødgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mærkelige Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de smaa stikkende Øjne, de fremstaaende Kæber og den tykke, hængende Underlæbe, der stak frem i det vildt voksende Skæg. Hans Hoved dinglede, og han saa paa os med en Drukkens usikre, sløvede Blik. Imidlertid var han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa ham.

"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortæl mig saa de sidste Nyheder fra Paris. Jeg hører, at I er komne for at genrejse Polen og er i Mellemtiden selv blevne Slaver – Slaver af en lille Aristokrat med graa Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men "Herr" og "Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i Kurven, før det atter bliver – "

Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.

"Jean Carabin!" sagde han.

Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans Øjne.

"Jean Carabin!" gentog Duroc.

Han sprang op og greb om Stolens Arm.

"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte han.

"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"

"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!"

"Mit Navn er Duroc!"

"Vel dog ikke en Søn af – ?"

"En Søn af den Mand, De myrdede!"

Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik.

"Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets. Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære hinanden bedre at kende, De og jeg."

Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte.

"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og forsvar Dem!"

"Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.

Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to lynende blaa Øjne.

"De skal dø for det Slag!"

"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.

"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Værelset.

Som jeg har fortalt, havde Værelset en Dør i Baggrunden, dækket af et Tæppe. Næppe var Baronen styrtet bort, før der kom en Kvinde til Syne, ung og smuk. Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der fortalte os, hvor hun var kommen fra.

"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket ad, min Herre!"

Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han kunde frigøre den.

"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"

"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter. Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. Et Øjeblik efter traadte Baronen ind med et Sværd i Haanden og med den skæggede Portner i Hælene.

"Dette er min Sekretær," sagde han, "han skal være min Sekundant. Vi maa imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De være saa god at følge mig til et mere rummeligt Værelse."

Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Værelse, der var spærret af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal, i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dør.

"Her findes al den Plads, som vi behøver," sagde den skæggede. Duroc trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa først. Men næppe var jeg kommen over Dørtærskelen, før den tunge Dør faldt i med et Brag, og Nøglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Fælde. I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed – og vor egen Dumhed. Vi kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler. Men Døren var grumme solid, lavet af solide Træplanker og beslaaet med Jern, som man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandelser vi udstødte mod Skurken, havde samme Virkning som vor Banken. De bragte os intet andet Svar end det haanende Ekko fra det store Rum. Men naar man er Soldat, lærer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan være anderledes. Jeg genvandt først min Koldblodighed og anmodede Duroc om at bistaa mig med at undersøge det Værelse, der var blevet vort Fængsel.

Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det.

"Hvad ser De?" spurgte jeg.

"Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu – !" Han kom med et Udraab af Forbavselse.

Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af Skovens sorte Skygge.

"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.

"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle Røvere, som skal kværke os. Vi maa se at slippe ud af denne Musefælde, før Katten indfinder sig."

Det var et Held, at Værelset var oplyst af en Lampe, der næsten var fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mørke vilde vor Stilling have været ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at undersøge de Pakkasser og Tønder, der var stillede op imod Væggen. Vi befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af Ost, Grøntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med tørret Frugt, og en Række Vintønder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde faaet lidt at spise i Løbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig en Slurk Rødvin og lidt Føde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og ned i Værelset i Vrede og Spænding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han, "han skal ikke saa let slippe fra mig!"

Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tænkte for meget paa sine egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig i. Hans Fader havde nu været død i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end ikke, at han havde eksisteret, men her løb Etienne Gerard, den mest lovende Løjtnant i hele Storarméen, Fare for at blive et Hoved kortere. Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berørte Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvilken Tosse, jeg havde været, ved at blande mig i et privat Slagsmaal, naar jeg havde en udmærket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart Million Russere at kæmpe imod.

Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:

"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gøre ved ham, hvad De lyster, naar De faar Overtaget. Men i Øjeblikket er Spørgsmaalet desværre det, hvad han vil gøre ved os."

"Lad ham gøre det værste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at ofre Livet for min Fader, om det gøres nødvendigt."

"Det er det rene Vrøvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt fra denne Historie."

Min Bemærkning bragte ham til Fornuft.

"Jeg har tænkt for meget paa mig selv!" udbrød han, "tilgiv mig, Hr. Gerard! Hvad vil De raade mig til at gøre?"

"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde. Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"

"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"

"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dør af Sult her. Hvis de vil dræbe os, maa de ulejlige sig herind for at besørge det. Bag en Barrikade af Tønder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel derfor, at der er sendt Stafet efter Hjælp."

"Vi maa altsaa se at komme bort, før Hjælpen kommer?"

"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"

"Kunde vi ikke sætte Ild paa den Dør?" spurgte han.

"Intet vilde være lettere," svarede jeg, "der staar flere Tønder Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to Østerspostejer."

"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er det?"

Vi havde hørt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der var noget, der glimtede imellem Fingrene.

"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.

Vi fo'r begge op paa Tønden.

"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hænger i en Traad. Aa, – jeg ulykkelige! Han kommer!"

Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hæs Ed, et Slag, og derefter skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende, hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmægtigt Raseri. Et halvt Minut senere hørte vi et dæmpet Skrig og Braget af en Dør, der blev smækket i.

"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte jeg.

Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag.

"Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort."

Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig. Et Øjeblik efter slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet, naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at komme hende til Hjælp.

Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør – hvorfor skulde hun ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte til.

Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne var store og tunge. Men vi arbejdede som gale og rullede Tønder, Oste og Kasser imellem hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dør, der var laaset af, og til den passede Nøglen.