Mit Liv og Levned

I Dagligstuen var det Poesi, der blev læst, den ene Digter efter den anden. Først var det Moder, der læste, siden i Almindelighed Broder Christian, der var den skjønne Aand i den lille Kreds; naar vi da ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som en hel Kunstner, og gav ovenikjøbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var dog Moders Forklaring, der stadig løb med som den æsthetiske Theori.

Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra Børnekammeret med Bogen, og sagde: »Moder, skal vi saa have en Mundfuld Schiller,« og jeg i Hælene paa ham, fornam jeg, at nu gik Tæppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.

Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jævnlig omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grændseby mod »Holsten«, og Nabobyen allerede var fuldstændig tydsk, kunde det ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse blev aldrig forsømt; og jeg seer endnu for mine Øine Fjællebodens tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og Damer, medens til Sufflørens hvæsende Accompagnement Kotzebues rørende Stykker gik over Scenen.

Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjøres hjemme. Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og indøvet Roller, indtil »Fridolins Gang nach dem Eisenhammer«, dog paa Dansk, endelig hædret med alle Familiens Venners Besøg og med Fader paa Hæderspladsen kom til festlig Opførelse. Broder Christian gav Titelrollen med Bravur, Overlærer Plougs Datter Gerhardine med de lyse Krøller var Elskerinde, og hun vedblev at være det, saalænge vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jærnstøberkarls Rolle blev betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig for høit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden været paa Brædderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt gjorde jeg fuldkommen Fiasco.

Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og tydsk Litteratur, andre Sprog læste hun ikke. Til engelske Forfattere benyttede hun Oversættelser, og de franske yndede hun ikke. Hun læste med hele sin Sjæl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til Læsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden, rejste hun sig ikke let, førend Bogen var ude; imens kunde vi støie saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke, thi foruden de større huslige Arbeider syede og strikkede hun de fleste af vore Klæder saavelsom sine egne, og spandt selv Tøiet dertil. Men alt gik hurtig for hende.

Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik tidlig andre Lærere. Efterat en og anden Seminarist havde øvet os i Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lærerinde.

Den første var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun klædte mig paa, for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel Taubers Stedsøn. Hvad hun lærte mig, veed jeg ikke, men det var min Fornøielse at læse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjærestes Navn med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede indprægede sig uforglemmelig i min Erindring.

Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder boede i dens Enkehus, og hendes Søster var udsendt som Lærerinde til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brødremenigheden af Misfornøielse med dens formelle Væsen, og havde aldeles intet pietistisk Præg. Hun var overordentlig smuk med regelmæssige imponerende Træk, store bestemte blaa Øine, prægtig Farve, stærkt lyst Haar, og en baade blød og fast Figur. Hun satte alt Byens Mandkjøn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjølig Ro overfor saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det med en usædvanlig lidt kjøn og lidt charakterfast, men fra Hjærtets Side elskværdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage, tilsidst hjælpeløse Mands Livs Støtte, kraftig, overlegen og trofast, som hun var i alle Livets Forhold.

Hun var ret Moders kjære Veninde, og hvad hun ikke var for Moder, var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget udførligere, fordi hun var den første Anledning til at mine barnlige Øine blev aabnede for legemlig Skjønhed. Hendes Charakter har jeg først senere lært at forstaae, men at hænge om hendes Hals og see hende ind i de mærkværdige Øine og nævne hende med de kjærligste Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.

Ikke at det just fremmede Værket; jeg mindes ikke, hvad jeg lærte af hende, det skulde da være at forstaae tydsk Tale; men dette lærtes bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mørkningen. Fik jeg derimod oppe i Læsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe, gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig og skjændte paa Tydsk, satte jeg dog et Æsels passive Modstand mod hendes velmente Anstrengelser.

Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes, holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen, ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.

Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester, hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end har anstrengt mig for at faae den frem.

Om Musiken samledes ogsaa større Selskab, og vort Hus var meget søgt. Min Fader gjorde et høist elskværdigt Indtryk paa enhver, der kom ham nær, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med hjærtelig Veneration; det hørte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes jævnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme nær. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og passede daarlig i Provindsembedsmænds kun lidet dannede Kreds. Kun naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glæde Midtpunktet, ved andre Besøg blev han paa sit Værelse.

Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte Pris paa en Samtale ført med det Liv, den Kundskabsfylde og den Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jævnlig, og især Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid var Besøgstiden, gik hen dermed.

Imidlertid nærmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder Caspar, der var ti Aar ældre end jeg, afgik vel allerede i mit ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at føre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Høitidsdag overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre Herligheder havde den kjære Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke og sikkre Smag opladt for os.

Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det hos ham, som han ikke saae det; han tildækkede det med den venligste Dom. Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske, Holberg var hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han heller ikke fri for til Tider selv at være lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var han en streng Charakter, af dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed, ingen fik ham fra, hvad han vidste var Ret.

Hans stærke Stemninger kunde gaa over til Nervøsitet, og da han i den Tid, han blev voxen, havde et svagt Helbred, kunde han i sygelige Øieblikke have Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i Skolen, epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse saavel af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele Livet igjennem havt stor Indflydelse paa mig, og den begyndte saa tidlig jeg kan mindes. Jeg lærte gjennem ham at skjønne paa, hvad man i stort som i smaat kalder det Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller en seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og Fuglenes Liv, og i Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den mørke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig, naar jeg fornam, hvad han følte derved. Endnu mere, naar han med sin dybt bevægede Stemme og stærke Mimik foredrog et rørende Digt for os, altid var det min Betragtning, hvad Caspar følte derved. Ifølge min betragtende Natur kunde det vel ogsaa være, at jeg over ham glemte, hvad jeg selv skulde have følt derved.

Vi kom altsaa i Skole, det vil sige, da Broder Christian skulde i Skole, maatte jeg følge med, som ved al Ting et Par Aar for tidlig. Jeg sad ogsaa altid nederst i Klassen. Vistnok kunde der i Flokken findes Drenge, der var endnu mere efterladende end jeg, skjønt der hørte noget til; i alt Fald var der dem, der havde meget tungere ved at lære; men det var min Faders Grundsætning, at hans Sønner ikke maatte see ned paa de andre, og jeg mindst, jeg sad altsaa nedenfor min Broder. Det var først efter min Faders Død, da den nye Rector havde indført Omflytning efter Characterer, at jeg ved den sidste Examen, jeg var til i Kolding, til min store Forbauselse blev den øverste i Klassen, og dermed i hele Skolen, da jeg – ogsaa for tidlig – var kommen op i den øverste Klasse, som var treaarig. Jeg var da 13 Aar.

Det faldt mig dog ikke ind, at jeg virkelig fortjente den Plads, saameget mindre som jeg følte Misforholdet derved, da jeg som den yngste ogsaa var den mindste, og var vant til at see op til de store Kammerater. Jeg vidste, at jeg i den Vinter ikke havde været synderlig flittigere eller ordentligere end jeg pleiede. Det vidste min Fader ogsaa, saalænge han levede.

Engang ved en Examenshøitidelighed, da han for Forsamlingen af Byens Honoratiores oplæste Examens Udfald, og hver Discipel, naar han blev nævnt, maatte træde frem og modtage sin Charakterbog i Følge med nogle opmuntrende eller formanende Ord, sagde Fader, da Raden endelig kom til mig, ikke andet end: Jo større Gris, desto bedre Lykke. Forsamlingen lo, og jeg listede skamfuld af uden nogen Glæde over mine Godter. Jeg vidste, Fader havde Ret. Jeg havde som sædvanlig rapset nogle flygtige Kundskaber sammen i det sidste Øieblik, var mødt med den Fripostighed, hvormed jeg altid har forstaaet at give halv Underretning Skin af fuld Vished, og havde havt en ren Lotteri-Lykke. At jeg ligefuldt gjorde mig til for Kammeraterne, og at min flittige Broder gjorde sig nogen tunge Betragtninger over Skjebnens Uretfærdighed, følger af sig selv.

Jeg selv gjorde mig ogsaa Betragtninger. Jeg var mig ret godt bevidst, hvormeget jeg stod tilbage i solide Egenskaber. Jeg havde en ustyrlig Hang til at unddrage mig enhver Pligt, der kom i Lovens Form. Jeg maatte forsømme Tid og Time, jeg maatte fare omkring paa Steder, hvor jeg ikke maatte komme, jeg maatte udøve Bedrifter, som kunde drage Straf eller Ulykker efter sig, jeg maatte som en Følge deraf finde paa Udflugter og Løgn, naar jeg blev dragen til Ansvar. Jeg vidste det meget godt, og fandt det derfor i sin Orden, hvad jeg ogsaa tidtnok af min bekymrede Moder fik at høre, at jeg baade i Kundskaber og god Opførsel stod tilbage for den Broder, jeg gik Side om Side med.

Om Eftermiddagen og mod Aften var der altid lystigt Samkvem med Naboernes Drenge, alt efter Aarstiden, Boltspil, , Røverlege og alt hvad vilde Streger vi i Have, Gaard, Ladebygninger, i Ruinen eller ved Søen kunde finde paa. Der kunde mellem disse plebejiske Kammerater være nok, der var større og stærkere end jeg, og naar en saadan Flokkens Fører – som Dreierens Anders, der gjerne var i Spidsen – med brutal Myndighed anviste mig min Plads i Slagordenen, som i Reglen var den ringeste, føler jeg endnu den Stemning, hvormed jeg indtog den. Den var ganske vist Ærgrelse over den bestandige Tilsidesættelse, men der var ikke deri synderlig Tvivl om, at det maatte være saa, jeg kunde ikke bruges til andet.

Hvad jeg derimod ikke saa tydelig vidste, men som ganske vist ogsaa, og rimeligvis i ethvert Øieblik jeg levede, var tilstede, var en urokkelig Selvfølelse, som holdt mig oppe under enhver Tilsidesættelse. Det er denne bevidste eller ubevidste Fornemmelse af Personlighedens høie Værd, som bærer baade Barnets Sorger og Mandens Kors. Og det, der bærer, er ikke blot Haabet om, at det kan blive bedre, det er ogsaa Troen paa, at det er bedre, end det seer ud til. De andre kan nu gjerne sætte Foden paa min Nakke, om de magte det, ligefuldt er jeg noget andet end alle de andre, og muligvis er jeg noget bedre.

Det var en aabenbar Sag, at de raa Drenge, der kunde over mig i en Leg eller ved et vildt Æventyr, ikke kunde maale sig med mig i Begavelse og Livets indre Rigdom, og at heller ikke de, der i Skolen sad over mig, derfor er kommet videre i Livet, har Tiden viist, men jeg havde endnu ikke faaet Tid til at gjøre mig den Ting klar. Ligefuldt var Selvfølelsen der, og den sagde mig, om ikke andet, saa dog det, at naar jeg gik min , var jeg mig selv.

Og jeg gik meget min Vei. Jeg udførte paa egen Haand, hvad der ikke gaves mig Plads til i Flokken. Saa var jeg selv Fører og tog rigelig for mig med ubunden Lidenskab baade af forbudne Frugter og mere uskyldige Krumspring, af vilde og sære Fantasier, af hungrig ustillet og uklaret Længsel, men da ogsaa, i uafladelig og anstrengt Betragtning, af alt hvad der faldt for i Naturen, mellem Mennesker og i Bøger, samlende og stablende op og rodende i Skatte, som jeg endnu lever af. Ak, hvor har jeg ikke maattet føre disse i Barnet spirende Følelser baade af Ydmyghed og Stolthed med mig Livet igjennem, og hvor maa jeg ikke takke Gud for den Støtte i mit Inderste, hvormed han har holdt mig oppe. Hvorledes den blev til mit Livs guddommelige Klenodie og hellige Naadegave, komme vi paa sit Sted til.

Kolding Skole var lille, men ikke daarligere end andre Skoler. En Rødstensbygning med tre Stuer ved Jorden til de tre Klasser, og en Kvistleilighed ovenpaa til Brug for Inspectøren, var hele Apparatet, men ogsaa tilstrækkeligt, da den kun besøgtes af nogle og tredive Disciple. Den laa paa samme Sted som den nuværende Bygning, og ligesom i Roskilde var Kirkepladsen vor Legeplads. Umiddelbart op til Bagsiden af Skolehuset stødte en god Frugthave, hvad der gav en meget venlig Udsigt fra Vinduerne. Man kunde altsaa befinde sig vel der, og det gjorde vi forsaavidt ogsaa, som de ydre Betingelser var der.

Sten Blicher har i sin »Juleferie« skildret et Collegium af Lærere saa latterligt, at man fristes til at ansee det for Overdrivelse. Det er det dog ikke, især naar man betænker, at det snart er et Aarhundrede siden disse Typer gik igjennem vore Skoler. Kolding Skoles Lærere kunde med deres Rector i Spidsen gjerne vises frem som en lignende Samling af Originaler, naar man i en glad Ferie havde Humør til at tage dem fra deres komiske Side. Dette skal heller ikke være sagt til deres Forringelse. Tvertimod.

Enhver aandelig Stand, som lever sit egentlige Liv udenfor Verden, vil efter sit Væsen være prydet med mærkværdige Personligheder. Præste- og Degnestanden er bekjendt derfor, men ogsaa Videnskab og Kunst fremavler snurrige Skikkelser, og gjør det desto mere, jo alvorligere, jo mere fordybet i sin Dont den er. Det er Livet i den bevægede Verden, der afsliber og afrunder og giver selv fremragende Mennesker mere Snittet af Dusinmennesker efter Tidens Skik og Mode. Skolemænd have dertil endnu en anden Egenskab behov. Er de, hvad de helst maa være, og hvad de ypperste af dem altid have været, Børnevenner, der forstaae og tage Del i de Smaaes ubundne Naturliv, vil de selv faae noget af dets Præg. Børnevenner blive barnlige Sjæle, og lade sig lettelig kjøre om og udlee af det kløgtige Verdensfolk.

Min Fader har jeg beskrevet, og man vil forstaae, at han ikke kunde frikjendes for at være et Stykke af en Original, endog født og baaren dertil. Min Broder Caspar, som ogsaa blev Skolemand, var det ikke mindre, og vilde rimeligvis være bleven det endnu mere, om han var bleven ved Skolen.

Overlæreren ved Kolding Skole, Carl Plougs Fader, var det ogsaa i nogen Maade, skjønt ikke i en saa fremtrædende Grad. En spinkel, glatkæmmet, graahaaret Mand, der mest gik i lysegraa Klæder, med det reneste og fineste Linned og de blankeste Støvler, hvis Knirken forkyndte os hans Komme, var han af en ældre Skole end min Fader og mindede om den bedste Side af de gamle Høreres Væsen. En høist agtværdig Mand, strengt pligtopfyldende, et Mønster paa Orden, var det upaatvivlelig i høi Grad til Skolens Bedste, at han boede paa Skolen og var dens Inspectør. Men hans Undervisning var os mindre til Behag. Hans Methode var stiv og gammeldags, og han var streng mod vore Udskeielser. Men vor Grammatik lærte vi, og det vanlige Skolegriseri blev vi vænte af med.

En over al Maade mærkelig Fremtoning var den ældste Adjunkt Borgen, en gammel sværtbygget duvnakket Knub med sort Kalot dybt ned over de buskede Øienbryn, med voldsomme Bevægelser og et Ansigt som en Dværg, der kommer ud af en Sten. Men i hans Bryst sad et blødt barnligt Hjærte, og han var i høi Grad en Børneven, mere sine Disciples Kammerat end Lærer. Han botaniserede med os, han kigede Stjerner med os, han tog os hjem til sig, og i en Bolig, hvor han levede i det skrækkeligste Roderi med en Hustru underlig som han selv, viste han os alle sine Snurrepiberier, for han var en Samler af hvadsomhelst. Han havde mærkelige Maader at gjøre os Videnskaben anskuelig paa, dem han vel ikke altid anvendte, men naar vi bade ham derom, var han altid villig dertil til vor store Morskab. Saa lærte han os Grammatik med Fingrene; de blev da skubbede ind eller trukne frem for at betegne Casus. Og lærte os Geometri med Paavisning; han taug da bomstille, viste mimisk Figurerne og sluttede Beviser ved theathralsk at slaae ud med Armene, saa vi havde meget ondt ved at skjule vor Latter. Men vor bedste Fornøielse var at formaae ham til at give os, hvad der kaldtes en Forklaringstime. Da maatte vi spørge ham om, hvad det skulde være, og vi satte selvfølgelig vor Vittighed i med stor Alvor at friste ham til at variere latterlige Themaer. Om han i sin Godmodighed fandt sig i, hvad han ansaae for gavnlig Frihed, eller han i sin egen Rørelse ikke mærkede vore Narrestreger, er ikke let at sige. Jeg skulde næsten troe det sidste; som naar vi fik en Kat listet paa Armen af ham og han holdt et rørende Foredrag over den kjære Mis, da løb aabenbart hans Følelse af med ham; thi han var i høi Grad en Dyreven. Imidlertid lærte han os ikke saa lidt, baade fordi vi elskede ham og fordi han virkelig havde en tjenlig Methode, saa mærkelig den end var. Af ham lærte jeg mit første Hebraisk, og Grundlaget for Botaniken, som siden har skaffet mig megen Glæde. Da han i min Studentertid blev fjernet fra Skolen paa en ublid Maade, sendte vi ham til Opreisning og Trøst en Hilsen fra hans taknemlige Disciple i Skikkelse af det bekjendte skjønne og rørende Digt af Carl Ploug.

En ogsaa paa sin Maade meget paafaldende, men ret fremragende Mand var Adjunct og siden Overlærer Brøndum. Med energisk, begeistret, overvældende Veltalenhed ledsaget af theatralske, men ham naturlige Gesticulationer, foredrog han os Verdenshistorie og Geografi, og med en forfærdende Bestemthed, ikke sjelden med en ligesaa kraftig Kjep – jeg kan dog ikke klage over det – indpræntede han os de dengang overmaade udførlige Lærebøger ledsagede af endnu udførligere glimrende Skildringer, til en saadan Fuldkommenhed, at jeg siden, da jeg kom i en anden Skole, ikke mere behøvede at uleilige mig med disse Fag. Da jeg ved Examen artium afleverede min Skolelærdom for gamle Werlauff, hørte han uden selv at sige synderligt, en halv Times Tid paa min Ordstrøm og skrev mig saa to Præceteriser. Min Broder gjorde samme Lykke, men der var intet særdeles derved. Brøndums Disciple fik saa godt som altid Udmærkelse i hans Fag; det mærkelige var kun, at hans Kunst endnu kunde staae sin Prøve efterat vi tre Aar havde været ude af hans Varetægt. Han var ogsaa vor Gymnastik- og Svømmelærer, og hans stærke Legeme havde derved Anledning til at vise ligesaa smukke som voldsomme Bevægelser.

Han hørte, især førend han blev gift, til min Moders Husvenner, saa jeg kjendte ham ligesaa godt fra Dagligstuen som fra Skolen. Saavidt jeg veed, var der noget vanskeligt ved hans Kjærlighedshistorie, som Moder hjalp ham med at faae i Orden. I min Fortælling »Mine Søstre« har jeg benyttet ham som Model for den Figur, jeg har kaldet Sthør. Dog kun hvad hans Udvortes og hans Optræden i Skolen angaaer, thi de Udskeielser, jeg har lagt ind i denne Charakter, vedkomme ikke i mindste Maade min kjære og hæderlige Lærer, om hvem jeg ikke veed andet end godt.

Disse vare de mærkeligste af Skolens Mænd. Min Faders Undervisning, der af de ældre Disciple betragtedes som Skolens Glandspunkt, kom jeg og min Broder desværre ikke til at nyde godt af. Han læste i Reglen kun i den øverste Klasse, og det var først efter hans Død, at vi blev flyttede op i den.

Skjønt altsaa Skolelivet ikke savnede Opmuntring, gik det mig dog, som det vel er gaaet mangen anden i disse Aaringer, ikke bedre end at jeg stadig led af Utilfredsstillelse og Kjedsomhed, derfor og af alle de Unoder, som denne Fandens Hovedpude fremavler.

De værste af disse var Uartighed hjemme, Udplyndring af Haven, skjønt jeg ogsaa trolig hjalp Moder med Arbeidet i den, Kravlen omkring paa farlige Steder, Slagsmaal og Gadedrengestreger. Sæderne vare primitive, vi betragtede ogsaa Gaderne, især Torvet som god Legeplads. De mere uskyldige var at streife omkring uden Maal og Med som et nysgjerrigt Dyr.

Saalangt som man paa en halv Dags Tid kunde naae, var der intet Sted, veisomt eller uveisomt, der ikke blev afsøgt. Hvert Krat og Kløft, hver Sump, hvert Træ og Sten, hver stor Udsigt eller skjult Krog kjendte jeg ligesaa godt som Stuerne hjemme. Hvad der ikke kunde naaes tillands, maatte der soppes eller svømmes til, og hvad der end ikke saaledes var til at række, blev ved Vintertid opsøgt paa Isen. Selvfølgelig spillede den mægtige mystiske Ruin herved den største Rolle, jeg har jo alt talt derom. Hvergang jeg hører Alliken skrige og snakke om gamle Taarne, mindes jeg de uhyre Flokke af disse Fugle, som den husede. Og naar jeg paa min Landsbykirke undertiden har seet en halv Snes Storke samles til Afreise, tænker jeg paa, hvorledes de gamle Mures hele store Kreds hver Afskedsdag i Høst blev tæt besat med disse underlige knepprende Stylteben.

At undersøge Naturen i det Smaa som i det Store, at betragte dens vide Syner som dens mindste Spil, i alskens Belysning, ved alt Slags Veirlig, i Sommerens Rigdom som i Vinterens Øde, har altid været min Lidenskab, den jeg endnu ikke har faaet stillet. Livet i Kolding har lagt den første Grund til disse Idrætter; det tøilesløse Drengevæsen hjalp til at gjøre rigere Erfaring end nogensinde siden.

Ogsaa derfor har jeg at takke Gud. Det førte videre, end jeg dengang kunde gøre mig klart. Saa fattigt end Livet kan være, kan det dog fantastisk opfattet oplyse og oplade Kunstens Tryllerige.

At være med i en Efteraarsdags Skumring at drive Kvæget hjem fra den fælles Bymark, og i Flok med plumpe Karle og snavsede Drenge, væbnet med en lang Knaldepidsk at komme farende under Hujen og Trængsel opad den lange bakkede Læsbygade med de dampende Dyr foran sig, var vel egnet til at hensætte en fantastisk Dreng i en Walter Scott'sk Scene.

At sidde, naar vi legede Røvere i Slotsruinen, i den store Fængselskjelder dybest under Kjæmpetaarnet, hvor der var bælgmørkt, naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae enhver Krog, naar man havde været der et Kvarters Tid, og i sin Ensomhed at lure paa, at den søgende Vagt kom, og saa med et Spring at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.

At ligge i stadig Feide med Plebeiernes Parti, som vi Latinere altid gjorde paa Grund af, at vor Skole laa paa den ene Side af Kirken, Borgerskolen paa den anden, gav Erfaringer om, hvad krigersk Mod vil sige. Og naar det ikke var let at komme vel hjem fra Skolen, da man paa ethvert Gadehjørne kunde blive nødt til at hugge sig gjennem Fjendens lurende Patrouiller, gav et lille Begreb om de Montaguers og Capuleters Kaardeklirren i Veronas Gyder.

Saa igjen i geografisk Begeistring at tage sig for at forfølge en Bæks Løb langt ude fra Skovkløften, gjennem stridigt Krat og vaade Sumpe, klattrende langs Trærødder og hoppende over Stene, til man efterat have fældet Dragen i en stakkels Snogs Skikkelse, og have næret sig af bittre Bær, endelig at naae til Vandmøllens sorte drippende Hjul, og faae Culturgrund under sig – var det end ikke et Stykke af Coopers Skovliv, var der dog intet i Veien for, at en Dreng kunde gjøre det dertil.

Mine Forældres Hus var ikke noget christeligt Hjem, og vi Børn fik ikke nogen christelig Opdragelse. De var ikke irreligiøse, men deres Religion var Humanismens, hvortil hørte, at man ikke maa tale for tidlig til Børn om, hvad de ikke kunne forstaae.

Den første Spire til Gudsfrygt blev lagt i min Sjæl af en stor, rødmusset Bondepige, som var vor Kokkepige.

En Dag, det maa have været ved Begyndelsen af min Skoletid, stod jeg i Kjøkkenet og betragtede, forat forslaae Tiden, hendes Gjerning ved Skorstenen, mens jeg smaasnakkede med hende. Hun maa i sin Troskyldighed have sagt noget om Guds Hjælp og Bønnen, og jeg i min Vigtighed yttret mig skeptisk derom. Det husker jeg ikke. Men vel, at hun vendte sig om fra Ilden, og sagde med et alvorligt, noget forfærdet Ansigt: Be'er du da ikke din Bøn? – Nei. – Kan du da ikke dit Fadervor? – Jo, det kunde jeg. – Saa skulde du rigtig skamme dig og læse det. – Jeg havde intet at svare, men glemte ikke hendes Anvisning. For det første skammede jeg mig, for det andet tog jeg mig for at afhjælpe den Mangel, og vænte mig fra den Dag til at sige mit Fadervor hver Aften, naar jeg kom i Seng. Jeg holdt min Skik, og hvorvel jeg endnu i mange Aar ikke kom væsentlig videre end overfor Gud at skamme mig over min Synd, men overfor Verden at glemme det igjen, skal jeg dog altid være den enfoldige Pige taknemlig, for hun i min Fattigdom gav mig den bedste Skjærv, hun eiede.

Ogsaa med Jødedommen kom jeg i Forbindelse, om det ogsaa kun var, ligesom med Christendommen, en udvortes Forbindelse. Vor Husvært var en jødisk Kjøbmand, en lille hjulbenet Mand med sin Nations Træk stærkt udprægede, som da han ved sit Talent var kommen til Velstand, havde den Drøm at ville gjøre en chevallerisk Figur, holdt en smuk Hest, og var Underofficer i det borgerlige ridende Korps. Sine elegante Rideture benyttede han som klog Forretningsmand ogsaa til at eftersee sine hemmelige Forretningsveie. Han drev nemlig, som alle der ved Toldgrændsen, en betydelig Smughandel, men udenfor denne efter Stedets og Tidens Moral undskyldelige Plet var han en hæderlig Mand og en Typus for en jødisk Handelsmand, i Forretninger et fint Øie for Fordelen, mod Slægt og Venner et varmt opoffrende og trofast Hjærte. Dertil fast i sin Tro og streng i Overholdelse af sin hellige Lovs Bud.

I hans Hus kunde man lære jødisk Skik at kjende. Der var ingen jødisk Slagter i Byen, Husbonden slagtede selv. At være tilstede derved var vel ikke tilladt, men at see de blanke tveæggede Knive, stukne i smukke Læderskeder, gik an i et fortroligt Øieblik, og det var mystisk nok, det var Oldtidens Offerknive. Og saa at udspørge om de smaa Pergamentslæg, der var sømmede til Dørkarmen, og høre, at lignende blev baarne om Armen; at see Manden om Sabbathen sidde inde bag sin Butiks Glasdøre med sin Kaskjet paa og læse i sin store hebraiske Bog; og at lytte til Familiens ustandselige Tale, naar de kom hjem fra Synagogen i Fredericia med Hjærterne strømmende over af Henrykkelse over den hellige Fest, alt dette var jo vistnok kun at staa i Hedningernes Forgaard, men det gav Lyst til at vide mere.

Kager og anden Festmad blev altid bragt ind til os og fortæredes med Glæde, men vi blev ikke budne ind, dertil var Husets Skik for streng. Den tydeligste Forestilling om Religionens Kraft gav os Fasten. Der var en Butiksdreng, en yderst godmodig Fyr, som var vor Ven, og ved hvis Disk jeg har tilbragt mangen ledig Time. Naar Fastedagen kom, gik han ude i Gaarden med os og havde et forknyt Udseende, han led af Sult. Naar han da saae op mod Himlen og fortalte, at blot en eneste Stjerne blev synlig, saa begyndte Sabbathen og han kom til det herlige Bord, da var dette Tegn mere end noget prosaisk Klokkeslet egnet til at berøre os som et himmelsk Mysterium.

Om jeg som andre kaade Drenge har været med til at spotte over Jøderne, veed jeg ikke og troer ikke, men i Omgang med dem har jeg altid viist Ærbødighed for deres Helligdom, og havt let ved det, da jeg følte den. Intet Under, da her var en Alvor overfor det Guddommelige, som vi ikke kjendte. Vor egen Helligdom gjorde ingen Fordringer til os, den var knap nok tilstede. Dette Samliv med en elskværdig israelitisk Familie troer jeg har bidraget til den Forkjærlighed for Abrahams Folk, jeg alt mit Liv har næret.