Etienne Gerards Bedrifter

"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt, og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme, da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres Kryb."

Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham. Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe. Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.

"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal vide, at kortere kan det umuligt blive."

I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.

"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"

"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere til at trække mig ud af Hulen.

Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den, maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid følt mig tiltrukket af den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven", og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst til at tænke paa saadanne Emner.

De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng! Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.

Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt højt Fyrretræ, som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og nedhængende Grene var forkullede, som om der havde været tændt en stor Ild under det. Der voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestøvler stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Træet med Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de var bundne fast til Træet, men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at de var sømmede til Træet. Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da jeg forstod, at Støvlerne ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til højre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Træet, og hvorfor der var bleven tændt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og jeg ønsker ikke at skaffe Jer onde Drømme i Nat – men jeg kan ikke fortælle Jer om de spanske Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod, hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i Buskadset, og at jeg haabede, at han var gaaet sin grufulde Skæbne i Møde med Frejdighed og Mod, som det sømmede sig en god Franskmand.

Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende over unge Soubirons grufulde Død, at jeg slet ikke havde tænkt paa min egen Skæbne. Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op, og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg laa og tænkte paa de forskellige Kvinder, som vilde sørge over mig, paa min kære, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar, at jeg fik Taarer i Øjnene derved.

Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled. En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest, og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig. Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.

Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig, men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.

Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og fastgjorde det til en Træstub. Da de havde bøjet det andet Træ ned paa lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.

"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren smilende, da han kom hen til mig.

"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."

"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa, at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst, vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille Plads."

Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.

Det er forbavsende – og jeg har hørt mange gøre den samme Bemærkning – hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at jeg, længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en lav, ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere. I Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg, der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra fremrykkende Rytteri.

"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"

I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængsler bragt mig fra Sans og Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det, der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere. Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa, forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige Folk at kæmpe imod.

"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde at gøre ved ham?"

I det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.

"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."

Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og klappede mig paa Skulderen.

"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.

Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og brød ud i Begejstringsraab. Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjæs.

"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min Fange!" sagde han.

"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det nærmeste Træ."

"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.

"Han følger med os til den britiske Lejr!"

"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med ham."

Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig, da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte ned i Dalen.

Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne Marker, at vi vovede at standse og undersøge, hvad Skade vi havde taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet. Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men Officeren afbrød mig kort:

"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"

"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"

"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske Husarers Forposter."

Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel, at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort mine Erfaringer, havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige, at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart, særlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem som det spanske "Don", hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette Ord, naar jeg henvendte mig til ham.

Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri – han hørte til det sekstende lette Dragonregiment – og havde begge de samme Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han at tale om, hvad Englænderne kalder Sport, og han fortalte mig Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han opgav den Ide.

Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.

"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.

Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der ingen andre at se end os to – begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa var nødvendigt at tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske Forposter.

Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand, der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig, der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod ham.

"Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg.

"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd.

Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører.

Han betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for "Mon Dieu".

"De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han.

"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"

"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa."

"Hør mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette Kavalleri-Brigade."

Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det halve af hans Fjerbusk af. Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.

"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.

"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld."

"Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel følge mig til Lejren."

"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.

"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens han red efter mig med Sværdet i Haanden.

Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.

"Jeg vil gøre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om, hvem der skal være den andens Fange."

Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.

"Hvor har De Terningerne?" kom det.

"Jeg har ingen!"

"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"

"Lad det saa bare være Kort!" sagde jeg.

"Og Spillet?"

"Jeg overlader det til Dem."

"Lad det være Ecarté – den, der vinder tre Partier."

Jeg kunde ikke lade være at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mænd i Frankrig, der er mine Overmænd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi steg af Hesten, men han smilede kun, da han hørte det.

"Jeg gik for at være den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da Chancerne altsaa er ens, fortjener De at være fri, saafremt De vinder."

Vi tøjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behøvede blot at se ham blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte Spillet. Det var min Tro nok værd at spille om den Indsats. Han ønskede at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil – min Moder, mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv Kejseren – sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med mig, har jeg altid været den, der har vundet de fleste Partier.

Det første Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrømme, at Kortene var mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig, markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.

"Jeg sætter min rødskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.

"Vedtaget!" sagde jeg.

"Saddel, Tømme og Stigbøjler!"

"Vedtaget!" sagde jeg.

Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.

Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg, mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik – jeg havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed nu," tænkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i Lænker!"

Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have kastet mig ned paa Jorden, da jeg tænkte derpaa.

"De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10 – det er Brigader Gerards Mening!" sagde jeg.

Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I saa, der var det første Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den mægtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet døde hen paa mine Læber ved Synet af min Kammerat.

Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset over, hvad jeg saa.

Tre Mænd stod lige ved Siden af os, højst en halv Snes Alen borte. Den midterste var velvoksen, men dog ikke for høj – omtrent af samme Højde som jeg selv. Han var klædt i en mørk Uniform med en lille trekantet Hat med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig. Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre Mænd holdt der lige saa mange Heste, og længst tilbage en Eskorte af Dragoner.

"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle Mand.

"Hører De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington ønsker at vide, hvad dette skal betyde!"

Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret, men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et Øjeblik.

"Meget vel, Crauford!" udbrød han, "men Hærens Disciplin maa opretholdes. Vær saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."

Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg, Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfærdet ung Mand han var. Min Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i mine Øjne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde ikke sige mere.

"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir," spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand vilde have kastet sig om Halsen paa mig.

"Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.

"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.

"Saa belæsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "før Fangen hen til min Eskorte."

Hans Dragoner omringede mig, og jeg – jeg var næsten ved at blive gal, da jeg tænkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hænder, og at jeg i dette Øjeblik kunde have været en fri Mand. Jeg holdt Kortene op for Generalen.

"Se, Mylord!" næsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"

For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.

"Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder min Konge paa Dem."