Mit Liv og Levned

Hver Dag havde jeg Breve fra Moder, som beskrev de samme Scener i Roskilde. »Her er en uhyre Tummel i Byen i disse Dage. Bestandig strømmer der Tropper til baade med Jærnbanen og til Fods og til Hest. Vi høre ikke andet end Musik, Sange og Hurraraab hele Dagen. Byens Folk trakterer Tropperne ved Jærnbanen, og holder Taler og følger dem med Dannebrogsfaner ud af Byen. I Morgen kommer her ligesaa mange. Casper sværmer for at faae en Kuglebøsse og lære at skyde, men vi er bange for at han skal falde baglæns, naar den gaaer af.«

Roskilde var dengang Endepunktet for Jærnbanen fra Kjøbenhavn. Og hvad Dannebrogsfanen angaaer kan gjøres den historiske Bemærkning, at fra de Dage skrev sig den Skik, at den kom i privat Brug, hver Mand vilde have sin. Roskilde var ogsaa en i høieste Maade patriotisk By. Der drog en hel Flok af dens Ungersvende med i Krigen som Frivillige. Deriblandt Blochs to Sønner, hvad der da alene var nok til at sætte Familiens Stemning i den stærkeste Bølgegang.

Broder Christian drog ud med de første som Læge ved tiende Bataillon; og jeg havde da som sædvanligt efter Moders Ordre travlt med at faae ham ekviperet. Han var ogsaa en Timestid hos Moder, og hun fulgte ham ud gjennem de lange Gader for først at tage Afsked med ham ude paa Ringstedveien. Gamle Moder var ogsaa en Illustration til: Min Pige vilde med.

En bittrere Sorg ramte de Familier, hvis Medlemmer stode mod hinanden i hver sin Leir. Efter det nære Forhold, hvori de tydske Landsdele havde staaet til de danske var dette temmelig almindeligt og gik i Særdeleshed ud over Kvinderne. Den mest bekjendte af de Familier der maatte friste den Sorg var Danneskjolds. Ogsaa i vor nærmeste Kreds oplevede vi en Del af den Slags. Margrete Thrige var gift med den holstenske Præst Steffensen, og hendes Halvsøster Sofie Paulsen forlovet med min kielske Ven , endnu en anden Roskilde Veninde, Elna Hansen med sin tydske Ingeniør Nørmchen. Og Amalies to Cousiner Frederikke og Edle Stenstrup havde hver sin hidsige Slesvigholstener, Jes Tygesen og Harald Neergaard. De ulykkelige Elskerinder maatte tie med deres Sorger, men da de paa begge Sider var trofaste Mennesker, lagde det sig efterhaanden tilrette i lykkelige Ægteskaber. Det var i disse Aar mærkeligt at see, hvad en saadan sextenaarig Pige som Edle Stenstrup kunde vise for en utrolig Styrke og Selvbeherskelse i saadanne Hjærtesager. I et af sine Breve taler Moder rørt om Amtmand Johansen fra Haderslev, som hun saae i Roskilde. Han havde to Sønner mellem Fjenderne, og to Døttre gifte med fordrevne Embedsmænd, men netop derfor havde ingen Medlidenhed med den gamle nedbøiede Mand uden Moder, efter hvem jeg har det.

Som alle andre var ogsaa jeg stærkt beskjæftiget ikke blot med at følge Begivenhedernes Gang, svært nok, da jeg maatte exercere og manøvrere mine 6 Timer om Dagen, til liden Baade for min Elev, det var nu saa Krigens Gang, som alle maatte finde sig i, men ogsaa, hvad der endnu var det sværeste, med at opsamle alle de Efterretninger om de mange Faldne, Saarede og Fangne, som vare at opspore baade i tydske og danske Aviser og bringe dem til de bekymrede Familier baade mundtlig og skriftlig. Det gjaldt især om nøiagtig at gjennemgaae alle Listerne, ogsaa til mine forlovede Veninders Bedste de tydske. Fandtes de Savnede ikke paa dem, var det allerede en Trøst, og for mig selv en Trøst, at der i den Henseende ikke lykkedes saa lidt for mig. Da imidlertid mine Bemærkninger om de Smaating jeg selv oplevede, ikke have megen Interesse og jeg ikke skriver Danmarks Historie, men kun min egen, vender jeg heller tilbage til mine egne Hjærtesager.

Jeg havde levet den lykkeligste Vinter inden Døre med min Elskede. Til Julen havde jeg forsynet hendes Dagligstue med et smukt Bogskab, hvori vi gjemte vore Yndlingsforfattere; ovenover satte jeg det skjønne Dionysos-Hoved, Ariaden kaldet, og paa Kakkelovnen den ungdommelige Herakles Hoved. Saadanne Ting trængte til Forklaring, hvisaarsag der med hver Foræring fulgte et Digt, som vi begge fandt meget fint, og ikke mindre hvad der med eller uden Breve kunde indfinde sig af den Slags.

I Mai var jeg med min Præsidents Familie flyttet til et Landsted, ved Ordrup, hvorfra der er en rig Udsigt over Ordrups Krat og Dyrehaven og de smukke Skovhuse, den puggaardske Familie har opført som Appendix til dens Hovedhjem Skovgaard. I det ene boede min Ven Rudolf Puggaard, i det andet hans Svoger Orla Lehmann. Desuden havde jeg kun en kort Vei til Sølyst og kunde mødes med Amalie paa de vante Steder. Det kunde ogsaa hænde, at Overpræsidenten bragte hende med ud i sin lille Vogn. Paa Ordrupsdal boede H. Chr. Ørsteds Svigersøn Dahlstrøm og paa Ordrupshøi Kollerup Rosenvinge, som begge var Langes daglige Omgang, saa jeg fik nok af reactionær Conversation. Til Amalie klagede jeg, at der ikke faldt anden Politik, end den, hvis Omkvæd var: Danmark har ingen Regjering, og der kan hverdag ventes en Revolution som i Paris.

Sidst i Juni drog Amalie med sine Søstre og Cousiner til Broksø, sex unge Piger i Flok, usigelig lykkelige over igjen at skulle sværme i de Lunde, hvor de havde nydt deres glade Barndomsdage. I Juli fulgte jeg efter, og gjorde nu Bekjendtskab med dette idylliske Sted.

I Slutningen af Juli reiste jeg som sædvanligt med min Elev til Fyen, og kort derefter begav Amalie sig med sine Søskene til Sølyst. Jeg forkjølede mig paa Reisen, og var nogle Dage febersyg, som i det temmelig kolde Veir med daglige Regnskyl gjorde mig nedtrykt og dobbelt lod mig føle Kjedsomheden over den uhyggelige Familie, jeg sad hos paa Kjærup.

Enhver veed, hvorledes Stemningen var i det Aar. Der var ingen Familie, som ikke havde nogen af sine Kjæreste paa Valpladsen, og intet Menneske, der ikke følte at man ikke kunde vide, hvorlænge man beholdt sin fædrene Jord under sig. Man reves om Aviserne, man kom løbende med Skillingsbladene, og var man paa Landet, sendte man ridende Bud til Byen eller anfaldt enhver Vogn. Man græd over vore dog altid besmykkede Nederlag og jublede over vore problematiske Seire. Endelig fandt man af Fortvivlelse over Slesvigs Skjebne Vaabenstilstanden værre end Krig, og derom var der hidsige Partikampe, og vilde Rygter om de Reactionæres Intriger. De gode Roskilde Folk var særdeles oprørte, og Moder søgte altid til mig om de paalideligst mulige Efterretninger.

Naar der da i Juli Maaned var megen Tale om »det Suhrske Komplot,« om at Ussing og David delte Penge ud, at Arbeiderhobe trak Sammen, og Kanoner var opkjørte om Slottet, og Lærerne i Roskilde midt under Examens Travlhed foer ind til Kjøbenhavn for at spørge Nyt; beroligede jeg Moder med en Betragtning over, at Krigen rimeligvis nok vilde bryde ud igjen, da Tydskerne fra deres Synspunkt ikke kunde tage mod de Betingelser, der hidtil var budt dem. Men »naar man kommer løbende med Rygter om Uroligheder, pleier jeg at svare: Aa Sludder! Der er to Omstændigheder, der gjør, at Kanonerne forblive rolige i deres Baas paa Tøihuset, den ene at Onkel Scavenius raader for Kanonerne, og han gjør ikke en Kat fortræd, den anden, at der ikke findes nogen Kat at gjøre Fortræd. Hvad Suhr angaaer, kan jeg svare for, at Fru Heiberg betyder mere i det Hus end revolutionslystne Politikere. Og hvad Arbeiderne , saa er der vel visse Haandværkslaug, som Snedkere og Vævere, der ere i Nød, og som jævnlig komme til Overpræsidenten og klage sig, men det vedkommer ikke den Sag, det er en gammel Skade, som har sin Grund i Møbelmagaziner og Fabriker, og som de nu, da alle har Medlidenhed med dem der klage sig, benytte Leiligheden til at komme frem med.«

Hvorpaa Moder med sit sædvanlige Humør svarer: Tante Rikke¹² havde lovet os, at hendes Mand skulde bringe et Par Hoveder hjem med, men Caspar havde den Vittighed, at der var ingen andre at faae end »Fædrelandets,« som havde tabt sit, og det var ikke fundet endnu. Hvori jeg var enig med min satiriske Broder.

Den politiske Side af mit Sind var altsaa i tilstrækkelig Virksomhed, men i mine ligesaa talrige som lange Breve til min Elskede er der ikke Spor deraf. En reisende Litterat fører altid Bøger med sig. Da jeg om Sommeren forlod Kjøbenhavn, mens hun ikke var der, havde jeg lagt paa hendes Bord et Bind af Søren Kierkegaard og en Roman, selv førte jeg samme Slags Læsning med mig foruden min bestandige Bibel. S. Kierkegaards Skrifter af opbyggelig Retning udkom i de Aar, og vi var begge lige opfyldte af dem. Amalie stjal Herregaardens Toilettetimer forat fordybe sig i et Bind Taler, og jeg laa i de søvnløse Nætter i min Feber og læste Kjærlighedens Gjerninger.

Saa kom Vinteren, og den blev for mig en betydningsfuld Tid. Mit ihærdige Bibelstudium bar endelig en ordentlig Frugt, løftet af Sommerens Krigsaand, samlede jeg mig til Israels Hovedtragedie, og som jeg levede midt mellem det gamle og nye Parti her hjemme, havde jeg søgt min forbilledlige Heros i Profeten Jeremias. Hans voldsomme Kamp mod det nationale Partis vanvittige Overmod, hans ulykkevarslende Forkyndelse af den Guds Straf, det vilde føre til, og hans rørende Klager over hans Fædrelands Undergang, var Toner ud af mit Hjærte. Jo mere Kanonerne lød i mit Øre, desto mere opildnedes min Fantasi. At Lykken siden blev os bedre end det saae ud Paasketid, gjorde mig intet Afbræk, de Tanker jeg eengang havde grebet, var mig nok til at sætte mig ind i Forholdene hos det gamle Israel. Endog min Kierkegaardske Stilling til Kirken hjalp mig til at være med i Profetens forfærdelige Angreb paa Præsteskabet.

Jeg arbeidede derfor med Held, hvad Handlingen og Forstaaelsen af Personlighederne angaaer, og arbeidede saa hurtigt, at jeg allerede i Februar havde den første og væsentlige Del renskreven og det øvrige lagt tilrette. Bogen blev ogsaa fuldt færdig, inden vi flyttede paa Landet, og min styrkede Selvfølelse ved at være kommen saa vidt, havde til Følge, at jeg endelig fik Mod til at bringe Jeftas Datter til en Boghandler.

En Digters egen Dom er som bekjendt upaalidelig, men naar der ligger mere end en Menneskealder imellem, og hans Sind er af den Natur, at han er mere tilbøielig til at give Modstanderne end sig selv Ret, faaer den dog noget mere Værd. Jeg har nu saa aldeles glemt Bogens Indhold, at da jeg nylig saae den igjennem, maatte jeg ikke blot see efter i Personlisten forat faae at vide, hvem de talende Personer er, men endog undersøge Titelbladet, forat underrette mig om, naar den er udkommen. Der manglede blot, at jeg ogsaa skulde have glemt Forfatterens Navn. Jeg kan altsaa nu see paa den som paa en andens Arbeide, og min derpaa byggede Dom er da, at det vidtløftige og i sit Indhold saa mægtige Drama er i det Hele godt componeret; Forfatteren har forstaaet, hvad der foregik, han har ogsaa rigtig tegnet de Skikkelser, der er saa fremmede for andre Folk og andre Tider. Men Stilen – alle dens underlige Omsvøb og Formaliteter har for det første gjort hver Scene og hele Bogen altfor lang, og dens fremmedagtige Udtryksmaade har helt igjennem tilsløret Replikernes Følelsesstyrke. Dertil kommer endnu min usalige Hang til at udvikle til det yderste alt hvad jeg kunde udtænke, uden at agte paa, at ene Udførligheden var nok til at bringe Læseren til Fortvivlelse. Intet Under, at det læsende Folk ikke lagde Bogen hen, men sletikke tog den i Haanden. Og den ulykkelige Forlægger – ja, han sagde mig, at en af hans Venner havde leende bemærket: Det bliver nok en ordentlig Jeremiade for dig.

Underligt nok blev det dog ikke en Jeremiade for mig. Jeg havde nydt mine aandelige Glæder, og da jeg dengang ikke videre trængte til Penge, brød jeg mig ikke stort om, hvad Fremgang Bogen fik. Det er maaske min Feil, at det altid har ligget mig altfor lidt paa Hjærte, om jeg ved mit Arbejde ogsaa udrettede noget for andre. Jeg tager min egen Høst hjem og er dermed tilfreds. Imidlertid havde jeg dog den Glæde, at de faae af mine Nærmeste, som læste Bogen, ydede mig fuld Anerkjendelse.

Min Ven Fog, som jeg havde sendt Haandskriftet, svarede i sin eiendommelige Stil: »Jeg har læst og gjenlæst og atter læst Digtet, og har havt mange smukke Planer om at tilskrive dig ret omstændelig derom. Ja, væmiseris! jeg har sporet min Pegasus og begyndt et langt ræsonnerende Epos, der var beregnet paa dine Øren alene, da jeg netop i dette Øieblik gjorde den Opdagelse, at min Pegasus er et Æsel, hvorfor jeg viselig holdt ham over mit Tællelys for idetmindste paa den Vis at forhjælpe ham til en Flugt til Skyregionen. Saa faaer du da kun den Erklæring: Skynd dig at bringe det Digt til Trykken! Thi det eneste Resultat, jeg er kommen til, er det, at jeg siden jeg begyndte at læse det vaagende og sovende har drømt om Jerusalem, om dens Sønner og Døttre, om springende Profeter og forladte Kvinder i Kongens Haver, om Mænd hvis Hals er som Davids Taarn, der skuer ud mod Damaskus, og om Sønner der forbandes af deres Fædre. Og denne Drøm er af den Natur, at jeg ønsker at mange maatte drømme den med mig. Iøvrigt frabeder jeg mig alle mulige Spydigheder til »min meget udviklede æsthetiske Forstand,« som ikke har en eneste Kategori, hvori den kan indeslutte min Tanke; men hvis du selv eller nogen anden vil spørge mig om min høiere Mening, meget ydmyg tyer til Digterens egne Ord, idet jeg med slet fordulgt Stolthed svarer: »Ja hans Læber er som Palmens Frugt – finde I en saadan, saa see min Ven, thi som andres Venner er han ikke.« Her har du, kjære Johannes, hvad jeg i kort Begreb kan sige om dit Digt og dets Forfatter.« —

Videre skrev han i Anledning af den nu udkomne Jeftas Datter: »Tak for din Fantasis Førstefødte, pyntelig som den kom til mig i Silke og Guld, og for disse Meddelelser om dens gode og glædelige Modtagelse i denne syndige Verden, hvilke have frydet min Sjæl, som om det var dens eget Foster, der var hilset med Kjærlighed og Bifald. At du har glædet dig ved Høyens saa grundige Dom, begriber jeg, og indseer, at naar saadanne Autoriteter have talt, gjør Folk af Grovbrødsdeig som jeg og mine Lige bedst i at stikke Piben ind og tie som en Mur. Tilmed kunde Høyen gjerne forandre sit Bifald til den bittreste Dadel, naar det skulde komme ham for Øre, at en sjællandsk Landsbypræst havde den Dristighed at dele hans Mening. Derfor tager jeg det Parti hellere at tilbageholde min Berømmelse over det Nærværende forat profetere om dit Tilkommende, idet jeg lover og tilsiger Jeremja en endnu hæderligere Modtagelse. Jeftas Datter synes mig at henhøre under det, man kalder Studier, og ved sin rent lyriske Charakter i samme stundom at kræve for stor Anstrengelse for Læseren, hvorved den friske Nydelse for meget hæmmes.«

Deri havde han upaatvivlelig Ret. Jeg havde selv fra først af tænkt mig min første lille Bog som en Øvelse, hvormed jeg vilde prøve mine Kræfter, og som en Indledning til et betydeligere Arbeide.

Naar jeg nu dertil føier, at Høyen paa sin ekstatiske Vis havde udbrudt: »Ingen af vore Digtere har gjort det for Norden, som her er gjort for det gamle Testamente;« og at Frederik Helveg, som jeg har anseet for den grundigste Kjender af den israelitiske Oldtid, vi her i Landet har, og foruden sin Theologi er en vidt belæst og tænksom Æsthetiker, siden han sagde mig, at han anseer min Jeremias for den bedste Bog, jeg har skrevet, saa kan jeg virkelig ikke klage over, at dette Digt ikke blev forstaaet. Det blev, fordi disse Mænds Fordring til Poesi gik i samme Retning som min daværende, snarere overvurderet. De var alle tre Mænd, jeg saae op til som mig langt overlegne, saa dette kunde sagtens være mig nok.

Bogen udkom næste Aar 1850, saavidt jeg husker i Foraaret. Jeg maa altsaa vende tilbage til 1849.

Den store litterære Begivenhed i Vinteren 1848 – 49 var Adam Homo, et Bevis paa, at det ingenlunde var hos mig alene, at Folkets store Kamp ikke optog alle andre Interesser. Mine Yttringer derom i et Brev til min Moder (Januar 1849) tilbagekalder mig det første Indtryk af Realismens Indtog i den høiere Poesi:

Vi arbeide med agtværdig Flid i Adam Homo, thi man kan ikke føre sig som dannet Cavaller i Hovedstaden, naar man ikke kan tale med om den. Det er en sur Suppe at faae ned, men mit Haab staaer til, at vi blive frygtelig kloge paa, hvorledes Verden aller virkeligst er, naar vi faaer den fuldelig indtaget. Fru Heiberg har læst den tre Gange, og siger sukkende: Hvad skal man læse efter saadan en Bog? Ussing mener, at den er ligesvis som Biblen, en Bog for alle Bøger og ufeilbar. Jeg haaber, at I er dannede Mennesker, og kan den udenad.

Krigen brød ud igjen, medens jeg med min Profet sad midt i min egen Krig. Den 21. Marts tog jeg Afsked med det ulykkelige Linieskib, Christian den ottende. Det var en kold, klar Dag jeg med Vilhelm Marstrand gik ud paa Nyholm og ombord i Skibet. Det var saa hurtigt blevet rustet, at Møblementet endnu laa spredt paa Dækket, og den nye Maling ikke var tør, saa jeg ved at gaa ned ad en Trappe fik en Smøre paa min blaa Kappe, den jeg siden, da det skjønne Skib var forsvundet, ikke lod tage af, men beholdt som et historisk Minde. Osvald Marstrand var tredie Officier i Skibet, commanderede underste Batteri og forestod de nautiske Instrumenter. Han havde paa Dækket faaet opsat en ny Construction af et Compas; hvori Nyheden bestod, veed jeg ikke, men den maa ikke have været efter den gode gamle Marines Hoved, for medens Osvald viste os den, gik Næstcommanderende, Capitain Krieger forbi, trak spottende paa Skuldren og sagde: Naa, det skal vel stort hjælpe!

Osvald havde altid været seet noget skjævt til af den gamle Stok, som En der vilde gjøre sig vigtig med ufornøden Lærdom, skjønt intet var fjernere fra hans beskedne Væsen. Alene det, at han var den eneste Søofficier, der gjennemgik den militære Høiskole, blev anseet som Mangel paa god Corpsaand, som om man ikke lærte nok paa Søcadetakademiet og ombord. Nu, det varede ikke mer end fjorten Dage, før han og Krieger viste, at de elskede deres Flag lige høit. De var begge blandt de sidste i Skibet og endte deres Dage med det.

Det var da sidste Gang jeg saae Osvalds skjønne vemodige Skikkelse. Han var ligesom hans Hjærtensven Adolf Fibiger af dem, hvis Ungdomsliv, trykket af Tidens Brydning mellem Frisind og Militærstramhed, mellem Romantik og Hverdagslivets smaa Forhold, fortæredes i Mismod over ikke at kunne finde det, der er værdt at offre sit varme Hjærte. Adolf var vildere i sine Lidenskaber og begik Daarskaber. Osvald var tilsyneladende rolig, og faldt aldrig ud af sin fine ridderlige Holdning, men led ikke mindre, snarere mere af sit vanskelige Hjærte. Han var tilbedt af Damerne, men trak sig med Anstand ud af ethvert Forhold, der truede med at binde, og vænte sig til den bittre Filosofi, at man ligesaa godt kunde tage den ene som den anden. Det var sørgeligt i vore Sammenkomster hos Vilhelm, at høre ham med rolig Veltalenhed stadig vende og dreie dette hjærteløse Thema. Ingen var mere fortvivlet derover end hans Broder, der baade elskede ham saa høit, og bedst vidste, paa hvilke Veie han havde samlet al den Bitterhed. Dette i Følge med det meget Bryderi han havde havt i sin Stand, gjorde, at han sidste Gang gik ombord som en Mand, der helst søgte en Leilighed til at offre sit Liv med Ære. Vi havde en Følelse deraf. Da det var skeet, behøvede vi næppe at nævne det, førend vi forstode hinanden.

Af Vilhelm Marstrand havde jeg iøvrig i det Aar megen Morskab; for han var mærkelig i Retning af Hjærteanliggender. I et Brev, fra Juli 1849, fortæller jeg Amalie, som var paa Broksø, derom: Vilhelm M. havde lovet at komme og følge mig udaf Porten, men han udeblev da, som jeg nok havde ventet, saasom han er utilregnelig paa Grund af visse Sorger. Jeg har siddet længe hos ham i Formiddag, og vi fik som sædvanligt mangfoldige Materier afhandlede. Men alle slap de ud til, at Skjebnen har udseet sig ham til det Offer, hvori den vil fremstille det sørgelige Ideal for alle Pebersvende. Tragedien synes virkelig at nærme sig sit Høidepunkt. Han kan ikke male, han gider ikke at reise, han driver fortvivlet om som en Fugl uden Mage. Først troede jeg, det var den almindelige Sommerkjedsommelighed i Byen, og foreslog ham, at reise over til Armeen, hvor der upaatvivlelig for Tiden maa være godt Selskab for Malerøine. Men da han ved Ordet Armeen slængte Cigaren, og begyndte at lade sit Lune gaae ud over Selskab af lutter Mandfolk, blev jeg virkelig ængstelig for Tilfældet, og forsøgte at studere Patientens Tilstand ved at fremføre for hans Blikke nogle af de mange kvindelige Modeller, jeg har Hovedet fuldt af, idet jeg dog viselig gik udenom Dronningen for dem alle, at han ikke skulde blive mig farligere, end han allerede er. Men ak, jeg fandt, at Sygen er værre end jeg havde troet, den er allerede reflecteret. Han begyndte at filosofere og han inddelte: »See, af dem, der er i en Alder, som passer sig for mig, er de ypperste naturligvis allerede tagne« – jo, min er det, det kan du lide paa, tænkte jeg – »og de, der er tilbage, har let Hensigter« – jeg frydede mig i Stilhed over dem, jeg veed, ingen Hensigter har – »Saa de ganske unge, saadan paa en 17 – 18 Aar, en af dem kunde man dog ikke forsvare at tage, om man ogsaa kunde faae hende. En Pige maa dog have Tid til at nyde sin Ungdom, og skal ikke lænkebindes til en gammel Mand. Synes du vel?« – Nei, det syntes jeg ikke, og tænkte paa vor søde Frede, mens jeg holdt en kraftig Tale om, at Lykken i det Kapitel er bedre end Forstanden: Skyd Hjærtet op i Livet, og drag ud blandt Kvindefolket, saa flyer Lykken dig nok den Himmelsendte, som hverken er for gammel eller ung. Han vred sig ærgerlig, og malte i nogen Tid taus løs paa sit Lærred. Saa begyndte han igjen: »Hvor skal jeg finde dem? Hvor er der Kvinder, der henriver En? Jeg kjender ingen.« – Jeg blev bange for at han skulde forlange min Hjælp, og udtalte mig, synes mig, meget net om, at i det Stykke duer Anvisning ikke, skal man tage med sit eget Hjærte, maa man ogsaa see med sine egne Øine. Men altid kom hans sædvanlige Grubleri igjen. Han reiste sig, gik noget omkring, fik saa fat paa et Papir og et Blyant og begyndte at tegne: »Det er netop Ulykken,« forklarede han, »at jeg allerede er kommen til den Alder, da Følelsen ikke har den Friskhed længer. Hvergang jeg seer en Pige, som jeg tænker, kunde blive en god Kone for mig, er Følelsen dog ikke stærkere, end at jeg ligesaa godt kunde lade det Forhold falde igjen, som jeg kunde pleie og frede det, og saa maaskee faae noget ud af det, naar jeg vilde. Og det er utaaleligt, der maa være en Nødvendighed, som binder og tvinger, ellers vil Forstandens Betænkeligheder strax ødelægge mig.« – Meget vel, mente jeg, det skader heller ikke, at Forstanden er en stadig Følgesvend, derfor kan Følelsen dog blive lige stærk og ærlig. Jeg sagde det just ikke, men jeg kjender hans svage Side, et eller andet selvlavet Ideal løber saa let af med ham, og jeg er ikke ganske uden Frygt for, at han en af Dagene kunde komme med noget han ikke er tjent med. Under alt dette sad han og tegnede den ene kostelige Frierscene efter den anden, Ting der, om han gad opbevare dem, gjerne kunde komme til at smykke Samlingerne. Der var ogsaa Tid dertil, for jeg har naturligviis kun angivet Samtalens vigtigste Led, men med al Udførlighed varede den vel et Par Timer, og havde mange morsomme Episoder, som nok kunde fortjene at gjengives.

Saa ringede det, og med det Udraab: »Nei, det er ikke til at udholde at leve alene!«, foer han op og løb mod Døren, med saa vidt udstrakte Arme, som om han vilde fange sig en rigtig Hjærtenskjær. Døren gaaer op, og hvem træder ind? – Onkel Theodor (Suhr) med sin stive Ryg og imponerende Knirkestøvler, men af Galanteri og Behagelighed – »Om han maatte have den Ære og Glæde at see Hr. Professoren paa Sølyst, hans Vogn stod til hans Raadighed, den skulde hente ham, han vilde træffe Professor Heiberg og Frue osv.« – Overgangen var saa brat, at jeg formelig maatte sunde mig paa, hvem han mente, om Akademiets høithædrede Professor virkelig var den samme som min morsomme Elskovsjæger. Men hvem kan vide, hvad Tegnet betyder? Skulde Sølyst være Stedet? Tag Jer iagt, for min Ven er nok istand til at tage, hvem han vil.

Jeg har havt mange Samtaler af dette Slags med ham baade i hans tidligere Kjærlighedsperiode og senere, men de er gangne mig af Minde; man kommer jo ikke let til at optegne sligt. Men det Brev, hvoraf dette er et Stykke, er skrevet samme Dag. Det kan da nok fortjene at tages med som et frisk og paalideligt Vidnesbyrd om den geniale Mands fast utrolige Oprigtighed og elskværdige Naivitet.

Imidlertid brugte han virkelig baade Øine og Hjærte og Forstanden med, han kunde nok have Ret i, vel ogsaa Erfaring i, at Hensigter var det, han mest maatte være bange for. Saa kunde jeg endelig under 19. Februar 1850, melde min Moder en Begivenhed, som det efter mit Syn paa Sagen ikke var let at tale alvorligt om:

»Kjæreste bedste Moder! Iaften faaer du den glædeligste Nyhed. Vor Ven Malermesteren har fæstet sig en Hjærtenskjær, som skal være en overmaade elskelig, forstandig og kunstfærdig Kvinde, og hedder Grete Weidemann, af Hjemstavn Vesterbro og af en Familie, som ikke er ukjendt i det Verdenshjørne.

Jeg har endnu ikke seet ham, han er ikke til at fange. Jeg forsøgte det Kl. 8 imorges, men ogsaa da var allerede ude, jeg kan tænke for strax at leie Værelser og bestille Bryllup. Skade, for han maa være meget fornøielig at betragte. Om Aftenen er han naturligvis endnu mindre at faae at see, for hun spiller og synger saa uforligneligt deiligt, at hans musikalske Øre nødvendigvis maa lytte til det langt ud paa Natten. Imidlertid gjør jeg for ham, hvad jeg kan. Jeg har netop idag maattet forsøge mig i de udførligste Skildringer af denne mærkelige Mester, da man her hos Langes er meget nysgjerrig efter at erfare, hvorledes det Vidunder af en Mand seer ud, som med Storm har kunnet indtage et i deres Øine saa høitstaaende og af alle i deres Kreds saa beundret Væsen, som denne kunstforstandige Dame skal være. – «

Man maa ingenlunde tage min lystige Tone for Satire. Med tilbørligt Hensyn til min daværende Maade at udtrykke mig paa, maa jeg netop ansee det for det bedste Bevis paa, hvor glad jeg var ved denne »lykkelige Begivenhed.«¹³