Читать книгу: «Ambrosius», страница 4

Ottende scene

Abigael og Ambrosius (komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden. Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og Blomster.)

Abigael. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem, nu veed jeg Besked.

Ambrosius. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over efter Luthen?

Abigael. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med Selskab, om I ellers har Leilighed.

Ambrosius. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.

Abigael. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.

Ambrosius. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte med, men naar Frøkenen er nøiet….

Abigael. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens—det er vel sagtens de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for mig, om I vil.

Ambrosius. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig øvet i den Gjerning.

Abigael. Betyder Intet, den lærer I snart. (Hun giver ham Garnet og viser ham tilrette). Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa der! Seer I, det gaaer. (Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op) Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor falder I paa Sligt?

Ambrosius. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!

Abigael (vinder igjen). Hvorledes det?

Ambrosius. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer—hvad gjør vi Mennesker egentlig stort Andet? "Vel født er vel en Trøst, men bedre vel opdragen, vel gift er Livets Lyst, vel død er hele Sagen." Det kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.

Abigael. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?

Ambrosius. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen rører dem med ublid Haand.

Abigael (smilende). Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og … (hører op at vinde) troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler Kjærlighed?

Ambrosius. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har stor Kjærlighed til Solen.

Abigael. Hvorfor tænker I det?

Ambrosius. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.

Abigael (vinder igjen). Der er vel dem, der holder det lukket.

Ambrosius. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig jo ligesom op efter den med deres Blade.

Abigael. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?

Ambrosius. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det sagtens ikke til.

Abigael. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke vinde … endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I holder Jer saa fjernt.

Ambrosius. Jeg?—Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig Skriverkarl lider Jer eller ei.

Abigael. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs og den rige Rosenblomme.

Ambrosius (med Liv, idet han træder et Skridt frem). Troer I da ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?

Abigael. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig altfor nær.

Ambrosius (trædende tilbage). Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa.

Abigael. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.

Ambrosius. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og som Blomsterne fortalte mig Allehaande.

Abigael (holder op at vinde). Ih nei, det gad jeg høre Noget om. Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte … og siig mig engang … hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi den er ikke ret udfoldet endnu.

Ambrosius (som har nærmet sig) Omendskjøndt den er ung, fortæller den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag—og saa brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, og saa …

Abigael. Hvad saa?

Ambrosius. Saa blev den brudt, og saa døde den.

Abigael. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.

Ambrosius En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. "Vel død er hele Sagen".

Abigael (vinder igjen). Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa den Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg saa vist ønske, det var ugjort.

Ambrosius. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den.

Abigael. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.

(Ambrosius træder et Skridt tilbage.)

Niende scene

De Forrige. Junker Claus (fra Baggrunden).

Claus. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.

Abigael. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan Monsieur Ambrosius vidne for mig.

Claus. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg kommer da ikke til Forstyrrelse?

Abigael. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri Audients.

Claus. Jeg har en Nyhed at meddele Jer—men under fire Øine. (til Ambrosius:) Han kan gjerne forføie sig bort.

Ambrosius. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?

Abigael. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.

Claus. Tillader I, skal jeg….

Abigael. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.

Claus. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, hvad var det nu hun hed…?

Ambrosius. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.

Claus. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen veed nok, hvem jeg mener.

Abigael. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare smigrende.

Claus. Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!

Abigael. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand … Men hvem er saa Uhyret?

Claus. Uhyret? (Abigael og Ambrosius lee.) Han kan spare sin Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv mig Garnet!

Abigael. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste.

Claus. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og Garn.

Ambrosius. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?

Claus. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en Bondeskræder?

Ambrosius. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.

Claus. Menneskekjærligt—hvad vil han sige dermed?

Ambrosius (med Hentydning). Jeg mener, at der er somme Folk, der skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.

Abigael (smilende). Saamænd, I har ikke saa ganske Uret.

Ambrosius. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere.

Claus. Vorherre! er han fuld eller gal?

Ambrosius. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? Eller veed I ikke …

Claus. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, (til Abigael:) Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden vi ikke kan blive alene …

Abigael. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik?

Claus For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed dependerer deraf.

Abigael. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig at faae det sagt.

Claus. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne Leilighed bliver declareret.

(Ambrosius gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)

Abigael. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet over—(til Claus:) Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader samtykket i … paa Eders indstændige Bønner?

Claus. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret …

Abigael (med tilbageholdt Vrede). Naa, saa det var Eders Ærind? I mener altsaa, at mit Samtykke kan I være foruden, naar I har min Faders?

Claus. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid sagt Nei dertil.

Abigael (heftig). Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?

Claus. Vidner! Men, ma chère amie, jeg beder Jer indstændig. Vi har jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, med vore Forældres consentement.

Abigael. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?

Claus. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?

Abigael. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa voxet fra mine, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!

Claus. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele …

Ambrosius. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader I vel, at jeg fjerner mig?

Abigael. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent … og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg efter Papa … See saa, nu er det forbi, og Tak skal I have for Eders Umag!

Ambrosius. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.

Claus. Ah, dieu soit béni! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker jeg.

Abigaél. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den ikke kommer igjen!… Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før … I kan jo kaste den bort, naar den er vissen.

Ambrosius. Kaste den bort!

Abigael. Eller gjemme den, ligesom I vil. (Hun rækker ham Rosen.)

Ambrosius. Jeg takker Eder, naadige Frøken!

Claus. Men jeg da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at … hm!… faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?

Abigael. Aa, jo, hvorfor ikke? (Søger imellem Planterne.) See her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.

Claus. Jeg siger tusind Tak … Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.

Abigael (smilende). Navnet … ja, det maa I spørge Monsieur Ambrosius om, det er hans Videnskab.

Ambrosius (ligeledes). Paa Latin kaldes den: Linaria.

Claus. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.

Ambrosius, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.

(Abigael leende ud til Venstre. Ambrosius ligeledes i Baggrunden.)

Claus (betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk). "Torskemund?" (Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og udbryder forbittret:) Torskemund!

(Tæppet falder hurtig.)

Tredie akt

Kabinet, som i anden Akts femte Scene.

Første scene

Abigael. Bodil.

Abigael (betragtende sig i et Haandspeil). Jeg veed ikke, hvordan du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt forkeert.

Bodil. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig.

Abigael. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. (Hun sætter sig, Bodil pynter hende)

Bodil. Venter Frøkenen Fremmede?

Abigael. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.

Bodil. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?

Abigael. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?

Bodil. Jeg meente, at … Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme ham dyrt til at staae.

Abigael. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, hvad du mener.

Bodil. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i Kjærlighed.

Abigael. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han kunde gjøre.

Bodil. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.

Abigael. (med en Bevægelse). Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl?

Bodil. Hørt derom har jeg vel, men …

Abigael. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den, som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i mit Adelsskjold—det kan du forlade dig paa!

Bodil. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den Venlighed, I viser ham?

Abigael. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en Daarekiste.

Bodil. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.

Abigael (betragtende sig i Speilet). Hvad Tanker jeg har?… Sæt mig den Blomst noget højere op!… Hvad Tanker jeg har?… Jeg har de Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?

Bodil. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot….

Abigael (heftig). Men det har du jo netop ikke … ikke endnu mener jeg … Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.

Bodil. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.

Abigael. Et Tilbud … hvorom?

Bodil. Ja, det nævner han ikke.

Abigael. Skulde det være om en anden Plads?

Bodil. Gid det var saa vel … for hans Hjertefreds Skyld.

Abigael. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?

Bodil. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men … ja, I faaer holde mig tilgode, at jeg siger det … jeg troer ikke, Eders eget Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig i Andres.

Abigael. Mit Hjerte … hvad veed du om det? Den Bog har hverken du eller Nogen læst til Ende.

Bodil. Kanskee I selv ikke heller.

Abigael. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er lang Vei fra Øie til Hjerte.

Bodil. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen.

Abigael. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med Taarer at skaffe? (med let Spot:) Jeg tænkte, den var idel Fryd og Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand.

Bodil. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.

Abigael. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som…? Saamænd, det kan være, du har Ret; jeg skal tænke derover.—Ved du, om min Fader kommer hjem til Middag?

Bodil. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye Karosse, har jeg hørt.

Abigael. Til den nye Karosse? Mener du …

Bodil. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr.

Abigael. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har ikke Brug for dig længere. (Bodil ud i Baggrunden.) … Saa, nu bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med … Aa ja, hvorfor ikke?… Hvorfor ikke? Men om En nu spurgte, hvorfor? hvad skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, at Nogen kunde spørge, hvorfor?… Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog Somme, der aldrig gifter sig…, ja, dem er der vel Ingen, der vil ha'e.—Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige … den, som begynder i Øiet og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.—Skulde det mon være sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?… Aa pyt!… Men om den nu alligevel kunde?… Nei, saa hellere Hestene for Karossen og afsted til Kjøbenhavn!