Etienne Gerards Bedrifter

"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.

"Der er én til, som skal dø forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op ad den anden Trappe.

Havde jeg været i hans Sted, vilde jeg ogsaa have søgt Døden. Thi han havde begaaet en stor Fejl ved ikke at udsætte Vagtposter. I første Øjeblik havde jeg i Sinde at gøre ham Følgeskab, men saa kom jeg i Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller dræbt, vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes Hænder. Derfor lod jeg Bouvet dø alene, gik atter ned i Kælderen og slog Døren i efter mig.

Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt Lyset, da Prøjsernes Hylen lød oven paa, og jeg, der famlede mig frem i Mørket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis fandt jeg efter nogen Søgen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad. Jeg søgte forgæves at tænde det ved mit Fyrtøj. Vægen maatte være bleven fugtig ved at falde ned i en Vinpøl, og jeg huggede det derfor midt over med mit Sværd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde gøre, stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv hæse, og det vilde sikkert ikke vare længe, før de følte Trang til noget at faa Struben vædet med. Saa vilde det være Slut for den flotte Soldat, hans Sendelse og Æres-Medalje. Jeg tænkte paa min Moder, og saa tænkte jeg paa Kejseren. Jeg følte mig bedrøvet over, at den ene skulde miste saa fortræffelig en Søn, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!" tænkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som et Frostsaar, skal dø i en fransk Vinkælder!" Jeg sprang hurtig op og forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.

Min første Tanke var at sætte Ild paa Huset for at undslippe i Forvirringen. Min næste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om for at finde et saadant, da jeg i et Hjørne fik Øje paa en lav Dør, der var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stødte til den og troede først, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg satte Ryggen imod Døren og mine Fødder mod et Oksehoved, stødte derefter saa kraftigt til, at Døren sprang op, og jeg styrtede baglænds ind i det andet Rum. Lyset røg ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i Mørke.

Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Kælderen, thi uden for brød Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden Vinkælder, opfyldt af kæmpemæssige Tønder. Men det forekom mig, at dette i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Kælder, og efter at have fundet mit Lys var jeg netop i Færd med at barrikadere Døren, da jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke tilstaa det, med et ganske lille Stænk af Frygt.

Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako næsten sprængte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en saadan Karl.

Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han virkelig var bange – dødsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og mig, der var Forfølgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have set mig i det Øjeblik!

Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem, din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater Følgeskab!"

Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op af en Tønde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.

"Min Herre!" raabte han paa udmærket Fransk, "jeg overgiver mig til Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Løfte, vil jeg sælge mit Liv saa dyrt jeg kan!"

"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"

Han langede mig derefter sit Sværd op fra Tønden.

"Hvem har jeg den Ære at tage til Fange?" spurgte jeg.

"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."

"Det er maaske indiskret at spørge om, hvorledes De er kommen herned i Kælderen?" spurgte jeg.

"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved Morgengry. Da jeg imidlertid frøs, gik jeg herned i Kælderen for at tage mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gøre end at forsøge at frelse mit eget Liv, hvorfor jeg løb tilbage og skjulte mig i denne Kælder, hvor De nu har fundet mig."

Jeg tænkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende Omstændigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortælling, at han havde opholdt sig i den bageste Kælder, medens vi befandt os i den forreste, og at han derfor ikke havde hørt Spektaklet, da hans egne Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes skulde jeg nu handle? Jeg var ved at køre fast, da jeg pludselig fik saa glimrende en Indskydelse, at jeg ikke kunde lade være at beundre min egen Opfindsomhed.

"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig Stilling!"

"Og hvorfor?" spurgte han.

"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."

Han begyndte at hænge med Næbet.

"De vil da ikke tage Deres Løfte tilbage?" sagde han.

"I værste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg. "Men Vanskelighederne er store."

"Forklar Dem nærmere," udbrød han.

"Jeg vil være ærlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at vore Soldater, og særlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at blot Synet af en Uniform gør dem rasende. De kaster sig øjeblikkelig over Bæreren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.

"Men det er jo frygteligt!" sagde han.

"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!"

"Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De, at vi skal gøre? Vilde det ikke være det bedste, om jeg blev tilbage her?"

"Det værste af alt!"

"Og hvorfor?"

"Fordi vore Soldater om et Øjeblik vil undersøge Huset, og saa bliver De hugget i Stykker. Faar de Øje paa Deres forhadte Uniform, ved jeg nøjagtigt, hvorledes det vil gaa."

"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"

"Udmærket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og trække i min. Den vil gøre Dem hellig for enhver fransk Soldat."

"Det er ikke Franskmændene, jeg frygter, men Polakkerne!"

"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."

"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv – hvad vil De tage paa?"

"Jeg vil trække i Deres Uniform!"

"Og maaske falde som Offer for Deres Ædelmodighed?"

"Det er min Pligt at løbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke. Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sværd vil blive vendt imod mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortælle dem om Dem, og De vil være frelst."

Han skælvede af Iver efter at faa Klæderne af. Hans Støvler og Benklæder var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem, men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman, min Chako og mit Sabelhæng med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue med den gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede Sabel. Men selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i Lommen paa min ny Frakke.

"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden."

Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod netop og lænede sig op ad en Tønde, saa jeg behøvede kun at løbe seks Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gøre ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i det mindste bære et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad Køkkentrappen.

Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Følelse som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion. Men alligevel var dette en hæderfuld Død i Kejserens personlige Tjeneste – og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem Linjer, maaske syv, om mig i Monitøren. Palaret fik otte Linjer, og jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.

Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over, var det første, jeg fik Øje paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under sig og et knækket Sværd i Haanden. Jeg havde den største Lyst til at hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev jeg bange for, at de skulde lægge Mærke dertil, og opgav det.

Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre. De var altfor optagne til at lægge Mærke til mig, men en anden Officer, der stod ved Døren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde være morsomt, thi hans lange Skæg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtænder kom til Syne. Jeg lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om jeg var Afdelingens Kommandant.

Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte Polakkerne og Husarerne. Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen, og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods. Denne Sæk lagde jeg over paa Violette, som jeg derefter førte med mig i Tømmen. De har aldrig set et bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.

Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prøjsere. De stod langs Gaderne og pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde skønne med Bemærkninger som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op med, naar det gælder at røve og plyndre."

En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egtræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til, medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud af den laadne Dørmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have været en halvandet hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ægte Kosak komme galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Følelser ved Synet af ham. Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn næsten bragte mig til Fortvivlelse, og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et Øjeblik. Derefter aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude, at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.

Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot tilstrækkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden større Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor, skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig ham, kunde jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne, medens han nøje betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa have faaet Øje paa noget, der ikke var, som det skulde være. Han tilraabte mig et Spørgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Sværd. Jeg var glad ved at se ham gøre dette, thi jeg har aldrig holdt af at slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans Hug og anbragte mit Stød lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak mig næsten med, før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at undersøge, om han var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de af Sted efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk, som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke øjne mine Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi. Hvor var jeg lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige Rækker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri – havde kæmpet med Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.

Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg Øje paa vore egne Forposter. Jeg galopperede ned imod dem for at høre, om Egnen var sikker lige til Paris, og medens jeg hastig red fremad, følte jeg mig saa stolt over at være kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for at svinge mit Sværd i Luften.

Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tænke, at han red mig i Møde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg lod Violette danse, og da vi nærmede os hinanden, svang jeg mit Sværd endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med Næsen ned i Violettes Manke. Sværdet for hvinende over mit Hoved som en Østenvind. Selvfølgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform, som jeg i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde troet, at jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham, hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader Gerard.

Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa herfra til Paris, thi Passagen var næsten helt spærret af Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Følge paa en Fjerdingvej efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev bestormede med Spørgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog. Mændene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra Vinduerne, og jeg følte mig meget bevæget over al den Hyldest. Ja, selv min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden os, man bør betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen.

Jeg var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrækker nu en Gang de gamle Navne. Han læste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa Øjne.

"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.

"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af Hest-Grenadererne."

"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.

"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestæt, vilde dette ikke forbavse Dem!" bemærkede jeg.

"Der kan jo ogsaa tænkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et besynderligt Smil.

Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Næste Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg længtes naturligvis efter Kejserens Ros og Belønning.

Jeg behøver ikke at bemærke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej. Jeg havde foreløbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem Meaux og Château Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu bleven begravede, og Slagmarken frembød altsaa ikke det samme Syn, som da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i udmærket Orden.

Det er vidunderligt, hvad en god Hærfører kan udrette i Løbet af et Par Dage.

Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens Arbejdsværelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lænede sig i Øjeblikket over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik Øje paa mig, slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen.

"Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.

"Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret Dokumentet til Kongen af Spanien."

"Hvorledes!" hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter. Aa, disse frygtelige Øjne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drømme.

"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.

"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.

"Af hvem?"

"Russerne."

"Kosakkerne?"

"Ja, en enkelt Kosak!"

"Overgav han sig?"

"Uden Modstand!"

"Han er en intelligent Officer. Sørg for, at han faar Æres-Medaljen."

Jeg gned mine Øjne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.

"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig, som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har sendt Dem ud i dette Ærinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"

Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.

"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"

Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne, mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner. Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i Øret.

"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"

Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.

"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."